Her kører alt på vågeblus i de her dage. Jeg er endda sprunget over Mandagstema i denne uge, emnet var ellers 'former'. Hmm, dem har jeg jo masser af ☺. Nej, pjat - jeg magtede bare ikke at finde på noget.
I forbindelse med min afklaring (fleksjob eller pension) har jeg i dag fået lavet en psykiatrisk speciallægeerklæring. Det tog ca 2 timer og her blev det klart at jeg er på helt gal kurs. Det var en rigtig kompetent psykiater der også vidste en del om fibromyalgi. Alle de ekstra symptomer jeg har nu er fremtvunget af stress. Hun anbefalede at jeg stoppede med min praktik øjeblikkeligt for ikke at gå helt ned. Og hun har jo ret - det går ikke længere. Jeg er bare så glad for den praktik, men hvad nytter det hvis jeg ødelægger mig selv på det. Nu vil jeg lige tygge lidt på den udmelding i et par dage og så snakke det igennem med de forskellige involverede. Så får vi se hvad der sker...
Da jeg kom hjem efter kageorgiet i søndags, blev jeg mødt af en sulten mand. Jeg forbarmede mig over ham og smækkede en hurtig middag sammen. Jeg har længe kræset om idéen med at lave et helt måltid i en stegepose, så det skulle prøves.
Jeg havde nye egyptiske kartofler, løg og gulerødder fra denne uges 'kedeligkasse'. Rosmarinen har jeg i en potte i køkkenet, uden for Myrens rækkevidde. Og de der grønne dimser i midten er hverken forårsløg eller små porrer - men derimod nye hvidløg. Dem havde jeg aldrig prøvet før, så dem var jeg noget spændt på.
Det blev til en variant af den alm posekylling, men her fyldt med appelsin og rosmarin.
En gigant stegepose kom i bradepanden og blev fyldt med alle grøntsagerne + kyllingen (gnedet med smør og urtesalt) + 5 dl hønsefond.
Hele herligheden fik 75 min v 195° C.
Kyllingen blev så mør at den faldt af benene.
Jeg hældte skyen over i en gryde og jævnede den med lidt majsstivelse. En bøtte med en håndfuld frosne ærter og ½ ds majs, fik lige 2 min i microovnen. Nemt og hurtig mad. Og hvidløgene skuffede bestemt ikke, de smagte fremragende!
Nu vil jeg prøve at få slappet lidt af, det har været en lang dag. Jeg har lige lavet en stor gryde tacofyld til i morgen. Der får jeg nemlig en veninde på besøg som jeg ikke har set i mange år. Det glæder jeg mig meget til, men er også nervøs. Jeg har helt ondt i maven, men på den gode måde ☺