mandag den 28. april 2025

Dubai-dadelbark med dukkah...

Dubai mig her, Dubai mig der - og Dubai alle vegne. SoMe svømmede først over med Dubai-chokolade...og derefter alt muligt (og umuligt), givet et twist a'la Dubai.

Dubai-dadelbark med dukkah - en ny hjemmestrikket opfindelse. 

Den første bølge, var de store tykke chokoladeplader, af lys chokolade, fyldt med et knaldgrønt og knasende fyld - bestående af pistaciecreme og Kadayif/Kataifi (sprødristet mellemøstlig specialitet, lavet af filodej)...til en mindre formue. Jeg synes ærlig talt, at det så vammelsødt og opulent ud....og gad ikke engang at smage. Dog var jeg nysgerrig på knaset.

Og så fik jeg en idé: dadelbark - så nu hopper jeg alligevel med på hypen, dog på min helt egen måde...og med nogle ordentlige råvarer.

Den økologiske pistaciecreme, fandt jeg i Tyskland. Der er ingen kunstig farve eller aroma - og ingen palmeolie. Farven er virkelig ikke køn, men smagen tilgiver alt!

Kadayif fandt jeg i Normal, lige klar til at bruge. Det er lavet af hvedemel og salt...og ikke andet.

Man kan også købe det 'råt' og selv riste det gyldent på en pande - i SMØR. Det vil kun gøre smagen mere fyldig og laber, men jo også bidrage med en del ekstra fedtkalorier. Jeg var dog glad for at kunne springe det trin over pga de arme arme.

I stedet for at lave en plade chokolade, blev det som sagt til en dadelbark. Det er blot lidt dadelpasta, rullet tyndt ud, mellem 2 stykker bagepapir. 

Man kan også udstene nogle dadler selv, ligge dem tæt og rulle ud, på samme måde.

Lidt Kadayif blev blandet med en passende mængde pistaciecreme. Det skal være lidt kompakt og ikke flydende. Blandingen blev fordelt ovenpå dadelbarken. Jeg måtte trække lidt på smilebåndet, for det lignede mere en plade Troldtekt, end noget spiseligt.

Lidt chokolade (mørk, 70%) blev hakket og smeltet i mikroovnen - og fordelt ovenpå, i et generøst lag. 

Og så skulle der drys på - og det skulle naturligvis være Grøn Dukkah fra Mill & Mortar. 

Det er en skøn og aromatisk blanding af: ristede mandler, pistacienødder, sort ristet sesam, fennikelfrø, sukker og salt. Jeg bruger den både i salt og sødt køkken - og den passede perfekt her. Du kan også bare drysse med lidt hakkede pistacienødder eller mandler. 

Den færdige dadelbark, kom derefter på frost, hvor den stod, til den skulle prøvesmages af Annes Køkken og jeg. Vi havde brugt for lidt guf, mens vi planlagde fotoplanen til vores kommende kogebog - som efter planen udkommer til oktober.

Inden servering blev dadelbarken løsnet fra bagepapiret og skåret ud, med en opvarmet tør kniv.

Ignorer katten i baggrunden, han vil bare være med...

Åh, så lækkert. Ikke voldsomt sødt, men dejligt knas og masser af smag. Overvejer straks at overføre konceptet til en kage...og is?!

Følg mig gerne på Instagram, lige her: Klidmoster.dk



 






onsdag den 16. april 2025

Tunvafler med bla æg & rejer....

Ja, du læste helt rigtigt: vafler af tun. En måske lidt overraskende måde at bruge dåsetun på - men det er både lækkert, nemt og proteinrigt. 

Det er nærmest en slags vaflede blinis, af tun. Måske en idé til en af påskedagene?

Vaffeldej:

2 ds tun i vand
2 æg
50g skyr/hytteost
1 spsk citronsaft
Urtesalt
Friskkværnet sort peber
75g havremel
1 tsk bagepulver

Afdryp tunen godt, i en sigte. Blend tun, æg, skyr/hytteost, citron, salt og peber sammen *wroom wroom*. Bland havremel + bagepulver og rør det i.

Bag dejen til vafler, i et lille vaffeljern, penslet/sprøjtet med lidt fedtstof. Lad dem køle på en rist belagt med bagepapir - og kom dem derefter på køl, til de skal serveres.

Mit lille vaffeljern, der bager et hjerte af gangen, er fundet som spotvare i Netto, for noget tid siden. Jeg fik 8 hjerter, ud af den her portion. Ih, så fine og ...æh...grå. 

Og hvad skal der så på? De kan sagtens spises som de er, evt med lidt citron og et strejf mayo - men med topping, bliver de ekstra lækre. Jeg lavede lidt forskellige udgaver, med det her. 

Først blev de smurt med en creme på skyr, mayo, fuldkornssennep, urtesalt og friskkværnet sort peber - og så blev der lagt forskellige lækkerier ovenpå.

Æg, store rejer, mere skyrcreme, kaviart, karse og cherrytomat. 

Avocado, store rejer, mere skyrcreme, karse og cherrytomat.

Det blev også til nogen med æggesalat af æg, skyr, mayo, karry, gurkemeje, urtesalt og friskkværnet sort peber - med pynt af karse og cherrytomat.

Dagen efter lavede jeg, den her fiskeanretning a'la Kjelds Tivoli, af alle resterne. Den sidste tunvaffel, blev toppet med en lille rejesalat af hakkede store rejer, skyrcreme, kaviart og friskkværnet sort peber.

Det smagte virkelig godt, så jeg har købt ind til en omgang tunvafler med rejesalat, til på lørdag.

Det er ikke første gang, jeg har fisk i mit vaffeljern. Det er ved at være nogle år siden sidst, for det var men blandet succes. Måske kan du huske den famøse torskevaffel? Den smagte virkelig godt, men endte med at koste mig et vaffeljern. Farsen saftede nemlig og løb ned i selve jernet. Ups. 

Så torsk i vaffeljern er NOT - men tun er HOT!




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...