Viser opslag med etiketten Aarstiderne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aarstiderne. Vis alle opslag

lørdag den 13. oktober 2012

Krydret græskar-cheesecake...

I går havde jeg kagedåsen Tine på besøg til vampyrfilm og en bid mad. Jeg havde bestilt 1 kg skalrejer hos Aarstiderne som vi hyggede os med at pille - og bagefter diskede jeg op med denne bagte cheesecake med græskar og varme krydderier. En rigtig efterårsdessert. 

På trods af at det er en dessert med gods, i er den meget let og cremet. Originalopskriften har jeg lånt her hos Sprinkle Bakes og tilrettet så den passede min smag + min springform på 18 cm.

Kagen er lavet med hele 3 slags græskar: Hokkaido, Butternut og Carnival. Det var meningen at jeg ville bruge dem til græskarsuppe, en pie og måske en slags pickles. Men nu fik jeg den idé at lave puré af dem alle 3 - så kunne jeg lave cheesecake nu + fryse noget til suppe og pie.

Carnival er meget lyst og gult. Det er nemmest at flække det vandret og lodret og skrabe kernerne ud. 

Det samme gøres med den orange Hokkaido. Jeg kan anbefale at skrabe kernerne ud med et parissiennejern (kuglejern) - det har tynde skarpe kanter der nemt kan skrabe den slimede indmad af græskarkødet.

Butternut er gyldent og har kun ganske lidt indmad og kerner. Da jeg havde klargjort alle græskarrene blev de lagt fladt på et skærebræt og skåret fri for skræl med en skarp kniv. 

Det hele blev skåret i grove stykker, lagt i et ildfast fad, dækket med stanniol og bagt i 1½ time ved 165°C. Det skal være meget mørt.

De møre græskarstykker kom i en skål og fik en tur *wroom wroom* med min tryllestav.

Det blev lige over 1 kg græskarpuré i alt. Jeg vejede 150 g af til cheesecaken og kølede resten ned inden det blev frosset i 2 portioner.

Bunden blev den gode gamle med Digestive, dog med et snert af kanel. 125 g (8 stk) kiks kom i en frysepose og fik et par dask med siden af kødhammeren. 30 g af det bedste SMØR i verden blev smeltet og rørt sammen med kiksekrummerne og ½ tsk kanel. Det blev spændt bagepapir over bunden på springformen og kikseblandingen blev presset fast - også godt op af siderne. Springformen blev derefter sat på køl mens jeg lavede fyldet.

Æg, majsstivelse, fløde og flødeost - min yndlings.

Fyld del 1: 

150 g græskarpuré
Marven fra ½ vaniljestang eller ¼ tsk vaniljepulver
½ tsk kanel
¼ tsk ingefær
⅛ tsk nelliker
⅛ tsk allehånde
¼ tsk fint salt
½ dl fløde

De stødte krydderier sigtes i græskarpuréen. Salt og fløde røres i.

Det giver en himmelsk krydret blanding. Og så var det bare med at lave resten.

Fyld del 2:

300 g flødeost
50 g rørsukker
50 g mørk sirup (kan erstattes af mørkt sukker)
1 spsk majsstivelse
2 æg

Rør flødeosten blød med en håndmixer. Pisk mens sukker og sirup tilsættes. Tilsæt græskarblandingen + majsstivelsen og pisk derefter æggene i - et af gangen.

Springformen pakkes grundigt ind i stanniol og stilles i et højt fad eller pande.

Fyldet hældes i springformen og der hældes varmt vand ved så det står 3-4 cm op af siden. Sæt hele herligheden i ovnen 70-80 minutter ved 165°C.

Den færdigbagte kage skal kun være akkurat stivnet i midten. Lad den køle ca 20 minutter på køkkenbordet inden den dækkes til og få lov til at sætte sig mindst 4 timer på køl.

Den helt afkølede kage har selv trukket sig fra kanterne - men skær lige forsigtigt efter med en langbladet kniv. Springformen fjernes og kagen glides over på serveringsfadet inden pyntning. Pisk 2 dl fløde til blødt skum. Tilsæt 1 spsk flormelis hvis du ønsker den sødet. Det sprang jeg over.

Start med at smøre et lag flødeskum på toppen - og træk bagsiden af en kokkekniv eller en lang spatel hen over for at lave en plan flade. Kom derefter resten af fløden i en strøjtepose med en stjernetylle. Æh, ja - sådan ser det så ud når en 2 kagedåser samarbejder. Tine holde sprøjteposen og jeg skulle fylde den. Hun fyrede en joke af, jeg ikke kan gengive her, som fik mig til at skraldgrine og miste kontrollen over den skefuld fløde der var i transit. Og så grinede vi endnu mere. Skaden var dog ikke større end at fløden kunne skrabes af igen. Orv, for bare 3 år siden ville det ha' udløst et hysterisk anfald. Godt jeg ikke er helt så perfektionistisk mere.

Sprøjteposen drillede da jeg lavede de 8 toppe og jeg ville ha' skrabt dem af og gjort det igen - men Tine sagde: "Det er sent og jeg er sulten". Ok så , hun havde trods alt en lang køretur foran sig. Jamen, så smækkede jeg da lige en græskarkerne på hver top og så var der kage! 

Med en varm kniv skar jeg 2 stykker og så kunne vi endelig smage på den. Oh la la....lækre sager. Cremet og intens i smagen. Jeg er virkelig imponeret over teksturen - og har straks tænkt mig at udvikle flere varianter skåret over samme læst. De 150 g græskar kan jo erstattes af andre frugtpuréer og krydres på mange forskellige måder. Jeg lurer lidt på om det mon skal være en stikkelsbær/anis eller fersken/kardemomme variant der skal testes næste gang. 

Resten af cheesecaken blev delt i 2. Den ene del blev sendt med Tine hjem og den anden får min kæreste når han kommer på besøg i morgen. 

Syntes også lige den rejemad jeg fik lavet til aften skulle med på bloggen. Jeg har virkelig en svaghed for rejer - og for fine anretninger. Det er også derfor jeg har valgt at deltage i denne frokostkonkurrence med mit stjerneskud. 

I dag skal jeg ikke lave mad, men slappe af. Aftensmaden bliver kinamad udefra. Well, det er i hvert fald planen - men nu får vi se...

 

tirsdag den 19. juni 2012

Mazarinkage med kirsebær og hvid chokolade...

Endnu en dag - endnu en mazarinkage. Denne gang med økologiske kirsebær, som blev fyldt med hvid chokolade. En rigtig diva af en kage.

Det tog ingen tid at smække selve kagen sammen - det var kirsebærrene der kostede både tid og kræfter.

Det var nær endt som en katastrofe med de kirsebær. Jeg fik dem leveret i fredags - og havde simpelthen glemt alt om dem. Weekenden var jo fyldt med NorthSide, Weber Grill & Musik Festival, brunch på Frederikshøj og så det store hyldeblomstsaftshow. Tænk at 1 kg økologiske kirsebær til 99 kr nær var endt i skraldespanden - det er næsten ikke til at bære at tænke på.

Jeg gik dem efter, skyllede dem og sorterede de dårlige fra. Der var heldigvis kun 4 bær som måtte kasseres. Puha, og så startede det hårde arbejde med at udstene dem. Jeg fik dog hjælp af min olivenudstener (købt i Supermarco for 25 kr). Jeg ønsker mig en af de lidt bedre modeller med en fjeder i, men er for nærig til at købe den....endnu.

Nå, men efter et stykke tid kom jeg da igennem alle bærrene. Jeg vejede dem og der var 673 g. Stenene vejer godt til og der var en del svind undervejs - jeg burde nok ha' fløjtet! Jeg pakkede 2 poser a 200 g til fryseren og vejede 150 g af til kagen.

Pludselig fik jeg den ide at erstatte stenen med hvid chokolade. Det passede lige med at lægge 2 knapper Callebaut sammen - bund mod bund.

Hæ, ikke nogen tosset ide. På ingen tid var bærrene fyldt og jeg kunne røre kagedejen sammen.

Kagedejen er den samme som til min hyldeblomstmazarin - men den kommer lige igen her for god ordens skyld:

100 g revet marcipan
125 g blødt SMØR
85 g rørsukker
2 æg
60 g hvedemel


Marcipan, sukker og SMØR røres sammen til en jævn masse. Æggene tilsættes og til sidst vendes melet i.

Halvdelen af dejen blev fordelt i en smurt, raspet springform på 18 cm. De fyldte kirsebær blev fordelt ovenpå.

Resten af dejen blev fordelt i et jævnt lag. Kagen blev bagt ved 180°C i 40 minutter.

Kagen fik lov til at køle helt af i formen. Den blev derefter løsnet og børstet fri for rasp og krummer - og ringen blev sat på igen.

Så er den nemlig nemmere at drysse med flormelis uden at det kommer ud over hele bordet. Havde ellers planlagt at komme hvid chokolade på toppen, men frygtede at det ville blive for sødt. Så det blev lidt 'sne' i stedet for. Jeg bruger en lille si til at drysse med.

Den færdige kage lægges på et fad og serveres til f.eks te eller et glas hyldeblomstsaft tyndet op med danskvand.

Oh la la....det er en rigtig smovset kage. Kombinationen af marcipan, kirsebær og hvid chokolade er et hit. Jeg tog halvdelen af kagen med ned til min veninde Helle i dag. Både hende og hendes mand lavede de skønneste lyde mens de spiste. Jeg skal love for at den blev godkendt og fik mange rosende ord med på vejen.

NU er det slut med alt det kage. Det var jo slet ikke meningen at jeg skulle bage 2 dage i træk. Men når inspirationen og de helt rigtige ingredienser pludselig er der er det meget svært at lade være. Det går desværre ud over nogle af de planlagte indlæg om weekenden - men de skal nok blive skrevet før eller siden.

I morgen blogger jeg om vegetariske frikadeller som du aldrig har set dem før.....håber jeg. Men nu vil jeg simpelthen på langs med en kat og en film.

Fortsat god aften til alle der kommer her forbi
☺


søndag den 6. maj 2012

Klidmosters Strawberry Cheesecake Ice Cream...

Endnu en gang er jeg gået Ben & Jerry i bedene. Første gang var det deres Cookie Dough Ice Cream - og denne gang er det så deres legendariske version med jordbær cheesecake der har stået for skud:

Og den sad sgu lige i skabet - for nu at citere Thomas Herman. En cremet jordbæris på fløde og macarpone med jordbærstykker og sprød bund. What's not to love?

For at lave isen kræver det en del friske jordbær. Jeg havde derfor bestilt Bærkassen (99 kr) bestående af 3 bakker jordbær (den ene bakke skulle ha' været hindbær, men sådan kan det jo gå) og 2 små bakker blåbær.

Bærrene så ved første øjekast fine ud - men der var mange halvrådne og dårlige imellem. Jeg kontaktede derfor straks Aarstidernes Kundeservice som krediterede mig for de dårlige. God stil!

Jeg stod så tilbage med 500 g bær. De 150 g blev taget fra til fyld og de 350 g blev blendet *wroom wroom*.

De blendede bær blev passeret igennem en sigte. Et utaknemmeligt job for fibro-hænder skulle jeg hilse at sige!

Jordbærpuréen blev blandet med 1 dåse kondenseret mælk.

Da det er en slags cheesecake skal der jo flødeost i. Jeg valgte at bruge mascarpone. Det blev ikke lige til den økologiske hjemmelavede version i denne omgang, så jeg tyede til den her fra Galbani.

125 g mascarpone (½ bæger) blev pisket med marven fra en stor fed vanillestang - og rørt sammen med 1½ dl fuldfed fløde fra Thise.

Blandingen blev rørt i resten og så var iscremen klar til ismaskinen.

Det var dog lidt mere end den kunne trække, så jeg lavede 3 ispinde også.

Jeg købte de her forme i Tiger sidste år - og har siden sparket mig selv for ikke at ha' købt flere. Det er perfekte i størrelsen og fylder ingenting. Skulle nogen spotte dem igen, så giv mig lige et praj. Tak.

Jeg havde flere forskellige slags 'bund' på tegnebrættet. Knuste Digestive, rigtig cheesecakebund med SMØR og forskellige småkager. Men så var det at det pludselig sagde *pling* - det skulle da være kammerjunkerne fra Kjeldsens. Til koldskål havde jeg fundet dem for søde og porøse - men de ville jo passe perfekt her.

Jeg smuldrede 12 stk (ca 50 g) - nogle groft og nogle fint.

De 150 g jordbær blev skåret i små tern og smidt ned til isen i ismaskine og kørt med i ca 5 minutter.

Isen kom op i den bøtte den skulle fryses i.

De knuste kammerjunkere blev tilsat og blandet hurtigt i. Isen kom i fryseren til den var helt frosset igennem.

Isen kan også laves uden maskine. Så skal den fryses ind mens man pisker den igennem hver 30 minut til den bliver meget sej - og så tilsættes jordbærene og de knuste kammerjunkere inden den fryses helt ind.

På grund af den kondenserede mælk skal isen kun være ude af fryseren ganske kort tid før den kan kugles op.

Og så er det faktisk kun ens lækkersult der sætter grænser for hvor mange kugler man skal lave.

Oh la la....den silkebløde fuldfede jordbæris, de frosne jordbærstykker og de sprøde kammerjunkere (med et snert af salt) - den perfekte kombination!

Pynt gerne med ekstra jordbær og kammerjunkere.

Det var så 2 af Ben og Jerry's mest populære is der er blevet klidmosterficeret. Lige nu kigger jeg på deres andre flavors og ser om der er noget der fanger min interesse. Signe har fortolket deres Chocolate Fudge Brownie efter min grundopskrift og den må jeg simpelthen også prøve på et tidspunkt. HOV, hvordan kunne jeg dog overse en oplagt mulighed - jeg skal da fortolke min absolutte favorit: Cherry Garcia. Åh, jeg savler allerede ved tanken......
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...