Det er rørende billigt. Så billigt at man næsten bliver mistroisk. Her i Århus er den slags priser som regel et rigtig dårligt tegn. Men på India Town bliver alt tvivl gjort til skamme!
Første gang jeg spiste der var sammen med min søster. Jeg spurgte pænt om jeg måtte tage billeder, men fik blankt nej. Denne gang stod den dog på fuld civil ulydighed - for jeg undlod at spørge. Så dermed kunne jeg få nogle billeder til denne anmeldelse af stedet, dog knipset hastigt med min mobiltelefon. Flere billeder kan ses her.
Og endnu mere af det store udbud. Der var langt over 16 varme varianter. Rejer, kylling, oksekød og lam - i forskellige saucer og med forskellig garniture. Og masser af spændende tilbud til vegetarer.
Der er også en kæmpe salatbuffet - men alskens spændende frisk grønt, kølende raita og andet indisk tilbehør.
Som det kan ses havde jeg fået fat i lidt af det hele: papadum, pakora (sprød grøntsagsfrit), daal, butter chicken, chicken tikka masala, lamb curry, lamb spinach, beef corma, kartofler i karry, forskellige vegetarretter og raita.
Jeg har en streng "Fyld kun 1 tallerken" regel når det gælder buffet. Så sikrer jeg mig i mod ikke at blive forspist eller stresset over at der skal smages. I onsdags blæste jeg højt og flot på den regel....
For jeg skulle altså ha' lidt mere af favorittene. Lam i spinat var simpelthen noget af det mest fantastiske. Men jeg var fuldstændig vild med det hele. Og læser du fast med her, ved du hvor højt mit hjerte banker for det indiske køkken - så jeg var i den 7. himmel......mindst.
Jeg er SÅ imponeret over den buffet. Hver ret har sin charme, styrke og særpræg - og det er smagt knivskarpt til. Nuancerne i de forskellige saucer henrykkede og gav bare lyst til mere....og mere. Flere gange tilkendegav jeg min begejstring - og Karen Helen delte den uforbeholdent. Det var simpelthen bare så gennemført godt.
Det eneste jeg har at sige som ikke er i rosende vendinger er stedets servering af vand. Man kan ikke få en kande på bordet. Man får et lillebitte glas - og skal så vinke en tjener hen for at få det fyldt op hele tiden. Så kommer der en rendende med en kande - men man skal lige fange tjeneren på det rette tidspunkt, eller får man ingen vand. Det er dumt. Lad dog kanden stå!
Lå der en India Town i Århus var jeg nok forbi mindst en gang om ugen. Det er lige sådan en restaurant byen mangler. Så er du i hovedstadsområdet er det bestemt værd at høre til Herlev og smage en lille (well, kæmpe) bid af Indien...