Viser opslag med etiketten Æg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Æg. Vis alle opslag

lørdag den 11. april 2020

Fiskelagkage med tunmousse, røget laks og rejer...

Pynte-Sisse har fået lov til at lave en lille ekstra ting her til påske. Den Store Påskefrokost, for kærestens familie, skulle ha' været afholdt af mig - og indeholdt en stor fiskelagkage til forret, lammekøllle til hovedret og hjemmelavet regnbueis (vanilje, chokolade og passion) til dessert. Og så stod jeg pludselig der, med idéer på lager - som jeg havde meget svært ved at brænde inde med. Nå, men så måtte jeg jo skrue mængderne lidt ned, og nøjes lave en fiskelagkage til 2 personer: 

Selv om den er lille, har den fået hele armen med pynten. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Man kan pynte den så lidt, eller som meget som man har lyst til - kun fantasien sætter grænser.

Fyldet skulle være tunmousse, af den luftige slags. Og det skulle være med god tun. Jeg havde det bedste på markedet, på lager - som faktisk var for godt til at bruge til mousse.....men når det nu skulle være lidt, men godt, gik det lige akkurat an.

Linefanget skibjack-tun fra Atlanterhavet, i portugisisk økologisk olivenolie, fra Grøndals. Jeg købte 2 dåser på Food Festival sidste år, og havde gemt dem til en særlig lejlighed. Det er de fineste fileter. Den ene dåse røg til en lille fiskefrokost, for nogle dage siden, så jeg måtte skaffe lidt mere - og fandt en brugbar dåse i Føtex. Næste gang jeg skal lave tunmousse, vil jeg købe en større dåse 'plukfisk' fra Grøndals i stedet for. 

Jeg har brugt min egen opskrift på tunmousse - men med lidt andre mængder og mindre fyld. Der blev ikke taget billeder undervejs, men du kan få mængderne her - som passer til den her lille fiskelagkage + en lille tunmousse ved siden af.

2 dåser tun
1 dl skyr/cremefraiche
2 + 2 tsk kapers
2 tsk fuldkornsennep
2-3 spsk citronsaft
En god tot frisk dild
Salt
Friskkværnet sort peber
4-5 blade husblas
1½-2 dl fløde

Tunen drænes og kapers klemmes fri for eddike. Husblassen lægges i blød i koldt vand. Tun, 2 tsk kapers og skyr/cremefraiche, blendes så fint som man ønsker. Dilden skylles og hakkes, sammen med de sidste kapers, og tilsættes tunmassen, sammen med sennep, citronsaft, salt og peber. Den må godt være ret sur og salt, for fløden sluger meget af smagen. Husblassen kommes i en lille skål, med det vand der hænger ved - og smeltes over vandbad eller på 5 sekunder i mikroovnen. Rør den smeltede husblas i tunblandingen og sæt dem på køl i ca 15 min. Pisk derefter fløden til blødt skum og vend i - og så er tunmoussen klar til at komme i form, skål eller fiskelagkage.

Den oprindelige plan, havde været, at bage et rundt brød i en lille springform og flække i 'lagkagebunde'. Men uden form og gær, var det en umulighed. Jeg havde dog set, at man blot kunne skære toastbrød til, så det passede, så det ville jeg gøre i stedet for. Men den plan blev dog udvidet, da jeg fik øje på 2 afstødte burgerboller, der lå og gloede på køkkenbordet.

Et par dage i forvejen, havde jeg nemlig lavet lammeburgere med feta-tzatziki og olivensalsa - og havde derefter glemt alt om bollerne. De var blevet for tørre til at spise - men i bedste Stop Spild Af Mad stil, kunne de nu komme til ære og værdighed igen. 

I mangel af en lille springform, måtte jeg lave min egen til at samle fiskelagkagen i. Jeg lagde bollerne ovenpå hinanden og lavede en form af kage-folie omkring dem. Den blev sat sammen med lidt tape, på ydersiden.

Forsigtigt blev de 2 boller, skåret til 3 brugbare bunde, hvilket gjorde at jeg kunne droppe toastbrødet helt. De pivtørre bunde, tog straks tørstigt imod tunmoussen. Den samlede fiskelagkage, blev pakket grundigt ind i film og sat på køl natten over.

Dagen efter blev den taget ud - og pynten gjort klar. Jeg havde investeret i 200 g long sliced laks, her til påske, hvilket passede perfekt til formålet. Drømmen var en smuk lakserose på toppen. Jeg kogte et par æg, for at lave lidt pynt - og fandt rejer, lakserogn, agurk, små tomater og krydderurter frem. Der var ikke nogen fast plan for pyntningen, så jeg besluttede mig for at lege med et par forskellige elementer.

Og så skulle der laves en tyk hvid creme, til at smøre fiskelagkagen op med. Jeg havde flødeost og skyr - og en rest feta, fra lammeburgeren, på lager. Igen lavede jeg nok, til både lagkagen og selve tunmoussen.

150 g flødeost
50 g skyr
50 g cremet feta (her Puck)

De 3 ting blev vejet af og blendet sammen *wroom wroom* med en stavblender - og fyldt i en engangssprøjtepose, som jeg heldigvis havde liggende.

Den lille fiskelagkage blev befriet fra sin plastform - og fik sprøjtet en passende mængde creme ud over sig, som blev fordelt jævnt med en kniv. Det behøver ikke være så nøjagtigt, da det skal dækkes af pynt. Jeg lagde ud med at komme en masse halve agurkeskiver på, som jeg havde skåret meget tyndt på en mandolin.

Skiverne blev sat forsigtigt fast i cremen. Og så var det jeg fik den ide, at skrotte rosen på toppen, til fordel for en helt anden slags topping - og laks på siden i stedet. 

Små halve tomatskiver fulgte - samt en sirlig ring af rejer, som var duppet tørre i køkkenpapir. Det er vigtigt at pynten ikke er for fugtig, for så vil den få cremen til at løbe.

Den fine laks, blev skåret til, og sat på som bånd. Toppen blev fyldt ud med lakserogn - og der blev sat lidt dutter af cremen på. De blev desværre for store og uformelige, men uden tyl eller tålmodighed, måtte det være sådan. Løsningen blev at kamuflere dem lidt med noget kørvel.

Den (næsten) færdigpyntede fiskelagkage.

Jeg syntes den var rigtig fin af et første forsøg, med begrænset udstyr til rådighed. Pynte-Sisse havde dog lige et par ekstra ting i ærmet, da det nu var påske....

For nogle år siden, forelskede jeg mig i de her små punkerkyllinger hos Fru Spinat. Sådan en måtte jeg lave til toppen!

Jeg kogte æggene ca 10 minutter. Et blev skåret til i bunden, så det kunne stå og fik skæret toppen af. Blommen blev forsigtig skrabt ud og most med lidt af ostecremen + et nip gurkemeje. Fyldet kom retur i ægget og fik øjne af 2 sorte peberkorn. En lille hanekam og næb, blev skåret af en skive gulerod og monteret forsigtigt. 

Og så var den lille søde punker klar til at komme på toppen - og gøre fiskelagkagen til påskebordets festlige indslag, for børn og barnlige sjæle. Når jeg engang får mulighed for at lave en fiskelagkage i stor størrelse, skal der sidde kyllinger hele vejen rundt i kanten. Uh, eller også skal de laves af vagtelæg....

Den sidste, og blivende ting, der skulle laves - var et halvt æg, fyldt med lakserogn. Jeg skar det ud, så det fik takker.

Og så var der endelig mad. Jeg kaldte på Den Høje Mand, som gjorde store øjne - og forventningsfuldt satte sig til bordet.

Den var forbavsende nem at skære. Jeg var en smule skuffet over snittet - for man kunne knapt skelne lagene fra hinanden. Tunmousse har jo ikke den mest festlige farve. Der skulle nok ha' været flere urter, rød rogn eller et eller andet i, som kunne få farven til at poppe lidt. En lyserød laksemousse ville også være et glimrende alternativ.

Billedet af selve stykket, blev desværre en smule overbelyst. 

Hele den lille fiskelagkage forsvandt som dug for solen, med et par kølige glas rosé til. Skulle hilse fra kæresten og sige, at den smagte fremragende - og at den gerne måtte blive lavet igen. Han var specielt glad for tunmoussen og ville gerne ha' haft mere af den. Hvad han ikke vidste, på det tidspunkt, var at der var blevet lavet en separat tunmousse også - så det måtte jeg straks fortælle, så han kunne glæde sig til den. Og den vil jeg gå ud og pynte nu - og lur mig, om der ikke kommer en lakserose i spil.


Fortsat god påske, til dig der kommer her forbi. Velbekomme!





onsdag den 8. april 2020

Måltidssalat med fyldte æg, røget laks og avocado...

Nu hvor alle de store påskefrokoster er aflyst, kan man i stedet kæle lidt mere for de daglige frokoster og påske-pimpe dem lidt ekstra. Her får du mit bud, på en påsket måltidssalat med en masse gode sager:

Sprød salatbund, fine fyldte farvede æg, laber skotsk laks og cremet avocado. Velsmag og sundt fedt for alle pengene.


Hvordan du laver de fyldte æg, kan du se lige her.

De fine æg kan spises som de er - eller bruges i en salat som denne.

Salaten er lavet på en bund af hjertesalat. Bladene blev skyllet, duppet tørre og fordelt på en stor pæn tallerken - og 6 af de fine farvede æg, blev lagt tilrette rundt i kanten.

Den helt fantastiske long sliced skotske laks. Prisen er høj, men hver en krone værd - det er det ypperste jeg kan få. Jeg tog et par af den lange skiver og rullede sammen til en lille rose - som jeg satte på en lille blomst, lavet af avocado - ikke en hel rose, men blot en enkelt ring af 'kronblade'. Du kan se lige her, hvordan du kan lave en blomst/rose af avocado. 

Avocadoblomsten med lakserosen ovenpå, blev forsigtigt placeret i midten - og resten af laksen fordelt mellem æggene.

Der blev pyntet af, med en flok halve cherrytomater og lidt unge skud af bredbladet persille. Jeg piskede en hurtig lille vinaigrette sammen af olivenolie, citronsaft, fuldkornssennep, et par dråber akaciehonning, urtesalt og friskkværnet sort peber - og serverede til. Den skulle primært bruges til de grønne blade i bunden.

Jeg spiste det jeg kunne til frokost og satte resten på køl, til senere. Da jeg atter åbnede køleskabet, var der sket noget med æggene - de havde nemlig skiftet farve.

De orange var blevet laksefarvede og de grønne var blevet blå. Godt så. De blev til aftensmad alligevel. Og så havde jeg vist også fået de æg (og de farvestoffer), jeg kunne trække den dag....

Det er ved at være noget tid siden, jeg lavede både æggene og salaten - og det var midt i en meget frustrerende tid, hvor mine billeder igen blev misbrugt, mange steder. Tanken var så, at den her salat var så wack, at den med garanti ikke ville ende på noget menukort - og at billederne derfor ikke blev nakket. Den tankegang har jeg siden forsøgt at lægge på hylden igen, for det skal gerne være af lyst og ikke af nød, at man laver skøre ting. Ægge sandt?

Der er en lidt sjov håndholdt rejecocktail på vej, men jeg ved ikke om jeg når at få den fyret af, her i påsken. Trænger i den grad til at slappe af og trække stikket lidt. Der skal dog laves lidt mad - og det bliver sørme også til en lillebitte 2-personers påskefrokost, på fredag, med ene små fisketing. I morgen får jeg dog helt fri i køkkenet, da mine søde svigerforældre kommer forbi og stiller en hjemmelavet lasagne på dørmåtten, hvilket vi glæder os meget til. Og det gør, at jeg kan tillade mig bruge lidt kræfter i dag, på at lave aftensmad. Det bliver til lammeburgere med feta-tzatziki, marinerede oliven og sprød kål, med knuste græske kartofler til. Ingen påske uden lam, for mig.

De blågrønne æg, fik lov at bestemme farven på årets påskehilsen:

Rigtig god påske til dig og dine. Hold afstand, vask hænder, sprit af - og pas godt på dig selv, til vi ses igen ♥

søndag den 5. april 2020

Farvede fyldte æg...

Påsken nærmer sig, med hastige skridt - og så skal der æg på bordet. Her får du en lille fin æggehapser, som ikke alene smager skønt, men også pynter fint på påskebordet. 

Fine farvede æg med pikant fyld. Pynte-Sisse havde en festdag i køkkenet.

Æggene er nemme at lave - men kræver lidt kemi, i form af farve. Jeg bruger pastafarve fra Wilton, som har en rigtig god farvekoncentration. 

Jeg har før lavet farvede æg i alle regnbuens farver, men denne gang skulle de være lidt mere sarte og indbydende - i påskefarverne gul, orange og lys grøn. Hver farve, sin skål. 

Dyp en tandstik i den ønskede farve, kom den i en lille skål og tilsæt 1½-2 dl koldt kogt vand. Er farven ikke koncentreret nok, kan man altid tilsætte mere.

Æggene koges i 10 minutter, køles ned og pilles. De flækkes på langs og blommen pilles forsigtigt ud (husk at gemme den til fyldet) - og de tomme æggehvider puttes i hver deres farvebad. Æggene tager lynhurtigt farve, så lade dem trække så kort eller lang tid, som du ønsker. De her stod i ca 10 minutter.

Æggene tages op og duppes forsigtigt tørre. Æv, jeg var på ingen måde tilfreds med de grønne - som havde fået den falske farve. Nå, men så måtte der nogle hvide i spil også.

Og så til fyldet:

Her er blommer fra 8 æg. De blev most sammen med en gaffel og tilsat: 2 spsk skyr, 2 spsk mayonnaise, et skud sriracha, et drys gurkemeje, urtesalt og masser af friskkværnet sort peber. Det hele blev rørt sammen og puttet i en sprøjtepose, monteret med en stjernetyl. 

Æggene kan med fordel, lines op på køkkenpapir, så de ikke rutscher rundt, mens de fyldes. Jeg valgte også at fylde de grønne, men syntes de så endnu værre ud med fyld. De blev straks øremærket til et andet projekt - og jeg nøjedes med at gå videre med de hvide, gule og orange.

De små fine æg kom på et fad og var klar til servering. De blev dog ikke spist med det samme, da de skulle indgå i en dekorativ måltidssalat.

Måltidssalaten indeholder, ud over de fyldte æg, bla røget laks og avocado. Den kommer i det næste indlæg, men du får lige et smug-kig på den her. Den ser ægge spor tosset ud, vel? 

lørdag den 4. april 2020

50 papirtynde pandekager...

Min kæreste elsker pandekager - og det gælder både de tynde (crêpes), de tykke (amerikanske), de sunde af banan (eller græskar) og de alternative af rester. I år besluttede jeg derfor, at give ham en gylden pandekagestak, af de helt papirstynde af slagsen, som 'påskeæg'. Og så kunne jeg meget passende få lavet en ny pandekageopskrift, som kan bages til ca 50 pandekager (Ø 20 cm). Opskriften kalder på 10 æg og en hel liter mælk - så det er en oplagt ting at lave, hvis man har den slags i overskud.

Fru Klump har intet på mig her!

Når man skal lave papirtynde pandekager, er det vigtigt at lade dejen hvile længe nok, så melet får optaget så meget væske som muligt. Konsistensen skal være som tyk fløde. Lav derfor dejen i god tid og lad den trække mindst 30 minutter på køl.

Til ca 50 pandekager:

10 æg
1 L mælk 
1 dl øl (kan undlades)
400 g hvedemel
25 g sukker
2 spsk vaniljesukker (eller 1 tsk vaniljepulver) 
½ tsk fint salt
½-1 tsk stødt kardemomme (eller andet krydderi)

+ rigeligt SMØR til at stege dem i.

Kom alle ingredienserne i en skål - og stik en stavblender i *wroom wroom*. Jo jo, du kan også bruge en håndmikser eller de der armkræfter, man hører så meget om.

Den her omgang er lavet med letmælk og mørk classic øl. Det er ikke nødvendigt med øl, men det giver tynde, sprøde kanter. Jeg havde desværre ingen stødt kardemomme på lager, så det blev lidt af det aromatiske Wintergewürz, som jeg også kom i min melfri chokoladekage. Pandekagerne er ikke sødet så voldsomt, da de jo skulle spises med søde ting på/til. Man kan sagtens droppe sukkeret helt (og de søde krydderier), og lave madpandekager i stedet.  

Når dejen har trukket sig perfekt i konsistensen, gøres panden klar. Den varmes godt op og der kommes en lillebitte SMØRklat på, til hver pandekage. Det er en stor fordel at vide nøjagtig hvor meget dej, ens pande kan trække, så man kommer den samme mængde på hver gang. Min pande passer til lidt under ½ dl, så jeg bruger et decilitermål til at øse min dej på panden med. Omrør dejen efter hver 3. pandekage, så der ikke kommer bundfald og man står med en tyk klat til sidst.

Det ideelle er at bruge en rigtig pandekagepande, med tynd bund og lave sider. Jeg har den her lille sag fra Tefal (Ø 20 cm), som jeg har haft i over 20 år. Den er desværre for længst gået ud af produktion - men kan fås i en Talent Pro udgave (både Ø 25 Cm og Ø 28 cm). Skulle jeg skifte min ud i morgen, ville jeg dog vælge den her lille Funktion Pandekagepande (Ø 23 cm), som ligner til forveksling.

Der er dog mange flere pandekagekilometer tilbage i min lille darling. Jeg har lavet den opskrift på Crêpe Suzette utallige gange, som er trykt på bunden af panden - og kommer til at savne den, når panden engang har udtjent sin værnepligt. Så derfor kommer det her billede lige med, så opskriften er bevaret her på bloggen. 

Og så gik jeg i gang med at bage/stege de mange pandekager. Jeg tog mine ørebøffer på og hørte fredagens Det, vi taler om, som podcast imens. Det passede lige med de 2 timer, det tog at komme igennem dejmængden. Perfekt!

Jeg holdt dog pause halvvejs, for at hvile både ben og ører en stund. Det var allerede blevet til en lovende lille stak der.

Ta-dah - endelig færdig. Det blev en imponerende færdig stak på hele 54 stk (den første + den sidste, var blevet fortæret undervejs)

Gyldne og lækre - og sprøde i kanterne. Lige klar til at gå ombord i. Jeg havde godt fortalt, at der vankede pandekager, men ikke hvor mange - så Morten gjorde store øjne, da pandekagetårnet blev sat foran ham, med et spis til du ikke kan mere.

Jeg var så heldig, at få lov til at spise med - og der røg utallige af de labre tynde pandekager ned. Der blev dog levnet 14 stk, som jeg allernådigst har fået lov til at gemme til et andet projekt. Så dem skal jeg lege videre med i morgen. 

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg laver så stor en omgang. De kan sagtens fryses, med bagepapir imellem, så man nemt kan fremtrylle en hurtig dessert. Så man kan faktisk ikke bage for mange... 

Hvem skal du forkæle med sådan en pandekagestak? 

mandag den 22. maj 2017

Asparges-ramen...

Lad mig introducere dig for en funklende ny ret på den nordiske madscene: asparges-ramen. Sprødmøre 'nudler', snittet af hvide asparges - serveret i en liflig suppe på asparges, med smilende æg og ørredrogn. Jeg spår allerede nu at det bliver en moderne klassiker! 

Aspargessuppe, i en opdateret 2017 udgave. 


Det er dog desværre ikke en opfindelse jeg selv kan tage æren for. Det er nemlig min gale/geniale gastronomiske legekammerat Johan der står bag. Og her er hvordan den blev til:

Retten blev født - dagen før min fødselsdag, sidste lørdag. Jeg var taget ned til Kolding for at fejre dagen sammen med Johan (på Sdr. Bjert Kro) - og han forkælede sørme med hjemmelavet OCD-venlig fødselsdagsmiddag fredag. Jeg var på forhånd blevet lovet en 'stille og rolig' 3-retters menu (hvoraf snacks udgjorde den ene ret) - hvilket viste sig at være en sandhed med modifikationer. Du kan se hele menuen nederst.

Den første snack-serveringen hed på menuen: (3 x æg) Ramsløgsmayo - Øko-æg - Rogn. Johan havde ikke en klar vision ang anretningen, før han gik til køkkens. Men da der var hvide asparges i en af de andre retter, som han havde klargjort på forhånd, var han ved at simre en lille aspargesfond på ender og skræller. 

Aww, fokus på Stop Spild Af Mad gør mig så glad. Pludselig kunne man se at inspirationen slog ned i manden *pling* og har råbte begejstret: "Malou, jeg har sgu fået en idé der skal prøves af". Han greb sin julienneskræller og høvlede et par hvide asparges til fine 'nudler' og lod dem varme kortvarigt igennem i aspargesfonden, som var blevet smagt til med et par dråber Healthy Boy soya og et nip sukker. De delikate 'nudler' blev anrettet med et perfekt halvt 6-minutters æg, ørredrogn, ramsløgsmayo og et blad hjemmedyrket koriander. Og således blev asparges-ramen til. Åh, det var SÅ lækkert. 

Idéen fik jeg straks lov til at løbe med - og så gælder det om at løbe stærkt. Jeg er på ingen måde i tvivl om at den gale mand nemt kan forfatte 5000+ ord om hvide asparges og halløj....men ved at han har travlt med andre emner i tiden. Og da de hvide asparges er i sæson NU...så er det med at slå til. Så her får du mit bud på hvordan asparges-ramen kan skrues sammen:

Det blev først til en tur i Kvickly efter forsyninger. Jeg ville lege med både hvide og grønne asparges. For at give fonden noget mere fylde, ville jeg tilsætte noget hønsefond - men kunne ikke finde den pose jeg (måske, måske ikke) havde i fryseren, så jeg besluttede mig for at prøve de her nye økologiske bouillonterninger af. Ramsløg blev til kørvel - som jeg har fået en nyfundet interesse for. Og så blev der også købt æg og ørredrogn. Og så var jeg klar til at gå i køkkenet og lege mig frem. Først lavede jeg en kørvel-mayo:

En god tot kørvel, blev blendet *wroom wroom* med en stor spsk Hellman's, lidt presset citron og et drys urtesalt.

Og så var det endelig blevet tid til det sjove!

Jeg har virkelig et svagt punkt for friske hvide asparges. Til gengæld kan jeg ikke udstå aspargessnitter på dåse. Det er nogle små ækle stakler med en forkert konsistens *gys*. Friske hvide asparges er saftspændte, sødmefulde med et letbittert snert og skal kun varmebehandles ultrakort. 


Og så var det med at komme i gang - for jeg vidste det ville blive tidskrævende.

Først blev de knækket (hvor de selv giver efter), skrællet med en tyndskræller og lagt i koldt vand, tilsat en smule citron.

Enderne (snittet i mindre stykker) og skrællerne + en bouillonterning kom i en gryde - og der blev hældt 6 dl vand på.

Fonden fik lov at simre, under låg, i en lille time. Den blev derefter siet og smagt til med lidt soya og et par dråber fiskesauce - men ingen sukker, da jeg fandt den naturlige sødme passende. Det gav en fyldig og alligevel let suppe, men god dybte og umami. I mellemtiden havde jeg haft de hvide asparges under kniven.

Nej, jeg kunne ikke nøjes med at bruge en julienneskræller. Min indre OCD-perfektionist kunne slet ikke med det - jeg skal ha' ensartethed og lige linjer. Specielt når de skulle forestille at være nudler. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og min japanske kokkekniv - og gik i gang med den tidskrævende opgave, at snitte et bundt hvide asparges i ensartede strimler. Åh....bare...åh....jeg havde fuldstændig glemt hvor meget jeg elsker den slags knivarbejde. Jeg opnåede en tilstand af ren zen. Det tog laaaang tid og jeg måtte ind og hvile et par gange undervejs - men jeg var SÅ tilfreds med resultatet.

For at få lidt variation i farven, snittede jeg 2 grønne asparges og kom ved. En beslutning jeg skulle komme til at fortryde...

De fine asparges-nudler blev dampet i den varme suppe - kun til de lige akkurat blev bløde nok til at bøje. Det så lovende ud....men jeg kunne allerede her se at de grønne asparges ikke duede. De blev ikke omsat til 'nudler' visuelt. Men jeg valgte alligevel ikke at pille dem fra.

Det gik herfra hastigt ned af bakke for mig. Det skal lige siges at jeg var ret bombet efter at ha' været på farten 2 weekender i træk og det derfor var fuldstændig pløk at kaste sig over sådan et projekt. Jeg skulle ha' hvilet mig under dynen og i stedet gennemtænkt alle detaljerne på forhånd. Men det var fedt at ha' et projekt at flygte ind i, så jeg lærte af mine fejl på den hårde måde i stedet.

Jeg havde valgt en alt for stor skål/tallerken (Æh, det er vist officielt en salatskål) og kom ALT for meget suppe på fra starten. 'Nudlerne' skulle ha' været toppet op med fyldet først - og så skulle der ha' været kommet en passende mængde suppe på bagefter. Det lignede jo den grågrønne grumsede Limpopoflod?!? Det gjorde desværre også at æggene svømmede frit rundt og at 'nudlerne' sank til bunds. I et forsøg på at udnytte råvarerne optimalt, havde jeg også snittet de stykker asparges der var for lange (længden blev jo defineret af de korteste asparges) og dampet hovederne. Det endte med at blive en rodet omgang. Smagen fejlede dog ikke noget og jeg nød hver en bid. Men da jeg så billederne dagen efter, blev jeg virkelig skuffet. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. 

Så der var ikke andet for, end at gå i gang med version 2. Der var ikke kræfter til en tur mere i Kvickly, så jeg forsøgte mig denne gang med de grønne asparges der var tilbage.

Grønne asparges skal ikke skrælles, så de beholder den fine grønne farve. De er dog noget mere besværlige at snitte i 'nudler' - don't do it!


Endnu en fond blev kogt. Der var heldigvis stadig noget kørvel-mayo og rogn tilbage.

Jeg valgte en mindre og mørkere skål. Jow, det var lovende....men stadig forkert. Det slog mig pludselig, at jeg jo forsøgte at gøre det til en hovedret. Måske var det formatet den var gal med?

Æggene blev fisket op med en ske (godt jeg havde kogt ekstra) - og så fandt jeg en lillebitte skål frem. 

Ja, for pokker - det var jo lige akkurat sådan det skulle være. Æh...og så sagde min hjerne: "Meget fint, men må vi se den med hvide asparges?"

Der var ikke andet at gøre end at adlyde hjernen - ellers ville jeg ikke få fred. En tur i Kvickly var derfor uundgåelig. Det var, både billedligt og bogstaveligt talt, op af bakke...

Og så snittede jeg, for tredie gang, et bundt asparges til 'nudler' - denne gang dog knapt så zen.....men lige så omhyggeligt. 

Og så var jeg klar til version 3. Der var ikke mere kørvel-mayo og jeg besluttede mig derfor at droppe det fede element helt. I stedet for kørvel, ville jeg forsøge mig med dild. Men fra billedet her blev taget, til der skulle anrettes, var dilden klappet helt sammen. Nå, men så var dild dømt ude...det måtte den bare selv om så. Så inviterede jeg bare kørvel med til ballet igen, i stedet for.

Forventningsfuld, kom jeg de snittede asparges-nudler i ENDNU en omgang fond. 

Oh yes, så passede både skålstørrelsen og væskemængden.

Og pyt med at ægget havde ligget for længe i koldt vand og blommen havde sat sig lidt for meget. Det var lige nøjagtig sådan det havde set ud i mit hovede. Stor lettelse....

Prøvede mig også med den lidt større skål igen. Det kritiske punkt er væskemængden. Jeg syntes nu også visuelt, det er pænest med kun 1 æg. Men nu hvor jeg skulle spise det, var det lige meget. Uhm, kombinationen af de stadig let-sprøde asparges, den lækre fond, den cremede æggeblomme og det salte *pop* fra den smukke ørredrogn - det spiller sgu. Til næste år vil jeg lave en version med stenbiderrogn! 

For en vegetarisk og vegansk udgave, koges fonden med grøntsagsbouillon og fiskerognen erstattes af cavi-art (lavet på tang) - og til den veganske udgave, erstattes ægget af en skefuld silken tofu og evt lidt hvid miso.   


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal vi retur til Kolding. 

'Snacks' viste sig at komme i 2 serveringer - først de her asparges-ramen og derefter 3 x laks. Forretten bød på tarteletter og hvide asparges - og hovedretten på grydestegt 'kylling' med hele udtrækket. Johan gør ikke så voldsomt meget i dessert - og det ville jo også give uorden i menuen der, som lovet, kun ville bestå af 3 retter. Så menuens sidste punkt var en en særlig cocktail Vintage Black Velvet (teksten på fransk, betyder 'dette er ikke en fjerde ret').

Åh....men SE lige. Den gale mand havde kastet sig langt uden for sin comfort zone og lavet en dansk menu, med mange af de ting som jeg er vilde med. Awww, og lakselyde....

Og sørme om han ikke også havde været i vinkælderen efter nogle gode sager, af lidt ældre dato. Meget *host* passende til en dame i min alder. Den der stout havde lagret i 10 år - og rygterne ville vide at den med årene havde fået sådan lidt portvinskarakter.

Det postulat kan vi så godt afkræfte. Men den smagte virkelig godt, toppet op med champagne.


Da klokken slog midnat, skålede vi i de sorte bobler - og så var jeg sgu 44 år. Vi hørte lidt musik og snakkede en stund, men var fornuftige nok til at lukke festen ned tidligt. For lørdagen ventede forude, men den helt store fejring - først brunch og siden middag. Mere om det i et senere indlæg. 

Nåede du helt herned? Godt kæmpet. God mandag til alle der nåede her forbi...





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...