Svampe stroganoff med asparges-broccoli...

*Brrrr* troede det var blevet tid til at tænde grillen og få gang i salatværkstedet....men næ nej. Sådan et par råkolde forårsdage, giver i den grad lyst til laber comfort food, af den lidt mere nærende slags - så i går flikkede jeg denne vegetariske stroganoff sammen: 

Masser af ristede svampe, i fri fuldfed flødedressur, med SMØRtung mos og alibigrønt. Ja tak!

Det er min målsætning at ha' minimum 2 vegetariske dage om ugen - og så spise mindre kød/fisk de andre dage. Den er min kæreste heldigvis med på og når vi spiser sammen, er det ofte vegetarisk. Så efter et smut i Kvickly's grøntafdeling, var jeg klar til at gå til køkkens og give den grøn gas. Nøjagtig mål og vægt, må du desværre kigge i vejviseren efter, da jeg ikke fik skrevet det hele ned. Men måske kan du bruge inspirationen alligevel. 

Det blev til 3 slags svampe: Portobello, hvide champignons og bøgehatte. For at få lidt ekstra fyld, valgte jeg at tilsætte rød peber. Og som alibigrønt, blev det Bimi, som også kaldes asparges-broccoli - og en hybrid mellem broccoli og kinesisk grønkål, som sjovt nok stammer fra Japan.

Fløde og SMØR er et must til stroganoff - og det samme er løg, tomatkoncentrat og paprika, som jeg heldigvis havde på lager.

Svampene (ca 600 g i alt) fik skåret rodenden af og blev børstet med svampebørsten. Portobelloerne blev skåret i grove tern og champignonerne i skrå skiver. Bøgehattene forblev hele.

Løget blev snittet i tynde både og den røde peberfrugt i mundrette bidder. Jeg afmålte ca 1½ spsk paprika (hjembragt af Anne fra Ungarn) og samme mængde tomatkoncentrat.

Løgene blev stegt af i en smule SMØR og sat til side - bøgehattene fik samme behandling. De er små og delikate og skal ikke simre med i retten, men blot tilsættes til sidst. Og for at retten ikke skulle blive for 'blød-i-blød', ristede jeg også den røde peber kortvarigt på panden - for at tilsætte den i sidste sekund, så den kunne give bid og knas. Efter at ha' stegt de 3 ting, kogte jeg panden af i en smule vand, som jeg gemte.

Portobellosvampene og champignonerne blev ristet af på en tør pande, til de havde smidt væden - og fik derefter tilsat en smule SMØR. Løg og paprika blev vendt i - og der blev tilsat fløde, tomatkoncentrat, den afkogte væske fra panden og en smule Herbamare urtebouillon. Og så fik det ellers lov til at simre ved lav varme, mens jeg lavede tilbehøret.

Kartoffelmosen blev lavet efter den her opskrift.....løj hun ud igennem sine tænder. Der var ikke kræfter til den model, desværre - så mosen kom på frost fra IKEA (og blev tilsat urtesalt, mælk og riiiiiigeligt SMØR). Gyngerne og karrusellen, ikke? De fine små Bimi, blev nippet og skyllet - og dampet 1 minut i mikroovnen.  

Den færdigsimrede svampe stroganoff blev tilsat peberfrugt og bøgehatte (jeg gemte lidt til pynt), smagt til med urtesalt og masser af friskkværnet sort peber - og justeret med lidt fuldkornssennep og et par dråber æblecidereddike, for at bryde fedmen. Almindeligvis tilsætter man cremefraiche til retten, for at give lidt frisk syrlighed, men her lader jeg senneppen og eddiken udfylde den funktion.

Og så var der varmende vegetarmad, af den vintertunge slags. Og det gjorde godt, for både krop og sjæl. Min kæreste var ret begejstret og fik resterne med hjem, som han så kan forlyste sig med i dag.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bag kulisserne går det sin skæve gang. Der er ikke lige sket så meget på kogebogsfronten, for vinteren har været hæslig, med fuld plade i fibro-sølle. Har haft hostepest fra midt januar, til sidst i marts og det har godt nok været en barsk omgang. Men nu er bøtten vendt og der er igen lidt kræfter på kontoen. Det fejrer jeg ved at give min lejlighed en ordentlig omgang. Der bliver ryddet op og ud, sorteret, videregivet og solgt. Som hobby-hoarder, kan det nemt tage overhånd. Min kæreste er heldigvis så sød at hjælp til, med at køre alle sækkene til storskrald, efterhånden som jeg får dem fyldt.

Hov, og nu har jeg så skrevet min kæreste, 3 gange i det her indlæg allerede. I oktober mødte jeg nemlig en rigtig dejlig mand, som jeg nu er blevet kærester med (det var ham der lokkede mig til at lave svensk pølseret).  

*Vinke vinke* sig hej til Morten. Ham kommer jeg nok til at nævne en del, for jeg har lovet at lave en masse lækker mad til ham - og blogge om det. 

Og nu vil jeg gå ud i mit køkken og fortsætte min oprydning. I dag er det alle mine små skåle, til blogbrug der skal organiseres. Måske skal jeg endda *gys* smide nogle af dem ud, men lad os nu se. 

Det næste indlæg, kommer til at omhandle måltidskasser fra Simple Feast, som jeg har benyttet mig af mens kræfterne var ekstra små. Det er ikke et sponsoreret indlæg, men min ærlige mening og konstruktiv feedback.

Rigtig dejlig torsdag, til dig der kom her forbi....

Bolognese - langtidssimret på rekordtid...

Reklame: Crock-Pot Express Multi-cooker er en gave fra Crock-Pot.

Så har jeg atter lavet nem mad til fryseren, så jeg også kan spise godt på dårlige dage. På ingen tid fik jeg lavet en kæmpe omgang bolognese, med lidt hjælp fra mit nye aggregats trykkognings-funktion. Og hey, jeg sprang ikke engang mit køkken i luften.....

Men jeg fik lavet en smagfuld, kraftig og intens bolognese - på blot 45 minutter....som smager som om det har simret i 6 timer. 

Som du måske ved, er jeg stor fan af langtidssimret mad der passer sig selv. I årevis hev jeg min elskede stegeso ud og ind af ovnen, til de arme arme satte en stopper for den tilberedningsmetode - og siden fortsatte jeg i min store Crock-Pot, som har været lige så flittigt brugt. Den skulle bare stå på bordet og var nem at betjene....men ak, den havde en tung indsats af stentøj, som armene også til sidst måtte give op overfor - og så var jeg retur på komfuret, hvor jeg så fik brændt et utal af retter på, fordi jeg glemte at røre i dem....og at de overhovedet eksisterede (Hello fibrohjerne!). 

Her i efteråret fik jeg så et tilbud om at teste en helt ny Crock-Pot. Den blev beskrevet i fine vendinger og markedsført efter tidens trend: spar tid. Alt sammen meget fint, men jeg så straks noget helt andet - den var nemlig lavet så let, at jeg selv kunne betjene den.....og ikke mindre vigtigt, selv gøre den ren. 

Den ligner en moderne riskoger (og den kan sørme også koge ris) - og den kan dælme mange gode ting. Man kan ligefrem starte retten direkte op, og brune i indsatsen, inden man tilsætter væde. Glæder mig til at undersøge hvad den kan for mig, for den kan tydeligvis lette mange arbejdsgange.

Den meget lette indsats med slip-let belægning. Vi er allerede ret gode venner.

Det blev til en rigtig 'tøm grøntsagsskuffen og fryseren' ret. Løg, hvidløg, forårsløg, fennikel, peberfrugt, gulerod og squash. Og så havde jeg fundet økologisk Dolmio til 10 kr på bud.

I fryseren fandt jeg 2 x 400 g hakket okse og 300 g bøffer, købt på dato og bare kylet ind i fryseren, til et formål ala det her. I bedste Stop Spild Af Mad stil, køber jeg ALTID økologisk kød på dato, hvis jeg falder over det.

De fleste af grøntsagerne var til overs, fra min pimpede svenske pølseret. Nu skulle de bare ha' kniven for hårdt....

Mig, min skarpeste japanske kokkekniv og grøntsagerne, havde en god hyggestund sammen. Det er ren zen for mig at snitte. Man kan naturligvis smide det hele i en mini-hakker og *wroom wroom* findele det på ingen tid......men så føler jeg mig snydt for at lave mad, på en eller anden måde. Det er vist den sidste rest fagidiot, der sidder i mig der.....

Jeg valgte ikke at brune direkte, da det var en ret stor portion, som ville kræve en del omrøring (og dermed armkræfter). Så kød og grønt blev sauteret sammen, af flere omgange, i en smule olivenolie på en knaldvarm pande.....inden det kom op i indsatsen.

Der blev tilsat hele 4 glas Dolmio. Er man ikke til convenience, smækker man bare flåede tomater, tomatkoncentrat og krydderier i her.

Indsatsen blev sat ned i selve apparatet og låget spændt forsvarligt fast - og dampventilen lukket. For selv om der var tid nok til at langtidssimre, så var jeg SÅ spændt på hvad sådan en trykkoger kunne.

45 minutter senere, var retten simret færdig, uden at være kogt helt i smadder. Jeg ventede lidt, udlignede trykket og tog låget af - og tændte for varmefunktionen, så jeg kunne smage til (urtesalt, friskkværnet sort peber, balsamico, timian, rosmarin og en my rørsukker) og lige koge igennem igen.

Indsatsen var derefter lige til at løfte op og stille til afkøling.

Jeg fordelte bolognesen i 2 fade, så den kunne køle hurtigere. Der blev taget fra til aftenmaden, resten blev pakket i poser til fryseren.

Da det var tid til aftensmad, kogte jeg noget pasta, hev en pose revet ost frem og kunne spise på ingen tid.

Det pureste guf!

Mit helbred svinger meget og kræfterne er uforudsigelige. Men jeg ved at det kan betale sig at holde sig i gang og spise godt - og store portioner af gangen, gemt i fryseren, er vejen frem. Og ganske som resten af mit hjem langsomt bliver mere og mere handikapvenligt, accepterer jeg at der også er brug for hjælpemidler i køkkenet. Mit glas er stadig halvfyldt - og jeg glæder mig over at armene stadig kan snitte, når de nu ikke længere kan løfte. Den her Crock-Pot kommer til at kunne hjælpe mig rigtig meget. Og det her var en meget tilfredsstillende test af den.

Måske skal julemanden ha' sådan en med til dig i år?   

Gaven beskattes efter gældende lovgivning. Ord og meninger er som altid mine egne. 

Svensk pølseret - pimpet med grønt...

Kan lige så godt sige set som det er: jeg er ikke vild med svensk pølseret. Det er for mig en utrolig kedelig blødt-i-blødt og sødt-i-sødt ret. En endimensionel sødsuppe med kartofler og pølser. But why? Men nu har jeg så mødt en rigtig dejlig mand, som jeg gerne vil lave mad til - og hørte pludselig min mund sige: "hvad vil du gerne ha' til middag" - og så fangede bordet jo. Jeg besluttede mig lige der, at vinkle lige netop det spørgsmål fremover, så jeg har mere indflydelse på svaret - og dernæst revolutionere pølseretten som vi kender den!

Klidmosters moderniserede pølseret - med masser af bid og grøntsager. 

Der var flere varianter i spil. Jeg legede med idéen om at bruge en masse rodfrugter - men konstaterede hurtigt at det ikke ville gøre så meget ved blødt-i-blødt effekten. Løsningen måtte være sprøde grøntsager, som også ville bidrage med farve.

Og så er der pølserne. Røde konventionelle pølser, er ikke meget andet en muler og tryner i tarm...drop dem og vælg nogle ordentlige. Jeg besluttede mig for at bruge de her krydrede basser på oksekød.

Og så besluttede jeg mig for at lave saucen for sig - og tilsætte den passende mængde til sidst. Så kommer retten ikke til at sejle i sauce (resten kan fryses ned til en anden gang - eller bruges til noget andet, se nederst). 

Beklager, jeg skrev ikke mængderne ned. Jeg lavede bare en kæmpe pandefuld. Men det var 2½ dl fløde og ca ½ L mælk. Den røde tube indeholder en salt puré lavet på peberfrugt, fra sidste års pakkekalender fra Anne (hende med brillerne). Med mindre du lige står og skal til Ungarn, og kan ha' en med hjem i kufferten, så spring den over.  

I saucen kom:

Fløde
Mælk
Tomatpuré
Ketchup
(Peberfrugtpuré)
Paprika (sød - utrolig meget)
Paprika (røget - meget, meget lidt)
Chipotle 
Fuldkornssennep
Æblecidereddike
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Fløde og mælk blev varmet op i en slip-let pande - og der blev pisket store mængder tomatpuré og ketchup ud i blandingen. Den søde paprika (ca 3 spsk) blev sigtet i, sammen med ½ tsk af den røgede. En smule chipotle bidrog til det røgede og gav et lille svirp på tungen. Saucen blev 'knækket' med eddike og sennep, så det søde fik modspil - og til sidst blev der smagt til med salt og peber. Saucen må godt være lidt mere salt end man lige syntes, når man smager på den. Kartoflerne stjæler nemlig en god del, når det hele blandet sammen, så det udligner sig selv.

Man laver da vist mest pølseret, af kolde kartofler, fra dagen før - og helst skrællede, så de kan afgive lidt stivelse til saucen. Jeg kogte dog små hele økologiske kartofler til formålet. Hvor mange? Æh...en pose.

....som jeg møjsommeligt pillede.....hvilket er et skodjob for fibrofingre. Mens fingrene gjorde sit, lod jeg tankerne flyde - og glædede mig over ikke at skulle pille kartofler til en kæmpe julemiddag i år. De pillede kartofler, blev skåret i mundrette bidder.

Det øvrige grønt var gulerødder, squash, rød + gul peber, forårsløg (delt i hvidt og grønt) og 1 stort fed hvidløg. Pølserne blev skåret i skrå skiver, stegt af på en pande og sat til side. 

Grøntsagerne fik en svingom på en mellemvarm pande, i en smule olivenolie. Det var vigtigt at de fik lige akkurat nok og bibeholdt deres bid. Gulerødderne først alene i et par minutter, dernæst den hvide del fra forårsløgene og hvidløget. Squash og peberfrugt kom ved og fik et par minutter - og så kom det af varmen og blev blandet sammen med pølserne.   

Og så var der saml-nemt pølseret klar. Det hele røg på køl til det var spisetid. Og så var det blot at varme kartoflerne op i en passende mængde sauce. De fik lov at simre i 5-7 minutter, inden resten af fyldet kom i - og så fik det hele lige en god gennemvarmning, sammen med det grønne fra forårsløgene. 

En utraditionel pølseret, serveret med det meget traditionelle purløgsdrys.  

Der var lidt færdigblandet pølseret tilbage, som den rare mand fik med hjem i en bøtte. Resten af saucen blev delt op i 2 portioner og den ene røg direkte på frost.

Og den anden portion, blev kombineret med 3 labre kødboller fra fryseren (fra en omgang boller i græskarkarry) og lidt pasta. Et drys revet Krystalost og lidt purløg, så var det det perfekte mash-up.

Bestemt ikke nogen tosset kombi. Den sidste portion sauce, skal vist også bruges til noget tilsvarende. Jeg må i tænkeboks!

Det er fedt at jeg er begyndt at lave mad til gæster igen. Det har været lidt sløjt med det, i en periode. Har fået styr på køkkenet, som giver mere lyst til at give den gas - med andet end kogebogen. 

Og når jeg laver mad til gæster, er jeg iført endnu en skat fra sidste års pakkekalender: kirsebærforklædet. Og aften skal jeg sørme ha' det frem igen - for der skal jeg lave store beskidte flæskestegssandwiches med hele udtrækket.  

God weekend, til alle der kommer her forbi....

Smagfuld skipperlabskovs i Crock-Pot...

Endelig har der været overskud til en tur i køkkenet. Trangen til hjemmelavet comfort food tvang mig til at finde min Crock-Pot frem og gå i sving. I den her kulde, har jeg brug for kalorietung mormormad med masser af smag, for at kunne holde varmen. Jeg overvejede gule ærter med flæsk, brunkål med medister eller hjerter i flødesovs med mos - inden det pludselig slog mig: skipperlabsskovs! En god gang labskovs - eller lobescoves, om man vil, er jo et herligt alt-i-et måltid, som er utrolig nemt at gå til.

Labskovs som regel en ret lys ret, men jeg har maxet op på smag og det giver et noget mere brunt resultat. Det var egentlig ikke meningen at opskriften skulle ramme bloggen, men jeg fik da taget lige akkurat billeder nok til at flikke dette indlæg sammen - for den endte med at blive ret så god. Og du kan sikkert regne ud hvor resterne endte?

Den lille grydesteg er fundet i Rema 1000. Jeg valgte at bruge selleri, da der lå sådan en knold i min grøntsagsskuffe.....fra nytår. Imponerende at det stadig var gangbart. Og godt at jeg så lige kunne få kørt en omgang Stop Spild af Mad indover også.

Som Anne Larsen engang sagde: "Alt starter med et løg". Jeg tredoblede det udsagn og skar dem i grove tern. Den lille steg blev befriet fra sit snøreliv og skåret i rustikke lunser. Det gav mig ca 650 g kød og ca 90 g fedt afpuds (som blev gemt, afsmeltet og brugt til at klare løgene i). Fond havde jeg ikke noget af, så jeg greb ud efter gode gamle Herbamare. Hel klassisk er en labsskovs smagsat med sort peber og laurbær - som jeg valgte at booste med en smule hel allehånde og 3 nelliker. 

Eftersom 'plejer' er død her, valgte jeg ikke at koge kødet først. Det gør man for at fjerne uønskede proteinstoffer, der danner et grumset skum, som misfarver retten. Jeg gav i stedet mit kød et hurtigt knald på en skoldhed pande, i resten af det afsmeltede fedt + lidt SMØR. Når der skal smæk på smagen, er det ikke skidt lige at få Maillard-reaktionen indover. 

Det brunede kød, de klarede løg og smagsgiverne (peberkorn og laurbærblade direkte i - allehånde og nelliker i si, så de kunne fjernes når den ønskede smag var opnået), blev lagt tilrette i den ventende Crock-Pot - og blev overhældt med Herbamare så det lige akkurat dækkede. 4 timer på low - og så var retten klar til det næste trin.

Beklager, men kræfterne svigtede - og jeg fik ikke taget billeder. Men jeg tilsatte 600 g selleri og et helt kilo skrællede kartofler, begge i mellemstore tern - og en smule mere Herbamare.

Efter yderlige 3 timer på low, var det hele mørt og lækkert. Det er vigtigt at huske på at der ikke er noget særligt væsketab i en Crock-Pot, så der skal øses væske fra, inden man begynder at mose retten sammen. Man kan altid tilsætte det igen, hvis man ønsker en mere lind labskovs. Skulle man ende med for våd en ret, så kan man bruge et bissetrick og tilsætte kartoffelmospulver......hvis man *host* har den slags på lager. Retten moses sammen med et piskeris eller lignende - jeg bruger sådan en fibro-venlig moser med fjeder, som ikke kræver de store armkræfter. 

Den færdige labskovs blev smagt til med salt og friskkværnet peber. Selv om de, nu møre og bløde, sorte peberkorn bidrager med små smagseksplosioner, er det rart med lidt peber i resten af retten også. Jeg tilsatte også ganske få dråber æblecidereddike, for lige at bryde det helt fade fra kartoflerne.

Og så var der aftensmad - kl 23:30 - som blev serveret med tern af koldt SMØR, purløg, syltede rødbeder og rigelig fuldkornssennep. Note to selv: sæt simremad over tidligere på dagen. 

Det er muligt at jeg har fået min køkken-mojo retur, men det kniber stadig med at få taget nogle ordentlige billeder, specielt så sent på aftenen. Det er bedre, men en smule dagslys ind fra siden. 

Dagen efter fik jeg endnu en portion til frokost. Det blev et lidt bedre billede. 

Jeg pakkede 2 gode portioner til fryseren, så jeg har nem mad til et par dårlige dage. Men gemte lidt til frokost dagen efter. For ja, den skulle da naturligvis i vaffeljernet.

Jeg tog udgangspunkt i kartoffelvaflerne fra min Croque Malou - og flikkede en vaffeldej sammen. 

250 g kold skibberlabsskovs
2 æg
4 spsk kartoffelfibre (eller hvedemel) 
Salt

Det hele blev rørt sammen, trak en smule og blev bagt til 3 vafler. 

Skipperlabsskovs i vaffelform.

Vaflerne blev serveret lune med SMØR, en sennepscreme (af French's, Dijon og fuldkorn), rødbeder i tern og et dys purløg. Ja tak!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så lidt af det personlige. Det er jo ikke nogen hemmelighed at helbredet har hængt noget ekstra i bremsen det sidste lange stykke tid. Vinteren er den hårdeste tid på året, sådan er det bare. Jeg kæmper med at holde mig varm og bøjelig - men det lykkedes nogenlunde i år. Er i det hele taget, et bedre sted nu, end jeg har været længe. Støtte fra mit gode netværk, et par nye bekendtskaber og fornyet mod på kogebogen, har virkelig gjort underværker over hele linjen.

Jeg kan mærke livet boble i mig igen - og det gør mig godt. Har måtte sluge et par kameler og acceptere endnu nogle trælse begrænsninger, hvilket har været svært. Men er helt klart blevet bedre til at flyde med og ikke tage det som store nederlag. Det er jo endnu en påmindelse om at jeg skal leve NU og suge marven ud af livet. Så det gør jeg!

Denne uge har dog været ekstra udfordrende, da hele min opgang er blevet ramt af en omfattende vandskade. Der skal nu en gennemgribende renovering til - hvilket larmer og stresser. En ting var vandmasserne fra væltede ned fra lofterne og 'bare' skulle tørres op - et andet er den tørring der nu skal til for at undgå skimmelsvamp. Den midlertidige prognose lyder på at der skal fjernes nogle bidder af mine vægge, så der kan komme ventilation til hulrummene. Godt så - jeg får forhåbentlig mere at vide på mandag, så håndværkerne returnerer med endnu en ekspert.

I dag står den på frokostmøde med min dejlige redaktør Signe på Klassisk 65. Vi skal snakke kogebog og hygge os. Det er lige til at holde til. 

God lørdag til dig, der kommer her forbi....

 

Murgh Makhani: Butter Chicken...

MadbloggerUdfordringen har gang i sin 11. runde og temaet denne gang er Mad i det fri. Jeg hoppede med på legen og lavede denne luksuriøse Butter Chicken - hvor selve kyllingen er tilberedt udenfor:

Murgh Makhani - Butter Chicken er en af det indiske køkkens mest omstændige retter og tager flere dage at lave. Det her er mit livs første hjemmelavede udgave. Den er stærkt inspireret af den her version som jeg forelskede mig dybt og inderligt i på BollyFood. Og nej, opskriften er ikke autentisk indisk - den er hjemmestrikket....Klidmoster-style.

Der skal bruges mange forskellige krydderier og et af dem er bukkehorn - både som frø og tørrede blade. Bukkehorn er med til at give karrypulver den karakteristiske 'karrysmag'.

Butter Chicken er groft sagt marineret stegt kylling i en krydret tomatbaseret sauce tilsat fløde. Jeg lavede en kæmpe portion af saucen i sidste uge - som så blev frosset ned i 3 portioner (den ene portion blev brugt til den her). Så kan jeg blot tilsætte kylling og fløde til de sidste 2 hen af vejen.

Krydderierne først. De skal ristes let på en pande for at frigive aromastofferne, afkøles og males til pulver i f.eks en elektrisk kaffekværn. Og ja, man kan sagtens nøjes med at bruge stødte krydderier hvis man syntes det er for omstændigt.

Til krydderblandingen:
1 ægte kanelstang
8 grønne kardemommekapsler
1 sort kardemommekapsel
6 nelliker
1½ tsk bukkehornsfrø

Derudover skal der bruges 2 spsk bukkehornsblade (som også ristes let og pulveriseres) + 2 spsk Garam Masala (tilsættes først til allersidst).

Der skal også bruges 30 g SMØR eller Ghee, en mild chili, 15 smuttede og udblødte mandler, 10 fed hvidløg og en god portion frisk ingefær.

Hvidløg og ingefær blendes *wroom wroom* til en pasta, chilien hakkes fint og mandlerne blendes med lige akkurat vand nok til at lave en lille puré. 

Smelt SMØR eller Ghee og steg den hjemmelavede krydderblanding i et par minutter. Tilsæt ingefær/hvidløg og chili. Steg ved middelvarme til det begynder at blive lidt tørt. Tilsæt 2 spsk tomatpuré og en flaske mosede tomater (eller 2 dåser hakkede). Lad saucen simre i en lille times tid. Tilsæt derefter 4-5 dl vand, de blendede mandler, en smule sødning (agavesirup, akaciehonning eller sukker) og de pulveriserede bukkehornsblade.

Det giver en tyk koncentreret sauce, kaldet Makhani Masala - som både kan bruges som basis for Butter Chicken, men også: Paneer Makhani/Paneer Butter Masala (indisk 'ost' i krydret sauce), Malai Koftas (små kugler af paneer, fyldt med nødder, rosiner og krydderier - kogt i saucen sammen med fløde) og Daal Makhani (vegetariske langtidssimrede linser). Saucen blev, som sagt, frosset ned i 3 portioner.

Da retten skulle serveres til Den Store Indiske Middag fredag aften, gik jeg i gang allerede torsdag eftermiddag. Saucen blev taget op af fryseren og jeg gik i krig med kyllingen, som skulle marineres af 2 omgange:

Til en portion sauce, er det meget passende med 300 g kylling. Brug den kylling din samvittighed og pengepung byder dig. Jeg købte en pakke brystfilet med inderfilet - og skar det hele ud i tern (endelig ikke for små tern, for de skal på spyd bagefter). Den første marinade bestod af et godt drys salt, 1 tsk chilipulver og 1 spsk citronsaft. Kyllingen trak på køl i 20-30 minutter mens jeg lavede marinade nr 2.

Marinade nr 2:

2 dl græsk yoghurt
1 tsk bukkehornsblade
1 tsk gurkemeje
1 tsk Garam Masala
2 fed revet hvidløg
1 spsk revet ingefær
1 spsk olie

Bland det hele sammen og tilsæt kyllingen. Den har bedst af at trække i ca 1 døgn - men er du i tidsnød, kan 2-3 timer også fint bruges.

Og så blev det fredag - og min gastronomiske legekammerat arriverede hjemme i Indien. Og han blev straks sat i arbejde!

Ih, det var luksus at ha' sin egen møgpony (slang for ubetalt køkkenslave) som jeg ikke alene kunne udstikke ordrer til, men som også gjorde nøjagtig hvad jeg sagde (WTF???). Det blev naturligvis udnyttet groft. Her er han f.eks blevet sat til at sætte kylling på træspyd.

Hmm, jeg burde virkelig ha' en kokkeelev eller møgpony fast. 

Det var meningen at der skulle ha' været pakket en lille madkurv + grillen i cykelkurven - som så skulle ha' været med ned til søen til en omgang Butter Chicken al fresco. Men da solen (den tøjte!) og det danske 'sommervejr' var en mangelvare lige netop den dag, blev altanen en nødløsning. Traditionelt tilberedes kyllingen i en Tandoori-ovn (ler-ovn med trækul i bunden) på lodrette spyd, altså på indirekte varme. Det kunne jeg fake lidt ved at bruge min Cobb, med den her rist sat i. Kyllingen fik lige akkurat nok, ca 7 minutter i alt.

Min yndige assistent aka The Yankee Doodle dokumenterede processen. For selv møgponyer har sociale medier at opdatere og det skal man give plads til....har jeg hørt. 

Jeg var ustresset, men travl, og fik derfor ikke taget billeder af resten af tilberedningen. Der var ligesom en kæmpe middag med mange retter at koordinere. Af samme grund droppede jeg at lave retten helt færdig på grillen - for så skulle jeg rende for meget frem og tilbage mellem altan og køkken.

Men sådan gjorde jeg: saucen blev varmet op, kyllingen blev trukket af spyddene og tilsat + 2 dl double cream fra Naturmælk, lidt salt, et par dråber citronsaft og de 2 spsk Garam Marsala. Og så var der sørme Butter Chicken ligesom hjemme i Indien...

Den var en af de 7 hovedretter til middagen. De øvrige var: Daal (vegetariske linser), Saag Aloo (stegte kartofler i krydret spinatsauce), havkat i kokos-karry, boller i karry (krydrede kødboller i Cp44 karrysauce), Keema Matar med ærter og vaflet confiteret Tandoori-gås (ja, du læste rigtigt).

Du kan klikke på billedet her og se hele menuen.

Tour de Indien på en tallerken. Der blev spist igennem!

Jeg laver et samlet indlæg med hele middagen, når jeg får blogget de sidste opskrifter. Der er en del løse ender endnu. 

Sikke et projekt. Jeg har planlagt, forfattet opskrifter, handlet, forberedt og kokkereret i flere uger. Det har været SÅ godt for mig at kunne lade mig helt opsluge af det. Det er alt for sjældent jeg får muligheden for det - og det er godt nok fysisk (for jeg kan sgu ikke holde til det) - men det har givet mig SÅ meget mentalt og kreativt. 

Det er vildt dejligt at lave mad til en anden superfoodie. En som sætter pris på råvarernes beskaffenhed, tiden det har taget, smagsnørderiet og de mange detaljer. Og jeg ramte vist plet. Det var fedt at se min gastronomiske legekammerat tage godt fra sig af det hele. Han blev vist ret glad af den middag. 

Jeg skylder ham en stor tak for at agere møgpony/yndig assistent. Alle der kender mig og har prøvet at arbejde sammen med mig i et køkken, ved at jeg ikke er en team-player der (er faktisk lige det modsatte). Tingene kan kun gøres på en eneste måde - MIN måde. Onde tunger påstod engang, at gå ud i køkkenet til mig, var som at gå ind i løvens hule - og man risikerede nemt at få flået hovedet af. Johan kunne dog lynhurtigt læse mine signaler og vidste straks at han bare skulle følge min instrukser. For selv om han er ferm og skarp i et køkken, og kunne være kommet med masser af forslag både forslag til optimeringer og forbedringer, holdt han tand for tunge og lod mig køre mit eget show. Fandme god stil!

Nøj, det var grænseoverskridende at give plads til at modtage hjælp. På forhånd havde jeg planlagt det sådan at han skulle ha' spist snacks og drukket øl på altanen, mens jeg gjorde det hele klart. Men når der både skulle koges ris, anrettes et hav af tilbehør og varmes/tilberedes 7 hovedretter - så var det godt nok rart med 4 hænder. 

Og jeg er SÅ stolt af mig selv: på intet tidspunkt stressede jeg eller vrissede - men var selvfølgelig lidt bossy og kommanderende. Som tak for hjælpen og tålmodigheden fik han en care package, med bla det sidste Butter Chicken, med hjem. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Planlægning og koordinering er key, hvis man skal være ustresset. Men det er jo et vanvidsprojekt at lave sådan en middag til kun 2 personer. Det er jo den samme arbejdsmængde som hvis man skulle ha' været 8. 

Men jeg er glad helt ind i kernen - og det kan ses. 

Med de udfordringer jeg har og en kuldsejlet køkkenkarriere bag mig, så er en middag som den her et godt flashback til den gang jeg kunne det hele. Selv om det har kostet uhyggelig mange kræfter (og at der nu er en fysisk pris der skal betales), så har det været ubetaleligt at mærke at jeg stadig har en masse viden og kunnen inde bagved det hele. Og det gør mig ærlig talt stolt og glad. Men note to self: mindre kan gøre det næste gang!

Pokkers, jeg lod møgponyen rejse hjem uden at tage opvasken. Hip hurra for opvaskemaskinen. Den skal vist køre en 3-4 gange, før der er rent bord igen. Det bliver dagens projekt. Resten af tiden skal jeg ligge under dynen og hvile. Fik totalt fibrosammenbrud i går og det fortsætter for fuldt knald i dag. Godt jeg har en masse serier jeg kan junke....og rester jeg kan guffe løs af.

God mandag til alle der kommer her forbi...