onsdag den 18. februar 2026

Wannabe-chokorug...

I går faldt jeg over en interessant opskrift, her hos Haidar fra Mentor Fitness på rugbrødscookies - og den fik mig til at tænke på chokorug. Jeg gik straks i køkkenet og lavede dem her:  

De befinder sig i grænselandet mellem brød og kage.

Jeg har twistet opskriften, så den blev noget derhen af - dog uden tilsat sukker og med lidt ekstra protein. De små sukkerfrie chokoladeknapper er fundet hos Easis.

Alt kernerugbrød kan bruges. De er glimrende at lave, af en rest, i bedste Stop Spild Af Mad stil. 

11 stk

200g rugbrød
3 æg
50g havregryn
50g proteinpulver med chokolade
25g Sukrin Gold
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

40g sukkerfri chokolade
15g mandelsplitter

Rugbrødet skæres/brækkes i mindre stykker og blendes *wroom wroom* til groft smulder. Æggene tilsættes og blendes kort med.

Blandingen overføres til en skål og tilsættes havregryn, proteinpulver, Sukrin, bagepulver og salt. Det kan umiddelbart virke for tørt, mens det røres sammen, men vær tålmodig - det er præcis som det skal være. Rør til sidst chokoladen i.

Du kan sætte dejen i klatter, med 2 skeer, men jeg kan varmt anbefale at bruge en is-ske. 

Jeg fik nøjagtig 11 stk ud af den her portion.

Jeg trykkede dem lidt i toppen, men vil helt klart springe det skridt over næste gang. Der må godt være lidt mere højde på, for biddets skyld. Mandelsplitterne blev hakket lidt ekstra og drysset ovenpå. Det var en rest jeg havde, ellers havde jeg brugt det dobbelte. Man kan også bruge hakkede hasselnødder.

Chokorugerne blev bagt ved 200°C i 16 min - og fik derefter lov at køle af på en rist.

Haps haps, en lækker sag til eftermiddagskaffen - eller som et lille mellemmåltid. 

Hele portionen indeholder 1314 kcal og 77g protein.

Pr stk:
120 kcal 
7g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du lægger en kommentar. Jeg læser dem alle og sætter stor pris på dem - men mine kræfter er små, så jeg besvarer desværre kun i begrænset omfang. Bær over med mig!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...