lørdag den 1. maj 2010

Hellefisk med ramsløgshollandaise...

*Host* *host* *host* *host* *host* *host* og atter *host*. Jeg er ved at få spat af at hoste. Det gik godt på Skejby i tirsdags, der er kun lidt ømhed tilbage. Desværre har jeg pådraget mig en omgang astmatisk bronkitis med feber oven i hatten. De sidste 4 dage har jeg svedt, hostet og døset. Det er helt uvirkeligt at det allerede er lørdag. Jeg har levet af havregrød med ahornsirup og kanel, tynd te med honning, take-out og frugt. 

I dag trængte jeg virkelig til noget ordentlig mad. Der skal altså noget i maven hvis man skal bekæmpe en infektion. Det gik meget langsomt med at få maden klar og jeg rystede og bævede i mens. I fryseren havde jeg hellefisk fra sidste uges fiskekasse. I denne uge havde jeg valgt at vi skulle ha' 'Single-kassen'. Det er en lille blandet kasse og det passede helt fint, da der stadig var rester fra sidste uges kasse. 

Der var nogle asparges og lidt blomkål fra sidste uge som trængte til at blive brugt.  

I 'Single-kassen' var der nye ærter, som smagte af forår på den helt rigtige grønne måde.

Jeg besluttede mig for at lave en sauté af hvad jeg nu havde. Først svitsede jeg små blomkålsbuketter og gulerødder. Så kom der ½ gul og ½ rød peberfrugt ved. Efter et par minutter tilsatte jeg asparges og et par tomater i grove tern og lagde låg på. To minutter før servering blev der smagt til med salt, peber og lidt hakket timian inden ærterne blev vendt i.

Hellefisken blev gjort klar til ovnen. Et fad blev smurt med lidt smør inden fisken blev lagt til rette. De tynde halespidser blev bukket ind, så fisken havde nogenlunde samme tykkelse over det hele. Fisken blev belagt med tynde citronskiver, overhældt med et squeeze chardonnay, drysset med salt, peber og finthakkede ramsløg. Fadet blev dækket med folie og fik 20 minutter ved 200°C.

I skabet havde jeg en økologisk pulversauce som jeg ville peppe lidt op. Der var simpelthen ikke kræfter til andet. Saucen laves ved at piske pulveret ud i kold mælk og koge det op. Da den boblede, tilsatte jeg saften af ca ½ citron og 4 finthakkede ramsløg. 

Åh, det var en fryd med alle de grøntsager. Det ville ha' været skønt med en lille ny kartoffel til, men der var grøntsager nok til at vi kunne spise os mætte alligevel. Max sagde: "det er lige så godt som bøf" - så det var alt umagen værd! 

Nu vil jeg putte mig under dynen og forsøge at få det lidt bedre.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...