Så fik jeg den første uge overstået. Det var en hård omgang, men mere om det i morgen. Nu er det det sjove og hyggelige det skal dreje sig om. Jeg havde købt ind til bøf og bernaisesauce, men orkede slet ikke at lave det. Så jeg fik pludselig den indskydelse at vi skulle ud og spise. Jeg ringede til Restaurant ET og var heldig at få et bord til kl 19. Jeg havde læst en anmeldelse af stedet i Politiken og havde skrevet det på 'listen'. Det blev jeg mere og mere glad for at jeg havde gjort, for vi fik en pragtfuld aften der.
Da vi ankom blev vi anvist et bord på restaurantens repos. Stedet var lyst og venligt, med stil og man kunne fornemme et godt ambitionsniveau. Der kom hurtigt lidt snacks på bordet. Tjenerne er både servile og rappe. Og der blev lagt en god stil fra start af.
Der var saltede Marcona mandler, store grønne oliven og en røget mayonnaise med hjemmelavede chips og crustinis til at dyppe med. Til mayonnaisen var det olien der var røget sammen med stedets laks. Det gav en fin, ikke alt for overdøvende røget aroma.
Vi fik et glas lækkert Crémant til. Det var bare lige hvad vi trængte til. At sidde og hygge os med god mad og vin, efter en uge hver for sig.
Restaurant ET har specialiseret sig i de franske vine og det er de eneste der er at finde på deres vinkort. Vi bad den venlige og imødekommende tjener om at finde en vin der kunne 'veksles' fra vores elskede australske Shiraz. Det blev til en 2006 La Brunote, Domaine Alary fra Carianne. Den var frugtig og lækker med solmodne solbær og fylde i glasset. Tjenerne havde et øje på hver finger og var vakse med at udskifte karaflen med isvand efter behov.
Der kom en kurv duftende nybagt brød (2 slags) på bordet i følgeskab af en urte-aïoli og skønt smør.
Det var nu ikke dyppelse til brødet vi manglede. Forretten var 'Snegle som i bourgogne med hvidløg, persille, crutoner og pastis'. Vi elsker jo snegle og har fået en pæn del gennem tiden. Disse var møre, velsmagende og lækre. De sprøde crutoner var et godt indspark i en ellers 'blød' ret. Det lille strint pastis brød fedmen og var bestemt en anderledes følgesvend til sneglene. Det var svært ikke at spise alt for meget af det dejlige brød til.
Bordet blev ryddet og der blev dækket op til hovedretten.
For vi skulle selvfølgelig ha´ bøf med bearnaise! Det kræver godt bestik og det fik vi så sandelig også. Laguiole steakknive har længe stået på min ønskeseddel, så det var dejligt at få en til låns for en aften. Vi bad om at vente lidt med bøffen og sad og hyggede os med vin og snak en rum tid. Også her er der afregning pr drukket glas af en flaske, så vi bestilte endnu en flaske magen til og så måtte vi se hvor meget af den vi kunne drikke.
Der kom en velduftende tallerken på bordet. 'Entrecôte (med fedtkant), Bearnaise med håndskårne pommes frites og salat'. Bøffen var aromatiseret med rosmarin og hvidløg, som lige gav det der ekstra pift. 'Svellerne' var store, rustikke og perfekt knasende sprøde.
Bearnaisen blev serveret a part i en miniuature Le Creuset gryde. Den var syndig og god, med perfekt syre-balance og smørfed blødhed i munden. Mums, det var lige noget for os. Igen var den kyndige tjener på pletten og tilbød flere gange en opfyldning. Vi nøjedes dog med den ene portion. Det er jo kraftig kost for os der ellers spiser temmeligt fedtfattigt i hverdagen.
Salaten var sammensat af primært bitre salattyper. Det brød igen fedmen fra saucen og gav et mundrensende frikvarter. Den var vendt i en let vinagrette med fuldkornssennep og endiviebladende havde fået en lille stribe citronemulsion. Det var et forfriskende og overraskende indslag.
Argh, jeg måtte give op! Da billedet blev taget, havde jeg allerede givet Max en god luns bøf og et par sveller. Men når maden er så god og man er tilstede i hver bid, mætter det anderledes.
Der blev alligevel også plads til en dele-dessert: 'Klassisk Creme Brulée med polynesisk vanille'. Den var vi også ret vilde med.
Cremen var silkeblød og karameliseringen 'spot on'. Vi nød hver en bid!
Lige et stemningsbillede fra restauranten. Her er 'udsigten' mod venstre fra vores bord.
Da nabobordet gik, fik jeg taget et billede ud over restauranten. De 22 rispapirslamper giver et behageligt lys. Vi sagde farvel og tak for denne gang, det er bestemt et sted vi vil komme igen!
Vi slendrede hen af Åboulevarden og kom forbi Fidels. Vi bestemte os for at gå ind og få en enkelt Mojito.
Det er en let og lækker drink. Vi nød den og blev enige om at vi da godt kunne blive lidt længere.
Ja ja, jeg ved det godt - men vi skulle altså liiiiige ha´ en enkelt lillebitte Long Island Icetea også.
Efter et stykke tid blev der plads i en af de udendørs lædersofaer. Det var lidt flippet af sidde ved åen i en sofa og drikke drinks efter midnat. Vi dristede os til at prøve en Purple Rain, men den var altså ikke noget for os. Den var for sød og 'tøset'.
Så vi sluttede af med en gammel klassiker: Piña Colada. Æh, også lige lovligt kvalm og heller ikke noget for os. Mærkeligt, for dem har jeg ellers drukket litervis af før i tiden. Men hey, det var næsten 20 år siden og før jeg lærte at drikke vin. Vi er åbentbart blevet bedre til at stoppe mens legen er god, så 'allerede' kl 01.30 gik vi mod Immervad og en taxa. Det var en helt fantastisk dejlig fredag aften!
