Viser opslag med etiketten Madpakke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madpakke. Vis alle opslag

fredag den 25. november 2016

MadbloggerUdfordringen #12​ + 'Ost - på farten': Grove snegle med osteremonce...

Det blev sørme til endnu et bidrag til MadbloggerUdfordringen og Ost & ko. Jeg har allerede deltaget i 'Ost - til brinner' med min Croque Malou - men syntes da også jeg skulle forsøge mig i den anden kategori 'Ost - på farten' som defineres således: "Hvad skal du ha’ på? Du skal ha’ fart på! Under teamet ost på farten inviteres du til at komme med dit bud på osteopskrifter, der kan indtages udenfor hjemmets fire vægge, når du er på vej fra A til B, på picnic i parken eller noget helt tredje. Eneste krav er, at ostetyperne fast modnet og esrom indgår i opskriften".

Min første tanke var at det skulle være noget håndholdt, der var nemt at indtage og som ikke svinede. Noget man enten kunne snige sig til at smugspise i bussen eller ha' med i tasken til den lille sult. Jeg er ikke god til 'rå' ost - men når det har være opvarmet er det en helt anden sag. Det fik mig til at vælge noget bagværk, som ville gøre sig godt koldt. Og set blev så til disse snegle med de 2 obligatoriske oste og lidt ekstra overraskelser.


De afkølede snegle er lige til at komme i en lille papirspose og tage med på farten. 

Jagten på Esrom var et kapitel for sig. Osten er BGB-beskyttet (Beskyttet Geografisk Betegnelse) og må kun produceret i Danmark. Du ved, som Feta i Grækenland og Champagne i...æh...Champagne.

Jeg gik forgæves igen og igen. I Grand Fromage fandt jeg endelig denne Blicher, som var af Esrom-typen. Jeg tog kontakt til Ost & Ko, som sagde god for den og lignende varianter. Yay!

Det gav pludselig nogle muligheder. I Salling Super faldt jeg over hele 4 varianter af Esrom-typen, nemlig Benedict Klosteroste (hvid, sort, gylden og røget) - alle økologiske og fremstillet af Thise. Salling havde dog et es i ærmet. Man kan lige skimte endnu en variant alleryderst til højre i billedet, som er deres egen hjemmetrøgede - som havde fået knapt så meget syrlig røg som den originale røgede. Den bad jeg om en smagsprøve på - og var straks solgt. Den smagte virkelig godt - og jeg endte med at købe et stykke med hjem. Det ville give et vegetarisk resultat - men med et snert af bacon og ekstra umami. Det er det de unge vil ha'! 

Sørme om jeg ikke havde modtaget et tip på Facebook også: Esrom kunne såmænd fås i Lidl - sådan ca det sidste sted det faldt mig ind at lede. Selv om mærket er tysk, er osten fremstillet i Danmark - og korrekt mærket. Planen var at kombinere de 2 varianter, så jeg fik noget med navnet Esrom i. Men Da jeg åbnede pakken svandt modet. Den var lige en tand for stærk for mig....er jo stadig kun under uddannelse som osteelsker.

Den røgede ost blev befriet for sin skorpe og revet. Som den fast modnede ost, valgte jeg Digekrone. En pragtfuld og mild ost, med smag af nødder. Den er jeg helt pjattet med.

150 g røget Esrom (ish) og 50 g Digekrone. Og så skulle der bages!

Dej til 20 snegle:

2 dl varmt vand
1 dl mælk
1 tsk salt
2 tsk sukker
4 spsk olivenolie
30 g gær
500 g fuldkornshvedemel

Bland det varme vand med mælken, salt, sukker og olie. Smuldr gæren i og lad blandingen stå til gæren flyder ovenpå og begynder at gøre væsen af sig. Rør derefter melet i, lidt af gangen til en smidig dej. Lad dejen hæve overdækket ved stuetemperatur i ca 1 time.


Mens dejen hævede lavede jeg fyldet.

Osteremonce:

50 g fintrevet Digekrone
50 g blødt SMØR
50 g ristede løg
Lidt finthakket salvie
Friskkværnet sort peber

Blend de ristede løg og rør dem sammen med den revne ost, det bløde SMØR og krydringen, til en smørbar remonce.

Slå dejen ned og rul den ud til en stor rektangel. Smør osteremoncen på og drys med den røgede Esrom. Rul sammen og skær rullen ud i snegle på ca 3 cm i tykkelse.

Sæt sneglene til efterhævning i muffinforme - eller sæt dem tæt sammen på en plade til et brydebrød (jeg lavede begge dele). Lad dem hæve tildækket i ca 45 minutter. Pensl dem med mælk eller kold kaffe og bag dem i 15-17 minutter ved 200°C.

Sæt de bagte snegle til afkøling på en rist. De kan spises både lune og kolde. Dem der ikke skulle med på farten, røg i fryseren til en anden god gang.

De her kom med på en frisk gåtur ned til Brabrand sø - hvor der også blev plads til et par øl i lommen. Til bagværk med osten Esrom, som oprindeligt stammer fra Esrum Kloster, er det jo meget passende at drikke øllen Esrum Kloster fra Bryggeriet Skands. Den er krydret med bla enebær, citronmelisse, lavendel, anis og rosmarin - og passer perfekt til de lækre ostesnegle. De små nuttede flasker har twist-top, så man behøver ikke at ha' en oplukker ved hånden.

Det fine snert af røg og nødder fra ostene, spillede rigtig godt sammen med sødmen fra de ristede løg og et diskret skud salvie. Det var mit bud på en håndholdt hurtig snack, som kan indtages på farten. Hvad er dit?

onsdag den 13. august 2014

Give-away: vind picnickurv med ODDKA...

Opdateret: Vinderen er fundet. Tillykke til Vibeke.


Selv om vi har højsommeren bag os er det stadig vejr til en skøn picnic i det grønne. Du kan nu vinde en herlig kurv fyldt med lækkerier til en eftermiddag i det fri:

Eksempel på indhold af kurv
Kurven indeholder bla 1 flaske ODDKA Fresh Cut Grass, hyldeblomstsaft, snacks, tæppe, krus, servietter, sugerør, opskrift på sommercocktailen ODDKA Flower Bud og Tambourine Sams spilleliste med sommersange.

For at deltage skal du lægge en kommentar herunder og fortælle hvad du vil tage med i MADPAKKEN til din picnic. Kommentaren skal indeholde en e-mail-adresse.

Der er kurve til 2 heldige - 1 bliver fundet her på bloggen, og 1 her på Facebook, søndag d. 17/8 kl 18. 

fredag den 3. februar 2012

Sweetdeal fra Lunch Boxen - smørrebrød og frikadeller...

Igen har jeg forsøgt mig med Sweetdeal - og denne gang var det en fin oplevelse. Det drejede sig om et tilbud fra Lunch Boxen: 10 store og hjemmelavede frikadeller med rødkål samt 1 stk. hjemmelavet rugbrød (88 kr) eller 5 stykker højtbelagt (uspecificeret) smørrebrød (88 kr). Jeg købte et af hvert tilbud.

For 48 kr kunne man få maden bragt til døren. Og da jeg mildest talt er i en elendig forfatning i de her dage, valgte jeg at indløse begge kuponer i går, så der var mad til et par dage. Præcis på minuttet som aftalt, kl 11.30, ringede det på døren. Spændt pakkede jeg maden ud. Smørrebrødet var 2 x fiskefilet, 2 x roastbeef og en enkelt med hamburgerryg - havde nok forventet 5 forskellige stykker på trods af at det var uspecificeret. Det så dog ganske fint ud - men ikke med så mange hjemmelavede detaljer som håbet.

Jeg fik næsten et chok da jeg pakkede frikadellerne ud. Det var 10 KÆMPE frikadeller - ca dobbelt størrelse af hvad jeg havde forestillet mig. Et hurtigt besøg på køkkenvægten viste at der var 1,1 kg lune dunser.

Det medfølgende rugbrød var dog ikke hjemmelavet som lovet. Rødkålen var fra en spand, men af den bedre slags. Jeg kan ikke få det til at passe men prisen. Lunch Boxs normalpris for frikadeller med tilbehør er 2 stk for 40 kr. Det her svarer til 5 portioner = 200 kr. Så det er jo 12 kroner under halv pris (en besparelse på 56%).

Smørrebrødet var præsentabelt og fint efter årstiden. Kan godt lide at der er porre på fisken. Har dog aldrig oplevet sprødstegt bacon på hamburgerryg med italiensk salat - men jeg klager bestemt ikke (#AEBMB). Jeg spiste de her 3 stykker til frokost og de sidste 2 til aften sammen med en enkelt frikadelle. I dag har jeg fået frikadeller til frokost - og frosset resten ned til nem mad på dårlige dage.

Mit eneste kritikpunkt er dette stykke salat som godt kunne ha' brugt en ekstra skylning.

Jeg kan dog heller ikke få prisen til at passe med smørrebrødet - men denne gang er det ikke til min fordel. 5 stk for 88 kr (som jo er påstået halv pris) = en normalpris på 35,2 kr pr stk. Men det højt belagte smørrebrød koster altså kun 25 kr pr stk hos Lunch Box, hvilket kun ville blive 125 kr for 5 stykker - og altså ikke 176 kr. Jeg har altså kun sparet 37 kr på smørrebrødet og ikke 88 kr som Sweetdealen oplyser.


Så denne deal var virkelig historien om gyngerne og karrusellen - hvad jeg mistede på smørrebrødet blev tjent ind på frikadellerne. Men havde jeg kun købt en kupon til smørrebrød havde jeg følt mig snydt. Jeg blev lovet en besparelse på 50% som så reelt viste sig at være på kun 29,6%. Men lad nu det ligge - maden var god og meget fin til prisen. Jeg kunne helt klart godt finde på at købe mad fra Lunch Boxen igen.


Og der er lige en detalje jeg gerne vil rose: frikadellerne og rødkålen blev leveret i 'genbrugsbøtter'. Rødkålen kom i en afvasket bøtte fra italiensk salat og frikadellerne i en stor sag som tidligere har indeholdt margarine. Det syntes jeg er et godt træk, for dels er emballagen beregnet til fødevarer og dels sparer man på den dyre engangsemballage. Jeg har nu vasket begge bøtter af igen og sat dem i skabet til jeg skal ha' mad med på farten engang.


Og nu vil jeg gå ud og hive vaffeljernet frem - det har stået forsømt alt for længe på hylden. Stikord: bacon og ahornsirup. Wuhu!

lørdag den 29. oktober 2011

Sandwich med pulled (æble) pork..

Sidste fredag stod den på roadtrip til København og Tori Amos koncert sammen med den skønherlige Vita + en meget lang og ond hjemtur (mere om den nederst). Sådan en tur kræver en madpakke, så den stod jeg for.

Vita havde aldrig smagt pulled pork - så det skulle der bestemt gøres noget ved. Heldigvis havde jeg nybagte rustikke burgerboller at komme det i.

Jeg lavede det af et ene stykke æblegris fra Napoleon.

Først rev jeg det i grove stykker med fingrene. Det var dog lidt tørt, så jeg tilsatte lidt væde.

Og den væde var den jævnede stegesky fra Römertopfen.

Det blev æltet lidt sammen og blev til lækkert saftigt pulled pork.

I sin tid da Vita og jeg lærte hinanden at kende var det blandt andet på grund af en kommentar jeg lagde her på hende blog til et indlæg om syltede grønne ting. Og vi rente ind i hinanden - og blev veninder. Så selvfølgelig skulle der god med hjemmesyltede drueagurker i vores madpakke.

Først en underbolle smurt med lidt French's sennep - og så et godt lag æblegris.

Derefter et godt lag af den nykogte rødkål med kirsebær.

Jeg lavede 4 stk - 2 store til aftensmad før koncerten og 2 mindre til natmad på vejen hjem.

Der kom 1 hel drueagurk i hver.

Låg på - og så var de klar til at pakke.

Pakket og klar til køletasken.

Turen til København gik lynhurtigt. Vi havde ikke set hinanden i et stykke tid, så der var en del der skulle vendes - så det var både et par tårer og en masse latterbrøl. Vi havde fået det råd at parkere på Frederiksberg og så tage Metroen til Kongens Nytorv - så slap vi for at skulle lede efter en parkeringsplads tæt på Det Kongelige Teater hvor Tori Amos spillede.

Billederne jeg tog blev SÅ ringe - men nu var vi der jo også før at høre damen. Det var en ret så fantastisk koncert - meget bevægende. Vi sad på 4. række, tættere på end for 2 år siden i Operaen, og det var fedt. Jeg kom til at græde et par gange til nogle af de gamle sange - de har jo været en del af mit liv i de sidste 20 år og fyldt meget. Det var virkelig en skøn oplevelse at se Tori igen - og jeg håber bestemt hun kommer til Danmark igen.....og igen.

Salen på Det Kongelig Teater var SÅ smuk. Jeg har aldrig været der før og var fuldstændig forlibt i alle detaljerne. Det her billede tog jeg lige efter koncerten var slut og folk var på vej ud.

Vi fandt tilbage til bilen og gjorde klar til turen hjem. Det var ikke fordi vi var så sultne, men det nærmede sig - så vi besluttede os for at køre lidt og så finde et sted at spise inden broen. Så vi plottede ruten ind på GPS'en og kørte mod Jylland.


Da vi nåede Bjæverskov holdt vi ind på en rasteplads for at spise. Vi slukkede motoren, men lod lyset og radioen køre. Vi spiste den sidste sandwich og slukkede bilen for at gå på toilettet. Og så gik det galt: for bilen ville ikke starte igen. Det ville ikke engang komme lys i instrumentbrættet. Bilen var sgu død....som i D-Ø-D. Så der sad vi i effing Bjæverskov kl 01 en fredag nat i bil som hurtigt blev koldere og koldere. DAM DAM DAM....drama!

Gud ske tak og lov havde den lånte bil abonnement til Dansk Autohjælp. Problemet var bare at den gut som skulle komme og kigge på bilen befandt sig i Kastrup - og først kunne være fremme "i løbet af et par timer". Så der sad vi i en kold bil langt hjemmefra og gloede på hinanden. Vi fandt dog hurtigt ud af at humor var vejen frem. Det blev til en kringlet og ret så underholdende imaginær avisartikel om vores liv og levned. Vita svor at hvis hun døde af kulde først (jeg var jo isoleret af mit huld) kunne jeg overleve ved at spise hendes ene arm. Og hvis hun så viste sig ikke at være død alligevel skulle Sif bage en ny arm til hende og overtrække den med fondant - det var der ikke en der ville opdage for hun er ret hvid fra naturens hånd. Nå ja, og så er hun i forvejen en kagearm....hø hø.

Tiden gik og der kom en rar mand som satte gang i bilens batteri så vi kunne køre videre. Vi nåede broen i ingen tid og derefter Fyn. Men klokken var blevet mange og vi var meget trætte. Kl 03.30 gik den ikke længere og vi måtte køre ind på en rasteplads nær Horsens og sove lidt. Vita havde på det tidspunkt været oppe i 24 timer og det var ikke forsvarligt for hende at køre. Det blev til en lur på ca 45 minutter inden vi igen kørte videre. Og ENDELIG kom jeg hjem. Og så var det min tur til at være lige så død som bilen havde været i Bjæverskov. Det var virkelig en hård hjemtur for min fibro-krop og nu var der en pris der skulle betales - og jeg betaler stadig. Men sådan er det med fibromyalgi - ALT er 'gyngerne og karrusellen' og det skal der tages højde for.

Og sådan bliver det resten af livet. Det kan ikke spares kræfter sammen på forhånd - det er afregning ved kasse A hver gang. Og når Tori og Vita er involveret betaler jeg gerne alt hvad det koster. For selv om det har kostet dyrt fysisk har jeg fået så meget andet som jeg kan glæde mig over nu.

Og det gør jeg så mens jeg gumler på en frysepizza fra Dr. Oetker. Håber der bliver kræfter til rigtig mad i morgen.


fredag den 21. oktober 2011

Rustikke burgerboller...

Lige om lidt henter den skønherlige Vita mig. Så står den på roadtrip til København og koncert med Tori Amos. Jeg står for madpakken - rustikke burgerboller med æblegris og hjemmelavet tilbehør i form af drueagurker og rødkål. Hvis jeg magter det i morgen laver jeg også en lille salat til. Vi skal dog spise i bilen, så det skal være nemt at gå til.

LinkBurgerbollerne er rustikke fordi jeg ikke havde armkræfter og tålmodighed til at gøre mig umage i dag (og dejen drillede) - de var meget pænere sidste gang. Men nu er det jo også smagen der er vigtigst.

Der er 3 slags mel i bollerne:

350 g hvede
75 g durum
75 g groft ølandshvede


De øvrige ingredienser:

1,25 dl vand
1,25 dl letmælk
50 g gær
6 g salt
45 g rørsukker
1 æg
75 g SMØR


Smørret smeltes og afkøles. Vand og mælk blandes og varmes op til 'fingerlunt' og gøren oplæses deri. Tilsæt sukker, salt, det sammenpiskede æg og det afkølede SMØR. Tilsæt melet lidt efter lidt og slut af med at ælte dejen i ca 10 minutter.


Jeg syntes at min dej var meget blød, så jeg tilsatte lidt mere mel - noget jeg skulle komme til at fortryde bitterligt. Den blev nemlig lidt for tør og tung.

Men i løbet af en lille time hævede den alligevel fint til dobbelt størrelse.

Jeg valgte at lave bollerne på 90 g pr stk - der blev 12 stk ud af den her portion. De blev først forsøgt trillet til kugler - men det var svært med den lidt tørre dej. Det gik dog noget nemmere med at rulle dem flade med en kagerulle. Bollerne fik lov til at efterhæve overdækket med film i 50 minutter.

Inden de kom i ovnen blev de penslet med en æggeblomme pisket sammen med lidt vand og salt. De blev drysset med sesamfrø - ublegede på den ene halvdel og sorte på den anden.

Bollerne blev bagt i 14 minutter ved 200°C og afkølet på risten. Jeg glæder mig til at fylde dem med lækre sager lige om lidt.

Det bliver lidt hårdt at sidde så mange timer i en bil frem og tilbage den samme dag - så i morgen skal jeg nok ligge brak på et skud Dolol. Men jeg håber der bliver overskud til at blogge om den rødkål jeg lavede i går - det er nemlig årets julerødkål som jeg gemmer størstedelen af i fryseren (så er der en ting mindre at stresse over). Den er lavet med kirsebærsirup, masser af krydderier og en lakridsrod. En rigtig bulderbasse.


onsdag den 13. oktober 2010

Smørepålæg af kippers...

Det bliver ikke til nogen opskrifter med Avocadoolie i dag alligevel. Det lader til at konkurrencen ikke er helt på plads endnu, så jeg er blevet bedt om at vente. Okidoki, det gør jeg så.

Forleden manglede jeg noget og spise til frokost, da der hverken var pålæg eller noget i huset. Der stod en dåse peber kippers i skabet og den besluttede jeg mig af forsøge at lave noget af.

Jeg plejer bare at spise dem som de er på rugbrød med agurk på. Det lyder måske mærkeligt men kapers og revet peberrod passer også virkelig godt til kippers. Og da jeg lige havde købe en kæmpe rod inde hos Kong Gulerod, fandt jeg også den frem og rev lidt af.

Det eneste jeg havde besluttet på forhånd var at det skulle være smørbart. Jeg drænede olien fra fisken og fjernede skind og finner. Den kom i en skål sammen med 1 stor spsk græsk yoghurt, 1 lille spsk mayonnaise, friskkværnet sort peber og lidt salt.

Jeg moste det hele godt sammen med en gaffel og smagte det til. Pling! Det smagte næsten som den vi fik på kajen om aftenen til Madbloggersymposiumet. Jeg fik straks lyst til at lave det til en meget finere 'mousse' og hev stavblenderen frem *wroom wroom*.

Jeg ristede rugbrødet og smurte det blendede fiskepålæg på.

Og så fik den lige lidt kapers og peberrod. Nøj, det var lækkert. Måske ikke verdens smukkest pålæg, men det opvejer smagen så rigeligt på.

Jeg nyder min hus- og kattepasser-tjans i fulde drag. Der er godt nok ikke kræfter til at lave varm mad, så den står på rugbrød og nemme ting. Her til aften har jeg fået ristet brød med Kirks hvidløgsflødeost og røget laks. Og nu: sofa, tæppe og varm the.

tirsdag den 24. august 2010

Blogtræf på Himmelbjerget...

Så, nu sidder jeg i en lun stillekupe på vej til Sjælland og den ventende Søsterboble. Regnen pisker mod ruderne og landskabet forsvinder hastigt afsted derude. Det var ellers lige før jeg var nødt til at aflyse. Jeg har ikke været så slemt plaget af fibromyalgien længe, som jeg er i disse dage. ALT gør ondt. Det at vaske hår, pakke kuffert og smøre madpakke var næsten uoverskuelige projekter. Men jeg har fundet ud af at jeg har godt af at komme ud og opleve noget. Og det gjorde jeg i søndags.

Himmelbjerget var målet for et blogtræf arrangeret af Vita og Anne. Selv om vejrudsigten ikke så for lovende ud, stod den på picnic og hygge på 'bjerget'. Og den ekstra bonus var: jeg skulle hverken ud og rode rundt i trafikken eller lave madpakke! Familien Gok gokkelok hentede, bragte og fodrede mig med skønneste wraps. Super koncept! Jeg blev bare bedt om at medbringe 'lidt sødt'.

Det blev til lidt kanelsmåkager (mildere end Bastogne og potentiel cheecekagebundskandidater), grønne stenfri druer og en økologisk melon.

Så kunne jeg også få indviet min fine skovturs-kasse fra Rice. Min intention om at bage en kage blev fuldstændig skudt i sænk af fibroen, så jeg greb en nem nødløsning.

Jeg kunne ikke engang piske en pulverdej sammen, så det blev en færdigblandet 'chokoladekage' fra Maizena der røg i vognen.

De her mini marshmallows bruger jeg mest til varm kakao, men de passede helt fint ind her. Halvdelen af dejen blev fordelt i 7 forme, fik lidt marshmallows på og blev dækkede med resten af dejen.
De blev faktisk ret gode. Lette, luftige og med en ret god, ikke for sød chokoladesmag. Erna Marie var i hvert fald begejstret.

Hun er altså bare sådan en sød bette pige. Nem og sjov. Jeg ved at mit ry som børne-, hunde-, jule- og ostehader har trange kår i disse tider. Men jeg er altså stadig ikke glad for hunde og skimmeloste! Der blev grinet, spist og hygget i det forbavsende gode vejr. Det er altid sjovt at møde nogle nye bloggere IRL og snakken gik lystigt på kryds og tværs. Sidst på eftermiddagen dryssede folk hvert til sit igen og vi blev enige om at gentage succesen igen til næste år.

Vita og jeg gik et smut op til tårnet. Vinden var ganske frisk, men jeg ville gerne lige ha' udsigten med hjem på nethinden.

Det er utroligt så meget mine mentale batterier blev ladet op af at gå de 100 m derop. Sikke en udsigt.

Jeg vil ikke sige at jeg savner at bo på Silkeborgkanten, men det var nu ganske rart at være tilbage for en stund.

Og så var der brombær. Jeg har et lidt mærkeligt forhold til vilde brombær. De er smukke og velsmagende, men gør mig også lidt sørgmodig. Min fars kiste var nemlig pyntet med vilde brombærranker, som jeg stirrede på under hele begravelsen. Disse var dog uden for min rækkevidde, så jeg måtte nøjes med at zoome godt ind og kigge længselsfuldt efter dem.
Og dog, for Vita sprang over hegnet og plukkede en lille håndfuld af de eftertragtede bær til mig. Åh, så glad jeg blev. Og så gik det hjemad. Jeg var dog så træt i bilen at jeg næsten ikke kunne følge med i samtalen. Gik også fuldstændig omkuld på sofaen og kom ikke videre den dag.

Jeg tog afsted i regntøj, med paraply og gummistøvler. Men vejret tog sig sammen og hældte solskin ned over os. Naturligvis resulterede det i et fikst 'krabbe-look' i dagene der fulgte. Tsk, tsk - skal lære at ha' solcreme i tasken.

Nu er jeg snart fremme på min destination og skal springe (well, humpe) i favnen på min ventende søster. Vi skal ud og købe en nakkefilet, som skal marineres i den BBQ-sauce jeg har med hjemmefra. For i morgen skal vi nemlig lave pulled pork i Søsterboblen. Oh yes, på grill og alt muligt. Det skal nok blive godt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...