Viser opslag med etiketten Tori Amos. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tori Amos. Vis alle opslag

lørdag den 29. oktober 2011

Sandwich med pulled (æble) pork..

Sidste fredag stod den på roadtrip til København og Tori Amos koncert sammen med den skønherlige Vita + en meget lang og ond hjemtur (mere om den nederst). Sådan en tur kræver en madpakke, så den stod jeg for.

Vita havde aldrig smagt pulled pork - så det skulle der bestemt gøres noget ved. Heldigvis havde jeg nybagte rustikke burgerboller at komme det i.

Jeg lavede det af et ene stykke æblegris fra Napoleon.

Først rev jeg det i grove stykker med fingrene. Det var dog lidt tørt, så jeg tilsatte lidt væde.

Og den væde var den jævnede stegesky fra Römertopfen.

Det blev æltet lidt sammen og blev til lækkert saftigt pulled pork.

I sin tid da Vita og jeg lærte hinanden at kende var det blandt andet på grund af en kommentar jeg lagde her på hende blog til et indlæg om syltede grønne ting. Og vi rente ind i hinanden - og blev veninder. Så selvfølgelig skulle der god med hjemmesyltede drueagurker i vores madpakke.

Først en underbolle smurt med lidt French's sennep - og så et godt lag æblegris.

Derefter et godt lag af den nykogte rødkål med kirsebær.

Jeg lavede 4 stk - 2 store til aftensmad før koncerten og 2 mindre til natmad på vejen hjem.

Der kom 1 hel drueagurk i hver.

Låg på - og så var de klar til at pakke.

Pakket og klar til køletasken.

Turen til København gik lynhurtigt. Vi havde ikke set hinanden i et stykke tid, så der var en del der skulle vendes - så det var både et par tårer og en masse latterbrøl. Vi havde fået det råd at parkere på Frederiksberg og så tage Metroen til Kongens Nytorv - så slap vi for at skulle lede efter en parkeringsplads tæt på Det Kongelige Teater hvor Tori Amos spillede.

Billederne jeg tog blev SÅ ringe - men nu var vi der jo også før at høre damen. Det var en ret så fantastisk koncert - meget bevægende. Vi sad på 4. række, tættere på end for 2 år siden i Operaen, og det var fedt. Jeg kom til at græde et par gange til nogle af de gamle sange - de har jo været en del af mit liv i de sidste 20 år og fyldt meget. Det var virkelig en skøn oplevelse at se Tori igen - og jeg håber bestemt hun kommer til Danmark igen.....og igen.

Salen på Det Kongelig Teater var SÅ smuk. Jeg har aldrig været der før og var fuldstændig forlibt i alle detaljerne. Det her billede tog jeg lige efter koncerten var slut og folk var på vej ud.

Vi fandt tilbage til bilen og gjorde klar til turen hjem. Det var ikke fordi vi var så sultne, men det nærmede sig - så vi besluttede os for at køre lidt og så finde et sted at spise inden broen. Så vi plottede ruten ind på GPS'en og kørte mod Jylland.


Da vi nåede Bjæverskov holdt vi ind på en rasteplads for at spise. Vi slukkede motoren, men lod lyset og radioen køre. Vi spiste den sidste sandwich og slukkede bilen for at gå på toilettet. Og så gik det galt: for bilen ville ikke starte igen. Det ville ikke engang komme lys i instrumentbrættet. Bilen var sgu død....som i D-Ø-D. Så der sad vi i effing Bjæverskov kl 01 en fredag nat i bil som hurtigt blev koldere og koldere. DAM DAM DAM....drama!

Gud ske tak og lov havde den lånte bil abonnement til Dansk Autohjælp. Problemet var bare at den gut som skulle komme og kigge på bilen befandt sig i Kastrup - og først kunne være fremme "i løbet af et par timer". Så der sad vi i en kold bil langt hjemmefra og gloede på hinanden. Vi fandt dog hurtigt ud af at humor var vejen frem. Det blev til en kringlet og ret så underholdende imaginær avisartikel om vores liv og levned. Vita svor at hvis hun døde af kulde først (jeg var jo isoleret af mit huld) kunne jeg overleve ved at spise hendes ene arm. Og hvis hun så viste sig ikke at være død alligevel skulle Sif bage en ny arm til hende og overtrække den med fondant - det var der ikke en der ville opdage for hun er ret hvid fra naturens hånd. Nå ja, og så er hun i forvejen en kagearm....hø hø.

Tiden gik og der kom en rar mand som satte gang i bilens batteri så vi kunne køre videre. Vi nåede broen i ingen tid og derefter Fyn. Men klokken var blevet mange og vi var meget trætte. Kl 03.30 gik den ikke længere og vi måtte køre ind på en rasteplads nær Horsens og sove lidt. Vita havde på det tidspunkt været oppe i 24 timer og det var ikke forsvarligt for hende at køre. Det blev til en lur på ca 45 minutter inden vi igen kørte videre. Og ENDELIG kom jeg hjem. Og så var det min tur til at være lige så død som bilen havde været i Bjæverskov. Det var virkelig en hård hjemtur for min fibro-krop og nu var der en pris der skulle betales - og jeg betaler stadig. Men sådan er det med fibromyalgi - ALT er 'gyngerne og karrusellen' og det skal der tages højde for.

Og sådan bliver det resten af livet. Det kan ikke spares kræfter sammen på forhånd - det er afregning ved kasse A hver gang. Og når Tori og Vita er involveret betaler jeg gerne alt hvad det koster. For selv om det har kostet dyrt fysisk har jeg fået så meget andet som jeg kan glæde mig over nu.

Og det gør jeg så mens jeg gumler på en frysepizza fra Dr. Oetker. Håber der bliver kræfter til rigtig mad i morgen.


fredag den 21. oktober 2011

Rustikke burgerboller...

Lige om lidt henter den skønherlige Vita mig. Så står den på roadtrip til København og koncert med Tori Amos. Jeg står for madpakken - rustikke burgerboller med æblegris og hjemmelavet tilbehør i form af drueagurker og rødkål. Hvis jeg magter det i morgen laver jeg også en lille salat til. Vi skal dog spise i bilen, så det skal være nemt at gå til.

LinkBurgerbollerne er rustikke fordi jeg ikke havde armkræfter og tålmodighed til at gøre mig umage i dag (og dejen drillede) - de var meget pænere sidste gang. Men nu er det jo også smagen der er vigtigst.

Der er 3 slags mel i bollerne:

350 g hvede
75 g durum
75 g groft ølandshvede


De øvrige ingredienser:

1,25 dl vand
1,25 dl letmælk
50 g gær
6 g salt
45 g rørsukker
1 æg
75 g SMØR


Smørret smeltes og afkøles. Vand og mælk blandes og varmes op til 'fingerlunt' og gøren oplæses deri. Tilsæt sukker, salt, det sammenpiskede æg og det afkølede SMØR. Tilsæt melet lidt efter lidt og slut af med at ælte dejen i ca 10 minutter.


Jeg syntes at min dej var meget blød, så jeg tilsatte lidt mere mel - noget jeg skulle komme til at fortryde bitterligt. Den blev nemlig lidt for tør og tung.

Men i løbet af en lille time hævede den alligevel fint til dobbelt størrelse.

Jeg valgte at lave bollerne på 90 g pr stk - der blev 12 stk ud af den her portion. De blev først forsøgt trillet til kugler - men det var svært med den lidt tørre dej. Det gik dog noget nemmere med at rulle dem flade med en kagerulle. Bollerne fik lov til at efterhæve overdækket med film i 50 minutter.

Inden de kom i ovnen blev de penslet med en æggeblomme pisket sammen med lidt vand og salt. De blev drysset med sesamfrø - ublegede på den ene halvdel og sorte på den anden.

Bollerne blev bagt i 14 minutter ved 200°C og afkølet på risten. Jeg glæder mig til at fylde dem med lækre sager lige om lidt.

Det bliver lidt hårdt at sidde så mange timer i en bil frem og tilbage den samme dag - så i morgen skal jeg nok ligge brak på et skud Dolol. Men jeg håber der bliver overskud til at blogge om den rødkål jeg lavede i går - det er nemlig årets julerødkål som jeg gemmer størstedelen af i fryseren (så er der en ting mindre at stresse over). Den er lavet med kirsebærsirup, masser af krydderier og en lakridsrod. En rigtig bulderbasse.


onsdag den 23. september 2009

Højt at flyve - dybt at falde...

Wow, Tori Amos leverede varen! Det var en fantastisk, vidunderlig, fortryllende, overvældende og fuldstændig magisk oplevelse. Jeg græd af flere omgange og da hun spillede 'Pandora's Aquarium' tissede jeg vist en lillebitte smule i bukserne. 

Nu er jeg bare mere død end levende. Det var en forfærdelig hård tur frem og tilbage. Men det tillod jeg mig først at mærke bagefter. På turen derover var vi godt oppe at køre. Tori sang for os hele vejen og vi snakkede og hyggede. På hjemturen sang Tori også og vi holdt energien oppe. Vita skulle jo køre begge veje og havde brug for underholdning for at holde den (bogstavelig talt) kørende. Jeg blev sat af foran min gadedør omkring kl 3 om natten, og vaklede op i seng.  

Jeg har været syg lige siden. Ondt, med ondt på + stress-influenza med tilhørende feber. Det er først i dag jeg er ved at komme på højkant igen. I morgen skal jeg til træning, så ser jeg hvad jeg kan holde til at lave. Jeg er bombet fysisk tilbage, men SKAL i gang igen.

Jeg nulstiller mine ophobede feeds og begynder endnu engang forfra i blogland. Jeg savner sådan at læse indlæg og blogge, men stresser hurtigt over alt det der ligger og venter. Så *puf* forfra ☺

Livet med den her sygdom har en masse begrænsninger. Men jeg NÆGTER at vælge de store oplevelser fra. I dag hvor jeg er på vej opad igen kan jeg sige - koncerten med Tori Amos var det hele værd! 

lørdag den 19. september 2009

Klar til Tori...

Så har jeg fået samlet lidt kræfter. Haft en stille uge uden for meget stress, men fyldt med rare ting. I går og i dag har jeg dog tilbragt en del tid i køkkenet. Jeg har nemlig lavet en kæmpe madpakke til i morgen.

Uh, jeg bliver hentet af Vita om bare 12 timer. Så går den over stok og sten mod København, Operaen og Tori Amos. Jeg glæder mig som et lille barn! Siden 1993 har jeg næsten dagligt hørt hendes musik. Og nu skal jeg endelig se hende live. Det er STORT! Hun har spillet i Danmark et par gange før, men jeg har jo ikke været i stand til at tage til koncerter før i tiden. Jeg har stadig lidt svært ved at fatte at jeg rent faktisk har været på Roskilde i år, det var også en KÆMPE oplevelse. Nine Inch Nails OG Tori Amos på det samme år - det er sandt nok hvad der siges: alt godt kommer til den der venter! Og ventet, det har jeg ☺

Åh, hvor jeg glæder mig til at se hende tæt på. 

Madpakken består 'bare' af frikadeller og salat. Det lyder nemt og enkelt, men jeg kom i vanlig stil til at kamme lidt over. Så det blev til 2 slags frikadeller (af 1600 g kød) og 3 salater. Men så er der også lidt deller til fryseren og salat som Max kan få i morgen. Jeg lavede dellerne fredag aften, så de kunne nå at komme i fryseren.

Jeg er fuldstændig tosset med frisk basilikum og fik butikkens sidste 2 potter hapset til mig. Jeg lavede en tyk pesto med olivenolie, ristede solsikkekerner, hvidløg og lidt salt. 

Hver fars bestod af 800 g hakket kød, 2 æg, 1 ½ dl havregryn, salt og peber. Den ene blev tilsat ca 1 dl pesto og 150 g feta i små tern.

Den anden blev med porre og bacon.

Bacon/porreblandingen fik en tur på panden sammen med lidt timian. Jeg spredte det ud på en stor tallerken, så det kunne køle af i en fart inden det kom i farsen.

Med latexhandsker på, formede jeg alle dellerne og gjorde dem klar til at komme på panden.

Efter de havde fået en fin stegeskorpe kom de i bradepanden og blev bagt færdig i ovnen ved 175°C til de havde en kernetemperatur på 75°C. 

Så skulle man jo tro at vi fik frikadeller til aften, men nej nej. Fredag er jo 'bøf-dag' og det kan der altså ikke sådan lige laves om på. Desuden var Max faldet og havde trykket et par ribben, så der skulle også lidt forkælelse til. (Han havde været til teambuildning-dag med sit arbejde og havde fået en fodbold lige i smasken så han besvimede. Av!). Den slags udløser naturligvis lidt ekstra opmærksomhed på tallerkenen fra mig. 

Så efter at ha' lavet 50 frikadeller gik jeg i gang med aftensmaden. Chateaubriand m/smørristede østershatte, marinerede grønne bønner, romanesco, favoritkartofler (fra NYBH) og bearnaise. Nøj, det var godt - og så lige med et glas australsk shiraz til. 

I dag har jeg været i biffen og se 'Taking Woodstock'. Den var so-so og når det nu kun kostede 35 kr. På hjemvejen handlede jeg lidt i Irma for jeg skulle hjem og i gang med salaterne.

Kogt perle-pasta og belugalinser. 

Linser, dampet broccoli og julienne af gulerod vendt i en marinade af olivenolie, hvid balsamico, fuldkornssennep, agave-sirup, salt og peber.

Til kartoffelsalaten lavede jeg en feta-baseret dressing. Fetaen blev blendet med rød peber og persille. Den blev smagt til med lidt presset hvidløg og honningdijon.

Kogte Sava kartofler og dampede grønne bønner udgjorde fyldet.

Fetablandingen blev vendt i. Salaten trækker nu på køl natten over og smages til i morgen. Der er stadig mere dressing at komme på, hvis kartoflerne har suget det hele.

Perle-pastaen blev vendt med pesto og blandet med majskerner, squash og rød peber i tern.

Puha, det tog længere tid end forventet (surprise!). Men jeg har hygget mig, hørt Tori og fået mig selv kørt godt op til i morgen. Det bliver spændende om jeg får sovet ret meget i nat. Nu vil jeg høre lidt mere Tori og pakke færdig. Nu er der pludselig kun 11 timer til afgang ☺ 

søndag den 6. september 2009

Kykkeliky til Gokgokkelok...

I torsdags havde vi gæster til middag. Det var Vita (Gok gokkelok und so weiter) der kom på besøg med sin frue Dorte og deres lille skrubbe Erna Marie. Vi har aldrig før haft en baby på besøg, så det var vi spændte på hvordan både vi og kattene ville takle det ☺

De havde lækre sager med til os: rødvin, håndlavede karameller og *savle* lakrids-chokolade. 

Erna Marie faldt til med det samme. Hun pludrede og hyggede, mens Trixie Belle så skeptisk til. Heldigvis var Dorte en ferm katte-kæler, så Trix fik den opmærksomhed hun skulle have. 

Jeg havde gjort maden så nem for mig selv som overhovedet muligt. Desserten blev bagt dagen før. De 2 salater lavede jeg om formiddagen og fuglen passede sig selv i ovnen.

Belugalinser koges i ca 10 minutter og vendes (mens de er lune) i en dressing af fuldkornssennep, hvid balsamico, agavesirup, olivenolie og salt. Snittede blancherede bønner, glaskål, gul og rød peber i tern blev vendt i. 

Kogt, afkølet perlebyg vendes med pesto. Et lille broccolihoved deles i mini buketter og blancheres. (Det er vigtigt at der stadig er godt med bid i, ellers bliver salaten for 'blød' at bide i). Broccolien drypper godt af og blandes i byggen sammen med cherrytomater i både, en lille dåse majs, lidt rød peber i tern og ½ ds 'feta'.

Kyllingen blev skyllet, duppet tør og penslet med smeltet smør. Den fik et skud friskkværnet peber og et godt drys urtesalt. På en opvarmet rist [170 °C (varmluft) ell 190 °C (alm)] over en bradepande, fik den 20 min på hver side og 10 min på ryggen. Kræet hvilede i ca 10 minutter inden den blev parteret.

Ups, jeg havde glemt at Dorte ikke er så vild med grøntsager. Men til min store glæde guffede hun lystigt af den 'sære' mad. Faktisk blev der næsten spist op. Og rygterne siger at der allerede har været linser på bordet hjemme hos Dorte og Vita igen.

Vita og Dorte har kun en lillebitte ovn som slet ikke kan rumme en hel kylling. Så den sprøde økologiske fugl faldt i virkelig god jord. 

Trix fik dog lokket Vita til at dele lidt med hende. Den kat er altid til fals for kylling. 

Erna Marie gik ud som et lys på sofaen. Myren tog sig endelig mod til at se lidt nærmere på den sovende skrubbe. 

Til dessert diskede jeg op med den testbagte mazarintærte. Og så pakkede den lille familie sammen og kørte hjem igen. Det var en rigtig hyggelig aften og det var rart at møde Vitas bedre halvdel og præsentere hende for min. Endnu engang er jeg taknemmelig for alle de dejlige mennesker jeg får lov til at møde her fra blogland!

fredag den 22. maj 2009

Indlæg nr 200...

Det bliver lidt en blandet landhandel. Jeg går og glæder mig til mange ting lige nu. Vi skal på Malling & Schmidt om små 4 timer og jeg glæder mig SÅ meget. Der er ikke mindre end 3 blogtræf jeg skal til i løbet af de næste 2 måneder. Konditorisøndag hos Anarkisten d 31/5, Blogtræf i Vejle d 6/6 og Blogtræf i Hillerød d 27/6. På mandag skal jeg se 'Antichrist' og er spændt på om jeg kan klare mosten. På onsdag får jeg besøg at en 'long lost' veninde jeg ikke har set i mange år, men har fået kontakt med igen igennem blogland og FB. Så der er bestemt mange gode ting at glæde sig til.

Og for at det ikke skal være løgn, så kommer min absolutte yndlings sangerinde nogensinde til Danmark og giver koncert i Operaen d 30/9. Jeg så det hos Vita og gik nærmest i chok. Tori Amos kommer og synger for mig! Well, og et par stykker andre ☺ Der er lige et par detaljer der skal på plads og så er det med at sidde klar på mandag når billetsalget åbner. JEG SKAL MED! Og skal helst sidde så tæt på at jeg kan lugte hende. Jeg har hørt hendes musik næsten dagligt siden 1992 hvor 'Little Earthquakes' udkom. Faktisk lånte jeg den på CD af Max før vi blev kærester, så det var 'meant to be' på mange måder ☺

Faktisk hedder hun Myra Ellen Amos og det ja, det er derfor Myren´s 'rigtige' navn er Myra. De laver lidt de samme lyde ind imellem. Tori Amos er sådan en sangerinde man enten elsker eller hader. Hun er speciel, sær og skriver nogle meget snørklede personlige tekster. Wee, det bliver så vildt at se hende live!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...