Udgangspunktet var denne fuldfede fritgående Label Rouge kylling. Den kan fås i Netto som 'Løgismose', i Føtex som 'Princip' eller hel med hoved og fødder hos Ma Poule i Tovehallerne og i slagterafdelingen i Salling. Den er ikke økologisk, men efter min mening, det næstbedste valg.
Og hvordan tager man så nemmest skindet af en kylling? Det får du her mit bud på:
Allerførst tager jeg et par latexhandsker på - det er nemlig nemmest at gøre det meste af arbejdet med fingrene. Jeg skærer først den yderste vingespids af og lægger kyllingen på brystet - og laver et snit i skindet på ryggen. Med fingerspidserne løsnes skindet ned langs snittet. Stik fingrene ind under skindet og bryd forsigtigt de tynde hinder der binder kød og skind sammen.
Forlæng snittet i ryggen og løsn forsigtigt skindet helt ned på siderne.
Sørg for også at komme godt ind under lår og overlår. Og så er det tid til at vende dyret om på ryggen.
Med skindet løsnet bagfra og ind under, kan det nu krænges ud over lårene - og af som en sok.
Resten af skindet løsnes forsigtigt - det kan være nødvendigt med et par små snit til hjælp med vingerne. Træk resten af skindet forsigtigt af. Jeg lod lidt skind sidde tilbage på vingerne, for tiden var mere end moden til at få fuglen i ovnen.
Den nøgne kylling blev derfor straks gjort klar til ovnen - og det kan du læse mere om i et senere indlæg.
Og så var der jo pelsen tilbage. Den ser lidt makaber ud liggende der med sine tomme 'ærmer'. Hvis man har lyst til at lave en forloren hare af hakket kylling, er det hele skind perfekt til at pakke ind i, i stedet for bacon. Man kan også skære det i strimler og vikle det om rå asparges som så grilles - mulighederne er utallige. Jeg ville dog lave sprøde snacks til at komme i min 'pulled chicken' sandwich.
Skindet blev derfor skåret ud i store firkanter. Det var meningen at det skulle steges sprødt i ovnen - mellem 2 stykker bagepapir + en ekstra bageplade ovenpå. Det giver nemlig nogle fine flade 'chips' som man derefter kan brække i de ønskede stykker. Men den plan gik i vasken........for ovnen var jo optaget af min Römertopf. Flot fibrohjerne!
Nå, men så måtte de steges på pande a'la flæskesvær.
Så jeg skar i stedet alt skindet ud i brede strimler. Ja, smukt er det jo ikke.
Og i køleskabet fandt jeg det hvide guld: andefedtet fra jul. Smækfyldt med smag og aroma fra varme krydderier. Har man ikke andefedt til rådighed kan neutral olie fint bruges.
På en lille pande varmede jeg rigeligt andefedt op og lod kyllingeskindet simre ved lav varme så det nærmest confiterede. Efter en rum tid skruede jeg varmen op og lod stykkerne få farve.
Efterhånden som hver enkelt stykke skind puffede og fik den ønskede farve, blev det fisket op og lagt på fedtsugende papir. Til sidst fik alle stykkerne et drys fint salt.
Oh......my......det var det pureste guf! Men det er sørme ikke mange der bliver ud af sådan et enkelt kyllingeskind. Jeg var nødt til at hente den lille trappestige og sætte skålen ovenpå skabet - for der skulle jo gerne være nogle tilbage når kyllingen engang var klar. En stor udfordring!
Slagterbolcher af kylling - hot eller not?