I går aftes skulle vi bare ha´ noget nem mad. Jeg havde jo fået en kæmpe frokost, så det var ikke fordi jeg var super motiveret for at lave noget særligt. Så det blev til...øh..øh.. ja, hvad skal jeg kalde det? Bagt æggekage med feta, rodfrugtegratin med pølsetern eller bundløs grøntsagstærte? Alle 3 navne passer lige godt, så det bliver vis til bundløs rodfrugttærte med feta og pølsetern!
Så fik jeg endelig indviet 'Big White', det er godt nok hurtigt jeg kan få revet og snittet nogle grøntsager. 
Den har fået plads på det lille køleskab, så behøver jeg ikke flytte den når den skal i brug. Desværre manglede 'nedstopperen' til foodprocessoren, så jeg har måtte bestille en ny på nettet. Heldigvis kunne den fåes for godt 40 kr og kommer allerede med posten i næste uge. Jeg brugte i stedet et sammenrullet viskestykke til at presse grøntsagerne ned med og det gik nogenlunde.
Jeg rev 2 gulerødder, 2 store pastinakker og skivede 2 porrer. Grøntsagerne blev svitset i lidt olie og afkølet. 4 cm spegepølse blev skåret i tern og stegt på en pande, afdryppede på køkkenrulle. Det hele blev lagt i et fad og blandet med en bøtte afdryppet feta.
Æggemassen blev pisket sammen af 8 æg, 3 dl tykmælk, salt og peber. Massen blev hældt i fadet og det hele blev dækket af revet ost. Fadet kom derefter i en 160° C ovn på varmluft i ca 40 min.
Den blev let og luftig i midten, sprød og gylden på toppen. Vi fik en hurtig salat af agurk og spæde blade til. Det var bestemt ikke nogen dårlig måde at tømme ugens kasser på.