Viser opslag med etiketten Havfrue. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Havfrue. Vis alle opslag

søndag den 18. juli 2010

Koldskål med hyldeblomst...

Så fik jeg langt om længe snøvlet sammen til at udvikle en opskrift på koldskålen. Hyl(d), der er næsten ikke mere saft i flasken. Ærgerligt, for det her kunne jeg spise mange portioner af.

Koldskålen blev serveret iskold med jordbær, hindbær, tørret ananas-salvie og mini kammerjunkere (fundet i Irma).

Hyldeblomst-koldskål:

4 pasteuriserede æggeblommer
3 spsk agavesirup (kan erstattes af 3 spsk rørsukker)
Marven fra ½ vanillestang
1 dl koncentreret hyldeblomstsaft
150 g skyr (eller andet magert surmælksprodukt)
5 dl kærnemælk
4 spsk citronsaft

Pisk æggeblommerne hvide med sirup. Tilsæt vanillemarv og hyldeblomstsaft. Rør skyren i sammen med kærnemælken. Smag til med citronsaften. Køl ned og nyd.

Næste projekt er nu at kreere en koldskål med rabarber og lakrids. Det skulle blive varmt i ugen der kommer, så der skal nok blive trang til noget der køler og læsker.

onsdag den 30. september 2009

Awesome girl...

Orv, jeg er blevet tagget af to awesome girls, først Sifka, siden Iben, så nu er jeg selv en smule awesome. Hmm, fortælle 10 ting om mig. Det kunne være mine 10 livretter, eller 10 yndlings vampyrfilm eller 10 blandede pinlige indrømmelser om dette og hint. Nu får vi se hvad det bliver til.....

1. Jeg kan ikke kende forskel på højre og venstre. Det lyder måske lidt banalt, men det kan være et stort problem. Alle huskeregler er slået fejl, der har ikke været nogle der bed på mig.   

Nu går det bedre, jeg har nemlig fået tatoveret et H på min arm. Men jeg skal stadig kigge efter ☺

2. Jeg er tidligere cola-narkoman, men er nu på kontrolleret afvænning. Koffein kan jeg bare ikke tåle, så hvem er den idiot der har puttet det i min elskede cola? Jeg foretrækker min cola så flad og kulsyrefri som muligt. Hælder gerne halvdelen over i en anden flaske, ryster den godt og lader brusen fise godt af inden jeg drikker det. Og det SKAL være Coke Zero eller Pepsi Max - alt andet er udrikkeligt!

3. Jeg har et meget stort forbrug af gyserfilm. Vampyrfilm og serier er at foretrække. Er der hugtænder i sigte - så skal jeg se det. Puha, hvor har jeg set mange dårlige af slagsen. Men der er også mange perler imellem. Det seneste skud på stammen er den amerikanske serie 'True Blood'. Den er både saftig, blodig, voldelig og super sjov. Det er også serien der har givet os (FBA' erne) den skønne Eric. Ham er vi vist alle sammen temmelig forlibt i - men se ham lige......er der noget at sige til det?

Eric Northman spilles af Alexander Skarsgård.

4. Jeg har en radiostation inde i mit hovede. Når jeg vågner om morgenen drejes der på 'on' knappen og så går den i gang med at spille HELE dagen. I tiden piner den mig med 80' er hits og marchmusik. Det er dog ikke så træls som når Giro 413 tager over og Bjørn Tidmand giver den hele armen med 'Lille Sommerfugl'. Tit går den også i hak, så kan jeg gå og synge den samme linje fra en sang 50 - 100 gange indtil Max brøler at jeg skal stoppe. Og så må jeg tage høretelefoner på og høre noget høj 'rigtig' musik for at komme videre. 

5. Jeg ELSKER sushi! Hvis det ikke var så pokkers dyrt, ville jeg spise det flere gange om ugen. Nogle gange er det det første jeg tænker på om morgenen. Åh, jeg skal vist lige ind på Sushi+ og hente aftensmad i morgen.

Den her kunne jeg sætte til livs uden at blinke. Well, det er løgn - men jeg er villig til at gøre forsøget!

6. 99% at mit tøj er sort. Sådan har det været siden jeg var teenager. Det har været min 'uniform' og givet mig tryghed. I de seneste år er der dog sneget sig lidt rødt ind i garderoben. Og for kort tid siden købte jeg sågar en petroleumsblå lang trøje - som jeg endda har haft på ude i offentligheden. Men til gengæld har jeg en stor forkærlighed for mangefarvet nips og udklædninger.   

På kunstskolen lavede jeg denne kreation af duge, gardiner og plastikposer. Parykken er lavet af et skelet af hønsenet beklædt med pladevat. Den ligger skam stadig i en kasse i kælderen - hvis nu der kom en lejlighed til at iføre sig den igen!

7. Havet er mit andet hjem. Jeg er helt klart født i den forkerte krop, for jeg er en havfrue indeni. Jeg er nærmest ikke til at drive op når jeg først er kommet i. Her i sommer har jeg for første gang nogensinde badet alene. Jeg troede ikke at jeg turde, men de gunstige forhold ude i Skåde tvang mig til at overvinde min frygt. Og hvor var det fantastisk! Nu er vandet desværre for koldt for mig, men det betyder ikke at jeg ikke kommer til at svømme. Jeg har nemlig fået plads på et hold (hensynstagende undervisning hos FOF) der træner i varmtvandsbassin. Så de næste 14 mandage får jeg lov at lufte havfruen lidt i klorvand. Og det er trods alt bedre end ingenting. 

8. Jeg er mad-nørd. Ingen råvare er for eksotisk eller mærkelig. Jeg vil smage på (næsten) alt, prøve alt og ikke mindst vide alt! Jeg elske at finde nye, ukendte krydderier og ingredienser at lege med. Selv om jeg aldrig kommer til at arbejde professionelt med mad igen, holder jeg øjne og ører åbne. Der kan altid hældes mere viden på.    

9. Jeg samler på sære ting og sager. Kattefigurer, ting af blåt glas, søheste og havfruer. Når jeg får et flip gennemtrawler jeg loppemarkeder, QXL, og byens butikker for at finde den helt rigtige 'dims'.

Min havfrue-hylde. Den yderst til venstre er en lighter. Hendes bryster lyser når man hiver hende i armen. 

10. Jeg har i mine 36 år haft 38 katte. Jeg byttede faktisk min sidste sut væk for min første kattekilling. Da jeg var barn boede vi tæt på en kattedræbervej. Dog fik jeg at vide at de var 'taget på ferie' når de ikke kom hjem. Lige nu har jeg 3 stk. Trixi Belle på 11 år, Iske på 7 og Myren på 5 år.  

Jeg samler også på knurhår. Her er fra ca 30 af mine katte.

Det var så 10 ting om mig. Jeg giver awarden videre til alle dem der har lyst til at lege med!

lørdag den 22. august 2009

Du danske sommer...

Endnu en uge er gået på CST med træning, træning og mere træning. Nu er der kun en uge til jeg bliver udskrevet og jeg kan allerede mærke en kæmpe forskel i min krop. Der er blevet opbygget nogle muskler og jeg har fået både mere styrke og udholdenhed. Der er både hold- og individuel træning, træning i varmtvandsbassin og personlig træning ved min egen fysioterapeut Merete. (Hun har fået kælenavnet Duracellkaninen - for hun bliver ved og ved og ved). Det er vildt hårdt for mig at være sammen med så mange mennesker hele tiden - så jeg flygter ud i naturen et par gange om ugen. Her er der ro, fred og dejlige oplevelser.

Lige nu er vi meget plaget af mariehøns. De er tørstige og bider! Jeg har ikke set så mange på en gang siden den gang i 80´erne hvor der nærmest var en invasion af de røde bæster.

Lige når man går ned af vejen fra CST er der denne skønne klematis i en baghave. Jeg er helt vild med den. 

Jeg har set mange forskellige fugle, en ræv, et par egern og mange rådyr på mine gåture. Der er virkelig smukt derude i Skåde bakker.

Der er ikke langt til hverken skov eller strand. Det er fantastisk så meget ro jeg kan få i hovedet ved bare at gå en tur ned i skoven og snuse lidt rundt.

Oppe fra skoven kan man se ned på vandet. Det brede tangfri bælte råber sådan på mig når jeg står her og kigger.

Det er ikke en strand man kan ligge og sole sig på. Der er ganske lidt sand og en masse sten. Men det er jeg komplet ligeglad med - jeg skal bare i det vand i en fart! Det blev til to gange 45 minutter den første uge. Det var SÅ fantastisk at tage derned og lege havfrue helt selv. Ingen skrigende og plaskende børn eller hunde. Alt stress og spændinger bliver vasket af mens jeg flyder rundt og synger af fryd. Se - det er en af livets sande gratis glæder!


I går var der mange bølger, men varmen tvang mig i alligevel. Det var helt vildt sjovt at hoppe rundt i bølgerne. Jeg var i vandet i over en time og måtte overtale mig til at gå op. Jeg håber virkelig at der bliver en dag eller to i næste uge hvor vejret tillader min indre havfrue endnu en dukkert. 

Det tager ca 15 - 20 minutter at gå ned til stranden og næsten en time hjem. Det er opad HELE VEJEN! Den her trappe har 87 trin og går fra stranden op til skoven. I den første uge var den rigtig slem at komme op af, men i går gik det forbavsende nemt. Jeg er ved at få nogle stærke muskler i benene og mine knæ har det meget bedre. Det har allerede været alt umagen værd.

På vej hjem fra stranden, kravlende op af Hørhavevej, spottede jeg den her i en have. Det er en meget giftig dansk ingefær som jeg første gang så i Den Gamle By for nyligt. Jo jo, jeg er dus med både flora og fauna!

Nu vil jeg gøre mig klar til at tage på restaurant. Jeg har afbestilt kasserne i denne uge, så køleskabet er tomt. Vi har bord på Fureby kl 19.30 hvor vi skal ha´ deres Sensommermenu på 8 retter med tilhørende vinmenu. Det glæder jeg mig meget til, det plejer at være vildt godt. Jeg skriver 'plejer' fordi vi har været der ca 10 gange i løbet af de sidste 5 år. 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...