Klidmoster fylder 15 år i dag - og lever stadig videre på Instagram. Kig endelig forbi...

Hejsa. Bloggen fylder 15 år i dag. Men det er godt nok længe siden, jeg har lavet et opslag her. Det er ikke fordi jeg er stoppet med at gøgle med mad, tage billeder af det eller vise dem frem - mine kognitive evner og generelle helbred, er bare blevet så ringe, at det er for stor en udfordring at skulle skrive lange blogindlæg. Så efter (endnu) en lang træls periode, fyldt med sygdom, havde jeg forsøgt at gøre Instagram, til Klidmosters nye hjemsted - og fejlet. Men nu forsøger jeg så igen, igen...igen.... 

Profilen på Instagram hedder også klidmoster.dk - og jeg har efterhånden haft den i mange år, men uden andet end at dele lidt billeder og annoncere, når der der kom nye indlæg her på bloggen. Nu deler jeg lidt opslag, når der er kræfter til det. Når der ikke er nogen særlige kræfter på kontoen, nøjes jeg med at dele stories - som er en virkelig dejlig måde at ha' bare lidt kontakt med andre på.

Og sådan ser profilen ud. Beklager at den er lidt "plain" - men jeg kæmper stadig med at mestre teknikken. Der er ingen højdepunkter og jeg kan ikke finde ud af at lave reels - og jeg er blevet virkelig elendig til at svare på kommentarer. Men jeg har brug for det som kreativt out-let - et lille digitalt åndehul, hvor jeg kan dele det jeg laver. For jeg er for længst holdt op med at lave ting, med det formål at dele dem - men deler blot det, jeg alligevel laver. Og ja, sådan ser min mad ud - også når jeg ikke tager billeder af den. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at anrette og stille an, som var det til gæster. Det er en arbejdsskade, som jeg ikke begræder. Det gør mig nemlig i rigtig godt humør, at spise mad der er pæn at se på.

Mine arme arme har ikke ret meget gøgl i sig, med den smule der er, omsættes straks til spiselige projekter. Jeg har sluppet både OCD-Maren og Pynte-Sisse helt fri - og lader mig bare flyde med og ser hvad der kommer ud af det. De bliver tit rygende uvenner, hvilket er en god ting, for min hjerne har godt af at blive udfordret lidt, på den konto. Det går meget fint i tråd, med mit gamle motto: "Hug en hæl, klip en tå - make it work!"

De sidste 2 måneder har jeg dog været vippet helt af pinden - først med influenza, den sædvanlige årstidsbetingede astmatiske bronkitis (med alle bonusudvidelserne) og sælhundehoste.....og siden en karsprængning dybt i bihulen, som aflyste julen og erstattede den med 6 besøg på Skejby. Har efterhånden mistet overblikket over, hvad der har været af balloner, kameraer og instrumentet oppe i min stakkels næse - og der er stadig ikke fri passage, hvilket gør søvn besværligt og vejtrækning anstrengt. Er ærlig talt ved at blive vanvittig af det. Men nu er jeg da blevet så frisk, at jeg kan komme lidt ud igen. Så jeg krydser fingre for at foråret bringer en masse rare oplevelser med sig, som jeg kan glæde mig til. Håbet er i hvert fald lysegrønt!

Hvis du har lyst til fortsat at følge med og se noget af det jeg trods alt får lavet, vil jeg blive meget glad for et 'Følg' på Instagram her: Klidmoster.dk 

Jeg håber vi ses på Instagram!

Black Magic Vaffel-lagkage...

I år lavede jeg en lille lagkage til min fødselsdag - og det kan vel næppe komme som en overraskelse, at den blev lavet i et vaffeljern... 

Jeg er pavestolt af den, selv om den blot er en prototype. Og der er allerede mange flere varianter på tegnebrættet. For det er et virkelig fremragende koncept, hvis man som jeg, har dårlige arme. Ingen kage der skal vendes ud og flækkes - blot en dej, som bliver bagt til vafler.

Du kender måske allerede den populære Black Magic kage, i dens oprindelige form? Opskriften stammer fra Hershey’s og har vist endda været trykt bag på deres kakaopakker. Det er en svampet chokoladekage med kaffe, flækket og lagt sammen med en fuldfed chokolademousse. Jeg kvier mig lidt ved at skrive chokoladekage og chokolademousse - for der er ingen chokolade involveret, kun kakao (jeg skal nok spare dig, for et længere rant om det - selv tak!). Kagen har gået sin sejrsgang, over hele verden, uden andet, end enten mousse eller glasur på toppen - men herhjemme er den typisk pyntet a'la Kjelds Tivoli med frugt, bær og div chokolader, med Toffifee som den tydelige favorit. 

Og så til prototypen:

Kræfterne var virkelig små, så jeg greb efter lutter nemme løsninger - kagedej fra æske, instant kaffe og mousse fra brev. Hug en hæl, klip en tå, make it work.... 

Vælg den dej og den mousse, du kan lide. Anything goes!

Hmm, jeg havde bare grebet æsken med chokoladekage på hylden, fordi den var økologisk - og havde ikke lige set, at der skulle tilsættes SÅ meget ekstra (3 æg, 175 g blødt SMØR og 1 dl letmælk). Havde bildt mig selv ind, at den slags var 'tilsæt kun vand' modellen. Det havde ikke været meget mere besværligt, at lave den fra bunden. Jeg opløste 3 spsk pulverkaffe i mælken, inden den blev rørt i dejen, så den fik den autentiske Black Magic smag. 

*Suk* det var en stejl læringskurve, at dossere dejmængden korrekt, i mit nye 'No Mess' Sage vaffeljern - som endda kommer med en overløbsrand. Ironien i det navn er tommetyk!. Set i bagspejlet, skulle jeg nok ha' indviet det, med en alm vaffeldej. Af skade bliver man klog....eller noget...

Det lykkedes heldigvis at få 4 hele vafler (17,5 cm i diameter) + det løse, ud af dejen. De fik lov at køle helt af, på en rist, inden de blev lagt sammen med et helt brev mousse.

Der blev sprøjtet godt med mousse mellem vaflerne - men set i bagspejlet, kunne den ha' trukket et halvt brev til. Det vil jeg prøve i næste ombæring. Vaffel-lagkagen blev samlet direkte på lagkagefadet - og pakket meget grundigt ind i film, inden den blev sat på køl natten over. De grådige vafler skulle ha' tid og ro, til at gå i symbiose med moussen.

Og så blev det morgen - og min 48 års fødselsdag. Efter gave på sengen og hyggelig morgenmad, gik jeg i køkkenet, for at gøre vaffel-lagkagen færdig. Endnu et brev mousse blev pisket op - og fyldt i sprøjtepose, monteret med stjernetyl.

Jeg sprøjtede lidt ud på siderne, som blot blev klappet lidt rustikt ud, med en kagespatel. De sparsomme armkræfter blev brugt til at dække toppen med dutter og lave en fint kant forneden. 

Og så til pynten:

Jeg havde ikke nogen plan for pyntningen, på forhånd, men havde købt lidt forskelligt ind. Efter lidt overvejelse, droppede jeg dog at bruge ananaskirsebær - og nøjedes med jordbær og blåbær.

Jeg udvalgte de flotteste af de fyldte chokolade og skyllede frugten. Jordbærrene blev siden skåret over, da de var lige store nok, til den lille vaffel-lagkage. I Føtex havde jeg fundet små fine flag, af mørk chokolade. Jeg syntes det er et hit, når alt pynten kan spises.

En passende mængde bær og chokolade, blev fordelt på toppen. Havde det ikke været til en fødselsdag, var den klar til bordet, sådan der. 

Men til lejligheden, kom der chokoladeflag og små rosa perler med kirsebærsmag på (når jeg nu ikke kunne få friske kirsebær). Kagen kom retur på køl, uindpakket, da den først skulle serveres til eftermiddagskaffen.

Vaffel-lagkagen blev taget ud, 45 min før servering, så den kunne temperere. Og der skulle naturligvis lige et bette lys i. 

Og så blev det endelig tid til at smage på vaffel-lagkagen. Den var præcis som forventet - og bragte heldigvis jubel omkring bordet. Resten blev pakket godt ind og sat retur på køl. 

Jeg har lyst til at lave en masse forskellige versioner, men holder mig lige lidt i skindet, til der kommer en passende lejlighed igen. Men jeg glæder mig til den næste version, som skal være med hindbærfyld.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så til det personlige - incl resten af fødselsdagen. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Jeg var noget trist op til min fødselsdag. Efter at være blevet sprunget over i gruppe 5, i vaccinekøen, var alt håb om at kunne spise ude på min fødselsdag, punkteret. 2 år i træk nu, uden at kunne komme på Memphis Roadhouse, med Anne, som vi plejer....nej, bare nej. Verden åbnede sig omkring mig, men jeg måtte pænt blive sidde på min påpasselige pind. 

Men drømme om 'mad andre har lavet' bestod - og så fik jeg den geniale ide, at bestille restaurantmad udefra - og invitere mine svigerforældre, som vi har været i boble med, hele vejen igennem. 

Det hjalp gevaldigt på humøret, at træffe den beslutning. Jeg undersøgte derfor alle de forskellige muligheder, byen havde at byde på. Jeg endte med at bestille 4 x Gourmandens Lille Lækkerbisken hos Mefisto - hvor jeg elsker at komme og flere gange har været, netop på min fødselsdag. Og så var det også der, hvor Morten og jeg havde spist brunch, på vores første date. 

Gourmandens Lille Lækkerbisken består af 4 små ting: hvide asparges m/smilende vagtelæg, rejer og brøndkarse - meunierestegt rødspætte m/selleriremoulade og citron - hønsesalat med svampe, bacon og ærteskud - bøfsandwich med oksemørbrad og bløde løg, med en kartoffelsalat til. Der fulgte 3 slags brød og SMØR med. Jeg spædede selv til, med en lakserose, lavet af Fanø Laks og hjemmesyltet fennikel. For ingen fødselsdag uden #lakselyde...

Maden blev hentet på restauranten, anrettet på tallerkener og i skåle, lige til at stille på bordet. 

Åh, hvor var det godt - og lige den forkælelse, jeg havde brug for. Og der var rigeligt. Faktisk så rigeligt, at vi også havde til aftensmaden. Hvor vi naturligvis også skulle ha' et ekstra stykke kage.....

Og så fik jeg også fyret mine ananaskirsebær af. Det var ret godt med det syrlige, sammen med de søde.

Det endte med at blive en rigtig dejlig fødselsdag. Mine svigerforældre kom med blomster og jeg fik en SMØRbox, som jeg havde ønsket mig.

I Julie Sandlau æsken, lå de øreringe, jeg fik af Morten. De mindede meget om et par, jeg havde i forvejen, så jeg fik lov til at bytte dem, til 'noget andet' fra JS....og det blev den her: 

OMG! Det er bare sådan en ring, jeg har drømt om altid. Jeg er simpelthen så vild med den. Men det var ikke alt jeg fik....

Det blev også til dette fantastisk vaffeljern med 6 hjerter. Min bimlende OCD, har haft det ret stramt med mit gamle hjertevaffeljern, som havde 5 hjerter (og det er nu givet videre, til en som ikke er så gak som mig). Jernet blev straks indviet, med disse koldskålsvafler. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og siden fødselsdagen, er der sket noget rigtig godt: for i fredags fik jeg mit første skud Moderna. Det har godt nok været en hård omgang, med en helt død arm, 'influenza' og overvældende træthed....men f**k det, nu blev det ENDELIG min tur. Og nu er der kun 6 mdr til vi skal flytte sammen. Yay!

Damn, hvor er jeg udfordret på det kognitive. Det har taget mig flere uger, at skrive det her indlæg. De fleste dage er min hjerne bare usamarbejdsvillig havregrød. Men i dag er det endelig skrevet færdigt. 

God dag til dig, der nåede helt herned....

Klidmoster fylder 10 år i dag...

Du godeste....så gik der 10 år. Det er næsten ikke til at fatte at min lille blog har fået en dekade under bæltet. Det her bliver indlæg nr 1815 og det første i år. Det er desværre ikke blevet til så meget blogning i 2018, da jeg har fokuseret på andre ting. Virkeligheden, helbredet og kogebogen har fyldt meget - og jeg har brugt de fleste af kræfterne på at leve mere og bedre. Stilen bliver dog lagt om her i 2019, så der bliver skemalagt arbejde på kogebogen - og mere tid i køkkenet. Det giver 'kladder' som ikke skal med der, men som kan finpudses og ende her. Har allerede et par ting i kog. Bogstavelig talt. Er ved at koge fond....

Citronmåne, seriøst? Ja. Og ved du hvorfor? På de 10 år der er gået, har jeg måtte give køb på et par ideologier. Alt fra bunden, af gode råvarer mantraet, er erstattet af Make it work. Mine kræfter har været eksponentielt aftagende - og jeg har løbende skulle acceptere nye udfordringer, begrænsninger og forværringer. Igennem bloggen her, har jeg mødt mange fantastiske mennesker (jeg ville ønske jeg kunne remse dem alle op - men I ved hvem I er ❤). Et af de dejligste er Anne, som jeg lærte at kende her. Tænk at sådan et lille noller stykke køkkenplastik, skulle blive til sådan en veninde. Jeg kom hjem i formiddags, efter at ha' tilbragt 1½ døgn med hende og en anden veninde. Vi have en fysisk og mental Plej dig selv dag (iført tiara), med indlagt streetfood, bingo og overnatning. Den her neongule rædselskage var en af bingopræmierne - som jeg tog imod med kyshånd. Planen havde nemlig været at bage en kage til i dag, med et stort 10'tal og lys på. Og da jeg givet den som prinsesse med sælhundehoste, var der ikke kræfter til en pind. Men der skulle da kage på bloggen, når det nu er en rund fødselsdag. Make it work.......  

Jeg satte mig til tasterne og oprettede bloggen, for at ha' et sted og dele alle mine skøre idéer og kreationer. Karrieren var kuldsejlet pga sygdom, som gjorde at jeg ikke længere kunne arbejde. Og der stod jeg så, 35 år og førtidspensionist. Og pludselig havde jeg ingen kollegaer, alt for meget tid og ikke det store netværk - men et hoved fyldt med ting som skulle UD. Jeg ventede egentligt på at min eksmand, skulle lave en hjemmeside til mig, men jeg var for utålmodig. Og da blogmediet var dynamisk og brugervenligt, kastede jeg mig bare ud i det.

Det tog hurtigt fart og netværket blev kæmpestort. Det har været en skøn udvikling, både gastronomisk og socialt. Fysikken og kræfterne har drillet - men lysten til at fortsætte har været for stor. Jeg er for træt til at gøre status over alle de fantastiske oplevelser det er blevet til, alle de vilde måltider (både ude og hjemme) og alle de skøre idéer jeg har fået. Men det kommer.

Og så er det bare bare at blogge videre 10 år endnu? Jeg må bare ikke love mere, som jeg ikke kan holde. Er blevet fristet til at sige ja til noget, som jeg så alligevel ikke kunne magte at levere. Det har jeg det svært med. Er ikke god til at skuffe folk - og heller ikke at erkende på forhånd, at kræfterne ikke rækker. Det skal der gøres noget ved nu!
       
Bloggen har bragt mig utrolig mange glæder, muligheder og gode mennesker ind i mit liv - men har også haft ubehageligheder med sig. For når man stiller sig op på en lille digital sæbekasse, kommer der feedback i alle farver. Og det bliver så ekstra kulørt, når man er på offentlig forsørgelse og tillader sig at ha' et liv. Er flere gange blevet anmeldt for socialt bedrageri og mistanke om skattesnyd, alt fuldstændig grundløst - og heldigvis er det nu flagget som chikane, af begge instanser. Og så vil jeg undlade helt at kommentere på de kommentarer, man kan få slynget efter sig online. Oh well, haters gonna hate...

Nå, men det her indlæg udformer sig slet ikke som jeg vil. Klokken er allerede blevet alt for mange, øjnene er tørre og ordene undslipper. Jeg ville skrive så mange fine ting om de 10 år og ha' afsluttet med en Top 10, over bloggens mest besøgte opskrifter - men det må blive en anden dag. Jeg vil gå til køjs og glæde mig til at fejre det lidt i morgen, sammen med min madglade kæreste. Jeg ville bare så gerne udgive et indlæg, på selv dagen. 

TUSIND TAK for at du læser med her - og tak for de første 10 år ❤

Gl. dags æblekage anno 2018...

Her får du endnu en kreation, som er vraget til min kommende kogebog. Den er røget i svinget, til fordel for en forrygende trifli, så det er helt ok. Jeg har denne gang tage en klassisk gammeldags æblekage, med grundelementerne: æbler, makroner (kommer ikke fra en hjem hvor der blev brugt rasp) og flødeskum - og givet den en overhaling a'la Klidmoster. Og ja, det involverer naturligvis tarteletter... 

Nymodens æblekage: marcipanforet, sukkerbagt tartelet med karamelliseret æblefyld, flødeskum og hakkede ristede mandler. Undskyld farmor....det var ikke planlagt...det skete bare...

Det hører med til historien, at jeg ser en temmelig dejlig mand, fra tid til anden. Vi spiser sammen og den der lægger hus til, står for hovedretten - og den der er gæst, medbringer så dessert. Fremragende aftale!

I starten havde jeg bare noget med, som jeg selv kunne lide - men spurgte på et tidspunkt hvad han kunne tænke sig at jeg medbragte. Det har udviklet sig til en slags benspænd, hvor han så smider navnet på en dessert eller råvare på bordet - og så laver jeg min udgave eller presser fortolkningen lidt.

Det er blevet til både en meget pimpet citronfromage med citrongelé, en alternativ grøddessert (som også kommer her, på et tidspunkt) og så nu 'æbler'. Forsøgte forgæves at mumle noget om sæson og foreslå rabarber, men han stod fast på æblerne. Godt så - jeg kastede mig ind i kampen og gik i tænkeboks.

Konceptet tog form og jeg fik handlet ind til et par eksperimenter. Droppede dog at købe økologiske æbler - for de var enten tyske eller østrigske. Efter min bedste overbevisning, kan man kun lave æblekage af danske æbler. Kald mig bare retro-romantisk der. 

Æblerne først:

Jeg forkastede den vaniljeprikkede æblegrød og sigtede efter en mere intens smag. Så det blev først til en rustik kompot, med basis i en karamel. Jeg hentede inspiration her hos Foodfanatic og hendes glaserede æbler.

5 mellemstore æbler (her Jumanji)
50 g ahornsirup
50 g SMØR
½ dl Calvados

Først laves karamellen. Lad SMØR, sirup og sprut simre sammen, ved middelvarme, under regelmæssig omrøring, til blandingen begynder at tykne.

Æblerne blev skåret i relativt små stykker og tilsat karamellen.

Jeg hældte 1 dl vand på - og lod æblerne simre ved svag varme længe, til vandet var fordampet og karamellen begyndte at bide i panden. Panden blev skruet helt ned og æblerne fik lov til at blive meget mørke, uden at branke.

Panden blev taget af varmen og jeg stak en stavblender i - og blendede *wroom wroom* ca halvdelen af de karamelliserede æbler. Den blende del, blev derefter rørt sammen med de hele æblestykker.

Den færdige æblekompot var intens karamelliseret og meget smagfuld.

Og så var det tarteletternes tur til at skulle i vælten.

Jeg har stor held med at transformere tarteletter til søde formål - ved at pensle dem med æggehvide, drysse dem med sukker og bage dem til en slags 'fransk vaffel' (se mere lige her). Her skulle jeg så fremtrylle noget der mindede om makroner - og så måtte der marcipan til. Men jeg var usikker på hvordan marcipanen skulle inkorporeres, så der måtte testes et par forskellige løsninger.

De 3 forskellige muligheder. 1: foret med marcipan (rullet tyndt mellem 2 stykker plastik og udstukket først) og kun glaseret på kanten. 2: glaseret overalt, med mazarinmasse (opskrift her) i bunden. 3: smurt ind i mazarinmasse (tåbelig idé!).  

Efter ca 8 minutter ved 180°C var der 2 brugbare løsninger tilbage. Men jeg fortærede kanterne af nr 3 til en kop te, senere på dagen.

Der skulle lidt knas på toppen - i form at glaserede mandler med rosmarin. Jeg har før lavet disse glaserede valnødder, så den formel kastede jeg mig ud i igen. Nu tænker du måske "rosmarin i en æblekage, damen er jo gal" - men jeg forsikrer dig om at æbler og rosmarin er de bedste venner.....også i det søde køkken. Som med så meget andet, handler det om dosering. Var jeg løbet med en lysere æblekompot, havde jeg kogt lidt rosmarin med der. Men nu havde jeg valgt lidt sprødt på toppen i stedet - så det blev disse fantastiske ristede mandler med rosmarin og havsalt fra Mill & Mortar. 

Men ak, jeg kogte ikke blandingen længe nok, så det blev en fedtet omgang - med pyt, jeg brugte den her fejltagelse til et andet formål (ja ja, jeg åd den bare). I stedet for at kaste mig ud i en ny omgang, valgte jeg blot at hakke lidt mandler og drysse med.

Det hele blev pakket ned og fragtet med i byen. Efter en dejlig afslappet middag, bestående af kold lammekølle, div salater, tzatziki og fladbrød - smækkede jeg 2 af de små æblekager sammen, som vi testsmagte sammen med et godt glas portvin. Der var ingen tvivl: det var den marcipanforede tartelet som vandt.  

Den blev først fyldt med den intense kompot.

Inden den blev sprøjtet op med flødeskum og drysset med mandler. Og så var der sgu æblekage - som du med garanti aldrig har fået det før!  

Konceptet holder vand. Men æblekompotten kan sagtens være mere syrlige og knap så kompakt i teksturen. Jeg skal helt klart prøve en udgave med vaniljebagte æbler, når de igen er i sæson.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nøj, hvor er jeg blevet fejret med manér. Det var ingen sag at fylde 45 år. Er fyldt op til bristepunktet af gode oplevelser, dejlig mad og samvær med de dejligste mennesker. Det her år er virkelig mit år. 

Der er dog lige et ekstra skud i fødselsdagsbøssen - for min dejlige Anne (hende med brillerne) og jeg skal fejre det i aften på Memphis Roadhouse. Glæder mig til at holde lidt fødselsdag 'hjemme' også. 

Og nu vil jeg ud i vejret og få lidt sol på de vinterblege kinder. God mandag til dig der kommer her forbi....

Asparges-ramen...

Lad mig introducere dig for en funklende ny ret på den nordiske madscene: asparges-ramen. Sprødmøre 'nudler', snittet af hvide asparges - serveret i en liflig suppe på asparges, med smilende æg og ørredrogn. Jeg spår allerede nu at det bliver en moderne klassiker! 

Aspargessuppe, i en opdateret 2017 udgave. 

Det er dog desværre ikke en opfindelse jeg selv kan tage æren for. Det er nemlig min gale/geniale gastronomiske legekammerat Johan der står bag. Og her er hvordan den blev til:

Retten blev født - dagen før min fødselsdag, sidste lørdag. Jeg var taget ned til Kolding for at fejre dagen sammen med Johan (på Sdr. Bjert Kro) - og han forkælede sørme med hjemmelavet OCD-venlig fødselsdagsmiddag fredag. Jeg var på forhånd blevet lovet en 'stille og rolig' 3-retters menu (hvoraf snacks udgjorde den ene ret) - hvilket viste sig at være en sandhed med modifikationer. Du kan se hele menuen nederst.

Den første snack-serveringen hed på menuen: (3 x æg) Ramsløgsmayo - Øko-æg - Rogn. Johan havde ikke en klar vision ang anretningen, før han gik til køkkens. Men da der var hvide asparges i en af de andre retter, som han havde klargjort på forhånd, var han ved at simre en lille aspargesfond på ender og skræller. 

Aww, fokus på Stop Spild Af Mad gør mig så glad. Pludselig kunne man se at inspirationen slog ned i manden *pling* og har råbte begejstret: "Malou, jeg har sgu fået en idé der skal prøves af". Han greb sin julienneskræller og høvlede et par hvide asparges til fine 'nudler' og lod dem varme kortvarigt igennem i aspargesfonden, som var blevet smagt til med et par dråber Healthy Boy soya og et nip sukker. De delikate 'nudler' blev anrettet med et perfekt halvt 6-minutters æg, ørredrogn, ramsløgsmayo og et blad hjemmedyrket koriander. Og således blev asparges-ramen til. Åh, det var SÅ lækkert. 

Idéen fik jeg straks lov til at løbe med - og så gælder det om at løbe stærkt. Jeg er på ingen måde i tvivl om at den gale mand nemt kan forfatte 5000+ ord om hvide asparges og halløj....men ved at han har travlt med andre emner i tiden. Og da de hvide asparges er i sæson NU...så er det med at slå til. Så her får du mit bud på hvordan asparges-ramen kan skrues sammen:

Det blev først til en tur i Kvickly efter forsyninger. Jeg ville lege med både hvide og grønne asparges. For at give fonden noget mere fylde, ville jeg tilsætte noget hønsefond - men kunne ikke finde den pose jeg (måske, måske ikke) havde i fryseren, så jeg besluttede mig for at prøve de her nye økologiske bouillonterninger af. Ramsløg blev til kørvel - som jeg har fået en nyfundet interesse for. Og så blev der også købt æg og ørredrogn. Og så var jeg klar til at gå i køkkenet og lege mig frem. Først lavede jeg en kørvel-mayo:

En god tot kørvel, blev blendet *wroom wroom* med en stor spsk Hellman's, lidt presset citron og et drys urtesalt.

Og så var det endelig blevet tid til det sjove!

Jeg har virkelig et svagt punkt for friske hvide asparges. Til gengæld kan jeg ikke udstå aspargessnitter på dåse. Det er nogle små ækle stakler med en forkert konsistens *gys*. Friske hvide asparges er saftspændte, sødmefulde med et letbittert snert og skal kun varmebehandles ultrakort. 

Og så var det med at komme i gang - for jeg vidste det ville blive tidskrævende.

Først blev de knækket (hvor de selv giver efter), skrællet med en tyndskræller og lagt i koldt vand, tilsat en smule citron.

Enderne (snittet i mindre stykker) og skrællerne + en bouillonterning kom i en gryde - og der blev hældt 6 dl vand på.

Fonden fik lov at simre, under låg, i en lille time. Den blev derefter siet og smagt til med lidt soya og et par dråber fiskesauce - men ingen sukker, da jeg fandt den naturlige sødme passende. Det gav en fyldig og alligevel let suppe, men god dybte og umami. I mellemtiden havde jeg haft de hvide asparges under kniven.

Nej, jeg kunne ikke nøjes med at bruge en julienneskræller. Min indre OCD-perfektionist kunne slet ikke med det - jeg skal ha' ensartethed og lige linjer. Specielt når de skulle forestille at være nudler. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og min japanske kokkekniv - og gik i gang med den tidskrævende opgave, at snitte et bundt hvide asparges i ensartede strimler. Åh....bare...åh....jeg havde fuldstændig glemt hvor meget jeg elsker den slags knivarbejde. Jeg opnåede en tilstand af ren zen. Det tog laaaang tid og jeg måtte ind og hvile et par gange undervejs - men jeg var SÅ tilfreds med resultatet.

For at få lidt variation i farven, snittede jeg 2 grønne asparges og kom ved. En beslutning jeg skulle komme til at fortryde...

De fine asparges-nudler blev dampet i den varme suppe - kun til de lige akkurat blev bløde nok til at bøje. Det så lovende ud....men jeg kunne allerede her se at de grønne asparges ikke duede. De blev ikke omsat til 'nudler' visuelt. Men jeg valgte alligevel ikke at pille dem fra.

Det gik herfra hastigt ned af bakke for mig. Det skal lige siges at jeg var ret bombet efter at ha' været på farten 2 weekender i træk og det derfor var fuldstændig pløk at kaste sig over sådan et projekt. Jeg skulle ha' hvilet mig under dynen og i stedet gennemtænkt alle detaljerne på forhånd. Men det var fedt at ha' et projekt at flygte ind i, så jeg lærte af mine fejl på den hårde måde i stedet.

Jeg havde valgt en alt for stor skål/tallerken (Æh, det er vist officielt en salatskål) og kom ALT for meget suppe på fra starten. 'Nudlerne' skulle ha' været toppet op med fyldet først - og så skulle der ha' været kommet en passende mængde suppe på bagefter. Det lignede jo den grågrønne grumsede Limpopoflod?!? Det gjorde desværre også at æggene svømmede frit rundt og at 'nudlerne' sank til bunds. I et forsøg på at udnytte råvarerne optimalt, havde jeg også snittet de stykker asparges der var for lange (længden blev jo defineret af de korteste asparges) og dampet hovederne. Det endte med at blive en rodet omgang. Smagen fejlede dog ikke noget og jeg nød hver en bid. Men da jeg så billederne dagen efter, blev jeg virkelig skuffet. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. 

Så der var ikke andet for, end at gå i gang med version 2. Der var ikke kræfter til en tur mere i Kvickly, så jeg forsøgte mig denne gang med de grønne asparges der var tilbage.

Grønne asparges skal ikke skrælles, så de beholder den fine grønne farve. De er dog noget mere besværlige at snitte i 'nudler' - don't do it!

Endnu en fond blev kogt. Der var heldigvis stadig noget kørvel-mayo og rogn tilbage.

Jeg valgte en mindre og mørkere skål. Jow, det var lovende....men stadig forkert. Det slog mig pludselig, at jeg jo forsøgte at gøre det til en hovedret. Måske var det formatet den var gal med?

Æggene blev fisket op med en ske (godt jeg havde kogt ekstra) - og så fandt jeg en lillebitte skål frem. 

Ja, for pokker - det var jo lige akkurat sådan det skulle være. Æh...og så sagde min hjerne: "Meget fint, men må vi se den med hvide asparges?"

Der var ikke andet at gøre end at adlyde hjernen - ellers ville jeg ikke få fred. En tur i Kvickly var derfor uundgåelig. Det var, både billedligt og bogstaveligt talt, op af bakke...

Og så snittede jeg, for tredie gang, et bundt asparges til 'nudler' - denne gang dog knapt så zen.....men lige så omhyggeligt. 

Og så var jeg klar til version 3. Der var ikke mere kørvel-mayo og jeg besluttede mig derfor at droppe det fede element helt. I stedet for kørvel, ville jeg forsøge mig med dild. Men fra billedet her blev taget, til der skulle anrettes, var dilden klappet helt sammen. Nå, men så var dild dømt ude...det måtte den bare selv om så. Så inviterede jeg bare kørvel med til ballet igen, i stedet for.

Forventningsfuld, kom jeg de snittede asparges-nudler i ENDNU en omgang fond. 

Oh yes, så passede både skålstørrelsen og væskemængden.

Og pyt med at ægget havde ligget for længe i koldt vand og blommen havde sat sig lidt for meget. Det var lige nøjagtig sådan det havde set ud i mit hovede. Stor lettelse....

Prøvede mig også med den lidt større skål igen. Det kritiske punkt er væskemængden. Jeg syntes nu også visuelt, det er pænest med kun 1 æg. Men nu hvor jeg skulle spise det, var det lige meget. Uhm, kombinationen af de stadig let-sprøde asparges, den lækre fond, den cremede æggeblomme og det salte *pop* fra den smukke ørredrogn - det spiller sgu. Til næste år vil jeg lave en version med stenbiderrogn! 

For en vegetarisk og vegansk udgave, koges fonden med grøntsagsbouillon og fiskerognen erstattes af cavi-art (lavet på tang) - og til den veganske udgave, erstattes ægget af en skefuld silken tofu og evt lidt hvid miso.   

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal vi retur til Kolding. 

'Snacks' viste sig at komme i 2 serveringer - først de her asparges-ramen og derefter 3 x laks. Forretten bød på tarteletter og hvide asparges - og hovedretten på grydestegt 'kylling' med hele udtrækket. Johan gør ikke så voldsomt meget i dessert - og det ville jo også give uorden i menuen der, som lovet, kun ville bestå af 3 retter. Så menuens sidste punkt var en en særlig cocktail Vintage Black Velvet (teksten på fransk, betyder 'dette er ikke en fjerde ret').

Åh....men SE lige. Den gale mand havde kastet sig langt uden for sin comfort zone og lavet en dansk menu, med mange af de ting som jeg er vilde med. Awww, og lakselyde....

Og sørme om han ikke også havde været i vinkælderen efter nogle gode sager, af lidt ældre dato. Meget *host* passende til en dame i min alder. Den der stout havde lagret i 10 år - og rygterne ville vide at den med årene havde fået sådan lidt portvinskarakter.

Det postulat kan vi så godt afkræfte. Men den smagte virkelig godt, toppet op med champagne.

Da klokken slog midnat, skålede vi i de sorte bobler - og så var jeg sgu 44 år. Vi hørte lidt musik og snakkede en stund, men var fornuftige nok til at lukke festen ned tidligt. For lørdagen ventede forude, men den helt store fejring - først brunch og siden middag. Mere om det i et senere indlæg. 

Nåede du helt herned? Godt kæmpet. God mandag til alle der nåede her forbi...