Viser opslag med etiketten Sukkerfri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sukkerfri. Vis alle opslag

lørdag den 9. maj 2020

Rabarberkage med kokos...

Åh, hvor har jeg glædet mig til rabarber-sæsonen - og blev vildt glad, da jeg fik bragt et bundt, her den anden dag. Så var det store spørgsmål bare: kage eller crumble? Løsningen faldt jeg over i en af de mange madgrupper, jeg er med i på Facebook, hvor der pludselig dukkede den labreste svampede kage, med rabarber og kokos op. Opskriften stammer her fra Meyers - og her får du min version, som er uden raffineret sukker:

Det er en virkelig dejlig kage. Syrlige rabarber og sød kokos - det spiller bare. Vi har lige fået et stykke, mens den var lun - serveret a'la mode (med is).

Jeg havde heldigvis alle ingredienserne i hus, så den var lige til at gå til. Men for at tage hensyn til min kæreste, som ikke tåler sukker alt for godt, erstattede jeg rørsukkeret med Sukrin Gold. Det giver en lidt mere 'karamellet' smag. Brug bare det sukker, du føler for.

Jeg måtte dog i fryseren efter en rulle biodynamiske SMØR (har købt 5 ruller her og gemt på frost, til bla julesmåkagerne) og skar et stykke af på øjemål.

Woop woop, jeg ramte sørme nøjagtigt på grammet. Det er simpelthen den vildeste følelse, at ramme præcist i første hug. Min kæreste meddeler, at jeg råbte højt og triumferende. Ja ja, små glæder....

Og så til selve opskriften. Til ca 6 pers - springform 24 cm. 

300 g rabarber (renset vægt)
150 g blødt SMØR
225 g + 2 spsk Sukrin Gold (eller rørsukker)
½ tsk vaniljepulver (eller kornene fra ½ vaniljestang)
2 mellemstore æg
75 g kokosmel
110 g hvedemel
¾ tsk bagepulver
2 spsk mælk (ikke med på billedet)

Skær rabarberne i små stykker og vend dem med 2 spsk Sukrin Gold. Lad dem trække ca 15 min. Rør SMØR og Sukrin Gold cremet og tilsæt vanilje. Rør æggene i, et af gangen. Rør kokosmelet i. Sigt mel og bagepulver sammen - og vend det i dejen, sammen med mælken. Dræn væden fra rabarberne og vend dem i dejen. Spænd bagepapir fast i bunden på springformen, klip kanterne til og smør formen på indersiden. Fordel dejlen i formen og bag kagen ved 175°C (varmluft) i ca 45-50 minutter. Test med et træspyd, som skal komme rent op, om kagen er færdig. Lad den køle lidt i formen, inden ringen tages af. Ved servering, glides den over på et fad, ved hjælp af bagepapiret.

Den lune, nybagte, gyldne kage.

Jeg valgte at pudre toppen let med SukrinMelis. 

Og så var det bare med at få taget hul på kagen - og kalde til eftermiddagskaffe på altanen.

Dog ikke før, det lige har lagt en kugle økologisk vaniljeis på toppen. Kagen kan også serveres med flødeskum, cremefraiche eller skyr, rørt med lidt sødt og vanilje.

Eftermiddagskaffe på altanen i solskin - det fejlede ikke en pind. Min eneste anke var, at der næsten var for lyst til at fotografere. Kaffen var en iskaffe, af den koldbryggede slags (60 g malede kaffebønner til 1L kildevand. Træk 12-24 timer på køl og filtreres), sødet med en smule Sukrin Gold og tilsat en god slat Græsmælk. 

Iske ville grumme gerne slikke de sidste rester is i sig - men fik et bestemt NEJ. Han er en lille opportunistisk skiderrikkelse...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Cirkus Corona fortsætter ufortrødent forestillingen. Mange kan heldigvis begynde at glæde sig, til at komme retur til job, skole og til samfundet i det hele taget. Det ser lidt anderledes ud for mig og resten af højrisikogruppen. 

Vi skal nemlig stadig passe meget på - og ikke udsætte os for unødig fare. Men nu er der da endelig lukket op for hjemmehjælpen igen, så nu kan jeg begynde at være hjemme hos mig selv igen. Det bliver naturligvis rart at komme hjem til alt mit nips, min egen seng og eget køkken - men det bliver altså også noget ensomt. For jeg skal fortsat praktisere en vis social distance. Jeg kan tillade mig at se et par enkelte veninder, udendørs, enten hos dem eller hos mig - men hverken min lejlighed og altan, tillader afstand nok. 

Så fra søndag d. 17/5, går kæresten og jeg tilbage til vores gamle skema, som overholder betingelserne dikteret af reglerne om gensidig forsørgelsespligt - som er 'man ikke må være mere sammen, end man ikke er sammen'. Det skulle egentlig ha' været fra nu på søndag, men der er et par mærkedage i den kommende uge (bla min fødselsdag d. 13) som vi lige skal ha' fejret først.

Jeg er på ingen måde tryg ved at handle alene. For jeg kan ikke kan gå ret langt eller bære ret meget, så jeg skal ha' el-scooteren med - og bede andre om hjælp, til at nå tingene på hylderne og nede i køledisken. Det er angstprovokerende at skulle bede fremmede om hjælp, som så skal alt for tæt på. Så enten skal jeg ha' de udvalgte varer bragt, eller ha' nogen jeg kender til at handle for mig. Det syntes jeg er vildt træls. Så jeg har valgt en helt anden løsning, og droppet at handle ind helt - og i stedet kastet mig ud i at bestille den her måltidskasse (til 4 dage), med levering hver mandag. Og så må jeg få det bedste ud af det der kommer - og selv hitte på og lave mine egne retter, når jeg er sammen med min kæreste. Det er vist den bedste plan, lige nu. Og den første kasses menu, ser meget lovende ud:

Screenshot fra menuen hos Den Grønne Asparges
Og nu vil jeg trykke på 'udgiv indlæg' - gå ud og lave aftensmad til kæresten og jeg. Menuen lyder på svinekoteletter a'la wienerschnitzel, med hele udtrækket.  

God dag, til dig der kom her forbi... 

søndag den 4. maj 2014

Sunde lakridsvafler med hvid chokolade...

Uha, mit vaffeljern når knapt at køle af før det igen skal i aktion. Det er blevet til en jævn strøm af sundwiches  - og både en sund solbærvaffel og en laber chokoladevaffel. Og i går kom turen til så til det næste projekt: vafler med lakrids.

Oh la la....der er masser af velsmag fra 2 slags lakrids, hvid chokolade og frysetørrede hindbær. Og så kan den spises med rigtig god samvittighed. Ud over chokoladen indeholder den nemlig hverken fedt, hvedemel eller sukker.

Opskriften er baseret på det 'hvide sundwichbrød' fra Klidfaster.dk - dog uden salt. Til 2 vafler: butter beans fra dåse (75 g), 1 æg (57 g), ½ dl vand, kokosfibermel (10 g), loppefrøskaller aka HUSK (2 g) og 1 tsk bagepulver.

Bønner og vand blendes *wroom wroom* til en homogen masse. Ægget blendes med i et par sekunder til sidst. Kokosfibermel, loppefrøskaller og bagepulver piskes i. Og så til smagsgiverne. Først det fine lakridspulver fra Johan Bülow.

Jeg tilsatte 2 spsk af det + 2 spsk Suvida 'flormelis' og piskede det sammen.

Og så var der lakridsdej til 2 vafler.

Vaflerne blev bagt i ca 8 minutter, og derefter trimmet med en saks. De bliver ikke sprøde - men kan efterfølgende ristes på brødristeren.

Så bliver de mørkere og knaser i kanterne. 

Egentligt ville jeg ha' serveret en kugle vaniljeis og et dryp salt lakridssirup til - men var løbet tør for is (Skandale, ikke?). Det blev derfor til lidt smeltet hvid chokolade, frysetørrede hindbær og et drys af Bülows granulerede rålakridspulver. Ønsker man at holde dem helt sukkerfri kan de toppes med f.eks skyr rørt med Suvida og vaniljepulver i stedet for chokolade.

Chokoladen blev smeltet i mikrobølgeovnen og sprøjtet på.

Og så var den lige til at sætte tænderne i.

Uhm, det pureste guf!

I går lavede jeg også en sund(ere) pariserbøf. Den kan du se lige her. Dagens projekt er en bøfsandwich med SOVS og 3 slags løg - og der bliver det ikke sparet på noget som helts. Well, lige bortset fra mel - for den er naturligvis med sundwichbolle. 

God søndag til alle der kommer her forbi...


torsdag den 24. april 2014

Chokoladevafler med 3 slags chokolade...

Oh la la...her kommer en rigtig fiberrig frækkert. En laber blød vaffel - forklædt som fuldfed chokoladekage. Ja ja, jeg ved godt at titlen på indlægget er teknisk lyv - for selve vaflen er lavet med kakao. Men jeg håber på tilgivelse, for der er trods alt 3 slags chokolade på toppen.

Se lige godt på det her billede - du savler nu, ikke? Det var Anne (som er et geni!) der fik mig i køkkenet. Vi skrev sammen på Facebook hvor jeg luftede min kagetrang - og min frustration over at jeg ikke kunne bage, da jeg kun havde et eneste æg i huset. Geniet foreslog straks at jeg skulle bage en kagevaffel. Så det gjorde jeg da...

Endnu engang greb jeg ud efter min grundopskrift på sundwich - og undlod salt. Til gengæld blev der så tilføjet god kakao og et naturligt sødestof.

75 g butter beans
½ dl vand
1 æg
10 g kakao
5 g Sukrin+
10 g kokosfibermel
2 g loppefrøskaller (HUSK)

Blend bønner og vand *wroom wroom* til en homogen masse og tilsæt ægget. Blend 5 sekunder. Pisk resten af ingredienserne i. Lad dejen trække 5-10 minutter. Varm vaffeljernet op og sprøjt det med fedtspray - og bag dejen til 2 vafler. Luk ikke jernet op de første 5 minutter.


Køl de færdige vafler ned og trim dem evt i kanterne med en saks. Til dem der tæller kcal, kan jeg fortælle at der er ca 120 kcal pr vaffel (afhængig af æggets størrelse).


Og så til chokoladen: mælk, mørk og hvid. Brug det du har lyst til. Jeg hakkede lidt af den lyse og den hvide - og smeltede det i mikroovnen. Den mørke blev blot hakket.


Jeg lagde vaflerne på et stykke bagepapir inden pyntningen. Jeg klippede 2 små engangs-sprøjteposer til så jeg kun havde spidserne. Først fik vaflerne et skud lys chokolade.


Efter et skud af den hvide, blev de drysset med lidt af den mørke hakkede. Og så var der sørme kage. Aj, men forestil dig lige den med en kugle is på toppen......


Åh, ja - det var lige det der skulle til. Og før jeg havde fået set mig om, var de begge forsvundet. 

Uha, og nu kører min kagehjerne på højtryk. Jeg skal da lave gulerodskage, krydderkage, citronkage og måske endda en slags lagkagebunde. Og hvad med en ice cream sandwich? Jow jow, jeg tror på projektet.

Gør du?





lørdag den 19. april 2014

Sunde solbærvafler med skyr og frugt...

Sund dessert? Hvorfor så overhovedet spise det? Well, hvis man gerne vil tabe sig - og samtidig spise noget sødt, skal man altså være lidt kreativ. Her får du en opskrift på nogle kække, fiberrige vafler som kan tilfredsstille den søde tand og samtidig stabilisere blodsukkeret:

En smuk lilla sag toppet med vaniljeskyr og frisk frugt. 

Opskriften er baseret på det 'hvide sundwichbrød' fra Klidfaster.dk - dog uden salt. Til 2 vafler: butter beans fra dåse (75 g), 1 æg (50 g), ½ dl vand, kokosfibermel (10 g), loppefrøskaller (2 g), 1 tsk bagepulver

Smagsgiverne var pulver af frysetørret solbær (købt hos GRØD i Torvehallerne), Suvida (kan erstattes af Sukrin og lignende sødestoffer) og økologisk citronskal.

3 tsk frysetørret solbær, 3 tsk Suvida og skallen af ½ citron.

Bønner, vand, citron, solbær og sødestof blendes *wroom wroom* til en homogen masse. Ægget blendes med i et par sekunder til sidst.

Kokosfibermel, loppefrøskaller og bagepulver piskes i. Dejen trækker ca 10 minutter og bages til 2 vafler. 

Jeg bruger et jern til belgiske vafler som får et skud med en bagespray først. Det er nemmest at fordele dejen i jernet hvis den på forhånd er delt i 2 portioner.

De bagte vafler afkøles og trimmes i kanten. Og så skal der laves noget til topping:

Jeg trængte til noget frugt og hev appelsin, pink grape og kiwifrugter frem.

Alt frugten fik skåret enderne af og derefter skrællen i baner på langs. Citrusfrugterne blev skåret ud i fileter og kiwierne i tynde både.

Jeg lavede også en creme af skyr rørt med lidt vaniljepulver fra Mill & Mortar + lidt Suvida. 

Den ene vaffel blev toppet med en god portion vaniljeskyr og frugt. Men der manglede et sidste touch...

Et drys frysetørret hindbær både pyntede og tilførte smag. Og så var der dessert med god samvittighed.

Er man ikke til bønner i sine vafler kan det frysetørrede frugtpulver også sagtens tilsættes til en helt alm vaffeldej.

Og så er det tilbage til påskeferien. Jeg nyder at slappe af et par dage. I dag skal jeg bare dvaske på sofaen og lave så lidt som muligt. Jeg skal nemlig samle kræfter til i morgen hvor Max og jeg skal mødes på Varna til påskefrokost.

God påske til dig der kommer her forbi

tirsdag den 14. januar 2014

Sukkerfri: Kage med havtorn og birkes...

Her får du en opskrift på en lidt anderledes kage. Den er uden sukker, med noget af melet erstattet af malede cashewnødder og med en lidt fræk smagsprofil. Og for sjov skyld og narrestreger er den parret med en fuldfed (men sukkerfri) flødeostecreme.

Nu er det sukkerfri ikke noget jeg gør så meget i - men jeg fik før jul en mail fra Mie som efter en graviditet havde fået konstateret sukkersyge og forskellige allergier. Nu skulle hun pludselig til at leve helt uden sukker og citrusfrugter - og det eneste hun kunne tænke på var citronkage med birkes, som havde været hendes yndlingskage i mange år. Så jeg gik i tænkeboks og skruede langsomt opskriften på denne kage sammen.

Jeg vidste at jeg gerne ville erstatte noget af melet - men var lidt i tvivl om hvad det skulle være med. Valget faldt på cashewnødder, for dem havde jeg en åben pose af fra julens salat. Mie ønskede sig jo en citron/birkeskage, hvilket er lidt svært når man ikke kan tåle citron. 

Løsningen var bogstavelig talt lige foran mig da jeg åbnede mit køkkenskab: havtorn-pulver fra Eskærhus. Det havde jeg haft med hjem fra Kulinarisk Sydfyn. Det er syrligt og kan med lidt god vilje bruge som erstatning for både appelsin og citron.

Der findes efterhånden mange spændende alternativer til sukker. Til denne kage havde jeg valgt at bruge Sukrin Gold. Det er et naturligt udvundet sødestof fremstillet ved at gære druesukker til erythritol. Der er så tilsat lidt stevia og malt for farvens skyld. Sukrin Gold indeholder kun 15 kcal pr. 100 gram. Jeg brugte noget mindre end anbefalingerne, da jeg var bange for at kagen ville blive for sød - og det viste sig at være en god idé.

Bortset fra Sukrin Gold var resten økologiske sager. Melet blev af ølandshvede for jeg havde glemt at det sidste alm hvedemel blev brugt i julen. Brug det mel du har lyst til. 

1 kage - 10 ingredienser. Dejmængden passer til en 20 cm springform.

125 g græsk yoghurt
100 g Sukrin Gold (eller 130 g rørsukker)
3 æg
125 g mel
½ tsk fint salt
2 tsk bagepulver
100 g cashewnødder (eller mandler)
125 ml rapsolie
2 spsk havtorn-pulver (eller revet skal af 1½ citron)
2 spsk blå birkes

Varm ovnen op på 180°C. Yoghurten piskes let sammen med Sukrin og æg. Melet sigtes med salt og bagepulver - og cashewnødderne blendes til fint mel og vendes i. Den tørre blanding røres i den våde. Rør til sidst olie, havtorn-pulver og birkes i.

Dejen kommes i en smurt/sprøjtet springform og bages i 30-35 minutter.

Den færdige kage skal køle af i formen. Og så er den klar til at servere - f.eks med en glasur lavet af sukkerfri flormelis og lidt havtorn-pulver. Håber den falder i din smag Mie ☺

Da min kages ikke skulle spise af en diabetiker (som også skal undgå for meget fedt), men derimod af en flok kagegale veninder - så skulle der godt med snask på.

Da kagen nu var sukkerfri syntes jeg dog det var lidt dumt at komme sukker i toppingen - så den blev lavet med Suvida Flordrys, som også er et sødestof lavet af erythritol og stevia. Igen måtte jeg gå forgæves efter økologik flødeost - og kræfterne var ikke til at lave hjemmelavet mascarpone. Pyt, jeg købte bare en bøtte af hver og fløjtede imens.

Flødeostecreme:

150 g mascarpone
200 g flødeost
50 g Suvida Flordrys (eller 85 g flormelis)

De 3 ting røres sammen til en blød creme. 

Da jeg skulle ha' min kage med i byen og først pynte den der, kom jeg cremen i en sprøjtepose med tyl (men uden hul!). Den kom i en lille køletaske sammen med en pose frysetørret havtorn, købt hos Grød i Torvehallerne - men det kan også købes her.

Selv om kagen var bagt dagen før var den svampet og lækker - men med en del lufthuller. Formen skulle vist lige ha' været banket mod bordet et par gange inden bagningen. Det blev sprøjtet lidt creme imellem de 2 bunde og resten blev smurt/sprøjtet udenpå. 

Lidt af den frysetørrede havtorn blev gnedet igennem en fintmasket si hen over kagen - og til sidst blev der drysset med lidt hele stykker. Og så var der kage....

Den var slet ikke spor tosset. Ikke alt for sød og uden den der bismag som kunstige sødemidler kan give'. Den var en smule kompakt - men det kan man gøre noget ved ved at udskifte ølandshveden med alm hvedemel + piske æggehviderne og vende i til sidst. Den smagte ikke helt som den originale citron/birkeskage - men den fine syrlige smag af havtorn var bestemt ikke en ringe erstatning for citronen.

Jeg har allerede en anden kage i støbeskeen til Mie, men den må få vente til sidst på måneden. Der er nemlig en masse spændende ting der står foran i køen.

Som sagt er jeg behjælpelig med at konvertere opskrifter og skræddersy dem så det passer til det du kan tåle. Send mig en mails på klidmoster@gmail.com - så ser jeg hvad jeg kan gøre....





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...