Dejlige nudler og dårlige nerver...

I går skulle jeg ikke lave mad - blot smøre en leverpostejmad eller to til aften. Æh, jeg ved ikke helt hvad der skete - men mon ikke jeg bare slog autopiloten til da jeg kom ud i køkkenet? Det blev i hvert fald på ingen tid til denne smagfulde nudelret med smæk på smagen:

Sorte nudler lavet af bønner med røget kylling og reste-grønt i en hot peanutsauce.

Jeg kan huske at jeg åbnende køleskabet for at finde leverpostejen - og fik i stedet øje på den der slappe broccoli i grøntsagsskuffen. Det må ha' været det der var den udløsende faktor. Skuffen viste sig at gemme på flere rester, alle til overs fra min kylling i cola. I fryseren hentede jeg en pose røget kylling - fra hele røgede fugle, købt på dato for en slik, pillede og gemt i fryseren. Stop Spild Af Mad er blevet en hel sportsgren for mig.

Den trætte broccoli blev snittet fint - både stok og buketter. Guleroden blev skrællet og fik en tur med en julienne-skræller. De små forårsløg blev skyllet og snittet skråt. 2 fed hvidløg og et stort stykke ingefær blev revet fint. Kyllingen blev tøet op i mikroovnen.

Peanutsauce er ikke noget nyt her på bloggen. Lavede en her med kokos, men den her er med tamari (hvedefri soya). 4 spsk peanutbutter med chili (også en datovare), 3 spsk mørk tamari og 1 spsk Sriracha + lidt revet hvidløg og ingefær, blev rørt sammen med ca 4 spsk vand.

Det gav en mørk, salt og stærk sauce. Kyllingen blev trukket i strimler med fingrene. 

De sorte nudler på bønner blev sat over - de skulle koge ca 6 minutter og det var tid nok til at bikse resten sammen.

En pande blev varmet op og grøntsagerne fik et hurtigt skrald i olivenolie, sammen med hvidløg og ingefær. Kylling, peanutbuttersauce og ca ½ dl af vandet fra nudlerne kom ved - og det hele simrede i et par minutter. De kogte nudler blev vendt i og så kunne der anrettes.

Et drys saltede peanuts og lidt hakket koriander (Djævlens Røvskæg Sæbeurt) fuldendte billedet. Totalt i orden restemad. Men igen glemte jeg at de nudler mætter SÅ meget mere end almindelige nudler. Instant trommesyge!

-----------------------------------------------------------------------------------------------

Advarsel: det bliver ret personligt nu. Så klik hastigt videre hvis du ikke er til den slags.

I går var en temmelig speciel dag. Jeg blev sendt på en kæmpe følelsesmæssig rutschetur og måtte grave lidt dybt i mig selv. Ja, vi skulle længere ind i sindet. Og årsagen? Det var noget så simpelt som en ost!?!

Posten kom en denne hvide kasse. Jeg er med i en Secret Ingredient madbloggerstafet, arrangeret af Electrolux, hvor vi er 7 madbloggere der skal sende en ingrediens og en udfordring videre. Jeg har f.eks sendt en flaske med noget i til Lars fra Grydeskeen og vidste at min hemmelige ingrediens ville komme fra Nynne, som står bag Sweet Addiction. Det havde været spændende at vente på posten og se hvad det var der skulle leges med. Og i går blev spændingen så udløst...

Jeg åbnede spændt kassen, stirrede vandtro på indholdet - og brast i gråd. Det var sådan cirka den værste ting den overhovedet kunne ha' indeholdt. Det var nemlig hele 300 g Danablu - som er en dansk blåskimmelost. Opgaven gik i alt sin enkelthed ud på at lave en ret med vildt og bruge osten som 'det blå krydderi'.

Min første tanke var "No, hell no" og jeg tog straks fat i cellofanen og holdt den forhadte ost dinglende over skraldespanden. Blåskimmelost er simpelthen noget af det mest ækle jeg kan forestille mig. Og min hjerne skriger "det er jo MUG, ulækker klam MUUUUG". Død og ødelæggelse i osteform!

Jeg var helt vippet af pinden - og fik en fysisk reaktion på osten. Det var faktisk ret ubehageligt. Er nok nogenlunde det mindst kræsne menneske der findes - og der er kun 3 ting jeg ikke spiser: kammuslinger (allergisk), grøn peber (reflux) og blåskimmelost (herreklamt). ALT andet har jeg mod på i det mindste at smage, jeg lover dog ikke at jeg sluger det (DSHOIG).

Det er kun ca 3 år siden jeg lærte at spise ost - og befinder mig stadig bedst i 'børnebassinet' med de helt milde oste. Jeg tog dog lige et par svømmetag på lidt dybere vand i Italien i sidste måned - men med de mængder rødvin der røg ind der, var der ikke noget til at sige at modet var lidt større.

Og det er så her det bliver ret så personligt. For jeg er overbevist om at det kommer af en rigtig ubehagelig oplevelse i min barndom. Allerede der var jeg nemlig oste-angst. Før brunch hed brunch, men blot var en kedsommelig langtrukket morgenmad, led jeg weekend efter weekend siddende med næsen uhyggelig tæt på et skiftende fad af onde oste. Min mor og stedfar kunne ikke få dem saftige, gamle og mugne nok. Puha, de kravlede nærmest hen over bordet. Min stedfar og jeg kunne ikke sammen. På. Nogen. Måde. Han var sociopat og spillede med min mor og jeg som spillebrikker i et stadigt mere sygt spil. Han fandt stor morskab i at drille mig med min oste-angst - hvilket kun gjorde det værre. Og en søndag kammede det over. Han tyrede simpelthen et stort stykke roquefort lige i hovedet på mig. Smak!

Det ramte mig i tindingen hvorefter det faldt til jorden med et blødt bump. Han brød sammen i krampelatter mens jeg stortudende spurtede mod mit værelse. Jeg kan huske at jeg lå i min seng og græd mens der smuldrede ost ud af mit hår og ned på min pude. Det endte med at jeg kastede op af lugten. Det skulle man måske tro udløste lidt sympati hos min mor, men nej. Jeg blev sat til at vaske sengetøj og bedt om at holde op med at skabe mig. Good times!

Det er ikke første gang siden jeg bliver konfronteret med det. Da jeg stod i lære SKULLE jeg lave ostefade men blåskimmel når jeg var i 'det kolde'. Men efter en snak med min meget forstående læremester, fik jeg lov til at bruge latexhandsker når jeg skulle lave dem. Det var naturligvis genstand for lidt venskabeligt drilleri, men ikke mere end jeg kunne klare.

Men nej, blåskimmelost og mig er ikke et godt match. Og hvad gør man så når man får det leveret til døren? Well, enten dropper man ud af stafetten (Som om - sagde nogen konkurrencemenneske?) eller også arbejder man med at omprogrammere sin hjerne. For et er fortiden, noget andet er nutiden. 

Jeg er nu nået dertil at jeg accepterer udfordringens betingelser, udvikler opskrifterne - og tvinger en anden til at spise kreationerne. Slaget skal stå på tirsdag hvor Voksen-Tine kommer og vasker mine vinduer + agerer testspiser.

Så i går eftermiddag tog jeg en heldragt af ja-hat på (takket været support fra mine veninder og allerkæreste) - og kastede mig hårdt, helhjertet og håbefuld ind i kampen. Idet jeg aldrig har regnet blåskimmelost for egnet til menneskeføde, har jeg jo heller ikke gidet beskæftige mig med det - så jeg manglede viden. Der var derfor kun et at gøre: get my geek on! Hvad man ikke ved, det kan man lære. Heldigvis har jeg The Flavour Thesaurus‎ stående i min reol. En uvurderlig bog når man skal sammensætte smagsprofiler. Og sikke klog jeg blev!

Jeg har nu 2 salte (hovedret) og 2 søde (dessert) kreationer i ærmet med Danablu - og Tine får naturligvis resten af osten med hjem i bedste Stop Spild Af Mad stil. Om jeg selv skal smage på 'lækkerierne' står endnu hen i det uvisse. Om ikke andet håber jeg på nogle gode billeder. Det står trods alt køkkenudstyr for 10.000 kr på spil. 

Puha, det var en overvindelse at krænge sjælen ud på den måde - men også meget forløsende. It is what it is! 

Nåede du helt herned? TAK fordi du gider at læse med. Håber du får en god dag!   

Farvel til Tine Bryld...

I dag lader jeg ramsløgene hvile - opskrifterne må vente. Det bliver meget personligt her i dag og har du kun lyst til at læse om madrelaterede ting - så kom tilbage i morgen. I dag vil jeg sige farvel til en vigtig person i mit liv.

Jeg vågnede op for 1 time siden til nyheden om at Tine Bryld er død i nat. Det kom lidt bag på mig hvor kraftigt jeg reagerede på det og at jeg ligefrem begyndte at græde. Og dog - for i 1992 gav Tine Bryld mig 3 timer af sit liv - 3 timer som senere viste sig at være dem der reddede mit. Uden pis og patos - den samtale fik mig på benene igen efter nogle rigtig slemme år. Men det var samtidig den hårdeste telefonsamtale jeg har haft i mit liv.

I årene der er gået siden vores telefonsamtale har mine følelser svinget frem og tilbage. Jeg har skiftevis elsket og hadet Tine Bryld. Hun sagde nemlig nogle ting til mig som jeg dengang ikke kunne forholde mig til - og som hun derfor kom til at personificere. Det er først efter jeg begyndte at arbejde målrettet med fortiden, at det faldt på plads - og min følelser skiftede til taknemmelighed. Hun anklagede mig nemlig for at lyve dengang. Jeg græd og fortalte hende om mig og min mor - og nogle af de ting min mor havde sagt i effekt og som rungede som malmklokker i mit hoved. Tine Bryld sagde at sådan var der INGEN mor der ville tale til sit barn - og hun ville ikke tale med mig hvis jeg løj. Resten af samtalen var dog fuldstændig fantastisk og det endte med at jeg fik en kontakt til en psykolog til videre behandling.

I mange år løb det mig dog koldt ned at ryggen når nogen nævnte Tine Bryld. Jeg formede den mening at hun var farlig og løb med en halv vind. At det var uforsvarligt at rådgive folk over telefonen som man ikke kendte bedre. Men fakta var at jeg følte mig afvist. Der var nemlig gået en grusom sandhed op for mig: hvis ikke engang Tine Bryld troede på mig - så var der ingen der nogensinde ville. Heldigvis tog jeg fejl.

Det handlede jo i virkeligheden om forholdet mellem min mor og jeg. De ting min mor sagde til mig vil jeg ALDRIG glemme. Selv om de blev sagt i vrede og affekt ved jeg at hun mente dem. De var med i den store 'må bryde med fortiden for at komme videre' pulje - men de var ikke tungen på vægtskålen. Det er nu 3½ år siden jeg brød med min mor. Jeg havde frygtet at jeg af og til ville fortryde bare lidt og være i tvivl - men den frihed og ro det har givet er ubetalelig.

Jeg har tit tænkt på Tine Bryld og overvejet at sende hende et brev. En up-date på det hele. Men blokerede, for mon ikke hun fik tusindvis af den slags breve? Sidste år fik hun en hjerneblødning og det fik mig til helt at droppe planerne. Nu er det sidste chance, så her kommer de ord jeg gerne ville ha' skrevet:

Kære Tine Bryld

19 år er gået siden vores samtale på Tværs. Jeg har tit tænkt på dig - både godt og dårligt. Jeg blev forfærdelig ulykkelig da du anklagede mig for at lyve - noget der fik mig til at hade dig i en årrække. Det had smeltede dog væk jo mere indsigt jeg fik i mig selv og den menneskelige psyke. Du åbnede jo bare mine øjne for HVOR galt det stod til med min mor og jeg - noget jeg ikke var i stand til at forholde mig til i 1992 hvor jeg trods alt kun var 19 år og 'ubagt'.

Du gav mig en masse redskaber og håb for fremtiden. Det tog jeg til mig og opsøgte den hjælp der skulle til. Selv om mit liv langt fra er den dans på roser er det alligevel lykkedes mig at få det bedste ud af det. Jeg har valgt min mor fra - ikke for at hævne mig, men for at kunne tage ansvar for min del af det der skete og for at komme videre. Du fortalte mig dengang at man ikke skulle holde fast i mennesker der ikke var gode for en - hellere ikke familie. Det tog mig mange år at omsætte til noget brugbart - men det lykkedes til sidst.

Du berørte en masse menneskers liv og har hjulpet mange af Danmarks forpinte sjæle. Tak fordi du gjorde en forskel for mig - det vil jeg aldrig glemme!

Farvel og tak for alt.

Memory lane...

Så er fødselsdagen ovre for denne gang. Det kostede mig al min opsparede energi og jeg er nu klappet helt sammen. Det er utroligt så mange følelser der har været oppe og vende de sidste dage. Det koster mange kræfter at holde fast i øjeblikket og ikke lade fortidens spøgelser tage over. I biografen var det dog lige ved at gå galt for mig. 'Mammuth' slog en masse strenge an i mig og jeg blev meget påvirket af nogle af filmens dilemmaer. Det var bestemt ikke en feel-good film og måske ikke lige det rette valg på en i forvejen følelsesladet dag. Men jeg kan helt klart mærke at jeg er blevet bedre til at håndtere den slags følelser i det offentlige rum. Jeg fik bidt gråden i mig og var endda i stand til at få handlet ind til lidt lækker aftensmad. Jeg havde jo også lige en mand der skulle hygges lidt om. Så det tog jeg bussen hjem og gjorde.

De 10 år er bare fløjet afsted. Jeg kan da godt se at vi er yngre, håret er fyldigere og rynkerne færre. Men jeg ser stadig sådan på ham ☺

I går var jeg på noget af en tur ned af 'memory lane'. Der var en kasse oven på skabet som jeg endelig fik kigget lidt i. Jeg har ikke ret mange billeder fra min barndom. Men det her holder jeg fast i. Da var jeg bare en lille trold. Jeg brugte lidt tid på at rydde op i kassen og stillede den så op på skabet igen. Nu er minderne pakket væk for denne gang.

Hvis vejret på ens fødselsdag siger noget om hvordan man har opført sig i det sidste år - så har jeg både været god og slem. 50/50 faktisk. Max ville lige på altanen inden han bestemte sig for at cykle på arbejde. Den ene halvdel af himmelen var blå og med solskin, den anden halvdel faretruende overskyet. Hmm, sammensat personlighed? ☺