Fennikelsalat med rød grape og syltede babyferskner...

Her får du opskriften på en skæppeskøn funklende ny salat, som jeg har haft med hjem i kufferten fra weekendens søsterboble. Den er knasende lækker, saftig og sprængfyldt af vitaminer. Perfekt til sommerens grillmad:

Salaten er en fryd for både øjne og gane. Jeg sneg mig til at tage et billede af den på altanen - men det blev lidt blegt, da det var temmelig overskyet. Det der forår lader godt nok vente på sig...

Salaten var et 'tøm køleskabet' projekt i bedste Stop Spild Af Mad stil, hos min søster i søndags. Den blev serveret til den sidste middag i søsterboblen for den omgang.

Forret: carpaccio med rucola, sort Prima Donna og tangperler med balsamico. Hovedret: perfekt grillet top blade/flat iron steak med bagte blå kartofler, stegt selleri med lufttørret skinke, hvidløgsdressing og så forløberen for den her salat. Dessert: chokolademoussekage. Jow jow, man bliver sendt hjem med maner.

På vej hjem i toget blev mine tanker ved med at kræse om salaten. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg er mere end almindelig glad for fennikel. Faktisk er jeg fennikel-fan (tak for den betegnelse Ditte). Salaten hos Søs var med en hvid gulerod og et runkent æble, som skulle reddes, men som ikke lige bidrog med så meget smag. Jeg valgte derfor at droppe dem begge og i stedet snige noget andet ind. 

De 3 hovedingredienser er rød spidskål, fennikel og rød grape. 

Og så er der de her små grønne basser. De ligner oliven til forveksling, men er syltede umodne babyferskner. Søs havde et stort glas, som hun umuligt kunne nå igennem inden de blev dårlige - så vi vakuumpakkede en god del af dem, som jeg fik med hjem.

De er sur-søde og har et godt bid - men modsat oliven, har de slet ingen bitre noter. De egner sig virkelig godt til at spise som de er, i salat eller i en Dry Martini. Jeg kan desværre ikke henvise til en forhandler, da de stammer fra min søsters arbejde. Men her kan de f.eks fint erstattes af grønne oliven med mandler.

For at gøre det så nemt for mig selv som muligt, hev jeg mandolinen frem. Fennikelknolden blev trimmet for de grove stilke (det lysende grønne fennikel-fuzz blev gemt - resten røg i fryseren til fond) og snittet papirtyndt. Jeg snittede halvdelen af det røde spidskål, lidt tykkere, og gemte resten.

De 2 røde grapefrugter blev skåret i fileter og saften gemt for sig.

Saften blev brugt som base for dressingen. Den blev tilsat en smule fuldkornssennep, olivenolie, et par dråber æblecidereddike, urtesalt og lidt flydende honning. Ønskes salaten vegansk, sødes der med agave eller rørsukker.

Jeg tog en lille håndfuld af de syltede grønne babyferskner og skar i skiver - og hakkede noget bredbladet persille groft. Det havde jeg fundet til 8 kr som datovare i Kvickly.

Fennikel og spidskål blev vredet ganske blidt mellem hænderne og dressingen vendt i. Fileterne af rød grape, de grønne ferskner og den hakkede persille blev vendt i - og det fine fennikel-fuzz fordelt på toppen.

Og så var der lækker salat i store mængder. Det lykkedes mig at spise ca halvdelen til aftensmaden - og den anden halvdel dagen efter.

Jeg serverede den til aftensmaden, sammen med en omgang hotwings fra fryseren - hjembragt fra Memphis Roadhouse i en goodiebag.  

Dagen efter spiste jeg resten, tilsat 125 g optøede store grønlandske rejer. Af en eller anden grund glemte jeg at tage et billede. Men kræfterne er ret små, så det er nok derfor.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var en hæsblæsende forlænget weekend i København. Og det betaler jeg virkelig prisen for i nu. 4 overnatninger i senge der ikke er trykaflastet og uden kropspude, koster virkelig dyrt fysisk. Jeg har derfor holdt mig temmelig meget i ro i denne uge. Men turen har givet nogle rigtig gode oplevelser og minder. Og så fik jeg jo mulighed for at hygge med de her 2 dejlige piger:

Mine små niecer - Alba på 10 år og Filuca på 5 år. Det var virkelig dejligt at se dem igen. Men der er knald på sådan et par størrelser, så det er nu også godt at komme hjem i lidt roligere omgivelser igen. 

Lige nu er jeg ved at lave pakkeliste til endnu en tur. I morgen kravler jeg nemlig atter på et tog. Denne gang er destinationen Kolding og et weekendbesøg hos min gastronomiske legekammerat Johan. I morgen disker han op med hjemmelavet middag og lørdag, som er min fødselsdag, skal vi på Sdr Bjert Kro. Det er kun turen jeg skal overkomme, resten er ren forkælelse, så det kan jeg lige holde til. 

Vasketøjet hænger klart på badeværelset, lige til at lægge i kufferten i morgen - hvis jeg kan. Og det var nær aldrig blevet hængt op. Jeg sad klar kl 10 tirsdag med 2 fulde maskiner rent tøj og ventede på min hjemmehjælper, der skulle komme og hænge det op. Men hun kom aldrig. Og så var det jeg erfarede at Hjemmehjælpen Aarhus ApS var gået konkurs - og jeg derfor nu står uden hjemmehjælp på ubestemt tid. Der er frist d. 22/5 for at vælge en ny udbyder - og der kan vælges mellem Aarhus Kommunes hjemmehjælp eller den private leverandør Aleris. Jeg vælger den sidste mulighed, for der kan jeg tilkøbe ekstra ydelser - som f.eks ekstra rengøring, hjælp til ophængning af tøj og den slags. Mine arme er i total undtagelsestilstand efter at ha' hængt alt det tøj op i tirsdags og lavet den her salat. Det er aldrig sjovt at mærke sine begrænsninger og endnu engang erfare at man fysisk er afhængig af hjælp af andre. Men jeg prøver at tage det sure med det søde og finde en positiv vinkel på det - og det er lykkedes nogenlunde. For nu får jeg en frisk start med en ny, som forhåbentlig er lidt mere grundig med støvsugeren og lidt mindre flittig med snakketøjet. 

Og nu vil jeg ha' et langt hvil. Det har kostet en del kræfter at taste det her indlæg ind med højre pegefinger. God torsdag til alle der kommer her forbi...     

Stegt confiteret flæsk med persillesovs...

Stegt flæsk er jo som bekendt danskens nationalret. Det er en ret der virkelig deler vandene - for hvordan skal det laves? I ovnen, på panden eller på grillen? Med eller uden panering? Skal det være knasende sprødt eller kun ha' sprød overflade? Jeg tror alle har hver sit favorit-flæsk (...mit sidder på hofterne...*det lo de meget af det år*) - og her får du opskriften på den ultimative version af stegt flæsk...der først er confiteret i afsmeltet baconfedt og siden stegt gyldent i SMØR. Jeg lover dig at det går lige i den gastronomiske mormortrusse!

"Stegt flæsk med persillesovs kartofler og rødbede, det sku da noget føde man kan forstå og man kan æde" - som Jimi og René sang i 1989. Her er det så en opdateret 2017 udgave med 100% økologiske råvarer og .....

Poppelgris fra Hestbjerg Økologi - som er grise, der har et ekstra højt niveau af dyrevelfærd. De har aldrig set det indvendige af en svinestald, men er født, og opvokset på marker, som er plantet til med poppeltræer. Smågrisene for lov at gå hos soen og die til de er 10 uger (alm økologi 5-7 uger - og konventionelt svinehold blot 3-4 uger). Det giver smågrisene et bedre immunforsvar, som gør at de kræver mindre medicin i deres opvækst. Man kan derfor nemt erklære det for glad gris på den store klinge! 

Lige før påske, var jeg så heldig at falde over et tilbud i Kvickly, med 3 pakker til 100 kr. Det blev til nakkekoteletter, hakkekød og det her flæsk. Så det blev til påskegris i stedet for påskelam...

Det er faktisk mange år siden jeg sidst har lavet rigtig stegt flæsk. Faktisk skal jeg helt tilbage til min læretid på Systematic, hvor det af og til var på menuen. Og der blev det stegt meget sprødt i ovnen - noget ganske andet end det jeg var vant til, der hvor jeg kommer fra. For der var det paneret og kun sprødt udenpå (populært kaldet fattigmandskoteletter). Og det var fedt....åh, så fedt. For paneringen tillod ikke noget at flæskets naturlige fedt at smelte af - og paneringen sugede sig gylden og sprød i rigeligt SMØR. Nå ja, og persillesovsen var lavet 50/50 på sødmælk og fløde. Det var sådan et måltid der efterlod en katatonisk i fedtcoma i flere timer efter. Jeg lavede faktisk et indlæg med en opdatering af paneret stegt flæsk, som jeg serverede med en grønkålssalat, i forbindelse med kåringen af danskernes nationalret.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: det er det flotteste flæsk jeg nogensinde har set. 

Flæsket blev puttet i en pose og fik et par dask med en kødhammer. Og så skulle det steges.....men hvordan?

Jeg er jo opvokset med flæsk, som var blødt i midten og havde sprød panering - og havde lært at lave stegt flæsk, ekstra sprødt, i ovnen. Sprødstegt flæsk er lækkert - men mine dumme fibro-kæber kan ikke holde til at tygge det, så jeg får ondt i både tænder og kæber. Så jeg tænkte at det bare skulle steges på en pande som det var. Men SÅ fik jeg en crazy ide: hvad med at confitere det inden stegningen? Det ville jo efterlade det blødt og lækkert inderst - og tilpas gyldent og sprødt på ydersiden. Men hvad skulle det confiteres i? SMØR? Olie? Svinefedt?....hov, vent nu lige....det skulle da være i baconfedt!  

Jeg gik sporenstregs hen til køleskabet og hævede alt opsparede baconfedt i min fedtbank (har som regel både ande-, gåse- og baconfedt på lager). Der var ca 4 dl - opsparet over det sidste halve år. Det smeltede jeg ved jævn varme.

Planen var at brune flæsket let af, inden det skulle i baconfedtet - men det glemte jeg (flot fibrohjerne!). Flæsket kom derfor direkte ned i det lune fedt - hvor det fik lov at hygge sig ca 30 minutter ved svag varme.

Det blev ikke ligefrem appetitligt at se på efter den behandling....knække mode-beige klæder ingen.......ingen! 

Godt det skulle på panden igen. Jeg hældte det brugte baconfedt igennem en fintmasket sigte og stillede det retur på køl (så kunne jeg fjerne den stivnede stegesky nederst, når det havde sat sig. Panden blev tørret af - og varmet op igen, men en god klat SMØR og lidt baconfedt. Flæsket blev vendt flittigt, mens det langsomt blev gyldent. Samtidig startede jeg sovsen og tilbehøret op. Kartoflerne havde jeg været så snu at skrælle om formiddagen og sætte på køl, så de var lige til at sætte over.

Jeg var løbet tør for syltede rødbeder, både de hjemmelavede og de sædvanlige fra Oles Gård (og der var laaaaangt ind i Landmad efter et nyt glas), men havde været heldig at finde det her glas fra Beauvais som dato-vare i Fakta. De er ok, omend en smule kønsløse, når man er vant til nogen med noget mere spark i - men de er øko og købt i Stop Spild Af Mads navn, så jeg var fint tilfreds.

Og så til persillesovsen...

Kruspersille vs bladbladet persille: jeg kan lide begge dele og foretrækker en kombination. Her havde jeg dog kun kunne få den krusede variant, så jeg købte 2 små potter af den. Hellere for meget end for lidt. Med piskeriset monteret på min stavblender, gik jeg derefter i gang med at lave en bechamelsovs af: 

30 g SMØR
2 spsk mel
3 dl mælk
1 dl fløde
Urtesalt
Citronsaft
Hakket persille

Lav en opbagt sovs, ved at smelte fedtstoffet i en kasserolle, uden at det bruner. Tilsæt melet og lad det suge fedtet til sig. Tilsæt derefter væsken, lidt af gangen, under konstant omrøring. Når sovsen har den ønskede konsistens (tynd = sauce - tyk = sovs), koges den godt igennem, smages til med urtesalt og et lille squeeze citron. Den færdige sovs tæppebombes med store mængder hakket persille, lige inden den skal på bordet.

Sovsen var klar, kartoflerne kogte og rødbederne afdryppede. Så manglede der kun det labre flæsk. 

Gyldent og knasende - uden at være hårdt. Det er enhver flæsketars våde drøm!

Og så var der sgu stegt flæsk med hele udtrækket. Man kunne strengt taget godt servere dampede grønne bønner eller blomkål til, for at lette lidt på måltidets samlede fedtenergiprocent, men det magtede jeg ikke at tænke på....havde kun øje for det der gyldne flæsk....som jeg skulle sætte tænderne i få minutter senere.....og ikke dele med nogen... 

Stegt flæsk med persillesovs, er en udfordrende ret at få til at se godt ud på en tallerken. Jeg forsøgte mig med 2 forskellige anretninger og kunne simpelthen ikke bestemme mig for hvilken jeg bedst kunne lide - så nu kommer de begge på:

Først en hvid tallerken med uglaseret fane (Eva Solo). 

Og dernæst en sort tallerken med hvid kant (Salt).

Endelig spisetid - og jeg nød hver en bid. Jeg gemte 3 stykker flæsk og nogle af kartoflerne til dagen efter, hvor det sammen med lidt godt rugbrød, udgjorde en herlig frokost.

De 2 øvrige pakker gris, blev brugt i løbet af påsken. Nakkekoteletterne stegte jeg og serverede med en lun salat til - og det hakkede kød, blev til et mash-up mellem 2 gamle klassikere: boller i selleri og frikassé. Den opskrift rammer bloggen når den engang er klar.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg pakke min kuffert færdig og drage mod København. Jeg skal på forlænget weekend, med indlagt søsterboble - og glæder mig SÅ meget. I aften skal jeg hygge sammen med de dejlige damer Sabrine (With love and sugar) og Nada (La Cucina Nada) - og vi skal spise på Guldkroen. I morgen skal jeg så hjem og kramme min søster og mine små niecer, så meget de arme arme kan holde til. Jeg skal hjem igen mandag, men jeg får 3 overnatninger, men tilhørende morgenputning med dem #WIN!

Den egentlige grund til turen, er Cooking for a Cause, som holder pop-op restaurant i samarbejde med Rebel Food, i  KGTs gamle haller i Valby på lørdag. Hele overskuddet går til Trampolinhuset - og vil kunne dække udgifterne til de 10.000 portioner mad, de årligt serverer til deres fællesspisninger. Der var udbudt 100 billetter - og de er alle blevet solgt. 

Det arrangement skal søsterboblen til. Det bliver lidt mærkeligt for os at komme tilbage dertil, for det er et sted vi begge er kommet meget som børn. Vores nu afdøde far, Knud Pagh, var nemlig markeringsdirektør for grønttorvet i en lang årrække - og havde os af og til med på arbejde. Det er ham vi begge har arvet vores utøjlede madglæde fra. Vi glæder os - for det er længe siden vi har været ude sammen og give den lidt gas. Og menuen ser edderhakme god ud:

Screenshot fra Trampolinhuset

Hele 4 madbloggere, som jeg kender, deltager som kokke: Jakob (Gourmensch), Karl Ejner (Raavare), Thomas (Madet Mere) og Rasmus (Feinschmeckeren). De sidste 4 ser jeg frem til at lære at kende på lørdag.

*Vinke vinke* vi ses i næste uge.....  

BollyFood - på besøg hjemme i Indien...

Der er vel næppe nogen der kommer her forbi, der er i tvivl om at jeg er vild med alt der er ligesom hjemme i Indien. Det er mit absolutte favoritkøkken, med alle de meget forskellige regioner og tilberedningsmetoder. For noget tid siden kontaktede jeg BollyFood i Kødbyen pga deres logo, som er en flot ornamenteret orange ske (læs nederst hvorfor) - og endte med at aftale af jeg skulle kigge forbi til en snak engang ved lejlighed. Det blev der så endelig tid til sidst i marts, da jeg var på hemmeligt visit i København for at deltage i min søsters polterabend.

Jeg lokkede Sabrina fra With Love and Sugar med, så vi kunne spise sammen - og vi ankom spændte og sultne en torsdag, lige efter åbning. Det var et virkelig charmerende biks vi trådte ind i. Kødbyens lidt kliniske hvide fliser, gled i baggrunden i et orgie af pangfarver og decor - uden at det på noget tidspunkt var kitchet. I den ene ende af lokalet, var der muret en farvestrålede bar op, hvor Rasmus Herold slog sig løs med at lave smagfulde drinks med indisk islæt. BollyFood er ikke kun en restaurant, men også en cocktailbar (og der er Happy Hour onsdag til lørdag fra kl. 17-22).

Vi blev taget godt imod af restaurantchefen Ida, som fortalte os om stedet og historien bag (mere om det senere). Som de først ankomne, var der frit valg på alle hylder, med sidepladserne. Vi valgte et bord midt i lokalet med godt overblik. Menukortet bød på mange spændende retter, se det lige her, men Ida syntes vi skulle kaste os ud i deres The Thali (det bedste fra husmødrenes køkken) - og det protesterede vi på ingen måde over. Det gav en jo mulighed for at smage mange forskellige ting.

Vi sprang vinmenuen over - og valgte i stedet at nippe cocktails til, efter devisen "overrask os". Ida havde spottet min forkærlighed for gin og åbnede ballet med en Bramble - med gin, citron og brombærlikør. Straks efter fulgte der lidt snacks: sprøde rullede Papadams og spinatblade vendt i pakora-dej, serveret med en myntechutney og en yoghurtdip. En virkelig lovende start. Vi hyggesnakkede og fik mulighed for at kigge os lidt bedre omkring.

Restauranten er et rigtigt hjertebarn, skabt af Babar og Caroline - og man kan mærke deres nærvær i hver en detalje. Overalt er der udsmykket med Carolines egne fotografier, knipset på utallige ture til Barbars hjemby i Pakistan - og det er både familie og venner der smiler ned fra væggene.  

Og så var det blevet tid til at tage hul på vore The Thali menu. Først en lille Alloo Tikki, som er en krydret kartoffelkage med sprødt grønt, serveret med en chutney lavet på rødbede og kikærter. En rigtig lille lækkerbisken.

Og så fulgte hovedattraktionen: hovedretten. Thali betyder 'fad' og består af en masse små retter, så man selv kan sammensætte på kryds og tværs. Jeg havde det som et barn der var blevet sluppet løs i en slikbutik! 

Der var 4 varme retter. Daal - lavet på hele fem forskellige slags linser med karamelliserede løg i SMØR. Lamb Shorba - oprindelig en suppe, her en intens ret med smørmørt lam og kartofler kogt med i fonden. Chicken Masala - krydret kylling med ingefær, løg og tomat. Og så stedets absolutte kongeret: Butter Chicken - kylling marineret i masala krydderier i 24 timer, serveret i en cremet currysauce med fløde og SMØR.

Det runde fad bød også på en sprød blandet salat med kikærter Chana Chaat og en Alloo Chaat - 'kartoffelsalat'. Der var de lækreste luftige ris (ekstralange basmati ris importeret fra Pakistan), nybagt Naan og en lille Lassi med hindbær og ingefær til at køle munden på.

Hold nu op, det hele var bare SÅ godt. Hver en bid var en oplevelse. Både Sabrina og jeg var helt i en anden verden. Det var sgu ligesom hjemme i Indien. For ikke alene er maden på BollyFood så autentisk og velsmagende at man skulle tro det var løgn - den er ligefrem lavet af en flok indiske kvinder. BollyFood drives nemlig som et socioøkonomisk projekt, der forsøger at få indiske kvinder ud på arbejdsmarkedet. Kvinderene tilbringer deres dage i køkkenet med at lave de forskellige currys, efter opskrifter der er nedarvet igennem generationer (som sagt: det bedste fra husmødrenes køkken). Deres mænd kommer så senere på dagen og servere maden. Sådan et sted kunne vi godt bruge i Århus. 

Hovsa, jeg havde nær glemt desserten: en lille creme brulée med kardemomme og passionsfrugt on the side. Det perfekte punktum for middagen!

Konceptet er bare SÅ gennemført. Og de 'indiske' drinks sad også bare lige i skabet.

Cocktails og krydret mad går virkelig godt sammen. Vi fik smagt rigtig mange interessante, med et indisk snert. Tom Collins med agurk og ingefær, en frækkert med Cava og Amarena kirsebær - og en tørstslukker med gin, mynte og Chatreuse.

Men der var dog en cocktail der hævede sig højt over de andre: BollyFoods Negroni. Jeg har aldrig smagt noget lignende. En Negroni består af 3 ting: gin, Campari og rød vermouth. Her var ginnen infuseret med kardemomme og det gav et pift af den anden verden. Jeg er selv lidt en kylling når det kommer til det bitre, så jeg laver min egen Negroni med mest Aperol og kun et par dråber Campari - men her måtte jeg overgive mig fuldstændigt. Den der smag af kardemomme var nærmest magisk - og fik bitterheden til at glide i baggrunden!

Sabrina og jeg fik herefter besøg af Johan, som havde været til et arrangement på Zentropa - og han skulle naturligvis også smage denne nyfortolkede klassiker. Da vi var ramlet ind midt i Happy Hour, blev det nærmest til en helt Negroni-fest på vores lille bord. Og kunne han så lide den? Well, her var hvad han skrev om den på hans Instagram "The best Negroni I've ever had, probably the best drink, I've ever had! Well fucking done!" 

Da vi ikke kunne rumme, hverken en dråbe eller en krumme mere, fik vi afregnet og sagt pænt farvel - og på gensyn! 

Æh...og der skulle så ikke gå ret længe inden det gensyn. 

For inden jeg rejste hjem til Jylland igen, var jeg forbi og få frokost sammen med min søster. Hun havde nemlig nærmest været ved at myrde mig, da jeg fortalte at jeg havde været der uden hende. Søstre! Godt så, den Butter Chicken havde jo rumsteret i mit baghoved siden jeg lukkede døren bag mig om torsdagen - så jeg var nem at lokke. Jeg SKULLE bare ha' mere af den. 

Søs var lige så begejstret for restauranten, som jeg. Vi var også så heldige at få mulighed for at hilse på Caroline - og få udtrykt vore glæde over maden, stemningen og stedet.

Vi bestilte en omgang Chicken Masala og Butter Chicken - og planen var at dele lidt frem og tilbage. Ha, jeg måtte le. Søs fik allernådigst en enkelt bid af MIN Butter Chicken og så var var det slut. Godt nok var der dømt søsterboble - meeeen. Jeg kunne ha' slikket den boks!

Det var virkelig en rørende billig frokost - 79 kr pr portion. Og se lige de fine bokse med logo, den kommer i. 

Uh, det minder mig om at jeg skal slutte af med at fortælle hvorfor jeg tog kontakt til BollyFood ang deres orange ske i første omgang.

Den er så fin! Og jeg skal ha' den tatoveret på min venstre underarm i sort, til efteråret. Og hvorfor så det? 

Livet med en kronisk usynlig sygdom er en udfordring. Når jeg skal forklare andre hvad det vil sige at ha' så få kræfter, griber jeg gerne ud efter The Spoon Theory (ske-teorien), som beskriver dagens kræfter som en håndfuld skeer. At stå op koste en ske, at gå i bad koster en til - og så fremdeles. Men hvad gør man hvis man kun har 10 skeer til en helt dag? Det handler om at lære at rationalisere med sine skeer - og gemme en i baglommen til lige netop det der gør en glad. 

Jeg har længe gerne villet ha' en ske tatoveret, så jeg kan bære en synlig påmindelse om at jeg er spoonie, blive fastholdt i at jeg dagligt skal økonomisere med mine skeer - og for at ha' en ekstra ske på mig som ingen kan tvinge mig til at bruge eller tage fra mig.

Det kan måske være mærkeligt at lade en restaurants logo tatovere på sin arm - men sådan tænker jeg slet ikke på det. Alle de tegnede skeer jeg har set har bare været forkerte for mig. Men ALT i mig faldt på plads, da jeg først så den her. For mig er det ikke en reklame for BollyFood, men den helt rigtige ske for mig. Den er smuk, ornamenteret og ligesom hjemme i Indien. Det føles helt rigtigt!
 
Jeg glæder mig til at få den på armen - og til at besøge BollyFood igen næste gang jeg kommer på de kanter.

Og nej: jeg har aldrig været i Indien. Sætningen "det er ligesom hjemme i Indien" har jeg med mig fra min læretid, hvor min chef altid sagde det når der var noget med karry på menuen. Det har jeg taget til mig af flere grunde. Gode minder skal man nemlig samle på.

Æbleflæsk med fennikelfrø...

Jeg bliver en savlende tossen (også) når talen falder på æbleflæsk. Sødt, surt og salt sammen er bare den hellige gastronomiske treenighed. Det kan derfor umuligt blive en god jul uden den hjemmelavede version, da den købte er alt for ofte bare er en grov æblemos med bacontern = den falske æbleflæsk. Næ, du - det skal laves ordentligt. Og jow, man må gerne pille ved klassikerne hvis man gør det med omtanke:

Her er min nyeste udgave med fersk flæsk, fennikelfrø og fuldkornssennep. Måske ikke en af julens mest visuelt prangende retter - men bestemt en af de mest velsmagende. 

Det var ikke fordi retten var planlagt, men fordi der var Elstar æbler og løg med i kasserne fra Øko til folket. Ja, der SKAL løg i æbleflæsk - og det kan du lige så godt vænne dig til.  

Dejlig økologisk flæsk. Købt svinebilligt (pun intended) da jeg skulle lave stegt flæsk med grønkålssalat. Det skulle bare steges meget sprødt i eget fedt + en smule olivenolie. Det sprøde stegte flæsk, blev lagt på fedtsugende papir og fik et skud flagesalt.

Elstar (krydsning mellem Golden Delicious og Ingrid Marie) er et letsyrligt, fast æble - men det kan sagtens trække noget ekstra syre og modspil. Jeg valgte at bruge æblecidereddike og grønne fennikelfrø fra Mill & Mortar.

De små aromatiske frø blev ristet på en tør pande for igen at lokke smagen frem fra deres tørrede skalkeskjul. Og den kom frit frem!

De ristede og afkølede frø blev malet *wroom wroom* til et groft velduftende pulver i min krydderi-kværn (en elektrisk kaffemølle der kun bliver brugt til krydderier). 2 små løg blev snittet i både - og 3 æbler ditto.

Løgene blev først stegt bløde og gyldne i lidt aromatisk confiterings-fedt. Panden blev tørret af og så var det æblernes tur til at få et skud varme. Da de havde fået lidt farve, kom løgene retur i panden. De malede fennikelfrø kom ved, sammen med ½ dl æblecidereddike. Da eddiken var kogt væk, blev der tilsat ½ dl vand - og der blev lagt låg på. Efter ca 10-15 minutters simren ved svag varme, blev der smagt til med flagesalt og friskkværnet sort peber.

Æblerne og løgene blev rørt godt sammen - og serveret sammen med det sprødstegte flæsk, groft rugbrød og fuldkornssennep. Og nej, det er ikke nødvendigt med SMØR på brødet. Der er andefedt i æbleblandingen og flæsket er fedt i sig sig selv - så dyp blot brødet i en smule sennep. Drik evt en kold juleøl til.  Ja ja, det er hakket persille på toppen. Det pynter, ok?

----------------------------------------------------------------------------------------------

Og *vinke vinke* i morgen formiddag smutter jeg på en lille juletur til det sjællandske. Det bliver til 5 overnatninger - og kvalitetstid med min søster + mine små niecer, en tur i det julepyntede Tivoli med min genfundne søn, en festlig julefrokost med dejlige mennesker og et yderst tiltrængt åndehul fra min dagligdag her i lejligheden. Og når jeg kommer hjem igen på mandag, går jeg i gang med at jule for alvor. 

Det vigtigste er pakket: julegaver til de små øgler niecer og vaniljestænger + 2 flaske For Helvede Sauce fra Memphis Roadhouse til min søster. Jeg tvivler på at jeg bliver lukket ind uden det sidstnævnte. Min lillesøster kan drikke det lige fra flasken - og har et sært afhængighedsforhold til den hotte sag. Puha....

Jeg tager min lille bærbare med, men ved ikke om jeg får blogget (andet end de indlæg jeg har lavet på forhånd). Hvis ikke, må du må ha' det så godt til vi ses igen. Tjaw!