Viser opslag med etiketten Klidmosters Kogebog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klidmosters Kogebog. Vis alle opslag

fredag den 3. oktober 2025

En kogebogsforside bliver til - måltidssalat med varmrøget laks...

Reklame for kogebogen Stor smag - lille appetit af undertegnede og Annes Køkken, som udkommer fra Dreamlitt d. 25/10-25.

Ta-dah - sådan kommer den til at ud. Bag bogen ligger et helt års arbejde, med at udvikle og udvælge opskrifter, lave udregninger og tage billeder. Det har været en KÆMPE læringsproces og en samarbejdsøvelse, noget ud over det sædvanelige. Og nu bogen endelig på vej.

Anne har måttet slå den store tålmodighed til, i forbindelse med dette samarbejde. Og jeg er heldig med, at vi er gode veninder i forvejen, ellers havde jeg nok drevet hende (endnu mere) til vanvid. Jeg er notorisk dårlig til at samarbejde - og give plads til andres input/ideer. Det har jeg selvindsigt nok til, at indrømme blankt. Og Anne har jo ikke kun skulle wrangle mig, men også de alter ego's jeg har: Pynte-Sisse, Akkuratessa, OCD-Maren og Kritiske Karen. Et persongalleri med en del kaos, hyperfokus, perfektionisme, gak og løjer. Hun fortjener ærlig talt en medalje!

Og så til motivet på forsiden. Det er en måltidssalat med varmrøget laks. Den var oprindeligt ikke tiltænkt forsiden, men til at indgå bogens afsnit med frokostretter. I den første version, så den således ud:

En salat designet til 1 stor portion - eller 2 mindre. Der indgår hele 4 proteinkilder i salaten: kidneybønner, edamamebønner, hytteost og varmrøget laks. 

Vi har fået lov til at dele opskriften allerede nu. Forlaget har lavet en lille video, hvor vi laver den - men den er desværre for stor til det her format (men den kan ses lige her), så det bliver i stedet til et par billeder, fra behind the scenes, af tilblivelsen:


100 g broccoli eller bimi
60 g kidneybønner
2 tsk olivenolie
2 spsk citronsaft
2 tsk fuldkornssennep
Salt
Friskkværnet sort peber 
60 g edamamebønner
75 g agurk 
5 cherrytomater
100 g varmrøget laks
75 g hytteost
Friskklippet karse

Del broccolien i små buketter, og kog dem ca. 3 minutter i letsaltet
vand. Køl dem af i koldt vand, og sæt dem til afdrypning. Hæld
lagen fra bønnerne, skyl dem, og lad dem afdryppe i en sigte. Vej
de 60 g af, og kom dem i en lille skål. Tilsæt olie, citronsaft, sen-
nep, salt og peber. Vend godt rundt, og lad bønnerne marinere i
10 minutter. Tø i mellemtiden edamamebønnerne op i lidt koldt
vand, og lad dem dryppe af. Snit agurken i fine tern, og halver
cherrytomaterne.

Fordel de afdryppede broccolibuketter på en tallerken. Spred edama-
me bønner, agurk og tomat ud over. Del den varmrøgede laks i store
flager med en gaffel, og fordel den ovenpå. Fordel derefter de mari-
nerede kidneybønner ud over. Læg hytteosten på med en ske i små
bunker, og drys til sidst med karsen

Måltidssalaten indeholder ca 622 kcal og 57 g protein. Deles den op i 2 portioner, giver det ca 311 kcal og ca 28 g protein pr portion.

Og ja, kogebogens billeder er taget med vores mobiltelefoner - med en app der kan skyde i RAW-format. 

Salaten der laves i videoen, blev denne - som er den, der kommer i bogen, men ikke på forsiden.

Version 1 og 2, indsat på forsiden. Og der var desværre ingen af dem, som jeg brød mig om. Min fjerne fortid som grafiker, kom lige retur med konstruktiv visuel kritik. Version 1 fyldte ikke tallerkenen rigtigt ud og version 2 væltede pga ujævnt fordelt hytteost. Men det var ok. Jeg havde lært noget, af at lave dem begge. 

Og når nu jeg vidste, at det var den salat der skulle på forsiden - satte jeg mig for at lave den igen, denne gang med det formål. Og det er jeg SÅ glad for, at jeg gjorde. For nu føles det helt rigtigt. Og så var der dejlig frokost, til 2 dage. Med laks. Uhm, lakselyde.

Og så lidt ekstra billeder.

Version 2 blev også brugt, til dette dejlige billede, tager på Annes fortrappe:

De skønne forklæder, har Anne syet til os. Vi har nemlig hver valgt en farve, til bogens layout - og den går naturligvis igen i forklæderne. Lys grøn til mig og lilla til Anne.

Da vi startede med at tage billeder til kogebogen, ville vi gerne ha' en masse forskellige ting på forsiden. Men eftersom det er en bog, henvendt til småtspisende, blev det for overvældende, med så meget mad. Igen var vi igennem en læringsproces der. 
Men du må godt se den første idé - som også giver et smugkig, på nogle af de lækre ting, der venter i kogebogens indre.

Kogebogen udkommer som sagt d. 25/10 - og kan købes i forsalg lige her: Stor smag - lille appetit.
  

mandag den 14. maj 2018

Gl. dags æblekage anno 2018...

Her får du endnu en kreation, som er vraget til min kommende kogebog. Den er røget i svinget, til fordel for en forrygende trifli, så det er helt ok. Jeg har denne gang tage en klassisk gammeldags æblekage, med grundelementerne: æbler, makroner (kommer ikke fra en hjem hvor der blev brugt rasp) og flødeskum - og givet den en overhaling a'la Klidmoster. Og ja, det involverer naturligvis tarteletter... 

Nymodens æblekage: marcipanforet, sukkerbagt tartelet med karamelliseret æblefyld, flødeskum og hakkede ristede mandler. Undskyld farmor....det var ikke planlagt...det skete bare...

Det hører med til historien, at jeg ser en temmelig dejlig mand, fra tid til anden. Vi spiser sammen og den der lægger hus til, står for hovedretten - og den der er gæst, medbringer så dessert. Fremragende aftale!

I starten havde jeg bare noget med, som jeg selv kunne lide - men spurgte på et tidspunkt hvad han kunne tænke sig at jeg medbragte. Det har udviklet sig til en slags benspænd, hvor han så smider navnet på en dessert eller råvare på bordet - og så laver jeg min udgave eller presser fortolkningen lidt.

Det er blevet til både en meget pimpet citronfromage med citrongelé, en alternativ grøddessert (som også kommer her, på et tidspunkt) og så nu 'æbler'. Forsøgte forgæves at mumle noget om sæson og foreslå rabarber, men han stod fast på æblerne. Godt så - jeg kastede mig ind i kampen og gik i tænkeboks.


Konceptet tog form og jeg fik handlet ind til et par eksperimenter. Droppede dog at købe økologiske æbler - for de var enten tyske eller østrigske. Efter min bedste overbevisning, kan man kun lave æblekage af danske æbler. Kald mig bare retro-romantisk der. 


Æblerne først:

Jeg forkastede den vaniljeprikkede æblegrød og sigtede efter en mere intens smag. Så det blev først til en rustik kompot, med basis i en karamel. Jeg hentede inspiration her hos Foodfanatic og hendes glaserede æbler.

5 mellemstore æbler (her Jumanji)
50 g ahornsirup
50 g SMØR
½ dl Calvados

Først laves karamellen. Lad SMØR, sirup og sprut simre sammen, ved middelvarme, under regelmæssig omrøring, til blandingen begynder at tykne.

Æblerne blev skåret i relativt små stykker og tilsat karamellen.

Jeg hældte 1 dl vand på - og lod æblerne simre ved svag varme længe, til vandet var fordampet og karamellen begyndte at bide i panden. Panden blev skruet helt ned og æblerne fik lov til at blive meget mørke, uden at branke.

Panden blev taget af varmen og jeg stak en stavblender i - og blendede *wroom wroom* ca halvdelen af de karamelliserede æbler. Den blende del, blev derefter rørt sammen med de hele æblestykker.

Den færdige æblekompot var intens karamelliseret og meget smagfuld.

Og så var det tarteletternes tur til at skulle i vælten.

Jeg har stor held med at transformere tarteletter til søde formål - ved at pensle dem med æggehvide, drysse dem med sukker og bage dem til en slags 'fransk vaffel' (se mere lige her). Her skulle jeg så fremtrylle noget der mindede om makroner - og så måtte der marcipan til. Men jeg var usikker på hvordan marcipanen skulle inkorporeres, så der måtte testes et par forskellige løsninger.

De 3 forskellige muligheder. 1: foret med marcipan (rullet tyndt mellem 2 stykker plastik og udstukket først) og kun glaseret på kanten. 2: glaseret overalt, med mazarinmasse (opskrift her) i bunden. 3: smurt ind i mazarinmasse (tåbelig idé!).  

Efter ca 8 minutter ved 180°C var der 2 brugbare løsninger tilbage. Men jeg fortærede kanterne af nr 3 til en kop te, senere på dagen.

Der skulle lidt knas på toppen - i form at glaserede mandler med rosmarin. Jeg har før lavet disse glaserede valnødder, så den formel kastede jeg mig ud i igen. Nu tænker du måske "rosmarin i en æblekage, damen er jo gal" - men jeg forsikrer dig om at æbler og rosmarin er de bedste venner.....også i det søde køkken. Som med så meget andet, handler det om dosering. Var jeg løbet med en lysere æblekompot, havde jeg kogt lidt rosmarin med der. Men nu havde jeg valgt lidt sprødt på toppen i stedet - så det blev disse fantastiske ristede mandler med rosmarin og havsalt fra Mill & Mortar. 

Men ak, jeg kogte ikke blandingen længe nok, så det blev en fedtet omgang - med pyt, jeg brugte den her fejltagelse til et andet formål (ja ja, jeg åd den bare). I stedet for at kaste mig ud i en ny omgang, valgte jeg blot at hakke lidt mandler og drysse med.

Det hele blev pakket ned og fragtet med i byen. Efter en dejlig afslappet middag, bestående af kold lammekølle, div salater, tzatziki og fladbrød - smækkede jeg 2 af de små æblekager sammen, som vi testsmagte sammen med et godt glas portvin. Der var ingen tvivl: det var den marcipanforede tartelet som vandt.  

Den blev først fyldt med den intense kompot.

Inden den blev sprøjtet op med flødeskum og drysset med mandler. Og så var der sgu æblekage - som du med garanti aldrig har fået det før!  

Konceptet holder vand. Men æblekompotten kan sagtens være mere syrlige og knap så kompakt i teksturen. Jeg skal helt klart prøve en udgave med vaniljebagte æbler, når de igen er i sæson.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nøj, hvor er jeg blevet fejret med manér. Det var ingen sag at fylde 45 år. Er fyldt op til bristepunktet af gode oplevelser, dejlig mad og samvær med de dejligste mennesker. Det her år er virkelig mit år. 

Der er dog lige et ekstra skud i fødselsdagsbøssen - for min dejlige Anne (hende med brillerne) og jeg skal fejre det i aften på Memphis Roadhouse. Glæder mig til at holde lidt fødselsdag 'hjemme' også. 

Og nu vil jeg ud i vejret og få lidt sol på de vinterblege kinder. God mandag til dig der kommer her forbi....


torsdag den 3. maj 2018

Black Magic Kiksekage...

Maj, den søde milde, er ankommet...endelig. Det fejrer jeg med en ny kage. Eller rettere et visuelt mash-up af to kager: den voldsomt populære Black Magic kage (svulstig chokoladekage, toppet med frugt og slik) og min egen bite size kiksekage. Det var meningen at kreationen skulle være med i min kommende kogebog, men jeg har ændret mening, så nu kommer den på her i stedet for.


*Haps haps* en nem, smuk og lækker lille mundfuld.

Idéen til de små kager, opstod en dag jeg ryddede op i en masse rester af forskelligt kagepynt. Det er utroligt hvad jeg har fået slæbt til huse af den slags. Det slog mig at man ville kunne lave en lille kiksekage med masser af sjov topping. Jeg har med vilje ikke lavet en Black Magic, da den er så voldsomt i vælten lige nu (men lur mig om jeg ikke falder til chokoladepatten og gør det alligevel). 

Jeg har bare brugt den oprindelige opskrift på de små kiksekager, med små saltkiks - men brugt en meget bedre chokolade: økologisk O'Payo fra Friis-Holm. Dyrt, men dårende dejligt - og bæredygtigt!

Til ca 20 små kiksekager:

150 g mørk chokolade
200 g kondenseret mælk (½ ds)
20 g SMØR
60 små saltkiks

Jeg repetere lige opbygningen af de små kiksekager - med genbrugsbilleder + tekst (kalder konceptet Stop Spild Af Tid).

Den kondenserede mælk kommes i en dyb tallerken, sammen med SMØR i tern og den hakkede chokolade. Blandingen zappes i mikroovnen i 30 sekunder, omrøres og zappes 10 sekunder igen. Derefter kan det nemt røres til en blank emulsion (blandingen kan også sagtens laves over vandbad eller direkte i en gryde). Jeg er bare doven og vælger den nemmeste løsning. 

De små kiksekager skal samles i mini-muffinforme. Det er nemmest at komme chokolademassen i en engangssprøjtepose uden tyl - og starte med at sprøjte lidt i bunde på hver form. Pres forsigtigt den første kiks ned i massen. Gentag. Pres forsigtigt så chokolademassen fordeler sig jævnt i formen. Kom den sidste kiks i og pres den på plads. Dæk med et sidste lag chokolademasse og brug bagsiden af en lun teske til at dække til med. De originale er toppet med små sprøde kugler af 'chokolade'. 


Men her skulle toppingen være næsten for meget at det gode. 

I Netto havde jeg fundet en pose med blandede sager. Det blev sorteret (OCD-Maren har jo brug for orden i tingene) og skåret i mindre stykker. Rosinerne, som der naturligvis var flest af, blev gemt til et andet formål - og jeg nøjedes med de 2 slags chokoladeovertrukne peanuts, pistacienødder og kokostern.

Jeg fandt også bittesmå flødekarameller, en bøtte med hvide chokoladedråber som var rystet med guldstøv, frysetørrede hindbær (som jeg brækkede i stykker med fingrene), de sprøde kugler fra de oprindelige kiksekager og lidt kulørt krymmel. Jeg vil ikke anbefale at bruge friske bær, som vil væske, men de frysertørrede, som så til gengæld vil trække en smule fugt. 

Det skal gå lidt tjept med at få toppingen på, da chokolademassen sætter sig, relativt hurtigt. 

Top de små kager med så meget gejl som de kan bære. Dæk til med film og lad de små kager stivne på køl i minimum 5 timer (og gerne natten over). Og så er de lige til at kaste sig over.....

Kiksekage a'la Kjelds Tivoli. 

Opbevar de små kager på køl, til de skal spises - og fjern papirsformen, inden servering.

Det er kraftig kost - som med fordel kan serveres i halve stykker. Der er både kulør, knas og velsmag. Og rart med lidt syre fra bærrene, som modspil til det søde og chokoladetunge. Så både skøn af skue - og pragtfuld at sluge. 

Skal du prøve?


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bloggen (og jeg) har fået nogle fine ord med på vejen i dag. Klidmoster.dk er nomineret til en 'Bedste madblog 2018' pris - som jeg nægter at deltage i, da det er det sædvanlige fis med et firma, som tror de kan lukrere på vores læserantal og engagement - og hvor det afgøres ved afstemning, hvem der er 'bedst' (læs: hvem der vil plage deres læsere mest om at stemme på dem). At jeg så blev kontaktet og tilbudt nominering, hvilket jeg ikke svarede på, for blot at blive indstillet og sat til afstemning, uden samtykke, taler vi ikke om. Den slags giver jeg ikke en pind for, da det er SÅ tydeligt at det er et ulækkert reklamestunt. Og 4000 kr til deling mellem de 'heldige' bloggere - som procentvis får den del af kagen, der svarer til stemmeprocenten. Nej, bare nej....

Men de fine ord sætter jeg stor pris på:

"Man er ikke i tvivl om at Malou der driver www.klidmoster.dk tager madlavning lidt mere seriøst end de fleste. Udover at hun er uddannet gastronom, lægger hun også både hjerte og sjæl i sin madlavning. Hvis man kigger bloggen igennem, ser man at hun både formår at lave opskrifter der er pirrende og nærmest provokerende i sin sammensætning (med stor succes endda), men også uden problemer nemt kan formidle de lækre, tungere og mere klassiske soul-food retter. Her finder du en perfekt blanding af alt hvad der er værd at spise, og måden hun har lavet opskrifterne gør, at selv vi herinde kan følge med. Helt klart et besøg værd!"

Jeg linker med vilje ikke til 'konkurrencen' da jeg ikke kunne drømme om at bede nogen stemme på mig. 

Men jeg er glad for at lige netop DU kigger forbi og læser det her lige nu. Håber du får en fremragende dag...

tirsdag den 3. oktober 2017

Lukket pga sygdom...

Kære læsere, følgere, fans, stalkere og andet godtfolk, der dropper her forbi. Jeg har en rigtig træls periode med meget ekstra sygdom og flere smerter som normalt. Derfor er der ikke kommet nyt i et stykke tid - og der går noget tid endnu før der kommer mere.

September smuldrede mellem fingrene på mig, mens først influenza, siden omgangssyge og så influenza igen (krydret med astmatisk bronkitis), rasede. Nu er der 'kun' en rest influenza, feber og lidt hoste tilbage - og den udmarvende følelse af træthed, alle døgnets vågne timer. 

Det meste af tiden bliver tilbragt i en feberkoger, på min trykaflastende madras, viklet ind i min kropspude. Jeg ser serier og døser. Putter med katte. Sover. Tungt og drømmeløst eller let og med en hæsblæsende billedstorm i hovedet.  


Katte - jeg kunne ikke leve uden!

Sygdommens rasen har knapt efterladt kræfter til at holde kontakten med de nære og kære. Og de sociale medier var pludselig hele 'tomme' for mig. Der gik 14 dage hvor jeg knapt tog et eneste billede eller lagde noget ud - eller reagerede på andres poster. Jeg har ikke magtet at række ud efter nogen. Jeg har misset fødselsdage, måttet aflyse oplevelser, aftaler og endda en koncert med Tori Amos. 

Det her liv er en meget stor udfordring. Min ambitioner og kræfter hænger på ingen måde sammen. Jeg kæmper virkelig med mine egne dæmoner lige nu. Stress er min værste fjende - og der skal ikke ret meget til før det påvirker mig voldsomt fysisk. Og det er trist at konstatere at jeg har været mere syg siden jeg skrev under på den her kontrakt.


Det er jo min største (og ellers helt opgivede drøm) der er klar til at gå i opfyldelse: min egen kogebog. DreamLitt har givet mig en fantastisk deal med verdens bedste deadline: som er ingen deadline. Jeg har fået de optimale rammer - og det er op til mig at bevæge mig i dem. Hvilket jeg tydeligvis skal ha' noget hjælp til - for det første jeg gjorde var at banke sidelæns ind i rammen og sætte både ego, helbred og fornuft over styr. 

I dag har jeg heldigvis fået en helt fantastisk snak med Signe (som skal være min redaktør). Det var godt at få sat ord på de tanker og følelser, der stresser og er 'farlige' for mig. For selv om jeg lige nu er så kreativ som en pose fugtigt vat, så skal det nok vende. Jeg er nødt til at tro på det. Min skabertang skal nok tage over, når helbredet makker ret igen. Ikke?

Jeg har besluttet mig for at være 'sygemeldt' til tidligst d. 1/11. Tid til ro og fordybelse. Tid til at blive frisk(ere). Tid til bare at glo ud i luften. 

Vi ses på den anden side...  


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...