Viser opslag med etiketten Burger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Burger. Vis alle opslag

tirsdag den 13. april 2021

Hjemmelavet Homestyle Bearnaise...

Nåede du at smage en Homestyle Bearnaise, inden McDonald's pillede den af kortet i går aftes? Det gjorde jeg - hele 6 gange (alle forskellige - læs mere om dem, nederst i indlægget). Jeg elsker en god bearnaise-burger, og den her er ingen undtagelse. Her får du min hjemmegøglede version, som er overvejende økologisk. Ville SÅ gerne ha' pisket bearnaisen selv, men armene var virkelig dårlige den dag. Af samme grund, blev billederne heller ikke helt som ønsket. Men jeg trykkede på pyt-knappen, nuppede en færdigkøbt konventionel sauce - og viser billederne frem alligevel.....

Ja, prangende er den jo ikke just at skue. Farveløs og spag - ganske modsat den som Gourministeriet har fremtryllet her, som ser virkelig skøn ud. Jeg var fristet til at booste farven på bearnaisen, for at få billedet til at poppe - men undlod det alligevel. Phew, heldigt nok at smag altid er vigtigere end udseende. Og jeg kan love dig for, at min blege udgave, er pakket med velsmag... 

Paul Cunninghams Homestyle Bearnaise består af: burgerbolle (brioche), bøf (oksekød), smelteost med cheddar, salat (iceberg), friterede kartoffelpinde, ristede løg, løgpuré (røget) og bearnaisesauce. 

Kvaliteten af råvarene, er jo som de er, hos det etablissement - men det har man forhåbentlig forholdt sig til, før man sætter tænderne i produktet. Det er med andre ord ikke en gourmetburger, i ordets bogstavelige forstand, selv om den er kreeret af en gourmetkok. Summen af alle delene, og det der. 

Men er det en god burger: ja! Faktisk, en af de bedst, jeg nogensinde har fået i den biks. Men osten kan jeg slet ikke med....hvis man altså kan kalde den der gule plastikskive ost. Efter at ha' fået et par stykker, begyndte jeg derfor at bestille den uden. Men det er min personlige smagspræference, som ikke skal ligges burgeren, som koncept, til last.  

Jeg blev inspireret til at lave min egen, med en ost jeg kan lide - og gik derfor i gang med at flikke en 'opskrift' sammen. Og det er den, du nu skal prakkes på.

Det første jeg kastede mig over, var den røgede løgpuré:

Den fortjente egentlig sit eget indlæg - men det har knebet så meget med kræfterne, at opskriften i stedet endte som et opslag, her på Instagram. Jeg smækker den dog også ind her, blot uden alle billederne.

500 g løg
3 spsk olie
1 dl mørk balsamico
4 spsk ahornsirup
3 spsk ristede løg
1/2 tsk stødt chipotle
Urtesalt
Friskkværnet sort peber
Vand

Løgene blev snittet i tynde både og sauteret glasklare i olie. Jeg gjorde det på en pande og kom dem derefter i en gryde. Der blev tilsat ristede løg eddike, sirup, chipotle og lidt salt + peber. Gryden fik lov at simre en lille time, ved svag varme, med omrøring af og til. Derefter blev der tilsat 1 dl vand og varmen blev skruet op. Jeg rørte flittigt i gryden, mens vandet fik lov at koge væk. Og så var de møre karamelliserede løg klar til en tur med stavblenderen. De puréede løg røg retur i gryden og fik endnu en god gennemkogning, for at fordrive endnu mere væde. Til sidst blev den smagt til, med ekstra salt, peber og chipotle. 

Den afkølede puré kom på køl, til Den Store Burgerdag oprandt, et par dage senere. Og så fandt jeg de ting frem, som jeg ville ha' i min version:

Brioche fra Jalm&B, hakket skotsk højlandskvæg, ravost fra Thise, spidskål, friterede kartoffelpinde, ristede løg, min løgpuré og Eriks bearnaise.

Jeg formede 2 burgerbøffer på hver 200 g. Spidskålen blev snittet mellemfint og klemt i hænderne, så den faldt lidt sammen. Bearnaisen valgte jeg at bruge kold.

Det bløde og det sprøde. Løgpuréen og bearnaisen kom i sprøjteposer, så de var nemme at fordele. Bøfferne blev stegt og bollerne varmede. Og så skulle burgerne samles.... 

En generøs portion løgpuré blev sprøjtet på bunden og bøffen lagt til rette, Jeg glemte desværre at smide osten på bøffen, mens den stadig lå på panden, så den smeltede ikke klædeligt og fotogent nedover. Oh, well...

En sprød rede blev bygget ovenpå - af spidskål, kartoffelsticks og ristede løg.

Og så blev det tid til bearnaisen - som også blev generøst portioneret. Kan man egentlig få bearnaise nok? Toppen blev lagt på - og så var den klar. 

Burgerne blev straks sat på bordet - sammen med en omgang ovnfritter og resten af bearnaisen. Nøj, sikke en smovset og lækker omgang. Langsom fastfood, med rigeligt snask. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver sådan en omgang.

Ta-dah.....


----------------------------------------------------------------------

Det var min hjemmelavede. Og lad os så lige kaste et blik, på dem jeg har købt. 

Pauls Cunninghams idé holder vand - men McD's 'kokke' formåede desværre ikke at føre hans vision ud i livet. De er åbenbart så vant til at smække det almindelige sortiment sammen, på rutinen, at evnen til at kræse om en specialkreation er ikke-eksisterende. Det var ingen fællesstandart, hvilket undrer mig....for er det ikke nærmest kernen i deres koncept - at man får 'en magen til' hver gang? 

Af de 6 jeg har spist - var der kun én eneste, der var som ønsket. De øvrige havde graverende fejl og mangler. Det var et held, hvis der var løgpuré nok i, til at det kunne ses og smages - og det var ikke meget bedre med bearnaisen. Den tykke bøf voldte dem tydeligvis store problemer. Havde den været stegt svagt rosa og juicy, havde det været den bedste ever. Men det oplevede jeg kun en gang - de øvrige 5, var dødstegte grå og smuldrende. Den ene (nr 3), var så rædselsfuld, at de skulle ha' haft den direkte retur - med den var bestilt som take-out, på den virkelig dårlig dag...hvilket kun føjede spot til spe.

De helt umulige var nr 2 og 3. Dem der var nogenlunde ok, var nr 1, 4 og 6 - og den allerbedste var nr 5. De første 2, var de originale, nr 3 var med ekstra bearnaise - de sidste 3 var uden ost, men med ekstra bearnaise. 

Nr 1 blev hentet og spist hjemme - og var derfor ikke særlig varm, bøffen ikke saftig og hele burgeren noget tør. Klog af skade, bad jeg derfor om at komme med i bilen, så jeg kunne spise nr 2 med det samme - varm og lækker. Den pågældende 'kok' må ha' haft en dårlig dag, for der var stort set ingen fyld - kun ganske få strimler salat, et par enkelte kartoffelsticks og ditto ristede løg. Bearnaisen var der.....men i så lille en mængde, at den knapt kunne anes, i det samlede smagsbillede. Og bøffen var så saftforladt, at det næsten støvede, da jeg bed i den. Jeg fik desværre ikke taget et billede, efter jeg bed af den (det er bøvlet med kørende bil, mobil, mad og drikke på en gang) - men damn, det var en tør omgang. Selv med den smeltede plastikost, som forgæves forsøgte at bidrage med lidt glidemiddel.

Og så er der nr 3.
Jeg stirrede vandtro på den her stakkel, da jeg fiskede den op af æsken. Knastør bøf, brækket i 3 stykker, bearnaisen mest udenpå bollen og på papiret...og det salat du ser - var stort set, det der var. Havde jeg ikke været sengeliggende den dag, var jeg hoppet på min el-scooter og havde returneret den. Det er simpelthen ikke ok, at sende den slags. Det er sgu en ommer McD!

Men der var også et lyspunkt. Jeg slutter af med nr 5.
Aj, men se lige. Den blev spist, varm og nylavet, på en parkeringsplads - mens Den Høje Mand, handlede i Bauhaus. 

Den rette mængde af alting - og en bøf, der ikke var helt død. Ja tak - det var lige sådan, jeg forestillede mig den, da jeg først hørte om den. Damn, den ekstra 5'er, til et dobbeltskud bearnaise, var givet virkelig godt ud.

Paul Cunningham og McD slipper for øvrigt en ny kreation løs i dag (som kan fås frem til d. 28/6): Homestyle Sticky Lemon Chicken - med bla sprødt paneret kyllingelårkød, spicy citronmayo, citron glace og forårsløg. Det er ikke utænkeligt, at jeg skal ha' sådan en til aftensmad....

Det var hvad jeg havde stående i min kladde, om Homestyle Bearnaise - både hjemmelavet og købt. Havde ellers planlagt at sammenligne ingredienslister for de forskellige delelementer, men dropper det igen. Vil hellere slutte af, med noget lidt andet.

----------------------------------------------------------------------

Det bliver lidt personligt - så spring fra her, hvis du ikke er til det.

Puha, sikke en kamp at få det her indlæg færdigt. Har skrevet på det i mange dage. Mine kognitive evner er helt wack i tiden. Ordene er ikke mine venner og jeg bliver utrolig hurtigt træt. 

Men det er et skelsættende indlæg for mig. For jeg har været tvunget til at acceptere nogle nye begrænsninger, i dets tilblivelse. Da jeg lavede løgpuréen, brugte jeg min stavblender for sidste gang. Ikke mere *wroom wroom* herfra. Min arm kan ikke holde den og tåle vibrationerne længere. Det er med stor sorg, at den måtte gives videre. Fuck fibro!

Og så er der billederne. Ikke alene kunne jeg knapt holde mobilen - jeg var også kommet til, at tænde lyset, i den forkerte farvetemperatur - så de er gullige og blege. Og det så jeg først bagefter (Note to self: tjek billederne inden maden bliver spist, så de kan tages om). Det kan være lidt stressende at skulle stille an med varm mad - og samtidig få taget nogle billeder.....specielt på de dårlige dage.

Det er rædselsfuldt at se ens 'kollegaer' blive bedre og dygtigere - mens man selv mister evnerne. Men det er sådan det må være, hvis jeg vil fortsætte som blogger. Endnu engang må jeg messe mit nye mantra: Hug en hæl, klip en tå, make it work! 

Det forbliver ujævn blogning, her på kanalen. Det kræver langt færre kræfter, at smide ting på Instagram. Du er meget velkommen, til at lure med her, på min profil Kmoztar (navnet er streetslang for Klidmoster - udtænkt i en lille portvinsbimmelim, før jeg fattede noget om SoMe).

Og nu skal jeg simpelthen ha' øjnene langt væk fra div skærme og ha' en velfortjent lur. 

Fortsat god dag, til dig der nåede helt herned...

mandag den 23. januar 2017

Vanedannende baconchutney...

Bacon - I gotta have it! Jeg har før lånt inspiration fra Martha Steward og lavet denne liflige baconmarmelade aka baconjam - og den opskrift har jeg nu givet en overhaling, så den er blevet til en helt igennem uimodståelig chutney: 

En smækkerlækker sag, som kan spises som den er, eller være med til at elevere andre retter og godbidder til nye højder. Jeg har her serveret den både til salte æbleskiver, i en svinsk Grilled Cheese, i en moppedreng af en cheeseburger (endda med bacconaise til fritterne) og i en brunch-burger. 


Opskriften starter sådan her: steg 1 kg bacon.

1 kg bacon, ender med at veje ca 250 g når det er stegt. 

Baconchutney:

1 kg bacon
500 g løg
10 fed hvidløg
8 cl Fireball (kanel-whiskey) eller anden whiskey
1-2 dl æblecidereddike
1-2 dl brun farin
2 kopper ekspresso
2 tsk brune sennepskorn
2 tsk gule sennepskorn
Chipotle eller anden chili efter smag

Jeg valgte at bruge en chipotle salsa, for at give et lille ekstra røget spark.

Og nej, det er ikke øko-bacon. I Inco fandt jeg nemlig en pakke på dato med 1 kg for 50 kr - så den valgte jeg at redde.

Jeg er stor fan af 'confiterings-metoden' når der skal steges bacon. Først lægges et lag bacon på en kold slip-let pande, som så langsomt varmes op. Når væsken er fordampet og fedtet begynder at boble - så tilsættes der ca 1 dl afsmeltet baconfedt (har man ikke noget på lager, så steger man den første pandefuld ved lav varme uden). Efterhånden som baconskiverne bliver gyldne, lægges de til afdrypning på fedtsugende papir. Hver gang man tager et stykke op af fedtbadet, lægges en ny i. På den måde får man ensartet, gyldent bacon uden at branke.

Det afkølede bacon blendes til...æh...baconrasp? Det overskydende baconfedt sies og gemmes på køl. Jeg fik næsten 3½ dl ud af den her omgang.

Man kan selvfølgelig hakke løg og hvidløg fint i hånden - men jeg valgte at skære dem i kvarte og køre dem en tur i minihakkeren. Det handler om at spare så meget på de arme arme som muligt.

Og med alt klart - var det bare med at få sat det over.

Først sauteres løg og hvidløg i lidt at baconfedtet, uden at tage farve. Resten kommes i - og det hele simres ved svag varme i en god times tid. Rør lidt i den af og til. Når den er kogt blank og tyk, tages den af varmen - og gives en hurtig tur med stavblenderen. Juster sur/sød-balancen, hvis den er trænger - og kom den på skoldede glas. Og så er der baconchutney! 


Da den var nylavet og lun, serverede jeg den til en omgang salte æbleskiver.

Dem bagte jeg efter den her opskrift (dog uden fyld) og dryssede med en smule eddikepulver. Nøj, det var en god snack til et godt glas øl.


Den skulle naturligvis også prøves i en Grilled Cheese.

Jeg brugte en blød bolle, som blev skåret i 3 - og smurt med 2 lag baconchutney + 2 lag ost. Den kom en tur i min OptiGrill i et par minutter.

Snasket, fedt og svinsk - som en rigtig GT skal være.

Pjattet med peanutbutter and jelly?

Prøv peanutbutter og baconchutney - næsten ulovligt, men SÅ godt!

Hvis man gerne vil ha' en cheeseburger med bacon - men ikke gider til at stege noget....eller værre: ikke har noget - så kan man bare bruge baconchutney:

Blød bolle, bøf af øko-ko, ost, French's sennep, løg, pickles og baconchutney - en moppedreng uden lige.

Jeg serverede den med økologiske ovnfritter, ketchup og baconnaise - lavet af Heinz mayonnaise, rørt op med baconchutney. Du savler nu, ikke?

Og så skete der det at Johan Johansen og Thomas Madet Mere erklærede d. 11/1 for 'International Eat More Pork Day' - og så måtte jeg jo lave en morgenmadskreation til min indre flæsketar:

Endnu en blød bolle måtte lade livet til projektet. 'Bøffen' blev af glad gris, som blev stegt i baconfedt - som bollen bagefter blev ristet i.

Den saftige grissebasse blev lagt på den ristede underbolle og fik lige en skive ost, for god ordens skyld. Dernæst et godt lag baconchutney og til sidst et perfekt spejlet æg (ja, du gættede rigtigt - også spejlet i baconfedt). Det var den slags morgenmad der mættede helt til sidst på eftermiddagen!

Disse var ordene om baconchutney for denne gang. Jeg skal dog nok finde på flere ting at bruge det til hen af vejen.

Jeg har flere opskrifter med bacon på tegnebrættet - og dem vil jeg arbejde videre på nu. Jeg har hentet lidt inspiration i mine 3 kogebøger med ene baconopskrifter. Bacon er vist kommet for at blive!


tirsdag den 11. oktober 2016

Bøfsandwich-hotdog - en fræk bastard med det bedste fra 2 verdener...

I forbindelse med mit virke som en af De Brune Riddere, der hvert år kårer Danmarks Bedste Bøfsandwich, falder jeg af og til i en brun trance (fremprovokeret af store mængder brun sovs). Når jeg langsomt kommer til mig selv igen, er det ofte med en idé til en ny brun kreation i bevidstheden. Og i sidste weekend flød både sovsen og kreativiteten i stride strømme - og det er der kommet denne fantastiske hybrid ud af:  

En bøfsandwich, med hele udtrækket, i hotdogformat. 
Du savler allerede, ikke?

Projektet havde længe været på tegnebrættet, men det er faktisk ret omstændigt med alle de delelementer, så det lod vente på sig. I sidste weekend havde jeg så min gastronomiske legekammerat og madbloggerkollega Johan på besøg - og han kastede sig, med stort vovemod, ud i at lave en hjemmelavet bøfsandwich til mig...i mit eget køkken (mere om det nederst). Det efterlod nogle rester - som jeg i bedste Stop Spild Af Mad stil skulle omsætte. *Pling* sagde det i øverste etage - NU var det NU!

Resterne var brun sovs, bløde løg, hans hjemmesyltede drueagurker og hans mors ditto rødbeder (seriøst, hvor heldig har man lov at være?). Jeg skyndte mig over for at købe de ting ind jeg manglede - som var gode pølser, hakket oksekød og brød til franske hotdogs. Og så gik jeg i køkkenet.

For mig er smag (og tekstur) ALT. Og når det kommer til skøre projekter, som det her, skal smagen være i højsædet. Det må ikke blive en gimmick eller kedeligt at spise. Jeg gider ikke bruge tid og penge på noget der ikke er godt. Tanken bag denne hybrid er at den skal smage som en bøfsandwich, ha' format som en hotdog - og ha' det vigtigste element fra hotteren med sig: pølsens sprøde knæk. 

Der blev pakket ca 100 g hakket oksekød om hver pølse. Det gælder om at være omhyggelig, for der må ikke være luft mellem kødet og pølsen. Pres kødet ud på et stykke film, læg pølsen på, og brug filmen til at rulle en stram pakke.

Luk enderne godt til og sæt dem på køl i 15 minutter. 

Og så er det med at få styr på alt tilbehøret:

De 3 obligatoriske slags løg: hakkede rå, bløde og ristede - find opskrifterne lige her. Brun sovs (+ ekstra fløde), remoulade (lavet på mayo og pickles), Heinz ketchup (økologisk, naturligvis) sennepscreme (French's og fuldkorn), hakkede rødbeder og ditto drueagurker. Bum!

De kødindpakkede pølser krydres med salt og friskkværnet sort peber - og steges godt af i en blanding af olivenolie og SMØR. Læg dem til afdrypning på et stykke køkkenpapir.  Lav/varm den brune sovs og smag den til. Jeg hakkede en masse af de bløde løg helt fint og blandede i - prøv det!

Brødet er de ligegyldige papbrød til franske hotdogs, som kan købes i ethvert supermarked. Det er valgt fordi der allerede er gjort plads til noget i hulrummet. Det er jo en kødkævle uden lige der skal stedes til hvile. Skær den runde ende af brødet, stil det på højkant - og snær forsigtigt en lille kile ud, hele vejen ned i oversiden. Åbn brødet blidt med fingrene og kom sennep, ketchup og remulade i. Slut af med en stribe brun sovs.

Læg en af de stegte basser til rette - og top med mere af det brune guld.

Dæk med en generøs portion bløde løg og top med resten af udtrækket. 
Voila: Bøfsandwich-hotdog!

Ja tak!

Oh la la...det er et meget lykkeligt ægteskab mellem 2 af dansk fastfoods favoritter. Og så kan den spises med fingrene!

Et tværsnit åbenbarer det smukke indre.

Server det brune bæst med kold kakaomælk - og hør englene synge OG spille på guldharpe.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så lige et kik på det andet brune bæst: Johans hjemmelavede bøfsandwich med sovs.

Aj, men SE lige. Er det ikke bare et smukt brunt syn?

Manden mødte op med en trolleykuffert fuld af overraskelser. Foruden alle ingredienser til en autentisk carbonara (som han lavede og serverede for mig om lørdagen), fremragende australske vine og hjemmesyltede sager - også en pose med fransk løgsuppe, fra fryseren, lavet efter den her opskrift - dog kogt på oksehaler.   

Søndag gik han atter i køkkenet og ytrede de berømte ord: "Kun en tåbe kaster sig ud i at lave en bøfsandwich til en brun ridder, i hendes eget køkken". Modvilligt holdt jeg mig på afstand. Jeg har det stramt med at slippe nogen løs i mit køkken. *Host* kontrolfreak *host*. 

Jeg havde dog intet at være bange for. Den rare mand havde fuldkommen styr på det. Han siede alle løgene fra løgsuppen - og brugte selve suppen til at fremtrylle den lifligste brune sovs. Hvad der ellers kom i sovsen, røbede han ikke. Min fryser leverede 4 hakkebøffer fra Friland, som blev tøet op og stegt. Den blev samlet med omhu og fik til sidst en tur under den brune bruser.

Det blev nogle gigantiske brune banditter. Med ekstra meget af alt det gode i. Han satte tallerken foran mig med nervøse trækninger - og trak vejret overfladisk, til jeg fik stillet den første brune nysgerrighed og et saligt smil bredte sig på mit ansigt. Jeg forsikrede ham om at han var fuldt ud kvalificeret til at spille i den brune superliga. Han drog et lettelsens suk og satte straks bestikket i sin. Og i en rum tid blev stilheden kun afbrudt af salige smaskelyde. Det er uden konkurrence den bedste hjemmelavede bøfsandwich jeg nogensinde har fået. Og jeg spiste op (hvilket jeg så fortrød senere). Skulle jeg give karakterer ville det blive en klokkeklar 5/5 - med en nominering for både løg (der var jo teknisk set 4 slags, idet saucen var en løgsovs), sovs og syltevarer. Jow jow.   

Resterne blev som sagt genanvendt til den brune hotter. Og der var endda bløde løg + sovs nok til en god gammeldags hakkedreng også.


De hakkede syltevarer blev blandet med lidt fuldkornssennep og serveret til. Og så var der gjort helt rent bord.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------


Det var endnu en bøfsandwich i andet format. Det er blevet til 4 forskellige indtil videre:


En relativ traditionel bøfsandwich med næsten alt lavet fra bunden (og melfribolle), en bøfsandwich-tartelet med spræl, denne brune bandit af en hotter og så den søde version: bøfsandwich-dessert. 

Og ja...der lurer allerede en ny tosset brun idé i baghovedet. Men jeg tror der skal noget mere brun sovs indenbords før den er færdigudviklet.

Giv den gas - med brun sovs!

onsdag den 8. juni 2016

Bøfsandwich-tartelet...

Værsgo - så er der simpelthen bøfsandwich i tarteletform. Som Brun Ridder på holdet bag Danmarks Bedste Bøfsandwich, får jeg af og til nogle sære brune idéer, som SKAL prøves af - og jeg kunne på ingen måde nære mig for at se om den her kunne holde vand....eller rettere sovs. Den smovsede sag indeholder alle de elementer en klassisk bøfsandwich skal - dog er formen lidt anderledes:

Jyske cupcakes møder bøfsandwich - og sød musik opstår. Prølliåhørhær, iggå....du ved godt hvad klokken er slået nu....den er sgu kvart i brun sovs! 

Lad os starte fra begyndelsen, som i alle andre eventyr. Der skal minimum 3 slags løg i sådan en brun fætter: rå, bløde og ristede.
Ja ja, jeg gad ikke stinke hele min lejlighed til for at lave de ristede løg - så jeg brugte købte...deal with it. Skulle du ha' lyst til at lave dine egne ristede løg, så er der en idiotsikker opskrift lige her. De bløde løg skal man lave selv. Der skal kun bruges 2 ting: tyndskivede løg og SMØR. Varm en god mængde af det gule guld op ved svag varme og tilsæt løgene. Lad dem confitere og karamellisere langsomt - det tager ca 30-45 minutter at få den bløde og gyldne. Og nej, der skal ikke tilsættes sukker eller kulør - kun tid og kærlighed.

Ristede, bløde og rå. I stedet for alm rå løg, bruger jeg her forårsløg som en hommage til den regerende Danmarksmester, Umut fra Grisen.

De syltede sager er mine hjemmesyltede drueagurker, efter den her opskrift + købte rødbeder. Remoulade skulle der også laves - af hakket pickles, mayo og sød sennep.

I stedet for at skære de syltede sager i skiver, valgte jeg at skære dem i bruniose (på godt dansk: vildt små tern). Det er nemmere at styre, i det begrænsede format en tartelet trods alt er.

Og så til 'bøffen'. Nej, man bør ikke lave en alm bøf eller en stor kødbolle pr tartelet - der skal små labre boller til. 3-4 stk pr anretning. 

400 g hakket øko-okse
1 æg
½-1 dl rasp
½ dl finthakkede drueagurker
½ dl finthakkede rødbeder
1½ spsk fuldkonssennep
1 spsk worcestershire sauce
½ spsk urtesalt
Masser af friskkværnet sort peber

Ælt hele herligheden sammen og lad den trække på køl i ca 30 minutter. Tril derefter farsen til ca 45 kødboller.

Brun de små basser i 50/50 SMØR og olivenolie - så de lige akkurat får stegeskorpe. Læg dem derefter på fedtsugende papir. Lav en brun sovs (du har vel haft husgerning i skolen, ikke?) - eller find en rest i fryseren. Den her er fra en bette flæsesteg. Tilsæt de bløde løg til sovsen - og et par skefulde ristede. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men du kan rent faktisk droppe de bløde løg helt (hvis du altså er en dovne hund eller er i tidsnød) og bruge en ordentlig røvfuld ristede i stedet. I sovsen bliver alle løg bløde. Put den ønskede mængde kødboller i blandingen og lad det hele simre ved svag varme, mens resten gøres klart.

Brug nogle gode tarteletter - f.eks de økologiske fra Humlum. For at gøre dem lidt frække, penslede jeg kanterne med sammenpisket æggehvide og dyppede med i let-knuste ristede løg. Tarteletterne blev derefter bagt i 8 minutter på 175°C.

Og så var det blevet tid til at bygge bøfsandwich-tarteletterne.

De sprøde skaller fik et godt skud ketchup (Heinz, naturligvis!), french's sennep og hjemmerørt remoulade.

En passende mængde af de brune boller blev fisket op og lagt til rette. Der blev drysset med ekstra ristede løg, agurker, rødbeder og forårsløg. 

Og da jeg ikke er knibsk med sovsen - kom der mere på - og der blev givet mere ved siden af. 

Og så var der kun tilbage at sætte kniven i den sprøde skønhed og nyde det brune indre. Nøj, det var da lige til at fælde en lille brun tåre over... 

Bliver bøfsandwich-tarteletten en moderne dansk klassiker? Well, jeg er kæphøj nok til at sige ja. Det er muligvis ikke stor kogekunst - men det er moderne retro-mad på den store klinge. Det er det de unge (og gamle) vil ha'...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er forresten ikke første gang jeg piller ved den klassiske bøfsandwich:

Jeg har både lavet en sundwich-version (i melfri bolle, lavet på bælgfrugter) - se opskriften her - og en totalt fræk dessert-version med meget mere af alt det gode - se opskriften her.

Og nej, det bliver ikke den sidste version fra min side. Jeg har planer med nogle af de sidste kødboller -  så bliv ikke forbavset hvis jeg pludselig smider en bøfsandwich-casserole på bordet. Hmm, og det var også noget med et vaffeljern...

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu går turen til Holstebro. Jeg skal være dommer i Lokal Cooking Region Midtjylland, her i eftermiddag, med efterfølgende middag. Er så heldig at blive hentet og bragt, så det er lige til at holde til. Ser frem til at bedømme retter af 75% lokale råvarer fra Strandlyst, Stuen th, Støberiet, Under Klippen, Westergaard Hotel, Nørre Vosborg, Sommerfisk og Sostrup Slot.

God brun onsdag til alle der kommer her forbi...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...