Klidmoster fylder 15 år i dag - og lever stadig videre på Instagram. Kig endelig forbi...

Hejsa. Bloggen fylder 15 år i dag. Men det er godt nok længe siden, jeg har lavet et opslag her. Det er ikke fordi jeg er stoppet med at gøgle med mad, tage billeder af det eller vise dem frem - mine kognitive evner og generelle helbred, er bare blevet så ringe, at det er for stor en udfordring at skulle skrive lange blogindlæg. Så efter (endnu) en lang træls periode, fyldt med sygdom, havde jeg forsøgt at gøre Instagram, til Klidmosters nye hjemsted - og fejlet. Men nu forsøger jeg så igen, igen...igen.... 

Profilen på Instagram hedder også klidmoster.dk - og jeg har efterhånden haft den i mange år, men uden andet end at dele lidt billeder og annoncere, når der der kom nye indlæg her på bloggen. Nu deler jeg lidt opslag, når der er kræfter til det. Når der ikke er nogen særlige kræfter på kontoen, nøjes jeg med at dele stories - som er en virkelig dejlig måde at ha' bare lidt kontakt med andre på.

Og sådan ser profilen ud. Beklager at den er lidt "plain" - men jeg kæmper stadig med at mestre teknikken. Der er ingen højdepunkter og jeg kan ikke finde ud af at lave reels - og jeg er blevet virkelig elendig til at svare på kommentarer. Men jeg har brug for det som kreativt out-let - et lille digitalt åndehul, hvor jeg kan dele det jeg laver. For jeg er for længst holdt op med at lave ting, med det formål at dele dem - men deler blot det, jeg alligevel laver. Og ja, sådan ser min mad ud - også når jeg ikke tager billeder af den. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at anrette og stille an, som var det til gæster. Det er en arbejdsskade, som jeg ikke begræder. Det gør mig nemlig i rigtig godt humør, at spise mad der er pæn at se på.

Mine arme arme har ikke ret meget gøgl i sig, med den smule der er, omsættes straks til spiselige projekter. Jeg har sluppet både OCD-Maren og Pynte-Sisse helt fri - og lader mig bare flyde med og ser hvad der kommer ud af det. De bliver tit rygende uvenner, hvilket er en god ting, for min hjerne har godt af at blive udfordret lidt, på den konto. Det går meget fint i tråd, med mit gamle motto: "Hug en hæl, klip en tå - make it work!"

De sidste 2 måneder har jeg dog været vippet helt af pinden - først med influenza, den sædvanlige årstidsbetingede astmatiske bronkitis (med alle bonusudvidelserne) og sælhundehoste.....og siden en karsprængning dybt i bihulen, som aflyste julen og erstattede den med 6 besøg på Skejby. Har efterhånden mistet overblikket over, hvad der har været af balloner, kameraer og instrumentet oppe i min stakkels næse - og der er stadig ikke fri passage, hvilket gør søvn besværligt og vejtrækning anstrengt. Er ærlig talt ved at blive vanvittig af det. Men nu er jeg da blevet så frisk, at jeg kan komme lidt ud igen. Så jeg krydser fingre for at foråret bringer en masse rare oplevelser med sig, som jeg kan glæde mig til. Håbet er i hvert fald lysegrønt!

Hvis du har lyst til fortsat at følge med og se noget af det jeg trods alt får lavet, vil jeg blive meget glad for et 'Følg' på Instagram her: Klidmoster.dk 

Jeg håber vi ses på Instagram!

Hjemmelavet Homestyle Bearnaise...

Nåede du at smage en Homestyle Bearnaise, inden McDonald's pillede den af kortet i går aftes? Det gjorde jeg - hele 6 gange (alle forskellige - læs mere om dem, nederst i indlægget). Jeg elsker en god bearnaise-burger, og den her er ingen undtagelse. Her får du min hjemmegøglede version, som er overvejende økologisk. Ville SÅ gerne ha' pisket bearnaisen selv, men armene var virkelig dårlige den dag. Af samme grund, blev billederne heller ikke helt som ønsket. Men jeg trykkede på pyt-knappen, nuppede en færdigkøbt konventionel sauce - og viser billederne frem alligevel.....

Ja, prangende er den jo ikke just at skue. Farveløs og spag - ganske modsat den som Gourministeriet har fremtryllet her, som ser virkelig skøn ud. Jeg var fristet til at booste farven på bearnaisen, for at få billedet til at poppe - men undlod det alligevel. Phew, heldigt nok at smag altid er vigtigere end udseende. Og jeg kan love dig for, at min blege udgave, er pakket med velsmag... 

Paul Cunninghams Homestyle Bearnaise består af: burgerbolle (brioche), bøf (oksekød), smelteost med cheddar, salat (iceberg), friterede kartoffelpinde, ristede løg, løgpuré (røget) og bearnaisesauce. 

Kvaliteten af råvarene, er jo som de er, hos det etablissement - men det har man forhåbentlig forholdt sig til, før man sætter tænderne i produktet. Det er med andre ord ikke en gourmetburger, i ordets bogstavelige forstand, selv om den er kreeret af en gourmetkok. Summen af alle delene, og det der. 

Men er det en god burger: ja! Faktisk, en af de bedst, jeg nogensinde har fået i den biks. Men osten kan jeg slet ikke med....hvis man altså kan kalde den der gule plastikskive ost. Efter at ha' fået et par stykker, begyndte jeg derfor at bestille den uden. Men det er min personlige smagspræference, som ikke skal ligges burgeren, som koncept, til last.  

Jeg blev inspireret til at lave min egen, med en ost jeg kan lide - og gik derfor i gang med at flikke en 'opskrift' sammen. Og det er den, du nu skal prakkes på.

Det første jeg kastede mig over, var den røgede løgpuré:

Den fortjente egentlig sit eget indlæg - men det har knebet så meget med kræfterne, at opskriften i stedet endte som et opslag, her på Instagram. Jeg smækker den dog også ind her, blot uden alle billederne.

500 g løg

3 spsk olie

1 dl mørk balsamico

4 spsk ahornsirup

3 spsk ristede løg

1/2 tsk stødt chipotle

Urtesalt

Friskkværnet sort peber

Vand

Løgene blev snittet i tynde både og sauteret glasklare i olie. Jeg gjorde det på en pande og kom dem derefter i en gryde. Der blev tilsat ristede løg eddike, sirup, chipotle og lidt salt + peber. Gryden fik lov at simre en lille time, ved svag varme, med omrøring af og til. Derefter blev der tilsat 1 dl vand og varmen blev skruet op. Jeg rørte flittigt i gryden, mens vandet fik lov at koge væk. Og så var de møre karamelliserede løg klar til en tur med stavblenderen. De puréede løg røg retur i gryden og fik endnu en god gennemkogning, for at fordrive endnu mere væde. Til sidst blev den smagt til, med ekstra salt, peber og chipotle. 

Den afkølede puré kom på køl, til Den Store Burgerdag oprandt, et par dage senere. Og så fandt jeg de ting frem, som jeg ville ha' i min version:

Brioche fra Jalm&B, hakket skotsk højlandskvæg, ravost fra Thise, spidskål, friterede kartoffelpinde, ristede løg, min løgpuré og Eriks bearnaise.

Jeg formede 2 burgerbøffer på hver 200 g. Spidskålen blev snittet mellemfint og klemt i hænderne, så den faldt lidt sammen. Bearnaisen valgte jeg at bruge kold.

Det bløde og det sprøde. Løgpuréen og bearnaisen kom i sprøjteposer, så de var nemme at fordele. Bøfferne blev stegt og bollerne varmede. Og så skulle burgerne samles.... 

En generøs portion løgpuré blev sprøjtet på bunden og bøffen lagt til rette, Jeg glemte desværre at smide osten på bøffen, mens den stadig lå på panden, så den smeltede ikke klædeligt og fotogent nedover. Oh, well...

En sprød rede blev bygget ovenpå - af spidskål, kartoffelsticks og ristede løg.

Og så blev det tid til bearnaisen - som også blev generøst portioneret. Kan man egentlig få bearnaise nok? Toppen blev lagt på - og så var den klar. 

Burgerne blev straks sat på bordet - sammen med en omgang ovnfritter og resten af bearnaisen. Nøj, sikke en smovset og lækker omgang. Langsom fastfood, med rigeligt snask. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver sådan en omgang.

Ta-dah.....

----------------------------------------------------------------------

Det var min hjemmelavede. Og lad os så lige kaste et blik, på dem jeg har købt. 

Pauls Cunninghams idé holder vand - men McD's 'kokke' formåede desværre ikke at føre hans vision ud i livet. De er åbenbart så vant til at smække det almindelige sortiment sammen, på rutinen, at evnen til at kræse om en specialkreation er ikke-eksisterende. Det var ingen fællesstandart, hvilket undrer mig....for er det ikke nærmest kernen i deres koncept - at man får 'en magen til' hver gang? 

Af de 6 jeg har spist - var der kun én eneste, der var som ønsket. De øvrige havde graverende fejl og mangler. Det var et held, hvis der var løgpuré nok i, til at det kunne ses og smages - og det var ikke meget bedre med bearnaisen. Den tykke bøf voldte dem tydeligvis store problemer. Havde den været stegt svagt rosa og juicy, havde det været den bedste ever. Men det oplevede jeg kun en gang - de øvrige 5, var dødstegte grå og smuldrende. Den ene (nr 3), var så rædselsfuld, at de skulle ha' haft den direkte retur - med den var bestilt som take-out, på den virkelig dårlig dag...hvilket kun føjede spot til spe.

De helt umulige var nr 2 og 3. Dem der var nogenlunde ok, var nr 1, 4 og 6 - og den allerbedste var nr 5. De første 2, var de originale, nr 3 var med ekstra bearnaise - de sidste 3 var uden ost, men med ekstra bearnaise. 

Nr 1 blev hentet og spist hjemme - og var derfor ikke særlig varm, bøffen ikke saftig og hele burgeren noget tør. Klog af skade, bad jeg derfor om at komme med i bilen, så jeg kunne spise nr 2 med det samme - varm og lækker. Den pågældende 'kok' må ha' haft en dårlig dag, for der var stort set ingen fyld - kun ganske få strimler salat, et par enkelte kartoffelsticks og ditto ristede løg. Bearnaisen var der.....men i så lille en mængde, at den knapt kunne anes, i det samlede smagsbillede. Og bøffen var så saftforladt, at det næsten støvede, da jeg bed i den. Jeg fik desværre ikke taget et billede, efter jeg bed af den (det er bøvlet med kørende bil, mobil, mad og drikke på en gang) - men damn, det var en tør omgang. Selv med den smeltede plastikost, som forgæves forsøgte at bidrage med lidt glidemiddel.

Og så er der nr 3.

Jeg stirrede vandtro på den her stakkel, da jeg fiskede den op af æsken. Knastør bøf, brækket i 3 stykker, bearnaisen mest udenpå bollen og på papiret...og det salat du ser - var stort set, det der var. Havde jeg ikke været sengeliggende den dag, var jeg hoppet på min el-scooter og havde returneret den. Det er simpelthen ikke ok, at sende den slags. Det er sgu en ommer McD!

Men der var også et lyspunkt. Jeg slutter af med nr 5.

Aj, men se lige. Den blev spist, varm og nylavet, på en parkeringsplads - mens Den Høje Mand, handlede i Bauhaus. 

Den rette mængde af alting - og en bøf, der ikke var helt død. Ja tak - det var lige sådan, jeg forestillede mig den, da jeg først hørte om den. Damn, den ekstra 5'er, til et dobbeltskud bearnaise, var givet virkelig godt ud.

Paul Cunningham og McD slipper for øvrigt en ny kreation løs i dag (som kan fås frem til d. 28/6): Homestyle Sticky Lemon Chicken - med bla sprødt paneret kyllingelårkød, spicy citronmayo, citron glace og forårsløg. Det er ikke utænkeligt, at jeg skal ha' sådan en til aftensmad....

Det var hvad jeg havde stående i min kladde, om Homestyle Bearnaise - både hjemmelavet og købt. Havde ellers planlagt at sammenligne ingredienslister for de forskellige delelementer, men dropper det igen. Vil hellere slutte af, med noget lidt andet.

----------------------------------------------------------------------

Det bliver lidt personligt - så spring fra her, hvis du ikke er til det.

Puha, sikke en kamp at få det her indlæg færdigt. Har skrevet på det i mange dage. Mine kognitive evner er helt wack i tiden. Ordene er ikke mine venner og jeg bliver utrolig hurtigt træt. 

Men det er et skelsættende indlæg for mig. For jeg har været tvunget til at acceptere nogle nye begrænsninger, i dets tilblivelse. Da jeg lavede løgpuréen, brugte jeg min stavblender for sidste gang. Ikke mere *wroom wroom* herfra. Min arm kan ikke holde den og tåle vibrationerne længere. Det er med stor sorg, at den måtte gives videre. Fuck fibro!

Og så er der billederne. Ikke alene kunne jeg knapt holde mobilen - jeg var også kommet til, at tænde lyset, i den forkerte farvetemperatur - så de er gullige og blege. Og det så jeg først bagefter (Note to self: tjek billederne inden maden bliver spist, så de kan tages om). Det kan være lidt stressende at skulle stille an med varm mad - og samtidig få taget nogle billeder.....specielt på de dårlige dage.

Det er rædselsfuldt at se ens 'kollegaer' blive bedre og dygtigere - mens man selv mister evnerne. Men det er sådan det må være, hvis jeg vil fortsætte som blogger. Endnu engang må jeg messe mit nye mantra: Hug en hæl, klip en tå, make it work! 

Det forbliver ujævn blogning, her på kanalen. Det kræver langt færre kræfter, at smide ting på Instagram. Du er meget velkommen, til at lure med her, på min profil Kmoztar (navnet er streetslang for Klidmoster - udtænkt i en lille portvinsbimmelim, før jeg fattede noget om SoMe).

Og nu skal jeg simpelthen ha' øjnene langt væk fra div skærme og ha' en velfortjent lur. 

Fortsat god dag, til dig der nåede helt herned...

Tanker om gensidig forsørgelsespligt...

Det her indlæg er LANGT, rablende og usammenhængende. Beklager, der er mange gentagelser…..hjerneskaden fucker virkelig med mine skriftlige kompetencer. Og det er altså et meget personligt indlæg – så spring det over, hvis du ikke er til den slags. Det handler ikke så meget om gensidig forsørgelsespligt generelt – men hvordan det vil påvirke mig, hvis jeg bliver underlagt den. 

For her i genhusningsperioden (er genhuset pga renovering i min afdeling af boligforeningen) er der meget tid til at tænke. Jeg ser kun min kæreste om aftenen, så det er nogle lange dage. De bliver tilbragt på sofaen, på en trykaflastende madras. Her kan jeg dimse med min mobil og pleje mine online venskaber, se tv og hvile med kattene. Har jeg overskud og ikke alt for ondt, kan jeg handle og/eller lave mad. Det er mit liv pt. Og det gør mig faktisk ret godt. Masser af hvile og hygge med kæresten om aftenen. Jeg stortrives i det. Men det er snart slut igen.

Den gensidige forsørgerpligt spøger nemlig i kulissen. Noget jeg pludselig er tvunget til at tage stilling til.....

Jeg havde ærlig talt aldrig troet jeg skulle ha’ en rigtig kæreste igen. Troede ikke jeg havde nogen ’markedsværdi’ med alle mine fysiske begrænsninger og fremtidsudsigter. Men så mødte jeg bare den helt rigtige, som kunne rumme hele mig. En som ikke så min sygdom som noget farligt eller besværligt. Og nu har vi sørme været kærester i et år (Hurra!). Det lagde ud som et COLA (couple living apart) forhold, hvor vi sås efter de tilladte forskrifter – som bestemt ikke er uden logistiske udfordringer. Vi havde dog ikke noget ønske om at bo sammen – og min kæreste købte en lejlighed efter det. Men så kom genhusningen, hvor jeg søgte om tilladelse til at flytte ind hos min kæreste og ha’ fælles husførelse, i en tidsbestemt periode. Og den genhusning har været noget af en åbenbaring for os begge. Den har skabt en længsel og vist os, hvordan livet kan være, når man er to, på trods af sygdom – men den har også ført de værst mulige bekymringer med sig. For mine fremtidsudsigter er ikke gode. Hverken fysiske, sociale eller økonomiske. 

Helbredet går jo kun en vej og fører flere begrænsninger med sig. Min gå-distance bliver kortere og kortere, da alle led i fødder og ankler føles af splintre, når jeg går. Mange dage, kan jeg ikke engang holde til at ha’ sko på. Uden min el-scooter kan jeg ikke komme omkring. Jeg gruer virkelig for yderlige smerter og begrænsninger. Det er i forvejen et liv fuldt af daglige lidelser. Ja, lidelser. Jeg prøver ikke på at være dramatisk, men beskrivende. Og livet med nerveskader i bevægeapparatet + hjerneskade efter en trafikulykke, gigt, fibromyalgi og kronisk bursitis i begge skuldre, er utrolig smertefuldt. Og det er på hvert pulsslag, ved hver bevægelse og ved hver berøring. Jeg er færdig. Der er ikke mere at give af. Der er ingen helt gode dage og flest af de rigtig dårlige dage.

Det er virkelig blevet svært at klare mig selv. I lange perioder kan jeg ikke engang opretholde tilfredsstillende personlig hygiejne, spise med bestik, hænge tøj op, tømme kattebakke og løfte noget, der vejer over 1 kg. Så nu skal jeg hjem og visiteres til mere hjemmehjælp – for flytter jeg sammen med min kæreste, bliver han pr default både min hjemmehjælper, sygeplejer, chauffør og forsørger. Og det er uværdigt for os begge, på alle måder. 

Som det er nu, har jeg i forvejen en selvbetaling til hjemmehjælp, da den bevilling jeg har fået, kun dækker en del af lønnen (virkelig flot kun at bevilge til den billigst mulige løn, når man godt ved der skal en ekstrauddannet til). Det bliver hårdt at skulle betale for flere timer. Men jeg kan ikke længere klare mig selv nok. 

Jeg var dybt ulykkelig og rasende, da jeg skulle sluge en førtidspension.  Men der var ingen arbejdsevne tilbage at revalidere på, så jeg måtte kapitulere mod min vilje – efter 5 fejlslagne praktikker. Jeg ville ikke være førtidspensionist. Ja, og så er jeg endda af de ’heldige’ som fik den trukket ned over hovedet – og ikke skulle kæmpe urimeligt i årevis, for at få den tildelt. Nå, men med tiden har jeg slået mig til tåls med det – for ulykke og sygdom, er jo ikke noget man kan komme omkring. Det går ikke væk igen. Det var en lang rejse mod den accept. Jeg lærte at se førtidspensionen som den løn, jeg ikke længere kunne tjene selv – og som den jo er tiltænkt. Og det gjorde det nogenlunde tåleligt. Det er ikke en formue, man får som enlig førtidspensionist, men hvis man prioriterer fornuftigt, kan det lige løbe rundt. Har jo hverken hus, bil, børn eller gæld. Og så har jeg brugt bloggen her, som en ekstra indtægtskilde – det er den jeg kalder mit ’job’. Og bloggen giver både penge i kassen og masser livskvalitet. 

Hvis jeg flytter herop permanent, bliver det hverken værdigt eller med særlig meget livskvalitet for mig. Selvfølgelig får jeg lov til at vågne op sammen med min kæreste hver dag, men for en meget høj pris. Den gensidige forsørgerpligt er nemlig skruet sådan sammen, at man ikke kan være ligeværdige i forholdet eller forsøde tilværelsen lidt selv. Min kæreste er lønmodtager, har ejerlejlighed og bil – og vil skulle forsørge mig, selv om vi ikke er gift og kun først lige har taget hul på vores samliv. Og der bliver kun kigger på hans bruttoindtægt – ikke hans udgifter eller gæld.  Han skal altså købe katten i sækken med ALLE fremtidige ekstraudgifter. Der bliver råbt højt om, at der er økonomisk gevinst ved at bo sammen – men det er jo peanuts der kan spares, i forhold til det de tager fra en. Og det er ikke kun penge man mister, de nupper også hjemmehjælpen. Så den raske partner skal både betale og holde hus – mens den syge, kun kan sidde til pynt, uden at bidrage med ret meget. Det er ikke fedt at være en byrde for sin kæreste og for samfundet – og jeg ved at mange afholder sig fra at date, i frygt for at møde en de bliver glade for…..fordi de ved, at de nærmest går ind i forholdet, med en regning i lommen.    

Forstå mig ret, jeg er meget taknemmelig over min førtidspension – som jeg bliver tildelt af vores velfærdssamfund. Jeg syntes også det er rimeligt, at der er en lidt laveres sats fra samboende, da man jo trods alt får en smule rabat på visse fællesudgifter. Det er også rimeligt, at div tilskud bortfalder – i mit tilfælde boligtilskud. Men så stopper det med at være rimeligt, lige der. 

Selv om min kæreste tjener en helt alm løn, så skal jeg modregnes 30 kr, af hver 100 kr han tjener, over et vist beløb – oveni den lavere sats og bortfaldne boligtilskud. Desuden vil jeg selv blive modregnet 30 kr, for hver 100 kr, jeg kan tjene ved siden af. Det betyder, meget groft skitseret, at fælleskassen kommer til at eje 30% af min kogebog, hvis jeg nogensinde får den færdig. Og når jeg skal modregnes af indtjeningen på bloggen her, er det også 30%. Der skal hele 67 kr i fælleskassen, hvilket efterlader sølle 33 kr til mig. Jeg er da glad for at kunne tjene lidt selv, men mine kræfter rækker ikke til andet end håndører, efter den model. 

Hvis vi vil bo sammen, betyder det for mig, at når jeg har betalt mine egne udgifter: medicin, ulykkesforsikring, tandlæge, fodterapeut (kan ikke ha’ sko på og gå uden) og frisør + luksustingen mobil - har jeg 3000 kr tilbage. Og de skal dække min halvdel af husleje (incl el, vand, varme og fællesudgifter), mad, indboforsikring, internet og licens + luksus som tøj, personlig pleje, tv-pakke, katte (mad, forsikring og dyrlæge), behandlinger og varmtvandstræning. Lommepenge og fornøjelser bliver der ikke penge til. Og jeg har ingen opsparing, heller ikke pensionsopsparing. 

Så hvis min kæreste vælger at påtage sig den store fysiske og økonomiske byrde, så er det ham der skal betale ALT fremover – og det er en fysisk umulighed. Han kommer jo ikke just langt med mine sølle 3000 kr om måneden. En ting er de faste månedlige udgifter (Jeg forventes heldigvis ikke at bidrage til bilen, da jeg ikke har kørekort). Men livet er langt og indeholder jo også ferier, biografture, restaurantbesøg, fødselsdagsgaver, julegaver og ekstraudgifter i forbindelse med højtider, briller, egenbetaling til ny el-scooter og alt mulig andet. Og hvis jeg f.eks jeg skal ha’ nyt pas, køre med offentlig transport (hvis jeg gerne vil besøge min søster på Sjælland) eller drikke en kop kaffe, med en veninde på cafe, så skal jeg bede min kæreste om penge til det. Og skal jeg til den samme venindes fødselsdag, gæt hvem jeg så skal bede om penge til gaven?

Visse overførselsindkomster er lave, så de ’motiverer’ folk til at komme videre i systemet og blive selvforsørgende. Æh, hallo – var vi ikke enige om, at det her var min endestation? Jeg skal jo ikke videre, men blive her, til jeg når alderen til folkepension. Er havnet her uforskyldt, pga sygdom og handikap. INGEN får en førtidspension, hvis der er andre alternativer. Hvorfor skal jeg bonnes så hårdt, når der er så få muligheder for at forsøde tilværelsen lidt for os selv? Jeg bliver jo selv beskattet 67% af indtjening. Og hvis min kæreste vil tage overarbejde, så vi f.eks kunne få råd til at gå ud og spise, så bliver jeg modregnet i min førtidspension. 30 kr trækkes fra mig, for hver 100 kr han tjener – og så skal han afholde skatten + 8% AMB også. Så altså ca 78% beskatning på overarbejde. Det bliver hurtigt til mange timer, hvis der skal være råd til andet end et par hotdogs. Og han skal jo så også lige holde hus samtidig, da hjemmehjælpen ryger. Sikke et liv for ham at se frem til – og så med mine fremtidsudsigter oveni. 

Det er meget at skulle forholde sig til. Så det gør vi ikke. Vi har besluttet os for at nyde den sidste tid af genhusningen sammen – og så indfinde os med de gældende regler. Så kan vi jo bare drømme om en afskaffelse, en opblødning eller en ændring. For det er edderhakme meget pres at lægge på så nyt et forhold, at forvente at det skal bære fysisk, mentalt og økonomisk. Jeg har meget svært ved at byde ham det, og har været ved at trække stikket flere gange her på det sidste. Faktisk har jeg ubevist forsøgt at sabotere vores forhold, så han fik en udvej. Hvor trist er det? Og ja, han er ok med, at jeg skriver om det her, da han syntes det er vigtigt at jeg får luft for frustrationerne og sætter fokus på emnet. For det kan ramme alle – selv dig, der tror du har dit på det tørre.

Når genhusningen er ovre d. 1/12, skal jeg flytte hjem alene. For kattene skal nok ikke med. De kan ikke længere være mine katte, men så kan de heldigvis blive min kærestes katte. Det er verdens hårdeste beslutning der skal tages – og jeg kan ikke holde op med at tude over det. Men: Ingen arme, ingen katte. Og de arme arme tillader ikke, at jeg selv tømmer kattebakken længere. Det er fakta. Og fakta sucks! (Onde tunger hvisker, at så slipper jeg da for den udgift).

Så når genhusningen er ovre skal jeg flytte hjem – og være helt alene 4 dage, 4 aftner og 4 nætter om ugen. Ingen kæreste, ingen katte og ingen hjælp. For reglerne for kærester er at ’man ikke må være mere sammen, end man ikke er sammen’. Så man kan ses 3 dage om ugen, uden konsekvenser – hvis man husker ikke at hjælpe hinanden praktisk eller betale for hinandens mad. Man må dog godt få hjælp hvis man er syg…..men jeg er jo syg hele tiden (og det er de fleste andre førtidspensionister også), så den går heller ikke. Du må nemlig godt være syg, men ikke syg. Forvirret? Velkommen i klubben…..

Hvis jeg tager kattene med – og får min kæreste til at køre forbi efter arbejde, de dage jeg ikke skal være hos ham, for at tage kattebakken, er det socialt bedrageri. For så vil han bidrage med ’praktisk hjælp’ og vil vil blive erklæret for være samboende. Hvis han handler på vejen og stiller en pose råvarer til mig, og kører igen, er det også socialt bedrageri, da det er at bidrage til min husholdning – også selv om jeg refunderer ham beløbet for det indkøbte. Så på dårlige dage, hvor jeg er sengeliggende, er jeg fucked. Jeg er for dårlig til at klare mig selv og må ikke modtage hjælp af min kæreste – og hvis vi skal bo sammen, bliver jeg fattig og uselvstændig. Pest eller kolera? Kærlighedens pris er høj og vi har ikke råd til at betale den. Ensomhed koster gratis….

Det er grove løjer at være så syg og behandlingskrævende, ikke ha’ noget job (ingen faglig udfordring, ingen kollegaer, ingen julefrokoster eller social samvær), ikke ha’ overskud til frivilligt arbejde, ikke ha’ nogen fremtidsudsigter (til andet end dårligere helbred og flere begrænsninger). Og det er bestemt, at jeg ikke må være sammen med min kæreste mere end 3 dage om ugen, uden at miste halvdelen af min indkomst Og samtidig er holdningen, at jeg er på den grønne gren, fordi jeg slipper for at arbejde og kan fede den hele dagen.  Ak ja, ’fede den’ - i går fik jeg følgende kommentar med på vejen, da jeg luftede min bekymring om økonomien med gensidig forsørgerpligt: ”Kig på dig selv fede, du tager vist ingen skade af at komme på smalkost". Jeg er paf – fatshaming og førtidspensionist-bashing i et. Virkelig flot holdning! 

Da jeg accepterede et liv på førtidspension, var det jo en fredning. Jeg fik ro og fred – og skulle bare fokusere på ikke at blive mere syg…..og få det bedste ud af resten af livet. Det er meget svært at få fred, når man er jaget. Og der er jagtsæson på førtidspensionister hele året. 

Dem der ikke bidrager, kan ikke undes noget. Igen og igen, får jeg kommentarer fra folk, der mener at jeg tager deres surt tjente skattepenge fra dem. Det er dem der finansierer mig, og så har de også ret til at sige deres mening – og jeg må ikke sige dem imod. Har jeg ikke råd til at drikke kaffe på en cafe, så må jeg drikke den hjemme. Ikke engang en kop kaffe, ude i byen, kan jeg undes. 

Består statens budget udelukkende af folks skattepenge, eller hvad? Hvilke andre er det mon, jeg vil tvinge til at betale for mig?

Hvis jeg skal få råd til en latté på en cafe – skal jeg med den syge beskatning på 67%, ud og tjene ca 175 kr, ved siden af min pension. Uden restarbejdsevne? 

Så de næste 20 år, indtil jeg skal på folkepension og ha’ endnu mindre, må jeg ikke foretage mig noget udenfor hjemmet som koster penge – med mindre min kæreste betaler? Og hvor vover vi at ha’ katte – det er jo luksus? Folk har nemlig set i Luksusfælden, at kæledyr er luksus når man har en lille økonomi. Well, jeg tilbringer alle dagtimer alene og det er ikke særlig sjovt. Katte giver hygge, nærvær og livskvalitet. Og den vilde luksus, skal jeg nu opgive, fordi jeg ikke kan bruge mine arme. Så jeg får meget alenetid uden katte og kæreste. Jeg har svært ved at se livskvaliteten. 

Jeg havde ALDRIG troet at jeg ville komme til at sympatisere med dem der begår socialt bedrageri og udfører sort arbejde. Men jeg begynder at få forstå bevægegrunden til, at det kan være nødvendigt, hvis man skal kunne forsørge sin familie. 

Jeg har selv været anmeldt anonymt, flere gange, for mistanke om skatteunddragelse og socialt bedrageri – og har været til forhør og alt muligt. Naturligvis var der intet at komme efter. Og det er læsere af bloggen her, som har anmeldt mig – hvilket heller ikke er en rar tanke. Nogen har studset over min livsførelse – og kunne ikke tro andet, end at jeg snød så det drev. Tyv tror, hver mand stjæler. Det er blevet et overvågningssamfund, som skal ofre mange resurser på overvågning – fordi anonyme skatteborgere, med ondt i røven, har ret til at få deres mistanker efterforsket. 

Jeg ville aldrig turde at træde ved siden af. Ville ikke kunne sove om natten. Netop fordi jeg skriver offentligt, skal jeg kunne tåle at blive belyst fra alle sider. Men det er vildt svært at overholde nogle regler, ingen kender. Så derfor er man altid lidt utryg for, at man kommer til at gøre noget forkert. I den sidste tid, har jeg læst mange beretninger, fra folk som er ramt af gensidig forsørgerpligt. Det er vildt, så mange uhyrligheder folk udsættes for. De får tjekket deres vand- og el-regninger, for at det kan udregnes om de har været nok alene – og der tjekkes hvilke dagligvarebutikker de handler i, for at tjekke om det er tæt på den ene eller andens bolig. Den slags giver mig rablende paranoia. Hvad nu, hvis jeg bruger mere strøm hjemme, tror de så at min kæreste har været der, en dag han ikke må? Og handler jeg på vejen hjem, i en butik som ligger for tæt på min kærestes bopæl, så tror de at jeg er hos ham? Og hvad med de sociale medier? Jeg poster ikke kronologisk, og er bange for at lægge for mange billeder op, som er taget hos min kæreste – selv om jeg er hjemme. Det er uværdigt og stressende at skulle rumme de bekymringer. Og det næste halve år, skal jeg lide under larmen fra renoveringen hjemme – og samtidig være obs på at følge alle regler. Min stresstærskel er allerede overskredet, hvilket påvirker helbredet.

Og så er der det med tolkningen af selve reglerne. Er det et vejet gennemsnit, man må være sammen? Opgøres det på ugebasis eller månedsbasis? Kan jeg være hos min kæreste 5 dage, den ene uge og så kun 2 den næste? Eller hvad med en hel uge her og så en uge, hvor vi slet ikke ses? Ingen ved om der er overvågning på og hvornår fælden klapper. Det giver ondt i maven, når der er en notifikation fra e-Boks. For er det nu jeg skal stå skoleret og forsvare, forklare og blotte mig helt....igen? Jeg føler mig umyndiggjort og frataget egen fri vilje, til at agere som voksent frit menneske. Det er som at blive straffet og sat i isolation, 4 dage om ugen, til afsoning. Og forbrydelsen - den er at være blevet syg.  

Det her liv er meget stejlt op af bakke. Det er en udfordring at bevare sin værdighed og tro på eget værd, når man konstant bliver devalueret som både menneske og borger. Man befinder sig på samfundets nederste hylde. Lav status, lav indkomst, lav respekt. Man bliver kaldt nasser, igle og dyr for samfundet. Seriøst, det føles efterhånden som om jeg forventes at sidde i et hjørne og vente på at dø...så jeg koster mindst muligt at holde liv i. Undskyld jeg blev syg - og undskyld jeg fik en kæreste... 

Jeg har tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på tallerkenen – så jeg kan vel ikke klage? Andre har langt mindre end jeg og har endnu større fysiske udfordringer. Det er ingen trøst, tvært i mod – men det udløser empati, rummelighed og forståelse over for dem som har det sådan. Men hvor er samfundets samlede empati blevet af, siden vi kan byde voksne syge mennesker, et liv på lappen i ensomhed – og så håne dem, for at ville ha’ et anstændigt liv? Det er skræmmende så få der har taget stilling til borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt. Og det er skræmmende, så få raske mennesker støtter op om det offentligt. Det her bør ikke kun være de ressourcesvages kamp – for det kan ramme ALLE, der pludselig bliver uarbejdsdygtige. Og dig der håner mig i dag, for min grådighed, kan rammes af ulykke og hurtigt stå i samme situation…..og så får piben en helt anden lyd. Husk på det ikke kun handler om kroner og ører – men om værdighed som menneske.   

Det var et lille indblik i min virkelighed. Det har været meget hårdt at skrive alle disse ting ned, men det har givet luft. Hvis du vælger at lægge en kommentar til min beretning, så husk venligst på at der sidder et rigtigt menneske, her bag skærmen. Jeg forventer at der holdes en ordentlig tone. 

Og nu vil jeg trække det digitale stik for en stund og forsøge at få noget ro i hovedet. 

Du kan støtte borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt, lige HER.

Spiselig græskarmand med fyld...

Hvad enten vi vil det eller ej, så tordner Halloween-toget imod os på kollisionskurs - med fuld fart endda. Dansken har virkelig taget den amerikaniserede event til sig, med ALT hvad der hører sig til (det undlader jeg dog at lufte min mening om her). Jeg morer mig dog over at det også gælder på madfronten, hvor klam og/eller sjov mad er i høj kurs, hos børn og barnlige sjæle. Jeg hopper med på vognen og byder på en venligsindet græskarmand, med labert fyld. 

En sød og sjov servering, som nok skal få smilet frem. Der skal bruges et helt lille græskar pr mand. Jeg bruger økologisk hokkido, som kan fås alle steder.

De små græskar skal vaskes rigtig grundigt først - og skæres til, så de bliver helt flade i bunden.

Der snittes forsigtigt øjne, næse og mund, i skrællen, med en urtekniv. Man skal blot ridse forsigtigt op og ikke skære for dybt - og så fjerne det yderste lag, med spidsen af kniven. Mine arme arme og dumme hænder tillod kun et simpelt udtryk, men med det rette værktøj og fingersnilde kan man lave små kunstværker. Det udskærne græskar får et snit rundt om toppen, som forsigtigt løftes af og skæres flad. Indmaden skrabes ud med en ske - og så er de små græskar klar til at blive fyldt.

Og hvad skal der i? En spiselig græskarmand kan være et fremragende Stop Spild Af Mad projekt, da det kan fyldes med alt muligt. Her har jeg genbrugt min egen idé, fra indlægget Chili con calabaza, og brugt en rest chili con carne som fyld. Men du kan bruge lige det fyld du ønsker. Det skal bare være godt krydret (salt, spice og syre), da det fade græskarkød har brug for modspil. Jeg forestiller mig: kylling i karry, vegetarisk linsefyld, div supper (som i det her lillebitte portionsgræskar) en rest bolognese, svampestuvning eller fars (har du set mit farsbrød bagt i et græskar?).

De fyldte græskar bages low and slow, så de ikke bliver for mørke i skrællen. De her fik ca 1½ time på 160°C.

Sådan et fyldt græskar er meget blødt i blødt - så der er brug for noget knas. Og nachos er ekstra gode, da de også er glimrende små indføringsramper. Jeg lavede mine med 2 slags ost og et drys stødt spidskommen. De kom med i ovnen de sidste par minutter, inden græskarrene var færdige.

Det blev også til en kølende skyrcreme (skyr, mælk, salt, citronsaft) og en avocadosalsa (avocado i små tern, majs, tomat i tern, hakket koriander, limesaft, stødt spidskommen, salt og peber). 

Og så var der aftensmad. Min kæreste Morten, som jeg er genhuset hos i øjeblikket, gjorde store øjne. Sådan en anretning, havde han godt nok aldrig set før. 

Smørmørt græskar, spicy chili og kølende skyrcreme. Det hele kan enten graves op med ske, eller med de sprøde nachos.

*Smil* lille græskarmand, det er tid til dit close up. 

Jeg har allerede lyst til at lave fyldte græskar igen. Med vegetarisk chowder som fyld. Hvad kunne du finde på at fylde i?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Personligt afsnit. Spring fra her, hvis du kun er interesseret i opskriften.

Tusind tak for de søde mails og private beskeder, der er tikket ind, siden jeg har skrevet her sidst. Det er virkelig dejligt at jeg ikke er blevet glemt - og at nogen rækker ud. Siden det sidste indlæg, er der nemlig sket en hel masse.

Det stod klart sidst på sommeren, at jeg var nødt til at skulle genhuses i en periode. Hele min afdeling af boligforeningen var ved at få nye vandrør, i både køkken og badeværelse. Det var et mareridt at høre på larmen fra naboblokken, mens den blev renoveret - og der var løbende larm fra den toiletvogn der er opstillet lige ud for mine vinduer (hvor den skal stå, til hele renoveringen er afsluttet til sommer). 

Så da de gik i gang med min blok, som ville gøre min lejlighed helt ubeboelig, lod jeg mig genhuse i Vestervang hos min kæreste. Det krævede tilladelse fra de højre instanser, så det ikke kan betegnes som socialt bedrageri, at vi bor sammen i en periode. Men da der er tale om genhusning, var det heldigvis ikke noget problem. Jeg troede jeg kunne flytte hjem nu, hvor de er rykket videre til blokken på den anden side af min, men nej. Larmen er stadig generende, fra både håndværkere og toiletvogn. Lyden af en vinkelsliber i metal, fra tidlig morgen til sen eftermiddag, hver dag - jeg magter det ikke. Og det er ikke bare at jeg ikke magter det, jeg bliver fysisk dårlig af det. Mit helbred er så dårligt, at jeg har brug for en meget stor bunke ro og hvile - og det er begrænset hvor længe jeg kan holde til at ha' mine støjdæmpende hørebøffer på. Jeg kan mærke lyden i kroppen og det stresser. 

I første omgang er genhusningen forlænget til d. 1/12 - og så skal der laves en ny aftale efter det. For når de rykker over på den anden side af parkeringspladsen og går i gang med de 3 lange blokke, bliver larmen endnu værre. Den kastes så både frem og tilbage mellem blokkene derovre - og over imod min gavl. Jeg er grædefærdig ved tanken om det støjhelvede, helt frem til sommer. Kan slet ikke opholde mig derude i dagtimerne - og tåler ikke at blive heflet for meget rundt med. Det er svært at tage bussen alene, da jeg går dårligt og ikke kan bære noget - og nu kommer årstiden, hvor jeg ikke kan fragte mig selv på el-scooteren. Jeg kan ikke holde ud til at være der - og jeg kan ikke holde ud til, kun at være her. Jeg prøver ikke at stresse for meget over det og håber der kan findes en tålelig løsning, der kan gælde frem til sommer.

Men puha, hvor jeg savner mit lille madbloggerkøkken (incl foto-set up), mine ting og min lille oase på altanen. Jeg tager derud, når savnet bliver for stort og helbredet tillader det. Det er dog lidt mærkeligt at der ikke er nogen katte - men det er også godt, for det giver mulighed for helt uforstyrret søvn.  

Nå ja, der er også sket en del på kattefronten. Jeg måtte lade Iskelil få fred, først på efteråret. Det værdige katteliv var på retur og jeg ville ikke byde hende en stressende genhusning et fremmed sted, så jeg valgte at trække stikket. Det blev et rigtigt fint farvel til hende, selv om det var trist. Fonzie flyttede med mig i Vestervang, hvor han efter voldsomme angst-startvanskeligheder, begyndte at trives. Men der manglede en puttekammerat til os begge. Han har aldrig været alene og jeg kunne godt bruge noget mere kat. Det var dog vigtigt at det blev den rigtige kat og ikke bare et plaster på såret. Og som ved et trylleslag, var der pludselig en lille rød 12 ugers hankat (moderløs, opflasket og ultra-tam) til afhentning i Varde. 

Han arvede straks navnet Iske (affødt af lækkerbisken) som den 4. i rækken. The Ginger Menace er nu 17 uger og har krammet på os alle. Glæder mig til at se, hvad han siger til Grøfthøj, når vi kommer derud. En indekat er heldigvis nem at flytte. Er dog meget glad for at der ER sat fintmasket hegn op derude, for han er en værre klatrefryns. Men det er godt nok perfekt at køre en ny killing ind mens jeg er genhuset, og bare skal slappe af. Vi tilbringer megen tid på sofaen, med at nusse og slumre. Åh, hvor er han dejlig. Og Fonzie elsker ham - og det var kærlighed fra første møde. Stor lettelse.

The Fuzzy Boys Vs 0.2

Og mig? Det går sin skæve gang. Mit helbred er uforudsigeligt og dårligt. Mange smerter, mange begrænsninger og mange bekymringer om fremtiden. Kan heldigvis stadig snitte med en stor kokkekniv, men det kniber med at kunne takle bestik. Ikke sjovt. Er ved at køre LDN (Low Dose Naltrexone) ind, og arbejder mig langsomt mod den rette dosis - prognosen er optimistisk ved fibromyalgi, så jeg har et håb om at det vil kunne hjælpe mig. Men det går langsomt og jeg lider noget i mellemtiden. Det handler om overlevelse nu, og livskvalitet på den lange bane - så jeg træder derfor gerne vande, mens jeg håber videre. Men de mange smerter udtrætter, udmatter og udvisker. Det er sgu lidt op af bakke...

Og bloggen her? Jeg vil SÅ gerne blogge. Og jeg finder jo stadig på, laver mad og tager billeder......når jeg husker det. Men jeg er ikke tilfreds med resultaterne. Der ikke godt nok. Jeg har ikke kræfter til at lave fancy mad, særlig tit, og må tage mange hurtige genveje - og har ikke lyst til at blogge om noget, jeg bare har smidt sammen, for at få mad i maven. Og når jeg så laver noget flot, lækkert og blogbart - så er anretningerne og billederne ikke tilfredsstillende. Jeg kan se mine begrænsninger i det og jeg HADER det. Desuden har mine kognitive evner også fået nye begrænsninger. Ordene er ikke mine venner længere og løber væk fra mig, når jeg forsøger at genne dem i sætningsrækker. Min sprog er i stykker, min hjerne er træt og forvirret, min hukommelse bliver værre og værre, tankemylderet er øredøvende og der er samtidigt helt tomt. Værsgo, blog løs....hvis du kan! Det bliver en kæmpe mental udfordring at få vendt bøtten. Jeg lider under, at det jeg laver er godt nok - for en som er syg. Det er en meget stor og meget ulden kamel at sluge. 

Jeg har tabt i kapløbet på alle platforme. Dur slet ikke til at være influencer (et ord og begreb som jeg afskyr som pesten). Er gastronom og opskriftsudvikler, med en blog som base - hvis formål er at dele ud af det jeg kan og inspirere. Men med stemplet influencer i panden, forventes det at gå lynhurtigt. Der skal postes, kommenteres og reklameres i stor stil. Jeg har ikke kræfter til at skrive indlæg, dele dem på Facebook, Instagram og Pinterest - og samtidig besvare kommentarer alle steder. Og så hopper folk fra. Jeg oplever et markant frafald. Man er aldrig bedre, end det sidste man har lavet - og man kan nemt blive glemt, hvis man ikke råber rigtig højt op om sig selv. Ikke alene glemmer folk en, de sociale mediers logaritmer straffer også en, hvis man ikke er deltagende nok. Influencerne generere hurtig salg af produkter med, links til varene og en personlig forsikring om kvaliteten, ofte på bekostning af troværdigheden. Ofte meget lidt indhold, meget varm luft og reklame med reklame på. Og det er ikke mig (har dog stadig Google Ads på bloggen for at dække driftsomkostnningerne). Tiden har virkelig ændret sig, siden jeg startede bloggen op for 10 år siden. Jeg nyder at følge dem, som mestre den svære balancegang mellem at inspirere og influere - for jeg vil ikke påvirkes til at købe noget, men inspireres til at lave noget. Og det er det, jeg også gerne selv vil gøre.....

Det er benhårdt at erkende, at man ikke kan det man kunne, og ikke kommer til at kunne det igen. For hvad skal man så? Lige nu ved jeg det ikke. Men nu har jeg endelig fået skrevet dette blogindlæg, som har simret i baghovedet i et stykke tid. 

Nåede du helt herned? Tusind tak, fordi du læser med. 

Smagfuld skipperlabskovs i Crock-Pot...

Endelig har der været overskud til en tur i køkkenet. Trangen til hjemmelavet comfort food tvang mig til at finde min Crock-Pot frem og gå i sving. I den her kulde, har jeg brug for kalorietung mormormad med masser af smag, for at kunne holde varmen. Jeg overvejede gule ærter med flæsk, brunkål med medister eller hjerter i flødesovs med mos - inden det pludselig slog mig: skipperlabsskovs! En god gang labskovs - eller lobescoves, om man vil, er jo et herligt alt-i-et måltid, som er utrolig nemt at gå til.

Labskovs som regel en ret lys ret, men jeg har maxet op på smag og det giver et noget mere brunt resultat. Det var egentlig ikke meningen at opskriften skulle ramme bloggen, men jeg fik da taget lige akkurat billeder nok til at flikke dette indlæg sammen - for den endte med at blive ret så god. Og du kan sikkert regne ud hvor resterne endte?

Den lille grydesteg er fundet i Rema 1000. Jeg valgte at bruge selleri, da der lå sådan en knold i min grøntsagsskuffe.....fra nytår. Imponerende at det stadig var gangbart. Og godt at jeg så lige kunne få kørt en omgang Stop Spild af Mad indover også.

Som Anne Larsen engang sagde: "Alt starter med et løg". Jeg tredoblede det udsagn og skar dem i grove tern. Den lille steg blev befriet fra sit snøreliv og skåret i rustikke lunser. Det gav mig ca 650 g kød og ca 90 g fedt afpuds (som blev gemt, afsmeltet og brugt til at klare løgene i). Fond havde jeg ikke noget af, så jeg greb ud efter gode gamle Herbamare. Hel klassisk er en labsskovs smagsat med sort peber og laurbær - som jeg valgte at booste med en smule hel allehånde og 3 nelliker. 

Eftersom 'plejer' er død her, valgte jeg ikke at koge kødet først. Det gør man for at fjerne uønskede proteinstoffer, der danner et grumset skum, som misfarver retten. Jeg gav i stedet mit kød et hurtigt knald på en skoldhed pande, i resten af det afsmeltede fedt + lidt SMØR. Når der skal smæk på smagen, er det ikke skidt lige at få Maillard-reaktionen indover. 

Det brunede kød, de klarede løg og smagsgiverne (peberkorn og laurbærblade direkte i - allehånde og nelliker i si, så de kunne fjernes når den ønskede smag var opnået), blev lagt tilrette i den ventende Crock-Pot - og blev overhældt med Herbamare så det lige akkurat dækkede. 4 timer på low - og så var retten klar til det næste trin.

Beklager, men kræfterne svigtede - og jeg fik ikke taget billeder. Men jeg tilsatte 600 g selleri og et helt kilo skrællede kartofler, begge i mellemstore tern - og en smule mere Herbamare.

Efter yderlige 3 timer på low, var det hele mørt og lækkert. Det er vigtigt at huske på at der ikke er noget særligt væsketab i en Crock-Pot, så der skal øses væske fra, inden man begynder at mose retten sammen. Man kan altid tilsætte det igen, hvis man ønsker en mere lind labskovs. Skulle man ende med for våd en ret, så kan man bruge et bissetrick og tilsætte kartoffelmospulver......hvis man *host* har den slags på lager. Retten moses sammen med et piskeris eller lignende - jeg bruger sådan en fibro-venlig moser med fjeder, som ikke kræver de store armkræfter. 

Den færdige labskovs blev smagt til med salt og friskkværnet peber. Selv om de, nu møre og bløde, sorte peberkorn bidrager med små smagseksplosioner, er det rart med lidt peber i resten af retten også. Jeg tilsatte også ganske få dråber æblecidereddike, for lige at bryde det helt fade fra kartoflerne.

Og så var der aftensmad - kl 23:30 - som blev serveret med tern af koldt SMØR, purløg, syltede rødbeder og rigelig fuldkornssennep. Note to selv: sæt simremad over tidligere på dagen. 

Det er muligt at jeg har fået min køkken-mojo retur, men det kniber stadig med at få taget nogle ordentlige billeder, specielt så sent på aftenen. Det er bedre, men en smule dagslys ind fra siden. 

Dagen efter fik jeg endnu en portion til frokost. Det blev et lidt bedre billede. 

Jeg pakkede 2 gode portioner til fryseren, så jeg har nem mad til et par dårlige dage. Men gemte lidt til frokost dagen efter. For ja, den skulle da naturligvis i vaffeljernet.

Jeg tog udgangspunkt i kartoffelvaflerne fra min Croque Malou - og flikkede en vaffeldej sammen. 

250 g kold skibberlabsskovs
2 æg
4 spsk kartoffelfibre (eller hvedemel) 
Salt

Det hele blev rørt sammen, trak en smule og blev bagt til 3 vafler. 

Skipperlabsskovs i vaffelform.

Vaflerne blev serveret lune med SMØR, en sennepscreme (af French's, Dijon og fuldkorn), rødbeder i tern og et dys purløg. Ja tak!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så lidt af det personlige. Det er jo ikke nogen hemmelighed at helbredet har hængt noget ekstra i bremsen det sidste lange stykke tid. Vinteren er den hårdeste tid på året, sådan er det bare. Jeg kæmper med at holde mig varm og bøjelig - men det lykkedes nogenlunde i år. Er i det hele taget, et bedre sted nu, end jeg har været længe. Støtte fra mit gode netværk, et par nye bekendtskaber og fornyet mod på kogebogen, har virkelig gjort underværker over hele linjen.

Jeg kan mærke livet boble i mig igen - og det gør mig godt. Har måtte sluge et par kameler og acceptere endnu nogle trælse begrænsninger, hvilket har været svært. Men er helt klart blevet bedre til at flyde med og ikke tage det som store nederlag. Det er jo endnu en påmindelse om at jeg skal leve NU og suge marven ud af livet. Så det gør jeg!

Denne uge har dog været ekstra udfordrende, da hele min opgang er blevet ramt af en omfattende vandskade. Der skal nu en gennemgribende renovering til - hvilket larmer og stresser. En ting var vandmasserne fra væltede ned fra lofterne og 'bare' skulle tørres op - et andet er den tørring der nu skal til for at undgå skimmelsvamp. Den midlertidige prognose lyder på at der skal fjernes nogle bidder af mine vægge, så der kan komme ventilation til hulrummene. Godt så - jeg får forhåbentlig mere at vide på mandag, så håndværkerne returnerer med endnu en ekspert.

I dag står den på frokostmøde med min dejlige redaktør Signe på Klassisk 65. Vi skal snakke kogebog og hygge os. Det er lige til at holde til. 

God lørdag til dig, der kommer her forbi....