Viser opslag med etiketten Ramsløg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ramsløg. Vis alle opslag

lørdag den 26. april 2014

Næsten pizza...

Her er en opskrift på næsten pizza. For mig har pizza en tynd sprød bund - det har den her ikke, så derfor er den kun lige ved og næsten. Well, er pizza som medie i virkeligheden ikke også mest en undskyldning for at mæske sig i masser af smeltet ost?

Og smeltet ost skorter det på ingen måde på her....

Ok, hvad gør den så til næsten pizza? Svaret må være bunden! Den fik jeg nemlig idéen til da jeg bagte sundwichbrød i ovnen. Jeg brugte en portion og fandt en springform på 19 cm frem til at lave den i. Jeg tændte ovnen på 175°C og sprayede form + underlag med lidt fedtspray.

Dejen blev fordelt i formen, som blev løftet af inden den blev glattet på oversiden med bagsiden af en teske. Den blev først bagt ca 15 minutter.

Hvorefter den blev vendt og bagt 10 minutter. Bunden blev lagt til side mens jeg gjorde fyldet klart. Kom det på du har lyst til - eller 'råd' til.

Min næsten pizza var faktisk startet oppe i Kvickly som et Stop Spild Af Mad projekt i deres 'køb meget tæt på udløb' køledisk. En kæmpe kugle frisk mozzarella for blot 15 kr - den måtte jeg ha'. For at gøre det så nemt som muligt, hentede jeg et glas Dolmio i skabet - og fandt en bøtte ramsløgspuré i fryseren (erstat endelig med pesto). Og så var der pølsen:

Det er en vegansk chorizo som jeg havde charmet mig til på Foodexpo i Herning. 

Smagte den rigtig mange gange i de 3 dage jeg var på messen og blev totalt forlibt.

Dolmio (50 g), frisk mozzarella (75 g), vegansk chorizo (50 g) og ramsløgspuré (10 g).

   Tomatsaucen fordeles på 'pizzabunden'.

Mozzarella og chorizo fordeles over.

Næsten pizzaen bages til osten er smeltet og begynder at blive gylden. Den sættes til afkøling....

....og dryppes med ramsløgspuré (eller pesto). Og så er der sørme næsten pizza.

Uha, det var ikke tosset. Men nej, det var ikke PIZZA - men næsten pizza.

Bunden er sammenhængende, men ikke sprød. Og hvad så? Den er bestemt en værdig konkurrent til bunde af blomkål og bunde af kød. 

Og hvis der nu skulle sidde nogle 5:2 folk derude og savle, må jeg hellere lige lave et kcal-regnskab:

1 portion sundwich = 197
75 g frisk mozzarella = 169
50 g Dolmio = 21
50 g vegansk chorizo = 158
10 g ramsløgspuré (eller pesto) = 58 

I alt: 603 kcal

Aww, og se lige hvad Fjordrejen har lavet til mig - mit helt eget spil Klid-Man ☺



tirsdag den 5. juli 2011

Carpaccio, happere og sandwich af hest...

Det bliver lige til et '3-i-1' indlæg om resten af hesten. Resterne af den store BØF af hestefilet, fra dag 1, blev nemlig brugt i en slags stafetløb de følgende par dage. I bedste Stop Spild Af Mad stil blev hver en bid af bøffen genbrugt.

Aftensmaden på dag 2: carpaccio og happere. Jeg fik lidt godt brød og resterne af salaten fra dagen før til.

Nu om dage kaldes alt i tynde skiver jo efterhånden carpaccio - og det er voldsomt misledende. Navnet på retten har nemlig ikke noget med skiverne at gøre - den har fået sit navn efter den italienske maler Vittore Carpaccio som brugte mange smukke røde farver i sine malerier. Derfor synes jeg godt liiiige jeg kan klemme min hest med ind her. Mit kød er godt nok stegt en smule på kanten, men det har jeg nu faktisk også fået serveret som carpaccio på en restaurant.


Jeg valgte at lægge carpaccioen på en sennepsdressing. Den blev til af lidt mayonnaise med dijon, ravigotte, French's, fuldkornssennep, hvid balsamico, olivenolie og salt+peber.

Dressingen blev fordelt på fadet med bagsiden af en ske. Jeg lavede både et fad og en portionsanretning.

Fra køleskabet fremdrog jeg mine 248 g hestebøf. Den skar jeg i så tynde skiver som muligt med den skarpeste kniv jeg ejer.

Jeg dækkede sennepsdressingen med de tynde kødskiver. Kødet fik lov til at trække smag fra dressingen i ca 20 minutter inden jeg gik videre med det. Kødet smager meget bedre når det ikke er koldt.

Lige inden servering blev carpaccioen dryssset med flagesalt og friskkværnet peber. Det blev pyntet af med parmesanost i flager og ramsløgskapers.

Det var nogle rigtig gode smagskombinationer og tæmmede fint den lidt sødere smag i hestekødet.

Der var lige 4 skiver kød tilbage som der ikke var plads til. Og kattene havde allere fået rigeligt - de skøre kræ var selvfølgelig helt vilde med hest. Go figure! Det var lidt af det røgede filet tilbage, så det skar jeg i lange strimler og rullede sammen med kødet til happere og satte en tandstik i.

Eller ryttere skulle man måske kalde dem?

De blev også lige pyntet af med lidt sennepsdressing og ramsløgskapers. Der blev kun de 4 - men næste gang vil jeg købe ind til at kunne lave nogle flere, for det var bare det pureste guf.

Jeg spiste kun den portionsanrettede carpaccio på dag 2. Fadet blev gemt til dagen efter hvor det blev brugt som fyld i 2 sandwiches.

En god grov bolle blev flækket, smurt med lidt mayo, dækket med salat og et ½ fad carpaccio.

Gule tomatskiver, rød peber og ramsløgskapes ovenpå.

Og så var der endnu et aftensmåltid lavet ud af den BØF. Det er godt nok meget mad for 100 kr. Value for money - det kan vi li'.

Det er gået op for mig at jeg helt har glemt at skrive noget om Nations Cup og kokkekonkurrencen hvor jeg var med som gæstedommer - det gør jeg noget ved i morgen. Fibrohjernen virker ikke optimalt her i varmen skal jeg love for. I går glemte jeg at lukke den ene fryser, så alle mine pestoer, krydderurter og frugt er nu tøet op. Smørret fandt jeg i skabet og opvaskesæben i køleskabet. Oh yes, det er med den på.


lørdag den 2. juli 2011

Hesteburger a'la Klidmoster...

Her er den så - den kæmpe hesteburger. Jeg skal sparer jer for div hestejokes og vendinger som 'sæt hesten i trav op på grillen' - selv om det er vildt fristende. Er du ikke til hestekød, af den ene eller den anden årsag, kan det naturligvis bare erstattes af ganske almindeligt hakket oksekød.

Det blev noget af en moppedreng og der var 2 hele måltider i den. Jeg lod brødet bestemme burgerens størrelse - det havde nok været bedre med 2 mindre, men det var det brød jeg kunne få kl sent onsdag eftermiddag.

Det var et ciabattaflutes fra SchweizerBageriet som jeg først flækkede og pillede krummen ud af toppen på.

Burgerbøffen blev lavet af 300 g hakket hest. Jeg gav den lidt smag, saft og kraft: 1 finthakket forårsløg, 1 æggeblomme, 2 tsk ketchup, 2 tsk HP sauce, 2 tsk French's sennep + salt og peber. Jeg tog en latexhandske på og æltede det hele sammen med ca ½ dl rasp. Farsen fik derefter lov til at hvile på køl mens jeg lavede resten af fyldet klart.

Først lavede jeg den grønne humus af flækærter. Som nævnt droppede jeg hvidløg - for der skulle nemlig noget andet kraftigt smagende i burgeren.

Nemlig de hjemmelavede ramsløgskapers som virkelig giver et snert af både løg og hvidløg.

En hest skal naturligvis ha' lidt gulerødder. De ville også give et godt knas til burgeren. Jeg lavede lange spåner med en tynd-skræller, dryssede med salt + peber og marinerede dem i lidt olivenolie og hvid balsamico.

På torvet havde jeg også købt nogle skiver af røget hestefilet. Det kunne få lov til at lege bacon - så jeg stegte 3 skiver i lidt olivenolie. Er hest ikke dig, så brug bacon eller røget svinefilet i stedet for.

Jeg hev farsen ud og lod den stå på bordet i ca 20 minutter mens grillen varmede op.

Jeg formede en stor oval burgerbøf der ville passe til mit flutes. Der var også kød til at lave en lille bøf som jeg så kunne gemme til en anden god gang. Bøffen blev derefter grillet og fik lov til at hvile indpakket i lidt folie mens jeg riggede til.

Underen blev smurt med et tyndt lag Heinz mayonnaise og fik et sprødt bunddække at romainesalat. Og her gik mit kamera så tørt for batteri - så jeg måtte lige tage det næste billede med min telefon.

Den grillede hestebøf blev lagt tilrette - og jeg fik skiftet batteri.

En generøs portion humus blev fordelt ud over bøffen.

Derefter et lag af de marinerede gulerødder og lidt ramsløgskapers.

Og til sidst den stegte 'hestebacon'.

Her er et tværsnit af hesteburgeren. Jeg må sige at jeg var meget begejstret. Det var rart med en lidt anderledes burger til en afveksling. Har i dag købt endnu 1 kilo hakket hest (60 kr) til fryseren - og planlægger både en gryderet med vrinsk i og endnu en anderledes burger.

I aften skal jeg dog ha' det ypperste en hest kan byde på - en BØF skåret af fileten. Det glæder jeg mig til, for det skulle være noget af det møreste der findes.

Og nu må jeg så hellere galopere ud i køkkenet og komme i gang.......sorry, kunne ikke nære mig.


tirsdag den 14. juni 2011

Ramsløgskapers (de ægte)...

I lørdags kom jeg så endelig i skoven efter de rigtige knopper til at lave ramsløgskapers af. I første forsøg brugte jeg de uudsprungne blomsterknopper - men det skal altså være de afblomstrede.

Sådan ser de afblomstrede ramsløgsblomster ud. Hver blomst har dannet en fin lille knop, sammensat af 3 små kugler med hvert sit lille sorte frø i. Med en saks kan men nemt lige klippe hele toppen af.

Både ramsløgsbladene og de afblomstrede blomsterstande er så tunge at de nærmest ligger hen af jorden. Så det er nu man skal i skoven og høste knopperne - for det hele begynder snart at rådne i skovbunden.

Det tog mig ca 1 time at høste den mængde jeg ville ha' med hjem.

Vel hjemme igen blev de sorteret, vasket grundigt og befriet for skadedyr. Der var en del *gys* edderkopper, biller, flåter og andet kravl imellem. Der var dog også den her lille fyr som nu bor i et syltetøjsglas.

Og så skal der nippes knopper. Det er en god ide at bruge et par latexhandsker, for ens fingre kommer virkelig til at lugte kraftigt af løg. Det lykkedes mig ikke at finde ud af om den lille hvide 'pind' i midten af hver knop skulle nippes af også - men jeg orkede altså ikke at skulle ha' fat i alle knopperne igen, så den fik lov til at sidde. Knoppernes nippes nemmest som når man lavede det ondskabsfulde 'snus-til-blomsten' trick som barn - den knipses af med en let bevægelse. Man kan også klemme alle knopperne sammen og vride dem af, men det giver for meget stængel på mange af dem. Prøv dig frem, det gælder om at udvikle sin egen metode tror jeg.

Det tog laaaaaaaang tid. Jeg måtte holde en masse pauser for at kunne holde til det. Det tog ca 5 timer at nippe alle knopperne - og jeg var meget øm i fingrene bagefter.

Jeg skyllede knopperne igen, duppede dem tørre i et viskestykke og vejede dem. 385 g blev det til.

I følge Claus Meyers opskrift skal de trække i den halve mængde salt af hvad knopperne vejer. Jeg brugte 190 g og blandede grundigt med knopperne.

Jeg lod dog mine knopper trække på køl i 36 timer. Saltet trak virkelig meget væde ud af knopperne, det var helt vådt til sidst. Ramsløgsknopperne blev skyllet grundigt fri for salt og dryppede godt af i en sigte.

Lagen er også frit efter Meyers opskrift (dobbeltportion), men jeg har skruet lidt op for krydderierne.

4 dl cidereddike
2 dl vand
20 sorte peberkorn
1 tsk brune sennepsfrø
1 tsk gule sennepsfrø
4 laurbærblade
2 dl sukker


Lagen koges sammen og afkøles. Gør sylteglassene klar så længe.

Vask først glas + låg grundigt i vand og sæbe. Skyl dem derefter grundigt og skold dem i kogende vand. Det er en god ide også at skolde den ske man vil øse op med. Jo bedre hygiejne - jo længere holdbarhed.

Før i tiden brugte jeg ukritisk Atamon. Det gør jeg ikke mere - for det aktive stof natriumbenzoat er den rene gift for kroppen når man har fibro. Desuden kan det udløse astma og give nældefeber. Hallo, det bruges sågar som brændstof i fyrværkeri - hvem tror på at det er sundt at komme i kroppen? Det havde måske en kortvarig berettigelse under 2. verdenskrig hvor der var rationering på sukker, men bestemt ikke længere. Læs her hvad en meget fornuftig stemme har at sige om den sag.

Sukker og eddike er selvkonserverende - så med rene, skoldede glas, skyllet i lidt vodka skulle det give optimal holdbarhed.


Knopperne fordeles i glasene. Jeg skulle lave en fetacreme samme aften og tog nogen fra - de kunne give smag i stedet for hvidløg.

Det passede helt perfekt med de glas jeg havde. Og så var det bare at fordele den afkølede lage så den dækkede. Der blev lidt lage til overs og den har jeg gemt til til at lave salatdressinger af.

Og så skal de bare trække på køl i 7 dage før jeg kan smage hvordan 'nordiske kapers' tager sig ud. Hvis det er umagen værd laver jeg mange flere til næste år - en af mine læsere har allerede meldt sig frivilligt til at komme og hjælpe med det slidsomme arbejde.

Skal du lave ramsløgskapers?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...