Viser opslag med etiketten Peberkagehus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peberkagehus. Vis alle opslag

fredag den 29. november 2019

Peberkagehus til Memphis Roadhouse 2019...

Igen i år, for 7. år i træk, leverer Anne og jeg et peberkagehus...eller rettere, en peberkagekreation, til Memphis Roadhouse. 

I år er vi kravlet i højden, for første gang. Det er et svine-bordel, drevet af 2 dragqueens og deres fashionista-veninde. Jow jow...

Vi kan lige så godt være ærlige og indrømme, at vi har fået hjælp. Vi har købt os til en underliggende konstruktion, som vi så har beklædt med peberkage og gøgl.
Det fine træhus, fandt Anne i Billig Blomst for 300 kr - det købte vi straks og tryllede om til et eventyrslot....eller noget. Der er lagt lidt rød cellofan ind i nogle af rummene, for at give det rette røde bordel-lys.

Og nej, vi lavede ikke engang dejen selv - men brugte 2 færdige pakker fra IKEA. Vi har jo begge vores udfordringer at slås med, så vi valgte en gylden(bagt) middelvej, som vi begge kunne acceptere. Det viste sig dog at være en skidt beslutning. For dejen, og de færdige peberkager, smagte rigtig fint - den kunne bare ikke bages hård nok. Så lad mig hermed bringe en advarsel og en anbefaling:  brug ikke IKEAs dej til andet end småkager der skal spises.

Men hvad skal man så bygge sine peberkagehuse af, tænker du måske.

Svaret er simpelt: du skal bruge den her fantastiske dej. Og du må gerne skrue op for krydderierne. Og skal du bygge huse, så drop natron. Du finder opskriften på dejen ➤ lige her.

Anne udrullede og bagte en masse figurer, som vi pyntede i fællesskab.

Vi har med årene udviklet mange nye teknikker. I år blev det et hit, med 3 forskellige 'patroner' med RI (Royal Icing) i samme sprøjtepose. Her er det grøn, blå og lilla - drysset med glimmer og tilført guldkugler + pastel-stjerner. Juletræer på steroider! 

Da alle de bagte dele, var blevet monteret, slog jeg min kreative horror vacui til - under mottoet 'let's bedazzle this castle'. Og i løbet af nogle timer, blev alle små tomrum fyldt ud....og min arm totalt smadret.

1,5 kg flormelis blev rørt til RI - og så brugte vi en kæmpe pose blandet slik, kugler og glimmer. Det er som sagt et svine-bordel. Det er drevet af Griselda og Baconette (Tv), samt Porkatella Versace (Th) - og alle svinene sidder til udstilling på tagene. i deres fineste lingeri. 

Ja, det er lidt 'out there', men det er jo til en amerikansk restaurant, som serverer en masse svin. Så det går an. Vores øvrige kreationer, har også været lidt alternative:  

Det allerførste år, lavede vi et outhouse - og den ide genbrugte vi sidste år, dog i noget mere kulørt udgave.

I de mellemliggende år, har vi afleveret følgende kreationer: en lille landsby, et temmelig alternativt krybbespil (med Kapser, Jesper og Møgtatar) og julemandens kane, trukket af flyvende grise. Det år jeg var ekstra syg, lavede Anne selv en stor lade, som jeg desværre ikke har et billede af.

Vi var nede og aflevere kreationen i tirsdag - til en begejstret Chris. Og det vakte stor jubel, i går, til Thanksgiving. Kig forbi restauranten, hvor den kan ses med egne øjne, helt frem til nytår.

Jeg drømmer virkelig om at lave et lillebitte hus til mig selv. Uden bolchevinduer og med bare en smule pynt. Men kræfterne er vist ikke til det. Men jeg har alligevel lidt juleplaner, for der SKAL bages Madam Mangors Vaniljestjerner og bare en lille smule peberkage. Og man kan da vist med rimelighed påstå, at jeg har allerede har fået afløb for min pyntesyge i år...

Skal du lavet et peberkagehus i år?

fredag den 20. december 2013

Lakridspeberkage...

Julen er en tid for både tradition og fornyelse. Jeg knuselsker peberkager og har jo den perfekte opskrift - men i år fik jeg alligevel lyst til at pille lidt ved den. For jeg elsker nemlig også lakrids.

Så det blev til en ny opskrift på lakridspeberkage - og en hær af små mænd til at tjene Lakridskongen.

Jeg tog udgangspunkt i den almindelige peberkagedej og ændrede smagsprofilen. Den mørke sirup blev erstattet af sød lakridssirup og kanelen af fint lakridspulver. Jeg valgte også kardemommen fra, men beholdt de resterende krydderier som alle spiller fint med lakrids.

100 g sød lakridssirup
75 g brun farin
60 g SMØR
½ tsk st. sort peber
½ tsk st. ingefær
½ tsk st. allehånde
½ tsk st. nellike
1 spsk fint lakridspulver
1 tsk natron
½ sammenpisket æg
250 g mel

Smelt lakridssirup, farin og SMØR sammen ved jævn varme. Tag gryden af varmen og rør krydderier + natron i. Lad massen køle lidt og rør derefter æg + mel i til det er en glat dej. Dejen lægges på køl i mindst 4 timer før den rulles ud og bages.

Den er meget mørk og dufter pragtfuldt. Og heldigvis var den lige så nem at arbejde med som den anden.

Så på ingen tid var peberkagehæren klar til at komme i ovnen. De små mænd fik 7 minutter på 180°C og fik lov til at køle ned på risten bagefter.

Efter bagning er de små soldater kun ganske lidt mørkere end alm peberkager - men duften....åh, duften....

Jeg pyntede et par stykker med små knapper af glasur og smagte på dem. Det fungerede ikke helt, så det blev valgt fra til fordel for denne sorte dekorationspen. 

Det blev enkelt og pænt - og jeg syntes det sorte signalerer lakrids på bedste vis.

Lakrids er jo som bekendt det nye sort - it's funny cos it's true! Er der efterhånden et produkt som ikke er forsøgt i en lakridsvariant? Lars Dahlager skriver på Listen: "Så kan man få 45+ -danbo med lakridssmag fra Emdrup Andelsmejeri i Netto. Venner, det eneste, lakrids smager godt i, er lakrids". Jeg må sige at jeg også trækker grænsen ved ost - men derudover er min lakridsiver langt fra peaket endnu. Det handler om at dossere det rigtigt, bruge det som krydderi og tænke det ind i de rette sammenhænge. Og i de her peberkager giver det både mening - og en helt fortryllende smag. 

Skal du prøve?


torsdag den 19. december 2013

Peberkagelanterne 2013...

Årets peberkagekreation blev ikke det sædvanelige hus - men 3 forskellige ting: en slags lanterne, en vinkel og et lillebitte hus. Der skulle simpelthen ske noget nyt efter at ha' bygget hus efter den samme skabelon i 4 år. Lanternen skulle erstatte en juledekoration og fungere som lyskilde - og det formål opfylder den helt fantastisk.

Den færdige lanterne. Bygget af 4 gavle fra den sædvanlige skabelon + nogle dele opfundet til lejligheden.

Og sådan ser den ud med lys i. Det er er batteridrevet bloklys den er sænket ned over. Praktisk og sikkert.

Tilblivelsen af lanterne viste sig dog at starte som et sandt mareridt. Dejen blev lavet allerede sidst i november, da jeg troede der var kræfter til at lave det der. Men mine dumme arme har drillet meget, så det var først i onsdags jeg kunne få overskud til at rulle ud. I mellemtiden var dejen (se opskriften lige her) blevet tør, smuldrende og meget usamarbejdsvillig. Det var næsten umuligt at få den æltet igennem og rullet ud - og det kan ses på det færdige resultat. Jeg måtte messe "det behøver ikke være perfekt for at kunne bruges" igen og igen.

I år skulle der virkelig gives gas med bolchevinduerne. Jeg fik jo et bolchevindue-sponsorat af Støvring sidste år og skulle derfor ikke på jagt efter de eftertragtede 'rigtige' klare bolcher først. Ih, og så havde jeg fået 2 slikkepinde af Anne så der også kunne komme lidt blåt i mine mosaikvinduer.

Bolcherne knuses nemmest i poser med en kødhammer. 

Og lægges i de halvbagte kagedele. Her er det delene til det lille hus (60% af den alm størrelse skabelon)

Planen var at lave en lanterne med 6 sider. Men jeg kunne ærlig talt ikke magte at få den samlet og få designet toppen - så den plan blev skrottet.

I stedet lavede jeg nogle løsdele som kunne bruges til en lanterne med 4 sider + en ekstra til de sidste 2 gavle.

Og så blev alle delene lagt til afkøling - og jeg fik et velfortjent hvil. Mine arme var helt færdige efter den omgang. Sidst på aftenen fik jeg dog snøvlet mig sammen til at lave en portion Royal Icing (RI) og få samlet de store dele. 

Først valgte jeg de 4 mest lige gavle ud. De blev sat sammen til en 4-sidet konstruktion.

De 2 resterende gavle blev sat sammen til en vinkel. Og så fik det hele lov til at tørre natten over. 

Torsdag fik vinklen så sin 3. del sat på med rigeligt RI.

 Og lanternen fik tag på. Og så skulle der 'bare' pyntes.

Vinklen først. Alt blev kantet med små stjerner af RI og tilsidst blev der sat lidt snefnug af sukker på.

Bagsiden. Det blev til en meget vid vinkel. 

Den færdige vinkel bor nu på min gallerihylde i stuen, med et lille elektrisk lys bagved. Hvis man ikke har mod på at gå i gang med et kæmpe projekt kan jeg virkelig anbefale at lave sådan en. Den er nemmere at ha' med at gøre og den er jo super hyggelig at ha' stående.

Pyntningen af lanternen trak tænder ud - mine arme og hænder var virkelig ved at være helt smadrede. Men jeg ville så gerne være færdig. Det blev ikke så omhyggeligt, men pyt...

Konstruktionen gav nogle fine små kikhuller. 

Og jeg syntes den fungerer rigtig godt med lys i. Næste år skal jeg altså prøve kræfter med noget 6-kantet. Basta!

Det lille hus blev også pyntet færdigt og sendt af sted. Det var nemlig til min kære veninde Helle. Håber hun får glæde af det her i juledagene, det er jo lidt sent det blev færdigt.

Men der blev jo ikke nogle peberkager bagt til at spise, alt dejen gik til byggematerialer. Well, jeg så ingen anden fornuftig løsning end at lave noget mere dej. Det blev til ½ portion + ½ portion af en ny fræk sag:

Peber, nelliker, ingefær, allehånde og lakrids - er spændt på hvordan den dej arter sig. Mere om det senere.

Skal du lave peberkager i år?


onsdag den 27. november 2013

Et Outhouse til et Roadhouse...

I forrige weekend var jeg inviteret op til Anne for at være 'tekniske vejleder' på hendes peberkagehusprojekt. Hun skulle nemlig bage et hus til Memphis Roadhouse. Ikke et hvilket som helst hus - men et outhouse.  

Det færdige resultat blev et autentisk sydstats udhus. Og ja, du ser rigtigt - der ligger en lille gave under brættet.

Anne lavede dejen efter min opskrift. Hun havde på forhånd lavet en fin skabelon. Alle delene blev bagt og kølet af.

Derefter blev huset samlet med Roal Icing. 

Jeg fik også lov til at deltage lidt i pyntningen - som Anne her har dokumenteret. Dimsen over døren og glasuren rundt om halvmånen på døren - og ellers bidrog jeg kun med (velmenende) gode råd og varm luft. *Host* nogen vil nok mene at det er en og samme ting. 

Huset blev sat fast på et træskærebræt, smurt med icing. Og det blev pyntet efter alle kunstens regler.

 Der blev pyntet med saltkringler, chokolade og slik.

Det var voldsomt provokerende for min OCD at overvære pyntningen. Jeg er jo selv meget pertentlig og systematiseret når jeg pynter. Og netop derfor syntes Anne at det ville være en god øvelse for mig at overvære det. Hun gjorde meget ud at at lave pynten så tilfældig som mulig. 

Min hjerne var virkelig på overarbejde - og sørme om det ikke lykkedes mig at se et lille mønster i taget. De 2 hjørner er modsatte = lidt orden i kaos. Ahhhhhh, det lettede.

Chris blev SÅ glad for sit outhouse.

Og nu står det på Memphis Roadhouse og pynter her op til jul.

Og nu vi taler om pynt. Da jeg jo ikke måtte være ret meget med til at pynte huset - så måtte jeg pynte mig selv.

Først gik jeg i den Store Kasse Med Julepynt. Anne er julegal og har en del.

Saltkringle-kat?

Der er helt sikkert gået en god Disney skurk tabt i mig......

Jamen, fik vi slet ikke noget at spise hele den weekend? Jo da - og det kommer her:

Da jeg arriverede ved frokosttid blev jeg trakteret med grøntsagstærte og et kyllingebryst fyldt med provolone og omviklet med røget skinke. Uhm.

Og bagefter fik jeg en kop af den her. Wow, den var sød. Tror det var min sukkerrus der satte gang i pyntesygen.

Til aftensmad havde Anne lavet en kæmpe nakkefilet til Pulled Pork. Jeg fik det ærefulde hverv at gøre aftensmaden klar. Så først blev grisen trukket, skyen kogt ind og dryppet over.

I stedet for en traditionel coleslaw lavede jeg en rigtig festlig variant. Fintsnittet rå rosenkål med rødløg, syltet græskar, appelsinfileter, granatæblekerner og valnødder + marinade af olie, æblecidereddike og fuldkornssennep.

I stedet for brød blev hele herligheden rullet ind i et blad spidskål.

Godt med knas og friskhed til den smørmøre gris.

Om mandagen da vi var nede med huset, skulle vi jo også lige ha' en bid mad. Anne fik det nye mandagstilbud Fish Fry. 2 lækre sprødstegte rødspætter - den ene med smeltet SMØR og kapers, den anden med tatarsauce. Der var rustikke pommes og mere tatarsauce til.

Selv gik jeg om bord i en rack ribs med pickle pot og coleslaw til. De ben er simpelthen i verdensklasse!

Det var bare en totale dejlig weekend. Godt selskab, god mad og et hyggeligt projekt. Jeg håber det bliver en årlig tradition. 


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...