Viser opslag med etiketten Genbrug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Genbrug. Vis alle opslag

onsdag den 7. december 2011

Stop Spild Af Julemad: Sildesalat...

Der er ekstra meget fokus på Stop Spild Af Mad her i juletiden. Alt for mange rester fra de danske julefrokoster ryger direkte i skraldespanden - og det er synd. Hvis man tænker sig om kan mange af resterne sagtens genbruges. Her får du mit bud på hvad en rest sild kan bruges til:

En lækker cremet sildesalat som vil gøre sig godt til enhver frokost.

Først hev jeg alt det ud af køleskabet der ville passe godt til sild - og så tog jeg den derfra.

Sildene blev først drænet for alt væde. Og ja, jeg happede af dem imens. Jeg ELSKER sild.

De skulle noget fyld til: rødløg, kapers og Belle de Boskoop æble i små tern.

Jeg skar også en af mine små syltede agurker i tern. For at give både noget sødt og noget stærkt valgte jeg både sennep og Ravigotte (sød sennepssauce).

Dressingen blev rørt sammen af græsk yoghurt (erstat gerne med skyr, cremefraiche eller andet surmælksprodukt), mayonnaise og fuldkornssennep.

Den blev smagt til med French's sennep, ravigotte, salt, peber og et par dråber hvidvinseddike inden fyldet blev vendt i.

Sildene blev skåret i tynde strimler og vendt i en passende mængde af dressingen.

Resten af dressingen blev smagt til med en smule HP sauce. Der var nemlig også en rest kryddersild der skulle bruges.

Dem var der dog ret stort svind i da de blev gjort klar, så jeg måtte fiske en ekstra op af glasset.

Volia - 2 sildesalater på ingen tid.

Sildesalaterne skulle selvfølgelig serveres på godt rugbrød. Der var stadig noget tilbage fra julefrokosten som jeg kunne skære 3 skiver af - de blev smurt med krydderfedt.

Den første skive blev belagt med æg i skiver og toppet op med den hvide sildesalat. Lidt kapers på toppen var kronen på værket.

Skive nr 2 blev også med den hvide, pyntet med ringe af rødløg og kapers.

Og skive nr 3 med den røde sildesalat, pyntet med rødløg, kapers og skiver af syltet agurk.

Det er restemad der vil noget. Jeg fik en altankold hvid x-mas og en lakrids-snaps til (hvid Brøndum med laksridssirup og rålakrids).

Tænk over mængderne når du laver anretninger til julens frokostborde. Lav hellere flere små skåle og fade - og hent dem på køl efterhånden som de bliver tømt. Og har du mad stående på bordet - så sæt det hurtigt på køl, så kan det nemlig genbruges.

Jeg er godt klar over at der er flere der er ved at få spat af min evindelige snak om madspild. Men det er altså en sag jeg brænder meget for. Ikke alene er det svineri og penge ud i skraldespanden - det er også respektløs omgang med jordens ressourcer. Jeg har jo valgt at spise dyrt og økologisk - og jeg ser det som en fornem opgave at få det i maven og ikke i affaldsskakten. Gør blot som du vil!


Har du et godt tip til genbrug af julemad?


mandag den 26. juli 2010

Blogtræf og bolognese...

Argh, der er to blogtræf d. 22/8 - og jeg vil gerne med til dem begge. Det ene 'Kunst og kage' er på Sjælland og inkluderer et besøg på J.F Willumsens Museum i Frederikssund efterfulgt af hygge, snak og kage hos Bente. Jeg har mødt flere af de deltagende bloggere før og kunne rigtig godt tænke mig at tilbringe endnu en dag i deres selskab. Men da jeg også skal til Sjælland weekenden efter til Madbloggersymposium må jeg desværre vælge det fra.

Det andet blogtræf er på Himmelbjerget og der kommer en masse mennesker som jeg også rigtig gerne vil møde. Det er Vita og Anne der har taget initiativet og du kan melde dig til her hvis du har lyst til at komme med. Der er snak blandt Kagedåserne om at møde op i flok - mon ikke jeg kan flikke en madkurv sammen til os?

------------------------------------------------------------------------------

Vi skulle ha' haft fyldte squash til aften, men jeg magtede slet ikke at lave mad. Jeg havde fyldet klar, men der var et helt uoverskueligt projekt at lave tilbehør og sauce.

Fyldet lavede jeg allerede lørdag aften. 400 g hakket oksekød blev brunet godt af på en pande og tilsat 1 dl rødvin som fik lov at koge helt væk. Derefter kom kødet i en gryde og blev overhældt med en flaske god tomat-sugo.

Grøntsagerne blev hvad jeg lige havde fra kasserne: en rest champignon, nye rødløg, fennikel og et par nye gulerødder - alt i små tern. Alle grøntsagerne blev sauteret i lidt olivenolie og tilsat kødet.

Jeg kom en masse friske krydderurter i (basilikum og oregano), samt 3 fed hvidløg. Det giver en god basis-smag, men mister noget af kraften ved langtidssimring. Derfor tilsætter jeg altid flere krydderurter og hvidløg lige inden servering.

Retten simrede i 3½ time ved meget svag varme. Der skal endelig ikke tilsættes salt, da retten reducere meget og saltkoncentrationen derfor nemt kan blive for høj. Jeg undlod helt at smage den til, da den jo skulle arbejdes videre med.

I dag har jeg været til bagagerumsmarkede med Anarkisten og var helt død da jeg kom hjem. Jeg er ved at være godt brugt af alle de kilometer jeg har cyklet på det seneste. Sif havde verdens største hjemmebagte kringle med til Max, som tak for hjælpen med et eller andet computerhejs. Den fyldte sgu hele cykelkurven. Da jeg kom hjem med den gik vi straks ombord i den. Uhm, marcipanfyld. Vi guffede løs og blev enige om at skippe aftensmaden til fordel for frugt og rugbrød. Men sådan skulle det ikke gå - pludselig kl sent fik vi begge lyst til varm mad alligevel.

Jeg tog ca halvdelen af fyldet og kom i en gryde. For at gøre det mere som 'ragù alla bolognese' smed jeg et glas flåede tomater, skåret i grove tern, ned sammen med. Retten blev smagt til med salt, peber, agavesirup og balsamico, tilsat en håndfuld hakkede krydderurter og 1 fed presset hvidløg.

Tilbehøret blev glutenfri pasta lavet på majs.

Nem mad på ca 15 minutter. Det var det pureste guf!

Jeg fandt et par fine ting på bagagerumsmarkedet. Dessertglas, en skøn sølvske og en afrikansk hestehale fluevifter. Mere om det i morgen. Jeg har nemlig valgt at tage noget at sove på i nat. Jeg trænger virkelig til mere end de 3-4 timers søvn det er blevet til de sidste mange nætter. Så nu kryber jeg til korset og tager en af de forhadte sovepiller. Det betyder at dagen i morgen er hevet ud af kalenderen. Jeg bliver så mærkelig 'ulden' dagen efter jeg har taget en pille og har det bedst på sofaen. Men så har jeg også mulighed for at få læst lidt, set en film og slappet godt af. Men en ting er sikkert - vi skal ha' fyldt squash til aften!

fredag den 23. juli 2010

Vegansk sandwich og lækre loppefund...

Æv, der var ikke mere koldskål tilbage. Jeg måtte finde på noget andet at spise til frokost. Der var ingen pålæg, ingen dåser med fisk og ingen hemmelige gemte lækkerier der sprang ud af skabene. Og dog - der stod en dåse, vundet i jule-pakkelegen, bagerst i rodeskabet.

Som barn var jeg fuldstændig pjattet med den grove bønnepostej, men den her havde jeg faktisk aldrig smagt før.

Og jeg må indrømme at jeg haller ikke havde den store lyst til det, da jeg så indholdet for første gang. Det både lignede og lugtede lidt som langtidsholdbar leverpostej. *Gys*. Der måtte gøres noget hvis det skulle gøres spiseligt.

Jeg gik på jagt efter noget at kyle i og fandt da også noget brugbart. Peppadew™ i små tern, hakkede cornichoner og saltede cashewnødder. Men der manglede stadig noget.

Friskkværnet sort peber, en håndfuld hakket bredbladet persille og lidt tamari. Nu var den ved at være der.

Fyldet blev smurt på bondebrød med kerner og pyntet med lidt oliven inden overdækkeren kom på.

Den færdige sandwich blev skåret i trekanter. Hmm, det var ganske udemærket. Det er dog ikke noget jeg selv vil købe, konsistensen er for smooth for mig. Men jeg tror jeg skal ha' fat i et par dåser af den grove bønnepostej - den er god på rugbrød med tomatskiver og purløg.

Efter frokost gik min hviledag i vasken. Jeg læste på nettet om en kæmpe genbrugsbutik i nærheden. Sif og jeg aftalte straks at tage til bagagerumsmarked derude på søndag, så jeg ville lige forbi og se hvor det lå først.

Det er jo kun 5 minutter herfra på cykel, for der er en snedig smutvej bagom.

Og sikke et syn der mødte mig derude. En hel hal fyldt med lopper og ragelse - lige noget for mig. Der er en masse marskandisere der hver har en ubemandet stand derinde. Der er priser på alt ting med sælgerens nummer og så afregner de på den måde. Og så tager de dankort. Farligt!

Der var ikke ret mange mennesker, så jeg havde god plads til at gå og snuse. Mens jeg gik rundt derinde brød helvede løs udenfor. En tordenskylle af de store ramte området. Jeg havde kun en lille sommerkjole på og skulle ikke nyde noget af at blive gennemblødt, så jeg tog den med ro. Jeg endte med at være der i næsten 2 timer.

Der var også en kælder med møbler, men der gik jeg ikke ned. Jeg ville jo ikke kunne slæbe noget hjem alligevel. Det er jo begrænset hvad der kan være i en cykelkurv.

Jeg gjorde et par veldig fine fund. Den runde glasflaske står der 'Paf' på og den kunne jeg slet ikke stå for, selv om den kostede 40 kr. Den anden flaske fandt jeg i en rodekasse til 5 kr og den skal bruges på skovture til saft eller vand. Den skønne gamle hjulpisker med træhåndtag måtte jeg få med hjem for bare 10 kr. En herlig ting til min samling af gammelt køkkenhejs.

Og så fik jeg endelig fundet noget til at lime sammen til opsatser. For noget tid siden fandt Sif en hjemmeside hvor der var de skønneste hjemmelavede kageopsatser, kaldet 'opsatsdown' lavet af netop loppefund. Hun lavede selv den her. Jeg vil prøve at gøre hende kunsten efter.

Jeg har leget lidt med at sætte delene forskelligt sammen. Nu får vi se hvad det bliver til. Først skal porcelænet vaskes, lysestagerne pudses og en god 2-komponentlim indkøbes. Det kan godt tage noget tid.

For i morgen skal jeg igen forsøge at holde hviledag - nu går den ikke længere. Der skal ro og hvile til - ellers går det galt. Der er allerede et par alarmlamper der lyser og jeg må hellere høre efter. Dog skal jeg lave aftensmad, men det bliver i stille og roligt tempo.

Der kommer både laks og svinekoteletter med kasserne i morgen, så jeg skal vælge. Har du en ide jeg kan bruge?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...