Viser opslag med etiketten Soy4you. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Soy4you. Vis alle opslag

onsdag den 7. august 2013

5:2 Diæt - Uge 1 - fastedag 1...

Her der det så: mit første fastemåltid. Ja, jeg ved godt at ordene faste og måltid går sammen som fisk og cykel - men i følge 5:2 diæten (hvor man spiser alm 5 dage og faster i 2) skal man indtage 500 kcal på fastedagene. Nogle foretrækker 1 stort måltid midt på dagen - men jeg har valgt 2 mindre måltider a 250 kcal. 

Og derfor startede jeg kl 8 med at spise morgenmad. Regnskabet ser ud som følger (i kcal):

2 æg a 82 = 164
1 spsk letmælk = 7
Knækbrød = 47
100 g tomat = 26
45 g bladselleri = 10

I alt: 254 kcal + "gratis": te, vand, salt og peber.

Fra kl 8 til kl 18:00 drak jeg kun vand, te og et glas birkesaft. Jeg syntes ikke at sult var noget problem. Måske er det beginners high?

Min aftensmad bestod at en variation over Ild i røret. En kendt ret i ny forklædning. Jeg tror ikke man skal være for ambitiøs her i starten. Det gælder om at vænne sig til at spise mindre på fastedagene og det i sig selv koster kræfter. Keep it simple!

Jeg valgte at lave retten vegetarisk og brugte derfor Soy4you i stedet for kød - og lavede en dobbeltportion så der er til næste fastedag også.

60 g mørk Soy4you = 179
2 dl Herbamare urteboullion = 14
400 g snittet hvidkål = 120
166 g snittet gulerod = 60
1 ds flåede tomater = 84

I alt: 457 kcal. Og da det er 2 portioner giver det 229 kcal pr portion. Og så var der stadig 21 kcal at gøre godt med - og de blev brugt til lidt skyr til at køle med.

Det er nemlig en hot ret. Jeg vil gerne ha' mad der smager igennem - og smagfuld mad mætter mere IMO. Jeg har besluttet mig for at krydderier er gratis i regnskabet. Her er det 2 slags karry, spidskommen, chiliflager og hvidløg der skulle til.

Brug krydderierne i de mængder du foretrækker - men vær ikke nærige med dem. Der kom også flagesalt og friskkværnet peber til.

Hvidkål og gulerod blev sauteret uden fedtstof, men med en smule vand, til det faldt sammen.

Krydderierne blev tilsat sammen med de flåede tomater og 2 dl vand. Der blev lagt låg på og retten fik lov til at snurre i 20 minutter.

I mellemtiden blev soyaen udblødt i 2 dl urteboullion. Det ligner hakket oksekød ikke? Ønsker du at lave retten med rigtig hakket oksekød (10% fedt) i stedet skal der bruges 62 g kød pr portion.

Den udblødte soya blev derefter tilsat retten og fik lov til at snurre med i et par minutter.

Der skulle lige justeret med lidt mere salt og en smule mere karry. Retten blev delt i 2 lige store portioner. Og så var det ved at være spisetid. Der manglede kun lige en enkelt lille ting.

30 g skyr = 18 kcal. Skyren blev rørt med lidt vand og salt - og blev serveret på den hotte ret. Og jeg må indrømme at jeg skulle kæmpe lidt med at klemme hele portionen ned - det var jo masser af mad.

Og således blev dagens totale indtag på 501 kcal. Ikke spor tosset i første forsøg. Næste gang jeg skal faste, er på torsdag.

Og der har jeg jo allerede aftensmaden klar. Nu skal jeg så bare udtænke en spændende morgenmad på 250 kcal inden. Men mon ikke den skal bestå af skyr og noget frugt + grønt?

-----------------------------------------------------

Og hvorfor nu kaste sig ud i en skør ting som 5:2? Well, jeg må sige at det har været undervejs i et stykke tid - og netop den diæt er kommet som en gave fra himlen.

Jeg er jo uddannet gastronom og er ufattelig madglad. Jeg ELSKER at spise god mad. Og det kan man godt se på mig.....er jo en trind æbleskive med ben.

Efter jeg er blevet syg og bevægelseshæmmet er det langsomt gået i den gale retning. Det er dog lykkedes mig at holde vægten sådan nogenlunde de sidst 3 år - men der skulle jo gerne forsvinde nogle kilo også. Det har bare ikke kunnet lade sig gøre før nu. Det er en lang mental proces at skulle lægge livet så radikalt om. Jeg har alt for længe været flygtet op i mit hoved for at kunne undgå at forholde mig alt for meget til kroppen. Og er jeg overhovedet i stand til at tolke de andre signaler kroppen sender? Det er som om smertesignalerne fylder det hele. 

Slankekure og sultekure er ikke noget for mig. Og jeg har prøvet at føre kalorieregnskaber for 7 dage af gangen - aldrig mere! Med de smerter og dårligdomme jeg skal leve med har jeg brug for at leve det gode liv. Jeg vil nyde og ikke nægte mig selv at spise de ting jeg holder af. Min kreativitet i køkkenet er jo mere end en hobby - det er det jeg bruger mine få kræfter på. Det er det livsindhold der giver mig mest personlig tilfredsstillelse! Og det forringer simpelthen livskvaliteten for mig hvis jeg skal nøjes hele tiden. Jeg magter det ikke!

El-cyklen har efterhånde fået 1800 km under sadlen, jeg er flyttet i min egen lejlighed, har fået kontakt til min bortadopterede søn - og nu fået ryddet helt op her igen. NU er der både, fysisk og mentalt, tid og plads til så stor en omvæltning som en SÅ radikal kostomlægning er. Og rygterne vil vide at diæten vil kunne give færre smerter - og det rygte er jeg helt syg efter at få be- eller afkræftet.

Så de næste 10 uger faster jeg 2 gange om ugen på 500 kcal - og spiser lige det jeg har lyst til de øvrige 5 (det giver jo ikke carte blanche til at leve af flødekager de resterende dage - men der skal være plads til noget af det lækre). Jeg spiser jo i forvejen mange god ting og har skåret de fleste forarbejdede fødevarer ud af kosten. Og jeg glæder mig til at kunne fylde godt brændstof på tanken - og gøre selv fastedagene til festdage. Efter de 10 uger vil jeg se på resultatet og vurdere om jeg skal fortsætte med 5:2 eller skal gå på 4:3. Planen er kun at veje mig 1 gang om ugen. Ny plan: at veje sig hver dag i en periode for at se hvordan kroppen reagerer både på fastedage og spisedage. Selv om jeg gerne vil tabe mig er vægttabet ikke målet alene. Det er velvære, kontakt med kroppen - og det at vide at jeg gør noget godt for mig selv. Jeg vil nemlig være både glad og sund!

Det bliver naturligvis til et projekt. Og da jeg jo er en nørd som vil vide mere - har jeg bestilt et par bøger om 5:2 diæten bla den her og gennemtrawlet nettet efter flere oplysninger. Bloggen her fortsætter som den altid har gjort, med mine hjemmelavede frembringelser og div restaurantbesøg. MEN der kommer også indlæg som dette med kosten på fastedagene. Det kan jo være der sidder nogen derude som gerne vil give diæten et forsøg - men som ikke magter regnskabet og sammensætningen af de små måltider. De kan jo så måske finde hjælp her.

Og jeg får hjælp og støtte fra den bedst mulige side - min elskede søster. Hun er også startet op på diæten og vi har faktisk lavet ens mad i aftes - kordineret over telefonen. Det er SÅ fedt at vi lige kan ringe til hinanden for tips, råd og for at stønne arrrrgh, jeg er sulten i røret til en der er helt det samme sted i planen.

Hæ, og helt lavpraktisk: der er penge at spare ved at faste 2 dage om ugen. Hvilket gør at man så kan købe nogle endnu bedre råvarer til de øvrige dage. Win-win med ekstra meget win på. En af mine personlige mad-helte Hugh Fearnley-Whittingstall dyrker også 5:2 - og jeg vil anbefale dig at læse den her artikel som han har skrevet.

Er du nysgerrig kan du læse meget mere om 5:2 diæten her (på engelsk). Ellers kan Google sikkert være behjælpelig med noget materiale på dansk.

Er du derimod mere end klar til selv at prøve kræfter med diæten, så er der en rigtig god kalorietabel lige her.

Nåede du helt her ned til enden på det her maratonindlæg? Tak, fordi du gad høre på mit rablen. Er rigtig glad for endelig at ha' fået sat ord på og skrevet det hele ned.

Wish me luck...



         

tirsdag den 21. august 2012

Faux farserede porrer...

Nu har jeg igen leget med Soy4you - og denne gang er det blevet til en omgang farserede porrer:

Det ligner da den ægte vare ret godt, ikke?

Det er kun en prototype endnu, med plads til forbedring og optimering - men jeg deler opskriften alligevel. Jeg er ret så tilfreds med det færdige resultat - min frokost i dag var nemlig denne mad med den første smagsprøve. Det skal lige indsparkes at farserede porrer var noget af det bedste jeg kunne få på brød som barn, så det havde altså noget at leve op til.

Jeg brugte det lyse granulat. 70 g blev sat i blød i 4 dl kogende hønsefond - vil du lave dem helt vegetariske så brug f.eks Herbamare. Der går ca 30-35 g på et hovedmåltid - så den her portion er altså til 2 - 3 personer.

Porrerne fandt jeg i Metro - i kassen med 50% rabat. De havde set bedre dage og var derfor helt perfekte til mit formål. Jeg skulle nemlig bruge ret tynde porrer og kunne på denne måde bare skrælle en masse lag af med god samvittighed. Når jeg udvikler opskrifter som denne forsøger jeg ellers altid at minimere mit madspild og sørge for at der kommer et eller andet spiseligt ud af det - også selv om det aldrig kommer på bloggen.

Min erfaringer med Soy4you i 'fars' (fra frikadeller og burgerbøf) siger at man altså ikke kan lave en helt sammenhængende fars som af hakket kød. Det kan ikke formes til runde kugler - men sagtens presses sammen til lidt fladere former. Jeg gik i tænkeboks og kom frem til at der måtte et fad til. Det her er 12 cm x 20 cm (indvendige mål) - og det fungerede rigtig godt.

Jeg klargjorde et par porrer og skar dem i stykker på 9 cm. Der var plads til 5 stykker i fadet. Man kan dampe dem sprødmøre i lidt letsaltet vand - men jeg snød og zappede dem i mikroovnen i 1½ minut i en bøtte. Easy peasy.

Farsen var meget lig den jeg også brugte til frikadellerne. Den udblødte soya blev presser fri for det meste væske i en sigte. Det vejede nu 300 g. Det blev blandet med 50 g meget fintrevet gulerod og 1 finthakket lille løg + godt med friskkværnet peber. Pas lidt på med saltet, fonden er jo også salt. Til den her mængde endte jeg med at bruge 4 små æg og 2 dl fintvalsede havregryn som bindemiddel. Det hele blev grundigt blandet og fik lov til at sætte sig lidt inden jeg gik videre.

Jeg smurte fadet med lidt olie inden jeg lavede en bund af 'farsen' på ca 1 cm. Set i bagspejlet skulle formen ha' været foret med bagepapir - for den var ret svær at få ud bagefter. Det gør jeg næste gang.

De dampede porrestykker blev fordelt på bunden. Det er ret vigtigt at de ligger lige - for så undgår man at ramme dem når man bagefter skærer dem ud.

Det gælder også om at være ret omhyggelig når man lægger 'fars' over - det skal dække helt og fylde alle hulrum ud.

Fadet blev dækket med folie og bagt i 30 minutter på 175°C.

Det kan ikke undgå at den soufflerer lidt - det er æggene der får den til det. Det er jo rent teknisk mere en æggekage med soyafyld end en en fars. Jeg løsnede den omhyggeligt i rundt i kanterne og skar den i 5 lige stykker. Den første var svær at få op og hang fast på bunden - det gik nemmere med resten, for der kunne jeg komme ind under bunden fra siden.

Nå, men så kunne jeg da se hvad jeg havde gjort forkert. Kræfterne var desværre sluppet op - så jeg besluttede mig for at sætte dem på køl og lege videre dagen efter. Men jeg spiste den ødelagte til aftensmad - og den smagte rigtig fint, men manglede den sprøde stegte skorpe.

Jeg lagde det her billede på Facebook - og folk troede det var et stykke kage. Hæ, det ligner det jo rent faktisk.

Dagen efter jeg så mine 4 resterende 'kager' under kærlig behandling.

Det viste sig at være en god beslutning at lade dem køle ned og blive faste - for de var meget nemmere at ha' med at gøre.

Jeg ville forsøge mig med 2 modeller: 'klodsen' som den var og en hvor jeg havde trimmet alle kanterne med en urtekniv.

Tanken var at den ville ligne en farseret porre mere hvis den blev lidt rundere i det. Det jeg skar af rørte jeg op i lidt skyr + mayo og smagte til med karry. Det gjorde sig godt på et stykke rugbrød.

Kan det paneres? Ja, for pokker. Jeg valgte at bruge panko-rasp for ekstra knas, men alm rasp kan sagtens bruges. Og så skulle de naturligvis steges i SMØR.

Et grundigt bad i sammenpisket æg og så en god tur i rasp. Det er nødvendigt at presse det lidt fast.

Og så blev de stegt gyldne i en blanding af lidt olivenolie og rigeligt SMØR. Efter stegning blev de lagt på fedtsugende papir.

Ikke noget spor tosset 1. forsøg. Næste gang skal porrestykket dog være større.

Konsistensen er uhyre lig en ægte farseret porre.

Men formen skal altså efter min mening være rundere i det - så resten fik også en tur med kniven inden de kom på panden.

Der var forresten lidt 'fars' tilbage efter jeg havde fyldt fadet. Det blev til denne karbonade.

Den er lavet på sammen måde som burgerbøffen - ved at presse 'farsen' sammen i en serveringsring på et stykke bagepapir som så bruges til at vende den over på panden med.

Soy4you er et sjovt 'materiale' at lege med - og jeg kan godt lide at udfordre rammerne for hvad det kan. Den næste udfordring hedder boller i karry! For selv om man ikke kan lave kogte boller, så må det kunne laves på en anden snu måde.

Og nu vil jeg atter gå ud i køkkenet og nusse lidt. Jeg deltager lige nu i en opskriftskonkurrence hvor omdrejningspunktet er økologiske kartofler - og jeg vil prøve den første idé af i dag. Kodeordet er dild. Jow jow, for jeg er vild med dild - det er ikke alene sandt, det rimer også.



Vinderene af Soy4you annonceres her...

Så er de 4 vindere af Soy4you fundet:


Udtrækningen er foretaget ved hjælp af Find en vinder.






Alt I skal gøre er at sende en mail til Morten Bundgaard på mb@aggerfoods.dk - så kommer der en pose af hver slags i jeres retning.


Fedt med alle de kreative forslag til hvad de 2 produkter kan bruges til. Jeg har selv forsøgt mig med flere af dem - og glæder mig til at vise min farserede porre frem. For ja, det kan man nemlig sagtens lave - det kræver bare en lidt anden tilberedningsmetode. For selv om Soy4you føles som kød i munden, så har det nogle ganske andre køkkentekniske egenskaber - eller jeg skulle måske sige mangel på samme. Man kan nemlig ikke lave en sammenhængende fars på sammen måde som af kød. Men jeg har haft opfinderhatten på og fundet et par alternative genveje der bestemt også kan bruges. Mere om det senere.



tirsdag den 14. august 2012

Give-away: Soy4you...

I samarbejde med Soy4you får 4 af mine læsere nu muligheden for at at prøve Det moderne kød af i eget køkken.

Det er et 100 % vegetabilsk produkt med tekstur som kød. Perfekt til vegetarmad og kødløse dage til selv de mest skeptiske. Jeg har skrevet meget mere om det her.

Det mørke granulat kan erstatte hakket oksekød.

Jeg har f.eks brugt det til en spicy taco.

Og på pizza.

Og til en kæmpe cheeseburger.

Det lyse granulat kan erstatte hakket kyllinge- og svinekød.

Jeg har brugt det til at lave frikadeller af.

Soy4you brugte også det lyse til deres chili con soya som blev et stort hit på Northside.

Jeg udlodder 4 x 1 pose lys + 1 pose mørk. Vinderne bliver udtrukket tirsdag d. 21/8. Alt hvad du skal gøre er at lægge en kommentar og fortælle mig hvilken ret du kunne tænke dig at lave med enten det lyse eller det mørke granulat.

Lasagne? Moussaka? Farsbrød? Bolognese ? Kom med et bud ;-)



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...