Viser opslag med etiketten Salater. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Salater. Vis alle opslag

søndag den 21. december 2025

Smuk og frisk salat, til julebordet...

Mit alter ego Pynte-Sisse, har fået lov til at gakke helt ud, med den her salat. Målet var at lave en kreation, der skulle være spiselig julepynt - og det lykkedes. Den består af et bunddække af 2 slags kål, krammet i en laber vanilje-vinaigrette, dynget til med frugt og halløj.

Sorry, sankte Hans.... men din krans er ikke længere den skønneste. Den her er jo så skøn at skue, at man næsten ikke nænner at spise den. 

De gyldne nødder (pecannødder, ristet 5 min på 180°C, kølet helt af og rystet forsigtigt i spiseligt gulvpulver) var lavet til en salat med confiteret and, jeg serverede til Kagedåsernes julefrox (opskriften kan ses her), men de blev glemt i skyndingen og kom slet ikke på - så de skulle bruges...og så var stilen ligesom lagt, fra start.

½ pose grønkål, en rest spidskål, grønne druer, ananaskirsebær, blåbær, pink perleløg (syltede perleløj, der har trukket farve i rødbedelage) og granatæblekerner.

Vanilje-vinaigrette:

3 spsk olivenolie
3 spsk æblecidereddike
1-2 tsk agavesirup (eller honning)
Lidt vanilje (pulver eller marv)
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Vinaigretten blev pisket sammen og smagt til.  

Grønkålen blev skyllet, afdryppet og snittet fint - og spidskålen blot snitte fint. Kålen kom i en pose, sammen med 3 spsk af vinaigretten - og kålen, sammen med marinaden, blev krammet godt igennem posen. Kålen fik lov at trække smag, mens resten blev gjort klart.

Druerne var kæmpestore, så de blev skåret over. Fandt også et par clementiner, som blev pillet. Jow jow, det gik an.

Den krammede kål, blev derefter arrangeret som en krans, på en stor pizzatallerken. Frugt, bær og løg, blev lagt nydeligt tilrette på kålkransen.

Der blev drysset granatæblekerner i alle mellemrum og de gyldne nødder lagt på. Og så var der ikke et øje tørt. Det er muligvis den flotteste salat, jeg nogensinde har lavet. Pynte-Sisse og OCD-Maren samarbejde fint, helt uden nedsmeltninger - faktisk så fint, at nogen På Bluesky troede at billedet var AI. Det er helt skørt.

Salaten blev serveret til confiteret and (fra dåse), med fuldt udtræk, af hvide kartofler (ristet i lidt andefedt), karamelliseret græskar, julerødkål, andesauce, chips, rødbedechutney og conichoner. Det var min julegave til eksmand Max - som fik alle resterne med hjem.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Det er blevet til overraskende mange julerier, de små kræfter til trods. Det kniber dog voldsomt med de kognitive evner, så jeg har ikke fået postet så meget her - kun på Instagram. Men jeg kan da vise lidt billeder frem her og linke til de forskellige opskrifter, fra bloggens arkiv og Insta:

For første gang i mange år, har jeg bagt Madam Mangors vaniljekranse, som julestjerner. Den gode gamle opskrift, kan findes lige her. I år er de dog lavet på usmuttede mandler.

Det blev også til lidt peberkager, efter den opskrift, jeg plejede at bygge huse af, da jeg havde armkræfter til den slags. Opskriften på den bedste peberkagedej ligger lige her. Årets udgave, er dog lidt anderledes og glutenfri. Den version ligger her, på Instagram.

Det er også blevet til en omgang havregrynskugler, efter den her opskrift. Det nye er, at de er trillet i ristet kokos og forskellige slags glimmer. Den nye udgave, kan ses her på Instagram. 

Det er også blevet til en ekstra omgang juleboller, efter den her opskrift. Den nye udgave, er også med marcipan, kirsebær og julekrydderier. Den opskrift kan ses, her på Instagram. 

Det var det søde, her kommer det salte:

Den føromtalte salat med confiteret and, fra Kagedåsernes julefrox - helt uden gyldne nødder. Aj, men hvor ville de bare ha' pyntet. Opskriften på salaten, ligger her på Instagram. 

Det er også blevet til en anden 'and' - en vegetarisk af slagsen. Den opskrift, er også hentet i bloggens bagkatalog, lige her. Den nye version, ligger her på Instagram.

En anden ny til, er også vegetarisk - nemlig 'karrysild', helt uden fisk, men med syltede østershatte. Opskriften ligger her på Instagram.

Der er også lidt ekstra jul, som jeg ikke har lagt på Instagram endnu. Men jeg sætter links ind, efterhånden som de kommer på:

Øllebrød med bjældeklang
Kyllingesylte
Æbleskiveringe med hvidtøl og Madam Sifs julemarmelade
Kransekagekonfekt af hjemmelavet marcipan

Nåede du helt herned? TAK fordi du stadig læser med - og rigtig glædelig jul!

fredag den 3. oktober 2025

En kogebogsforside bliver til - måltidssalat med varmrøget laks...

Reklame for kogebogen Stor smag - lille appetit af undertegnede og Annes Køkken, som udkommer fra Dreamlitt d. 25/10-25.

Ta-dah - sådan kommer den til at ud. Bag bogen ligger et helt års arbejde, med at udvikle og udvælge opskrifter, lave udregninger og tage billeder. Det har været en KÆMPE læringsproces og en samarbejdsøvelse, noget ud over det sædvanelige. Og nu bogen endelig på vej.

Anne har måttet slå den store tålmodighed til, i forbindelse med dette samarbejde. Og jeg er heldig med, at vi er gode veninder i forvejen, ellers havde jeg nok drevet hende (endnu mere) til vanvid. Jeg er notorisk dårlig til at samarbejde - og give plads til andres input/ideer. Det har jeg selvindsigt nok til, at indrømme blankt. Og Anne har jo ikke kun skulle wrangle mig, men også de alter ego's jeg har: Pynte-Sisse, Akkuratessa, OCD-Maren og Kritiske Karen. Et persongalleri med en del kaos, hyperfokus, perfektionisme, gak og løjer. Hun fortjener ærlig talt en medalje!

Og så til motivet på forsiden. Det er en måltidssalat med varmrøget laks. Den var oprindeligt ikke tiltænkt forsiden, men til at indgå bogens afsnit med frokostretter. I den første version, så den således ud:

En salat designet til 1 stor portion - eller 2 mindre. Der indgår hele 4 proteinkilder i salaten: kidneybønner, edamamebønner, hytteost og varmrøget laks. 

Vi har fået lov til at dele opskriften allerede nu. Forlaget har lavet en lille video, hvor vi laver den - men den er desværre for stor til det her format (men den kan ses lige her), så det bliver i stedet til et par billeder, fra behind the scenes, af tilblivelsen:


100 g broccoli eller bimi
60 g kidneybønner
2 tsk olivenolie
2 spsk citronsaft
2 tsk fuldkornssennep
Salt
Friskkværnet sort peber 
60 g edamamebønner
75 g agurk 
5 cherrytomater
100 g varmrøget laks
75 g hytteost
Friskklippet karse

Del broccolien i små buketter, og kog dem ca. 3 minutter i letsaltet
vand. Køl dem af i koldt vand, og sæt dem til afdrypning. Hæld
lagen fra bønnerne, skyl dem, og lad dem afdryppe i en sigte. Vej
de 60 g af, og kom dem i en lille skål. Tilsæt olie, citronsaft, sen-
nep, salt og peber. Vend godt rundt, og lad bønnerne marinere i
10 minutter. Tø i mellemtiden edamamebønnerne op i lidt koldt
vand, og lad dem dryppe af. Snit agurken i fine tern, og halver
cherrytomaterne.

Fordel de afdryppede broccolibuketter på en tallerken. Spred edama-
me bønner, agurk og tomat ud over. Del den varmrøgede laks i store
flager med en gaffel, og fordel den ovenpå. Fordel derefter de mari-
nerede kidneybønner ud over. Læg hytteosten på med en ske i små
bunker, og drys til sidst med karsen

Måltidssalaten indeholder ca 622 kcal og 57 g protein. Deles den op i 2 portioner, giver det ca 311 kcal og ca 28 g protein pr portion.

Og ja, kogebogens billeder er taget med vores mobiltelefoner - med en app der kan skyde i RAW-format. 

Salaten der laves i videoen, blev denne - som er den, der kommer i bogen, men ikke på forsiden.

Version 1 og 2, indsat på forsiden. Og der var desværre ingen af dem, som jeg brød mig om. Min fjerne fortid som grafiker, kom lige retur med konstruktiv visuel kritik. Version 1 fyldte ikke tallerkenen rigtigt ud og version 2 væltede pga ujævnt fordelt hytteost. Men det var ok. Jeg havde lært noget, af at lave dem begge. 

Og når nu jeg vidste, at det var den salat der skulle på forsiden - satte jeg mig for at lave den igen, denne gang med det formål. Og det er jeg SÅ glad for, at jeg gjorde. For nu føles det helt rigtigt. Og så var der dejlig frokost, til 2 dage. Med laks. Uhm, lakselyde.

Og så lidt ekstra billeder.

Version 2 blev også brugt, til dette dejlige billede, tager på Annes fortrappe:

De skønne forklæder, har Anne syet til os. Vi har nemlig hver valgt en farve, til bogens layout - og den går naturligvis igen i forklæderne. Lys grøn til mig og lilla til Anne.

Da vi startede med at tage billeder til kogebogen, ville vi gerne ha' en masse forskellige ting på forsiden. Men eftersom det er en bog, henvendt til småtspisende, blev det for overvældende, med så meget mad. Igen var vi igennem en læringsproces der. 
Men du må godt se den første idé - som også giver et smugkig, på nogle af de lækre ting, der venter i kogebogens indre.

Kogebogen udkommer som sagt d. 25/10 - og kan købes i forsalg lige her: Stor smag - lille appetit.
  

mandag den 14. juli 2025

Kartoffelsalat - boostet med protein...

Denne salat er en meget mættende sag, som både kan serveres som selvstændig vegetarret, eller som tilbehør til kødretter. Selv smækkede jeg den sammen, til en sprødstegt kylling.

Den har det hele. Både grønt og kostfibre - og så masser af protein. Salaten består af 2 dele, nemlig en laber puré i bunden og selve kartoffelsalaten ovenpå.


Puré:
1 brik butterbeans
200g hytteost
4 spsk pesto
1 spsk citronsaft
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Dræn og skyl bønnerne. Blend bønner, hytteost og pesto sammen, til en homogen masse. Smag til med citronsaft, salt og peber. Lad den færdige puré, trække på køl, mens resten forberedes.

Kartofler:
1 kg kartofler
1 spsk olivenolie
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Kartoflerne vaskes, skæres i mundrette bidder, vendes med olie og krydderier - og bages møre I ovn/airfryer på 190°C i ca 25 min. Lad dem derefter køle til stuetemperatur.

Resten:
450g grønne bønner
1 brik belugalinser
1 spsk olivenolie
2 spsk æblecidereddike
1 tsk syltede sennepskorn/fuldkornssennep
Urtesalt
Friskkværnet sort peber
Lidt semi-dried tomater
Hakket persille

Kog de grønne bønner, i et par minutter. Køl dem ned i koldt vand og afdryp dem godt. Dræn og skyl linserne. Bland en vinaigrette af olie, eddike, sennep, salt og peber.

Bland kartofler, bønner og linser sammen med vinaigretten. Hak lidt semi-dried tomater og persille.

Jeg brugte de her tomater, hjembragt fra det tyske.

Smør den kolde puré ud i bunden på serveringsfadet. Læg kartoffelsalaten ovenpå. Drys med de hakkede tomater og persillen.

Ta-dah!

Brug hjemmelavet eller købt pesto - af persille, basilikum, ramsløg, løvstikke eller hvad du er til. Er hytteost ikke din ven, så brug skyr eller græsk yoghurt. De grønne bønner kan være enten friske eller frisk fra frost. Skift ud, suppler eller ret til - lav salaten som den passer til din smag.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.


lørdag den 5. juli 2025

Vandmelonsalat med feta - ternet udgave...

Det er blevet hot udenfor, og der skal der atter læskende salater på bordet. 

Den her blev flikket sammen, for ca et år siden, men aldrig postet - så nu hvor den igen er aktuel, bliver den fyret af. Sæt den på dit sommerbord, til grillmaden og alt muligt andet...

Salaten er lagt, af 2 slags vandmelon: rød & gul - men alle slags meloner kan bruges. 

Kombinationen af sød melon og salt "feta" (her Puck), er noget så lækkert - og en moderne klassiker.

Jeg skar de 2 slags melon, en stor agurk og en lille brik Puck, i mundrette tern. For at udfordre min OCD (som bimlede ret meget den dag), lagde jeg ternene i et rektangulært fad, og undgik bevist at lave et mønster. Nøj, det var en drøj omgang. Men fadet blev fyldt, med nogenlunde tilfredsstillende resultat.

Der blev dryppet æblecidereddike, solsikkeolie, urtesalt og friskkværnet sort peber.


En håndfuld blåbær og små topskud af frisk basilikum, gjorde synet smukt at skue.

Den saftige og læskende salat, blev serveret, som del af en vegetarisk middag - som bla bestod af bagte auberginer m/skyrdressing, rød peber-sauce og basilikum.

Samt en blandet bønnesalat med burrata og vinaigrette med rødløg. 


Plus denne skønne ricotta-creme med hvidløgsconfiterede tomater (opskriften kan findes lige her) + godt brød.

En dejlig let og sommerlig vegetarmiddag. 

Jeg har ikke eksakte opskrifter, på auberginerne og bønnesalaten - men du kan da få et billede, fra min notesbog.

Det er sådan jeg laver mine opskrifter. Først skriver jeg ned, hvad jeg syntes der skal i - og så tilføjer jeg, ekstra ting og mængder, i køkkenet. Det fik jeg så bare ikke lige gjort, den dag. 

-----------------------------------------------------------------------------------------

Der har været lidt stille, her på kanalen, i et stykke tid. Og det har haft 2 årsager: Annes Køkken og jeg har arbejdet hårdt på at skrive en kogebog, som udkommer på forlaget Dreamlitt til oktober. Det har kostet SÅ mange kræfter, at skrive + tage billeder. Men det har også været fantastisk at flekse, både den kreative og den faglige muskel. 

Og den anden grund:


Er nu blevet Fru Holdgaard Pagh - for d. 13/6-25 blev Morten og jeg gift, ved et lille uformelt formiddagsbryllup på Århus Rådhus. 

Havde aldrig troet at jeg skulle bo sammen med nogen igen, endsige giftes. Men så kom prinsen i den sorte Opel.....og nu er vi så her. Er glad og taknemmelig, for dette nye kapitel, som livet har til mig. Jeg håber det kan give lidt mere overskud, til både at leve, blogge og opleve. 

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.


lørdag den 27. marts 2021

Håndholdt rejecocktail (Shrimp Roll)...

Så står påsken atter for døren....og min craving efter rejer er atter vækket. Jeg har gøglet en nem og hurtig rejecocktail sammen - som er en hybrid mellem den gamle danske klassiker og den amerikanske Shrimp Roll (som er en billigere udgave, af dens fancy fætter med hummerfyld). Det giver en håndholdt rejecocktail - som er lige til at køre ind. Perfekt til både frokost, forret, natmad og sågar skovtur...

Rejecocktail - med egen indføringsrampe...

Kreationen er faktisk fra sidste år, men det dårlige helbred forhindrede mig i at få den på bloggen der. Men nu skal det være. Først skal der bruges nogle rejer. Jeg er lidt kræsen, når det kommer til de små lyserøde skabninger, så vælger altid dem her:

De er store, søde, ikke 'fiskede' og har et super bid. Og op til højtiderne, er de tit på tilbud - og så hamstrer jeg lidt til fryseren.

Når rejerne er tøet op, presser jeg dem forsigtigt i køkkenpapir, så den overskydende væde suges op. Ellers bliver dressingen udvandet og slutresultatet sjappet. Jeg havde fundet pikantost og kapers frem til dressingen, men fortrød - og brugte i stedet en færdig købt Thousand Island fra Änglemark. Det skulle bare være nemt. Hug en hæl, klip en tå - make it work! 

Til den håndholdte kreation, skal der bruges: rejer, dressing, friskkværnet sort peber, hjertesalat og avocado + citron, cherrytomat og karse, til pynt. Og så er der brødet.... 

Jeg er fuldstændig pjattet med de her vildt bløde brioche pretzel buns (fundet i Spar). Har brugt dem til store amerikanske hotdogs med sauerkraut og sennep, flere gange. De var det oplagte valg, til formålet.

Og så smækkede jeg denne prototype sammen - spiste den med velbehag - kiggede på billederne....og fik tics. Jeg sendte dette billede til Anne Med Brillerne, som straks svarede: "Orv, kunne din OCD godt med den?". Og nej det kunne den på ingen måde. Forstå mig ret: den ser jo superlækker og indbydende ud - men kompositionen er falsk og usymmetrisk. Det var simpelthen ikke andet for, end at drage over i den lokale efter nye forsyninger og lave version 2 - som den skulle se ud, efter min hjerne.

Brødet er forskåret, så det skal blot lunes og åbnes. Smør med et tyndt lag Thousand Island og kom lidt snittet hjertesalat i bunden. Skær en avocado i tynde skiver og beklæd BEGGE sider. Vend en god håndfuld rejer, i en smule dressing og kom dem på toppen. 

Kværn rigeligt sort peber over. Rejer elsker peber. 

Pynt af med lidt citron, tomat og karse.

Og så er den håndholdte rejecocktail klar til at servere.

Dryp et par dråber citronsaft på - og nyd f.eks den alternative rejemad med et godt glas hvidvin. Rejerne kan erstattes af krebsehaler eller jomfruhummer. Og ja, hvis det skal gå ekstra stærkt - så brug en færdig rejesalat og pynt med lidt ekstra rejer. 

Er du ikke til brød? Så drop det og gå low-carb i stedet. Så bliver det bare en rejecocktail med avocado. Jeg deler min udgave af den, på et senere tidspunkt. 

Hvis kræfterne holder til det, kommer der mere påskemad. Har lavet både en pimpet tunmousse, en svulstig lammeburger og en yndig kage klar....og har en masse nye opskrifter, klar til test, i løbet af påsken. Det bliver helbredet, der dikterer, hvor meget af det der kan realiseres. 

God påske, til dig der kommer her forbi...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...