Quinoa-spaghetti med svampe og bacon...

Af og til er det bare nødvendigt med et godt skud pasta. Det er nemlig noget af det bedste comfort food der findes. For nylig har jeg fundet en ny variant, lavet på quinoa og ris - som er et godt alternativ til pasta på hvede, hvis man har cøliaki eller andre issues med gluten. 

Her får du en rigtig laber pastaret med cremede svampe og bacon....masser af bacon. Og den bacon har fået en ganske særlig behandling, men mere om det længere nede. 

Retten startede som et Stop Spild Af Mad projekt. Der var nemlig en del svampe tilbage fra min polenta-vaffel med flødekyssede svampe - og jeg tænkte straks at de ville gøre sig strålende i en pastaret.

Det er lidt et strech at kalde det for quinoa-spaghetti, for det er lavet af 75% ris og 25% quinoa.

Det er den glutenfri paste, jeg endnu har fundet, der minder mest om helt alm pasta - både i tekstur og smag. Mens pastaen kogte, lavede jeg resten. Svampene blev varmet og tilsat en smule af kogevandet fra pastaen - og smagt til med lidt ekstra revet ost og friskkværnet sort peber.

Og så var det tid til at stege bacon. Jeg havde fået fingre i det her, som jeg var spændt på at smage. Og skulle det så steges på panden? Nej - det skulle da i vafflejernet...

Jeg har nemlig fundet ud af at de tynde vaffelplader (nr 5) til mit Snack Collection jern, er eminente til at stege bacon på. Det tager kun ca 5 minutter at stege en hel pakke og man undgår at få stegeos overalt. Den eneste ulempe er, at man ikke kan gemme det afsmeltede baconfedt, men må tørre pladerne af med fedtsugende papir mellem hver stegning. You win some, you loose some...

Den nykogte paste blev vendt med de cremede svampe.

Den vaflede bacon blev brækket i stykker og fordelt over.

Lidt ekstra revet Havgus og et drys frisk timian - og så var der aftensmad. Oh yes....

Der kommer mere vaflet bacon i mit påsketema - og mange andre ret så sjove vaflede ting. I dag har jeg f.eks en rest take-out som jeg vil forsøge at vafle.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Wow, det er helt overvældende med alt den respons der er kommet på, her på Facebook, til det her billede jeg lagde op i søndags.

Jeg havde skrevet følgende tekst til: 

"Var virkelig ude og give den fuld gas i går. De Brune Riddere holdt Sovsetopmøde - med en hemmelig frokost, stegt flæsk i stedet for chips, en officiel ceremoni hvor vi alle blev slået til riddere (ja, der var et sværd involveret - nej, ingen kom til skade), middag på Memphis Roadhouse og ufattelige mængder alkohol...

Det er egentligt den slags jeg, på ingen måde, burde udsætte mit fibroplagede hylster for, for prisen bliver rigtig høj her de næste dage. Men ved du hvad? I går havde jeg det FEDT, min sygdom simrede på det bagerste blus, mens jeg LEVEDE og morede mig kosteligt. Og når jeg engang er kommet mig fysisk, forhåbentlig senest torsdag, så vil jeg ha' nogle pragtfulde minder fra en surrealistisk og helt igennem laber dag.

Og se lige hvor fin jeg var - havde med møje og besvær rullet håret op på curlers for at få lige fylde i fehåret og pudret kinderne en smule. Fuck begrænsningerne ind i mellem - og husk at så længe der er LIV er der HÅB....og SMØR!"

I skrivende stund er det nået ud til 10.908 - og har fået 256 likes og 33 kommentarer med på vejen (og en enkelt hater-mail, som dog straks blev arkiveret lodret). Formålet med oplaget var at sætte fokus på vigtigheden af at more sig selv om man er kroniske syg - og så tage de konsekvenser det giver bagefter.

Og jeg skal love for at det har haft konsekvenser. Ligger nu her med ondt overalt, høj feber, forkølelse, ondt i halsen og slædehundehoste. Mit svage immunforsvar kan slet ikke klare sådan en voldsom bytur. 

Fibromyalgi er en svær størrelse at takle - men det er altså noget jeg har, det er ikke den jeg ER!   

Portræt af Klidmoster - mad & meninger...

I går fik jeg tilsendt et link til den lille portrætudsendelse på 30 minutter Momento Networks har lavet til Landzone.dk om mig, bloggen og mit engagement i Stop Spild Af Mad. Den video vil jeg gerne dele med jer:


Hvor er det mærkeligt at se og høre sig selv. Og ikke mindst høre hvad jeg får sagt - min fibrohjerne havde nemlig allerede afstødt alt. Og når jeg ser mig i spejlet nu kan jeg godt se at der er røget 12 kg i svinget siden det blev optaget. Det giver blod på tanden til at fortsætte - med det hele! 

Dato-laks og ærteskud...

Pyha, jeg smelter...og appetit er noget jeg virkelig skal lede længe efter - men der skal jo altså brændstof på tanken. Kold mad er vejen frem!  

I går blev det til en sandwich med laks, rester og grønne sager til frokost - og købt smørrebrød til aften.

Endnu engang havde jeg været forbi køledisken i Kvickly med datovarer mærket Køb i dag, spis i dag og gøre et lille fund: koldrøget laks til 20 kr (og det kunne endda holde sig helt til d. 30/7). Kombineret med 2 stykker ristet rugtoast og lidt grønt skulle det blive til en lækker sandwich.

Jeg havde også investeret i denne lille flødeost - den valgte jeg at smøre brødet med.

Det ristede brød fik et generøst lag - for det skulle ikke andet 'smørelse' i sandwichen.

Masser af sprøde salatblade lagde en god bund. Og så til laksen:

Uha uha, det var lige før den havde en manager ansat. Fancy fisk der...

Men flot, det var den. Jeg besluttede mig for at fråse og bruge det hele til denne ene sandwich.

De lange baner laks blev derfor draperet skødesløst på den ventende salatbund.

Og i bedste Stop Spild Af Mad stil fik jeg fyret resten af de grønne æg af til.

Der skulle også være noget knas, så bladselleri og rødløg blev rigget til og lagt på. Og så manglede der kun en ting: ærteskud.

Skuddene blev nippet af og stukket ind hvor der var plads. Smukt ikke?

Den anden skive brød blev ligeledes smurt med flødeosten - og derefter skåret over diagonalt inden den blev lagt tilrette på toppen. Voila: en sandwich af den slags man betaler formuer for på turistfælderne cafeerne ved åen.

Der var et par ærteskud tilovers - og dem kom jeg til at lege lidt med. Jeg ved godt at det teknisk set er madspild, men de pynter altså gevaldigt i opsat hår. Jeg er inviteret til bryllup sidst i august og overvejer nu kraftigt om jeg skal ha' ærteskud i håret i stedet for de kunstige blomster jeg ellers har kastet min kærlighed på. Jeg kan jo altid hive dem ud og spise dem til forretten....

Test af økologisk makeup...

I sidste uge blev jeg kontaktet af Cecilie Mossin fra den nye sunde og grønne makeup-webshop Rawmakeup. Hun tilbød mig at teste lidt produkter - og det sagde jeg straks ja tak til. For det jeg har nemlig længe haft lyst til at bruge lidt mere - men har ikke kunnet finde det rigtige.

Pakken kom fredag og jeg var spændt på hvad det sorte silkepapir rummede.

Der var en Dr. Hauschka Læbepomade og en Honeybee Gardens Vandbaseret Neglelak i farven Fairy Dust.

Virkelig dejlig læbepromade - blødgørende og velduftende. Den kommer helt sikkert til at erstatte den Eight Hour Creme jeg ellers render rundt med.

Det er mit første møde med en vandbaseret neglelak. Den er nem at påføre, tørrer lynhurtigt - og er fri for både formaldehyd, xylene, toulene, acetone, dibutyl pthalater og FD&C farver. Den kan ligefrem anvendes af gravide. Farven er fin og neutral til hverdagsbrug. Jeg har dog kik på den i både Oasis (koboltblå), Vintage Merlot (bordeaux/lilla) og Mocha Latte (ja, gæt selv) til når der skal mere knald på. Og så kan den fjernes med acetonefri neglelakfjerner, helt almindeligt sprit eller vodka. Stik den!

Med i pakken var der også 3 ting fra Organiqs: en økologisk lipgloss i farven Rose, en økologisk øjenskygge i farven Beige Highlight og en øjenskygge applikator.

Lipglossen kom straks i brug. Det er bare lige noget for mig! Farven passer perfekt til mine solkyssede kinder og blå øjne. Den smelter ned i læberne, klistrer ikke og sidder her på 3. time stadig hvor den skal.

Organiqs er et nyt dansk mærke. Det er nogle virkelig lækre produkter i en 'autentisk' og gennemtænkt emballage. Øjenskyggen er pakket i kraftigt pap men en elastik omkring.

Jeg har ikke prøvet den endnu - men skal det ingen længe. Max har snart ferie og har i den forbindelse inviteret mig ud og spise. Og den aften har jeg tænkt mig at gå all out og komme både på læberne og øjnene. Selv om jeg primært dyrker det naturlige look er det rart at der findes makeup jeg kan bruge uden at det får mig til at virke for malet.

Det giver god mening for mig at smøre økologi udenpå kroppen når jeg nu også kommer økologi på 'motoren'. I forvejen vasker jeg mit hår i de mest fantastiske økologiske shampooer lavet af Vølve. Mit hår har aldrig været pænere.

Bruger du økologisk makeup?

Oh, at være en madblogger...

I går var jeg at finde i den her lille artikel i Information.

I forbindelse med Mogens Bisgaards kronik om mangel på kant og holdninger hos de danske madbloggere blev jeg kontaktet - for jeg er jo netop en af dem der har valgt at bruge min blog som platform til at udbrede de gode råvares budskab. Det kronikken lægger op til er en debat om hvorvidt vi som samlet madbloggerstand har et ansvar for at rykke lidt ved vores læseres bevidsthed om bæredygtighed, kvalitet og etik. Jeg fik kronikken tilsendt og 10 minutter blev jeg ringet op og interviewet - en spøjs oplevelse idet jeg sad i en X-bus på vej til Randers.

Men har vi så et fælles ansvar? Det er der flere der mener vi ikke har. For nogle er deres madblog et frirum hvor de kan boltre sig og ikke ønsker hverken at lære fra sig eller tage stilling til råvarernes kvalitet - et hobbyprojekt hvor man kun viser den mad frem som man laver og spiser, men ikke tager aktiv del i hverken fødevarepolitik eller oplysning. Og fred være med det. Det er, efter min mening, slet ikke det segment som kronikken omhandler eller henvender sig til.

Da jeg blev bedt om at redegøre for hvordan jeg adskiller mig fra andre madbloggere - brugte jeg min tildelte spalteplads på at fortælle om min tilgang til formidling af økologien og fødevarekvalitet. At der ikke må prædikes, for så stejler folk. Der er ingen der reagerer godt på en løftet pegefinger. Jeg fortalte om min tilknytning til Slow Food bevægelsen og Stop Spild Af Mad - begge dele noget jeg brænder meget for og som derfor får plads her på bloggen.

Jeg lagde ligeledes vægt på at jeg som faguddannet har mulighed for at bruge min tilegnede viden til at formidle, lære fra mig og oplyse. Og det er der jeg mener at mit personlige ansvar som madblogger kommer ind. For min mission (eller det er det blevet) med bloggen er at at få folk til at tænke bare en lillebitte smule mere over hvad de putter i munden, hvor det kommer fra og hvad det gør for deres ernæring og vores miljø. Og gider folk der falder over min blog ikke høre om det - ja, så håber jeg at de i stedet kan lade sig inspirere af mine opskrifter.

Mit primære fokus her på bloggen er jo mine hjemmestrikkede opskrifter. Dem udvikler jeg fordi jeg elsker at lege, udforske og kreere. De er en slags visitkort på min kunnen - en online kogebog. Og det er mit håb at den en dag vil være medvirkende til at lande mig et kreativt fleksjob. Jeg vil gerne udfordre folks opfattelse af hvad en råvare kan - og det kan nogen gange hjælpe at tænke 'outside the box'. Man kan se den slags opskrifter som en slags haut couture - man kan måske ikke 'passe' hele opskriften, men plukke og bruge de elementer man kan lide. Det syntes jeg er givtigt og det er bestemt noget der giver god respons. Det lyder måske en kende selvfedt for nogen - men jeg siger fuck janteloven.

Jeg brugte ordet damebladsbloggere i artiklen. Det er vigtigt for mig at slå fast at det på ingen måde et negativt ladet ord. Det er jo faktisk den perfekt betegnelse for den arketype af blogger som driver sin blog som en slags dagbog/dameblad med fine billeder og mad i et ambitionsniveau hvor alle kan følge med (og det var jo netop også sådan jeg selv begyndte at blogge i sin tid). De er tilgængelige og nemme at læse. Jeg elsker den slags blogs - og læser selv med på masser af dem. Jeg brugte dem bare som eksempel for at gøre klart at sådan er jeg ikke - og det drejer sig om mig og ikke om dem. Det er den slags blogs der er flest af (ikke kun madblogs, men i alle genrer) og dem der har flest læsere - sikkert fordi det er dem flest læsere kan identificere sig med. Af andre madblogger-arketyper kan bla nævnes gastrobloggere, kokkebloggere, vin- og ølbloggere, cupcakebloggere, husmoderbloggere, økobloggere, fødevareallergibloggere, holdningsbloggere, æstetikbloggere og blogsnobber. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvem der er hvad, men blot konstatere at enhver fugl pipper med sit næb. Og gudske tak og lov for det.

Til sidst i artiklen gør jeg også klart at jeg ikke er ude på at vise et glansbillede af den mad jeg laver. Det er nemlig åbenbart et at de kritikpunkter som bloglæsere har (og som Mogens Bisgaards veninde i kronikken var ved at brække sig over). Her er det der ligger på de fotograferede tallerkner det der rent faktisk bliver spist. Desuden gør de mange billeder af tilberedningsprocessen der overskueligt og nemt at følge opskrifterne hvis man skulle ha' lyst til det. Og det var så den taletid jeg fik.

Havde jeg vist at min plads var så begrænset var der da mange flere ting jeg gerne ville ha' haft med og uddybet. Bekendt mine synder om periodevis indtagelse af amerikansk slik proppet med E-numre og om hvordan jeg i perioder smider alle gode intentioner over bord pga helbredet. Men det var jo ligesom ikke det artiklen skulle handle om og havde nok forvirret mere end samlet fokus.

Jeg havde håbet at kronikken ville blive et oplæg til debat om hvordan vi som madbloggere har magten til at påvirke vores mange læsere i en positiv retning. I stedet er den drejet over på om man kan tillade sig at diktere hvad man må og ikke må skrive som madblogger - og om man overhovedet kan være bekendt pådutte nogen et ansvar de ikke ønsker at tage. Og ikke nok med det - det har affødt endnu en runde af den evindelige diskussion "Hvad er en rigtig madblogger". Jeg kan kun erklære mig enig med det Sif skriver her - "En madblogger blogger om mad". Basta bum!

Det vigtigste er at man blogger fordi man har noget på hjerte. At man deler ud af det man skaber. At man elsker mad og gerne vil vise sine måltider, kager, restaurantbesøg og fund frem. INGEN bør lade sig diktere til at skrive noget de ikke har lyst til. Men vid at der læser folk med som man rent faktisk har mulighed for at nå med sine personlige overbevisninger. Det er en udfordring og er opfordring til at påvirke bare lidt - hvis det altså er det man har lyst til. Men vigtigst af alt: Spis, lev og blog som DU vil - valget er dit!

Jeg vender tilbage senere på dagen med en helt ny opskrift på rabarbercrumble - kodeordene er: anis, marcipan og hvid chokolade.

Tilføjet tirsdag d. 22/5 kl 20:24:
Hold da op hvor bliver jeg irettesat på mail og på nettet nu. Tænk at jeg vover at kalde nogen damebladsbloggere og tro at jeg er bedre end andre fordi jeg selv udvikler mine opskrifter? Jeg brugte såmænd begrebet (som jeg forøvrigt har lånt fra en anden blogger) til at differentiere mig fra en anden gruppe af madbloggere - for jeg blev bedt om at definere hvad der var der adskilte mig fra andre madblogs. Og nu handlede artiklen jo ligesom om mig og min blog. Jeg er virkelig træt af at få skudt i skoene at jeg tror jeg er bedre end andre. Ja, jeg har en faguddannelse og den kan jeg bruge konstruktivt her på bloggen - og hvad så? Hvorfor skulle jeg se ned på dem der blogger på en anden måde end jeg selv gør - eller har en anden tilgang til det? Der er overhovedet ikke noget i vejen med at bruge andres opskrifter og gøre dem til sine egne. Jeg læser selv masser af damebladsblogs - for ja, dem er der rigtig mange af i blogland. At nogen så vælger at lade sig fortørne af min udtalelser, tage dem personligt på sig og udråbe damebladsblogger som et skældsord er helt for egen regning. Den slags projektioner udspringer tydeligvis af gammelt nag der stadig lurer under overfladen. Og desværre er det med til at flytte fokus på debatten om madbloggenes indflydelse på vores læsere over på personligt fnidder - som jo for øvrigt også påvirker vores læsere, dog ikke på en ønskværdig måde.

Hej siger klidmosteren...

Ja dav, så stikker jeg hovedet lidt frem. I morgen bliver min første lille video uploadet til Aarstiderne og så er det lidt svært at forblive anonym. Jeg hedder faktisk Marie-Louice, men kaldes Malou af de fleste. Så hej!

Billedet har et par år på bagen, men det er det Max har siddende på sin opslagstavle. Trixie Belle kradser i ALT hvad der hænger på den, så det er derfor jeg har fået et par skrammer :-)