Viser opslag med etiketten Madbloggerudfordringen #2. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Madbloggerudfordringen #2. Vis alle opslag

onsdag den 19. februar 2014

Madbloggerudfordringen: Mangochutney-is...

Jeg har lige en lille ekstra frækkert i ærmet til Madbloggerudfordringen #2 - for jeg ville gå efter en hel 3-retters menu. Og det er jo allerede blevet til en lille suppe og Pulled Mango Chicken - men der mangler en dessert. Da de 3 ingredienser jeg havde valgt til udfordringen var kylling, mangochutney og kokosmælk, tvang det mig til at flexe den kreative muskel lidt ekstra. Men når man kan lave ahorn-is med bacon, så kan man også lave mangochutney-is med sprødt kyllingeskind. Ikke sandt? 

Indrømmet: det er en meget særpræget dessert. Men den var sjov at lave - og den blev sørme også spist. Kombinationen af det sprøde, salte kyllingeskind og den sur/søde is var faktisk ret..........interessant.

Jeg valgte at købe et glas chutney i stedet for at bruge den hjemmelavede. Jeg åbnede denne dåse kokosmælk, men endte med at komme den i saucen til den Pulled Mango Chicken.

I stedet fandt jeg denne brik frem fra gemmeren til isen.

Ak ja, Mida´s - så mødes vi igen! Jeg har guffet mig igennem utallige glas af den chutney i mine uge dage, men efter jeg begyndte at lave min egen var det slut. Jeg tog 200 g og blendede det *wroom wroom* til en glat puré.

På sædvanlig vis blev der tilsat kondenseret mælk. Selv om det nok er højst usandsynligt at nogen vil lave den her is, kommer der lige en opskrift alligevel.

200 g blendet mangochutney
180 g kondenseret mælk (½ ds)
2 dl kokosmælk
1 dl fløde

Alle ingredienserne piskes sammen, køles ned og køres på ismaskine - eller indfryser under omrøring hver halve time.

Konsistensen blev sej og laber. 

Og så til det frække. Jeg havde jo hele skindet fra kyllingen at gøre godt med (se lige her hvordan man tager skindet af en kylling). Det ville jeg stege sprødt og bruge som drys.

Skindet blev skåret ud i passende stykker og lagt på en bageplade på bagepapir. Et drys salt, endnu et stykke bagepapir og endnu en bageplade blev lagt over. Der kom en tung stegegryde på toppen og så blev hele konstellationen overført til en 175°C varm ovn og bagt i ca 20 minutter.

De små sprøde stykker fik lov til at køle af på fedtsugende papir.

Og så til anretningen. Jeg skar en 'chip' til af kyllingeskind til hver portion og hakkede noget af det andet fint. Ønskebenet blev fisket op af fondgryden, skrabet helt fri for kød og vasket. Og så var det tid til at indvie min nye is-ske fra H.W. Larsen. Endelig har jeg fået mig snøvlet sammen til at købe en rigtig god en.

Skålen havde også lige været en tur forbi fryseren. En stor kugle is med drysset med det frække drys og pyntet med en skive rød chili og et korianderblad. Den sprøde chip og ønskebenet blev sat på plads - og så var der dessert!

Max udtalte: "Ikke så hæslig som forventet". Det er nok ikke noget jeg laver igen, men det var en rigtig god udfordring. 

Hvad er den mærkeligste dessert du nogensinde har fået?


tirsdag den 18. februar 2014

Madbloggerudfordringen: Pulled Mango Chicken...

Så går det for alvor løs med Madbloggerudfordringen #2. Her er mit bidrag: Pulled Mango Chicken. Opskriften er en kobling af Crockpotpusherens Mango Chicken og min egen South Carolina Pulled Chicken - og de 3 ingredienser jeg valgte at bruge fra hendes opskrift var: kylling, mangochutney og kokosmælk.

Det blev et festfyrværkeri af en ret. Laber langtidstilberedt sur-sød kylling, toppet med en frisk mangosalsa. 

Jeg købte en stor 1600 g økologiske kylling til formålet.

Kyllingen fik fjernet skindet i et hele stykke - se her hvordan det gøres. Skindet blev gemt til et andet formål.

Den nøgne kylling skulle smøres grundigt ind i min hjemmelavede mangochutney. Jeg brugte 200 g af den.

Kyllingen blev masseret godt med den spicy chutney og fik lov til at trække i en times tid.

Og så var det tid til at komme den i min fugtmættede Römertopf - med brystet nedad. Der kom 1 ds flåede tomater i bunden. Hele herligheden blev sat i en kold ovn som blev stillet på 90°C.

4 timer senere hev jeg stegesoen ud igen og inspicerede indholdet. Den meget møre fugl blev fisket op - og resten af indholdet blev hældt i en gryde.

Tomat, mangochutney og nu også den liflige fond fra kyllingen. Der blev tilsat 2½ dl kokosmælk og det hele fik lov til at koge lidt ind. Og så stak jeg en stavblender i gryden *wroom wroom* og fik en homogen sauce ud af det.

Sur-sød, kraftig og afrundet af kokosmælken. Kan bruges som sauce med noget af kyllingekødet i som en gryderet - eller som suppe, tyndet med lidt hønsefond.

Alt kødet blev pillet af den møre fugl.

Halvdelen blev 'trukket' i stimler med fingrene.

Og vendt med en passende mængde at den liflige sauce.

Skroget blev kylet i en gryde, dækket med vand og kogt til en hurtig fond i bedste Stop Spild Af Mad stil.

Af lidt af saucen og en smule af fonden lavede jeg en lille suppe til forret. Den fik en lille smule mangosalsa på toppen. Og så til anretningen af hovedretten.

Jeg havde ikke på forhånd besluttet om den trukne kylling skulle serveres i hjertesalat eller rispapir. Men det endte med de sprøde salatblade.

Bladene blev skyllet, duppet tørre og fik et forsigtigt snit i ribben forneden så de kunne balancere.

Kyllingen blev fordelt på salatbladene. Der blev toppet mangosalsa ovenpå inden der blev drysset med lidt nigellafrø.

Cherrytomaterne pyntede og tjente et formål ved at holde lidt på salatbladene. Lidt ekstra sauce at dyppe i - og så var der mad. Uha, det var en lækker sommerlig ret på en grå vinterdag. Bestemt ikke noget dårlig hybrid.

Jeg er meget spændt på at se hvilken en af min opskrifter Crockpotpusheren udvælger - og hvilken en af sine egne hun vil kombinere den med. Det er virkelig en god udfordring at skulle gå på opdagelse os hinanden.

Men jeg har faktisk en sidste lille ting i ærmet til Madbloggerudfordringen. En sød-salt dessert - med de samme 3 ingredienser: kylling, mangochutney og kokosmælk. Ja, en dessert. Du må godt få et smugkig på den:

Indrømmet, det er en dessert der kræver en heldrag af ja-hat. Men sjov, det er den! Du får opskriften i det næste indlæg...




mandag den 17. februar 2014

Madbloggerudfordringen: Mangochutney...

Så er Madbloggerudfordringen i gang med sin 2. runde og jeg har valgt at være med igen. Denne gang er vi parret 2 og 2 - og udfordringen er at koble en af modpartens opskrifter med en af sine egne OG bruge mindst 3 ingredienser fra modpartens opskrift. Min partner in crime blev Crockpotpusheren - en blog med blot 21 opskrifter. Og som navnet antyder, er alle opskrifterne lavet i en crockpot. Nu laver jeg jo selv mange langtidstilberedte ting i min Römertopf, så det var på ingen måde ukendt territorium jeg bevægede mig ind på.

Den opskrift jeg valgte at lege med var denne Mango Chicken. I stedet for at købe et glas færdiglavet mangochutney lavede jeg min egen. Det blev til en kraftig sur-stærk sag med nigellafrø.

Jeg tog udgangs i min ferskenchutney og tilpassede den.

500 g mango
150 g løg
3 fed hvidløg
25 g ingefær
2 tsk olie
1½ dl æblecidereddike
1 dl alm eddike
1½ dl sukker
2 sorte kardemommekapsler
1 lille kanelstang
½ vaniljestang (marv + stang)
1 tsk nigellafrø

Alt blev snittet og hakket fint.

Løg, hvidløg, ingefær og chili blev sauteret i olie ude at tage farve.

Krydderierne, ½ dl sukker og æblecidereddiken kom ved. Gryden simrede under låg ved svag varme i ca 2 timer.

Den tomme vaniljestang, kanelstangen og kardemommekapslerne blev derefter fisket op. Der blev tilsat den sidste dl af sukkeret og den alm eddike. Blandingen fik nu lov til at koge ind ved mellemvarme under omrøring. Til sidst blev der smagt til men en smule salt.

Den tykke, klistrede og liflige chutney kom i et steriliseret glas (skoldet og skyllet i vodka) og gemt på køl. Du får lige et hurtigt sneakpeak af hvad det var den skulle bruge til:

Pulled Mango Chicken. En kombination af Crockpotpusherens Mango Chicken og min egen South Carolina Pulled Chicken. De 3 ingredienser jeg holdt fast i er kylling, mangochutney og kokosmælk. For sjov skyld og narrestreger lavede jeg 3 små retter som alle indeholdt netop de 3 ingredienser. En forret, en mellemret og en dessert. En dessert med mangochutney og kylling? JA - lige netop!

I næste indlæg får du opskriften på den labre kylling...




Madbloggerudfordringen: Mangosalsa...

Til 2. runde af Madbloggerudfordringen har jeg valgt at kombinere modpartens Mango Chicken med min egen South Carolina Pulled Chicken. Og den hybrid har jeg valgt at servere med en frisk mangosalsa på toppen.

Det er en frisk sag med både sødme, syre, knas og lidt spice. 

Alt hvad der skal bruges er mango, agurk, forårsløg, citron (ikke på billedet) rød chili og koriander (er du en af dem der ikke kan fordrage det, så brug dild, persille eller mynte i stedet).

Det kræver lidt snittearbejde at lave salsaen. Brug 1 hel mango, ½ agurk (uden kerner) og 2 forårsløg + så meget chili som du kan lide.

Snit mangoen i små tern, agurken lidt mindre og forårsløgene i tynde ringe.

Bland sammen og tilsæt saften fra ½ citron.

Snit chilien helt fint og vend den i sammen med fintsnittet koriander. Smag til med urtesalt og friskkværnet peber.

I denne omgang blev salsaen brugt som topping til min Pulled Mango Chicken - men den er også pragtfuld sammen med f.eks rejer og krabbe.

I det næste indlæg for du opskriften på den spicy mangochutney som ligger til grund for retten...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...