Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag

onsdag den 8. april 2020

Måltidssalat med fyldte æg, røget laks og avocado...

Nu hvor alle de store påskefrokoster er aflyst, kan man i stedet kæle lidt mere for de daglige frokoster og påske-pimpe dem lidt ekstra. Her får du mit bud, på en påsket måltidssalat med en masse gode sager:

Sprød salatbund, fine fyldte farvede æg, laber skotsk laks og cremet avocado. Velsmag og sundt fedt for alle pengene.


Hvordan du laver de fyldte æg, kan du se lige her.

De fine æg kan spises som de er - eller bruges i en salat som denne.

Salaten er lavet på en bund af hjertesalat. Bladene blev skyllet, duppet tørre og fordelt på en stor pæn tallerken - og 6 af de fine farvede æg, blev lagt tilrette rundt i kanten.

Den helt fantastiske long sliced skotske laks. Prisen er høj, men hver en krone værd - det er det ypperste jeg kan få. Jeg tog et par af den lange skiver og rullede sammen til en lille rose - som jeg satte på en lille blomst, lavet af avocado - ikke en hel rose, men blot en enkelt ring af 'kronblade'. Du kan se lige her, hvordan du kan lave en blomst/rose af avocado. 

Avocadoblomsten med lakserosen ovenpå, blev forsigtigt placeret i midten - og resten af laksen fordelt mellem æggene.

Der blev pyntet af, med en flok halve cherrytomater og lidt unge skud af bredbladet persille. Jeg piskede en hurtig lille vinaigrette sammen af olivenolie, citronsaft, fuldkornssennep, et par dråber akaciehonning, urtesalt og friskkværnet sort peber - og serverede til. Den skulle primært bruges til de grønne blade i bunden.

Jeg spiste det jeg kunne til frokost og satte resten på køl, til senere. Da jeg atter åbnede køleskabet, var der sket noget med æggene - de havde nemlig skiftet farve.

De orange var blevet laksefarvede og de grønne var blevet blå. Godt så. De blev til aftensmad alligevel. Og så havde jeg vist også fået de æg (og de farvestoffer), jeg kunne trække den dag....

Det er ved at være noget tid siden, jeg lavede både æggene og salaten - og det var midt i en meget frustrerende tid, hvor mine billeder igen blev misbrugt, mange steder. Tanken var så, at den her salat var så wack, at den med garanti ikke ville ende på noget menukort - og at billederne derfor ikke blev nakket. Den tankegang har jeg siden forsøgt at lægge på hylden igen, for det skal gerne være af lyst og ikke af nød, at man laver skøre ting. Ægge sandt?

Der er en lidt sjov håndholdt rejecocktail på vej, men jeg ved ikke om jeg når at få den fyret af, her i påsken. Trænger i den grad til at slappe af og trække stikket lidt. Der skal dog laves lidt mad - og det bliver sørme også til en lillebitte 2-personers påskefrokost, på fredag, med ene små fisketing. I morgen får jeg dog helt fri i køkkenet, da mine søde svigerforældre kommer forbi og stiller en hjemmelavet lasagne på dørmåtten, hvilket vi glæder os meget til. Og det gør, at jeg kan tillade mig bruge lidt kræfter i dag, på at lave aftensmad. Det bliver til lammeburgere med feta-tzatziki, marinerede oliven og sprød kål, med knuste græske kartofler til. Ingen påske uden lam, for mig.

De blågrønne æg, fik lov at bestemme farven på årets påskehilsen:

Rigtig god påske til dig og dine. Hold afstand, vask hænder, sprit af - og pas godt på dig selv, til vi ses igen 

fredag den 26. maj 2017

Avocado-humus med ovnbagte pitachips...

Her får du en opskrift på en herlig humus, med både kikærter og avocado. En sandt proteinbombe, med masser af sundt fedt. Herligt som vegetarisk (og vegansk) smørepålæg, som dip, tilbehør eller blot som eftermiddagssnack.

Den dejlige sag blev serveret med knasende sprøde pitachips....altså på dag 2. For da jeg viste et billede af humusen frem på SoMe, var der mange der tilkendegav at de glædede sig til at se opskriften...på begge dele. Men ak, det var en pose købte pitachips jeg havde brugt. Nå, men det skulle ikke hedde sig - så jeg skyndte mig til at gøgle en opskrift frem på dem også. Hvilket var ret nemt, da jeg havde en pakke pitabrød liggende. Du finder opskriften længere nede.


Men lad os starte fra begyndelsen, men den cremede humus:

Det blev en spontan omgang, af det jeg nu havde på lager. En virkelig blandet landhandel.

Jeg køber alle slags økologiske kikærter jeg støder på, for at teste dem. Både på dåse og glas. Ja, man kan koge dem selv billigere - men mine kræfter er for små til at planlægge og min fryser for fuld. Her brugte jeg 2 slags. De blev drænet for deres respektive lager og skyllet grundigt. 

De 2 slags kikærter + 4 små modne avocadoer i tern. Tag evt lidt kikærter fra til pynt.

Tahin havde jeg ikke på lager, så det blev erstattet af peanutbutter. Det gælder om at 'make it work'. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den, så kan du skifte ud med det du har - og kan lide.

Avocado-humus:

2 ds kikærter
4 små eller 2 store avocadoer
Saften fra 2 citroner (mindst)
3 store spsk peanutbutter
1 håndfuld frisk persille
3 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt fennikel
1 tsk stødt chipotle
3 spsk olivenolie
Vand
3 fed hvidløg
Salt

Kikærter (husk at tage fra til pynt, hvis du er til det), avocado, citronsaft, persille, krydderier og olivenolie blendes, enten i blender eller med stavblender *wroom wroom* til den ønskede konsistens. Det kan være nødvendigt at tilsætte en smule vand (jeg tilsatte ca ½ dl). 3 fed hvidløg rives fint og røres i humusen, som også smages til med salt og evt mere citronsaft. 

Som du bemærker, så blender jeg ikke hvidløget med. Jeg skal spare dig om et langt foredrag om anilin og svovlforbindelser - og blot fortælle at kan ha' en tendens til at blive bittert og smage træls på dag 2.

Den færdige humus kan spises som den er - eller trække lidt på køl først.


Jeg valgte at anrette ca halvdelen på en tallerken.


Først blev humusen jævnt fordelt. Med enden af skeen, lavede jeg derefter en lille fordygning hele vejen rundt, et par cm fra kanten. De kikærter jeg havde gemt til pynt, blev vendt med lidt citron, salt og hakket persille. Humusen fik en snule olivenolie hældt over, blev drysset med en smule stødt spidskommen og toppet med kikærterne. Til sidst fik det hele et ekstra drys persille.


Og så var den klar til at skovle op og køre ind.

På dag 1, serverede jeg den sammen med disse fremragende pitachips - købt i en amerikansk slikbutik i København, tilbage i januar.

Så vidt jeg husker var de ret dyre. Men de er dælme også gode.

Jeg serverede også et par købte falafler og lidt oliven til. I min lokale Kvickly, er der ude ved indgangen, et lille udsalg af græske og tyrkiske specialiteter - så det er nemt lige at happe lidt med hjem.

Og så var der aftensmad. Jeg spiste næsten det hele. Og der var jo stadig den anden halvdel tilbage, til dagen efter.


Hen på eftermiddagen, dagen efter, gik jeg i køkkenet igen.
Jeg fandt mine pitabrød frem af gemmeren. De viste sig at være fuldkorn - men det passede mig helt fint. Jeg fandt også olie, et blandingskrydderi, gulerødder, rød peberfrugt og agurk frem. Jeg trængte både fuldkorn og grøntsager.

Blandingskrydderiet 'Tyrkisk blanding' købte jeg sidste år på Kulinarisk Sydfyn. Det er fra Puk's Delikatesser og indeholder hvidløg, tørret agurk, mynte, spidskommen og salt. Det ville da passe perfekt her!

Først blev ovnen tændt på 200°C. 2 pitabrød blev først skåret ud i 8 lagkagestykker og derefter delt forsigtigt i kanten. 
Alle stykkerne blev lagt med den grove side opad. I stedet for at pensle dem alle med olivenolie, dryppede jeg blot et par dråber på hver. De blev drysset med krydderblandingen + lidt ekstra salt - og bagt i ca 8 minutter. De stykker der kom fra overstykket, var knasende sprøde - mens de stykker fra pitabrødets underste og lidt tykkere del, lige skulle ha' et par minutter mere.

Efter lidt afkøling, kom de sprøde pitachips på et fad og blev serveret sammen med resten af den labre humus - som smagte endnu bedre her på dag 2.

Da jeg ikke havde flere alm kikærter til at komme ovenpå, greb jeg en pose at de her ristede. Det var et hit med det sprøde til det bløde.

Jeg snittede lidt grønt og fandt de sidste oliven frem, fra dagen før. 

Hele herligheden kom på en bakke og med ud på altanen. Langt om længe er der blevet sat nyt hegn op, så jeg ikke skal ha' et øje på Fonzie hele tiden. Du kan se på skyggerne her, at det er et noget mere fintmasket net, hvilket forhåbentligt holder den lille flugtkonge inde. Jeg har omdøbt altanhaven til Altancatrez af samme grund.

Sen frokost i solen - ja tak!

Selv om jeg gjorde en brav indsats, var der dog stadig en smule humus tilbage. Og da jeg skal på farten i dag, var det nødt til at indgå i mit aftensmåltid i går, i bedste Stop Spild Af Mad stil. Jeg havde en bolle liggende, til rest fra den madpakke jeg lavede til Max i tirsdags (han er taget til USA i en hel måned og skulle da ikke sulte på vejen). Den flækkede jeg og lavede en hæderlig grøntsagssandwich ud af.

Først blev den resterende avocado-humus fordelt på top og bund. Der var også lige en avocado tilbage, som skulle bruges, så den kom med. Dernæst et lag agurk og et lag rød peberfrugt. Jeg høvlede en gulerod med min julienne-skræller og vendte strimlerne med lidt citron, et par dråber olivenolie og lidt salt. Det fik lov at stå i et par minutter, inden den overskydende væde blev klemt fra og det blev lagt ovenpå. Jeg dryssede derefter med en smule nigellafrø (jomfru i det grønne). Lidt ringe af rødløg og den sidste smule persille lukkede ballet.

Mættende og god, med masser af smag og knas. Og så var der gjort rent bord.

Tip: har du ikke kikærter, kan humusen også laves på kogte hvide bønner. 
----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg skynde mig, så langsomt som jeg kan, at få pakket en lille taske og komme i bad. I dag skal jeg nemlig på tur. Jeg skal mødes med verdens dejligste Signe i Silkeborg, her over middag, og derefter med hende hjem til Kjellerup til en enkelt overnatning. 

Jeg har en anden veninde der kigger forbi i mellemtiden og passer katte - og svinger støvsugeren, samt tager toilettet. Det firma der udbød min hjemmehjælp er nemlig gået konkurs og jeg har ikke fået tildelt en ny. Det er SÅ svært at bede om hjælp og der er grænseoverskridende at ha' folk man kender godt til at gøre rent efter sig. Hende her har dog ernæret sig som rengøringsassistent i sine purunge dage og har efter eget udsagn 'set alt' - og syntes hun skulle komme og gøre rent når jeg ikke selv var her. Så jeg har ladet mig overtale og kan mærke at det er en god løsning. Jeg har lagt lidt lækkert som tak for hjælpen, selv om hun insisterer på at kattenusning er løn nok.

Rigtig god fredag til alle der kommer her forbi...   

torsdag den 13. august 2015

Ispinde med chia, kokos og banan...

Der er flere der har efterspurgt veganske is - som ikke indeholder sojaprodukter. Det er nemt nok at lave is på blendet frugt, tilsmagt med agave, men når det gælder 'vaniljeis' er mulighederne ikke så mange - ud over kokosmælk. Her får du en lidt sær, men forbløffende god is, lavet på chiafrø, kokosmælk, banan - og da jeg ikke selv er veganer, 2 slags chokolade. Mit håb er at Max hører '2 slags chokolade' og går ombord i dem før han opdager hvad der ellers er i. Kvindelist FTW!

Mættende og sunde - med både omega-3 og kostfibre. Jeg er fan!

Selve ismassen er en allerede kendt ting: en slags Chia-a'la mande. Efter jeg fik idéen googlede jeg mig frem til at det skam allerede fandtes i forvejen. Godt så, så behøvede jeg ikke genopfinde den dybe tallerken - men kunne læne mig op af denne opskrift.

30 g chiafrø piskes ud i 400 ml kokosmælk - nej, ikke light. Lad blandingen trække 30-45 minutter og pisk af og til.

Tilsæt 3-4 spsk agavesirup, eller anden sødning. Jeg smed også et nip vaniljepulver + et nip fint salt i.

Når de små frø har suget noget af kokosmælken til sig og blandingen får konsistens som tynd grød, er den klar til at komme i formene.

Man kan tilsætte alle former for frugt og bær. Jeg kan anbefale mango, ananas, fersken og hindbær. Denne gang blev det banan - og de 2 slags chokoladekugler.

Bananen blev skåret i lidt grove tern og lagt i bunden af formene (både små og store kan købes lige her) sammen med chokoladekuglerne. Der blev toppet op med chiablandingen og de fik en let omrøring - det må godt være lidt rustikt. 

Ispindende frøs ind natten over - og kunne derefter nemt poppes ud af formene. Der blev 3 store og 6 små ud af portionen. De kan spises som de er eller overtrækkes med mælkefri chokolade. De er lidt hårde direkte fra fryseren, men bliver cremede i munden med en rigtig behagelig mundfylde.

Jeg spiste straks 2 af de små til morgenmad. Nu liger resten i en bøtte og venter på at der kommer gæster til is på altanen.

Uh, og så har jeg forresten også lavet frosne chokoladeis-flødeboller. Skal lige ha' taget nogle billeder af dem, så jeg kan dele dem her.

Hæng på, for det næste indlæg bliver en give-away! 


tirsdag den 24. februar 2015

Skipperlaksskovs...

Hold på hat og briller - her kommer en labskovs med fisk, nemlig skipperlaksskovs. Oh well, den her ikke rigtig så meget med en rigtig labskovs at gøre......men jeg er vild med navnet. Det er lige en tand sjovere end rodet klat på tallerken. Det er i virkeligheden blot en masse af forskellige grøntsager med lidt laks og et drys dild.

En rustik og meget tilfredsstillende ret. Ren comfort food som bare kunne køres ind med ske. Det er egentligt en ret til en 5:2 fastedag, men syntes den skulle på her (men der er selvfølgelig en kcal-udregning, med vægtangivelse på ingredienserne, nederst).

Jeg har sat mig en lille udfordring i denne uge: der skal være blomkål i alle retterne. Og da jeg ikke gør så meget i stivelse, var det jo perfekt at lave basen på blomkål i stedet for kartofler, som en rigtig labskovs er lavet på. Det var også et Stop Spild Af Mad projekt, for jeg havde en meget træt og trist potte dild (fra sidste fredags blinis) og en slap gulerod der skulle fyres af. Løg og laurbær var et must. Og så blev det til lidt edamamebønner fra fryseren - ikke alene bidrager de med lidt farve, men også med lidt ekstra protein. 

For sjov skyld og narrestreger, lavede jeg små kugler af guleroden med et lillebitte parisiennejern. Og ja, de smager *host* markant anderledes end tern. Det er sandt!

Den varmrøgede laks blev plukket i mundrette bidder og løget hakket groft. Jeg fandt også en smule Herbamare urtebouillon frem.

Blomkålen, på nær en stor buket, kom i en gryde sammen med bouillon og laurbær. Der blev hældt vand på til det knapt dækkede og kålen kogt mør.

Den resterende blomkål blev pillet i meget små buketter. Jeg fandt en smule olivenolie frem og sauterede først løgene til de blev klare. Gulerodskuglerne blev tilsat og stegte med en rum tid. Til sidst kom blomkålen ved og fik lidt varme. Der blev hældt en sjat vand på og da den var kogt væk blev panden taget af.

Og så var alt fyldet klart. Vandet blev hældt fra den kogte blomkål og den blev afdryppet grundigt. Kålen kom retur i gryden og blev blendet *wroom wroom* med en stavblender. Der blev smagt til med lidt urtesalt og rigeligt friskkværnet sort peber. Jeg holdt lidt af fyldet tilbage og vendte resten i blomkålspuréen.

Hele portionen kunne være i en dyb tallerken.

Resten af fyldet blev fordelt på toppen.

Et drys dild - og så var der mad. Ikke en tosset måde at spise fisk på.

Kcal-regnskab:

350 g blomkål = 88
100 g varmrøget laks = 160
50 g løg = 23
40 g edamame = 57
40 g gulerod = 15
5 g Herbamare = 16
7 g olivenolie = 63

I alt 422 kcal - "Gratis": urtesalt, peber og dild.


tirsdag den 21. oktober 2014

Nem og sund banan-softice...

Det her er på ingen måde en opskrift jeg kan tage æren for. Den har floreret i blogland i en rum tid - og der er knapt tale om en opskrift. Det er nemlig en is med kun en eneste ingrediens: banan. Den er SÅ nem at lave og fortjener også en plads her på bloggen:

Har har den dog fået tilført lidt ekstra lækkerhed i form af økologisk tørret banan overtrukket med chokolade. 

Isen kom til mig som et Stop Spild Af Mad projekt. Jeg kom nemlig hjem fra weekendens messe og så at kattesitteren havde efterladt 2 modne bananer. Og da jeg rejser til Italien i morgen, skulle de enten spises eller bruges i dag. 


Bananerne blev derfor pelsede, skåret i skiver og frosset ind i en plastikpose. Det tog ca 1 time.

Jeg besluttede mig som sagt for at pynte med de her små lækkerbidder fra Pacari. Det er stykker af tørret banan overtrukket med en skøn mørk chokolade. 

Glemt alt om tørre bananchips, de her er bløde og lækre. Det er som at spise en aromatisk og naturlig skumbanan. De kan købes her hos Woodshade Organics. Brug også alm hakket chokolade, nødder eller anden form for drys.

De frosne bananer skal blot blendes for at lave den cremede softice. Det kræver en god blender eller minihakker.

For at undgå anretningen 'smattet klat i skål' kom jeg den færdige is en en engangssprøjtepose og lavede en flot swirl.

Et lille drys chokoladetrukket banan - og så var der sund dessert. Virkelig lækkert. Jeg tror ligefrem jeg vil købe nogle bananaer til at ha' i fryseren til når lækkersulten melder sig.


--------------------------------------------------------------------

Det har været en rigtig hård weekend på messe. Men det har også været super sjovt og hyggeligt. Temaet var Mormormad og jeg var derfor klædt ud som da min mormor var ung.

Komplet med høj lakridspibeføring.

Og utrolig meget makeup fra morgenen af. Men jeg nød at spille rollen som retro-mormor og det hjalp mig helt bestemt nemmere igennem den krævende weekend. Næste års tema er 'Det danske frokostbord' og det er lige før jeg tror at mormor får endnu en tur i manegen - dog malet med en lidt smallere pensel.

Men nu kalder kufferten og beder om at blive pakket. For forude venter et spændende lille eventyr i Italien. Mere om det senere...


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...