Viser opslag med etiketten Sushi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sushi. Vis alle opslag

mandag den 5. juni 2017

Pastasalat med avocado-fetadressing...

Pastasalat er for mig en rigtig 80'er ting - som man enten elsker eller hader. For mig handler det om at pastaen er kogt perfekt og der er dressing nok på. Der er ikke noget værre end tør, udkogt og kold pasta *gyyyys*. Her får du mit bud på en utrolig cremet pastasalat med masser af smag. Den kan varieres i det uendelige og serveres med forskellige ting i - og til. Her er den på dag 1, serveret med rejer - og på dag 2, til en omgang saftige frikadeller. 

Men først selve pastasalaten:  

Idéen til den opstod, da jeg lavede den kolde spaghetti-salat med avocado og røget laks - for avocado er bare vildt godt til at lave dressing af. Det giver både protein, sundt fedt - og en pragtfuld cremet konsistens.

Jeg valgte at gå helt old school og bruge majs, ærter og rød peber - den, for mig, forhadte trikolore fra barndommen. Så vidt jeg husker, brugte min mor ærter fra dåse, som intet godt gør for nogen ret. Her fandt jeg små fine ærter fra frost, sprøde majs fra dåse og en kødfuld rød peber.

Min søster sværger til farfalle (sommerfugle eller sløjfer) til pastasalat - men jeg foretrækker hul pasta som de her fusilli. De skal koges perfekt al dente i godt saltet vand og derefter afkøles lynhurtigt i koldt vand, så de ikke 'koger' videre  Den afkølede pasta kommes derefter i et dørslag, hvor den drypper helt af. Jeg kogte 300 g. Og så til dressingen.

Jeg brugte løvstikke, da jeg havde noget på lager - men basilikum, bredbladet persille eller dild vil også være godt. Jeg havde en 'pelset' citron til overs, hvor skallen var brugt til disse 2-farvede kyskager

200 g feta fast hvid ost (jeg brugte Puck)
2 avocadoer
2 dl mælk
Saften fra 1 citron
En håndfuld krydderurter
1 fed hvidløg
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Først blendes feta ost, avocado, mælk, citronsaft og krydderurter *wroom wroom* til en homogen masse. Der tilsættes derefter revet eller presset hvidløg, salt og peber. Og så er den klar til brug.

Og ja, du vil kigge på den og tænke "den er alt for tynd og der er ALT for meget til den mængde pasta". Men jeg kan berolige dig med at den har den perfekte konsistens - for feta kan et tykningstrick, som de fleste der har lavet fetadip kan nikke genkendende til. Den sætter sig nemlig ret meget, når den kommer på køl. Og med hensyn til mængden - nykogt pasta kan virkelig suge til sig. Og den her pastasalat skal være cremet og lækker - også på dag 2. 

Det skal lige tilføjes, at dressingen også er fremragende til en kartoffelsalat eller som dressing 'on the side' til en alm blandet salat.

Den kogte afkølede pasta vendes i dressingen og sættes på køl i en times tid, så den kan få lov til at sætte sig lidt.

I mellemtiden gjorde jeg grøntsagerne klar. Den røde peber er salatens eneste sprøde element, så brug endelig en hel (jeg havde desværre kun en halv). Majskernerne drænes og ærterne tøes op i koldt vand.

Tag lidt ærter fra til pynt - og bland de resterende grøntsager i salaten. Og så er den cremede pastasalat klar til at blive pyntet og serveret.

De sidste ærter bruges som pynt. Jeg havde et træt forårsløg liggende, hvor den grønne del blev snittet til drys. En smule af den krydderurt man har brugt, vil også være godt drys.


På dag 1, tog jeg ca ⅓ fra og brugte til en version med rejer.

Jeg brugte rejer fra frost. Bruger du dem fra lage, så udvand dem lige kortvarigt, så den der 'lagesmag' forsvinder. Tag lidt af rejerne fra til pynt og vend resten i pastasalaten.

Pynt med rejerne og lidt mere af det grønne. Dårende dejlig aftensmad.

Og en meget passende portionsstørrelse til et hovedmåltid.

På dag 2, spiste jeg den anden ⅓ til frokost, med 2 smilende æg og et stykke ristet rugbrød til - og gemte den sidste ⅓ til aftensmaden, som skulle spises til en omgang nemme frikadeller. 

Dem flikkede jeg sammen af:

400 g hakket øko-gris
1 æg
½ dl mælk
1 dl blendede havregryn
3 spsk hakket løvstikke
1 tsk løgpulver
1 tsk urtesalt
friskkværnet sort peber

Det hele blev blandet godt sammen og formet til 12 frikadeller. De blev stegt af i en 50/50 blanding af olivenolie og SMØR, til de havde en fin stegeskorpe - og blev derefter stegt færdige i ovnen på 175°C til de havde en kernetemperatur på 75°C (ca 8 minutter).

Dælme dejlige deller. Halvdelen røg direkte i fryseren, til dårlige dage.

Dagens middag: frikadeller med pastasalat og en hurtig tomatsalat. 80'erne ringende, men jeg tog den ikke....havde for travlt med at spise. 

Det kan være svært at være en husholdning på 1 person. Man skal lave en mængde der er værd at blogge om - og ikke mere end det kan nå at blive spist. Det har taget noget tid at ramme den helt rigtige formel, men nu er det vise endelig ved at lykkedes. Men jeg tror dog at der kommer til at gå lang tid før jeg skal ha' pastasalat igen....


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I går havde jeg Anne på besøg. Hun var så sød at tage badeværelset for mig, når jeg nu er uden hjemmehjælp i en periode. Og sørme om hun ikke også farvede mit hår. Se lige hvad hun havde med til mig: en fødselsdagskurv, fuld af rare sager.

En stor æske Mon Cheri (som jeg har et nærmest unaturligt forhold til), Amber fra Summerbird, lakridser med mint fra Bülow, tørshampoo til mørkt hår, en isterningbakke til store terninger og en flaske Hanami gin med kirsebærblomster. Oh la la...


Jeg bød på en bid aftensmad fra Teriyaki Sushi.

Vi er nemlig begge helt vilde med deres sushiburritos, som de er landets eneste forhandler af - og jeg havde bestilt 3 til deling.

2 med crispy ebi (indbagt reje) og 1 med laks i teriyaki-sauce. 1½ pr mand er meget passende til aftensmad.

En sushiburrito er en hybrid mellem en makirulle og en burrito med fyld. Yderst er der tang og ris, som en makirulle - men fyldet består at masser af sprød salat, agurk, rød peber, teriyaki-sauce og chilimayo + det valgte protein. Jeg har allerede spist en del af dem - og er virkelig fan. Må nok hellere lave en version til bloggen - så jer udenfor Viby J også kan smage.

Desserten var et par stykker af dem her...

Efter Anne var taget hjem, satte jeg mig til tasterne for at få dette indlæg færdigt. Jeg skulle naturligvis ha' en bette G&T med min nye gin. Lidt sjovt med en japansk inspireret hollandsk gin med en engelsk tonic (Feever-Tree) - serveret 'spanish style' i et italiensk glas

Om 3 uger skal Anne og jeg på venindetur til Svendborg - og på Kulinarisk Sydfyn. Det er en årlig begivenhed som jeg ser rigtig meget frem til. Det bliver min 'sommerferie' - så det skal jeg forsøge at gemme nogle kræfter til. Der er dog lige et par spændende ting jeg skal først. På onsdag er jeg inviteret til en mælkesmagning, med efterfølgende middag, på en af byens nye Michelin-restauranter - og så er der jo NorthSide i næste weekend. Igen i år, er jeg blevet krediteret og skal ud og kigge på deres økologiske mad. Målsætningen er 100% økologi i år - så det gælder jeg mig helt vildt til opleve. 

Og nu vil jeg simpelthen trække det digitale stik ud og chille sammen med kattene og alt det grønne. God pinse til alle der kommer her forbi...  


torsdag den 7. august 2014

Karma Sushi - sushi i særklasse...

For et par uger siden tikkede der en invitation ind fra Karma Sushi. Jeg blev budt på middag i en af kædens restauranter i Aalborg eller København (eller take-out her i Århus). Kæden har desuden også en filial i Frederikshavn. Det passede som hånd i handske, for jeg stod netop med foden ude af døren - på vej til en uges ferie i København. Invitationen gjaldt mig + en medspiser. Og min søster var ikke sen til at sige ja tak da jeg spurgte om hun ville med.

Vi ankom, spændte og sultne, til restauranten som er beliggende på Peder Skrams Gade 15, 1054 København K.

Menukortet havde vi studeret grundigt hjemmefra. Jeg er jo meget allergisk overfor kammuslinger og magter ikke store mængder hvide ris i maven. Valget var derfor faldet på lidt sashimi og et par andre lækre 'sikre' sager. Da vi var blevet anvist plads fik vi dog straks at vide at vi ville blive forkælet med stedets allerbedste menu Signaturen - som på smukkeste vis ville give en rundtur på menukortet og smagsprøver på det bedste de kunne præstere. Så skidt da, når det ikke kunne være anderledes (ironi kan forekomme).

Vi valgte at få en karaffel boblende karma vand med citron, agurk og mynte til. Og jeg udbad mig en 'sprød' hvidvin.

Det blev til denne lette, let mineralske, Riesling. Der var oprydning i vinkælderen, så den er desværre ikke at finde på vinkortet længere. Men det var et fremragende valg til sushien og jeg endte med at drikke et par glas af den.

Og så ventede søsterboblen spændt på maden. Restauranten er klassisk 'stramt' japansk indrettet med lidt spræl hist og pist. Jeg var fuldkommen pjattet med de rustikke stentallerkner.

Inden længe ankom der dampende skåle med misosuppe. Den var kogt på misopasta (fermenteret sojabønne), kongekrabbe og jomfruhummer. I dagen anledning var der dumpet et par søde rejer i som fyld.

Til suppen hørte en lille knasende salat på wakametang, sprød kataifi (mellemøstlige 'nudler' lavet af filodej), radise og peanuts.

Den næste servering var en lille japansk blinis med tynde lameller af avocado, sprødt knas og Baerii kaviar. En virkelig lækker lille happer.

Dernæst fulgte en anretning med kongekrabbe. Den var blot kogt og flækket - og serveret med lidt citron, lime, chilicreme og den japanske mayonnaise Kewpie. Oh la la....det var virkelig kræs.

Næste servering var sashimi af laks, toppet med trøffelcreme, lakserogn og lime. Virkelig pudsig kombi af rå laks og trøffel - parfumeret, dog uden at blive vammelt. Det var lige netop syre nok fra lime til at holde fedmen i skak.

Nu fulgte en tempura-salat, Sprøde knasende panko-panerede kæmperejer vendt i chilicreme og toppet med karse og spicy sesamfrø. Har var det lige før søsterboblen glemte at være civiliserede - for at dele viste sig at være problematisk. Vi skulle vist ha' haft hver sin skål. Nøj, det var godt.

De 2 sidste serveringer var sushi. Først et udvalg af nigiri og gunkan. Nigiri: 2 x laks, 2 x flamberet laks (toppet med Kewpie og lakserogn), 2 x tun, 2 x tun tataki (toppet med flødeost, chilimayonnaise og porre), 2 x hvidfisk. Gunkan: sød reje med trøffelcreme og karse, agurk med lakserogn, agurk med laksetatar og agurk med kongekrabbe. Der var hjemmesyltet ingefær med. Det var en utrolig smagfuld og potent sag. Noget ganske andet end det man køber på glas.

Vi delte pænt - og smagte de forskellige gunkan ved hinanden. Det var de perfekte nigirier. Risbollerne tilpas små og risen kogt helt rigtigt. Fisken smeltede på tungen og gav en pragtfuld mundfylde.

Og så var det tid til makiruller - alle uramaki og toppede. Der var 4 x Rainbow roll (Fyld af surimi og agurk. Toppet med tun, laks, hvidfisk og avocado + hummer-mayonnaise og sprød kataifi), 4 x Sizziling tuna roll (Fyld af tempura reje og wakame salat. Toppet med sesammayonnaise, kryddermarineret tun, lakserogn og purløg), 4 x Canadian roll (Fyld af laks, flødeost og agurk. Rullet i masago) og 4 x Karma Crunch (Fyld af tempura reje og avocado. Rullet i masago og knas. Toppet med chilimayonnaise, knas og karse).

Det var knaldgodt håndværk. Faste flotte ruller med masser af fyld og et minimum af ris. 

Smuk, smuk sushi. 

Vi delte de dejlige ruller og nød hver en bid. Og så var vi også ret så mætte. Signaturen står på kortet til 2-4 personer - og det viste sig at være en ganske passende mængde til en sulten søsterboble.

Den ene halvdel af søsterboblen - min lillesøster Maria.

Og mig - 30 kg lettere og i andet end helt sort. Jow jow, det er nye tider.

For at summe op på oplevelsen, så har jeg kun rosende ord til overs til Karma Sushi. Jeg har spist MEGET sushi igennem tiden og det her var noget af det bedste. Perfekt håndværk og knivskarpe smagsprofiler - noget jeg sætter stor pris på. Min søster og jeg har allerede planlagt at aflægge restauranten endnu et besøg næste gang jeg kommer på de kanter.

--------------------------------------------------------------------

Værdien af min del af måltidet bliver naturligvis opgivet og beskattet 36%. Jeg beklager meget at jeg bliver nødt til at komme med denne tilføjelse, men erfaringen viser det desværre nødvendigt. Det kunne være rart at komme igennem et hel år uden at blive anmeldt for enten skattesnyd eller socialt bedrageri.

søndag den 4. august 2013

Voldsom weekend...

Det har været en rigtig begivenhedsrig weekend - næsten lidt som at være på ferie.....med indlagt hårdt arbejde. Det hele startede fredag aften, hvor jeg mødtes med Max på Memphis Roadhouse til en bid mad.

Først delte vi en omgang Popcorn Shrimp. Det er de bedste jeg nogensinde har fået. De var knasende sprøde udenpå - søde og saftige indeni. De forsvandt som dug for solen!

Jeg fik Kansas City Ribs med slaw og pickle pot - Max valgte Texas Style Short Ribs. Ingen af os kunne spise op, så jeg fik vores rester med hjem i en goodiebag.

Well, efter lidt tid blev der alligevel plads til en dele-dessert: Cookie Skillet. Magen til afhængighedsskabende lækkerbisken skal man lede længe efter...

Max fik kaffe og jeg fik et sæt Pickle Backs at slutte af på. Det er et shot bourbon efterfuldt af et shot lage fra pickle pot. Du syntes måske det lyder mærkeligt at drikke syltelage - men tro mig: det smager FANTASTISK!

Max cyklede med herhjem og fik en overnatning. Men jeg selv fik ikke sovet ret meget. Mit vækkeur ringede nemlig allerede kl 05:00 lørdag morgen.

For Nine Inch Nails (som jeg har været fan af i over 20 år) spillede nemlig live på Lollapalooza - og den koncert blev streamet via webcam.

Skidt med tidsforskellen - jeg fik set NIN ❤

Og sørme om jeg ikke også fik lavet en lækker jostabær-is. Den var så dejlig og kølende, lige hvad vi trængte til i varmen - og så kom Max med det mest geniale forslag: skulle vi ikke tage ind og køle mere af i biografen?

Så vi cyklede ind og så Pacific Rim. Et brag af en actionfilm på 2 timer. Den var sgu ok - men også hurtig glemt bagefter. 

Ingen af os magtede at spise varm mad, så vi havde på forhånd booket bord på Oishii Sushi til en omgang running sushi. Der komme en anmeldelse af stedet inden længe.

Det var dejligt at spise en masse lækker sushi. Her toppede makiruller med crispy ebi og tun.

Men det blev da også til lidt lunt fra det øverste bånd. Her oksekød og grøntsager i grøn karry.

Vi cyklede hjemad sammen, sagde farvel på Viby Torv og kørte hvert til sit. Jeg gik fuldstændig i brædderne da jeg nåede hjem.

Og her til morgen fik jeg så i bedste Stop Spild Af Mad stil spist indholdet af goodiebaggen fra i fredags med et par spejlæg til. Der skulle en god solid morgenmad til, for Anne kom nemlig og hjalp mig med at sætte styr på køkkenet.

Jeg få tit skældud for at vise et glansbillede frem af min hverdag her på bloggen - så værsgo, her er min virkelighed:

Ak ja, for sådan var mit køkken efterhånden kommet til at se ud. Jeg havde fuldstændig mistet overblikket over hvad der var på det bord.

Men det fik vi sat skik på. Meget var ting der skal testes, spændende tørvarer og nyanskaffelser som aldrig havde fået en plads.


Det andet hjørne så også farligt ud...

Så det fik også en overhaling.

Og så var det tid til en lille pause. Anne skulle også smage min jostabær-is.

Derefter tog vi alt ud af tørvareskabet - og det blev sorteret, organiseret og sat tilbage sammen med det fra bordet. Og nu var der pludselig plads til det hele.

Selv krydderiskuffen fik en gennemgribende organisering.

Og da vi var færdige efter 8 timer med det hele, tændte jeg grillen og smed en flok pølser på.

Og så var der hottere på altanen. Da vi havde spist den sidste bid hoppede Anne på cyklen og kørte hjem. Tusind, tusind tak for hjælpen - jeg er SÅ forfærdelig taknemmelig for hjælpen!

Det værste ved at være syg er at der ikke er kræfter til at holde lejligheden ryddet og rengjort. Jeg får jo en smule hjemmehjælp, men oprydningen skal jeg selv stå for. Tit er jeg bare nødt til at bruge de få kræfter der er til rådighed på at få mad i maven - og så kommer resten i 2. række. Anne har tilbudt sin hjælp længe - men jeg har været for stolt og flov over hjemmets tilstand til at sige ja tak.......før nu.

Nu skal jeg på langs - og der bliver jeg til mine led og muskler ikke skriger mere. Anne har nemlig siddet på en stol og hjulpet mig med at holde fokus, samt give råd og vejledning - jeg har selv gjort ALT arbejdet. Og det skal jeg så betale prisen for nu. Men det er SÅ fedt at det hele nu er ryddet op. Nu glæder jeg mig til at komme i gang med at lave spændende ting i køkkenet - jeg fandt nemlig en masse interessante råvarer i dag som bare venter på at blive leget med.

Men sikke da en god weekend - jeg håber også du har haft en god en af slagsen...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...