Ja tak!
En købt Kæmpe Læske består af: "Vand, sukker, kokosolie, aromaer, fedtfattigt kakaopulver, mælkesukker, mælkeprotein, stabilisatorer (johannesbrødkernemel, pektiner), emulgator (lecitiner)". Det eneste jeg nupper af det, er vand og sukker.
Min indeholder: vand, rørsukker, glukosesirup, citron, lime, æggehvide, mørk chokolade og raw kakaosmør. Og det eneste der ikke er øko er glukosen.
Den tilsætter jeg for at undgå uønsket krystallisering under indfrysning.
Til denne portion skal der bruges skallen fra 2 citroner og saften fra 3.
Og saften fra en lime.
150 g rørsukker
50 g glukosesirup
Skallen af 2 citroner
5 dl vand
Blandingen gives et opkog til alt sukkeret er smeltet. Tag gryden af blusset og lad den trække 10 minutter.
Hæld den igennem et etamine - eller en fintmasket si. (Her panikkede jeg lidt over farven. Det lignede jo....well, en urinprøve - hvordan skulle det nogensinde blive en hvid is?)
Si også citron/limesaften - og tilsæt det til den søde blanding.
Hæld den færdige blanding i en bøtte og køl den helt ned. Kør den derefter på ismaskine i ca 20 minutter.
Tilsæt en pisket æggehvide (øko eller pasteuriseret) og kør ca 20 minutter til.
Jamen, se lige - det ligner jo til forveksling vaskeægte Kæmpe Læske. Græd ikke, hvis du ikke har en ismaskine. Frys i stedet hele bøtten og rør rundt hver halve time til det bliver til tyk grødis. Tilsæt den piskede æggehvide og giv det hele en hurtig tur med en stavblender. Frys ind og rør igennem af og til - den er klar når den bliver 'sej'.
Kom hastigt isen i forme. Jeg bruger dem her. Lad ispindene fryse mindst 6 timer.
Tag dem forsigtigt ud af formene, for de er ikke ret hårde. 2 af mine knækkede. Men det er prisen for den lækre konsistens. Dyp spidserne i god chokolade som her.
Spis dem hurtigt - for de smelter meget nemt. Men de læsker noget så fortræffeligt...
Da jeg var stor teenager fik jeg fjernet mandler og levede primært af sodavandsis i 2 uger. Kæmpe Læske var favoritten. Hvor ville det ha' været fedt selv at kunne lave dem den gang...













