Viser opslag med etiketten Smukfest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Smukfest. Vis alle opslag

fredag den 25. august 2017

Sprut, spas og fisk på Smukfest...

Hov, jeg blev jo slet ikke færdig med at fortælle om den fede dag på Smukfest, da jeg skrev om middagen på Madværket. Det var nemlig kun en del af oplevelsen. Dagen i bøgeskoven, var den sidste feriedag for Johan her - og det havde været en uge fuld af god mad, labre vine, masser at mexikansk hjemmelavet guf og god mængde medfølgende øl. Der skulle naturligvis sluttes af i samme stil!

Vi ankom til Sherwood, før selve festivalpladsen åbnede, så vi havde tid til både at få lidt vådt og tørt...dog mest vådt. En del af tiden blev tilbragt på baren Stjernen - som havde udsigt til selve indgangen. Uha, OCD-Maren havde det stramt med at den store stjerne, der udsmykkede baren, var samlet forkert. En af trekanterne var monteret med bagsiden ud, så firkanterne af det farvede plexiglas udenpå. Jeg....kan....ikke....ha'....den....slags. Det måtte adskillige drinks til og et bordskift, så jeg ikke kunne se det, for at det blev godt igen. Behovet for symmetri og ensartethed er stort, specielt når jeg er på usikker udebane. Jeg ved der er mange der griner af det, men for os med OCD er det alvor. The struggle is real!

Nå, men lad os tage den fra begyndelsen af. Vi ankom lidt over middag og fik armbånd på - og gik straks på jagt efter noget at få i maven.

 Vi spottede CANblau og besluttede os for at gøre det til vores første stop. 

Det blev til en lille sort burger med grillet okse i garam masala creme (?) og 2 små lækre pølser med godt brød, aioli og en alt for voldsom trøffelmayo. Vi fik et par glas lyserød cava til. Det var ok, men ikke prangende - og alligevel ret godt for en festival. Ingen af os forstod det indiske islæt i burgeren, men det var tydeligt at der var gode råvarer i spil. Pølserne var virkelig kødfulde, saftige og lækre - og var det bedste i det lille måltid. 

Og så var det vi tog plads på Stjernen. Først fik vi et par temmelig ok Bloody Mary - dobbelte, så vidt jeg husker. De var velkrydrede og lige tilpas hotte.

Pladsen åbnede kl 15 - og det begyndte at pakke til foran indgangen. Vi sad stadig på Stjernen og hyggede os. Johan påstod at han aldrig havde fået en Blå Thor.

Hvilket vi straks måtte gøre noget ved. Det er en glimrende festivalstarter, sådan en blå basse!

Og så åbnede pladsen. Vi daldrede lidt rundt og kiggede på de smukke barer og restauranter, bygget til formålet.

Oppe midt i skoven, lå SmukFisk - en pop-op af Klassisk Bistro 65 og Fisken. 

Det var rart lige at hilse på Søren Andreasen og høre lidt om restauranten. 

Vi blev trakteret med et herligt sprødt glas hvid Cote du Rhône - og lovede at kigge forbi til en bid natmad senere.

Tiden var ved at være moden til vores middag på Madværket, så vi traskede mod søen. Der mødte vi Jakob Gourmensch Nusbaum, som havde stillet sin store grill-camp op. Det var næsten det samme set-up som på NorthSide, men porchettaen var byttet ud med en kæmpe hotdog i stedet for.

Det var Jakobs første år på Smukfest, og han var spændt på hvordan festivalfolket ville tage imod hans bålgrillede alternative hotdog.


"Grillet asiatisk skovhotter med Banhmi, syltet gulerødder og Kina radise, yuzu mayo og sprøde flæskesvær". Johan fik en senere på aftenen og jeg fik lov at smage. Mums!

Og så var der middag på Madværket.

Du kan læse min anmeldelse af middagen lige her - og Johans indlæg om hele oplevelsen lige her. 

Efter middagen stod den på musik fra Queen Machine og vin i S'vinbar med vores medspisere Mads fra Madsvin og Martin fra Rigeligt smør.

Jeg rendte også på min veninde Anne Loppe (aka hende med brillerne). Ja, jeg var festligt overrislet. Vi drak nymostet æblesaft med gin - og det var dælme godt. Det var lidt rart at glemme alt om sygdom for en stund og LEVE lidt.

Mørket faldt på og vi fik sagt farvel til madbloggerne fra Odense, som skulle hjem og på arbejde dagen efter. Vi havde derimod stadig ferie og det skulle fejres. Vi mødtes med Lars fra Grydeskeen, som var frivillig på festivallen og netop havde afsluttet dagens vagt. Og så skulle vi på Smukfisk og ha' en bid natmad!

Først en flaske lyserød cava. Lars fik en enkelt glas, da han skulle køre - resten tog vi os af.

Sjældent har jeg fået bedre natmad, end en halv hummer.


Well, og 3 østers. Vi bestilte 9 til deling - og Lars kunne ha' inhalerede dem alle. De var altså også virkelig gode.

Og så var vi mætte, temmelig berusede og meget trætte - og så svineheldige at Lars forbarmedes sig over os og kørte os sikkert hjem til Grøfthøj, så vi slap for natbussen. Det havde været en lang, temmelig dyr og helt igennem fantastisk dag. Jeg må sige at Smukfest har efterladt et ret godt indtryk. Jeg fik efterfølgende tilbud om en søndagsbillet + kørsel t/r - men måtte desværre takke nej pga helbredet. Ærgerligt, for jeg gad godt ha' været ude og smage på meget mere. Det må blive næste år! 

Og således sluttede Johans ædeferie her i Århus - og han kunne rejse hjem til Kolding, til sin lejlighed som i mellemtiden havde fået et funklende nyt badeværelse. Han kommer dog igen allerede på torsdag - for så er det blevet tid til Food Festival. Det bliver spændende at se hvordan det kommer til at spænde af sig i år...

Ses vi på Tangkrogen i næste weekend?



fredag den 11. august 2017

Madværket på Smukfest...

Sponsoreret - i den forstand, at jeg var inviteret til middag af Madværket.

I onsdags fik jeg en ordentlig en på opleveren. Der var nemlig tikket en ganske særlig invitation ind i min mailboks. En invitation til en middag hos Madværket på Smukfest (incl en endags-billet) i Skanderborg. Og ikke nok med det, Johan havde fået samme invitation - og det passede lige med at vi kunne afslutte vores fælles gastro-ferie der med maner. Så vi benyttede os af Midttrafiks App og købte specielle 24-timers busbilletter til 80 kr - og satte kursen mod Skanderborg, bøgeskoven og nye oplevelser.

Vi ankom til Madværkets pop-op restaurant ved Søbadet lidt før kl 16, efter en langsom gåtur igennem Sherwood og festivalpladsen (mere om det i et senere indlæg). Wow, det var en virkelig imponerende konstruktion, de havde fået banket op der. En restaurant i 2 etager, i bungalowstil med udkig til søen fra øverste etage. 

Ambitiøs festivalmad - med fokus på gode danske råvarer.

Madværket er en fødevareklynge fra trekantsområdet, bestående af restauratører, producenter, landmænd og ildsjæle. Deres formand, den veloplagt Rasmus Vemmelund fra Sdr. Bjert kro, tog imod os. Han viste os rundt i den interimistiske, men stilede restaurant.

Restauranten var rå og rustik, med plankeborde og lækre detaljer fra House Doctor. Det var for øvrigt, her ved det forreste bord, at vi senere blev bænket.

Køkkenet lå i underetagen - og i forbindelse med det, en brødstation. Der duftede fristende af nybagt langtidshævet surdejsbrød.

Her lå der også oste klar til temperering. Og så blev vi ledt af bagtrappen op på 1.sal.

Her mødte vi Kristian Frandsen fra Vestergaard Wines, som straks trakterede os med et glas champagne.

Overetagen tillod al fresco dining, under den lette tagkonstruktion. 

Og man kunne nyde solen i 'den bløde afdeling'.

Og udsigten med kig til søen.

Underetagen havde ligeledes en 'blød afdeling', hvor vi nu blev ledt ned. Der blev hældt mere champagne i glassene, mens vi ventede på de øvrige vi skulle spise middag med.

Det var Grande Reserve Brut Grand Cru fra André Roger, som jeg efterhånden er blevet ret så glad for. Men det var lidt farligt at lade Johan og jeg alene med den flaske...

Vi var dog ikke alene længe, for pludselig dukkede der et par velkendte madblogger-ansigter op: Martin fra Rigeligtsmør.dk og Mads fra Madsvin. Martin har jeg mødt mange gange før, men det var første gang jeg mødte Mads IRL. 

Og så kunne vi gå til bords. Vi blev budt på mere champagne til de første 2 små serveringer, fra kortets 'snolder' sektion:

Først en lille blini med danskopdrættet caviar fra Lyksvad - og dernæst en havfrisk østers med et dryp citron. Damn, det var snolder af allerbedste skuffe....

Og så var det blevet tid til forretten. Den bestod af rimmet kammusling, selleri og æble i forskellige konsistenser. Jeg fik vegetarudgaven, uden den farlige musling, som ellers ville ha' sendt mig i anafylaktisk shock. Men de delikate smage harmonerede fint og det var en laber lille anretning i sig selv. I glasset var der nu 2015 Von den Terrassen fra Josef Ehmoser. Så vidt jeg husker, kørte vinen videre med til den næste ret....men jeg var så optaget af samtalen ved bordet, at jeg glemte følge med.

Mellemretten var bagt torskeryg med røgede blåmuslinger, sommerkål og en opskummet fumé. Virkelig lækkert med de røgede muslinger. Det dejlige hjemmebagte brød, blev brugt til at få de sidste dejlige dråber med.

Hovedretten bestod af dansk oksefilet, med en kartoffeltimbale med røget marv, en sprødmør rødbede, laber glaze og en rødbedesirup. Og i glasset, min favorit-rødvin pt: 2015 Chianti Colli Senesi - Poderi del Paradiso, Chianti. Jeg glemte også her at sikre mig et billede, men kunne knipse et hjemme på altanen, da jeg har en kasse stående (well, resten af en kasse).

Det søde punktum var hvid chokolade, som mousse og creme - med små stykker kartoffelmazarin og en perfekt quenelle af aronia-is. En virkelig snedig ret, med en behagelig og behersket sødme. I glasset blev der hældt 2016 Le Muscat - Château l'Ermitage, Vin de Liqueur.  

Selv om mætheden var ved at melde sin ankomst, kunne vi umuligt takke nej til ost.

Osteanretningen bestod af 3 fremragende danske oste fra Elmegaarden. Jeg var vild med de 2 'almindelige' og smagte endda på den blåskimlede (vin gør ostemodig!). Ostene havde selskab af nogle sødsyltede nødder, syltede grønne tomater og mere af det fremragende brød.

Og så var vi godt nok også sat. Vi takkede for den fremragende middag og det gode værtskab - og gik i samlet trop ud i bøgeskoven for at høre lidt musik og drikke lidt vin.

Johan, Mads og Martin - de glade drenge i bøgeskoven. Der blev delt et par flasker, eller 3 - og jeg glemte vist at sige tak for vin, men det er så hermed gjort.

Jeg lagde nakken tilbage og nød synet af den blå himmel over bøgetræernes kroner. Og lige der i den lune sommeraften, var jeg så glad og festligt overrislet at jeg var lige ved at tude. Det var vel nok en dejlig oplevelse at ha' fået med. Tusind tak til Madværket for invitationen. Den oplevelse bandt en smuk sløjfe på sommeren.

Madværket har også åbent i morgen og søndag - så er du på Smukfest, kan jeg kun anbefale dig at kigge forbi til en bid mad eller lidt snolder.

Der var flere oplevelser, før og efter middagen, som kommer i et andet indlæg. Vi mødtes bla med Lars fra Grydeskeen, som er frivillig på festivallen, til en bid natmad senere - og sørme om vi ikke var SÅ heldige, at han kørte os hjem. Det var virkelig fedt at kunne sætte sig i en varm bil, i stedet for en bus, og blive kørt helt til døren, for jeg var blevet noget kold og øm efter en anstrengende dag. 

God weekend til alle der kommer her forbi...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...