Den fennikelkogte kylling blev pillet fri for skind og ben. Dressingen blev rørt sammen af en god klat mayonnaise, græsk yoghurt, fuldkornssennep, sød chili, salt og peber. Kyllingen blev vendt i sammen med finthakket rød peber, cornichons og syltede agurker.
Jeg havde noget brød fra Emmerys som jeg skar i passende skiver. Den ene skive fik et tyndt lag af kyllingesalaten.
Der kom en god håndfuld spæde blade og agurk ovenpå.
Resten at kyllingesalaten blev fordelt på de øvrige stykker brød. Det blev nogle store rustikke sandwiches.
Vi havde sat hinanden stævne foran DGB kl 10.15. Vejret var med os og vi var alle i hopla!
Ud over min kyllingesandwich bestod madpakken af: Lakse/spinattærte m/saga classic (Ane), marinerede stegte kyllingelår og frugt (Pernille), gnave-grønt m/ranchdressing og Pepsi Max (Tine) og hjemmebagt marcipankringle (Sif). Vi måtte have en vogn til fragte det hele rundt i.
Vi startede i køkkenhaven og gloede på alle de forskellige ting de dyrkede der. Her en blomstrende merian med en stor fed humlebi.
I et hjørne af DGB er der 'forlystelser'. Det var her vi slog os ned for at spise frokost. En gammel manuelt betjent luftgynge er hovedattraktionen. Der var også dette orgel som spillede non-stop 'lirekassemusik'. Hele pladsen summede med en foruroligende stemning af børn og gøgl.
Det var denne laps der betjente luftgyngen. Ind i mellem jonglerede han også. Det lykkedes os at hyle den stakkels mand ud af det med et par kommentarer om hvor flot han håndterede sine flyvende kugler. Han blev godt nok rød i kinderne. Mens vi holdt vores picnic, holdt han øje med os. Han fik en sandwich da vi gik videre. Rødkindet, luskede han af for at spise den et andet sted.
Da vi jo ikke havde fået vådt eller tørt i flere minutter gik vi til DGB´s bager. Der forsynede vi os med cremelinser, vaniliekranse og sukkerkringler.
Vi brugte også en rum tid i urtehaven. Der var mange spændende smage og dufte.
Jeg var helt forlibt i dem her. Det er Dansk Ingefær og de er nix-pille-giftige.
Efter havevandringerne gik vi på opdagelse i Møntmestergården. Vi skulle ha´døde smølfer på fødderne.
Der var et smukt malet loft. En yngling der lader sit vand var åbenbart et populært motiv 'back then'.
Denne sal har de smukkeste vægmalerier. Vi diskuterede meget om de nederste paneler havde hentet inspiration i noget kropsligt eller hvad. Jeg syntes at det mindede om 'fedt-øjet' i en Rib eye. Man er vel madnørd!
Det krævede næsten umenneskelige kræfter at hive Sif væk fra det her skab. Hun stod nærmest hypnotiseret og mumlede måhamedhjem.måhamedhjem.måhamedhjem. Hvis det mangler en dag, så har jeg en mistanke om hvor det kan findes.
Der var også lige en slikbod der skulle ha´ besøg. Vi trængte virkelig til sukker.....not!
Og ja, det er nisser - i august! Dem fandt vi i DGB´s souvenirbutik.
Efter en grundig gennemtrawling af Den Gamle By, gik vi gennem Botanisk Have mod byen og hver sin bus. Jeg var supertræt og har sovet SÅ godt i nat. Hele 9! N-I timer blev det til. Det er helt vildt.
Nu må jeg hellere blive færdig med at pakke så jeg er klar til i morgen.
Farvel, vi ses måske igen på fredag!