tirsdag den 15. september 2026

Drømmekage - uden hvedemel eller tilsat sukker...

Prøvligeathørher, vi skal lige forventningsafstemme først. Den her kage, er ikke drømmekage, som du kender - men en kage, skræddersyet til min kostomlægning med kalorieunderskud. Og ja, naturligvis er der hytteost i....altid hytteost.


Kagen er lidt mere kompakt og der er ikke så meget kokossnask på toppen. Hvis du ønsker mere....så kom endelig mere på.

Hvis kagen deles i 9 stykker, som her, indeholder hvert stykke 206 kcal og 15g protein - som er ca det samme som en proteinbar. Og det er ret gode makroer, for kage!


Kagen er lavet med bla bagte søde kartofler og ristet kokos, så det skal man ha' lavet først. Jeg havde fået fingre, i nogen hvide med lilla skind, som giver en lys kage - de alm orange, kan også bruges, kagen bliver blot mere gul-orange. De vaskes, prikkes og bages ca 45 minutter på 200°C. Når de er afkølede, kan skindet nemt pilles af. Kokosmel rister man gyldent på en mellemvarm pande. Når det er kølet helt af, kommes det i en lufttæt bøtte. Godt at have på lager, til mange ting. Jeg kan f.eks ikke undvære det som drys på karryretter.


Til en 20 x 20 cm form:

150g bagt sød kartoffel
200g hytteost 4%
4 æg
Et squeeze flydende sødemiddel
50g ærtemel (eller affedtet mandelmel)
75g havremel
75g proteinpulver med vanilje
½ tsk vaniljepulver
1½ tsk bagepulver
¼ tsk fint salt

50g ristet kokos
30g Sukrin Gold
100g Zero saltkaramel topping fra Bodylab

Erstattes ærtemelet med affedtet mandelmel, forbliver kalorieindholdet det samme, men man får ca 1 ekstra gram protein pr stykke. Jeg havde bare ikke mere på lager, så greb ærtemelet i stedet for.


Sød kartoffel, hytteost, æg og sødemiddel blendes sammen *wroom wroom*. Det tørre røres i. Formen fores med bagepapir og dejen kommes i. Kagen bages først i ca 17 min på 175°C.


Ingredienserne til toppingen røres sammen. Man kan med fordel zappe blandingen lidt i mikroovnen, så bliver den nemmere at fordele på kagen. Når den er kommet på kagen, bages den i yderligere 5 minutter.


Kagen køles ned på en bagerist. Den er bedst nybagt - men kan opbevares på køl og genoplives i mikroovnen, på optøningsprogram i et par minutter.


Virkelig lækker kage - som er nemt at bage og kan holde ca 5-6 dage på køl. Postede opskriften på Instagram i forgårs - og er allerede blevet opfordret til at lave en udgave, som Den du ved nok. Så den er på tegnebrættet. 



fredag den 6. marts 2026

Sprød pizza med pepperoni...

Den her pizza er glutenfri og lavet af proteindej med hytteost. Den tager ingen tid at lave - og minder lidt, om dem fra den dersens tyske doktor - med helt tynd og sprød bund.

Pizzaen er designet til mit vægttab, så derfor er der angivet gram på fyldet, så jeg kan lave en kalorieudregning, til dem der ønsker den slags. Du kan sagtens skrue op for mængderne, som det passer dig - og toppe med lige det, du kan lide. 

Først den tynde sprøde bund:

125g hytteost 4%
1 æg
100g havremel
½ tsk bagepulver
1 knsp fint salt
Lidt fedtstof på spray

Blend 200g hytteost, tag 75g fra til toppingen - og blend de resterende 125g sammen med ægget. Rør de øvrige ingredienser i. 

Spray lidt mere fedtstof ovenpå - og læg et stykke bagepapir ovenpå. Rul dejen ud, mellem bagepapiret, med en køkkenrulle. Træk derefter det øverste stykke bagepapir af.

Form en lille kant med fingrene, ved at rulle den yderste ½ cm ind. Bag bunden sprød på 200°C varmluft i ca 15 min.

Og så til toppingen:

Jeg brugte det her - brug det du er til.

100g pizzasauce
75g hytteost
50g pepperoni
40g majs
15g oliven
35g syltet rød peber
80g pizzaost

Smør bunden med pizzasauce og fordel hytteosten ovenpå. Jeg kom den i en lille sprøjtepose, for nemheds skyld. Læg resten af toppingen til rette ovenpå - og bag pizzaen færdig, til osten er smeltet, ca 8-10 minutter.

Den færdigbagte og knasende sprøde pizza.

Server pizzaen rygende varm, med lidt frisk basilikum på toppen - og en lækker salat på siden.

Hele pizzaen indeholder 1230 kcal og 79g protein. Jeg fik 2 hovedmåltider ud af den.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

onsdag den 18. februar 2026

Wannabe-chokorug...

I går faldt jeg over en interessant opskrift, her hos Haidar fra Mentor Fitness på rugbrødscookies - og den fik mig til at tænke på chokorug. Jeg gik straks i køkkenet og lavede dem her:  

De befinder sig i grænselandet mellem brød og kage.

Jeg har twistet opskriften, så den blev noget derhen af - dog uden tilsat sukker og med lidt ekstra protein. De små sukkerfrie chokoladeknapper er fundet hos Easis.

Alt kernerugbrød kan bruges. De er glimrende at lave, af en rest, i bedste Stop Spild Af Mad stil. 

11 stk

200g rugbrød
3 æg
50g havregryn
50g proteinpulver med chokolade
25g Sukrin Gold
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

40g sukkerfri chokolade
15g mandelsplitter

Rugbrødet skæres/brækkes i mindre stykker og blendes *wroom wroom* til groft smulder. Æggene tilsættes og blendes kort med.

Blandingen overføres til en skål og tilsættes havregryn, proteinpulver, Sukrin, bagepulver og salt. Det kan umiddelbart virke for tørt, mens det røres sammen, men vær tålmodig - det er præcis som det skal være. Rør til sidst chokoladen i.

Du kan sætte dejen i klatter, med 2 skeer, men jeg kan varmt anbefale at bruge en is-ske. 

Jeg fik nøjagtig 11 stk ud af den her portion.

Jeg trykkede dem lidt i toppen, men vil helt klart springe det skridt over næste gang. Der må godt være lidt mere højde på, for biddets skyld. Mandelsplitterne blev hakket lidt ekstra og drysset ovenpå. Det var en rest jeg havde, ellers havde jeg brugt det dobbelte. Man kan også bruge hakkede hasselnødder.

Chokorugerne blev bagt ved 200°C i 16 min - og fik derefter lov at køle af på en rist.

Haps haps, en lækker sag til eftermiddagskaffen - eller som et lille mellemmåltid. 

Hele portionen indeholder 1314 kcal og 77g protein.

Pr stk:
120 kcal 
7g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

onsdag den 11. februar 2026

Pizzasnegle på proteindej...

Efter jeg havde postet kanelsneglene i går, spurgte min husbond, om jeg ikke kunne forsøge mig med pizzasnegle også - så han kunne få dem som 'komme hjem fra arbejde snack'. Jow da, og de blev så gode, i første hug, at opskriften allerede er klar nu.

Bløde lækre pizzasnegle med smovset fyld.

Ganske som med kanelsneglene, er teknikken virkelig vigtig, da det ellers bliver noget klistret hejs. Men hvis du følger anvisningen, trin for trin, skal de nok lykkedes.


8-12 stk

Dejen:

200g hytteost 4%
2 æg
200g hvedemel
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

Fyldet:

100g bagt sød kartoffel (eller butterbeans)
50g tomatpuré
30g ketchup - sukkerfri eller alm
100g revet mozzarella
100g kalkunbacon
Et drys italian seasoning eller oregano

Ekstra:
Lidt olie
Æg til pensling

Tænd ovnen på 180°C varmluft.

Blend hytteost og æg sammen. Tilsæt mel, bagepulver og salt - og rør dejen hurtigt sammen. Et stykke bagepapir sprayes med lidt olie - og dejen trykkes ud til en firkant, med fedtede hænder.

Mos den søde kartoffel, eller blend butterbeans, og bland med de 2 slags tomat - og kom 'remoncen' i en sprøjtepose.

Hak kalkunbaconen mellemfint. Der kan også bruges skinke, pepperoni eller en rest kylling.

Sprøjt 'remoncen' ud på dejen og fordel den forsigtigt med en kniv.

Drys med revet ost, finthakket kalkunbacon og det valgte krydderi. Rul derefter dejen, ved hjælp af bagepapiret, som var det en roulade.

Kom igen lidt olie på hænderne og den kniv der skal skæres med. Skær rullen i 8 (eller 12) stykker - og tør kniven af, efter hvert snit. Spring endelig ikke dette trin over, da dejen på kniven ellers vil klistre til dejen i rullen, i næste snit. 

Med fedtede hænder, sættes sneglene derefter på en bageplade, belagt med bagepapir eller en silikonemåtte. Giv dem et lille tryk på toppen - og pensl dem med sammenpisket æg.

Bag dem i 18-20 minutter (ved 12 stk, 15-17 min). Lad dem derefter køle af på en rist.

De er bedst nybagte eller lunede. De kan opbevares 2-3 dage på køl eller fryses.

De er simpelthen så bløde og lækre. 

Har allerede bagt 2 portioner, som nu venter i fryseren. De er lynhurtige at tø op i mikroovnen og derefter bage et par minutter i airfryer/ovn. 

Ved 8 stk:
215 kcal
13,8g protein

Ved 12 stk:
144 kcal
9,2g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

tirsdag den 10. februar 2026

Hurtige kanelsnegle med remonce på sød kartoffel...

Inden opskriften, skal vi liiiiiige forventningsafstemme. For det her er nemlig ikke kanelsnegle, som du kender dem. De er mere brød end kage - og der skal tygges lidt mere. De er 'hurtige', forstået på den måde, at de ikke skal hæve, da de er lavet på en dej af bla hytteost, med bagepulver. Men sådan en lun sag, til en kop te, det kan noget!

Opskriften er udviklet som en lille gave til min husbond - som elsker kanelsnegle, men gerne vil undgå tilsat sukker....og som ved at tung gærdej, er no go, for mine arme arme. 

Sneglene kræver lidt teknik, da dejen er meget blød, klistret og svær at arbejde med. Jeg har dog udviklet en metode, som gør det muligt. Følger du min anvisning, kan du også få dem til at lykkedes.

12 stk

200g hytteost 4%
2 æg
Lidt sødemiddel
150g hvedemel
50g proteinpulver med vanilje
1 ½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

Hytteost, æg og sødemiddel blendes sammen. Mel, proteinpulver, bagepulver og salt kommes i - og dejen røres hurtigt sammen.

Er stykke bagepapir sprayes med lidt olie (jeg bruger den her fedtspray) - og dejen trykkes ud til en firkant, med fedtede hænder. Det er meget vigtigt, at der kommer lidt olie på både papir og hænder, eller vil dejen klistre fast på begge dele.

Til remoncen, skal der bages søde kartofler, som man med fordel kan gøre dagen før. 

De vaskes, tørres, prikkes og bages ca 1 time på 180°C - og afkøles. Skindet kan nemt pilles af bagefter.

Remonce:

150g bagt sød kartoffel
25g blødt smør
30g Sukrin Gold
2-3 tsk kanel

Det er ikke afprøvet, men jeg forestiller mig, at den bagte søde kartoffel kan erstattes af en indkogt æblemos.

Den søde kartoffel moses sammen med smør, Sukrin og kanel, til en homogen masse - og kommes i en sprøjtepose.

Remonce sprøjtes ud på dejen og fordeles derefter forsigtigt med en kniv.

Og så skal dejen rulles - som gøres ved hjælp af bagepapiret. Hiv og træk forsigtigt i papiret, så dejen rulles til en roulade. Rør endelig ikke ved dejen, men brug papiret. Her har jeg lige trukket papiret tilbage igen, for at kunne tage billedet.

Kom igen lidt olie på hænderne og den kniv, rullen skal skæres med. Skær rullen i 12 stykker (eller 8) - og tør kniven af, efter hvert snit. Det er vigtigt, så spring endelig ikke det trin over.
 

Med fedtede hænder, sættes sneglene derefter på en bageplade, belagt med bagepapir eller en silikonemåtte. Giv dem et lille tryk på toppen - og pensl dem med sammenpisket æg.

Bag sneglene på 180°C varmluft i 15-17 min (ved 8 stk, 17-19 min). Lad dem derefter køle af på en rist.

Sneglene er bedst, den dag de er bagt, men kan nemt lunes igen på optøningsprogram i mikroovnen eller i ovn/airfryer. Hvis man ønsker lidt glasur, kan den enten laves af et sukkeralternativ eller alm flormelis.

Et tværsnit viser både den luftige dej og den snaskede remonce. Sneglene kan opbevares 3-4 dage på køl eller fryses.

Ved 8 stk: 
188 kcal
12g protein

Ved 12 stk:
125 kcal
8g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...