Dette fine korsstingsbroderi med det fineste budskab - og så er det sandt!
Uden pjat og patos, jeg tror aldrig jeg er blevet så rørt over nogen julegave. Måtte lige spuletude lidt da jeg åbnede pakken. Gaven er fra en dejlig mand, som jeg lærte at kende da han blot var en ung fløs på 17 år. Det er lige ved at være et par dage siden.....eller et par dekader. Men hvem tæller? Jeg er bare glad for at de sociale medier giver mulighed for at holde kontakt med dem der uden for fysisk rækkevidde.
Nå, men denne dejlige mand har sat sig ned og brugt tid, kræfter og positiv energi på at lave noget med sine hænder - til mig. Det er rørende på flere måder. For det første er en af de største gaver vi kan give et andet menneske TID. Enhver kan købe en dims - men der er bare en helt anden signalværdi i noget hjemmelavet. For det andet er det rørende for mig personligt. Pakken kom midt i en ret hård periode, så det var utroligt fedt at vide at man var blevet tænkt så meget på.
Og julemaden?
Jow jow, jeg fik da stablet et ganske hæderligt måltid på benene - som vi endelig spiste d. 25. Confiteret gås, gudegåsesovs, rodfrugtemos, ahornglaserede kartofler, hjemmelavet rødkål, en frisk grønkålssalat og hjemmelavede chips kogt i andefedt. Og det lykkedes mig endda at spise en pæn del af det.
Og de chips er godt nok kommet for at blive (tak Gitte!). Har man en gang serveret dem til sin julemiddag, kan alm franske kartofler godt pakke sammen. Stivelse kogt i aromatisk andefedt....*ralle*
Jeg delte det her billed, på Facebook, af resten af de lækre chips med en skål sovs til - det er jo jydenachos med brun salsa. Wow, og jeg skal da love for at det stak helt af. Over 200.000 har set billedet og det er delt 358 gange. Det er chips med sovs? Det er cray cray - I love it!
Og nu er der så taget hul på et nyt år. Jeg halter med på sidelinjen. Er stadig ikke for god til at få spist, men jeg krydser fingre for at det snart vender.
Har kun et eneste nytårsforsæt: at sige meget mere NEJ. Skal ha' et ego-år hvor jeg siger nej til det der dræner og ja til det der lader op. Og så er det i gang...



