Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag

tirsdag den 15. september 2026

Drømmekage - uden hvedemel eller tilsat sukker...

Prøvligeathørher, vi skal lige forventningsafstemme først. Den her kage, er ikke drømmekage, som du kender - men en kage, skræddersyet til min kostomlægning med kalorieunderskud. Og ja, naturligvis er der hytteost i....altid hytteost.


Kagen er lidt mere kompakt og der er ikke så meget kokossnask på toppen. Hvis du ønsker mere....så kom endelig mere på.

Hvis kagen deles i 9 stykker, som her, indeholder hvert stykke 206 kcal og 15g protein - som er ca det samme som en proteinbar. Og det er ret gode makroer, for kage!


Kagen er lavet med bla bagte søde kartofler og ristet kokos, så det skal man ha' lavet først. Jeg havde fået fingre, i nogen hvide med lilla skind, som giver en lys kage - de alm orange, kan også bruges, kagen bliver blot mere gul-orange. De vaskes, prikkes og bages ca 45 minutter på 200°C. Når de er afkølede, kan skindet nemt pilles af. Kokosmel rister man gyldent på en mellemvarm pande. Når det er kølet helt af, kommes det i en lufttæt bøtte. Godt at have på lager, til mange ting. Jeg kan f.eks ikke undvære det som drys på karryretter.


Til en 20 x 20 cm form:

150g bagt sød kartoffel
200g hytteost 4%
4 æg
Et squeeze flydende sødemiddel
50g ærtemel (eller affedtet mandelmel)
75g havremel
75g proteinpulver med vanilje
½ tsk vaniljepulver
1½ tsk bagepulver
¼ tsk fint salt

50g ristet kokos
30g Sukrin Gold
100g Zero saltkaramel topping fra Bodylab

Erstattes ærtemelet med affedtet mandelmel, forbliver kalorieindholdet det samme, men man får ca 1 ekstra gram protein pr stykke. Jeg havde bare ikke mere på lager, så greb ærtemelet i stedet for.


Sød kartoffel, hytteost, æg og sødemiddel blendes sammen *wroom wroom*. Det tørre røres i. Formen fores med bagepapir og dejen kommes i. Kagen bages først i ca 17 min på 175°C.


Ingredienserne til toppingen røres sammen. Man kan med fordel zappe blandingen lidt i mikroovnen, så bliver den nemmere at fordele på kagen. Når den er kommet på kagen, bages den i yderligere 5 minutter.


Kagen køles ned på en bagerist. Den er bedst nybagt - men kan opbevares på køl og genoplives i mikroovnen, på optøningsprogram i et par minutter.


Virkelig lækker kage - som er nemt at bage og kan holde ca 5-6 dage på køl. Postede opskriften på Instagram i forgårs - og er allerede blevet opfordret til at lave en udgave, som Den du ved nok. Så den er på tegnebrættet. 



onsdag den 18. februar 2026

Wannabe-chokorug...

I går faldt jeg over en interessant opskrift, her hos Haidar fra Mentor Fitness på rugbrødscookies - og den fik mig til at tænke på chokorug. Jeg gik straks i køkkenet og lavede dem her:  

De befinder sig i grænselandet mellem brød og kage.

Jeg har twistet opskriften, så den blev noget derhen af - dog uden tilsat sukker og med lidt ekstra protein. De små sukkerfrie chokoladeknapper er fundet hos Easis.

Alt kernerugbrød kan bruges. De er glimrende at lave, af en rest, i bedste Stop Spild Af Mad stil. 

11 stk

200g rugbrød
3 æg
50g havregryn
50g proteinpulver med chokolade
25g Sukrin Gold
1½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

40g sukkerfri chokolade
15g mandelsplitter

Rugbrødet skæres/brækkes i mindre stykker og blendes *wroom wroom* til groft smulder. Æggene tilsættes og blendes kort med.

Blandingen overføres til en skål og tilsættes havregryn, proteinpulver, Sukrin, bagepulver og salt. Det kan umiddelbart virke for tørt, mens det røres sammen, men vær tålmodig - det er præcis som det skal være. Rør til sidst chokoladen i.

Du kan sætte dejen i klatter, med 2 skeer, men jeg kan varmt anbefale at bruge en is-ske. 

Jeg fik nøjagtig 11 stk ud af den her portion.

Jeg trykkede dem lidt i toppen, men vil helt klart springe det skridt over næste gang. Der må godt være lidt mere højde på, for biddets skyld. Mandelsplitterne blev hakket lidt ekstra og drysset ovenpå. Det var en rest jeg havde, ellers havde jeg brugt det dobbelte. Man kan også bruge hakkede hasselnødder.

Chokorugerne blev bagt ved 200°C i 16 min - og fik derefter lov at køle af på en rist.

Haps haps, en lækker sag til eftermiddagskaffen - eller som et lille mellemmåltid. 

Hele portionen indeholder 1314 kcal og 77g protein.

Pr stk:
120 kcal 
7g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

tirsdag den 10. februar 2026

Hurtige kanelsnegle med remonce på sød kartoffel...

Inden opskriften, skal vi liiiiiige forventningsafstemme. For det her er nemlig ikke kanelsnegle, som du kender dem. De er mere brød end kage - og der skal tygges lidt mere. De er 'hurtige', forstået på den måde, at de ikke skal hæve, da de er lavet på en dej af bla hytteost, med bagepulver. Men sådan en lun sag, til en kop te, det kan noget!

Opskriften er udviklet som en lille gave til min husbond - som elsker kanelsnegle, men gerne vil undgå tilsat sukker....og som ved at tung gærdej, er no go, for mine arme arme. 

Sneglene kræver lidt teknik, da dejen er meget blød, klistret og svær at arbejde med. Jeg har dog udviklet en metode, som gør det muligt. Følger du min anvisning, kan du også få dem til at lykkedes.

12 stk

200g hytteost 4%
2 æg
Lidt sødemiddel
150g hvedemel
50g proteinpulver med vanilje
1 ½ tsk bagepulver
½ tsk fint salt

Hytteost, æg og sødemiddel blendes sammen. Mel, proteinpulver, bagepulver og salt kommes i - og dejen røres hurtigt sammen.

Er stykke bagepapir sprayes med lidt olie (jeg bruger den her fedtspray) - og dejen trykkes ud til en firkant, med fedtede hænder. Det er meget vigtigt, at der kommer lidt olie på både papir og hænder, eller vil dejen klistre fast på begge dele.

Til remoncen, skal der bages søde kartofler, som man med fordel kan gøre dagen før. 

De vaskes, tørres, prikkes og bages ca 1 time på 180°C - og afkøles. Skindet kan nemt pilles af bagefter.

Remonce:

150g bagt sød kartoffel
25g blødt smør
30g Sukrin Gold
2-3 tsk kanel

Det er ikke afprøvet, men jeg forestiller mig, at den bagte søde kartoffel kan erstattes af en indkogt æblemos.

Den søde kartoffel moses sammen med smør, Sukrin og kanel, til en homogen masse - og kommes i en sprøjtepose.

Remonce sprøjtes ud på dejen og fordeles derefter forsigtigt med en kniv.

Og så skal dejen rulles - som gøres ved hjælp af bagepapiret. Hiv og træk forsigtigt i papiret, så dejen rulles til en roulade. Rør endelig ikke ved dejen, men brug papiret. Her har jeg lige trukket papiret tilbage igen, for at kunne tage billedet.

Kom igen lidt olie på hænderne og den kniv, rullen skal skæres med. Skær rullen i 12 stykker (eller 8) - og tør kniven af, efter hvert snit. Det er vigtigt, så spring endelig ikke det trin over.
 

Med fedtede hænder, sættes sneglene derefter på en bageplade, belagt med bagepapir eller en silikonemåtte. Giv dem et lille tryk på toppen - og pensl dem med sammenpisket æg.

Bag sneglene på 180°C varmluft i 15-17 min (ved 8 stk, 17-19 min). Lad dem derefter køle af på en rist.

Sneglene er bedst, den dag de er bagt, men kan nemt lunes igen på optøningsprogram i mikroovnen eller i ovn/airfryer. Hvis man ønsker lidt glasur, kan den enten laves af et sukkeralternativ eller alm flormelis.

Et tværsnit viser både den luftige dej og den snaskede remonce. Sneglene kan opbevares 3-4 dage på køl eller fryses.

Ved 8 stk: 
188 kcal
12g protein

Ved 12 stk:
125 kcal
8g protein

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram, hvor jeg poster flere opskrifter end her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.

tirsdag den 21. december 2021

Risalamande Cheesecake med julepynt...

Så skal vi til det igen - og der skal kold grød, med fløde og mandler på bordet. I de fleste hjem er risalamanden en ukrænkelig institution, som serveres helt traditionelt....med få stridspunkter: lun eller kold kirsebærsauce (m/u hele bær). "Rør blot ikke ved min gamle jul" udfordres glad og gerne her på kanalen - og det er både blevet til Perlebyg a' la mande, Is à l'amande, Chia-a'la mande og en "risalamande-cheesecake" (helt tilbage fra 2013 - dog uden flødeost) igennem årene. Men jeg har aldrig lavet en ægte cheesecake - så det har jeg nu endelig fået gjort noget ved:

Portionsanrettet Risalamande Cheesecake m/ Amarena og portvin - julepyntet med farvet fløde og sukkergejl.

Det var egentlig meningen at jeg ville ha' lavet en fin lille kage på i en springform (18 cm) - men både form og kageplast, ligger nedpakket i en flyttekasse, klar til den kommende sammenflytning med min kæreste. Det blev derfor til mindre udgaver i stedet - hvilket giver mulighed for, at lave både selve massen og geléen blødere, da de ikke skal bære egen vægt. 

Først skal der grød til. Jeg laver den som sædvaneligt i ovnen. Se opskriften her: Risengrød i Römertopf. I år blev den dog, en my anderledes.

Det viste sig nemlig, at jeg havde glemt at skrive grødris på indkøbssedlen - så jeg greb i stedet ud efter en pose risottoris. Det viste sig at være en helt fantastisk løsning. Grøden blev silkeblød, men stadig med en fin struktur. Og efter aftensmaden, blev resten sat til afkøling, til dagen efter.

Og så skulle der laves cheesecake....

Ingen alamande uden mandler - men for mig er cheesecakemasse blød og uden bid, så de skulle i bunden i stedet for, som den jeg lavede i 2013. Men der har desværre ikke været kræfter til at bage Madam Mangors Vaniljestjerner i år, så jeg måtte bruge nogle købte krydrede småkager (tak for dem, Anne) og selv tilsætte mandler.

140 g småkager (vaniljekranse, brunkager eller andre)
25 g usmuttede mandler
75 g SMØR
350 g kold risengrød
150 g flødeost
50 g flormelis 
1-2 tsk vaniljepasta (1 vaniljestang)
2 spsk appelsinsaft
4 blade husblas
3 dl fløde

Som før skrevet, er opskriften tiltænkt en springform på 18 cm (og vælger man den model, så bør man tilsætte et ekstra blad husblas, både til massen og geléen). Den blev her til 4 portionsglas og en glasskål med ca 3 portioner.  


Bunden først: Blend mandlerne groft og smid småkagerne ned til mandlerne - og kør til krummer. Smelt smørret og bland dem med krummerne. Fordel blandingen i div skåle, eller i bunden af springformen. Sæt bundene på køl, mens massen laves.

Fyldet: Læg husblassen i blød, i koldt vand. Pres lidt appelsinsaft (eller brug færdigpresset). Rør grøden med vaniljepasta (eller flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og tilsæt), flormelis og flødeost. Pisk fløden til blødt skum. Fisk husblassen op, med det vand der hænger ved - og smelt den i appelsinsaften, enten i en lille gryde eller i en skål i mikroovnen (5-7 sekunder). Rør lidt af massen i den smeltede husblas, for at køle den - og rør den derefter ud i hele massen. Vend til sidst den piskede fløde i, med forsigtig hånd. Fordel massen over div bunde, dæk til med film og sæt på køl i min 4 timer.

Og så skal der noget gelé på toppen...


Ønsket var en helt klar og fin gelé - så jeg tog et glas kirsebærsauce og siede bærrene fra. For at booste smagen og parfumere lidt ekstra, tog jeg lidt lage fra Amarena kirsebær med også. Selve bærrene havde jeg allerede brugt, som fyld i disse lyse luksus-havregrynskugler med marcipan. Nå ja, og siden der ikke skulle børn med til bords, blev det også til lidt portvin - fra årets portvinskalender.

2 dl lage fra kirsebærsauce
3 spsk lage fra Amarena kirsebær
5 cl ruby portvin
2-3 blade husblas

Læg husblassen i blød, i koldt vand. Bland de 2 slags kirsebær sammen. Fisk husblassen op, med det vand der hænger ved - og smelt den i portvinen, enten i en lille gryde eller i en skål i mikroovnen (5-7 sekunder). Kom lidt af kirsebærblandingen i den smeltede husblas, for at køle den - og rør derefter resten sammen. Fordel blandingen over alle de små cheesecakes, ved at hælde den udover, ved hjælp af bagsiden af en ske.

Fang eventuelle luftbobler med en teske. Sæt derefter film på og sæt dem på køl, til geléen er stivnet helt. Og så er de sådan set klar til servering. Hvis man er til det, kan man pynte med lidt bær, hakkede brændte mandler eller hvid chokolade.....eller måske noget ganske andet?

Pynte-Sisse havde i hvert fald en idé, til lidt ekstra julet pynt på toppen. Så der blev fundet fløde, grøn pastafarve, farvede sukkerkugler og en sprøjtepose med stjernetyl, frem. 1½ dl fløde blev farvet grøn og pisket til stabilt skum, med 1 spsk flormelis, inden det blev fyldt i sprøjteposen.

Og så blev der sprøjtet små juletræer, på de små cheesecakes. Det er bare 3 dutter ovenpå hinanden, som bliver mindre opad.

Med en pincet, blev der sat små sukkerkugler på, som julekugler - og øverst en enkelt guldstjerne, ligeledes af sukker. Til sidst, blev der drysset lidt gyldent krymmel, rundt langs kanterne. 

Den største anretning, fik 3 små træer. Meget julet - og perfekt til at være det søde punktum, til enten julemiddagen eller en julefrokost.

De små træer kan også laves af farvet flødebolleskum eller bagt marengs. Jeg ser et helt lille vinterlandskab for mig, på en helt kage. Det er kun fantasien der sætter grænser. 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det er kun blevet til sølle 10 blogindlæg i år. Helbredet, kræfterne og de kognitive evner har hængt i laser - så det har været helt uoverkommeligt at få skrevet mere. Det skulle gerne ændre sig, i starten af 2022, hvor jeg endelig flytter. Jeg håber virkelig at det kan give noget ro, ikke at skulle fragtes frem og tilbage - og kun være et sted, kun et sted og kun et køkken - hvr man ikke hele tiden mangler noget. Med lidt håb, kan min lejlighed i Grøfthøj siges op pr 1/2. Men nu får vi se, det vigtigste er ikke at stresse. Den sidste flytning, tog mig mange år at komme over, fordi jeg ikke passede godt nok på mig selv, i processen. Det var dyre lærepenge. Denne gang skal det være anderledes......

Jeg laver dog stadig en masse mad - for jeg skal jo spise....og kan ikke lade være med at stille an. Det jeg får lavet, ryger på Instagram, hvor det ikke koste så mange kræfter at lave opslag - og du er meget velkommen til at følge med, lige her ➤➤ Klidmoster på Instagram.


Glædelig Jul & Godt Nytår, til alle der kommer her forbi. Jeg håber vi ses igen i 2022...




fredag den 18. juni 2021

Mini-donuts med citron og vanilje...

Her får du en bunke farverige mini-donuts - af den slags der kræver enten en donutmaskine eller et vaffeljern med specialplader. Jeg magter ikke bakse med gærdej, så har derfor budt de små ringe af kagedej velkommen, med kyshånd. De er nemme at variere og pimpe, som man lyster. Den her variant er med citron og vanilje - og farvet glasur + krymmel:

De blev lavet af 2 omgange - i hver sin farveskala. 

Til ca 18 stk:

175 g mel
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver (eller marven fra ½ stang)
75 g rørsukker
Revet citronskal (½-1 citron)
1 stort æg
175 ml mælk
50 g SMØR (smeltet)

Riv citronskallen fint - fra ½ eller en hel, alt efter smag og behag. Jeg tog skallen fra en hel citron, da jeg er vild med det friske pift. Vej alt det tørre af og bland det. Smelt SMØR (jeg zapper det i mikroovnen) og pisk ægget + citronskallen ud i mælken. Pisk det våde i det tørre og rør til sidst det smeltede SMØR i. 

Kom den færdige dej i en sprøjtepose, for nemmere dossering i jernet. Smelt evt en smule SMØR til at pensle jernet med. Det er ikke nødvendigt....men det smager pragtfuldt. Bag alle de små donuts og lad dem køle ned på en rist. Jeg bruger donut-pladerne til mit Tefal Snack Collection til formålet.

Og så til glasuren. Jeg laver den af pasteuriseret æggehvide, flormelis og citronsaft - og måske et par dråber vand. Sigt en passende mængde flormelis igennem en sigte, tilsæt lidt æggehvide og citron - og rør til den ønskede konsistens. Det skal ikke være tynd som alm glasur - og ikke tyk som royal icing (æggehvideglasur).....men et sted midt imellem. 

Tilsæt lidt pastafarve, hvis du ønsker det. Og ha' den ønskede krymmel klar, til at drysse på. Kom glasuren i en skål, der ikke er for dyb, men stor nok til at der kan være en donut + dine fingre. Hold fast i yderkanterne og dyp forsigtigt hver enkelt donut - og lad glasuren glattes sig lidt, før de lægges til tørre. Drys dem med krymmel og lad dem tørre helt.

Det kræver lidt øvelse, at få glasuren til at makke ret. Jeg endte dog med at blive ret tilfreds med de små kulørte basser.

De her blev lavet omkring påske - og fik derfor disse farver. 

Og de her fik lidt mere knald på farverne og forskellige krymmel. Jeg brugte pastafarve fra Wilton. Tåler dem ikke så godt, men en gang i mellem går det an. De er altså virkelig festlige, når de får et skud farve.

Hmm, de farver minder mig da om noget......


The Real Flamingo Lady har nemlig lige fået ny (brugt) kjole - i næsten de samme farver. Dælme også en festlig sag. Får næsten lyst til at lave endnu et fad matchende donuts.

Og der er flere donuts på vej....før eller siden. Har både lavet nogen uden raffineret sukker, nogen uden hvedemel - og flere varianter protein-donuts på hytteost. Men som altid er det kræfterne, eller manglen på samme, der sætter tempoet. 


Det er bestemt ikke fordi jeg mangler noget at blogge om. Mappen for foråret 2021 bugner med ting, der gerne skal på SoMe - på den ene eller anden måde. Det er kun ganske få af tingene, der er nået videre. Det kræver meget af mig, at skulle skrive et blogindlæg - og det bliver derfor oftere til en opslag på Instagram. Hvis du vil følge med der - er min profil @kmoztar lige her. 

God weekend, til alle der kommer her forbi....
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...