Viser opslag med etiketten Gæster. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gæster. Vis alle opslag

mandag den 6. juni 2016

Ligesom hjemme i Indien: 7 hovedretter...

Sidste weekend, hjemme i Indien, fik vi hele 7 hovedretter - efter snacks og forretter. Det var totalt overkill - men nogle gange skal man bare glemme alt om mådehold og gå all in. Her får du en opsummering med links til de ting jeg har lavet før og korte beskrivelse af nye kreationer:

Den overdådige indiske middag med de 7 hovedretter, masser at tilbehør, naanbrød, gule krydrede ris og Negroni a'la BollyFood.

Tilbehøret først:

Små syltede gule chilier, mangochutney (- nigellafrø), frisk koriander-chutney, raita, BOC-mangochutney, sødsyltede perleløg, rabarber-chutney med æble - og i midten, sprødt drys på kikærtemel, linser og peanuts.

Den kølende raita bestod af ½ fintsnittet agurk og 6 små tomater + lidt drænede kikærter - i en dressing af 1 dl skyr, 1 dl græsk yoghurt, saften af 1 citron, 1 tsk revet hvidløg, 1 tsk revet ingefær, ½ tsk stødt spidskommen og lidt urtesalt.

Og så til de 7 hovedretter - de 6 her, gjort ustresset klar til servering, takket være min gæst, yndige assistent og møgpony Johan.


Saag Allo:

200 g kogte kartofler - skåret ud i både
1 tsk garam masala
½ tsk st gurkemeje
½ tsk st spidskommen
Saft fra 1 citron
½ dl vand
6 spsk ghee
1 tsk brune sennepsfrø
1 tsk spidskommenfrø
1 tsk kokossirup (eller anden sødning)
4 cm revet ingefær
½ ds flåede tomater
500 g babyspinat
Salt

Pisk først citronsaft, vand, kokossirup og de stødte krydderier sammen. Varm en pande godt op, tilsæt ghee og steg kartoflerne gyldne og sprøde. Tag dem derefter op af panden med en hulske og sæt dem til side. Skru lidt ned for varmen og steg de hele senneps- og spidskommenfrø i den tilbageblevne ghee. Tilsæt ingefær og rør rundt. Tilsæt citron/krydderblandingen og lad det simre til det meste af vandet er fordampet. Tilsæt flåede tomater og lad igen blandingen koge ind til den virker tør. Kom alt spinaten på og lad den falde godt sammen. Læg låg på og lad retten simre ca 10 minutter - rør af og til. Smag til med salt og tilsæt de gyldne kartofler. Lad det hele simre ca 5 minutter inden servering.

Daal (spicy linseret) og vaflet Tandoori-gås. Et confiteret gåsebryst blev skåret i tykke skiver, marineret i Tandoori (sort sesam, paprika, spidskommen, sort peber, kardemomme, nelliker, koriander, kanel, ingefær og karryblade), citronsaft og olie - og smidt i vaffeljernet.

Og ingen indisk/dansk middag uden boller i karry: 

400 g øko-gris
1 æg
½ dl rasp
1 lille revet løg
1 hakket rød chili
2 spsk hakket koriander
1 spsk revet hvidløg
1 spsk revet ingefær
½ tsk garam masala
Urtesalt 
Friskkværnet sort peber 

Rør det hele godt sammen og form 24 små boller af farsen. Kog dem i urtebouillon. Kom dem i en opbagt sauce, lavet på SMØR, mel, mælk, noget af den bouillon bollerne er kogt i og en rigelig mængde Cp44 karry.

Det blev også til kat i karry (havkat):

300 g havkat i mundrette tern
1 lille løg
4 cm  ingefær
2 fed hvidløg
Frisk chili (i de mængder du kan klare)
1 spsk ghee
1½-2 spsk Colombo karry
1 dl kokosmælk (ikke light)
Urtesalt
Citronsaft

Hak løget fint. Hak løg, hvidløg og chili meget fint. Steg det hele af i ghee. Tilsæt Colombo (koriander, gurkemeje, sennepsfrø, fennikelfrø, bukkehornsfrø, spidskommen, ingefær og sort peber) og kokosmælk og lad saucen koge tyk under omrøring. Smag til med salt og et par dråber citron. Tilsæt den rå fisk og lad den simre med i et par minutter inden servering.

Og det var så hovedretterne. Risene var alm basmatiris, kogt med lidt salt, gurkemeje, stjerneanis, kanelstænger, laurbærblade, kardemommekapsler, sorte peberkorn og sorte sennepsfrø. Naanbrødene blev blot varmet.

Hele udtrækket på en tallerken. Så mange smage, teksturer og laberhed. Der blev virkelig spist igennem.

Jeg havde lavet 4 slags is - hvoraf den ene var en ganerenser (Negroni-sorbet) og den anden et vanvidsprojekt (mango-sorbet med ingefær og Sriracha). De sidste 2 skulle ha' været på bordet af 2 omgange - men klokken var blevet over midnat og jeg besluttede mig derfor for at slå dem sammen til en servering: 

Forrest en kulfi med safran og pistacie (beklager, fik ikke lavet en opskrift i skyndingen) - serveret med appelsinfileter og grøn dukkah (ristede mandler, pistacienødder, sort sesam, grøn fennikel, sukker og salt). Bagerst en silkeblød chai-is (med ekstra krydderier), pyntet med hvide chokoladeknapper rystet i spiseligt guldpulver og citronverbena.    

Vi slog derefter mave på altanen med en enkelt G&T...eller 2? Det fortaber sig i mad- og spruttågerne. 

Du kan se hele menuen her:


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sikke en omgang. Den middag kostede en anseelige sum, en masse tid og ALLE mine kræfter. Men det var det hele værd, på alle måder. Jeg er glad og stolt over at jeg kunne stable sådan en middag på benene, på trods af mine begrænsninger. Og det var SÅ fedt at se en fellow foodie sætte pris på hver en bid. Heldigvis var jeg god til at få lavet der der kunne fryses ned, i god tid - og bruge ting jeg havde + tænke kreativt med indholdet i ugens kasse fra Skagenfood. 

Selv om vi gjorde hvad vi kunne, blev der lidt rester - og de får et indlæg for sig selv senere. 

Men nu skal Indien lige ha' en lille pause...for det næste indlæg kommer til at handle om noget ganske andet. Der kan du nemlig komme med til Mexico og se på økologisk tequila - og få opskriften på et par sommerlige Margaritas.

God mandag til alle der kommer her forbi... 


tirsdag den 15. juni 2010

Og så på en helt almindelig mandag...

I går var jeg tilfældigvis inde i M.P.Bruunsgade omkring frokosttid, så jeg besluttede at forkæle mig selv med sushi. Hvor er jeg glad for at jeg er kommet dertil hvor jeg kan gå ud og spise frokost selv. Det er en stor sejr hver gang.

Jeg fik anvist plads på Sushi+ og bestilte min yndlings frokost: en portion edamame bønner (26 kr) og en 8 stk makirullemenu (75 kr). Det var bare lige hvad jeg trængte til. Alt var super dejligt på nær en maki. Den med spicy tun var ved at slå mig ihjel og jeg er ellers ikke sart med stærk mad. Til gengæld var den med varmrøget laks, flødeost og shitake fuldstændig fantastisk.

Der kom et par Kagedåser til aftensmad og hygge. Stakkels Pernille har været i Mongoliet med sit arbejde og deltog derfor ikke i min fødselsdag. Det betød at hun var gået glip at happerne - specielt dem med laks, så dem lavede jeg naturligvis en omgang af. Denne gang brugte jeg dog flødeost i stedet for græsk yoghurt. Hvordan skal jeg dog sige det uden at miste mit efterhånden blakkede ry som ostehader? Argh, jeg bekender: Philadelphia er spiseligt! Før hadede jeg flødeost som var det fjenden - syntes at det havde et forkert smeltepunkt i munden. Men nu finder jeg det silkeblødt og behageligt, endda lækkert. Tsk tsk, endnu en ost kan tilføjes på listen 'Ting man ikke dør af at spise'.

Laks, flødeost, lidt fuldkornssennep, et squeeze citron, lidt sort peber og en sjat tykmælk. Lad en stavblender *Wroom wroom* køre det til en smørbar creme. Server på kiks eller små stykker ristet brød. Uh, det ville vist også være fremragende som sandwichfyld.

Vi havde planlagt at lave frisk pasta helt fra bunden, men det magtede jeg slet ikke. Jeg havde brug for en nem hovedret, der krævede et minimum at arbejde. Den kylling der var i kødkassen blev derfor lavet i en stegepose som 'alt-i-en' middag. Fuglen fik en citron indenbords og rosmarin/hvidløgssmør over + under skindet. Posen blev fyldt med: 2 porre, 3 store gulerødder, ½ bundt selleri, 1 kg nye kartofler og 2 fintsnittede spæde hvidløg. Jeg fandt en hjemmekogt fond i fryseren som blev tøet op og hældt ved. 1 time ved 200°C og så var der mad. Meget nemmere bliver det altså ikke.

Tilbehøret bestod af 2 hurtige salater. Fintsnittede, rå, grønne asparges vendt med citron og olivenolie på lidt grønne salatblade. Og en blandet 'hvad er der i grøntsagskuffen' bestående af gulerod, radisser, agurk, rød peber og tomater.

Desserten bestod af den lækre is på gedemælk jeg havde i fryseren. Lidt friske, danske jordbær og et dryp jordbærsirup gav prikken over i'et.

Well, undtagen for Ibber. Hun er den eneste jeg kender der ikke kan lide is (eller chokolade for den sags skyld). Hun blev derfor trakteret med *host* det ypperste køkkenet ellers kunne frembringe: en Pop-tart med fyld af brunt sukker. De blev købt i et øjebliks svaghed og havde været en gave til min søster sidst jeg ovre hos hende. Vi delte i porten og jeg fik halvdelen med hjem igen. Sikke et held, så har jeg noget til kræsne gæster. Jeg har simpelthen ondt af de børn der får stukket sådan en ud til morgenmad i USA. Men det er indledningen på et helt andet indlæg.......

søndag den 16. maj 2010

Pausebillede(r)...

Argh, jeg er helt død i sværen. Det har bare været nogle mega lange og hårde dage. Det koster godt nok mange kræfter at lave mad til så mange mennesker. Men det var bare alt umagen værd. Fødselsdagsfesten blev en kæmpe succes og der blev næsten spist op. Sif havde bagt denne helt fantastisk flotte lambethkage til mig. Der skal nok komme en masse billeder og opskrifter de næste dage, jeg skal bare lige samle noget overskud til det. Desværre er mine billeder ikke blevet så gode den her gang, der var nemlig snask på linsen. 

Hele køkkenet er faktisk smurt ind i snask. Halleluja for opvaskemaskinen siger jeg bare!

Jeg blev helt vildt forkælet og fik en masse fede gaver. Se lige denne fine fedtemad med jord på som jeg fik af Ibber. Der følger en sjov historie med, den skal jeg nok diske op med en dag. Nu skal jeg simpelthen bare gå kold på sofaen......*ralle*

lørdag den 15. maj 2010

Fødselsdagsgaver...

Min fødselsdag var rigtig dejlig. Først kræmmermarked med Sif, som dog var dyrt og lidt skuffende. Men vi havde det hyggeligt og fik grinet en del.

Og se lige hvad jeg fik af Sif: et krus med Edward på den ene side og mit navn på den anden. Wuhu, selv om han er kold som marmor skal det der olme blik nok holde teen varm.  

Max har virkelig revet sig i år, selv om vi ikke rigtig plejer at give hinanden fødselsdagsgaver. Jeg har fået en fin lille Asus computer med en 10 tommers skærm. Da jeg ikke har kræfter til at slæbe rundt på en bærbar er det helt perfekt. Den vejer næsten ingenting og jeg kan have den i min rygsæk. Jeg skal til blogtræf i København om 14 dage, så der skal jeg ha' den med til togturen. Så kan jeg både blogge, gå på Facebook, chatte på MSN og Twitte. *angsten for at gå glip af noget*  

Jeg havde skam også en lille ting til ham - se bare. I går brugte jeg det meste af dagen i køkkenet på at forberede dagens gæstebud. Der kommer jo 10 sultne Kagedåser, som skal proppes til de sprækker. Jeg har linet 2 øko-kyllinger, en oksefilet, 7 salater, hummus, fetacreme og alskens guf op. Men sikke da et køkken det efterlod, selv om jeg prøvede at rydde op hen af vejen. Heldigvis tog Max over og gjorde rent bord. Tak!

Jeg glæder mig simpelthen så meget til at holde fødselsdagsfest i aften. Tænk at jeg har fået sådan nogle dejlige venner igennem bloggen - de fortjener alle forkælelse. Så jeg håber at de møder sultne op. Nu må jeg hellere se at komme i omdrejninger - de kyllinger steger jo ikke sig selv. 

mandag den 26. april 2010

Næsten som hjemme i Indien...

I dag har jeg tilbragt en del tid i køkkenet. Min veninde B kom nemlig forbi til en bid mad. Dr. Max har haft hendes computer i behandling og nu var patienten så klar til udskrivelse. Jeg lavede en kæmpe gryderet, så der også er til de næste dage. I morgen skal jeg på Skejby og ha' lavet et lille indgreb i narkose, så der bliver ingen madlavning de næste dage.     

Jeg lagde ud med at lave en karryblanding af alt godt fra krydderihylden: stjerneanis, kardemommekapsler, allehånde, nelliker, brune sennepsfrø, korianderfrø, sorte peberkorn, bukkehornsfrø, anisfrø, 1 laurbærblad, hel kanel og en tørret chili. Jeg ved at der er 2 chilier på billedet, men jeg brugte kun den ene - de er nemlig mega hotte. Først brækkede jeg stjerneanisen fra hinanden, det er kun de blanke frø indeni jeg bruger. Kardemommefrøene vrides ud af kapslerne og kanelen brækkes i små stykker. Alt krydderierne (undtagen chili, kanel og laurbærblad) ristes på en varm pande uden at branke, afkøles, blandes med resten og males i en kaffemølle. 

Til gryderetten brunes kødet først godt af i olivenolie. Jeg brugte 800 g hakket oksekød og 400 g lammekød. Der tilsættes derefter 4 grofthakkede løg, 6 fed hvidløg i skiver og et stort stykke skrællet ingefær, ligeledes i skiver (ingefæren koger med, men fiskes op inden servering). Karryblandingen tilsættes sammen med 2 ds flåede tomater (fra Demeter) og 1 ds kokosmælk. 

Retten fik også lige et skud gurkemeje og lidt ekstra karrypasta. Hele herligheden simrede under låg, ved meget svag varme, i ca 3 timer. Grøntsagerne og garnituren blev gjort klar i mellemtiden. 

Jeg kan godt lide en langtidssimret gryderet, hvor man tilsætter grøntsagerne til sidst. Der skal være både farve og bid i dem. I dag blev det 'alt godt fra kassen' der blev anvendt. I denne uge har jeg fået den store basiskasse, der bla indeholdt blomkål og disse lækre gourmetbønner. Blomkålen blev til salat (som jeg fandt inspiration til her), bønnerne blev snittet på skrå og sendt i gryderetten. 

Ud over bønnerne, skulle der 1 gul peber, 2 gulerødder og 1 squash (uden kerner) i retten. 

Blomkålen blev først brækket i store buketter. Derefter blev buketterne skåret i meget tynde skiver. Det kan med fordel gøres på en mandolin, men da jeg ikke ejer en sådan (*host host* det er snart min fødselsdag) gjorde jeg det i hånden med min store stygge kokkekniv.

Blomkålen fik selskab af gulerodsblomster (lavet med kannelerjern) og 4 fintsnittede ramsløg. Grøntsagerne blev vendt i en marinade af olivenolie, hvid balsamico, fuldkornssennep og salt. Inden servering blev der drysset med hakkede, saltede pistacienødder og soltørrede goji-bær. Goji er forresten helt vildt sunde og indeholder over 500 gange så meget C-vitamin som appelsiner. Jeg håber de hjælper med at slå min forkølelse ned i en fart.  

Til sådan en omgang stærk mad er det godt med en kølende raita. Igen var der ting fra kassen jeg kunne bruge. Tomaterne fik fjernet kernerne inden de blev skåret i små tern, agurken fik samme behandling. Ramsløgene blev skåret i chiffonade (rullet stramt og skåret papirtyndt).  

Dressingen blev rørt sammen af 1½ dl skyr og 1½ dl græsk yoghurt, smagt til med citron, salt og lidt garam marsala.

Og så var det bare med at få maden færdig til bordet. Jeg kogte sorte fuldkornssris til. Da der var 10 minutter til risene var færdige, kom jeg de snittede grøntsager + en dåse drænede kikærter i gryderetten. Den blev også smagt til med salt, agavesirup og citronsaft.

Hov, jeg har jo helt glemt de syltede løg. 2 alm løg og 1 rødløg snittes i meget fine både. Lagen koges af 3 dl eddike og ca 7 spsk rørsukker. Lagen tilsættes anisfrø, korianderfrø og sorte sennepsfrø - ca 2 tsk af hver. Den varme lage hældes over løgene, der trækker på køl i et par timer. Inden servering vendes løgene med rigeligt hakket, bredbladet persille. Signe serverede syltede løg sidste gang jeg besøgte hende og jeg var hooked med det samme. Jeg lavede dem til shawarma i påsken og Max bad mig lave dem til indisk mad engang. Det blev så i dag. En skål med mangochutney og et par naanbrød fuldendte måltidet. 

Nu vil jeg prøve at få lidt ro. Det ville være løgn at sige at jeg ikke er nervøs for i morgen. 

torsdag den 15. oktober 2009

Forkælelse & forkølelse...

Det har været en rigtig social uge. Først den vilde tøse-dag i lørdags (som jeg stadig prøver at komme mig over). Tirsdag havde vi 'drengene' til rollespil her. I går var jeg på visit hos Sif som også havde besøg af Kagekonen og i dag har jeg haft Signe til frokost og the. NU skal jeg også bare ligge under dynen helt til lørdag middag og pleje min dårlige hals og feberhede pande.

En flok på 5 granvoksne rollespiller kræver en del føde. Jeg lavede en monster-stor gryde bolognese med 'alt godt fra kassen'. Så kunne de få det med fuldkornspasta og et bjerg af friskrevet parmesan. Min intention var dog at der skulle være godt plads til dessert, for jeg havde en KÆMPE overraskelse i baghånden.

Ud over hakket oksekød kom der et bjerg af hakkede grøntsager i bolognesen. Det var rødløg, fennikel, porre og 2 slags gulerødder (hvide og lilla).

Jeg havde fundet de her glas i Kvickly på tilbud til 10 kr stykket. Økologiske flåede tomater er jo ikke ligefrem billige, så jeg syntes at det var et hit med den her færdige sauce til når kræfterne er små. Først tilsatte jeg en sjat rødvin og derefter indholdet af de 3 glas. Bolognesen simrede ved lav varme i ca 4 timer og blev til sidst smagt til med salt, friskkværnet peber, gastik og lidt sukker.

Der blev 3 store bøtter ud af anstrengelserne. Den ene kom i fryseren og de 2 kom på køl til 'drengene'. Da de havde spist, hev jeg desserten frem. En hel bradepande cheesecake a'la Birthe! 

Og hvor blev de skuffede. Der var faktisk kun en, udover Max, der kunne lide den. De andre mente ikke at 'ost' og 'kage' hørte sammen. De sagde ligefrem at den slags vist mest var for tøser! Jeg var målløs - troede faktisk nærmest de ville ha' slikket bradepanden og hulket i taknemmelighed. Mit skrøbelige bage-ego kan slet ikke klare den slags afvisninger. Næste gang kan de få et glas koldt kogt kartoffelvand og en klidkiks! Basta!

I går var jeg så ude hos Sif og blive totalt forkælet. Det var bare lige hvad jeg trængte til. 

Hun havde lavet lækker efterårsmad: oksebov i mørkt øl m/bagt kartoffelmos og rodfrugter.

Og fra køleskabet fremdrog hun sørme en gamle ven fra 80'erne: cherry cola! Jeg var ulykkelig da den i sin tid forsvandt fra hylderne i vores lokale kiosk. Den der syntetiske marcipanagtige smag havde jeg godt nok savnet. Nu må jeg selv på jagt efter et par flasker til den hemmelige gemmer. 

Til dessert diskede hun op med en nybagt græskar-mazarintærte. Silkeblød og med aromatisk sødme. Snakken gik lystigt hen over bordet, meninger blev delt og livsstilsvalg blev hånet. Jeg kunne dog mærke hvor det bar hen af med mig, der bare fik mere og mere ondt i hovedet og halsen. 

Pernille kom forbi med en masse æbler (Belle de Boskop) fra hendes have og der var sørme også en kasse til mig. Hun var så sød at forbarme sig over mig og kørte mig, ikke alene hjem, hun bar også alle æblerne op på 3. sal. 

Det havde bare været en dag fyldt med forkælelse. Kagekonen havde endda også en overraskelse med til mig: en skøn økologisk læbe, ansigts og krops balsam fra 'The Green Factory'. Det er en lækker økologisk webshop hvis indehaver Valdemarsro også er blogger. 

I dag skulle Signe så komme til frokost. Jeg havde haft planer om at lave en spicy græskarsuppe, men min krop nægtede bare den slags udfoldelser. Heldigvis kunne jeg jo bare trække en skuffe ud i fryseren og frembringe bolognese i en fart. 

Og Signe ville heldigvis gerne ha' et stykke cheesecake. Bagefter var jeg desværre nødt til at smide resten ud. Det gør lidt ondt, der var da for mange penge i den bradepande. Åh, well - man skal vel ikke græde for længe over spildt ostekage.

Signe forkælede mig bare for vildt. Jeg fik et stort glas hjemmelavet ajvar, 3 små dåser Kusmi og de her superfede ko-gummistøvler. Hun kunne ikke passe dem, men de sidder perfekt på mig.

Nu håber jeg bare ikke at jeg har givet en forkølelse i bytte for alt den forkælelse! 

fredag den 5. juni 2009

Fiesta...

I onsdags havde jeg min 'gamle' veninde L på besøg hele dagen. Det var mange år siden vi havde set hinanden sidst, så jeg var noget spændt på om vi kunne genfinde kemien. Men det var ikke noget problem og det var som om vi lige havde set hinanden for et par uger siden. Det er en gave at få kontakt til en man har savnet så meget de sidste år. Lige da jeg havde startet bloggen op, lagde L en kommentar her uden at vide hvem jeg var. Så skrev jeg til hende på FB og så begyndte vi først at chatte der, siden på MSN og i de sidste par måneder har vi haft timelange telefonsamtaler. Og nu har vi så haft vores første møde IRL. I næste månede er det mig der hopper på et tog og besøger hende.

Jeg havde lovet at lave tex-mex, så jeg gik på jagt i de forskellige butikker for at samle mine favorit ingredienser sammen til det. Jeg lavede kødfyldet i tirsdags, så jeg ikke skulle bruge for lang tid i køkkenet om onsdagen. Og så kunne jeg jo lige få det til aftensmad også, Max var jo til rollespil.

Jeg tog det jeg kunne få af øko og resten hvad der var.

Under en af vores lange samtaler, spurgte L pludselig: Hvor er løgene i din madlavning? Hmm, det måtte jeg lige tænke lidt over. Jeg bruger faktisk kun løg når de er med i kasserne. Det er sjældent at jeg køber ekstra grøntsager. Men i tirsdags brugte jeg et stort hakket løg i 'kødsaucen'. Her er beviset ☺

Kødfyldet blev lavet af 800 g hakket oksekød, 1 stort hakket løg, 1 ds kidneybønner, ½ fintsnittet hvidkålshovede (gode kostfibre og det kan ikke smages), 2 breve taco-mix, vand og 3 fed hvidløg. Jeg kom mere spidskommen og chili i. Faktisk kom jeg 3 tørrede chilifrugter i og det var lige på grænsen af hvad jeg kunne klare. For pokker hvor blev det stærkt, det hjalp da jeg kom 50 g mørk chokolade og en sjat rødvin i. 

Til aftensmaden smurte jeg lidt kødfyld på en blød fuldkornstortilla og dryssede med revet ost. Så kom den lige i microen til osten var smeltet inden den blev dækket med alskens lækkerier.

Først lidt salsa, så fintsnittet salat, majs, agurk, tomat og creme fraiche. Øverst kom der syltede gule chilier og sorte oliven. Jeg har aldrig før lavet det med oliven, men efter at ha´ set det her hos Newyorkerbyheart måtte jeg prøve. Det var et hit! 

Da vi skulle spise onsdag, lavede jeg skåle med alt tilbehøret. 

Der kom kød og ost i taco tubs´ne og så var det bare med at bygge sin egen taco.

Vi guffede løs og hyggede. Bagefter fik vi øko isvafler, så billeder og opdaterede hinanden med de ting vi havde bedrevet de seneste år. Jeg fulgte L til toget og fik sagt farvel. Det var en rigtig god dag! 

Torsdag formiddag snakkede jeg med min sagsbehandler i fleks-gruppen, der afbrød min praktik med øjeblikkelig varsel. Nu skal jeg lige falde ned og vænne mig til at presset er fjernet. Nu har vi fået afklaret at jeg ikke kan magte at arbejde hjemme. Men nu står den på sommerferie indtil d 3/8, hvor jeg skal indlægges på 'Gigt-sanatoriet' i 4 uger. Så får vi se om jeg magter en ny praktik efter det eller vi skal søge om førtidspension til mig. 

Nu skal jeg simpelthen prøve at få noget søvn, så jeg kan være klar til i morgen. Den står jo på blogtræf i Vejle ☺

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...