Viser opslag med etiketten Gedekød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gedekød. Vis alle opslag

søndag den 15. juni 2014

NorthSide 2014 - Dag 2...

Efter en god nats søvn tog jeg ud på festivalpladsen kl 12.30 da portene atter åbnede sig. Missionen var at finde den helt rigtige frokost - og så tage den derfra.

Gris i solskin - en fantastisk kombi!

Jeg havde kig på et par steder, men det var grisen der vandt. Martin Ib bød nemlig på en næsten helt økologisk flæskestegssandwich. Jeg spiser ikke konventionelt svinekød hvis jeg kan slippe - så det var fedt at der er et alternativ.

Lad os få det negative overstået først: brødet. Det var sandwichens eneste svage punkt. Intetsigende og smuldrende - det forsvandt nærmest mellem fingrene. Den var angivet som en surdejsbolle, så jeg havde en forventning om en mere kompakt og sej bolle. Fyldet derimod fortjener en lovsang. Saftig og mør glad gris, syrlige æblebåde, hæderlig agurkesalat, sliksød rødkål, senneps-remo og så trumfen: 3 store knasende sprøde flæskesvær. Sødt, surt, fedt, salt, sprødt og blødt i en skøn forening. 60 kr er en hæderlig pris for sådan en grissebasse.

Nå ja, jeg har jo i en alder af 41 år lært af drikke det dersens kaffe. Og på pladsen kan man få en pokkers god en af slagsen. En lille Peter Larsen latte på biodynamiske cafémælk til 30 kr måtte der til efter frokosten. Det blev en lang dag, så det var med at få ladet alle batterierne op. Det blev også til endnu en is fra Skarø.

Kæreste-selfie - det skulle være så moderne.
Hen på eftermiddagen dukkede Max op. Vi nød solen og hørte inden vi skulle spise aftensmad.

Aftensmaden skulle indtages på MASH. Jeg havde bestilt bord allerede fredag eftermiddag og det viste sig at være et godt træk. Mange blev afvist ved døren. Så bestil bord i løbet af dagen hvis du er til bøf - for der er begrænsede pladser.

Ja, der var ikke så meget at rafle om - bøf med bearnaise skulle der til. Jeg havde været forbi tidligere på dagen og talt med køkkenchefen om deres økologiprocent. Det eneste der ikke havde været til at skaffe økologisk var smeltet SMØR i de mængder der skulle til for at fremstille den syndflod af håndpisket bearnaise der gjorde de mange bøffer selskab.

Efter en hel dag i sol og støv var det dejligt at komme ind i det kølige telt med højt til loftet. Det her billede havde jeg taget tidligere på dagen før det begyndte at summe af aktivitet.

Vi afgav vores bestillinger (bøfferne kunne kun tilbydes stegt som 'noget der minder om medium' lød meldingen) og fik kort tid efter drikkevarerne på bordet. Der fandtes kun en eneste rødvin på glas - ved godt det er festent at jeg ikke kan huske hvilken, men det var en magnum et eller andet. Sådan en sjat vin stod i 90 kr, hvilket jeg syntes var i overkanten. Den manglede kompleksitet og syre - og kunne slet ikke skære igennem til den fede bearnaise. Oh well, jeg lod det blive ved det ene glas.

Der ankom brød og SMØR, som Max straks kastede sig over. Sprød skorpe og blød krumme, han var tilfreds. Jeg havde fået dagens dosis stivelse og lod det være.

Da bøffen ankom gispede jeg ved synet. For 325 kr havde jeg forestillet mig en hæderlig bøf - og ikke det der lille stykke trækul. En hurtigt blidt tryk med fingeren afslørede dog at der stadig var liv bag den kremerede overflade - og det mere end medium. Min indstilling ændrede sig straks markant.

I stedet for de medfølgende pommes, fik jeg i stedet 2 sides: cæsarsalat med sprøde croutons og parmesan + tomatsalat med feta og oliven. Og så var der rigeligt bearnaise med. Salaterne var begge lige som de skulle være. Der var knas, fedme og umami i den første og syre, salt og sødme i den sidste. Og bearnaisen? Den var pivkold - men det gjorde ikke spor, for den var fuldfed og skeen kunne stå selv. Og her kommer så de rosende ord: det er den bedste bearnaise jeg nogensinde har fået på MASH! Jeg syntes ofte de er for nærige med syren - men her var den spot on. 

Bøffen er ikke den saftigste jeg har fået, men den var ganske fint stegt. Sammen med rigelige mængder bearnaise udgjorde det lige akkurat en måltid stort nok til at mætte. 

Vi tullede rundt på pladsen i en rum tid bagefter. Mere kaffe og en Jacobsen Brown øl til mig. Da det begyndte at blive en smule køligt hev jeg min jakke frem. Den havde jeg vakuumpakket, så den fyldte et minimum i tasken. Smart ikke? Kl ca 21 var køerne blevet lange og pladsen trang - og der var pludseligt langt til Robyn og Röyksopp skulle på 00.20. Max spurgte om jeg ikke hellere ville med hjem og samle kræfter til i morgen. Jeg indvilgede - hvis vi lige kunne slå et smut forbi OutSide på vejen mod indgangen.

Der ligger Gedeavlernes bod Gedemarked! nemlig. Og der kan man få gedefrankfurtere, drikkeyoghurt og Øer Is - fra Lille Raneladegård. Der er den lækreste 100% økologiske is lavet på gedemælk, lidt johannesbrødkernemel og bla frugtsafter fra Søbogaard. 

Aj, og se lige: lakrids. Der er desuden hyldeblomst, rabarber, jordbær, hvid chokolade, kirsebær, vanilje, kakao/chokolade, mynte og nougat. 1 kugle for 20 kr, 2 for 30 kr og 3 for 40 kr. 

Det kan vel næppe komme som en overraskelse at jeg valgte kirsebær og lakrids? En himmelsk måde at slutte dagen af på.

Vi kløede geden bag øret og cyklede hjem. Jeg nåede lige at få sat min mobil og mit cykelbatteri til opladning, plejet udsatte steder med after-sun og smurt mine 11 myggestik, inden jeg tiltede for hårdt.

I dag tager jeg ud på pladsen og spise frokost. Jeg har udvalgt 3 muligheder - men tager først det endelige valg derude. En ting er dog sikkert: jeg skal lægge ud med et par østers. Jeg er glad for at jeg har gemt kræfter til i dag - så jeg vil nok dyppe snablen lidt dybere i de våde varer. Og spise MEGET. Senere skal jeg så mødes med vinderen af min give-away, spise en gedefrankfurter og høre Queens of the Stone Age (som bliver det musikalske højdepunkt for mig).

Lige en lur, et bad og en grundig tur med faktor 30 - så cykler jeg. Rigtig god søndag til alle der kommer her forbi...
 

torsdag den 8. august 2013

Spis, spis, spis min gris...

Dagen i går var store spisedag efter at ha' 'fastet' i 36 timer. Hvis man tænker sig lidt om, skulle man i teorien kunne spise lige det man har lyst til. Så det gjorde jeg i går:

Jeg brød fasten kl 9:30 med at spise ½ lille økologisk vandmelon. Pragtfuld, sød og super saftig.

Ved middagstid mødtes jeg med Malene fra MAD som havde inviteret på en bid frokost hos Foodfein. Der fik jeg 3 drønlækre stykker smørrebrød: med hjemmelavet hønsesalat, med kartofler & sprød skinke og med kalveinderlår.

Og vi blev enige om at der da også skulle en bette kage til. Mørdej med mazarinmasse, vaniljecreme, jordbær og et fint lille dobbelt f som er fra Foodfeins logo + lidt skovsyre. Fantastisk kage - de gode råvarer kunne virkelig smages i hver en krumme.

Til aftensmad stod den på hjemmelavede hotdogs. Jeg havde de her spændende gedepølser i fryseren. De er lavet af: 39 % gedekød, snitter (svin), bacon, tapiocamel, ærtemel, selleri, løg, salt, hvidløg, hvid peber, sort peber, brændenælde, enebær, rosmarin og hyben.

Anne havde efterladt disse smækre agurker, syltet med stjerneanis og palmesukker. Dem drænede jeg nogle af og skar i strimler.

Et lille rødløg blev skåret i tynde både og vendt sammen med agurkerne.

En pølse skal serveres med følelse......og med fennikelremoulade. Og opskriften på den kan du se lige her.

Pølserne blev pandestegt og lagt i nybagte hjemmelavede købte brød på en stribe af ketchup.

Og der blev ikke sparet på fennikelremouladen.

Løg og agurk på toppen - og så gik det ud over stepperne. Det gælder jo om at få finpudset smagsløgene - for d. 8/9 skal jeg være dommer til DM i HotdogFood Festival i den moderne kategori.

Sikke en dag. Det var da selve definitionen på 'spis det du har lyst til'. Og ved du hvad det bedste er? I morges da jeg stod op vejede jeg 700 g mindre end jeg gjorde i går morges. 

------------------------------------------------------

I dag har jeg oprettet en ny blog: Klidfaster.dk - som er min maddagbog for 5:2 Diæten. Jeg blev enig med mig selv om at det var bedst at lave en separat blog med måltiderne på de 2 fastedage. Det er jo trods alt det jeg laver de øvrige 5 dage de fleste kigger her forbi for at lure på.

Så derovre kan du se opskriften på dagens torskerognssalat.

Og aftensmåltidet som bestod af lynstegt grønt med røget kylling og caribiske krydderier.

Nu vil jeg putte mig på sofaen med en kold gyser og en varm kat. I morgen venter der masser af spændende mad...


Fennikelremoulade...

Uhm, det er nu ikke noget som remoulade på en god hotdog. Og i går aftes var det netop hottere der stod på menuen - så jeg besluttede mig for selv at lave en omgang remo. Men det skulle ikke være den sædvanlig på pickles, det skulle være på basis af min all time favoritgrøntsag: fennikel.

Ideen tog allerede form i mandags hvor Byens Spiseguide postede denne anmeldelse af Café Drudenfuss - og der blev jeg mindet om den labre fennikelremoulade jeg havde smagt ude på NorthSide. Den måtte jeg lave min egen version af. Som sagt, så gjort - og her får du opskriften:


Jeg var først et smut forbi ØkoLageret efter denne fine lille fennikelknold.


Og så kørte jeg hjem og fandt de ting frem jeg ville ha' i remouladen. Først blev dressingen rørt:


Lige dele mayonnaise og skyr blev smagt til med ravigotte (sød sennepssauce), dijonsennep og fuldkornssennep + salt og peber.


Den lille fennikel fik fjernet de grove grønne stilke (som blev gemt i fryseren til fond) og blev snittet i meget små tern.


Den snittede fennikel blev derefter lyn-syltet i saften fra 1 citron og 2 tsk agavesirup. Jeg gjorde i mikrobølgeovnen på 1,5 minut - men der kan også gøres i en lille gryde.


Væden drænes fra fenniklen (gem den til f.eks salatdressing) og den afkøles helt.


Jeg valgte at tilsætte noget sursyltet i form af cornichoner - men havde jeg haft kapers havde jeg nok valgt dem i stedet. Mens fenniklen kølede blev de hakket meget fint.


Og så var fyldet til remouladen klar. Vend en passende mængde af dressingen i og smag til med ekstra salt.


For at booste smagen af fennikel lidt kan man f.eks tilsætte en smule knuste fennikelfrø eller lidt tørret fennikeltop.


Og så er remouladen klar til brug. Den smager pragtfuldt til fiskefrikadeller eller stegt fisk. Den kan også røres op med mere skyr og bruges som basis for en lækker tun- eller hønsesalat. Men nu var det jo varme hunde jeg skulle bruge den til i går:


Købebrød med en nordisk gedepølser fra Hanegal, øko-ketchup, den lækre fennikelremoulade og anis-syltede agurker med rødløg. Mums!

Det var et dejligt aftensmåltid. Det var jo en af de 5 dage hvor jeg må spise hvad jeg vil (du kan læse om 5:2 diæten her) - og der var i forvejen blevet til ½ vandmelon, 3 stykker højtbelagt smørrebrød og 1 jordbærkage. Ikke tosset at man kan tabe sig og spise sådan...

torsdag den 7. marts 2013

Tex-mex hotdog med salsa og syltede løg...

Endnu en dag, endnu en omgang tex-mex. I går var det The Real Deal Nachos, i dag fandt jeg så på at lave spicy hotdogs af resterne. For at give lidt knas, lavede jeg en snyde-salsa og en omgang syltede løg til.

Det er en noget alternativ hotdog - vel nærmere en quesadilla med en pølse i. Men det fungerede overraskende godt.

Det opstod som et Stop Spild Af Mad måltid. Jeg havde nemlig nogle rester der skulle bruges - så det var med at finde på et eller andet sjovt. Det kniber stadig med appetitten, så der skal være masser af smag og bid. Først fandt jeg lidt trætte grøntsager frem til en salsa.

Gul peber, tomater uden kerner og bladselleri + syltede jalapeños i små tern.

Det hele blev vendt sammen med resten af det glas tacosauce jeg åbnede i går. Og vupti: så var der salsa!

Der var også ½ rødløg til overs fra i går. Det + et lille ekstra løg blev snittet i tynde både.

Jeg lavede en syltelage af eddike, agavesirup, salt, peber, sorte sennepsfrø og lidt chiliflager. Den fik et opkog og blev hældt over løgene. De blev derefter sat på køl.

Da løgene var kølede helt ned, blev lagen drænet fra.

Og som et ekstra pift blev løgene vendt med resten af den potte koriander jeg også gik amok på i går.

Jeg valgte også at lave en dressing som jeg kunne dyppe i. Den blev rørt sammen af skyr, cremefraiche, spidskommen og salt.

Og med tilbehøret på plads var der kun at gøre brødet klart til ovnen og få stegt et par pølser.

I fryseren havde jeg fundet en pakke af de gode kødfulde gedepølser. Man kan jo bruge lige de pølser man har lyst til. De fik et par skråsnit på 2 sider og blev ristet ved jævn varme i en smule olivenolie.

Brødet var endnu engang økologisk fuldkornstortilla med en generøs portion ost og et drys stødt spidskommen. 5 minutter på 200°C og så var de klar.

For nemmere at kunne rulle de færdige hottere sammen lagde jeg dem på en bane bagepapir.

Og så er det bare med at samle mens osten er brandvarm og fleksibel. En pølse, en god portion salsa og lidt syltede løg - og så rul sammen i en fart. Brug papiret til at rulle dem stramt sammen og lad de rullede hotdogs ligge i min 30 sekunder inden papiret forsigtigt glides af.

Så får osten nemlig rullen til at hæfte hele vejen rundt. Og så er der spicy tex-mex hotdogs.

Uhm, en lækker 'hotter'. Den gode kraftige pølse, den krydrede salsa, lækker smeltet ost og sprøde syltede løg.

Jow, det bliver helt sikkert noget jeg skal lave igen. Overvejer om der kan sniges lidt bacon ind i konstellationen også. 

---------------------------------------------------------------------------------------

Jeg elsker krydret mad. Og jeg elsker krydderier. Og jeg fik hamstret lidt i København:

Muskatblomme, hel spidskommen, gurkemeje, muskatnødder og ajwain frø. Glæder mig godt nok til at blive mere rask så jeg kan komme til at bruge af det hele.

I morgen kommer verden bedste Signe til eftermiddagste. Jeg vil forsøge at svinge mig op til at bage en omgang småkager, men nu får vi se hvor langt kræfterne rækker. Der er nemlig lige noget tøj som skal vaskes. Lørdag skal jeg nemlig til Stines fødselsdag og det kræver jo noget andet end nattøj. 

Medicinen har nu helt tæmmet hosten, men gør mig noget sløv. Men hellere det end at hoste sig selv helt i stykker. Hip hurra for Pectyl...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...