Viser opslag med etiketten Bloggere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bloggere. Vis alle opslag

tirsdag den 19. januar 2021

Hjemmelavede Eggo's fra Stranger Things...

Årets første indlæg, bliver en lille ting fra fiktionens verden - nemlig lækre Eggo's (som oprindeligt er frost-vafler fra Kellogs, som kun kan købes over there). Jeg har ladet mig inspirere af Nerdy Treats, som netop har lavet den her Facebookgruppe for lækkerier fra film, tv, bøger og spil. 

Jeg stødte på Eggo's, første gang, i Stranger Things. Uden at spoile for meget, kan jeg fortælle at pigen Eleven ("El"), er fuldstændig forlibt i Eggo's - og får gumlet en imponerende mængde i sig, igennem seriens første 3 sæsoner. Og det fik salget af de populære vafler, til at stikke helt af. Jeg har været SÅ nysgerrig på at smage - men kommer nok næppe derover igen - og så måtte jeg jo selv i gang. Der manglede bare noget: det helt perfekte jern. Jow jow, jeg kunne bare lave dejen og bage den i mit almindelige vaffeljern - men det ville jo ikke blive rigtigt. Så det blev ved tanken.

Men så skete der det, sidst i november, at jeg skulle bestille en julekalender til min kæreste, hos Coolstuff - og tjekkede lige webshoppens øvrige udvalg. Og der var det sørme - det helt rigtige jern!

Det er et utrolig sødt lille vaffeljern - som kun koster ca 150 kr. Det var lige noget for mig. Ikke kun til Eggo's - men også falafel-vafler, ægge-vafler og andre vaflede sager. Størrelsen gør, at man kan lave de perfekte vegetariske 'burgerbøffer' i det. 

Så det købte jeg - satte ind i et skab - og glemte ALT om (tak fibro-hjerne). Det var først da jeg modtog en invitation, til den fornævnte facebookgruppe, at jeg kom i tanke om det igen - og så gik det stærkt. Eggo's var on!

Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken 2 gange, så jeg hev en egnet vaffeldej fra arkivet og tilpassede. 

150 g hvedemel
3 spsk rørsukker
1½ tsk bagepulver
½ tsk salt
Revet skal af ½ citron
½ tsk st. kardemomme
2½ dl kærnemælk
2 æg
50 g smeltet SMØR

De tørre ting blandes i en skål sammen med den revne citronskal. Kærnemælken og æggene piskes i det tørre til en lind dej - og til sidst røres det smeltede SMØR i. Kom dejen i en sprøjtepose, for nemmere dosering. Og smelt lidt ekstra SMØR, til at pensle jernet med.

Der blev 11 stk ud af portionen. Det var en lidt stejl læringskurve, at få dejmængden og bagetiden på plads - men det lykkedes til sidst. 

Og så kunne jeg sætte et fad hjemmebagte Eggo's på bordet, til eftermiddagskaffen.

Og jeg kunne ikke dy mig, for at bygge et tårn af dem.

En del blev spist, helt plain. Andre blev toppet med karamelsauce, chokoladesauce og nøddekrokant - og de sidste, med samme topping + store kugler blød vaniljeis. Ja tak!

De er så små og søde. Er helt vild med formen. Og ja, du kan sagtens bare bage dem i et alm vaffeljern - for det er jo trods alt, smagen og ikke formen, der er vigtigst.

Og nu er jeg i hvert fald godt udstyret, hvis der pludselig står en sulten Eleven på mit dørtrin. Glæder mig virkelig meget til sæson 4, af Stranger Things, som kommer på Netflix, (forhåbentlig) senere på året. Og så skal jeg binge hele sæsonen på en gang og leve af Eggo's imens!

---------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Det er min målsætning at få blogget mere i år, end de 2 foregående. Selv om kræfterne bliver mindre og mindre, har jeg stadig en masse ideer - som jeg rent faktisk bliver dåååårlig over at brænde inde med. Jeg skal 'bare lige' give slip på min irriterende perfektionisme og stikke selvkritikken skråt op. Janteloven får fingeren - for jeg ved jeg er knalddygtig, men mangler kræfter. Så 2021 bliver året, hvor det jeg laver er godt nok - både til mig selv og til bloggen.  

Hvis du er nysgerrig over at se, hvad jeg får lavet, men ikke har kræfter/overskud til at smide op bloggen her - så kig forbi min profil på Instagram, hvor jeg deler det meste:


Du kan finde mig, ved at følge mit handle her: @Kmoztar


tirsdag den 15. december 2020

Havregrynskugler med kaffe og ristet kokos...

*Vinke vinke* Hej, jeg hedder Malou, er 47 år - og det her er de første havregrynskugler, jeg nogensinde har lavet. Det var ikke noget man brugte, der hvor jeg kommer fra, så de har aldrig været en del af mit julesortiment - men nu skal de altså indlemmes. Den allerførste portion, er netop lavet, smagt og godkendt - og de kommer her:

Gyldne kugler, med godt med gods i - lavet af kvali råvarer. Opskriften er lånt her hos Signes Mad - for dem har jeg nemlig smagt, godt nok for år tilbage, men kan huske dem. De har fået et godt skud kaffe, som tager brodden af det søde. 

Vi behøver ikke tage snakken om SMØR versus margarine igen, vel? Margarine er et krigtidsprodukt, som burde sættes på en færge, med retning ud af den her verden. Spis SMØR. Spis godt SMØR. Jeg er kisteglad over, at ha' købt 5 ruller af det her SMØR, som bare har ligget klar i fryseren og ventet på julens komme. Det tiggede ligefrem om at blive til havregrynskugler, hvilket det naturligvis skulle ha' lov til. Husk, at intet færdigt resultat, bliver bedre end summen af delene.  

Og så til opskriften.

250 g SMØR
320 g finvalsede havregryn
250 g hvidt sukker
60   g god kakao
1 dl espresso

Lav først kaffen. Der går ca 3 kapsler espresso til 1 dl. Bland havregryn, sukker og kakao i en stor skål. Skær SMØR i grove tern og kom ved. Hæld den varme kaffe ned til resten og ælt 'dejen' sammen, så alt er jævnt fordelt. Jeg bruger et par latexhandsker, da jeg har lange negle og gerne vil give nogle af kuglerne væk. Hvis du vil gøre det nemt, for dig selv, så sæt skålen ned i køkkenvasken. Det er i hvert fald en god arbejdshøjde for mine arme arme. 

Det er en kraftig og potent masse - som er utrolig nem at forme til kugler. Og så skal de trilles....men i hvad? Sukker, krymmel, kokos eller blot kakao? Jeg har lidt en aversion med 'rå' kokosmel, som efter min mening, kun hører hjemme på flødeboller. Da jeg lavede de nemme chokoladetrøfler, trillede jeg en del af dem, i kokos - og fortrød det. Til gengæld er jeg vild med ristet kokos, som har en sprødere tekstur og laber smag - så jeg ristede 125 g kokos på en tør pande og lod det køle helt ned.

Er ikke til bittesmå ting, som forvinder i en mundfuld - men vil gerne ha' noget, der kan bides af. Så jeg valgte en slags mellemstørrelse og fik 54 stk ud af portionen. Efterhånden som de blev dækket af deres gyldne drys, kom de i et fad, foret med bagepapir. 

Fadet kom på køl i et par timer, til kuglerne var gennemkolde og nemme at pakke i bøtter. Halvdelen er gemt i køleskabet og den anden halvdel i fryseren (kæresten elsker iskolde ting) - lige klar til at hive frem og servere.

Godt så - havregrynskuglerne er vist kommet for at blive!

Hvis du har en særlig opskrift på de forjættede kugler - så del den endelig. Er nysgerrig på at se dem, der stikker ud fra det gængse. Har hørt rygter om både sprut og marcipan. Hit me! 

tirsdag den 24. marts 2020

Spiced chokoladekage (uden mel og tilsat sukker)...

Nogle gange skal der altså bare kage til - og meget gerne chokoladekage. Her får du opskriften, på en letkrydret, fuldfed og kompakt sag, helt uden hvedemel eller tilsat sukker. 

Den færdigbagte kage, har bedst af at hvile et døgns tid på køl, ingen man sætter kniven i den. Det giver den tid til at sætte sig, til en dense konfektagtig konsistens - som giver en helt perfekt mundfylde.

Er det min egen opskrift? Nej, på inden måde - den er planket her fra Madbanditten og blot pillet ganske lidt ved. Jane bruger 4 ingredienser og jeg bruger 5...well, teknisk set 16....men mere om det senere.

De 4 basis-ingredienser er: chokolade, SMØR, æg og et sukker-alternativ. Jeg valgte at bruge den chokolade, jeg havde på lager (indkøbt til jul, men aldrig omsat), selv om den kun var på 54,5% - og kagen sagtens kan bære en højere kakaoprocent. Næste gang, vil jeg helt klart skrue op for chokoladen. 

Nej, det er ikke en sukkerfri kage, for der er sukker i chokoladen - men den er uden ekstra tilsat sukker. Jeg havde både kokossukker og Sukrin Gold på lager, og valgte det sidste - som jeg er ret glad for at bage med. Har nemlig en kæreste, som ikke er så god til store udsving i blodsukkeret - så det er helt perfekt. Har man ikke den slags udfordringer, kan man sagtens bare bruge rørsukker eller alm hvidt sukker.

Ingen bagepulver eller hævemiddel? Nope, for kagen er groft sagt, en fed sødet chokolade-omelet - og det er æggehviderne der står for det hævetrickket her. 

Opskriften passer til en springform på 22 cm. Jeg bruger en slip-let sag fra Le Creuset, som jeg spænder et stykke bagepapir fast i.

200 g SMØR (ja, med salt)
200 g mørk chokolade
100 g Sukrin Gold
6 æg 

Do like this:

Tænd ovnen på 180°C - og smelt SMØR, chokolade og den valgte sødning, sammen i en gryde, ved svag varme. Lad derefter blandingen køle ned til stuetemperatur.

Og det var så her, jeg tilføjede lidt ekstra - nemlig en smule krydderi. Jeg elsker når noget smager af noget - som er velsmagende, men man ikke lige kan sætte fingeren på, hvad er. Havde overvejet chinese five spice, stjerneanis og/eller kardemomme - men endte med ½ tsk Wintergewürz, hjembragt fra CITTI. Det er en rigtig skøn og aromatisk blanding af: 2 slags kanel (cassia og ceylon), lime, ingefær, korianderfrø, lakridsrod, kardemomme, galangarod, muskatblomme, stjerneanis, rosenblade og vanilje. 

Da chokoladeblandingen var ved at være den rette temperatur, var det tid til at få gang i æggene. De blev delt i blommer og hvider.

Æggeblommernes røres direkte i den afkølede chokoladeblanding - mens æggehviderne piskes helt stive, og vendes forsigtigt i til sidst. Dejen fordeles i den klargjorte springform og bages i ca 25-30 minutter. Stik evt et spyd i, som skal komme rent op.

Kagen kommer ud af ovnen, høj og flot - men begynder hurtigt at dale. Du skal ikke panikke, det er helt efter foreskrifterne, den skal klappe samme.  

Kagen køles ned til stuetemperatur, pakkes godt ind og gemmes på køl i et døgn. Du kan naturligvis sagtens spise den med det samme, efter et par timer eller 5 - men den bliver bare SÅ meget bedre af tid og tålmodighed. I promise!

Når tiden er moden og kagen har sat sig (klappet helt sammen på godt jysk), fjernes springformen og kagen pyntes, hvis man er til det. Jeg dryssede blot med lidt flormelis, i en lille sigte. Man kan også drysse med lidt god kakao - eller gå all in og snaske den til med en flødetung chokolade-ganache og toppe med noget sprødt. 

Med en varm kniv, kan man skære nogle rigtig flotte stykker, med helt skarpe kanter. Tør kniven af, mellem hvert snit.

Åh, altså - det er noget af en magtfuld basse. Der er godt med volt i, men det er virkelig være svært at styre sig og nøjes med et enkelt stykke. Vi prøvede dog at praktisere det der mådehold, man hører så meget om - og fik den til at strække i 3 dage. Men det holdt hårdt.

Kagen er pragtfuld alene, men vil gerne lege med både god is, fed cremefraiche eller tykpisket skødeflum.

Jeg skal snart bage den igen - i en ny version. Der er mange muligheder: med kaffe, appelsin, andre krydderier eller måske endda rom (romkuglekage - it's a thing).

Hvad kunne du finde på at tilsætte?


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så til det personlige. Hop fra her, hvis du ikke er til det.

Puha, sikke en tilstand verden er i lige nu. Det er meget svært at rumme det hele - så jeg prøver at lade være. Er sendt i lægeanbefalet sikkerhedskarantæne på ubestemt tid, pga mit dårlige helbred. Med dårligt immunforsvar og svækket respirationssystem, er jeg i højrisikogruppen - med meget dårlige odds for at overleve covid-19 i udbrud. Og skulle jeg overleve, vil det blive med kroniske lungeskader. Så jeg sidder MEGET pænt på min lille pind og passer på mig selv. Der hviskes om mindst 12 uger endnu, hvilket jeg gruer for - for jeg har allerede været isoleret i 3 uger og savner social kontakt, helt vildt. Har aldrig været gladere for de sociale medier og alle de skønne mennesker, jeg har kontakt med her.

Grundet de ekstreme omstændigheder, har kommunens kontrolteam givet tilladelse til, at jeg primært kan være i karantæne hos min kæreste, som arbejder hjemmefra. Det er en kæmpe lettelse!

Han har fået indrettet hjemmearbejdsplads - komplet med Iskebiske.
Det betyder at vores sikre zoner omfatter begge vores lejligheder og hans bil. Det giver mulighed for en lille køretur i ny og næ, så jeg kan få lidt frisk luft og lidt variation til øjnene (i søndags var vi f.eks på den her tur) - og et par dage hjemme i Grøften, af og til. Men eftersom min hjemmehjælp er suspenderes på ubestemt tid også, er det svært for mig at være alene ret længe af gangen.  

Morten må i teorien handle lidt, hvis han holder afstand og er sygelig opmærksom på håndvask og afspritning, men vi begrænser det - for hver gang han forlader lejligheden, er risikoen for at han kommer retur som smittebærer til stede. Man skal jo ikke være hysterisk paranoid - men bestemt heller ikke løbe unødige risici. Heldigvis får vi hjælp af gode folk, som leverer frugt, grønt, håndsprit, kattemad, vin, guf og andre fornødenheder til døren. 

Min fornuft siger mig, at det er sikkert nok med take-away - men min galoperende dødsangst får nemt overtaget, så jeg laver en masse mad selv. Og det er faktisk ret dejligt, at bruge tid på at planlægge og tilberede dagens måltider - og hvad der skal bages eller laves af ekstra lækkerier. Damn, jeg ender med at blive en god lille housewife.    

Jeg fik lavet lidt påskehalløj, mens alt stadig var hverdag, som jeg håber der bliver overskud til få skrevet om her. 

Glæder mig til at få fyret mine håndholdte rejecocktails af - for de er rigtig sjove. Men nok for i dag, for nu skal jeg til køkkens og koge kålpølser. Fortsat god dag, til dig der kommer her forbi... 

tirsdag den 29. januar 2019

Klidmoster fylder 10 år i dag...

Du godeste....så gik der 10 år. Det er næsten ikke til at fatte at min lille blog har fået en dekade under bæltet. Det her bliver indlæg nr 1815 og det første i år. Det er desværre ikke blevet til så meget blogning i 2018, da jeg har fokuseret på andre ting. Virkeligheden, helbredet og kogebogen har fyldt meget - og jeg har brugt de fleste af kræfterne på at leve mere og bedre. Stilen bliver dog lagt om her i 2019, så der bliver skemalagt arbejde på kogebogen - og mere tid i køkkenet. Det giver 'kladder' som ikke skal med der, men som kan finpudses og ende her. Har allerede et par ting i kog. Bogstavelig talt. Er ved at koge fond....

Citronmåne, seriøst? Ja. Og ved du hvorfor? På de 10 år der er gået, har jeg måtte give køb på et par ideologier. Alt fra bunden, af gode råvarer mantraet, er erstattet af Make it work. Mine kræfter har været eksponentielt aftagende - og jeg har løbende skulle acceptere nye udfordringer, begrænsninger og forværringer. Igennem bloggen her, har jeg mødt mange fantastiske mennesker (jeg ville ønske jeg kunne remse dem alle op - men I ved hvem I er ❤). Et af de dejligste er Anne, som jeg lærte at kende her. Tænk at sådan et lille noller stykke køkkenplastik, skulle blive til sådan en veninde. Jeg kom hjem i formiddags, efter at ha' tilbragt 1½ døgn med hende og en anden veninde. Vi have en fysisk og mental Plej dig selv dag (iført tiara), med indlagt streetfood, bingo og overnatning. Den her neongule rædselskage var en af bingopræmierne - som jeg tog imod med kyshånd. Planen havde nemlig været at bage en kage til i dag, med et stort 10'tal og lys på. Og da jeg givet den som prinsesse med sælhundehoste, var der ikke kræfter til en pind. Men der skulle da kage på bloggen, når det nu er en rund fødselsdag. Make it work.......  

Jeg satte mig til tasterne og oprettede bloggen, for at ha' et sted og dele alle mine skøre idéer og kreationer. Karrieren var kuldsejlet pga sygdom, som gjorde at jeg ikke længere kunne arbejde. Og der stod jeg så, 35 år og førtidspensionist. Og pludselig havde jeg ingen kollegaer, alt for meget tid og ikke det store netværk - men et hoved fyldt med ting som skulle UD. Jeg ventede egentligt på at min eksmand, skulle lave en hjemmeside til mig, men jeg var for utålmodig. Og da blogmediet var dynamisk og brugervenligt, kastede jeg mig bare ud i det.

Det tog hurtigt fart og netværket blev kæmpestort. Det har været en skøn udvikling, både gastronomisk og socialt. Fysikken og kræfterne har drillet - men lysten til at fortsætte har været for stor. Jeg er for træt til at gøre status over alle de fantastiske oplevelser det er blevet til, alle de vilde måltider (både ude og hjemme) og alle de skøre idéer jeg har fået. Men det kommer.

Og så er det bare bare at blogge videre 10 år endnu? Jeg må bare ikke love mere, som jeg ikke kan holde. Er blevet fristet til at sige ja til noget, som jeg så alligevel ikke kunne magte at levere. Det har jeg det svært med. Er ikke god til at skuffe folk - og heller ikke at erkende på forhånd, at kræfterne ikke rækker. Det skal der gøres noget ved nu!
       
Bloggen har bragt mig utrolig mange glæder, muligheder og gode mennesker ind i mit liv - men har også haft ubehageligheder med sig. For når man stiller sig op på en lille digital sæbekasse, kommer der feedback i alle farver. Og det bliver så ekstra kulørt, når man er på offentlig forsørgelse og tillader sig at ha' et liv. Er flere gange blevet anmeldt for socialt bedrageri og mistanke om skattesnyd, alt fuldstændig grundløst - og heldigvis er det nu flagget som chikane, af begge instanser. Og så vil jeg undlade helt at kommentere på de kommentarer, man kan få slynget efter sig online. Oh well, haters gonna hate...

Nå, men det her indlæg udformer sig slet ikke som jeg vil. Klokken er allerede blevet alt for mange, øjnene er tørre og ordene undslipper. Jeg ville skrive så mange fine ting om de 10 år og ha' afsluttet med en Top 10, over bloggens mest besøgte opskrifter - men det må blive en anden dag. Jeg vil gå til køjs og glæde mig til at fejre det lidt i morgen, sammen med min madglade kæreste. Jeg ville bare så gerne udgive et indlæg, på selv dagen. 

TUSIND TAK for at du læser med her - og tak for de første 10 år ❤

torsdag den 9. august 2018

Rødgrød med flødeis...

Det er højsæson for de skønne sommerdesserter - og der findes næppe noget mere klassisk end rødgrød med fløde. Har får du en herlig variant, men masser af økologiske bær, vanilje og citron. I stedet for alm fløde, er den serveret med en laber hjemmelavet flødeis med et strejf af citronverbena.

Et par sprøde mandelmakroner bidrog med lidt sprødhed og pep.

Det er så ikke en dessert jeg som sådan er vokset op med. Den tradition døde alt for tidligt, sammen med mormor (jordbær, hindbær og ribs - siet og jævnet) og farmor (alle røde bær, blot jævnet). Og jeg havde faktisk glemt den eksisterede, indtil jeg mødte Signe - der så har serveret rødgrød for mig, et par gange, igennem de sidste år (mere om det nederst). Og NU må jeg så selv forsøge mig. Det er gået op for mig, at rødgrød ikke bare er rødgrød. Hver familie, deres version. Nogle foretrækker en lys rød grød (m/u hele bær) og andre giver den gas med de mørke bær. Og skal den så blendes, sigtes eller blot moses? Jeg besluttede mig for at lave både en sigtet og en rustik version...

Jeg var klar over at der naturligvis skulle være flest kirsebær, som er favoritten over dem alle. Dem købte jeg friske og udstenede - resten af bærrene var fra frost.

I min egen fryser, fandt jeg en pose frosne stikkelsbær - som passede fint sammen med jordbær, blåbær, hindbær og kirsebær. Der var 1200 g bær i alt. Det passede lige med en dobbeltportion af Signes rødgrød - som jeg blot pimpede en smule.

Rødgrød: (8-12 pers - en ordentlig røvfuld)

1200 g bær
300 g rørsukker
2 dl vand
1 tsk vaniljepulver eller 1 flækket vaniljestang
Saften fra ½-1 citron
3 spsk kartoffelmel + vand til opløsning
Lidt ekstra rørsukker til toppen

 Bærrene vende med vand og sukker - og står til de væsker (og tør helt op).

Hele herligheden kommes i en gryde - og koges til grød. Jeg var nødt til at lade gryden koge noget længere, end de anbefalede 3 minutter, da de store jordbær og hele kirsebær krævede mere tid.

For at få en mere homogen grød, uden at koge den i smadder, valgte jeg at mose bærrene lidt. Det gjorde jeg med min kartoffelmoser, som viste sig yderst velegnet til formålet.

Jeg tilsatte vanilje og citronsaft. Og slemmede 3 spsk kartoffelmel og i lidt koldt vand. Og så tog jeg ca 3 dl af grøden fra, til den siede version.

Resten af grøden blev kogt op til kogepunktet, taget af varmen og fik rørt en tilpas mængde jævning i. Den kom i en skål og overfladen blev drysset med rørsukker. Efter lidt tid på køkkenbordet, kom skålen på køl. Den afkølede rødgrød, skal deles op i flere portioner: jeg har lovet en veninde en portion i dag, Max kommer til middag (han skal fikse min computer...igen igen), og så skal jeg ha' en portion med i byen i morgen. Men jeg satser på, at der er en lillebitte rest til et projekt, som gerne skulle i kogebogen.....men nu får vi se.

De 3 dl jeg havde taget fra, fik en tur med stavblenderen *wroom wroom* og blev kørt igennem en fintmasket sigte. Et hurtigt opkog, en jævning og så direkte på køl.

Den iskolde grød, blev serveret i en afkølet skål - og serveret med en kugle is med citronverbena, 2 små Amaretti-makroner og en kvist frisk citronverbena. Og ja, helt alm vaniljeis er også fuldstændig fantastisk til.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

I sidste uge var jeg på besøg, med overnatning, hos Signe. Hun forkælede med tun-paté, bruschetta, pastis-smagning, parmesan-bagt spidskål, saltimbocca med pasta og.....rødgrød med fløde.

Ene lækre sager...

Det var en formidabel rødgrød, lavet af Signes ældste datter Olivia, på solbær og ribs fra Ømosebær. Mørk, intens og smagfuld.

Og næste morgen, fik jeg rødgrød, rørt i tykmælk, toppet med ristet hjemmelavet müsli - og et lille glas vandkefir. Fuck, jeg følte mig sund og probiotisk lige der. 

Efter morgenmaden hoppede vi alle i bilen og satte kursen mod Vestehavet. Signes yngste datter Rosa var også med. Det blev en fornøjelig tur med sing-along 80 ér musik hele vejen. 

Vi pejlede efter Lyngvig Fyr, som ligger på Holmsland Klit. 

Og så var det bare med at springe over klitterne og komme til vandet. Min dejlige Signe ❤

Det var bare lige sådan en dag, som jeg vil huske. Sommer, sol, strand, hav og ægte glæde.

Og nu vil jeg rent rulle et håndklæde sammen, hoppe på scooteren, fise ud til Varna (17 minutter) og hoppe i havet. Den her sommer er for vild og jeg fråser i den!

God torsdag til alle der kommer her forbi....

lørdag den 23. juni 2018

Green Goddess fetacreme...

Reklame: krydderurterne til årets altanhave er leveret af Growing Home. 

Her får du en herlig krydret og frisk fetacreme, som passer perfekt til sommerens grillmad. Den kan med fordel laves dagen før, så den virkelig kan trække smag. 

Green Goddess er oprindelig en dressing/dip, som serveres til grøntsags- crudité (rå grøntsager, udskåret i mundrette stykker. Det er en tung, fed og mayonnaisebaseret ting....men med masser af smag fra ansjoser, dijonsennep, forårsløg og krydderurter. Her har jeg overført konceptet til en fetacreme - men dog droppet ansjoserne, da jeg skal ha' den med til Sankt Hans i aften, hvor det også kommer et par vegetarer. 

Brug de krydderurter du kan lide. Jeg gik på altanen og valgte lidt forskelligt. Se nederst hvad jeg har i mine altankasser i år.

Fetacremen skal som sagt med i byen i aften. Det er nemlig et 'bestillingsarbejde'. Anne Køkken og hendes husbond Tom holder Sankt Hans-fest i deres æbleplantage (ca 40 voksne + 20 børn) i dag og jeg skal med. Jeg tilbød at hjælpe en smule til - og fik tildelt det ærefulde hverv at lave 2 x fetacreme (og fik endda udleveret 2 x Puck til formålet).

Til denne Grønne Gudinde, valgte jeg: purløg, bredbladet persille, bronzefennikel, grøn basilikum, oregano og timian. Jeg fandt også en citron og lidt hvidløg frem.

Osten skæres i grove tern, og tilsættes de hakkede krydderurter (undtagen purløg og hvidløg), en god skefuld dijonsennep og saften fra ½ citron.

Det er med fuldt overlæg at hvidløg og purløg holdes ude af ligningen, i første omgang. Begge dele kan blive forfærdelig bitre, ved blendning. Jeg skal spare dig om et langt foredrag om svovlforbindelser og løg, men opfordre dig til at rive dit hvidløg, i stedet for at blende eller presse det. 

Blend fetacremen med en stavblender *wroom wroom* eller kør den glat i en minihakker.

Tilsæt revet hvidløg, finthakket purløg og masser af friskkværnet sort peber. Smag evt til med ekstra citron. Lad den færdige fetacreme trække smag på køl.

Server den, toppet med frisk krydderurter. Giv den til sprøde brødsnacks, lækkert friskt brød, som tilbehør til bagte kartofler, eller som kold 'sauce'. Den kan også slemmes op med lidt mælk og bruges som dressing til kartoffelsalat eller pastasalat. 

Jeg smækker også lige den anden fetacreme ind, som jeg lavede:

Den valgte jeg at lave rød. Så det blev med tomatpesto (lavet på hampefrø), syltet rød peber, chipotle (røgede røde jalapeños) og citron.

Virkelig nemt: ost i tern, drænet peberfrugt, pesto og stødt chipotle.

Også her blev der tilsat et godt skud friskkværnet sort peber bagefter. Og så var der en pikant rød fetacreme, med et behageligt røget svirp på tungen. 

Begge dele bliver nu pakket ned i en køletaske, som skal bag på cyklen senere, sammen med resten af min oppakning. Det er med overnatning og halløj, så der kommer læs på.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så lidt om årets altanhave. Der blev jo sat nyt hegn op, lagt tæppe på og købt nye møbler, sidste år - så der skulle gøres meget lidt ved den i år. Det var bare at tage scooteren op i Bauhaus og proviantere.

Jeg har i den grad sluttet fred med den. Det er muligt at jeg ser 'handikappet' ud på den, men den kan uden problemer fragte 50L jord, 10L leca, 7 flasker vin og lidt indkøb hjem.

Min underbo hjalp med at slæbe jorden op af trappen. Krydderurterne var blevet leveret i en papkasse og den nuppede han også lige med for mig. Busse var også klar på at hjælpe....dog mest med tænderne. 

I år havde jeg desværre kun plads til 8 krydderurter fra Growing Home - og ikke 12, som jeg troede. Jeg måtte derfor begrænse mig, og 'nøjes' med dem jeg har størst gastronomisk udbytte af. Det gjorde at jeg valgte de lidt sjove fra og holdt mig til de sikre. Det blev til: citronverbena (til de her is), grøn basilikum, rosmarin, timian, bronzefennikel, purløg, oregano og bredbladet persille. (Bemærk lige menneskerne i baggrunden, nede på legepladsen)  

I år har jeg valgt at sikre de høje krydderurter med et lille hegn, lavet af trådnet. De stakkels planter skal jo både overleve den stride hjørne-blæst og 3 katte, som gerne vil hoppe op og nappe af dem. Livet med katte ER en udfordring.

The Fuzzy Boys har f.eks indtaget de altankasser der hænger på endevæggen - så dem har jeg måtte opgive at plante noget i. Det er en kamp jeg ikke kan vinde. Men de her pynter da også gevaldigt....

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så vil jeg godt lige slutte af med en lille sød ting. Om hvor hyggelig verden kan være - og om hvordan sociale medier kan noget særligt.

Jeg postede billedet af krydderurterne på min Instagram. Det pudsige er at lolagoddamnit, som hedder Frida og bor her i min blok, netop samme dag havde hilst på mig udenfor og spurgt om det ikke var mig der havde haft overtaget '7 dage, 7 retter' på et tidspunkt.

Og så lagde hun selv det her billede på.

Lille verden alligevel. Det gjorde mig ægte glad - og fik mig til at elske Grøfthøjparken og min lille altanhave endnu mere. Det er virkelig her jeg hører til.

God midsommer til alle der kommer her forbi....
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...