Viser opslag med etiketten SMØR. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten SMØR. Vis alle opslag

tirsdag den 15. december 2020

Havregrynskugler med kaffe og ristet kokos...

*Vinke vinke* Hej, jeg hedder Malou, er 47 år - og det her er de første havregrynskugler, jeg nogensinde har lavet. Det var ikke noget man brugte, der hvor jeg kommer fra, så de har aldrig været en del af mit julesortiment - men nu skal de altså indlemmes. Den allerførste portion, er netop lavet, smagt og godkendt - og de kommer her:

Gyldne kugler, med godt med gods i - lavet af kvali råvarer. Opskriften er lånt her hos Signes Mad - for dem har jeg nemlig smagt, godt nok for år tilbage, men kan huske dem. De har fået et godt skud kaffe, som tager brodden af det søde. 

Vi behøver ikke tage snakken om SMØR versus margarine igen, vel? Margarine er et krigtidsprodukt, som burde sættes på en færge, med retning ud af den her verden. Spis SMØR. Spis godt SMØR. Jeg er kisteglad over, at ha' købt 5 ruller af det her SMØR, som bare har ligget klar i fryseren og ventet på julens komme. Det tiggede ligefrem om at blive til havregrynskugler, hvilket det naturligvis skulle ha' lov til. Husk, at intet færdigt resultat, bliver bedre end summen af delene.  

Og så til opskriften.

250 g SMØR
320 g finvalsede havregryn
250 g hvidt sukker
60   g god kakao
1 dl espresso

Lav først kaffen. Der går ca 3 kapsler espresso til 1 dl. Bland havregryn, sukker og kakao i en stor skål. Skær SMØR i grove tern og kom ved. Hæld den varme kaffe ned til resten og ælt 'dejen' sammen, så alt er jævnt fordelt. Jeg bruger et par latexhandsker, da jeg har lange negle og gerne vil give nogle af kuglerne væk. Hvis du vil gøre det nemt, for dig selv, så sæt skålen ned i køkkenvasken. Det er i hvert fald en god arbejdshøjde for mine arme arme. 

Det er en kraftig og potent masse - som er utrolig nem at forme til kugler. Og så skal de trilles....men i hvad? Sukker, krymmel, kokos eller blot kakao? Jeg har lidt en aversion med 'rå' kokosmel, som efter min mening, kun hører hjemme på flødeboller. Da jeg lavede de nemme chokoladetrøfler, trillede jeg en del af dem, i kokos - og fortrød det. Til gengæld er jeg vild med ristet kokos, som har en sprødere tekstur og laber smag - så jeg ristede 125 g kokos på en tør pande og lod det køle helt ned.

Er ikke til bittesmå ting, som forvinder i en mundfuld - men vil gerne ha' noget, der kan bides af. Så jeg valgte en slags mellemstørrelse og fik 54 stk ud af portionen. Efterhånden som de blev dækket af deres gyldne drys, kom de i et fad, foret med bagepapir. 

Fadet kom på køl i et par timer, til kuglerne var gennemkolde og nemme at pakke i bøtter. Halvdelen er gemt i køleskabet og den anden halvdel i fryseren (kæresten elsker iskolde ting) - lige klar til at hive frem og servere.

Godt så - havregrynskuglerne er vist kommet for at blive!

Hvis du har en særlig opskrift på de forjættede kugler - så del den endelig. Er nysgerrig på at se dem, der stikker ud fra det gængse. Har hørt rygter om både sprut og marcipan. Hit me! 

lørdag den 9. maj 2020

Rabarberkage med kokos...

Åh, hvor har jeg glædet mig til rabarber-sæsonen - og blev vildt glad, da jeg fik bragt et bundt, her den anden dag. Så var det store spørgsmål bare: kage eller crumble? Løsningen faldt jeg over i en af de mange madgrupper, jeg er med i på Facebook, hvor der pludselig dukkede den labreste svampede kage, med rabarber og kokos op. Opskriften stammer her fra Meyers - og her får du min version, som er uden raffineret sukker:

Det er en virkelig dejlig kage. Syrlige rabarber og sød kokos - det spiller bare. Vi har lige fået et stykke, mens den var lun - serveret a'la mode (med is).

Jeg havde heldigvis alle ingredienserne i hus, så den var lige til at gå til. Men for at tage hensyn til min kæreste, som ikke tåler sukker alt for godt, erstattede jeg rørsukkeret med Sukrin Gold. Det giver en lidt mere 'karamellet' smag. Brug bare det sukker, du føler for.

Jeg måtte dog i fryseren efter en rulle biodynamiske SMØR (har købt 5 ruller her og gemt på frost, til bla julesmåkagerne) og skar et stykke af på øjemål.

Woop woop, jeg ramte sørme nøjagtigt på grammet. Det er simpelthen den vildeste følelse, at ramme præcist i første hug. Min kæreste meddeler, at jeg råbte højt og triumferende. Ja ja, små glæder....

Og så til selve opskriften. Til ca 6 pers - springform 24 cm. 

300 g rabarber (renset vægt)
150 g blødt SMØR
225 g + 2 spsk Sukrin Gold (eller rørsukker)
½ tsk vaniljepulver (eller kornene fra ½ vaniljestang)
2 mellemstore æg
75 g kokosmel
110 g hvedemel
¾ tsk bagepulver
2 spsk mælk (ikke med på billedet)

Skær rabarberne i små stykker og vend dem med 2 spsk Sukrin Gold. Lad dem trække ca 15 min. Rør SMØR og Sukrin Gold cremet og tilsæt vanilje. Rør æggene i, et af gangen. Rør kokosmelet i. Sigt mel og bagepulver sammen - og vend det i dejen, sammen med mælken. Dræn væden fra rabarberne og vend dem i dejen. Spænd bagepapir fast i bunden på springformen, klip kanterne til og smør formen på indersiden. Fordel dejlen i formen og bag kagen ved 175°C (varmluft) i ca 45-50 minutter. Test med et træspyd, som skal komme rent op, om kagen er færdig. Lad den køle lidt i formen, inden ringen tages af. Ved servering, glides den over på et fad, ved hjælp af bagepapiret.

Den lune, nybagte, gyldne kage.

Jeg valgte at pudre toppen let med SukrinMelis. 

Og så var det bare med at få taget hul på kagen - og kalde til eftermiddagskaffe på altanen.

Dog ikke før, det lige har lagt en kugle økologisk vaniljeis på toppen. Kagen kan også serveres med flødeskum, cremefraiche eller skyr, rørt med lidt sødt og vanilje.

Eftermiddagskaffe på altanen i solskin - det fejlede ikke en pind. Min eneste anke var, at der næsten var for lyst til at fotografere. Kaffen var en iskaffe, af den koldbryggede slags (60 g malede kaffebønner til 1L kildevand. Træk 12-24 timer på køl og filtreres), sødet med en smule Sukrin Gold og tilsat en god slat Græsmælk. 

Iske ville grumme gerne slikke de sidste rester is i sig - men fik et bestemt NEJ. Han er en lille opportunistisk skiderrikkelse...

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Cirkus Corona fortsætter ufortrødent forestillingen. Mange kan heldigvis begynde at glæde sig, til at komme retur til job, skole og til samfundet i det hele taget. Det ser lidt anderledes ud for mig og resten af højrisikogruppen. 

Vi skal nemlig stadig passe meget på - og ikke udsætte os for unødig fare. Men nu er der da endelig lukket op for hjemmehjælpen igen, så nu kan jeg begynde at være hjemme hos mig selv igen. Det bliver naturligvis rart at komme hjem til alt mit nips, min egen seng og eget køkken - men det bliver altså også noget ensomt. For jeg skal fortsat praktisere en vis social distance. Jeg kan tillade mig at se et par enkelte veninder, udendørs, enten hos dem eller hos mig - men hverken min lejlighed og altan, tillader afstand nok. 

Så fra søndag d. 17/5, går kæresten og jeg tilbage til vores gamle skema, som overholder betingelserne dikteret af reglerne om gensidig forsørgelsespligt - som er 'man ikke må være mere sammen, end man ikke er sammen'. Det skulle egentlig ha' været fra nu på søndag, men der er et par mærkedage i den kommende uge (bla min fødselsdag d. 13) som vi lige skal ha' fejret først.

Jeg er på ingen måde tryg ved at handle alene. For jeg kan ikke kan gå ret langt eller bære ret meget, så jeg skal ha' el-scooteren med - og bede andre om hjælp, til at nå tingene på hylderne og nede i køledisken. Det er angstprovokerende at skulle bede fremmede om hjælp, som så skal alt for tæt på. Så enten skal jeg ha' de udvalgte varer bragt, eller ha' nogen jeg kender til at handle for mig. Det syntes jeg er vildt træls. Så jeg har valgt en helt anden løsning, og droppet at handle ind helt - og i stedet kastet mig ud i at bestille den her måltidskasse (til 4 dage), med levering hver mandag. Og så må jeg få det bedste ud af det der kommer - og selv hitte på og lave mine egne retter, når jeg er sammen med min kæreste. Det er vist den bedste plan, lige nu. Og den første kasses menu, ser meget lovende ud:

Screenshot fra menuen hos Den Grønne Asparges
Og nu vil jeg trykke på 'udgiv indlæg' - gå ud og lave aftensmad til kæresten og jeg. Menuen lyder på svinekoteletter a'la wienerschnitzel, med hele udtrækket.  

God dag, til dig der kom her forbi... 

onsdag den 31. maj 2017

Nye kartofler med løvstikke - til grillet flanksteak og salat med enoki-svampe...

Det er ikke mange kartofler der ryger ind herhjemme, men helt nye små slikkartofler kan jeg på ingen måde modstå at købe. Da jeg var barn havde vi en kæmpe løvstikke (maggiurt) i haven - og nappede altid en kvist eller 2 med, når der skulle koges kartofler. Jeg har været så heldig at få fat i både små nye kartofler og en god dusk løvstikke, så de skulle straks kombineres:

De små SMØRkyssede kartofler blev serveret med en marineret grillet flanksteak og en god blandet salat med enoki. Er herligt måltid, som jeg nød på altanen.

De små kartofler fra friland, fandt jeg i Salling Super. Jeg gjorde mig stor umage at finde en masse små, i nogenlunde samme størrelse.

Argh! Jeg havde lykkelig glemt hvor hårdt der er for mine dumme fibro-fingre at skrabe kartofler. Den papirtynde skræl lader sig heldigvis meget nemt skrabe af....men man skal jo holde fast i de små knolde. Det fik jeg kramper i fingrene af og smerter der trak op i armene. Godt det kun var en lille portion til mig selv og ikke gæster. Og godt at man ikke er sådan en *host* perfektionist, der ikke tillader 'øjne' eller andre småpletter.... 

Med møje og besvær blev jeg færdig.

De små nuttede kartofler fik følgeskab af en god stor stilk løvstikke, blev kogt akkurat møre og vendt med en smule SMØR fra Arla Unika + lidt finthakket løvstikke.


Mens kartoflerne blev skrabet + kogt, fik jeg sideløbende lavet salat og grillet kødet.
Salaten var heldigvis hurtig klaret - det var bare at lynsnitte noget grønt.  

Først agurk, tomat, rød peber, bladselleri, forårsløg + ½ bakke enoki-svampe. ½ hoved broccoli blev pillet i bittesmå buketter, overhældt med kogende vand i 1 minut , kølet ned, dryppet af og vendt i resten. Det hele blev mixet med en vinaigrette af olivenolie, æblecidereddike, urtesalt og friskkværnet sort peber. Den sidste ½ bakke enoki-svampe kom på toppen.


Og så til kødet:

Jeg havde fået fingre i en lille flanksteak fra Thiese. Plejer elles at gå i en stor bue udenom marineret kød, men gav den en chance - hvilket jeg blev rigtig glad for.

Den var marineret i rapsolie, hvidløg, paprika, peber, chili, spidskommen, salt, løg, oregano, rosmarin, basilikum og rørsukker.

Den lille bøfling, fik ca 3 minutter på hver side og lagt til at trække i folie bagefter.

Efter 5 minutters trækketid, blev den skåret i skrå skiver, på tværs af fibrene og overhældt med stegeskyen fra folieindpakningen. 

Det passede perfekt med tiden, for de små SMØR-kyssede kartofler var lige klar til servering.

Tallerkenmodellen i sin optimale form: ⅓ grønt, ⅓ stivelse og ⅓ kød.

Jeg tog tallerkenen med ud på Altancatrez (min nye katteflugtsikrede altan) og knappede en flaske rødvin op.

Og der sad jeg til solen gik ned (og lanterne blev tændt) og til det begyndte at blive for koldt at sidde ude. Fonzie holdt mig ved selskab. 

Han er vild med de tændte lanterner. Skøre kræ!

Vi gik ind, lukkede døren og gik til ro...ish.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Middagen var afslutningen på en lækker weekend, hvor jeg havde været på besøg hos Signe - til snak, hygge, mad, drinks og overnatning. Jeg tog toget til Silkeborg, hvor hun samlede mig op, sammen med sin yngste datter Rosa.

Det er sådan en smuk tur fra Århus til Silkeborg. Jeg havde været forbi Aarhus Central Food Market og købe lidt frokost til turen. Det blev til 3 stykker smørrebrød fra Kähler Smørrebrød, da de havde fået mange rosende ord med på vejen. Hvert stykke er kun et lillebitte stykke brød, som er 4-5 bidder - og de koster 33 kr pr stk. Jeg fik 'laksen' som var gravad laks med en sødsyltet agurk, et kapersbær og brøndkarse. Ganske fin, dog passede den søde agurk slet ikke ind. Det næste stykke var 'torsken', som bestod af en grov kartoffelmos med torskestykker i, som var meget anonym. Den var toppet med finthøvlet fennikel, pink grape og dild. Pynten smagte at mere end resten. Det sidste stykke var 'kyllingen', som var en meget mushy kyllingesalat uden tekstur, toppet med sprødt kyllingeskind og grønt. Det var såmænd ok, men ikke på nogen måde værd at gentage - og de 99 kr kunne ha' været brugt til et langt bedre måltid fra ACFM.

Vel ankommet til Silkeborg, gik vi op i Nygade og drak iskaffe på KaffeRisteriet. Bedste iskaffe ever! Og så gik vi hen til Devils Ink. For grunden til at vis kulle mødes i Silkeborg, var at både Signe og jeg skulle bestille tider til nye tatoveringer. Så om en måneds tid skal jeg endelig ha' min ornamenterede indiske ske på armen. Det glæder jeg mig til - selv om det gør nullernaller at få den lavet. 

Vi kørte derefter mod Kjellerup, hvor Signe bor. På vejen fandt vi nyplukkede jordbær i Svostrup og nyopgravede kartofler i Iller. Det var de største jordbær jeg nogensinde har set. Sorten hedder Flair og det er helt nye planter, som giver de vildeste bær. De er SÅ søde og gode.

Signe diskede op med en sommerlig frikassé med spidskål, som vi fik til de nye kartofler - og der var mascarpone-is med hvid chokolade, til de labre jordbær, som dessert.


På familiens badeværelse hænger disse 3 små søde skilte. Og det midterste er SÅ sandt - "Good friends offer advice...best friends offer gin".

Først fik vi en Rhubarb Sour, på Signes hjemmelavede rabarbersirub, whiskey, citronsaft og æggehvide - og derefter en sand perlerække af spændende G&T's.

Næste morgen, bagte Signe buttermilk biscuits, som blev spist med tandSMØR - og kærnemælkshorn med fyld af marcipan og rabarber. Du kan se opskriften på de herlige horn lige her. 

Efter en rundtur i byens genbrugsbutikker og lidt mere snak, blev jeg kørt til Rødkærsbro og sat på et tog. Da jeg ankom til Århus, gik jeg i Kvickly og købte flanksteaken til indlægget her - og tog hjem og grillede den. 

Det lykkedes mig at finde lidt nyt grej til køkkenet og bloggen. Så nu er jeg klar til at få anrettet og fotograferet de forskellige is, jeg har ventende i fryseren.

Og nu vil jeg gå ud og forsøge at tæmme opvasken. Den er blevet noget vild.

God tirsdag til alle der kommer her forbi...

onsdag den 29. marts 2017

Godt brød & SMØR...

Der er noget særligt ved velduftende hjemmebagt brød, med sprød skorpe og sej krumme, smurt med rigtig lækkert SMØR. Men ak, de arme arme og bagning er ikke en god kombination. Før i tiden har jeg bagt masser af grydebrød (opskrift her) aka Verdens Bedste Brød aka No knead bread, som ikke kræver æltning, men skal bages i en tung gryde - så det er også slut med det. Her har jeg dog været heldig og tigget charmet mig til noget helt fantastisk hjemmebagt surdejsbrød, som ligefrem blev leveret til døren: 

Det er et Tartine Country Bread, udviklet af Chad Robertson fra Tartine Bread - og bagt af Lars fra Grydeskeen (mere om det nederst). Med så godt brød i huset var der kun et at gøre - nemlig straks at afholde en smagning af 3 forskellige slags SMØR....eller rettere 2 slags og noget helt nyt vegetabilsk produkt... 


Men først lidt mere snak om brød...og minder.

For mig udløser duften af friskbagt surdejsbrød et meget specifikt minde fra barndommen (og et fra ungdommen), hvor jeg sidder i en grøftekant i udkanten af Bordeaux, hvor min mor og hendes mand havde en dele-ødegård sammen med en flok venner. Der kørte vi ned hver sommer i en rød Citroën 2CV for at nyde livet. Der var tørkloset som skulle tømmes i et hul i haven, vi sov på madrasser på gulvet og der kravlede myrer ind under slikpapiret på mine kostbare farvestrålende frugtbolcher, købt for opsparede lommepenge ved den tyske grænse på vejen - men jeg ELSKEDE de somre i Frankrig. I mit brødminde sidder jeg som sagt i en grøftekant. Det er frokostid og vi spiser store lunser surdejsbrød, flået fra hinanden af min stedfars stærke hænder. Der er pølse og paté, oliven og solvarme tomater til...og siden det er ferie: Orangina. Den pragtfulde appelsinsodavand, som dengang kom i små buttede prægede klare glasflasker med korkpropper (siden er den blev tilgængelig i Danmark i en mere syntetisk udgave, i en lignende flaske med etiket og kapsel. Det er naturligvis den falske Orangina). Summen af duften af brødet dækket af kødfuld fransk paté, saltet fra de små sorte oliven, den søde sodavand og saften fra tomaterne på mine fingre - det er et af mine bedste minder fra den tid. Sygdom og en trafikulykke har begge gjort deres til at få mig til at glemme - men min dufthukommelse er heldigvis stadig intakt. For mig er mad følelser og mad minder. Og det var rigtig dejligt at besøge det minde igen.

Det andet brødminde er fra 1989. Det er en form for omvendt minde - for det handler om et ord der hægter sig på det første minde. Jeg går på EFG Grafisk på Herning Teknisk Skole og har fag som litografi, typografi, serigrafi, tryk og andre spændende ting. Her lærer jeg også om forskellige fonte, sprog og opsætning af tekst - og hører for første gang ordet brødtekst (som er selve teksten i en artikel, uden overskrift og underrubrikker). Ordet stammer fra dengang typograferne fik løn efter hvor meget tekst de kunne nå at sætte - så på den måde tjente de til det daglige brød. Åh, jeg er totalt til fals for etymologi - det er så lækkert at kende et ords betydning og oprindelse. For mig er selve ordet tilknyttet lyden af en sprød brødskorpe der springer og duften af surdejsbrød....og så er jeg igen tilbage i grøftekanten med krummer ned af sommerkjolen. Wow, tak for både brød og minder Lars...  


Jeg vil spare dig for mine minder om SMØR og straks gå videre til smagningen.

Jeg er pjattet med SMØR og elsker at smage noget nyt økologisk, når jeg støder på det. Siden Arla Unika lancerede det her labre SMØR med sydesalt har jeg været hooked - og har det altid i mit køleskab. Det eneste minus er at det 'græder' lidt salte tårer når man har det liggende, så det skal pakkes godt ind, hvis man ikke vil ha' tørrede saltpletter på sin køleskabshylde. For noget tid siden forsøgte de sig med at fremstille klaret brunet SMØR og viste det frem her på Instagram. Der gik ikke lang tid før jeg fandt en bus, så jeg kunne komme ind i butikken og få mine små fedtede fingre i en bøtte. Det er både klaret og brunet, hvilket giver det noter af både nødder og karamel. Ja tak! Det er endnu uvist om det bliver en fast del af sortimentet.


Der var også noget andet...æh...smør-ish jeg skulle smage. 

Naturli' har nemlig også lanceret noget nyt: Økologisk Smørbar - som er 'plantesmør' helt uden animalske produkter. Det er i stedet tilvirket af bla rapsolie, kokosolie, sheaolie og mandelsmør. 

Jeg havde ellers forsvoret at jeg ville smage det, for da det var på vej i butikkerne fik jeg er tåbelig upersonlig generisk 'Hej Blogger' henvendelse, uden nogen information om produktet, med et tilbud om at få en pakke tilsendt til bloggen. Den slags bliver arkiveret lodret (Hallo, det tager 2 sekunder at finde mit navn - som sgu ikke er Blogger). Det kan lyde en anelse barnagtigt, men den slags henvendelser giver mig en øjeblikkelig modvilje mod det gældende produkt. Men da jeg så faldt over en pakke i Fakta, røg den alligevel i kurven - for nysgerrigheden og muligheden for at mene noget vandt.

Fra venstre mod højre: Unika SMØR, brunet klaret SMØR og Økologisk Smørbar.

Og dommen? Jeg har intet negativt at sige. Now that's a first. Det almindelige saltede SMØR er flødet, saltet og himmelsk (jeg kunne gnave af rullen...og har muligvis gjort det...æh..). Det brunede er silkeblødt, sødligt og virkelig velsmagende. Jeg glæder mig til alle de sjove ting jeg skal bruge det til - sauce, vinaigrette og is. Ja, is!

Jeg kan umuligt hade Økologisk Smørbar. Det smager overraskende godt - og er perfekt saltet. Den fedtede hinde jeg havde forestillet mig, i ganen bagefter, fandtes ikke. Det er det bedste vegetabilske produkt jeg har smagt - og det siger ikke så lidt, da jeg er vokset op med margarine og *hydr* minarine. Nu har mælkeallergikerne, de laktoseintolerante, de 'ægte' vegetarer (undtaget lakto-vegetarer som indtager mælkeprodukter og lakto-ovo-vegetarer som indtager mælkeprodukter + æg) og veganerne endelig fået et smørbart produkt, som ligefrem er en nydelse at spise. Jeg tror jeg skal prøve at bage en kage med resten af pakken. Det har bestemt muligheder.


Og så tilbage til brødet...det pragtfulde brød.

Foto: Lars Kiilerich, Grydeskeen
    
Forrige søndag postede Lars det her billede på Facebook - og efter at ha' stirret betaget på det i nogle minutter, indledte jeg min charmeoffensiv:


Mandag morgen vågnede jeg op til en SMS om at der var brød på vej (Lars arbejder ret tæt på hvor jeg bor). Wow, så var det med at få mig gjort præsentabel og stå klar i en fart.

Det var dog ikke en skorpe det ankom - men ½ brød. Straks fik jeg lyst til at bruge det til alt muligt. Da Lars var kørt igen og jeg var retur fra mindernes grøftekant, spiste jeg 2 skiver med de 3 slags smørelse og pakkede resten af brødet væk i en pose. Og så lå det der og råbte spis mig, spis mig, spiiiis miiiig til sidst på eftermiddagen. Jeg kapitulerede og skar endnu 2 skiver, som blev smurt med SMØR og økologisk hasselnøddepålæg med chokolade. Dem fortærede jeg med et stor glas koldt mælk til. Åh, så godt....

Resten af brødet blev øremærket til 2 ting:

En Grilled Cheese med avocado og en Panzanella (italiensk brødsalat). Begge dele kommer i senere indlæg.

Ta-dah....og det var alt hvad jeg havde at sige i dag, hvilket viste sig at være langt mere end forventet. Jeg er virkelig glad for at helbredet igen tillader madlavning, blogning og sætninger der giver nogenlunde mening. TAK fordi du stadig gider at læse med!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...