Viser opslag med etiketten Sauce. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sauce. Vis alle opslag

tirsdag den 18. juli 2017

Kold nudel-salat med peanutbutterdressing og rejer...

På den her årstid er jeg vild med kolde måltidssalater. Her får du en festlig en af slagsen, med masser af smag, farve og knas - som svirper behageligt på tungen og mætter uden at tynge.

Nudler, sprøde grøntsager, spicy peanutbutterdressing, søde rejer, knasende peanuts og djævlens røvskæg koriander - et festfyrværkeri af smag og tekstur.

Dressingen først. Jeg har lavet en del opskrifter på den før - f.eks den her. Den kaldes ofte enten sataysauce eller peanutsauce - og kan serveres kold, varm eller lun. 


Denne gang blev den lavet kold og på slump. Jeg lavede dog rigeligt, da den sagtens kan fryses.

Jeg skriver det der ca kom i:

2 dl grov peanutbutter
1½ dl sød chilisauce
1 dl soya
2 fed revet hvidløg
1 spsk fiskesauce
Saft fra 2 limefrugter
Sriracha efter smag

Rør det hele sammen og smag til. Den skal være både sød, sur, salt og stærk. Pas på med doseringen af det stærke fra start - husk der altid kan tilsættes mere, men ikke tages fra.

Det var oprindelig tænkt at det skulle være en nem restesalat, med convenience-grønt, for at spare de arme arme. Men sådan gik det desværre ikke. Jeg stod klar med en tallerken kolde Udon-nudler (se hvorfor nederst i indlægget) fra dagen før, store labre rejer fra frost, frisk koriander, peanutbutterdressingen, peanuts - og en bakke snittet grønt fra Menys køledisk.

Det var en 'Årets Coleslaw' fra Flensted, bestående af: forskellige slags kål, gulerødder, forårsløg og persille. 

Det så både sprødt og lækkert ud. Jeg sneg mig til at spise lidt af det, inden jeg blandede det sammen med nudlerne - og det var mit held. Føj, det smagte jordet, muggent og hengemt. Det røg direkte i skraldespanden. Der var hele 3 dage til sidste anvendelsesdag - og jeg skulle været cyklet ind i Meny og ha' krævet mine 27 kr retur. Men det var det ikke kræfter til og jeg var ved at være godt sulten. 


Så det blev en hurtig cykeltur i den lokale biks i stedet for.


Spidskål, peberfrugter, gulerødder og forårsløg...bum! 

Hip hurra for mandolinen! På ingen tid og med et minimum af kræfter, fik jeg snittet en tallerkenfuld blandet grønt. Jeg tog en lille håndfuld fra til pynt.

Den halve potte koriander blev hakket og vendt i resten - brug persille hvis du tilhører den halvdel af befolkningen der afskyr koriander (som forresten heller ikke er for vild med dig!). Jeg sørger altid for at bruge ca sammen mængde grøntsager som kolde nudler.

Nudler og grønt blev vendt sammen med så meget af dressingen som var nødvendigt. Det hele skal coates, men salaten skal ikke være totalt klistret ind. Den skal trække ca 30 minutter på køl - og i den tid vil grøntsagerne væske en smule. Inden servering kan man vurdere om der er væde nok, eller der skal tilsættes en smule ekstra dressing. Jeg frøs resten af dressingen i en bøtte.

Jeg vidste at der også var nok til frokost dagen efter, så jeg tog den portion fra med det samme - og blendede rejerne i resten, efter at ha' pillet et par fra til pynt. Kom altid kun rejer i den portion der skal spises samme dag, de har en utrolig kort holdbarhed når de først er tøet op.

Nudelsalaten blev anrettet i en skål, drysset med 'pyntegrønt' og de sidste rejer.

Lidt ekstra Sriracha, hakkede peanuts og et drys koriander satte prikken over i'et. Og så var det mad. Woop woop, det er altså en salat med knald på!

Og så til grunden til at jeg overhovedet havde kolde Udon-nudler at lave den her salat af. Dagen før havde jeg nemlig kogt en hel pakke til den her 'aftensmad-på-15-minutter':

Nemlig en ny fortolkning over en ret jeg har lært af Iben Kagedåse - og som er en af mine guilty pleasures. Den består oprindeligt af spaghetti, bearnaise (ja, den fra pulverbrevet) og ærter. Her er det dog blevet til en økologisk luksusudgave.

Jeg havde fundet et bæger øko-bearnaise som datovare i Føtex til 8 kr. Det kunne jeg slet ikke lade ligge. Der var kun ganske få ærter tilbage, så jeg supplerede med en god håndfuld edamamebønner. Udon-nudlerne blev kogt i 10 minutter, mens jeg gjorde resten klart.

Brasseriets Økologisk Bearnaise - fra Jensens Køkken. Det er normaltvis ikke et firma jeg støtter, men den her fik en chance tilbage i februar - og er blevet taget til nåde. Saucen indeholder: rapsolie, vand, æggeblomme, eddike, salt, vineddike, estragon, sirup, soja, krydderier, sukker, tamarind, solbærkoncentrat, appelsin, hvidløg, løg og naturlig smøraroma. Den smager...ok. Men den kan nemt pimpes til at smage temmelig labert. Tricket er mere salt, en smule stødt gurkemeje, et godt skud hjemmelavet estragoneddike (eller bearnaiseessens) og masser af frisk finthakket estragon. Jeg fik den her helt op at ringe ved at bruge lakridstagetes aka mexikansk estragon, fra Altanhaven Altancatrez i stedet for. Det er en plante jeg har til test for Growing Home, som forhåbentligt kommer i deres faste sortiment til næste år. 

Da nudlerne blev drænet, tog jeg ca 1 dl af kogevandet fra (de nudler der skulle gemmes, kom i koldt vand til afkøling, inden de blev drænet og sat på køl). Vandet kom retur i gryden og bearnaisen blev pisket ud i den, sammen med de ekstra smagsgivere. De varme nudler, ærter og edamamebønner (jeg tog lidt fra til pynt) kom i saucen og fik lov at varme godt igennem.  

Nudlerne blev øst op i en skål, drysset med de grønne sager og fik et ekstra skud hakket lakridstagetes. Ja tak! 

Mit helbred hænger i laser i disse dage, så det er ikke den store kogekunst der er i spil. Men jeg har da fået noget hjemmelavet tex-mex de sidste par dage - bla en måltidssalat, som kommer her på kanalen inden længe.

God tirsdag til alle der kommer her forbi...


torsdag den 4. maj 2017

Stegt confiteret flæsk med persillesovs...

Stegt flæsk er jo som bekendt danskens nationalret. Det er en ret der virkelig deler vandene - for hvordan skal det laves? I ovnen, på panden eller på grillen? Med eller uden panering? Skal det være knasende sprødt eller kun ha' sprød overflade? Jeg tror alle har hver sit favorit-flæsk (...mit sidder på hofterne...*det lo de meget af det år*) - og her får du opskriften på den ultimative version af stegt flæsk...der først er confiteret i afsmeltet baconfedt og siden stegt gyldent i SMØR. Jeg lover dig at det går lige i den gastronomiske mormortrusse!


"Stegt flæsk med persillesovs kartofler og rødbede, det sku da noget føde man kan forstå og man kan æde" - som Jimi og René sang i 1989. Her er det så en opdateret 2017 udgave med 100% økologiske råvarer og .....

Poppelgris fra Hestbjerg Økologi - som er grise, der har et ekstra højt niveau af dyrevelfærd. De har aldrig set det indvendige af en svinestald, men er født, og opvokset på marker, som er plantet til med poppeltræer. Smågrisene for lov at gå hos soen og die til de er 10 uger (alm økologi 5-7 uger - og konventionelt svinehold blot 3-4 uger). Det giver smågrisene et bedre immunforsvar, som gør at de kræver mindre medicin i deres opvækst. Man kan derfor nemt erklære det for glad gris på den store klinge! 

Lige før påske, var jeg så heldig at falde over et tilbud i Kvickly, med 3 pakker til 100 kr. Det blev til nakkekoteletter, hakkekød og det her flæsk. Så det blev til påskegris i stedet for påskelam...

Det er faktisk mange år siden jeg sidst har lavet rigtig stegt flæsk. Faktisk skal jeg helt tilbage til min læretid på Systematic, hvor det af og til var på menuen. Og der blev det stegt meget sprødt i ovnen - noget ganske andet end det jeg var vant til, der hvor jeg kommer fra. For der var det paneret og kun sprødt udenpå (populært kaldet fattigmandskoteletter). Og det var fedt....åh, så fedt. For paneringen tillod ikke noget at flæskets naturlige fedt at smelte af - og paneringen sugede sig gylden og sprød i rigeligt SMØR. Nå ja, og persillesovsen var lavet 50/50 på sødmælk og fløde. Det var sådan et måltid der efterlod en katatonisk i fedtcoma i flere timer efter. Jeg lavede faktisk et indlæg med en opdatering af paneret stegt flæsk, som jeg serverede med en grønkålssalat, i forbindelse med kåringen af danskernes nationalret.

Jeg kan lige så godt sige det som det er: det er det flotteste flæsk jeg nogensinde har set. 

Flæsket blev puttet i en pose og fik et par dask med en kødhammer. Og så skulle det steges.....men hvordan?

Jeg er jo opvokset med flæsk, som var blødt i midten og havde sprød panering - og havde lært at lave stegt flæsk, ekstra sprødt, i ovnen. Sprødstegt flæsk er lækkert - men mine dumme fibro-kæber kan ikke holde til at tygge det, så jeg får ondt i både tænder og kæber. Så jeg tænkte at det bare skulle steges på en pande som det var. Men SÅ fik jeg en crazy ide: hvad med at confitere det inden stegningen? Det ville jo efterlade det blødt og lækkert inderst - og tilpas gyldent og sprødt på ydersiden. Men hvad skulle det confiteres i? SMØR? Olie? Svinefedt?....hov, vent nu lige....det skulle da være i baconfedt!  

Jeg gik sporenstregs hen til køleskabet og hævede alt opsparede baconfedt i min fedtbank (har som regel både ande-, gåse- og baconfedt på lager). Der var ca 4 dl - opsparet over det sidste halve år. Det smeltede jeg ved jævn varme.

Planen var at brune flæsket let af, inden det skulle i baconfedtet - men det glemte jeg (flot fibrohjerne!). Flæsket kom derfor direkte ned i det lune fedt - hvor det fik lov at hygge sig ca 30 minutter ved svag varme.

Det blev ikke ligefrem appetitligt at se på efter den behandling....knække mode-beige klæder ingen.......ingen! 

Godt det skulle på panden igen. Jeg hældte det brugte baconfedt igennem en fintmasket sigte og stillede det retur på køl (så kunne jeg fjerne den stivnede stegesky nederst, når det havde sat sig. Panden blev tørret af - og varmet op igen, men en god klat SMØR og lidt baconfedt. Flæsket blev vendt flittigt, mens det langsomt blev gyldent. Samtidig startede jeg sovsen og tilbehøret op. Kartoflerne havde jeg været så snu at skrælle om formiddagen og sætte på køl, så de var lige til at sætte over.

Jeg var løbet tør for syltede rødbeder, både de hjemmelavede og de sædvanlige fra Oles Gård (og der var laaaaangt ind i Landmad efter et nyt glas), men havde været heldig at finde det her glas fra Beauvais som dato-vare i Fakta. De er ok, omend en smule kønsløse, når man er vant til nogen med noget mere spark i - men de er øko og købt i Stop Spild Af Mads navn, så jeg var fint tilfreds.

Og så til persillesovsen...

Kruspersille vs bladbladet persille: jeg kan lide begge dele og foretrækker en kombination. Her havde jeg dog kun kunne få den krusede variant, så jeg købte 2 små potter af den. Hellere for meget end for lidt. Med piskeriset monteret på min stavblender, gik jeg derefter i gang med at lave en bechamelsovs af: 

30 g SMØR
2 spsk mel
3 dl mælk
1 dl fløde
Urtesalt
Citronsaft
Hakket persille

Lav en opbagt sovs, ved at smelte fedtstoffet i en kasserolle, uden at det bruner. Tilsæt melet og lad det suge fedtet til sig. Tilsæt derefter væsken, lidt af gangen, under konstant omrøring. Når sovsen har den ønskede konsistens (tynd = sauce - tyk = sovs), koges den godt igennem, smages til med urtesalt og et lille squeeze citron. Den færdige sovs tæppebombes med store mængder hakket persille, lige inden den skal på bordet.

Sovsen var klar, kartoflerne kogte og rødbederne afdryppede. Så manglede der kun det labre flæsk. 

Gyldent og knasende - uden at være hårdt. Det er enhver flæsketars våde drøm!

Og så var der sgu stegt flæsk med hele udtrækket. Man kunne strengt taget godt servere dampede grønne bønner eller blomkål til, for at lette lidt på måltidets samlede fedtenergiprocent, men det magtede jeg ikke at tænke på....havde kun øje for det der gyldne flæsk....som jeg skulle sætte tænderne i få minutter senere.....og ikke dele med nogen... 

Stegt flæsk med persillesovs, er en udfordrende ret at få til at se godt ud på en tallerken. Jeg forsøgte mig med 2 forskellige anretninger og kunne simpelthen ikke bestemme mig for hvilken jeg bedst kunne lide - så nu kommer de begge på:

Først en hvid tallerken med uglaseret fane (Eva Solo). 

Og dernæst en sort tallerken med hvid kant (Salt).

Endelig spisetid - og jeg nød hver en bid. Jeg gemte 3 stykker flæsk og nogle af kartoflerne til dagen efter, hvor det sammen med lidt godt rugbrød, udgjorde en herlig frokost.

De 2 øvrige pakker gris, blev brugt i løbet af påsken. Nakkekoteletterne stegte jeg og serverede med en lun salat til - og det hakkede kød, blev til et mash-up mellem 2 gamle klassikere: boller i selleri og frikassé. Den opskrift rammer bloggen når den engang er klar.


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg pakke min kuffert færdig og drage mod København. Jeg skal på forlænget weekend, med indlagt søsterboble - og glæder mig SÅ meget. I aften skal jeg hygge sammen med de dejlige damer Sabrine (With love and sugar) og Nada (La Cucina Nada) - og vi skal spise på Guldkroen. I morgen skal jeg så hjem og kramme min søster og mine små niecer, så meget de arme arme kan holde til. Jeg skal hjem igen mandag, men jeg får 3 overnatninger, men tilhørende morgenputning med dem #WIN!

Den egentlige grund til turen, er Cooking for a Cause, som holder pop-op restaurant i samarbejde med Rebel Food, i  KGTs gamle haller i Valby på lørdag. Hele overskuddet går til Trampolinhuset - og vil kunne dække udgifterne til de 10.000 portioner mad, de årligt serverer til deres fællesspisninger. Der var udbudt 100 billetter - og de er alle blevet solgt. 

Det arrangement skal søsterboblen til. Det bliver lidt mærkeligt for os at komme tilbage dertil, for det er et sted vi begge er kommet meget som børn. Vores nu afdøde far, Knud Pagh, var nemlig markeringsdirektør for grønttorvet i en lang årrække - og havde os af og til med på arbejde. Det er ham vi begge har arvet vores utøjlede madglæde fra. Vi glæder os - for det er længe siden vi har været ude sammen og give den lidt gas. Og menuen ser edderhakme god ud:

Screenshot fra Trampolinhuset

Hele 4 madbloggere, som jeg kender, deltager som kokke: Jakob (Gourmensch), Karl Ejner (Raavare), Thomas (Madet Mere) og Rasmus (Feinschmeckeren). De sidste 4 ser jeg frem til at lære at kende på lørdag.

*Vinke vinke* vi ses i næste uge.....  

onsdag den 22. februar 2017

Bøf, bearnaise og bacon-toast...

*Vinke vinke* Kan du huske mig? Den ene dag har taget den anden og helbredet har hængt i laser, så der har ikke været det store overskud til hverken at lave mad eller at blogge om det - og så har jeg holdt 'killingebarsel' (læs mere om det nederst i indlægget). Men NU ser det ud til at batterierne er ladet lidt op, så det vil jeg straks benytte mig af. I sidste weekend besluttede jeg mig for at forkæle mig selv og købte ind til det her:

Rib-eye med sveller, bearnaise og alibigrønt - og rødvin til. Bloggen fyldte nemlig 8 år sidst i januar - og det glemte jeg helt at fejre. Det måtte der gøres noget ved...

Jeg gik forsigtig hen til stedets jockey - og bad om noget med lidt mindre rock i....æh...jeg mener jeg gik ned til slagteren og bad ham skære 2 moppedrenge til mig. Gider ikke tynde bøffer!

De arme arme kan på ingen måde piske en bearnaise - eller løfte et blenderglas, så den kan laves på den vis. Jeg havde fået et tip om at der nu var kommet en ny færdig økologisk bearnaise på markedet - og den var jeg nødt til at opstøve. Jeg blev først lidt æv, da jeg så at det var Jensens Køkken der stod bag - for de har godt nok forpestet (og undergravet) danskernes evne til at lave ordentlig sauce med deres afskyelige produkter. Nå, men økologien og nysgerrigheden vandt - og jeg hev sådan en bøtte med hjem fra Føtex. 

Saucen indeholder (og hold nu fast!): rapsolie, vand, æggeblomme, eddike, salt, vineddike, estragon, sirup, soja, krydderier, sukker, tamarin, solbærkoncentrat, appelsin, hvidløg, løg og naturlig smøraroma. Flere af ingredienserne fik mig til at tænke WTF - men jeg besluttede mig for at give den en chance.

Det blev også til økologiske sveller og bønner fra frost - og en flaske australsk shiraz.

Her hvor helbredet har drillet, har jeg haft god glæde af frostgrønt - for ellers bliver det nemt til for mange hurtige kulhydrater og alt for få kostfibre. Jeg har f.eks både gule og grønne bønner på lager. Dem tøede jeg op, blandede med noget syltet rød peber og kom en marinade af olivenolie, æblecidereddike og fuldkornssennep i. Og vupti: alibigrønt.

Jeg stegte begge bøffer - men spiste kun den ene. 

Og bearnaisen? Den var faktisk hæderlig - dog gav jeg den lidt mere salt og et skud af min hjemmelavede estragoneddike. Og ja, det er en jeg godt kunne finde på at købe igen.

Dagen efter gad jeg simpelthen ikke lave det helt store. Men da jeg er blevet ret glad for grillede toast, lavet af rugbrød, besluttede jeg mig for at lave dem i en de luxe udgave. 

Der skulle bruges 4 ting: rugbrød, min hjemmelavede bacon-chutney, bøf og ost. 

Den ene skive brød blev smurt med et tyndt lag bacon-chutney og der kom 1½ skive ost på den anden. Der blev lagt skiver af bøf imellem - og så fik de grove toasts en tur i min OptiGrill.

Oh...my....det var de bedste rugbrødstoasts ever! 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der er godt nok sket meget siden jeg sidst skrev her på bloggen. Som før nævnt, er Klidmoster.dk fyldt 8 år - og det er blevet til 1757 indlæg og hele 9.195.756 sidevisninger. Det er vildt!


Og så til noget lidt sørgeligt.

Myren (den grå) fik akut nyresvigt midt i januar og måtte aflives. Hun var den sidste af 'de gamle katte' - så nu er alle de her 3 døde og borte. Trixie Belle (som døde 17 år gammel, i april sidste år) og Iske (som døde 13 år gammel, året før i maj) og Myren (som kun blev 11 år) var jo Max og mine 'børn'. Det er virkelig hårdt at hele vores lille pelsede familie nu er væk. Det er virkelig enden på en æra. 

Men jeg har jo stadig Iskelil (som bliver 2 år lige om snart) - og hun er på de 2 år gået fra at være en del af en flok på 3, til nu at være alene. Det var der kun et at gøre ved. Så da jeg havde sagt et tårevædet farvel til Myren ude på dyrehospitalet, tog jeg direkte ud på en gård lidt uden for byen og hentede en kattekilling - så både Iskelil og jeg straks kunne få selskab.

Mød lille Fonzie. 16 ugers larm og ballade, som er sååååå sød når han sover. Havde fuldkommen glemt hvor meget knald der kan være på en kattekilling.

Men han er dælme en dejlig og hengiven lille sag.


Han holder virkelig øje med hvad jeg laver - og slow blinker igen.

Iskelil hvæsede og spruttede af ham de første par dage - og så tøede hun op. Så nu leger de sammen.

Og slapper af sammen.

Sammen sammen.

Han er meget nærværende og med hele tiden. En lille opportunist med hang til godbidder.

Og både ham og Iskelil er med i køkkenet. Det er simpelthen så dejligt at ha' køkkenkatte igen.

I sidste uge var de begge et smut på dyrehospitalet og blive tjekket i hoved og r**. Fonzie blev desuden kastereret og øremærket. Desværre viste Iskelils blodprøve at hun har problemer med nyrene. Så hun skal nu ha' noget medicin hver dag og på specialdiæt. Det er bøvlet og stresser lidt, for de må endelig ikke spise af hinandens mad. Så de skal retur til den dyre læge i næste måned og ha' indsat en chip - så de kan få madskåle der kun åbner for den rigtige kat. På den måde kan Fonzie kun få killingemad og Iskelil sin nyrediæt. Godt jeg har sat penge af i budgettet til den slags. 

Og nu vil jeg forsøge at bage en tærte, som jeg kan leve af i et par dage. God dag til alle der kommer her forbi.... 




søndag den 20. november 2016

Nyretapper (onglet) med marinerede rosenkål og håndpisket bearnaise...

Det her indlæg har undertitlen "Weekenden hvor Johan og Malou åd (og drak) sig en pukkel til...igen ". Seriøst, når vi ses, får den ikke for lidt. For et par uger siden tilbragte vi en del kulinarisk kvalitetstid sammen - og spiste både ude og hjemme. Og et af de måltider vi kreerede sammen, var det her:

Perfekt stegt (når jeg selv skal sige det) onglet, med dampede marinerede rosenkål og verdens bedste håndpiskede bearnaise. 

Men hvad pokker er der så specielt ved de der nyretapper (onglet på fransk)? Well, det er er utroligt smagfuldt stykke kød. Det kaldes også for 'hanger steak' - det stykke kød, som slagteren lod hænge tilbage til sig selv. Det har nemlig en intens 'kødsmag' og er noget af det lækreste man kan få fat i.

I Salling Super fik vi ca 400 g for godt 84 kr. Det er en temmelig god pris. Det er normalvis et stykke kød der skal deles i 2 (er adskilt af en sene i midten) men det var allerede gjort. Det var derfor klar til et hurtigt kys på en knaldhed pande i SMØR. Det skal virkelig ikke ha' mere end 2-3 minutter på hver side. Og så skal det hvile indpakket mindst lige så længe bagefter.


Sideløbende havde jeg gang i noget rosenkål:

Jeg havde fået fingre i en økologisk stok, som jeg pillede alle de små kålhoveder af. De blev renset og skyllet - og zappet 1½ minut i mikroovnen (kan også sagtens dampes i kogende vand). Derefter fik de selskab af en lillebitte smule SMØR, 1 tsk fuldkornsennep, 2 tsk æblecidereddike - og et godt skud flagesalt + friskkværnet sort peber. 

Johan stod, ene og alene, for bearnaisen - som blev lavet efter hans egen opskrift. Først lavede han en essens (hvor sherryeddiken dog blev erstattet af min hjemmelavede estragoneddike) - og piskede så siden en perfekt og fuldfed sauce.

Aj, men SE lige. Lavet på noget af det bedste SMØR der findes - og økologiske æg fra høns der kun har spist kløvergræs på Topkærgård. Tror sgu det er den bedste bearnaise jeg nogensinde har fået (men sig ikke noget til Johan, det stiger ham bare til hovedet).

Kød, kål og sauce - det gik op i en højere enhed. Jeg fandt en australsk shiraz fra Angie Stone, Barosso Valley, i reolen og satte til. 

Men der var nu ikke alt menuen bød på den aften:

Først havde vi nemlig fået et par happere med laks. Skiver af godt hvedebrød, bagt med surdej, fik en hurtig tur på grillen, inden der blev lagt skiver af Fanø Laks (OMG! Det bedste laks der findes! Har købt en hel side til Kagedåsernes julefrokost på lørdag) på. Jeg toppede med en hurtig tatarsauce (mayo, hakkede kapers, hakkede syltede agurker, fuldkornssennep og lidt revet citronskal) og en kvist bronzefennikel. Vi drak en fed lækker spansk Castillo de Monjardin Chardonnay til (resten af den flaske der var brugt til bearnaiseessensen).  

Og sørme om det ikke også blev til dessert-ish! Johan har ikke nogen sød tand...overhovedet. Han er sattame svær at lokke på kage, is, slik eller andet der bare minder om dessert. Men ost - der kan han være med:

Så desserten blev en 'let' osteanretning, bestående af alm og røget Gou-Dan fra Naturmælk, Havgus fra Arla Unika, L'Ortolan (fransk hvidskimmel) og en totalt laber flødeost, vi havde fundet i Salling. Den var rørt med Cointreau og syltet appelsinskal - og smagte fuldkommen fortryllende. Jeg serverede små fuldkorns riskiks, oliven, røget stikkelsbærkompot og ristede kryddernødder til.

Og hvad pokker serverer man til ost, når man er løbet tør for vin? Hallo, absint selvfølgelig. Jeg har været så heldig at få denne fine absint-fontæne af Chris fra Memphis Roadhouse, men har ikke haft så mange muligheder for at bruge den. Den blev fyldt med isvand og så inviterede vi Den Grønne Fe til ost.

Det var virkelig en pragtfuld middag - på flere måder. Det at kunne lave mad og spise sammen, på den måde, er vildt fedt. Og det er en virkelig god udfordring for mig - for jeg er godt nok ikke god til at samarbejde i et køkken. Rygterne vil vide at jeg er en strid banan. Det er my way, or the highway (tag 'pedant' og gang det med 100). Men Johan er sgu sej at arbejde sammen med. Han er lynhurtig til at læse mig og min bevægelser - og ved nøjagtig hvad hvor han skal gå til hånde, uden at gå i vejen, når han ikke er optaget af sit eget. Bedste køkkenpony ever! 

Det var middagen fredag aften. Men det var blot et måltid ud af mange. For Johan ankom allerede torsdag, efter en konference - og tog først hjem søndag aften. Vil se hvad vi ellers proppede os med?

Det ringede på døren kl ca 17 torsdag. Og der stod han - med en kuffert fuld af overraskelser. Jeg fik en bog om tarteletter i værtindegave (yay!). Jeg var blevet bedt om at bidrage med skrællede kartofler til mos - så jeg havde købt 2 kg bagekartofler og gjort klar. De blev kogt og tryllet til den mest syndige mos nogensinde - med hele 400 g SMØR. Jaha, 2 hele pakker + salt og peber. Ingen mælk eller andet der kunne fortynde. Den himmelske mos blev toppet med hans hjemmelavede goulash og hjemmesyltede banana peppers + ditto syltede agurker. Og sørme om der ikke også var en flaske rødvin til - en himmelsk Q fra Kangarilla Road. Sweet baby Jesus - det er en af de bedste flasker vin jeg har smagt i mange år. Det var fuldfed forkælelse på den store klinge!


Fredag morgen lavede jeg en 'let' morgenmad:

Grilled cheese af surdejsbrød, røget Gou-Dan og fuldkornssennep. Men kun en bette en, for vi skulle ind til byen og spise videre....

Vi satte kursen mod Aarhus Street Food ved Rutebilstationen. 

Vi bænkede os ved ølbaren Ølfred og forsynede os med lidt humle. Johan fik en IPA og jeg en laber julebryg (hvilke øl har fortabt sig i tågerne). Jeg insisterede på at han skulle smage en dampet bao bun fra Super Bao - med smørmør grisebasse, tamarind og kimchi, drysset med hakkede peanuts og five-spice. Han blev heldigvis lige så begejstret som jeg håbede. Det er virkelig en lille lækkerbisken.

Men det var blot forretten. Johan var lidt stresset over alle de muligheder (læs: alt det ham måtte gå glip af) men søgte mod Grilled Cheese (for brød og smeltet ost kan man aldrig få for meget af) og returnerede med en laber kæmpetoast med masser af ost, portobellosvampe, syltede løg og trøffel + sweet potato fries med en tilhørende chilimayo. Selv gik jeg hen til Bánh Mì Bandits og fik deres Bandit Xà Lách salat med BBQ-gris, syltet gulerod & daikon, agurk, rødkål, ingefær-creme, hoisin, peanut-dip, koriander, chili og peanuts. Vi smagte lidt hos hinanden og endte med at blive ganske mætte. 

Planen var derefter at gå op på Aarhus Central Food Market for at købe en Côte du Boeuf hos Guldrummet at tage med hjem til aften. Desværre havde der lige været en gut og rydde disken for de 8 stk der var på lager, så vi måtte nøjes med en lang næse. Vi satte os derfor i Foodi-bar og fik en Jacobsen Christmas Ale - og lagde en ny slagplan. Og sådan gik det til at vi endte i Salling Super og fik en onglet med hjem i stedet.

Og så var der lørdag:

Jeg gik i køkkenet ved 11 tiden og lavede vafler af den fuldfede mos fra torsdag + revet ost - og forfattede samtidig den her opskrift. De blev serveret sammen med tykke skiver bacon fra Hallegaard, en sennepscreme med 6 slags sennep + cremefraiche - og pocherede æg, som jeg lokkede en søvndrukken Johan til at lave. Nøøøøj, det er en brunch der går over i historien. Æh, og så kom vi til at drikke nogle øl, høre noget musik og snakke helt vildt meget om mad.

Det blev til lidt snacks i løbet af eftermiddagen. Aftensmaden skulle være nem og hurtig at lave, for ingen af os gad ret meget. Da Johan inviterede mig på den totalt vilde tex-mex middag tidlige på året, introducerede ham mig for de bedste tortilla chips jeg nogensinde har smagt. De er meget tynde, sprøde og SÅ gode. Sådan en pose havde jeg liggende - så vi besluttede os for at lave nachos: 

Jaha, der hørte naturligvis kolde Coronas med lime til! Jeg ledte i fryseren efter kylling - men fandt i stedet en pakke confiteret kanin. Ja da, det var perfekt til formålet. Johan fik tjansen med at komme ost på - og tog den meget alvorlig. Det var et veritabelt bjerg af ost.

Nachos med masser af ost, fedtkogt kanin, salsa, cremefraiche, syltede banana peppers og koriander - ja tak!

Og så endte vi lidt i et hegn. Så vidt jeg husker, er det her klar cola og vodka (i mangel på hvid rom).


Søndag formiddag var der derfor brug for stivelse og fedt....igen:

Jeg smækkede derfor nogle af kartoffelmosvaflerne sammen med røget Gou-Dan og sennep - og smed dem i min bordgrill. Det blev nogle tunge og mættende ostetoasts. 

Og så var tiden kommet, hvor Johan skulle til at finde Kolding igen. Men han skulle da ikke rejse hjem på tom mave....vel?

Jeg fulgte ham derfor til toget, så vi lige kunne smutte forbi Aarhus Street Food....igen. Sikke et offer - men jeg spillede tapper *host*. Vi faldt pladask for den kæmpe Street Dog hos American Street Kitchen. Den bestod af en specialfremstillet frankfurter i briochebrød med sennepscreme, BBQ-sauce, bløde løg, syltede agurker og brøndkarse. Vi købte en omgang curly fries med chillimayo til deling. Der var plads til dessert - hvilket vi tolkede ganske forskelligt. Jeg hoppede på et stykke cheesecake med lemoncurd og marengs fra Cheesecaken - og Johan valgte en tartelet med 'høns i asparges' fra Mormors Køkken. Nå ja, og en bette juleøl blev det også til.

Johan hoppede på et sydgående tog og jeg tog en bus tilbage til Grøfthøj. Det var 3 intense dage med flere fedtkalorier og alkoholprocenter end jeg er vandt til. Men hold da kæver hvor var det en SJOV weekend. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har moret mig så kosteligt. Vi er virkelig på gastronomisk bølgelængde - og ingen idé er for skør. Det er ingen nej-hatte eller begrænsninger. Det er sgu svært at skrive uden at trille en bette tåre, men Johan har virkelig vist sig at være en katalysator for mange gode ting. Gode venner og sjælefrænder med fælles interesser er fandme det pureste guld værd!

Nå ja, og 5 dage senere mødtes vi så i Kolding  - og åd, drak og snakkede om mad i 3 dage mere. Men det er en historie til en anden gang... 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...