Lukket pga sygdom...

Kære læsere, følgere, fans, stalkere og andet godtfolk, der dropper her forbi. Jeg har en rigtig træls periode med meget ekstra sygdom og flere smerter som normalt. Derfor er der ikke kommet nyt i et stykke tid - og der går noget tid endnu før der kommer mere.

September smuldrede mellem fingrene på mig, mens først influenza, siden omgangssyge og så influenza igen (krydret med astmatisk bronkitis), rasede. Nu er der 'kun' en rest influenza, feber og lidt hoste tilbage - og den udmarvende følelse af træthed, alle døgnets vågne timer. 

Det meste af tiden bliver tilbragt i en feberkoger, på min trykaflastende madras, viklet ind i min kropspude. Jeg ser serier og døser. Putter med katte. Sover. Tungt og drømmeløst eller let og med en hæsblæsende billedstorm i hovedet.  

Katte - jeg kunne ikke leve uden!

Sygdommens rasen har knapt efterladt kræfter til at holde kontakten med de nære og kære. Og de sociale medier var pludselig hele 'tomme' for mig. Der gik 14 dage hvor jeg knapt tog et eneste billede eller lagde noget ud - eller reagerede på andres poster. Jeg har ikke magtet at række ud efter nogen. Jeg har misset fødselsdage, måttet aflyse oplevelser, aftaler og endda en koncert med Tori Amos. 

Det her liv er en meget stor udfordring. Min ambitioner og kræfter hænger på ingen måde sammen. Jeg kæmper virkelig med mine egne dæmoner lige nu. Stress er min værste fjende - og der skal ikke ret meget til før det påvirker mig voldsomt fysisk. Og det er trist at konstatere at jeg har været mere syg siden jeg skrev under på den her kontrakt.

Det er jo min største (og ellers helt opgivede drøm) der er klar til at gå i opfyldelse: min egen kogebog. DreamLitt har givet mig en fantastisk deal med verdens bedste deadline: som er ingen deadline. Jeg har fået de optimale rammer - og det er op til mig at bevæge mig i dem. Hvilket jeg tydeligvis skal ha' noget hjælp til - for det første jeg gjorde var at banke sidelæns ind i rammen og sætte både ego, helbred og fornuft over styr. 

I dag har jeg heldigvis fået en helt fantastisk snak med Signe (som skal være min redaktør). Det var godt at få sat ord på de tanker og følelser, der stresser og er 'farlige' for mig. For selv om jeg lige nu er så kreativ som en pose fugtigt vat, så skal det nok vende. Jeg er nødt til at tro på det. Min skabertang skal nok tage over, når helbredet makker ret igen. Ikke?

Jeg har besluttet mig for at være 'sygemeldt' til tidligst d. 1/11. Tid til ro og fordybelse. Tid til at blive frisk(ere). Tid til bare at glo ud i luften. 

Vi ses på den anden side...  

Madbloggeren der forsvandt...

Er splittet i to. Hende og jeg. Hende jeg troede jeg kendte og så hende DEN ANDEN.

Kan åbenbart kun udtrykke mig fragmentarisk. Små sætninger. Nedkogt mening. Rodet. I forkert sammenhæng. Men gør det noget? Jeg skrev som udgangspunkt alt der her ned for at se det på skrift. Og for at tvinge mig til at forholde mig til tingenes tilstand. Men nu poster jeg det her alligevel. For sådan her er det lige nu:

Kan du huske mig? Det var mig der engang bloggede her. Men jeg har været forsvundet siden d. 25 oktober. Rygterne vil dog vide at jeg er spottet flere steder, på fri fod, i Århus og derfor ikke er helt væk.

Men noget har været væk – og er det stadig. Som sædvanligt var det helbredet der lige syntes at det ikke skulle gå for godt. Så det stak af. Og denne gang stak det af med min appetit. Min madglæde. Min skaberlyst. Mit drive. Havde aldrig troet at den dag skulle komme hvor mad blev min fjende. Men det er en krig at få noget ned. Alt smager beige og vokser i munden. Ikke engang duften af en lækker bøf stegt i SMØR kan trylle sulten frem. Og hvad lever jeg så af? ½ bæger yoghurt, en mundfuld kartoffelmos og en klementin er jo nærmest 2 hele dages kost.

I den sidste tid har jeg øvet vold på mig selv. Tvunget mig til at spise mere og andet end jeg har lyst til. Det er ikke rart. Du må ikke sladre til mig, for jeg gør det i den bedste mening – for måske er det det der får mig til at spise almindeligt igen? 

Det går atter op for mig hvor meget af min identitet jeg har hængt op på at være madblogger. For med en kuldsejlet karriere og det her helbred (eller mangel på samme) er det nødvendigt at ha' noget der giver tilværelsen mening. Jeg har nævnt det før: det er hårdt at se mine 'kollegaer' overhale mig igen og igen. Men de skal jo frem, videre og ud i verden – og bruger deres blogs som springbræt. Jeg føler at jeg sidder alene tilbage med nogle evner, som måske nok rækker, men kræfter (og helbred) der ikke gør.  

Det er hvad det er. Men sammen med appetitten forsvandt også smilet, latteren, glimtet i øjet og evnen til at være sammen med andre mennesker.

Sommeren var god. Utrolig god. Men så forsvandt varmen, solen og dagene på bænken ved søen. Og så kom smerterne, hosten (astmatisk bronkitis), feberen og endnu engang følelsen af at kvæles langsomt. Og jeg er hende der græder (igen)…...hele tiden.

Vinterdepression? Stress? Jeg ved det ikke. Har kæmpet med begge dele i alt for mange år af mit liv – og troede faktisk det var bag mig. Men nogle lange tentakler kæmper i hvert fald efter at få fat i mine ankler. Jeg føler mig jaget dag og nat. Af tanker, dårlig samvittighed over de ting jeg ikke får gjort, de ting jeg ikke får skrevet og de mennesker jeg ikke får svaret. Over liv der ikke bliver levet og tid der bliver spild i sengen. Og hvor latterligt er det? Som pensionist er man kørt ude på et sidespor hvor man strengt taget ikke skal noget. Som i at der ikke bliver stillet nogen krav til en. Man skal ikke bidrage til samfundet – men får tag over hovedet og mad på tallerkenen alligevel. Hvordan kan man tillade sig at blive stresset og deprimeret over sådan en luksustilværelse? Lad lige dem, der får hjulene til at dreje, få mest plads der (siger hjernen).

Igen er jeg Den Dårlige Veninde. Hende der svigter, melder fra og ikke magter at være der for andre. Og jeg er nået dertil hvor den dårlige samvittighed over det fylder   alt. I forvejen giver alle mine kære mig meget elastik – og forståelse når jeg ikke kan.  Og selv om de siger at det er ok, så kan jeg mærke at grænsen nærmer sig. Man kan kun skuffe så meget, før folk ikke kommer igen…...

Har lyst til at grave et dybt hul (well, få nogen til det) og bare skrige højt og brutalt ned i det. Det handler ikke om at blive hørt, men om et spinkelt håb om en lille forløsning. Tanken om at det her forpinte liv fortsætter, er indimellem ubærligt.

Da jeg startede bloggen op tog jeg skeen i den anden hånd og KRÆVEDE julen tilbage. Kastede mig ud i julemaden – både traditionel og nyskabende – med 'fake it to you make it' attitude. Fortiden var dengang, nu gjalt det fremtiden. Julen skulle erobres tilbage og gives en plads som var til at holde ud. Ingen pligt, 'man' og 'skal'. Og det virkede. Indtil nu. WTF? I år er julen en snigende stor dyne af NEJ der kommer tættere og tættere på.

Det er i år 10 år siden jeg valgte min mor og hendes side af familien fra. Stadig det bedste jeg jeg har valgt at gøre som voksen. Det er 'på plads' hos mig – men misundelsen over de kærlige familiebånd andre har, gnaver stadig. Og det her er jo lige sæsonen hvor alle de bånd er så synlige.   

Tusind tak for alle de søde beskeder og mails. Hånden på hjertet: jeg har det meget blandet med dem. På den ene side er det helt ufatteligt rørende at vide at jeg er savnet, værdsat og at nogen bekymrer sig om mig. Og så er der den anden side dårlig samvittighed over at jeg får noget til at bruge tid på at bekymre sig om mig. Det er ikke dig – det er mig!

Heldigvis her jeg Verdens Bedste Kæreste som er med på at julen bliver som den bliver - eller rettere, ikke bliver. Han er ligeglad med alt andet end at vi skal ha' det hyggeligt og at jeg ikke skal stresse. 

Vender jeg tilbage? JA - for det SKAL jeg! Den her blog er alt hvad jeg har tilbage af det liv hvor jeg KAN noget. Det eneste sted jeg kan bidrage bare lidt. At det jeg laver har værdi for nogen giver mig håb om at kunne komme tilbage. For jeg vil SÅ gerne kunne gøre bare en lille forskel.

Alt hvad jeg føler jeg mangler nu er appetit......

Redigeret d 10/12:

Det har allerede lettet meget at poste dette indlæg. Egentligt ville jeg gerne ha' holdt det for mig selv, men når man har skrevet offentligt i snart 6 år er det svært at 'forsvinde' lidt. På den måde er det både godt og skidt med de sociale medier. For det er netop der en ændring i ens adfærd er så tydelig. Som når man f.eks i en årrække har postet 2-3 billeder på Instagram om dagen og nu pludselig kun poster ca 4 om ugen. Det bliver bemærket.

Selviscenesættelse kræver kræfter. Mange kræfter. Jeg har ofte fået kritik for at vise glansbilleder frem her, når nu min sygdom sætter så mange begrænsninger. Og ja, jeg lagde alt for hårdt ud - og har forsøgt at holde tempoet. Hvorfor? For ikke at sidde i et hjørne og vente på at dø! Så igennem årene har jeg udviklet en online-persona som kan noget mere end hende skravlet her bag skærmen. FOMO (Fear Of Missing Out, hvis du skulle være i tvivl) kan være en destruktiv drivkræft. Det har været med til at presse mit helbred til det yderste - og det har både været godt og skidt. Godt på den måde at jeg har fået nogle oplevelser som jeg ellers aldrig kunne ha' drømt om - skidt på den måde at jeg nu er endnu mere slidt og udbrændt. Men uden job, kollegaer og ret meget familie er man nødt til at skabe noget indhold i tilværelse selv. Og det må man sige er lykkedes for mig. Det netværk og de ting den her blog har været katalysator for er jeg meget taknemmelig for. Specielt nu hvor jeg ikke magter at blogge.

December er ellers den måned på året hvor jeg har bedst mulighed for at tjene lidt på bloggens reklamer, men ikke engang det har kunne motivere. Så der kommer desværre ingen nye opskrifter i år. Men jeg håber at mit bagkatalog stadig kan bruges. Der er jo allerede en masse gennemtestede juleopskrifter lige klar til brug.

Skulle du ha' lyst til at følge lidt med bag bloggen, så sker der da lidt her på Instagram. 

Og hermed går jeg på juleferie. Jeg håber at kunne vende tilbage en gang i det nye år. Glædelig jul til dig og dine - og tak for støtten...          

Røget stenbiderrogn - nu også med ged...

Sidste omgang rogn for denne gang......måske. For der ligger nemlig endnu 1 kg og venter i køleskabet. Det meste ryger vist i fryseren, men vi skal da fråse i det i aften.

Første gange jeg stødte på kombinationen gedeost og stenbiderrogn var her hos Marie Melchior (som dog bruger fersk rogn) Jeg må indrømme at jeg gyste lidt, for dengang var ged, for mig, jo lig gnu. I året der er gået har jeg dog lært at sætte pris på mild gedeost. Tak Sif!

Kombinationen af den milde syrlige gedeost og den salte hjemmerøgede rogn er forbavsende god. Der gemmer sig en smule cremefraiche under rognen. Så her er endnu en ting som de gærhævede blinis kan bruges til.

I sidste uges 'Vegetarkasse' var der en bøtte gedeost i olie med fra Tebstrup. Lige netop den er min favorit. Ingen gnu der.

I sommers brugte jeg den med succes til en salat med jordbær. Olien kan man bruge til at lave dressing af eller stege i bagefter.

⅓ af osten blev rørt blød med lidt cremefraiche 18% og smagt til med salt og peber.

Godt med røget rogn og purløg, så er det lige til at knalde på ristet brød. Vi blev enige om at nu havde vi fået ged nok - men langt fra nok af den røgede rogn.

En generøs mængde rogn blev vendt i en base rørt af mayonnaise og cremefraiche 18%. Oh la la.......det er lige før det slår klassikeren!

En æggemad blev løftet til nye højder med sådan en rogn-creme på toppen. Og så må jeg vist indrømme at bunden var ved at være lagt. Men jeg havde da lige et par æg tilbage at lege med.

De blev til en nyfortolkning af 80'er hittet "fyldte æg". Æggene skæres over på langs og blommerne moses sammen med enten mayonnaise eller cremefraiche.

Jeg moste æggeblommerne med lidt avocado-mayonnaise og cremefraiche inden jeg forsigtigt vendte lidt røget rogn i. Æggecremen kom i en sprøjtepose med stjernetylle og blev forsigtigt sprøjtet tilbage i de halve æg.

Det var retro på den frække måde. Snip snap snude, så er rognen ude.

Om 56 timer er det slut - på søndag ved midnat lukkes konkurrencen endelig ned. Og hold da op hvor jeg glæder mig, det har været SÅ stressende. Det har også været nogle meget store følelser der har været på spil de sidste par dage, for der er sket rigtig meget. Jeg har fået slettet ca 400 stemmer pga en 'støtteblog' der har afgivet ulovlige stemmer på mig.

Det er nu min allersidste mulighed for at bede jer læsere om at give en hånd med og stemme på min grønne mayonnaise. Jeg er 150 stemmer bagud, så det ville være ufattelig dejligt med lidt hjælp og støtte.

Vil du hjælpe mig? Så stem på avocadomayonnaisen HER.

Dårlig hånd = mad udefra i stor stil...

Min hånd har ikke fået det ret meget bedre. Hver gang jeg tror jeg kan bruge den til at skære og snitte noget med, får jeg et smæk i håndledet som giver stød langt op i armen. Det tærer meget på humøret, for det er jo i køkkenet at jeg leger bedst. Der er nogle papirer til forsikringsselskabet der skal udfyldes, men det kan jeg ikke - for jeg kan slet ikke skrive med den dumme hånd. Det siger lidt om hvor handikappet jeg er blevet af det slag. Nå, men der er jo ikke andet for at vente og håbe på at det snart bliver bedre. Så vi lever af rugbrødsmadder og take-out lige nu.

ADVARSEL: til Hanne, Piskefræseren og andre sushi-freaks - der kan forekomme meget stærke billeder i dette indlæg.

Jeg kom hjem fra min katte/kanin/marsvin/slange/huspasser-tjans i fredags og fortalte glædestrålende Max om det fantastiske sushi jeg havde fået fra Sino om torsdagen. Han kiggede på mig i 10 sekunder og sagde: "Sushi?!? Det er alt for længe siden jeg har fået det. Skal vi ikke ha' det til aften?". Jeg dansede en lille glad dans og bestilte straks en omgang sushi til os via Just-eat. Det blev til stedets luksusmenu "Delux 2" (36 stk, 399 kr).

Den bestod af 3 hele makiruller: Rainbow (Surimikrabbe med avocado og agurk. Toppet med tun, reje, avocado og laks), Red Dragon (Crispy reje med avocado, chilimayo og agurk. Toppet med tun.), Tempura Ebi (Tempura rejer med chilimayo, avocado og forårsløg. Rullet i massago).

Menuen skulle ha' indeholdt 2 stk. laks, 2 stk. tun, 2 stk. hamachi, 2 stk. unagi, 2 stk. ebi og 2 stk. gunkan. Hamachien og unagien var dog erstattet af flammegrillet laks og 2 ekstra gunkan. Og det var bestemt ikke noget dårligt bytte.

Makirullerne var virkelig i særklasse. Risen var perfekt kogt og tilsmagt, fisken frisk og størrelsen mundret.

Gunkan sushi (slagskib) er noget af det lækreste. Det er en lille 'bolle' af ris med en høj kant af tang, fyldt med enten grønt eller fisk. Her var det lakserogn og massago. Massago minder om tobiko (flyvefiskerogn), det har det samme 'knas', men er lidt billigere.

Jeg har faktisk forfattet en lille sushi-sang, men det har ikke det pæneste sprogbrug. Nå, pyt - den kommer på alligevel:

♪♫♪ En sushiso, en sushiso - jeg er en værre fiske-ho. Er helt til falds for tang og ris - og dejlig fisk naturligvis. En sushiso, en sushiso - som foretrækker fisk før ko ♪♫♪

Se lige den tallerken - what's not to love? Jeg var i sushi-himmelen. Nøj, det var virkelig god sushi. Sino er en kæmpe gevinst for byen!

Lørdag var jeg ude og spise frokost med en veninde. Vi gik på MASH for at se om de også var leveringsdygtige i kvalitet til frokost - og vi blev ikke skuffede! (Husk at læse min anmeldelse af MASH her på MadMagasinet)

Vi fik begge en saftig burger 'American-style' (165 kr). Virkelig et godt valg. Der var chilifries og løgringe til. Glem alt om de kedelige cafeburgere ved åen og den tilhørende dårlige service. På MASH får man ikke alene super lækker mad, men tjenerne er også venlige og kompetente.

Heinz ketchup, hjemmerørt chilimayo og jalapeños fik man 'on the side'.

På trods at vores tjeners ihærdige forsøg på at lokke en banana split i os, nøjedes vi med 2 kugler is hver. (55 kr) Jeg valgte lakrids og rabarber. Cremede og lækre begge to.

I sidste uge havde Max og jeg en aftale inde i byen. Vi besluttede os for at tage mad med hjem fra Det Nordiske Spisehus i stedet for at gå ud og spise. Jeg bestilte og betalte maden hjemmefra, så den var klar til afhentning når det passede os. Det er ikke verdens største udvalg de har, men der er alligevel lidt for enhver smag. Det der gør forskellen her er kvaliteten.

Vi valgte 2 forskellige retter: 'MADKASSE STOR 500 g. kalv, grøntsager og nordisk sur/sød' og 'MADKASSEN STOR 500g kylling, grønsager og skysauce' (65 kr pr stk). Maden var pakket i 'kina-æsker' med hank som jeg ellers kun har set i amerikanske film. Praktisk og nemt. Og hvad var så de 500 g mad for noget?

Øverst lå grøntsagerne, som var en frisk 'råkost' af fennikel, gulerod og agurk.

Under grøntsagerne gemte sig så selve retten. Her er det kalven. Kogt perlebyg, lækker mild sur/sød sauce og mørt kød. Og den portion på billedet er kun lidt over det halve af æskens indhold. Jeg dropper billedet af kyllingen, da den ligner til forveksling - der var i stedet saftige stykker kylling og timiansky sammen med perlebyggen. Vi spiste os godt mætte og der var til min frokost dagen efter også. Virkelig value for money der!

Det kan jo ikke være luksusmad det hele, men vi er heldige at der også er billigere (men stadig gode) alternativer i nærheden.

Hos den lokale kineser Guangzhou kan man faktisk få ret lækker mad. De bringer ikke ud, men Max springer gerne på cyklen og kører den omvej efter arbejde. Der er 3 ting som vi plejer at få: 'Oksekød i soya med grøntsager' (46 kr), 'Stegte nudler med svinekød' (42 kr) og 'Indbagt kylling med sur/sød' (44 kr). Sådan 3 retter kan vi strække til 2 gange aftensmad og 1 frokost. Det må også siges at være yderst billig mad.

Et andet sikkert hit er mad fra Istanbul Grill. Vi er aldrig blevet skuffet over den mad de har leveret.

Her er det en 'Istanbul Mix' (80 kr) med adana kebab, grillet kylling og kalv på spyd. Tilbehøret er ris med spicy sauce, salat, grilltomat, humus og tzatziki. Der er også både til aftensmad og frokost i sådan en portion.

Så vi får da noget at spise. Men jeg har det altså ikke spor godt. De ekstra smerter gør mig irritabel og umedgørlig. Der foregår også en masse ting i kulisserne som jeg ikke har lyst til at dele på bloggen - det er for privat. Men det er noget der tærer på de få kræfter jeg har og der skal sættes ind nu hvis jeg ikke skal knække på det. Siden jeg blev tilkendt pension i marts har jeg kørt i et forkert gear. Men det er jo 'learning by doing' der skal til, så nu skal jeg så se om jeg kan få det bremset eller i det mindste få skiftet gear. Jeg har reflekteret meget over det på det sidste og er nået frem til en konklusion: jeg har været så bange for at gå i stå at jeg har tvunget mig til at holde hjulene kørende - også selv om der ikke hvad hverken kræfter eller ressourcer til det. Og nu er jeg fysisk der hvor jeg ikke kan mere. Den stresstilstand jeg har sat mig selv i har tæret på mit i forvejen skrøbelige helbred. Fibro-influenzaen kommer og går, men er der i baggrunden hele tiden og nattesøvn er en by i Rusland. Jeg har mistet grebet om alt det jeg gerne vil versus alt det jeg skal. Der er over 100 kommentarer jeg SÅ gerne vil svare på, men når jeg sætter mig for at skrive mangler ordene. Det gør så at jeg ikke rigtig føler at jeg kan være bekendt at blogge noget nyt. Jeg åbner ikke længere min feed-reader, der venter 1000 ulæste indlæg. Der er mails der skal besvares, men jeg er helt holdt op med at åbne den mappe i mailprogrammet pga dårlig samvittighed. Og jeg er blevet en superdårlige veninde: jeg svarer ikke på Facebook, er dårlig til at skrive tilbage på vigtige sms'er og ringer ikke tilbage. Den negative spiral bliver strammere og strammere. Har hele tiden en hård kugle at dårlig samvittighed og stress i maven. Og jeg er kommet til at sige ja til nogen ting som jeg allerede nu ligger vågen og bekymrer mig om hvordan jeg skal få til at passe sammen. Jeg vil gerne det hele, men det er en fysisk umulighed. Men det er også umuligt at melde fra for jeg kan ikke lide at gøre nogen kede af det og sæt nu de bliver vrede på mig fordi jeg aflyser. ARGH!

Efter en lang god samtale med verdens bedste Vita i dag har jeg dog fået lidt perspektiv på. Der er nogle ting jeg SKAL aflyse og nogle folk jeg bliver nødt til at skuffe. Ellers går jeg ned med flaget og må aflyse alt og skuffe alle incl mig selv. Og så hedder det max 2 aftaler om ugen i et stykke tid. Nu må jeg så forsøge at tage mig sammen til skrive de mails der gerne skulle lette bagefter. Ugens 2 aftaler kan jeg godt magte at gennemføre, for det er veninde-hygge af allerbedste skuffe. Og så gælder det om at samle kræfter til på lørdag - der skal jeg nemlig møgforkæles på Norsminde kro.

Puha, det lettede at sætte ord på og skrive alt det ned. Det er som om der allerede er kommet lidt mere ro på. Det her indlæg startede med at handle om take-out, men fik pludselig en helt anden form.

Kender du til den slags stress? Tager du også for meget ind, med de bedste intentioner og går så ned på det? Bliver du handlingslammet og gemmer dig når det bliver uoverskueligt?

Og ikke mindre vigtigt: har du et bud på hvad man kan gøre for ikke at ende i den situation igen og igen?

Salat med vandmelon og feta...

Det kniber lidt med appetitten i de her dage. Jeg er såmænd sulten nok, der er bare ikke rigtig noget jeg har lyst til. Faresignalerne blinker - men der skal altså noget i maven. Sprødstegt kylling kan jeg dog som regel klemme ned, så sådan en smed jeg i ovnen. Den blev lavet med mit hjemmelavede urtesalt og hvis du vil se hvordan jeg til tilberedte kyllingen, så klik her.

Tilbehøret måtte ikke være for tungt, så jeg fik Max til at købe en lille vandmelon på vej hjem fra arbejde. Jeg havde mest lyst til at bare at guffe den i mig au naturel - men nu var der lagt planer for at lave en salat med den.

Jeg elsker vandmelonsalat og har udviklet et par forskellige hen af vejen. Ud over melonen er der en ting der går igen i dem alle: limemarinerede rødløg. Det er som om syren fra limesaften 'koger' svovlforbindelserne ud af løget og giver det et sprødt syrligt bid. Det passer perfekt til den søde melon.

Rødløget skal skæres i meget tynde både. Brug evt en mandolin. Sådan et monstrum har jeg ikke (har ofret fingerspidser nok til køkkenguderne), så jeg bruger en kokkekniv. Masser limefrugten godt mod bordpladen, så er den mere villig til at slippe saften. Kom de snittede løg i en plastikpose og tilsæt limesaften. Lad løgene marinere i et par timer i køleskabet.

Endnu engang måtte jeg i skuffen efter mine parisiennejern (kuglejern). Jeg skar melonen ud i tykke skiver og lavede kugler i 2 størrelser til salaten. En agurk blev også gjort klar. Den blev flækket, udhulet og skåret i lange smalle strimler, der så til sidst blev skåret i skrå stykker.

Salaten blev samlet på et langt smalt fad. Melonkugler og agurken nederst. Jeg tilsatte lidt feta skåret i trekanter, de limemarinerede rødløg, en mild grøn chili i tynde skiver og et drys tørret mynte (fra Tines have). Salaten fik et lille skud olivenolie, et drys friskkværnet peber og lidt urtesalt.

Jeg havde et bake-off brød liggende som blev kylet i ovnen efter kyllingen og det krævede lidt dyppelse/smørrelse. Resten af fetaen røg i blenderen sammen med lidt tykmælk og blev blendet til en tyk creme. Jeg havde ikke rigtig noget at komme i. Der var ingen peberfrugt eller friske krydderurter. En pludselig indskydelse fik mig til at vælge noget at den estragon jeg tørrede i sidste uge, sammen med et fed presset hvidløg.

Det blev faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er spændt på at smage den igen i morgen, når smagen har udviklet sig mere.

Det var lige hvad jeg magtede at spise. Let, drønlækker sommermad.

I år måtte vi desværre springe Sct. Hans over og knokle herhjemme i stedet. I morgen kommer der ikke mindre end 5 håndværkere og skifter alle vinduer + altandøren. Det har vi ventet på i årevis, for indeklimaet her lader meget tilbage at ønske. Nå ja, og persiennerne klapre når det blæser fordi de gamle vinduer er utætte. I morgen tidlig inden Max cykler på arbejde, flytter han mig og kattene over i naboblokken. Der bor min venindes lillesøster og hun har tilbudt os husly mens håndværkerne er her. Det er SÅ fedt at vi kan være derovre, for ellers skulle de stakkels stressede kræ ha' tilbragt tiden på badeværelser omgivet af lam og virak. Og jeg ved heller ikke hvor jeg skulle ha' gjort af mig selv. Så nu har jeg lavet en madpakke af resterne fra middagen og pakket en taske klar med min lille netbook, en bog, et blad og en flaske rabarbersaft. Det skal nok bliv en god dag for alle parter. Og når Max så kommer og henter os hjem igen - så starter sommerferien. Ahhhhh........endelig!

Udbrændt...

Oh my, der er ikke meget at give af i de her dage. Heldigvis har vi ikke de store planer i påsken. Det bliver dog til lidt hygge med venner og kagedåser, men på et plan hvor jeg kan magte det. 

Vi har meget at tænke på lige i tiden og det stresser desværre lidt for meget for mig. Max har været til 1., 2. og 3. samtale til et job som han bare er perfekt til. Der kommer først endeligt svar efter påske, der er lige et par reference personer der skal tales med først. Puha, det er hårdt med alt den ventetid. Vi håber på det bedste og krydser alle fingre.

Jeg blogger nok lidt ujævnt her i påsken. Der er både en anmeldelse af Restaurant Miró og et ABC indlæg på vej. Når jeg engang får samlet nogle kræfter til det....

Kært barn har mange navne...

Denne post skulle faktisk handle om alle de kæle- og øgenavne jeg har støvet op i min tid i blogland. Men jeg kan mærke at der lige er noget jeg skal af med først.

Puha, jeg har haft en blogkrise. Har endda tænkt om om jeg skulle lukke bloggen ned i et stykke tid. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg blandt andet har fået tilkendt førtidspension pga invaliderende lav stresstærskel. Jeg skal nu lære at slappe af og ikke hele tiden gøre det som jeg føler andre forventer af mig. Efter samråd med min psykolog har jeg derfor holdt lav profil i blogland i et stykke tid. Ladet kommentarerne ligge uden at svare, lave en mappe med mails til senere besvarelse, ikke melde nye blogs til mine feeds og nyde at læse med rundt omkring uden at få dårlig samvittighed over ikke at lægge en kommentar. Det er også derfor der ikke kommer så mange indlæg i tiden. Det er svært at skrive om noget nyt, når der ligger gamle kommentarer og venter. Men jeg må sige at filmen knækkede her den anden dag. Der var en læser der kom med en halvfornærmet bemærkning om at jeg åbenbart ikke besvarede kommentarer og at det var tomt. Tag endelig ikke fejl: jeg sætter stor pris på de kommentarer der bliver lagt. Det er bestemt ikke med ond vilje at jeg ikke svarer med det samme og vigtigt at det ikke bliver taget personligt når jeg ikke gør. Jeg MÅ bare ikke stresse og da bloggen er mit åndehul SKAL den holdes stressfri. Håber at der er forståelse for det!

Nå, men tilbage til det sjove. Jeg har lavet en liste med alle de navne jeg er blevet kaldt i den tid jeg har blogget. Der er så også lige et par stykker som jeg godt kunne ha' undværet, men de har så til gengæld en høj underholdningsværdi. Navnene optræder på listen i den rækkefølge de er blevet mig tildelt:

Kmoster, MosterK, K'mozta (quaddamaddafunk - top radio), Moster Klid, Glidemoster, Moster, Linselusen, Kikært, Maolu, Malou Automatique, Malutten, Malotte, Guldfiskehjerne, Margarinefaster, Kusmikusinen, Sushisvigerinde, Kernefaster, Linselækker, Knorrmutter, Klepto-Klidmoster, Klepto-Karla, SMØRmoster, Fetamoster, Dipmoster, Kmutter, Sildemoster, Julemoster, Amokmoster, Malmu, Moster Kål, Moster Julekål, Moster Klejne, Chokolademoster, Klidkagehusmoster, Multitaskmoster, Multimoster, Julemosser, Yndlingsmoster, Levermoster, Kammuslingeørler, Løg-moster, Ristetløgsmoster, Klimåsser, Klidmåsen, Måsserkå, Englebamse, Moster Cool, Linse Linda, Kliddame, Bøfmoster.   

Tak for kaffe (som jeg jo så ikke drikker). Det er noget af en omgang. De fleste stammer fra kagedåserne og andre bloggere som jeg også kender ude i det der 'virkeligheden'. 

Jeg må sige at der er 2 kælenavne som jeg er blevet meget glade for, nemlig Kikært og Malou Automatique. 'Kikært' er Vitas påfund og det har hun kaldt mig helt fra starten. Det er simpelthen det bedste kælenavn til en selvudråbt klidmoster. 'Malou Automatique' stammer oprindeligt fra Tine, men er blevet en slags service jeg udbyder for kagedåser, andet godtfolk og min kære søster. Og det fungerer ganske enkelt: man fodrer mig med nogle oplysninger om råvarer, kødstykker eller smagskombinationer. Og vupti - så går automatique-funktionen i gang og spytter idéer ud. For oppe i mit hovede er der åbenbart en database over alt muligt og umuligt gastronomisk viden der ellers bare ligger og samler støv. Og nu skal I høre det frækkeste: de driller mig nogen gange ved at snakke om en eller anden ting for at se om automatique-funktionen går i gang. Og det gør den - og så griner de fordi det virkede. I feel played - and I love it!        

Fandt et link på nettet til en side hvor man kunne lave sig selv om til en Na'vi fra Pandora (fra fimen Avatar, hvis der er nogen der har boet under en sten og skulle være i tvivl). Og der var lige et navn på listen der passede til: Maolu. Det er faktisk Sif der har fundet på navnet.

Mit navn på Twitter er MosterK. Sif har lige skrevet en sang til mig med det navn. Den vil jeg gerne dele med jer.  

Hvad med dig, har du sjove kæle- og øgenavne?

Som et lyn fra en klar himmel...

Jeg har haft et lille anfald af stress i dag. Muren er nået! Jeg har ellers kun lavet ting der gør mig glad og skal kun ting jeg glæder mig til - så jeg har overset alle faresignalerne. Det koster kræfter at være tilbage i 'det virkelige liv' efter mit ophold på CST. 

Den ekstra træning er er et fantastisk tilbud og jeg er meget taknemmelig for at jeg får mulighed for at komme ud på 'anstalten' 2 gange om ugen. Men tirsdagene er godt nok hårde - først træning i 2 timer, hurtigt hjem og bade og så til GAB terapi i 1 ½ time bagefter. Det er næsten mere end jeg kan klare. I dag var jeg allerede ved at aflyse begge dele eller nøjes med den ene ting. Det endte med at jeg sad og tudede af afmagt og frustration. Alle alarmklokker bimler og jeg skruer øjeblikkeligt ned for blusset. Jeg har aflyst et par aftaler, flyttet nogle frem og ændret lidt på andre. Nu ser ugen allerede helt anderledes og overkommelig ud. 

Jeg tager lige en lille slapper i blogland. Måske får jeg lige svaret på et par kommentarer og kigget forbi i ny og næ. Men jeg har lige brug for nogle dage der er så stressfrie som muligt.

See ya later!

Fra blid due til strid frue...

Jeg var ikke nem at bo/leve/være sammen med i går. Alt var forkert og jeg rasede unødigt og alt for meget. Frustrationen over at være sløj og ufokuseret var invaliderende. Jeg havde ondt over alt og havde lyst til at tude af afmagt. Jeg blev virkelig bange for at jeg allerede er ved at give op. Er det mon for meget for mig med den praktik? Nul putte, sådan vil jeg slet ikke tænke.  

Det er svært at erkende at der skal så lidt stress til før jeg får det dårligt. Selv om jeg 'kun' skal arbejde 16 timer om ugen, føler jeg at det jeg så skal lave skal være ekstra godt. I går havde jeg valgt ikke at arbejde, men forsøge at slappe af og blive helt frisk. Men så fik jeg lige en opringning om en ny spændende råvare der skulle i sortimentet. Før jeg fik set mig om havde jeg lavet både varebeskrivelse og opskrifter klar. Jeg har en evnen til at fuldstændig ignorere hvordan jeg har det og bare levere varen. Det er sådan jeg har overlevet både min barndom og min uddannelse. Så gør jeg det der er nødvendigt og så klapper jeg sammen bagefter. Heldigvis er det jeg laver nu noget jeg elsker, så det er også dejligt at lade sig rive med af det. Så jeg nu prøver jeg at tage det i små bidder og ikke lave for meget af gangen. 

Jeg skal lige have en lille pause, så nu kan jeg få skrevet lidt om aftensmaden fra i går.   

Der skulle lidt ekstra til oven på sådan en dag, så vi hev grillen frem. Jeg lavede en spicy hummus af kikærter, tahin, citronsaft, spidskommen og en hel rød chili. I stedet for olivenolie tilsatte jeg 1 dl skyr. Det gør den frisk og cremet, men fedtfattig.

Der kom lidt olie og chilipulver ovenpå. Skyr er blevet en del af mine basisvarer og jeg er blevet meget glad for det. Før brugte jeg græsk yoghurt til alt og det er altså en del animalsk fedt at få indenbords hele tiden. Det ryger ikke helt ud af mit køkken, men jeg vil helt klart bruge mere skyr i stedet.

Jeg lavede en hurtig salat, fandt lidt oliven og formede nogle lange farsstænger at hakket svinekød. De blev penslet med en blanding af olivenolie, fuldkornssennep, spidskommen og hvidløg. De fik en tur på grillen i ca 8 min og så var der mad.

Vi varmede et par grove pitabrød til. Det var hurtigt lavet og smagte forrygende. Det hjalp lidt på humøret at få noget godt at spise. 

I dag fik jeg den lillebitte klapsammenmad til frokost. Rugbrød med hummus, spegepølse fra Hanegal, salat og oliven. Vi skal bare ha´ rester til aften, så nu kan jeg bare fokusere på at arbejde nogle timer. Men først skal jeg ha´ mig en lille morfar :-)