Viser opslag med etiketten Kvickly. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kvickly. Vis alle opslag

tirsdag den 11. februar 2014

Sesamkylling med spicy grønt og crispy nudler...

I denne uge har jeg leveret en opskrift til Kvickly med kyllingebryst.

Foto: KAM
Denne gang hed opgaven: "Et kyllingebryst kan være stjernen i en nærende og fedtfattig hverdagsret. Men alt for ofte rimer ”kylling” på ”kedelig”. Opgaven: Giv dit bud på en ”eksotisk” ret med kylling, der sætter fut i smagsløgene og fantasien en helt almindelig hverdagsaften".

Da jeg først så opgaven så jeg det som en oplagt mulighed for at genskabe den hovedret Mette og jeg vandt MasterChef med (forretten kan du se lige her) Så sådan blev det. Jeg kan naturligvis ikke tage hele æren for opskriften, den blev nemlig til i fællesskab med Mette i en meget stresset time under det berygtede ur.

Til 4 pers:

Sprøde nudler:

4 plader æggenudler
½ liter vindruekerneolie

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken og afkøl den straks i kold vand. Lad dem derefter dryppe helt af i en sigte inden de lægges på et viskestykke. Varm olien op og steg nudlerne sprøde i små portioner. Læg dem til afdrypning på køkkenpapir.

Sesampaneret kylling:

4 kyllingebryster
1 dl soya
2 æggehvider
2 dl ublegede sesamfrø
2-3 spsk vindruekerneolie

Læg kyllingen i et fad og hæld soyaen over. Lad den trække i ca 20 minutter. Fisk kyllingen op og dup den helt tør. Pisk æggehviden sammen med en gaffel og vend kyllingebrysterne så de er helt dækkede. Bland sesamfrøene og paner kyllingen i dem. Brun kyllingebrysterne på en mellemvarm pande til de er gyldne. Kom dem derefter i et fad og sæt dem i oven på 180°C. Sæt stegetermometer  i de tykke ende af et at stykkerne og lad dem stege til en kernetemperatur på 75°C.

Lynstegte grøntsager:

200 g gulerod
200 g pastinak
200 g hvidkål
1 porre
1 rød peberfrugt
1 spsk vindruekerneolie olie

Marinade:
5 spsk soya
2 spsk akaciehonning
1 fed hvidløg
½ rød chili
3 cm frisk skrællet ingefær

Evt. 1 potte koriander

Snit den røde chili, ingefæren og hvidløget meget fint. Kom det i en skål og tilsæt soya og honning. Skræl gulerod og pastinak. Skær dem i tynde stave. Snit hvidkålen i strimler på ca ½ cm. Skær porren i tynde ringe på skrå og peberfrugten i strimler på langs. Lynsteg grøntsagerne i et par minuttet på en en varm pande i olien og tilsæt marinaden. Tag panden af blusset og lad grøntsagerne trække smag i et par minutter. Vend evt med en potte grofthakket koriander.

Server de sesampanerede kyllingebryster på et leje af de marinerede grøntsager og top op med de sprøde nudler.


Foto: KAM
Det var den sidste opskrift til Kvickly i denne omgang. Jeg håber de bestiller flere, for det har været en pragtfuld udfordring. 

God tirsdag til alle der kommer her forbi...


tirsdag den 4. februar 2014

Bagt laks med sprød mandeltop...

I denne uge har jeg leveret en opskrift til Kvickly - og den kan ses lige her. Det var en rigtig god udfordring at lave fisk, for det syntes jeg der mangler her på bloggen. Og jeg kan med glæde meddele at der i de kommende måneder kommer mange flere fiskeopskrifter til.

Foto: KAM
Opgaven lød: Laks er danskernes foretrukne spisefisk. Og derfor et rigtig godt sted at starte når der skal fisk på bordet to gange om ugen. Men fisk er sjældent børnenes favorit. Opgave: Lav en ret med laks som vil lokke selv fiskefjendske børn.

Javel ja, laks til børn. Nu er jeg ikke af den overbevisning at børn skal ha' specielle børneretter, men tilpassede 'voksenretter'. Børnemenuerne skal simpelthen afskaffes til fordel af små lækre portioner af det resten af familien spiser. Børn skal udfordres, også på deres smagsløg. Men man skal naturligvis undgå meget bitre, sure og stærke ting.

Opskriften har fokus på det sunde fedt i fisk og mandler. Den dejlige sprøde top passer perfekt til den bløde fisk – og vil være et hit hos de fleste børn. Her er ingen ben men masser af knas. Var fisken kun til voksne, ville jeg skrue op for krydringen og tilsætte både frisk timian og knuste fennikelfrø.

Bagt laks:
En hel laksefilet på ca. 700 g
1 spsk olie
2 spsk sød fransk sennep
100 g mandler
En god håndfuld bredbladet persille
1 økologisk citron (skal + saft)
½ spsk flagesalt
Friskkværnet sort peber


Tænd ovnen på 180°C. Smør et ildfast fad med olien og læg laksen med skindsiden nedad. Gå fisken efter for ben ved at glide fingrene forsigtigt hen over fisken – mærker man ben kan de nemt fjernes med en pincet. Smør den søde sennep ud i et jævnt lag på laksen. Hak mandlerne, den ene halvdel fint og den anden halvdel groft. Pil bladene af persillen og hak dem fint. Skyl citronen og riv skallen fint på et rivejern – gem resten af citronen. Bland mandler, persille, citronskal, salt og peber. Fordel blandingen på laksesiden og pres den forsigtigt fast i senneppen. Bag i ovnen i 20-25 minutter eller til fisken er 60°C det tykkeste sted.


Rissalat:
4 dl kogte kolde ris, bulgur eller quinoa
1 dl frosne ærter
½ hoved broccoli
½ rød peberfrugt
½ gul peberfrugt
En håndfuld bredbladet persille
Saften fra 1 citron
2 tsk akaciehonning
1 spsk olivenolie
Salt
Peber


Tø de frosne ærter op i lidt koldt vand. Skær broccolien i bittesmå buketter og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i 1 minut og kom dem derefter ned til ærterne. Dræn vandet fra. Skær peberfrugterne i små tern og bland dem i den kolde ris, sammen med ærter og broccoli. Hak persillen fint. Rør en marinade af citronsaft, akaciehonning og olie – smag til med salt og peber. Vend marinaden i salaten, sammen med den hakkede persille.

Kold urtesauce:
3 dl skyr
½ dl vand
2 spsk sød fransk sennep
1 potte dild
Salt
Peber


Rør skyren lind med vand og sennep. Hak dilden fint og rør i. Smag til med salt og peber.

Var det noget fisk du kunne lokke i dine børn?

fredag den 13. december 2013

Julekrydret æblesmør...

Den 4. og sidste opskrift til Kvickly i denne omgang er et sikkert julehit: æblesmør. Ugens udfordring lød: Giv dit bud/dine bud på hvordan æbler kan indgå i til julens madlavning eller hyggestunder.

Æblesmør er en amerikansk opfindelse vi som æblenation sagtens kan tage til os. De varme krydderier gør det til en oplagt julespecialitet.

Server det til æbleskiver, på ristet brød eller til morgenmad sammen med græsk yoghurt. Smag f.eks julesaucen til med den og sæt et glas på julebordet i stedet for gelé.

1 kg økologiske æbler
1½ dl vand
1 dl æblecidereddike
200 g rørsukker
200 g mørk muscovadosukker
1 vaniljestang
1 tsk st. kanel
½ tsk st. nellike
½ tsk st. kardemomme
½ tsk st. ingefær
1 knsp salt

Skyl æblerne og skær dem i kvarte. Fjern stilk og blomst, men lad kernehuset blive. Kog æblerne meget møre med vand og eddike. Mos de kogte æbler igennem en si så skræl og kernehus kommer fra. Kom mosen tilbage i gryden og tilsæt de 2 slags sukker. Flæk vaniljestangen og skrab de sorte korn ud med bagsiden af en kniv. Kom begge dele i gryden sammen med de øvrige krydderier. Lad gryden simre i ca 2-3 timer ved svag varme, omrør ofte. Test om æblesmørret er tykt nok ved at lægge lidt på en underkop og glid fingeren igennem. Hvis det ikke flyder sammen igen er det færdigt. Kom det færdige æblesmør på skoldede glas og opbevar det på køl. Det kan holde i flere måneder.
 

torsdag den 5. december 2013

Fyldt mørbrad med græskarpuré og grønkålssalat...

Ugens opskrift til Kvickly er et helt måltid, lavet af gode økologiske råvarer. Julemåneden er fyldt med fede fristelser. Men man kan sagtens skrue ned for fedtet og op for smagen. Det er dog vigtigt at huske en smule af det sunde fedt så man kan få glæde af de fedtopløselige vitaminer.

Foto: Kvickly
Opgaven til uge 50 lød: Fersk Änglamark svinemørbrad, 550g. Julen er en fed måned i mange henseender. Lav et forslag på en lækker opskrift med fokus på fedtfattig mad

Her får du en dejlig fyldt mørbrad med et strejf af jul med et sundt og grønt tilbehør. 

Opskriften er til 4 pers.

1 Änglemark svinemørbrad
4 usvovlede abrikoser
12 hasselnødder
½ tsk st. kanel
Revet skal af ½ appelsin (gem resten til salaten)
Et par kviste frisk timian
1 æggehvide
Salt/peber
Olivenolie til stegning

Afpuds mørbraden for fedt og fjern sølvsenen. Skær et dybt snit på langs og flad mørbraden lidt ud. Skær abrikoserne i små tern og hak nødderne groft. Bland begge dele sammen med kanel, appelsinskal, hakket timian og æggehvide. Krydr kødet med salt og peber. Læg fyldet på og rul mørbraden stramt sammen. Luk sammen med enten med kødnåle eller snor. Krydr ydersiden med salt og peber. Brun kødet af på en pande i olivenolie og læg derefter mørbraden i et fad. Sæt mørbraden i ovnen og steg den færdig ved 150°C i ca 30 minutter. Den skal have en kernetemperatur på 60°C. Lad den færdigstegte mørbrad hvile utildækket i 10 minuttet før den skæres i tykke skiver og serveres.

Græskarpuré:

1 mellemstørrelse hokkaido eller butternut
3 fed hvidløg
2 tsk Herbamamare urteboullion
Vand
Salt/peber
1-2 tsk æblecidereddike

Flæk græskarret, skrab kernerne ud og skræl det. Skær det i grove tern og kom det i en gryde sammen med 3 fed pillet hvidløg skåret i skiver. Tilsæt urteboullion og hæld vand på så det lige akkurat dækker. Kog græskarret meget mørt og hæld det til afdrypning i en si. Gem kogevandet. Kom det afdryppede græskar i en skål og blend det med en stavblender – eller mos det igennem sien. Juster konsistensen med lidt af kogevandet hvis den er for tyk. Smag til med salt, peber og æblecidereddike.

Grønkålssalat:

400 g grønkål
2 appelsiner
1 mellem rødløg
1 lille glas sorte oliven uden sten
1 lille pose mandelsplitter
2 spsk æblecidereddike
2 spsk appelsinjuice
1 spsk olivenolie
1 tsk fuldkornsennep
2 tsk akaciehonning
Salt/peber

Rist mandelsplitterne gyldne på en mellemvarm tør pande og sæt dem til side. Skyl og afdryp grønkålen. Snit den fint. Stær top og bund af appelsinerne, stil dem på højkant og skær skallen af i lodrette baner. Skær hver appelsinfilet ud. Pil rødløget og skær det i tynde både. Hæld lagen fra de sorte oliven og skær dem i skiver. Pisk dressingen sammen af eddike, olie, sennep og honning. Smag til med salt og peber. Vend grønkålen i halvdelen af dressingen og læg den på et fad. Fordel appelsinfileter, rødløg og oliven på toppen. Dryp resten af dressingen over og drys til sidst med de ristede mandelsplitter.
 

fredag den 29. november 2013

Marmeladekylling m/ rødkålssalat...

Også i denne uge har jeg en opskrift med i tilbudsavisen fra Kvickly. Den vil også være at finde på deres juleblog senere.
Foto: Kvickly
Opgaven til uge 49 lød: Du har efterhånden flere åbne marmelader. Giv forslag til hvordan de kan bruges i et mix, til en kreativ madløsning (ikke dessert). Der var desuden ønske om at der skulle være fokus på madspild. Så det var jo en drømmeopgave for mig!

I bedste Stop Spild Af Mad stil lavede jeg denne marmeladekylling med en tilhørende salat med marmeladedressing:

Opskriften er til 4 pers.

4 store kyllinglår med overlår
6 spsk Änglemark appelsinmarmelade
4 spsk soyasauce
2 dl appelsinjuice
2 fed presset hvidløg
3 cm revet ingefær
Friskkværnet peber
Salt
2 tsk Maizena

Rør først marinaden sammen af marmelade, soya, juice, hvidløg, ingefær og sort peber. Læg kyllingen i et ildfast fad og hæld marinaden over. Dæk fadet med folie og sæt det i ovnen i 50 minutter på 175°C. Fjern folien, skru ovnen op på 225°C og giv kyllingen yderlige 10 minutter. Hold øje med kyllingen. Overfladen skal være pænt gylden. Tag kyllingen op og hold den varm. Kog stegeskyen ind og smag den til med salt og peber. Jævn den til sidst med en smule Maizena rørt ud i vand. Hæld den jævnede stegesky over kyllingen. Server f.eks med løse ris, dampede grønne bønner og en knasende rødkålssalat med solbærdressing.

Rødkålssalat med sur/sød solbærdressing:

400 g rødkål
75 g finthakkede syltede rødbeder
1 lille finthakket rødløg
2 spsk  Änglemark solbærmarmelade
3 spsk hvid balsamico
2 tsk olivenolie
Salt/peber
50 g ristede mandelflager   

Snit kålen meget fint og vrid den imellem hænderne for at frigive lidt væde. Bland med rødbeder og rødløg. Rør dressingen sammen af solbærmarmelade, balsamico og olie. Smag til med salt og peber. Tilsæt evt mere eddike. Vend marinaden i salaten og lade den trække på køl i et par timer. Drys med ristede mandelflager ved servering.

Marmelade hører bestemt ikke kun til i det søde køkken. Det handler bare om at være lidt kreativ. Solbærmarmeladen vil f.eks også være helt fantastisk at vende med syltede både af rødløg som et surt/sødt tilbehør til julens stegeretter. 

  

torsdag den 21. november 2013

Risotto med and, græskar og svampe...

I de næste 4 uger har jeg opskrifter med i Kvicklys tilbudsavis og på deres juleblog. Hver opskrift er resultatet af en udfordring stillet af Kvickly. Og den første udfordring lød: Der er rester tilbage fra ænderne som blev serveret i går. Giv dit bud på en opskrift til lækker restemad. Det blev til denne lækre vinter-risotto i bedste Stop Spild Af Mad stil med and, græskar, svampe og grønkål.

Foto: Kvickly
Opskriften er til 4 pers.

300 g risottoris
1 lille hakket løg
1 spsk olie
1 dl hvidvin
ca 1,3 liter varm hønsefond
75 g revet parmesanost
25 g SMØR
300 g stegt Grønnemark and
150 g hokkaidogræskar i bittesmå tern
150 g blandede svampe
100 g grofthakket frisk grønkål
Salt/peber


Rens svampene, skær dem i mundrette bidder og rist dem på en tør pande. Stil dem til side. Sauter løget i olien og tilsæt risene. Rør rundt til de er blanke. Tilsæt hvidvin og lad det koge væk. Tilsæt varm fond lidt af gangen under omrøring. Efter ca 15 minutter tilsættes græskaret. Fjern skind og fedt fra det stegte andekød og riv det i grove strimler, Tilsæt det til risottoen sammen med de sauterede svampe. Tilsæt mere fond til risottoen er lind i konsistensen, dem må endelig ikke være for fast. Der må gerne være en smule bid tilbage i risene. Tilsæt den revne parmesan samt smørret og rør risottoen blank. Smag til med salt og peber. Rør grønkålen i og rør rundt i 1 minut. Server den færdige risotto på varme tallerkener.

En risotto som med stor fordel kan serveres som comfort food i juledagene.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...