Viser opslag med etiketten Restemad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Restemad. Vis alle opslag

mandag den 29. april 2019

Ovnbagte pakoras med 2 fyldige salater...

Her kommer endnu en omgang vegetarmad, med smæk på både smag og farve. Menuen er inspireret af Simple Feast, som jeg brygger på et indlæg om (tester dog lige et par ekstra kasse i de kommende uger, for at ha' et større sammenligningsgrundlag først - men det kommer). Der skal nemlig vegetarmad på bordet, både når jeg selv kan lave det og når det er nødvendigt med hjælp udefra - så alle muligheder skal afprøves. Men i denne omgang, havde jeg selv lidt armkræfter at omsætte - og det blev til en ret så mættende middag:  

Ovnbagte pakoras på broccoli, en krydret kartoffelsalat og en salat af stegt grønt, på bønnepuré. 
Kartoffelsalaten først. 

I Plantorama i Egå, fandt jeg små nye økologiske kartofler (ikke danske endnu - er jo ikke millionær). Jeg købte 1½ kg, som skulle ha' været serveret til påskelam i søndags. Morten og Max skulle ha' mødt hinanden - og jeg havde glædet mig til at lave en lækker middag til os alle 3. Men ak, der kom et slemt fibro-flare i vejen, så lamsebamsen røg i fryseren til en anden god gang - og så stod jeg der med en masse kartofler.

What to do? Jeg valgte at sortere alle de mindste fra og koge for sig, som skulle forblive hele - og så koge lidt af de lidt større, som så skulle skæres igennem en enkelt gang.

Da salaten skulle serveres til pakoras, måtte den godt være lidt indisk-ish. Jeg lavede en dressing til kartoflerne af en ordentlig håndfuld bredbladet persille, ½ potte koriander, saften af ½ citron, urtesalt, friskkværnet sort peber, et skud Colombo Curry (koriander, gurkemeje, sennepsfrø, fennikelfrø, bukkehornsfrø, spidskommen, ingefær og sort peber) og 2 store spsk mayonnaise. Det hele blev blendet til en jævn dressing - som blev tilsat 1 stor tsk fuldkornssennep og smagt til med lidt ekstra citron. Den færdige dressing blev vendt med de afkølede kogte kartofler. Kartoflerne fik lov at trække smag på køl i et par timer, før salaten blev gjort færdig, lige inden servering.

Fyldet til kartoffelsalaten var asparges, cherrytomater og babyspinat. De fine asparges blev snittet og overhældt med kogende vand i 30 sekunder, inden de kom i koldt vand - cherrytomaterne blev blot skåret i skiver. ⅔ af spinaten blev lagt i et fad - og fyldet tilsat kartoflerne (gem lidt til pynt), som blev hældt ud over.

Lidt hakket koriander på toppen og så var den klar.

Den næste salat består af 2 elementer: en puré af hvide bønner og en top af lynstegte grøntsager. Jeg indrømmer blankt, at konceptet er tyvstjålet fra Simple Feast. Det er virkelig en smart måde at lave en mættende salat på.

Puréen er her på hvide bønner, men man kan i teorien bruge alle former for bønner og linser. Man kan toppe med råt, stegt, bagt eller grillet grønt - alt efter sæson og temperament. Også en glimrende måde at omsætte rester på. Her lavede jeg toppen af meget groft skåret spidskål, brune champignons og lidt rød peber - som fik et skud varme på en pande, i en smule olivenolie. Puréen blev lavet af en dåse bønner, som blev drænet og skyllet - og blendet *wroom wroom* med en stavblender, tilsat saften fra ½ citron, 2 spsk olivenolie, et skud urtesalt og friskkværnet sort peber. Den blev smagt til med en smule ekstra citron og smurt ud på et fad.

De lune, stegte grøntsager blev fordelt ovenpå - og der blev drysset med lidt persille + en blanding af nigellafrø og sort sesam (en rest fra SF).

Og så til de labre pakoras. Jeg er altså på Team Ovn (eller vaffeljern) når de skal på menuen, da jeg syntes de suger for meget olie på panden. Det plejer mest at være mine pakoras med blomkål jeg laver, men her forsøgte jeg mig med broccoli.

Broccoli, gulerødder, rød og gul peber, rødløg og koriander. Hvor meget af hver grøntsag, er mindre vigtigt - bare der er ca 500 g i alt. 

Broccolien blev delt i små buketter. Her brugte jeg kun floretterne (Yeps, det kaldes broccoliens mørkegrønne buketter - lækkert ord, ikke?) og gemte stokken til en anden dag. Et par gulerødder blev revet groft, peberfrugterne snittet mellemfint og løget ditto.

Denne gang blev dejen lavet helt uden kikærtemel, men på rent linsemel fra Linser for livet. Det er lavet på røde linser og er forarbejdet her i byen. For at gøre det nemt for mig selv, droppede jeg selv at riste krydderier og greb den færdigblandet Garam Masala i krydderiskuffen. Den består af kardemomme, koriander, spidskommen, sort peber, kanel, nellike og muskatnød - og givet et godt krydret spark. Dejen her passer til 500 g grøntsager:

3 dl linsemel
½ tsk bagepulver
1½ spsk Garam Masala
½ spsk gurkemeje
½ potte hakket frisk koriander
En håndfuld bredbredet persille 
Urtesalt
Friskkværnet sort peber 

Blandingen røres til en dej, med 2-3 dl koldt vand. Start med 2 dl og juster med ekstra, hvis det er nødvendigt.

Bland grøntsagerne sammen med dejen. Og så kan den enten bages som her, i rustikke klatter - eller presses ud på bagepapir i ringe. Det er jeg begyndt på, da det giver en flot form. Af den her portion fik jeg 10 store 'bøffer' - som blev bagt ved 250°C i 10 minutter - vendt og bagt yderlige 10 minutter.  

9 flade pakoras, på et fladt pakorafad. Synet er pyntet med koriander.

Og så var der en lækker vegetarmiddag at sætte på bordet.

Grøntsager med grøntsager til og med grøntsager på. Det var en meget mættende omgang og jeg måtte allerede give op efter 1½ pakora. 

Min kæreste var vildt begejstret for de grønne sager - og fik derfor resterne med hjem til dagen efter. Men det var kun resterne af den færdige mad. Der var stadig en del grøntsager tilbage. Jeg gik i Stop Spild Af Mad mode, et par dage efter og sørgede for at få brugt alle resterne - som blev til yderlige 2 salater:

De sidste kartofler blev kogt og pillet. Det sidste broccoli blev snittet i mundrette bidder og dampet ultrakort. 5 gulerødder blev høvlet i spåner med en tyndskræller og den sidste persille blev skyllet.

Kartoffelsalat med dampet broccoli og gul peber - og gulerodssalat med snittet spidskål, rød peber og karse. 

Kartoffelsalaten fik en dressing, blendet sammen af skyr, mayo, spinat, persille, koriander, hvidløg, sennep, citronsaft, urtesalt og friskkværnet sort peber - og fik de sidste tomater på toppen. Gulerodssalaten blev vendt med æblecidereddike, olivenolie og urtesalt - og fik et drys nigellafrø og sort sesam. 

Salaterne blev pakket ned og taget med op kæresten, som så spædede til med en pizza fra Oles Gård, til deling. Endnu et måltid, med mange grøntsager. Vi levnede af pizzaen. Ja, jeg er ligefrem nødt til at gentage det: vi levnede af pizzaen. Det var jeg noget overrasket over (men klager ikke, da jeg elsker kold pizza til morgenmad). 

Og snip snap snude, så er den grøntsagsfortælling ude... og jeg vil ud i det gode vejr. God mandag, til dig der kommer her forbi...

søndag den 3. juni 2018

Ispinde med 2 x passionsfrugt og mørk chokolade...

Så er der endelig kommet gang i mit lille ismejeri igen. Jeg sparker sommerens kollektion af ispinde i gang med denne rigtig frække sag: Double Passion. 

Under chokoladens sprøde knæk (økologisk O´Payo 68% fra Friis-Holm), gemmer det sig hele 2 slags is, nemlig en flødeis og en sorbet - begge med mango og passionsfrugt. 

Isen er resultatet af endnu et dessert-benspænd, som jeg har fået stillet af ham der den temmelig dejlige mand, jeg af og til spiser med. Dealen er at han ønsker sig noget - og så laver jeg det i min version. Det kan enten være en ret eller en ingrediens. Det er indtil nu, blevet til 'citronfromage' (pimpet med citrongelé, citronmelisse, fløde og ægte kandiserende violer), 'grød' (chia-grød med fløde og rom, toppet med ananaskompot med vanilje), 'æbler' (som blev til denne Gl. dags æblekage anno 2018 - i tartelet) og 'koldskål' (duo af kefir-koldskål med rabarber + lime/vanilje, serveret med honningbagt havergrynssknas) - og så nu 'passionsfrugt'.....

Endnu engang måtte jeg sluge noget af en kamel. Jeg kan nemlig ikke udstå passionsfrugt. Tropisk snot med knasende haletudser....jeg gyser bare ved tanken. Well, gyste....for jeg kan allerede røbe at jeg har sluttet fred med dem. Mere om det længere nede.

Nå, men jeg lagde ud med at købe en masse passionsfrugter - som først skulle modne. I mellemtiden tænkte jeg....og brokkede mig på div sociale medier over det totalt urimelige benspænd. Fik heldigvis en del god feedback - og konsensus var at der skulle mørk chokolade til. Men hvordan? 

Jeg tænkte og overvejede - og nuppede endda denne Passions Mojito på Aarhus Street Food, for at øve mig på smagen. Æv. Den var fæl. Kombinationen af en vammelsød passionssirup og de æteriske olier fra mynten, spillede slet ikke. Men den kostede 90 kr, så ned skulle den. Efterhånden som det svandt i glasset og isen smeltede, blev den god mere mundvenlig og læskende. Og jeg kunne godt lide idéen om 'passion' (hot), kombineret med noget koldt. Meget vel: jeg måtte lave noget koldt + chokolade. 


*Ding ding ding* det skulle da være is. Ispinde!

Jeg havde 8 modne passionsfrugter at gøre godt med - og valgte at smide lidt mango i puljen, både for smag og konsistens.

Have mercy....duften var næste for meget. Min dufthukommelse er stærk og jeg blev straks transporteret tilbage til arnestedet for min passions-antipati. Et barndomsminde, jeg godt vil være foruden. Børn, tvang og mad bør ikke kombineres. Nå, men det er uden for comfortzonen at livet virkelig leves ikke? 

Og her var jeg langt ude. Damn, en omgang trope-snot. Og så var det 'bare' at få kørt kernerne fra. De arme arme kunne heldigvis lige akkurat klare opgaven.

De 8 passionsfrugter gav nøjagtig 1½ dl saft. Jeg skrællede og blendede den meget modne mango.

Og så greb jeg ud efter min sædvanlige opskrift på is med kondenseret mælk, efter devisen if it ain't broke, don't fix it. Den har ikke svigtet mig endnu.

1½ dl passionsfrugtjuice (ja, du kan godt bruge købt juice)
200 g moden mango
1 ds kondenseret mælk
2½ dl fløde

Den kondenserede mælk røres sammen med mango og passionsjuice - og tilsættes fløden. Ingen opvarmning, piskning eller hejs. Nemmeste is-formel ever. Iscremen køles helt ned, i køleskabet, inden den køres på ismaskine. Den kan også sagtens laves uden maskine - så skal den blot indfryses i en flad bøtte, med en omrøring ca hver halve time, til den bliver for 'sej' at røre i. 

Mens isen snurrede i maskinen, fik jeg den idé at der skulle være en sorbet inden i også. Så jeg måtte ud efter 3 ekstra passsionsfrugter. 

Det skulle være en syrlig sorbet - som skulle være ret blød i teksturen, for at være spisevenlig sammen med flødeisen. Det kan man heldigvis justere ved at komme en del æggehvide i.


40 g passionsjuice  
20 g mangopuré
30 g æggehvide
30 g rørsukker

Æggehvide og sukker piskes til sejt 'flødebolleskum' og tilsættes de 2 slags frugt.

Jeg valgte at fryse blandingen ned i små chokoladeforme, så de var til at poppe ud og snige ned i isformene. 

Det er virkelig en udfordring at lave is i den her varme - og det skal gå stærkt med at samle. Silikoneformene blev fyldt halvt med flødeis, fik stukket en pind i, fik 2 x sorbet lagt i og fyldt op med mere flødeis. Ispindene fik lov at fryse ind, natten over.

Det blev til 4 store fyldte, 4 små uden fyld og resten af isen i en bøtte.

Chokolade er heller ikke sjovt at arbejde med i varmen. Jeg endte med kun at overtrække 2 (se her hvordan det gøres) og resultatet blev langt fra tilfredsstillende - men fuck det, det er jo smagen det drejer sig om. 

De øvrige ispinde, blev dekoreret med lidt snirkler af smeltet chokolade. Normaltvis ville jeg lade den tø en smule op, for at få et pænere billede, men her er den direkte fra fryseren. 

Jeg skulle hilse og sige at isen fik en fremragende modtagelse og udløste megen ros. Den bliver derfor nu indlemmet i min voksende samling af ispinde. 

Champagnebrus - Ispinde med hindbær og skyr, overtrukket med hvid chokolade - Kæmpe Læske - Chokolade-ispinde med nøddeknas - After Eight ispind - Ispinde med lakrids og hvid chokolade - Ispinde med citronverbena og hvid chokolade - Ispinde med banan, kakao og kokos - Saltede karamel-ispinde med mørk chokolade. (*pssst* alle de røde ord er links)

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Syntes også lige resten af middagen skal med her (for denne gang stod jeg for det hele) - og det øvrige gøgl med passionsfrugt, jeg fik lavet.

Først lidt sprøde snacks og en fetacreme på altanen - til en Passionfruit Collins:

4 cl Malfy gin
4 cl passionsfrugtssirup
4 cl friskpresset citronsaft
Toppet med danskvand 

Forretten bestod af en lille tropisk rejecocktail (laver en rigtig opskrift, på et tidspunkt) med bla hjertesalat, mango, agurk, og koriander - med en vinaigrette på passionsfrugtjuice, passionfrugtsirup, eddike, olivenolie, salt og friskkværnet sort peber.

Hovedretten var grillet flat iron steak med 3 x salat. En 'kartoffelsalat' uden kartofler, men med blomkål, agurk og radiser + en lun salat af grillet squash, rød snackpeber og portobellosvampe i persillemarinade + en fennikel/vandmelonsalat med feta, persille og anis-syltede rødløg.

Ikke alt for tung mad, til en varm aften på altanen. 

Jeg sendte resterne af salaterne med den temmelig dejlige mand hjem, da han skulle ha' en gæst til middag og havde begrænset tid i køkkenet til at forberede. Selv kastede jeg mig ud i at gøgle lidt med nogle af de andre rester.

Resten af vinaigretten fra den lille rejecocktail blev frosset ned i en silikoneform - så jeg kunne lave en salat a'la den her nudelsalat med korianderchutney og mango-sorbet med sriracha.

Salat af shirataki-nudler, snittet grønt, kold flat iron steak, den frosne passions-vinaigrette, sriracha, peanuts og koriander. Vinaigretten smelter lynhurtigt og vendes i salaten, mens man spiser sig igennem den. Pynte-Sisse rullede sig lige vel ud der.....men jeg udlod at sætte foden ned...

Og nu vil jeg smøre mig ind i faktor 30 og køre ned til Brabrand Sø. Arbejder hårdt på at blive Brun Som Sovs i år. Og når jeg kommer hjem, vil jeg ha' sådan en her:


Endnu en Passion Collins. For ja, jeg har set lyset. Passionsfrugt er nu min ven. Skal vist passe på at jeg ikke får en overdosis.

God søndag til alle, der kommer her forbi...



onsdag den 9. maj 2018

Grillet pizza-toast med salami og gedeost...

Har du lyst til pizza, men magter ikke at bakse med rå dej og ovn? - så lav de her lækre grillede toasts i stedet! Fyldet kan varieres i et uendelige og rester kan få nyt liv. Her havde jeg noget gedeost til overs fra en anden kreation, som jeg tog udgangspunkt i. 

Sprøde, knasende toasts med labert fyld. 

De lækre toasts er lavet af filonebrød - men vælg det brød du foretrækker.

Til fyldet: ketchup, salami (Hammel-spegepølse), alm ost, gedeost og basilikum.

Nu bliver det desværre en kende kompliceret. Det er nemlig en virkelig sværttilgængelig og omstændig opskrift, så jeg har tilladt mig at skære fremgangsmåden ud i pap, så alle kan være med - selv dem der ikke er så rutinerede. Er du klar?

Til 2 toasts: smør 4 skiver brød med et tyndt lag ketchup. Læg en passende mængde ost på de 2 af skiverne - og læg 2 skiver salami ovenpå osten. Fordel lidt gedeost på toppen. 

Til dem der ikke er blevet hægtet helt af endnu pga sværhedsgraden, kan vi tage den et skridt videre:   


Friskplukkede basilikumblade - så mange som du lyster. Læg den øverste brødskive på plads og pres toasten lidt sammen.


Smør alle ydersider med et tyndt lag SMØR - og smid dem i en kontaktgrill (de her er lavet i Tefals OptiGrill), toaster eller på en pande. 


Server dem overskårne - med en sprød salat og et godt glas rødvin.

Både brød, gedeost og basilikum var til overs fra denne formidable grilled cheese: 


"The Blue Balsamic" - toast med blåbær, gedeost og balsamico. Opskriften ligger lige her. 


Ja, selv i toast kan man komme frugt.

Og nu vil jeg ud og nyde det gode vejr. God dag til dig der kommer her forbi...


torsdag den 3. maj 2018

Black Magic Kiksekage...

Maj, den søde milde, er ankommet...endelig. Det fejrer jeg med en ny kage. Eller rettere et visuelt mash-up af to kager: den voldsomt populære Black Magic kage (svulstig chokoladekage, toppet med frugt og slik) og min egen bite size kiksekage. Det var meningen at kreationen skulle være med i min kommende kogebog, men jeg har ændret mening, så nu kommer den på her i stedet for.


*Haps haps* en nem, smuk og lækker lille mundfuld.

Idéen til de små kager, opstod en dag jeg ryddede op i en masse rester af forskelligt kagepynt. Det er utroligt hvad jeg har fået slæbt til huse af den slags. Det slog mig at man ville kunne lave en lille kiksekage med masser af sjov topping. Jeg har med vilje ikke lavet en Black Magic, da den er så voldsomt i vælten lige nu (men lur mig om jeg ikke falder til chokoladepatten og gør det alligevel). 

Jeg har bare brugt den oprindelige opskrift på de små kiksekager, med små saltkiks - men brugt en meget bedre chokolade: økologisk O'Payo fra Friis-Holm. Dyrt, men dårende dejligt - og bæredygtigt!

Til ca 20 små kiksekager:

150 g mørk chokolade
200 g kondenseret mælk (½ ds)
20 g SMØR
60 små saltkiks

Jeg repetere lige opbygningen af de små kiksekager - med genbrugsbilleder + tekst (kalder konceptet Stop Spild Af Tid).

Den kondenserede mælk kommes i en dyb tallerken, sammen med SMØR i tern og den hakkede chokolade. Blandingen zappes i mikroovnen i 30 sekunder, omrøres og zappes 10 sekunder igen. Derefter kan det nemt røres til en blank emulsion (blandingen kan også sagtens laves over vandbad eller direkte i en gryde). Jeg er bare doven og vælger den nemmeste løsning. 

De små kiksekager skal samles i mini-muffinforme. Det er nemmest at komme chokolademassen i en engangssprøjtepose uden tyl - og starte med at sprøjte lidt i bunde på hver form. Pres forsigtigt den første kiks ned i massen. Gentag. Pres forsigtigt så chokolademassen fordeler sig jævnt i formen. Kom den sidste kiks i og pres den på plads. Dæk med et sidste lag chokolademasse og brug bagsiden af en lun teske til at dække til med. De originale er toppet med små sprøde kugler af 'chokolade'. 


Men her skulle toppingen være næsten for meget at det gode. 

I Netto havde jeg fundet en pose med blandede sager. Det blev sorteret (OCD-Maren har jo brug for orden i tingene) og skåret i mindre stykker. Rosinerne, som der naturligvis var flest af, blev gemt til et andet formål - og jeg nøjedes med de 2 slags chokoladeovertrukne peanuts, pistacienødder og kokostern.

Jeg fandt også bittesmå flødekarameller, en bøtte med hvide chokoladedråber som var rystet med guldstøv, frysetørrede hindbær (som jeg brækkede i stykker med fingrene), de sprøde kugler fra de oprindelige kiksekager og lidt kulørt krymmel. Jeg vil ikke anbefale at bruge friske bær, som vil væske, men de frysertørrede, som så til gengæld vil trække en smule fugt. 

Det skal gå lidt tjept med at få toppingen på, da chokolademassen sætter sig, relativt hurtigt. 

Top de små kager med så meget gejl som de kan bære. Dæk til med film og lad de små kager stivne på køl i minimum 5 timer (og gerne natten over). Og så er de lige til at kaste sig over.....

Kiksekage a'la Kjelds Tivoli. 

Opbevar de små kager på køl, til de skal spises - og fjern papirsformen, inden servering.

Det er kraftig kost - som med fordel kan serveres i halve stykker. Der er både kulør, knas og velsmag. Og rart med lidt syre fra bærrene, som modspil til det søde og chokoladetunge. Så både skøn af skue - og pragtfuld at sluge. 

Skal du prøve?


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bloggen (og jeg) har fået nogle fine ord med på vejen i dag. Klidmoster.dk er nomineret til en 'Bedste madblog 2018' pris - som jeg nægter at deltage i, da det er det sædvanlige fis med et firma, som tror de kan lukrere på vores læserantal og engagement - og hvor det afgøres ved afstemning, hvem der er 'bedst' (læs: hvem der vil plage deres læsere mest om at stemme på dem). At jeg så blev kontaktet og tilbudt nominering, hvilket jeg ikke svarede på, for blot at blive indstillet og sat til afstemning, uden samtykke, taler vi ikke om. Den slags giver jeg ikke en pind for, da det er SÅ tydeligt at det er et ulækkert reklamestunt. Og 4000 kr til deling mellem de 'heldige' bloggere - som procentvis får den del af kagen, der svarer til stemmeprocenten. Nej, bare nej....

Men de fine ord sætter jeg stor pris på:

"Man er ikke i tvivl om at Malou der driver www.klidmoster.dk tager madlavning lidt mere seriøst end de fleste. Udover at hun er uddannet gastronom, lægger hun også både hjerte og sjæl i sin madlavning. Hvis man kigger bloggen igennem, ser man at hun både formår at lave opskrifter der er pirrende og nærmest provokerende i sin sammensætning (med stor succes endda), men også uden problemer nemt kan formidle de lækre, tungere og mere klassiske soul-food retter. Her finder du en perfekt blanding af alt hvad der er værd at spise, og måden hun har lavet opskrifterne gør, at selv vi herinde kan følge med. Helt klart et besøg værd!"

Jeg linker med vilje ikke til 'konkurrencen' da jeg ikke kunne drømme om at bede nogen stemme på mig. 

Men jeg er glad for at lige netop DU kigger forbi og læser det her lige nu. Håber du får en fremragende dag...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...