Viser opslag med etiketten Natur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Natur. Vis alle opslag

onsdag den 22. juni 2016

Give-away: vin fra Banrock Station...

Denne give-away er sponsoreret af Banrock Station.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Redigeret fredag d. 1/7: Vinderne er fundet og kontaktet. 

Tillykke til Tina, Cecilie og Inger ☺

----------------------------------------------------------------------------------------------------------


Det er sommer og så kan man passende tage på skovtur på en smuk plet i Danmark - og drikke kølig vin. 3 af bloggens læsere får nu mulighed for at få en skøn pakke med posten:
2 flasker vin: rosé og moscato, 2 vinglas (af plastik, så de ikke går i stykker på turen), en vinkøler, en vinprop, skænkefolie og en mulepose til at fragte det hele i. 

For at få et lod i udtrækningen skal du lægge en kommentar i mit kommentarfelt, enten her på bloggen eller her på Facebook - og fortælle mig hvad du syntes er det skønneste sted i Danmark. HUSK at oplyse en gyldig emailadresse her på bloggen, ellers er dit lod ugyldigt. 


Jeg trækker de 3 vindere fredag d. 1/7 kl 12. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Formålet med denne give-away er at sætte fokus på Banrock Stations kampagne Beautiful Planet.  

Banrock Station vil gerne se jeres foretrukne naturperler.

I hele juli måned fejrer de nemlig den danske natur med Beautiful Planet-kampagnen og beder danskerne om at vise omverdenen deres bedste billeder af den danske natur.


Danskerne kan deltage i kampagnen ved at uploade billeder af den danske natur til Instagram med hashtagget #BeautifulPlanetDK eller dele billedet på Banrock Stations Facebook-side. Hver uge bliver en heldig deltager udvalgt og modtager en gavekurv med lækre vine fra Banrock Station, samt andet man har brug for til en picnic i den danske natur.

”Vi vil gerne sætte fokus på, at vi i Danmark har en fantastisk og smuk natur. Derfor har vi valgt at sætte udvalgte motiver af det danske land, som fx Møns Klint på vores vinflasker. Men det er ikke kun os der skal vise den danske natur, og derfor opfordrer vi danskerne til at dele deres bedste billeder fra Danmark,” fortæller Flemming Jøns, salgschef for Banrock Station i Danmark. 

Alle, der deltager i konkurrencen, er også med i konkurrencen om hovedpræmien, der består af en privat middag for 8 personer, hvor en kok kommer hjem til vinderen og tilbereder en tre-retters menu baseret på gode danske råvarer, samt Banrock Station-vin ad libitum.

At sætte naturen i centrum er ikke nyt for Banrock Station, der siden grundlæggelsen i 1995 har brugt en del af overskuddet fra salg af deres vine til at støtte miljøprojekter verden over. Første projekt var genopretningen af Banrock Station Wetlands i Australien, der udover at være et fredet vådområde også er hjemsted for druerne, der bliver brugt i Banrock Station vinene. Siden da har de støttet over 130 forskellige projekter. 

Det er ikke første gang, at Banrock Station sætter fokus på den danske natur. Flere gange før har den australske vinproducent nemlig hjulpet både oddere og fugleliv i Danmark.

”I Danmark har vi bl.a. i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening støttet den danske sanglærke, hvor vi har oprettet særlige lærkepletter, der skal hjælpe lærkerne med at finde mad til deres unger og på den måde sikre bestanden i mange år fremover,” fortæller Flemming Jøns og fortsætter:
”Siden genopretningen af Banrock Station Wetlands i 1995 har det været et vigtigt for os at give noget tilbage til naturen. Naturen er grundstenen i vores vine, og vi håber derfor, at vores BeautifulPlanet-kampagne kan sætte fokus på, hvor smuk den danske natur og landområder faktisk er.”


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg må indrømme at jeg ikke har ret mange billeder af naturen i min samling - for mit fokus er mest på det der kan spises. I billedmappen med titlen 'skovture' er der f.eks kun billeder af madpakkerne. Tal om at være ensporet! Men jeg gravet rigtig dybt i arkiverne og fundet nogle af mine få fotograferede favoritsteder frem:

På sanke-tur efter ramsløg i Risskov. 

Cykeltur igennem Høskoven ned til Brabrand Sø for at kigge på køer.

Udsigten fra fugletårnet ved Brabrand Sø.

Solnedgange over Grøfthøj.

Den danske sommer når den viser tænder.

Ballehage i Århus. Smukt kig til skov, hav og by - fra Sculpture By The Sea i 2013.

Udsigten fra Himmelbjerget i Silkeborg. Det er for mig den danske natur i en nøddeskal!

Du kan, som sagt, dele dine billeder på Banrock Stations Facebook-side - eller på Instagram med hashtagget #BeautifulPlanetDK


onsdag den 5. september 2012

Mexikansk natmad med æg og røget ost...

Livet med fibromyalgi kan til tider være en udfordring (også) om natten. Jeg har lige haft en periode med alt for mange vågne timer pga smerter. For et par nætter siden blev jeg pludselig sulten og det affødte denne hybrid-natmad som vel er et sted i grænselandet mellem en taco og en pizza.

En lille varm snack med knald på: chili, spidskommen og røget ost + et æg. Ork, det er jo nøjagtigt som hjemme i Mexico.....blev der sagt!

Jeg havde købt en pakke med små tortillas (16 cm) til at lave quesadillas af og havde nogle tilbage. Dem brugte jeg som 'bund'. For at ha' lidt at smøre på dem lavede jeg en blanding af tomatkoncentrat, ketchup, chilisauce, spidskommen og hvidløgspulver.

Tomatblandingen blev smurt ud på 3 tortillas og ovnen tændt på 180°C.

Derefter fik de et generøst drys revet røget Gou-Dan fra Naturmælk. Bruger man alm ost kan man med fordel drysse med en smule røget paprika.

Grønne syltede jalapeños fra glas blev afdryppede og fordelt på de 2. Til den sidste blev de hakkede og drysset ud over.

Og på den lavede jeg en lille fordybning i midten og slog et æg ud i.

Efter 8 minutter i ovnen var osten smeltet og æggehviden 'sat'.

Og så manglede der bare lige lidt ekstra dråber chilisauce.

Oh la la....det var en virkelig lækker natmad.

De 2 resterende tortillas blev rullet sammen og kørt ind uden problemer. Ikke længe efter fik de følgeskab af 2 stk Dolol og max dosis Panodil. Søvnen lod vente på sig, men kom dog til sidst. Hele 3 timer blev det til. Men sådan er vilkårene og der er ikke andet end at 'go with the flow' og forsøge at sove når kroppen af og til vil være med til det.

Nu vil jeg forsøge at få en rolig nat så jeg kan samle kræfter til i morgen, hvor den står på konferencen Nyt, Nordisk & Naturligt hos Future Food Innovation på det nye Scandic hotel i midtbyen. Det skal nok blive rigtig spændende. Bagefter cykler jeg ud på Tangkrogen og ser hvor langt Food Festival er kommet med opstillingen.

Jeg var også lige forbi her til aften - dog kun udenfor hegnet. Det var bare en test for at se hvor lang tid cykelturen tager: 19 minutter fra jeg lukkede døren til lejligheden til jeg stod her foran indgangen. Men jeg skal nok lægge 7-8 minuttet til pga øget trafik i området.

Der er så smukt derude. Er virkelig spændt på at tilbringe weekenden derude. Måske ses vi?


mandag den 6. august 2012

Himmelsk frokost på Henne Kirkeby Kro...

I lørdags skulle jeg ha' spist fint på Samsø - men efter højskolens krak gik den plan jo i vasken. Karen Helene, som jeg skulle ha' været af sted sammen med, fik dog den fuldstændige geniale idé at vi kunne tage på roadtrip til vestkysten og spise frokost på Henne Kirkeby Kro i stedet for.

Som sagt, så gjort. Jeg blev hentet kl 9:30 - og så blev kursen sat mod vest. Vi ankom til kroen lidt over 12, men rumlende maver og forventningerne helt uden på tøjet. Den smukke gamle kro tog smukt imod. Den del man ser her er aftenrestauranten - frokostrestauranten er i nogle nyrestaurerede lokaler i nabobygningerne.

Frokostrestauranten har et stort glasparti med kik til en stor gårdhave.

Vi blev anvist bord midt i lokalet med udsigt over netop gårdhaven. Og der kommer Jesper Tøt Stjernholm Krabbe trissende. Han brugte tiden fornuftige udedørs i det gode vejr med at se til den kæmpestore køkkenhave.

Både Karen Helene og jeg valgte 2 retter - vi var ikke kørt så langt for mindre.
Frokostmenuen kan ses lige her. Og da der var en bil involveret valgte vi en enkelt glas vin til 2. ret og San Pellegrino for resten (1 L til 50 kr).

Mens vi ventede på den første ret kom der brød og SMØR på bordet. Brødet havde den mest knasende sprøde skorpe man kunne forestille sig. Det var et surdejsbrød bagt på Manitoba. For dem der ikke ved hvad det er kan jeg fortælle at det er mel dyrket i Manitoba-distriktet i Canada. Det specielle klima giver korn med et meget højt proteinindhold, som giver en helt fantastisk bageevne.

Brødet havde en helt perfekt krumme og havde urter fra haven i bunden. Vi måtte virkelig beherske os for ikke at fylde maven med brød. Og det var altså lidt af en udfordring.

For se lige hvad der var til: smukt gult SMØR fra Aabybro mejeri - rørt med sydesalt fra Læsø.

Efter en behagelig ventetid kom den første ret på bordet:


Henne fiskesuppe, rouille og crouton – auktionens fisk fra Hvide Sande (210 kr).

Denne dag bestod fiskefyldet af et stykke perfekt stegt havtaske og et ditto stykke pighvar + en hel hummerklo.

Hummeren var delt i 2 bidder. Sød og god. Suppen var koncentreret og reduceret til perfektion - og lige netop tilpas flødekysset. Urter og fennikel smagte fint igennem. Og ja, det måtte lidt mere brød til at få de sidste dråber med. Sorry, ET - den slog altså jeres.

Med den værste sult af vejen udbad vi os en lille pause. Vi fik snakket om løst og fast, meget om mad og en del om Salone del Gusto/Terra Madre i Torino til Oktober. Jeg skal deltage som delegeret for Slow Food Danmark og glæder mig rigtig meget.


Efter en rum tid blev vi spurgt om der var ved at være plads til næste ret. Og der var der. Først fik vi dog rødvin i glassene:


2008 Merlot, Alexander Valley, Sonoma, Sebastiani. (pr glas 75 kr - pr flaske 510 kr). Det var en rigtig bulderbasse af en rødvin. Moden frugt og masser af tanniner. Den skulle gøre sig godt til den næste ret:

Lagret dansk oksehøjreb, krydret urtesmør & pommes neuf (245 kr). En kæmpe krogmodnet bøf med tomater, broccoli og urter fra haven.

De nyopgravede kartofler var simret møre i en blanding af olie og SMØR - hvilket forvandlede dem til små himmerigsmundfulde.

Der var også lidt ekstra garniture til - en salat af store blade, vendt i en surmælksdressing og Vesterhavsost revet over i en generøs mængde.

Wow, sikke noget kød - hver bid havde saft, kraft og karakter. Det var rent smovs det hele.

Karen Helene måtte levne, for det var en stor portion når man havde fået suppe og (alt for) meget brød først. Well, hvad kan jeg sige - som tilhænger af Stop Spild Af Mad hverken kunne eller ville jeg lade så meget som en enkelt bid af den bøf gå til spilde. Så godt, så godt.

Regningen var jo nem at dele, for vi kunne blot hakke den i 2. Vi måtte begge slippe med 555 kr - hvilket må siges at være mere end rimeligt for den formidable frokost. Stedet tog os begge med storm - maden, stemningen og den udsædvanlige afslappede, uhøjtidelige betjening. Paul Cunningham var på en velfortjent ferie i England efter hans første 3 intense måneder på kroen - men jeg skal love for at resten af teamet tog sig godt af os.


Efter frokosten sagde vi pænt farvel - og på gensyn, inden vi gik en lang tur i haven. Her er der et kik ind i gårdhaven fra en anden vinkel.

Der var virkelig styr på tingene. Prydhaven var velfriseret og der var ren balsam for sjælen at slentre rundt der.

Uh, og køkkenhaven var et kapitel for sig. Jeg tog SÅ mange billeder at jeg overvejer at lave et selvstændigt indlæg om den. Vi fik lov til at smage både nogle af sæsonens sidste jordbær og søde sprøde ærter. Det var inspirerende at se hvordan kroen kan være så godt som selvforsynende ved hjælp af god planlægning. Det er 'fra-jord-til-bord' på den mest beundringsværdige måde. Lige nu ærgrer jeg mig lidt over at jeg ikke forsøgte at sweettalke mig til til lidt krondild til mine syltede agurker - for de havde et helt hegn plantet.

Mætte og glade tog vi afsked med Henne Kirkeby Kro. Nu krydser jeg fingre for at jeg vinder i Lotto eller noget i den retning så jeg kan invitere min kæreste ned på en middag og en overnatning - for jeg vil meget gerne tilbage og se hvad Paul Cunningham kan i aftenrestauranten.

-----------------------------------------------------

Vi besluttede os for at køre den pæne tur hjem, op langs kysten og så tværs over via Ringkøbing.


På vejen kom vi forbi Nymindegab og spottede den her minigolfbane hos Golf Park West. Vi kørte først forbi, men blev hurtigt enige om at vende kareten og tage et spil. Jeg tabte stort, men har sjældent moret mig så godt - og grint så meget. Virkelig kreativ og opfindsom bane.

Efter at ha' fået vejret igen kørte vi videre indtil jeg spottede en hvid klit. Åh, bare at få lov til at se Vesterhavet ville være dejligt.

Og det fik jeg lov til. Det gibbede i mig for at rende ned og hoppe i bølgerne, men på det tidspunkt var der ikke ret mange kræfter tilbage. Det blev til en stund i solen med blæst i håret og sol på kinderne i klitterne i stedet for.

Dessert have vi jo sprunget let og elegant over på Henne Kirkeby Kro - og nu meldte trangen til noget sødt sig. Vi ledte forgæves efter god is i Hvide Sande og kørte i stedet videre til Søndervig hvor vi fandt noget ok, men stadig massefabrikeret is.

På vej ud af Søndervig spottede vi pludselig et skilt der reklamerede for International Sandskulpturfestival - og så måtte vi jo altså gøre endnu et stop, for det skulle vi da bestemt ha' med.

Og det er jeg meget glad for at vi valgte at gøre - det var nemlig meget imponerende. Igen tog jeg en god mængde billeder som bliver til et selvstændigt indlæg på et tidspunkt.

Det var virkelig spændende at gå på opdagelse i alle detaljerne.

Og jeg forelskede mig fuldstændig i de her krokodiller som virkelig var kløgtigt placeret. Det var gode 40 kr giver ud på den oplevelse. Jeg kan virkelig godt lide konceptet med den forgængelige kunst - værkerne er midlertidige indtil elementerne 'tager dem tilbage'. Everything must go.

Vi satte os i bilen, skruede op for Roxi Music og kørte i et stræk tilbage til Århus. Da vi nåede til min parkeringsplads kl 20:25 kravlede jeg op af trappen og gik ud som et lys. Sikke en dag. Det er en dag jeg vil tænke tilbage på med fryd. Men den kostede godt nok alle mine kræfter og lidt til. Jeg har måtte ligge brak siden. Men det var alt balladen værd!


tirsdag den 24. august 2010

Blogtræf på Himmelbjerget...

Så, nu sidder jeg i en lun stillekupe på vej til Sjælland og den ventende Søsterboble. Regnen pisker mod ruderne og landskabet forsvinder hastigt afsted derude. Det var ellers lige før jeg var nødt til at aflyse. Jeg har ikke været så slemt plaget af fibromyalgien længe, som jeg er i disse dage. ALT gør ondt. Det at vaske hår, pakke kuffert og smøre madpakke var næsten uoverskuelige projekter. Men jeg har fundet ud af at jeg har godt af at komme ud og opleve noget. Og det gjorde jeg i søndags.

Himmelbjerget var målet for et blogtræf arrangeret af Vita og Anne. Selv om vejrudsigten ikke så for lovende ud, stod den på picnic og hygge på 'bjerget'. Og den ekstra bonus var: jeg skulle hverken ud og rode rundt i trafikken eller lave madpakke! Familien Gok gokkelok hentede, bragte og fodrede mig med skønneste wraps. Super koncept! Jeg blev bare bedt om at medbringe 'lidt sødt'.

Det blev til lidt kanelsmåkager (mildere end Bastogne og potentiel cheecekagebundskandidater), grønne stenfri druer og en økologisk melon.

Så kunne jeg også få indviet min fine skovturs-kasse fra Rice. Min intention om at bage en kage blev fuldstændig skudt i sænk af fibroen, så jeg greb en nem nødløsning.

Jeg kunne ikke engang piske en pulverdej sammen, så det blev en færdigblandet 'chokoladekage' fra Maizena der røg i vognen.

De her mini marshmallows bruger jeg mest til varm kakao, men de passede helt fint ind her. Halvdelen af dejen blev fordelt i 7 forme, fik lidt marshmallows på og blev dækkede med resten af dejen.
De blev faktisk ret gode. Lette, luftige og med en ret god, ikke for sød chokoladesmag. Erna Marie var i hvert fald begejstret.

Hun er altså bare sådan en sød bette pige. Nem og sjov. Jeg ved at mit ry som børne-, hunde-, jule- og ostehader har trange kår i disse tider. Men jeg er altså stadig ikke glad for hunde og skimmeloste! Der blev grinet, spist og hygget i det forbavsende gode vejr. Det er altid sjovt at møde nogle nye bloggere IRL og snakken gik lystigt på kryds og tværs. Sidst på eftermiddagen dryssede folk hvert til sit igen og vi blev enige om at gentage succesen igen til næste år.

Vita og jeg gik et smut op til tårnet. Vinden var ganske frisk, men jeg ville gerne lige ha' udsigten med hjem på nethinden.

Det er utroligt så meget mine mentale batterier blev ladet op af at gå de 100 m derop. Sikke en udsigt.

Jeg vil ikke sige at jeg savner at bo på Silkeborgkanten, men det var nu ganske rart at være tilbage for en stund.

Og så var der brombær. Jeg har et lidt mærkeligt forhold til vilde brombær. De er smukke og velsmagende, men gør mig også lidt sørgmodig. Min fars kiste var nemlig pyntet med vilde brombærranker, som jeg stirrede på under hele begravelsen. Disse var dog uden for min rækkevidde, så jeg måtte nøjes med at zoome godt ind og kigge længselsfuldt efter dem.
Og dog, for Vita sprang over hegnet og plukkede en lille håndfuld af de eftertragtede bær til mig. Åh, så glad jeg blev. Og så gik det hjemad. Jeg var dog så træt i bilen at jeg næsten ikke kunne følge med i samtalen. Gik også fuldstændig omkuld på sofaen og kom ikke videre den dag.

Jeg tog afsted i regntøj, med paraply og gummistøvler. Men vejret tog sig sammen og hældte solskin ned over os. Naturligvis resulterede det i et fikst 'krabbe-look' i dagene der fulgte. Tsk, tsk - skal lære at ha' solcreme i tasken.

Nu er jeg snart fremme på min destination og skal springe (well, humpe) i favnen på min ventende søster. Vi skal ud og købe en nakkefilet, som skal marineres i den BBQ-sauce jeg har med hjemmefra. For i morgen skal vi nemlig lave pulled pork i Søsterboblen. Oh yes, på grill og alt muligt. Det skal nok blive godt.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...