Viser opslag med etiketten Lambeth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lambeth. Vis alle opslag

søndag den 30. december 2012

Julekagen med sin pynt...

Selv om julen er ovre for i år syntes jeg lige at pyntningen af julekagen skal med. Mest fordi jeg ellers glemmer mindst halvdelen hvis jeg skal vente med at poste det til næste jul. Desuden har jeg tænkt mig at starte næste års kage op allerede om 6 mdr. Har allerede smagsprofilen på plads.

Sådan endte min sprutmættede julekage med at tage sig ud. Enkelt og stram i designet - meget ulig min oprindelige plan. Men der kom en flytning i vejen. Næste år får den (bogstavelig talt) hele armen! Jeg beklager billedernes noget svingende kvalitet: de er taget før jeg fik helt styr på lyset i det nye køkken.

Julekagen havde stået på køl, indpakket i film, siden den blev bagt. Hver søndag havde den fået ca ½ dl mørk rom. Oh yes, bare duften fra kagen kan gøre en småbimmelim. Den kan drysses med flormelis og serveres som den er - eller man kan pynte den. Anne, som jeg jo har opskriften fra, pynter sin efter de oprindelige forskrifter med masser af royal icing - se her hvordan. Jeg nuppede et par fif fra hende. Jeg valgte at vende min kage på hovedet, dan den var mest flad i bunden.

Kagen blev først smurt med et tyndt lag hjemmelavet æblesmør. Det var jo perfekt julekrydret 'lim' til af få marcipanen til at hænge fast.

Til en kage i den her størrelse (18 cm) skal der bruges ca 200 g marcipan. Jeg lavede min af mandelmel og agavesirup, som beskrevet her. Marcipanen rulles nemmest ud mellem 2 stykker bagepapir. Brug den springform som kagen er bagt i til at måle med. Start med at udstikke en cirkel til toppen af kagen.

Rul derefter marcipan ud til at beklæde siderne med. Brug igen formen til at måle med.

Det er svært at en lang strimmel ud, så gør det bare i mindre stykker. Overlapningerne glattes forsigtigt ud med en fugtig finger.

Den færdigovertrukne kage må gerne stå og tørre en smule i overfladen inden næste trin. Det er her man så kan dække den fuldstændig i royal icing - eller udrullet fondant.

I et anfald af sindssyge valgte jeg den sidste løsning. Mine arme overvejede seriøst at flytte hjemmefra. Først udrulning af marcipan og derefter fondant? Bare det at ælte det smidigt nok til at rulle ud var et mareridt. Men nu havde jeg sagt A - og så var det vare med at komme til B i en vis fart. Heldigvis havde jeg Sif på skulderen som en anden Jesper Fårekylling. Jeg har nemlig set hende rulle fondant ud til kurser masser af gange - og det er jeg glad for.

Til denne størrelse skal der bruges ca 300 g fondant. Fondanten rulles tyndt ud - så jævnt som muligt. Stykket skal være noget større end kagen. Brug kagerullen til at rulle den op omkring og 'rul' den ud over kagen. Brug forsigtigt fingerspidserne til at glatte fondanten og gøre den glat. 

Kanten skæres til for neden med en lille skarp kniv. Der sprøjtes en muslingekant med royal icing. Det er både for at forsegle - men også for at få kagen sat fast på fadet. Kanten bør tørre i ca 1 time før man går videre med kagen. På dette stadie var jeg grædefærdig. Den muslingekant havde kostet de sidste kræfter jeg havde i hånden. Ambitionen var at skabe et Lambeth-vidunder i hvidt og guld, med opulente vindrueklaser som her. Da jeg startede julekagen op i oktober var jeg jo ikke engang boligsøgende - og nu stod jeg så her, totaltsmadret efter den hårde flytning. Men så huskede jeg det råd jeg havde fået af Signe på FB: "Være sød at sætte ambitionsniveauet der hvor du selv kan være med. Det bliver jul igen næste år". Ja ja, det er jo vise ord. Så den fancy pyntning bliver næste år. 

Der var lidt udrullet fondant tilovers. Jeg greb den dobbelte stjerneudstikker, som jeg også havde brugt til vaniljestjernerne, og lavede 3 store stjerner og 10 små. De blev duppet med et par dråber vand på bagsiden og 'limet' på kagen. Jeg havde nogle små spiselige sølvkugler jeg gerne ville ha' på også - men uden det blev for rodet. Jeg endte med bare at komme 7 stk løst i hver da de store stjerner.

Her er den helt færdige kage fotograferet i dagslys foran min nye køkkenvindue. Jeg må indrømme at selv om den ikke blev som jeg havde forestillet mig - så blev jeg nu ganske tilfreds med den alligevel. Men en ting er udseendet. Det er jo i virkeligheden smagen det drejer sig om. Jeg kunne næsten ikke vente med at få hul på den så jeg kunne smage på de rare sager.

Den var ikke sådan lige at få kniven i. Royal icing bliver så hårdt som beton. Det lykkedes mig dog at få kilet en kniv ned mellem 2 'muslinger'. 

Og sådan fik jeg åbenbaret den sprutmættede engelske julekage, fyldt med frugt og rare sager. 

Duften var.....berusende. Sådan et stykke er lige så effektivt som en drink. Men hold nu op hvor smager den godt. Den er slet ikke så voldsomt 'spruttet' som man kunne frygte - men meget julet. 

Jeg spiser et lille stykke af den hver dag til min eftermiddagste. Der er stadig masser af kage tilbage. I bedste Stop Spild Af Mad stil har jeg udviklet et par labre resteopskrifter med en sjov og lidt utraditionel anvendelser af julekagen. Den var jo ret så dyr at bage - så der skal ikke gå så meget som en krumme til spilde. Opskrifterne kommer hen af vejen. Har du allerede rester nu - så frys dem. De kan sagtens holde sig.

Dog har jeg skåret et stort stykke af og gemt på køl. Min søster er nemlig helt vild efter at smage kagen. Hun kommer om 9 dage (ja, Søs - jeg tæller ned ♥) og skal bo hos mig. Hun har nemlig fået job hos et stort dansk firma med hovedsæde i Randers. Og selv om hendes daglige virke bliver på Sjælland - så skal hun til Randers nogle dage ind i mellem. Wee, og så skal hun bo her hos mig og søsterboble.

I dag skal jeg op i den gamle lejlighed og afrime fryseren. Det er ved at være sidste chance, for nøglerne skal afleveres til udflyttersynet på torsdag. Men først vil jeg tænde ovnen og sætte mine bbq-marinerede 'revelsben' til langtidsstegning. Max kommer på besøg i aften og jeg planlægger at traktere ham med det møre lækre kød i store boller sammen med rødkål og syltede agurker. Rart med mad der kan passe sig selv.

Jeg vender nok først tilbage i det nye år. I morgen står den på ren afslapning og hygge. Maden skal hentes på Frederikshøj - 4 lækre retter. Åh, hvor jeg glæder mig til at spise Wassim Hallals nytårsmiddag og sippe god vin. Du kan se ham demonstrere her hvordan man gør middagen klar og retter an. Wow!

GODT NYTÅR til alle der kommer her forbi



onsdag den 16. marts 2011

Update fra det der Sjælland...

Hvor er det mærkeligt at holde pause fra blogland når man ellers plejer at kigge forbi næsten hver dag. Jeg føler mig helt hægtet af. Har dog lige tid til at smække nogle billeder ind.

Jeg har desværre ikke fået den nyudviklede opskrift med på kirsebærcheesecake med herover, så den kommer først på i weekenden. Men jeg skal hilse fra kageguruen Anarkisten og sige at den blev godkendt. Vi fik spist godt af den i fredags inden turen gik til til Sjælland.

Sent fredag aften ankom vi så til Frederiksværk. Sif skulle holde kursus i Lambeth-teknik for 10 personer hos Kageprinsessen lørdag og vi var inviterede til at overnatte. Uh, og jeg fik lov til at være med til kursus igen.

Det var SÅ fedt at få opfrisket teknikkerne igen. Jeg er faktisk blevet ret så sej til det. (hvis man må tillade sig at være lidt selvfed).

Selv om det var vildt hårdt for hånden, fik jeg lavet et ret regelmæssigt gitter ovenpå 'kagen'.

Efter kurset sagde vi pænt farvel og tog toget til København, hvor vi skulle bo på Hotel Sct. Thomas til søndag. Opholdet var købt på en Sweetdeal, så vi fik overnatning, lækkerier, Wi-Fi og morgenmad for 320 kr pr person. Men da der ikke var restaurant på hotellet, måtte vi jo ud i byen og finde noget selv. Og hvad fandt vi så? (Det er megasvært at gætte ikke?)

Sushi selvfølgelig! Vi bestilte på nettet fra hotellet og hentede så maden hos Sachi Sushi på Vesterbrogade. Jeg forelskede mig i en børnemenu bestående af spyd med laks og kyllingekødboller, 2 forårsruller, grøntsager. kimchi, en skål ris, 2 slags dip (sød/stærk og miso) og 8 stk hosomaki med laks. Vi delte også et par toppede ruller og en gang edamamebønner.

Og et par kolde håndbajere blev det også til. Da der ikke var minibar, måtte vi afkøle dem på gesimsen.

Søndag stod vi tidligt op (morgenmaden på hotellet var desværre ikke noget at skrive hverken hjem eller her om), for dagens program startede allerede kl 10 med Chokoladefestival. Min Søster hentede os ved hotellet og kørte os til Carlsberg, hvor vi mødtes med Kagekonen. Og så var det bare at gå til makronerne.

Ok, så gik vi til dem. Jeg vekslede alle mine smagspoletter til små macaroons hos Nikolaos Strangas.

Jeg var også ret vild med hans små kager, men maven sagde stop. De billeder jeg har taget på festivallen blev desværre ikke ret gode, men kik her hos Piskeriset og her hos Kim - de har begge fanget festivallen lige på kornet. Vi blev der dog ikke så længe, for der var allerede grotesk mange mennesker. Men jeg fik da købt en del chokolade med hjem.

Kagekonen inviterede på frokost hos Burger & Bun i Istedgade bagefter. Det er folkene bag fra michelinrestauranten Kiin Kiin der disker op med deres bud på gourmetburgere.

Wow, det var virkelig en god burger. Både Sif og jeg valgte 'Americana'. God saftig perfekt stegt bøf, hjemmesyltede agurker og hjemmelavet ketchup, cheddar og appelsmoked bacon. Selv bollen var værd at spise. Vi fik nogle virkelig gode grove fritter med mayo til.

Kagekonen forsøgte sig med 'Italian' som var med friske krydderurter, blå ost, rucola og semi-soltørrede tomater. Bestemt ikke mit sidste besøg hos Burger & Bun.

Efter frokost skiltes vores veje. Sif tog hjem til Jylland (for at lave den her fantastiske kage) og Kagekonen gav mig et lift her til Herlev og den ventende Søsterboble.

Her i Herlev har den stået på fuldfed afslapning. Søs og jeg har være på strøgtur og hygget igennem. Mandag aften var vi en tur på YaYa Sushi som vi plejer hver gang vi ses.

Åh, det er altså virkelig godt running sushi. Vi fik da også sat en del til livs.

Men vi lever altså ikke kun af søde sager og rå fisk - der bliver nemlig spist frugt i lange baner her. Min søster spiser SÅ mange appelsiner at det næsten er uhyggeligt. Men hun er undskyldt - hun venter sig nemlig. Jep, jeg skal være moster igen til Oktober.

Nu har vi en enkelt aften tilbage til i Søsterboblen, så går turen atter mod Århus. Jeg er også ved at være mør og klar til at holde ferie ovenpå den her ferie. Glæder mig til at komme hjem og lege med det kilo stenbiderrogn som Aarstiderne stiller på mit dørtrin fredag morgen.

Men nu: dukkebryllup og tegnefilm med mit dejlige lille kræ aka niecen på 4 år.

tirsdag den 7. september 2010

Lambeth for øvede...

I søndags kæmpede jeg mig ud af min sygeseng for at tage til kagekursus hos Over-kagedåsen Sif. (se hendes kager her) Jeg havde gået og glædet mig siden maj til at skulle lære mere Lambeth og det skulle en smule sygdom ikke ødelægge. Vi var kun 4 deltagere på holdet, så der var virkelig tid til at lære flere detaljer og gå mere i dybden med teknikken.

Som til begynderkurset, begynder det hele med en dummy overtrukket med fondant. Glasuren der bruges er royal icing (rørt af flourmelis og æggehvide). Jeg har selv mit tyllesæt med fra sidste gang.

Allerede da jeg skal sprøjte muslingekanten forneden på 'kagen' begynder hånd, håndled og underarm at brokke sig. Det bliver slet ikke så ensartet og pænt som jeg ved jeg kan lave det. Sif trøster og giver mig et andet perspektiv: det er det jeg kan lige nu. Jeg følger den kyndige kagedames anvisninger, sætter tempoet meget ned, holder mange pauser og så går det langsomt fremad. Vi starter ved bunden og arbejder os op. Der laves en relief-bort nederst først. 'Fundamentet' sprøjtes med en rebtylle og har form som en hval.

Derefter bygges der ovenpå (eller i det her tilfælde udenpå) fundamentet. Først en lang s-formet snirkel med rebtyllen. Derefter sprøjtes der yderligere 2 'lag' ovenpå med en rund tylle.

Dernæst er det den øverste kant der står for skud. Først deles kagen op i lige store dele, der markeres med en nål. Min hånd magtede ikke de tynde tyller og den stive glasur - så jeg brugte en meget større tyl til 'hjælpelinjerne'. Buerne fyldes op med 'fundament', som på bunden, sprøjtet med rebtylle.

Ovenpå fundamentet laves igen 3 snirkler. Først en med rebtyllen, så en med en rund tylle og til sidst en med en mindre rund tylle. Den sidste omgang er jeg virkelig utilfreds med, det blev meget ujævnt. Men det var det der var kræfter til. Bordet blev ryddet og vi holdt en velfortjent pause. Vi fik te og hjemmebagt græskartærte, som simpelthen var himmelsk.

På 'kagens' top skulle der laves et gitter. Det laves med en lille tylle og en lidt blødere glasur. Jeg valgte dog at gøre det med en lidt større tylle. Det gjaldt om at ha' tungen lige i munden når man skulle sprøjte/trække de lange strenge. Heldigvis kan man rette lidt til med en knappenål. Først laver man strenge med (nogenlunde) regelmæssigt mellemrum på den ene led, vender derefter 'kagen' ¼ omgang og laver strenge igen. Det giver en flot rombeform på mellemrummene. Når gitteret er færdigt sprøjter man en kant rundt om. Som det kan ses på billedet gik det helt i ged for mig - men min hånd strejkede og krampede.

Efter at ha' hvilet hånden og sundet mig lidt, fik jeg den ide at redde den ved at lave en en ny kant af blade. Det blev ret vellykket hvis jeg selv skal sige det. Gitteret ser også meget bedre ud så tæt på.

Som det allersidste glasurpynt sprøjtes der blade i mellemrummene og små prikker over den nederste kant og på toppen langs den inderste ditto. Og så skal der pyntes med guld. Spiseligt guldpulver slemmes op i vodka og pensles forsigtigt på. Hmm, det var ikke lige fordi det blev så omhyggeligt. Men nøj hvor var jeg færdig - helt færdig.

Jeg glæder mig til at blive rask og få førligheden tilbage i hånden, så jeg kan øve mig videre herhjemme. Hvor var det fedt at lære mere Lambeth, jeg er totalt fascineret af alt det forskellige man kan lave. Sif er super dygtig til at lære fra sig og jeg er rigtig glad for at jeg kom afsted. Næste kursus er til november og er kun for de super øvede. Jeg skal med som 'underholder' (ønsket af Piskeriset) og ikke som deltager. Det er 'Australsk Teknik' der skal læres på det kursus og det kan mine hænder slet, slet ikke holde til - men jeg glæder mig til at se på. Måske kan jeg sidde og øve lidt mere på det jeg kan i forvejen. Om ikke andet jeg jeg få en gensyn med lærerindens popo - den vugger under forklædet og er en attraktion i sig selv. Folk kommer fra nær og fjern blot for at få et glimt. Det er sandt!

Nu står der 2 fine 'kager i mit glasskab og pynter. Kage-oraklet sagde: "Den der kant forneden - den er indbegrebet af Lambeth". Uh, den slags ros gør mig pavestolt.

Har du fået lyst til at prøve kræfter med Lambeth-teknikken kan du kigge her. Der er desværre alt optaget for i år, men du kan komme på venteliste. Og jeg har hørt en lille fugl synge om at der snart kommer en annoncering om forårets kurser. 

torsdag den 2. september 2010

Give-away...

Søsterboblen var på shoppetur i Metro. Der fandt jeg dette kombinerede julienne- og kannelerjern, som jeg nu vil forære til en af mine læsere. Jeg smider et langt sort kokkeforklæde i puljen + et ekstra forklæde som trøstepræmie.

Og hvad er det så for en tingest? Det er simpelthen et lille håndholdt gadget der kan to ting: (julienne) lave tynde strimler af skallen på citrusfrugter og (kanneler) fuger/riller i frugt og grønt. Brug endelig de økologiske eller nogle der ikke er overfladebehandlede.

Man laver det antal riller man har lyst til på langs, og skærer derefter ud på tværs.

Det giver giver en smuk agurkesalat. Gulerødder bliver også til rigtig fine blomster der kan peppe en salat eller gryderet op med en minimal indsats.

Og hvad skal du så gøre for at få fat i de rare sager? Meld dig som fast læser hvis du har lyst, men læg en kommentar for at deltage i udtrækningen og fortæl mig om dit bedste stykke håndholdte køkkenudstyr.

Jeg trækker en vinder søndag d 12/9.

Nu vil jeg kravle tilbage under dynen og pleje mig selv. Jeg er stadigvæk fuldstændig underdrejet af overanstrengelse og sygdom. Og det er meget vigtigt at jeg bliver rask (eller i det mindste friskere) til på søndag. Der skal jeg nemlig på mit 2. kursus i Lambeth hos Sif. Det SKAL jeg altså med til. Jeg glæder mig helt vildt til at lære mere. Se billederne fra det 1. kursus her.

tirsdag den 11. maj 2010

Lambeth for begyndere...

Oh la la.....jeg har lært noget nyt og fancy. I lørdags fik jeg en fødselsdagsgave på forskud af Sif, nemlig et Lambeth kursus for begyndere. For ikke alene bager Sif de mest lækre økologiske kager, hun kan også pynte dem så de er en konge værdig. Du kan se et galleri med nogle af hendes fantastiske kager her. Hun begyndte at undervise i den gamle teknik sidste år da hun startede sit eget firma SifBeth. Hun har selv lært sig teknikken efter en antik bog og har siden videreudviklet på den og skabt sig egen helt unikke stil.  

Og se lige hvad jeg lærte at lave! Jeg er slet ikke faldet ned endnu, for jeg er så stolt over resultatet. Det var en kæmpe succesoplevelse, da jeg havde været bange for om mine dumme hænder gad den slags. Jeg tog en pokkers masse billeder af alle detaljerne og hvert trin af pyntningen, så jeg kan kigge på dem når jeg skal øve mig. Jeg har valgt nogle stykker ud til at vise her. Har du lyst til at se 'trin for trin' billederne, ligger de på Facebook her.     

Det er en dummy af flamingo overtrukket med sugarpaste (fondant) man pynter. Man kan låne et tyllesæt til kurset. Jeg valgte at købe mit med hjem bagefter så jeg kan øve videre herhjemme. En sprøjtepose gøres klar og monteres med en tyl. En glasur røres af flormelis og æggehvide (royal icing). Heldigvis rørte Vita den til os, for det havde jeg slet, slet ikke kræfter til.

Først fortalte den kyndige kagedame hvordan man skulle gøre. Derefter øvede man sig på et stykke plastik, så man lærte at kontrollere sprøjteposen og fandt ud af hvordan glasuren opfører sig. Og så sprøjtes der en muslingekant forneden. Av for den, det gjorde ondt i min hånd. Jeg lærte dog hurtigt ikke at klemme så hårdt på den og slappe mere af i hånden. SMS. 

Det næste var meget mindre anstrengende og der skulle ikke trykkes så hårdt til. Først laver man en markering i centrum af toppen og sprøjter en krans af perler. Min blev ikke alt for køn, så vi dropper lige nærbilledet. Derefter sprøjtes en tynd linje som skal bruges til at sigte efter.

Med en rebtylle flyder man så ud med små buer på skrå. Det er den vigtigste grundform, forklarede den kyndige kagedame. Det er den alt det andet skal bygges ovenpå. Jeg fik ikke fyldt helt op til kanten, men lavede i stedet halvmåneder. Det var heldigvis også ok, så skulle man bare fortsætte med den form ovenpå. Derefter sprøjter man flere lag ovenpå i et fint snirklet mønster. Til sidst skiftes der til en rund tylle og der sprøjtes ovenpå endnu engang.

Vi lærte også at lave små fine vindrueklaser. Først sprøjter man en base ud og som så dækkes med små forskudte perler. Det gælder om at holde tungen lige i munden og gøre sig umage. Med en speciel tylle sprøjtes der 3 små blade ud til hver klase. 

Så mangler 'kagen' bare pynt på toppen. Vi kunne ikke selv nå at lave små sukkerblomster, da de skal tørre i ret lang tid. Sif havde derfor lavet nogen på forhånd som hun delte ud. De blev sat fast på kagen med små udsprøjtede blade. 

En af de ting der gør Sifs metode helt unik, er hendes brug af spiseligt guld. Det fine pulver slemmes op i vodka og pensles forsigtigt på de detaljer man ønsker at fremhæve. 

Det færdige resultat. Jeg var lige ved at tude over den. Efter jeg har forladt mit fag, har jeg tørstet efter at lære noget nyt. Og jeg skal love for at Sif er god til at lære fra sig. 

Da jeg kom hjem blev jeg mødt af 3 savlende katte som godt lige ville se (læs: slikke) lidt på den. Så nu står den i sikkerhed i det fine glasskab og pynter. Jeg måtte godt nok pakke nogle glas i kælderen for at få plads til den. Og jeg skal pakke flere glas ned til efteråret, der skal nemlig gøres plads til endnu en 'kage'. Jeg har netop meldt mig til Lambeth kursus for øvede i september. For nu er jeg HOOKED!

Har du fået lyst til selv at prøve kræfter med sprøjtepose og kagepyntning de luxe, så kan du melde dig til kursus hos Sif her.   

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...