onsdag den 3. juli 2013

Verdens bedste hyldeblomstsaft...

Jeg lyver ikke: intet mindre end verdens bedste! Det har taget mig mange år at nå frem til den helt rette balance i sødme, syre og intensitet. Og i år sad den lige i skabet:

Denne portion giver ca 7 L koncentreret saft. Jeg fryser min saft så jeg kan undgå konserveringsmidler - og så er der frisk saft til lageret slipper op. Hvis du fryser din saft i flasker som jeg, så huske ikke at fylde dem helt op. Saften skal ha' lidt plads til at udvidde sig i volumen når den fryser ind. Jeg taler af bitre erfaringer - det er noget klistret stads at skulle vaske af sin fryser!

Årets hyldeblomsthøst hang længe i en tynd tråd. Der var simpelthen ingen kræfter at gøre godt med. Jeg har en lidt dum periode med armene, så det kan være svært at få dem op over hovedet (hvilket besværliggøre hårvask en del). Løsningen blev at tage min grab med i cykelkurven. Hvis den kunne hjælpe mig med at samle ting op fra gulvet, kunne den vel også hjælpe mig med at få hyldeblomsterne hevet ned i plukkehøjde? 

Resultatet taler for sig selv. Igen i år måtte jeg dog diskutere med et par haveejere der var sure over at jeg plukkede de hyldeblomster der hang ud over fortorvet. For de var af den opfattelse at når busken stod i deres have var det deres hyldeblomster. Jeg måtte pænt fortælle at sålænge jeg blev på ydersiden af hækken var det skam ganske lovligt at plukke dem der hang udenfor. En enkelt venlig ældre mand inviterede mig dog helt ind i hans have for at plukke alle de hyldeblomster jeg orkede (og han havde mange) mod at jeg cykler forbi med en flaske af den færdige saft. God stil!

Vel hjemme igen, og efter et hvil, gjorde jeg blomsterne klar til saften. Blomsterne skal endelig ikke skylles - den fine smag sidder primært i det gule blomsterstøv. Af samme grund er det en tynd saft man får lavet hvis man plukker blomsterne i vådt vejr. De fleste grønne stilke klippes af - og det gav mig 1,2 kg klippede blomster i den store røde skål. I det hvide fad ligger ekstra blomster hvor alle de grønne stilke er klippet af - de er til eddike.

Ja ja, jeg ved godt at vand på flaske ikke er spor bæredygtigt. Men det er nemt når man har begrænsede kræfter. Jeg bruger vandet til at lave saften med og flaskerne til at fryse i. Og det er ikke nødvendigt at skylle dem først. Erfaringen viser at en smule mørkt sukker bidrager med en fin karamelnote og en dybere farve - men det skal kun være lidt, ellers overdøver det den sarte smag af hyldeblomst.

Jeg er meget lidt glad for de bitterstoffer der sidder i 'det hvide' og kernerne på citronerne. Flere gange har jeg skrællet den yderste skal af og tilsat sammen med det rene frugtkød. I år valgte jeg at bruge skallen - og presse citronerne og tilsætte saften. For hvad er formålet med at tilsætte en masse citronskiver og så bare smide dem ud?

Det blev til en kombination af citronsyre og vinsyre. Man tilsætter bla syren for at sænke pH værdien på saften så det bliver sværere for mikroorganismer at formere sig. Det er dog også med til at give en frisk smag - og det er nødvendigt, da det ellers ville blive en kvalmende sød saft.

Klidmosters hyldeblomstsaft:

1,2 kg hyldeblomster - uden grove stilke
6 liter vand
3 kg rørsukker
½ kg lys muscovadosukker
Skal og saft af 4 økologiske citroner
45 g vinsyre
30 g citronsyre

Vandet koges op med de 2 slags sukker. Når det koger tages det af varmen, køler lidt af og tilsættes citron + de 2 slags syre. Tilsæt til sidst hyldeblomsterne. Lad blandingen stå på køkkenbordet og trække til den har stuetemperatur. Læg låg på gryden og stil den i køleskabet 3-6 døgn.

Resten af blomsterne blev brugt til hyldeblomsteddike. Fyld skoldede glas med så mange hyldeblomster der er plads til og hæld økologiske eddike på. Lad eddiken trække på køl i et par uger før der tages af den. Lad endelig blomsterne blive i glasset og fyld nyt eddike på af og til - blomsterne har meget smag at give af.

Efter 5 døgn var min koncentrerede saft klar. Den blev først siet igennem en si for at få blomsterne fra - og derefter igennem en stofble for at fjerne alle smådyr og urenheder. Saften blev hældt på flasker som tilbragte natten i køleskabet - og næste morgen blev de sat opretstående i fryseren. Når flaskerne først er frosset ind, kan de nemt stables liggende.

Igen i år klemte jeg hver en dråbe ud af blomsterne. Smid dem endelig ikke ud. De kan nemlig bruges til et par Stop Spild Af Mad projekter.

I denne omgang kneb det dog så meget med kræfterne at blomsterne blev pakket i 2 poser og smidt i fryseren. Og hvad kan de 'brugte' blomster så trylles om til? Jo, ser du:

Kom dem i bunden af en Römertopf - og indeni en fed øko-kylling. Det giver den lækreste hyldeblomst-kylling.

Blomsterne kan også blendes fint og tilsættes en kage. Her er en fræk hyldeblomstmazarin med hvid chokolade, citron og lavendel.

Er man ikke så eventyrlysten kan man blot blende blomsterne og koge en hyldeblomstmarmelade af dem:

800 g blendede blomster
600 g rørsukker
2 dl koncentreret saft
2 dl vand

Efter sigende skulle den være fremragende til blåskimmeloste *ralle*

Man kan også bruge blomsterne til at lave den lifligste 'likør'.

Pak dem tæt i syltetøjsglas og overhæld med alkohol. Der er gin i det store glas og vodka i de øvrige. Lad dem trække 1-6 mdr på køl alt efter din tålmodighed. Brug den med vodka som 'snaps' og server den afkølet i små glas. Den med gin bruges til florale G&T's.

Og magter man ikke det store saftshow, men bare gerne vil ha' lidt hyldeblomst i sin sommer - så pluk et par flotte blomsterskærme og og lav friterede hyldeblomster. Server med en kugle vaniljeis og englene vil trutte i den store basun...

Fik du lavet saft i år?


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...