Viser opslag med etiketten Supper. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Supper. Vis alle opslag

søndag den 28. september 2025

Græskarsuppe med linser - serveret med nemme pandebrød...

Et nærende gensyn, med efterårets lækre, vegetariske suppe, her boostet med flere proteinkilder - serveret med kølende skyr, ristede græskarkerner og hjemmegøglede fladbrød.

Det er virkelig en suppe med gods i. Og den har velsmag, for alle pengene.

Jeg har valgt at tilsætte hvide urid dal linser (som botanisk set, er bønner), pga deres høje proteinindhold, men de kan sagtens erstattes af alm røde linser.

Og ja, naturligvis er der også hytteost i.

Græskarsuppe:

1 mellemstort Hokkaidogræskar
2 løg
4 fed hvidløg
3 gulerødder
1 spsk olivenolie
2-3 tsk st koriander
3-4 tsk st spidskommen
350g linser
Grøntsagsboullion
200g hytteost
Sriracha
Revet skal af en citron
Saft af 2 citroner
Urtesalt
Friskkværnet sort peber

Vask græskarret, flæk det og skrab kernerne ud. Fjern evt ar og pletter fra skrællen - men lad endelig resten sidde på (den bidrager med både fibre, smag og farve). Skær det hele i små stykker.

Pil løg/hvidløg og hak dem groft. Skræl gulerødderne og snit den groft. 

Varm en stegegryde op og tilsæt olien. Sauter løg, hvidløg og gulerødderne, til løgene bliver glasklare. Tilsæt koriander, spidskommen, græskar og linserne - og hæld boullion på, så det lige akkurat dækker. Lad gryden simre, ved lav varme, til det hele er smørmørt. Kom derefter hytteosten i - og giv hele herligheden en tur med stavblender *wroom wroom*. Smag til med salt og peber.

Juster til sidst, med Sriracha (eller anden chilisauce/pulver) og de 2 slags citron. Den kan trække en del syre pga grøntsagernes naturlige sødme. Det skader heller ikke, lige at tjekke saltbalancen, en sidste gang.

Rist lidt græskarkerner til topping. Jeg gav dem 5 min i airfryer på 180°C - men de kan også ristes på en tør pande eller i ovnen.

Suppen blev serveret med et svirl skyr, fra en sprøjtepose, som der derefter blev trukket mønster i, med en kødpind - skiftevis mod og fra midten.

Pynte-Sisse elsker den slags. Skal suppen bruges til Halloween, kan man lave et spindelvævsmønster i stedet for - så skal man blot nøjes med at trække fra midten og ud mod kanten. 

Lige inden servering, kommes de ristede græskarkerner på toppen.

Og så til de nemme pandebrød. 

Opskriften er adapteret fra den virale '2 ingrediensers brød' - som består af græsk yoghurt og selvhævende mel (hvedemel, bagepulver og salt). Jeg har erstattet med hytteost - og brugt lidt havremel også.

Dejen er æltet hurtigt sammen af:

200g blendet hytteost
100g hvedemel
75g havremel
½ tsk salt
½ tsk bagepulver

Det er virkelig en nem dej - og god til arme arme, der har svært ved at ælte.

Dejen blev delt i 6, trillet til kugler og rullet tyndt ud - og derefter stegt/bagt på en knaldhed, tør pande, et par minutter på hver side.

De små brød blev lagt til afkøling på en rist. En hurtig udregning viser, at der er ca 140 kcal pr stk - og 8g protein. 

De små brød, gjorde lykke til suppen. Man kan med fordel pensle dem, med lidt smeltet smør, hvis man er til det.

Noget af suppen, blev til boller i græskarkarry - og derefter til græskar-vafler, brugt til sandwiches med kyllingesalat i karrydressing, lavet på en rest sauce fra bollerne.

Jeg elsker madstafetter! Det er ikke første gang, jeg har lavet en med græskar - de kan se den anden lige her Græskar galore: Bagt suppe, Boller i karry og Vafler.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Tak fordi du stadig læser med her.

Du er også velkommen til at følge med på Instagram her: Klidmoster.dk - og her, på Dagskosten, hvor jeg viser frem, hvad jeg spiser hver dag.


mandag den 22. maj 2017

Asparges-ramen...

Lad mig introducere dig for en funklende ny ret på den nordiske madscene: asparges-ramen. Sprødmøre 'nudler', snittet af hvide asparges - serveret i en liflig suppe på asparges, med smilende æg og ørredrogn. Jeg spår allerede nu at det bliver en moderne klassiker! 

Aspargessuppe, i en opdateret 2017 udgave. 


Det er dog desværre ikke en opfindelse jeg selv kan tage æren for. Det er nemlig min gale/geniale gastronomiske legekammerat Johan der står bag. Og her er hvordan den blev til:

Retten blev født - dagen før min fødselsdag, sidste lørdag. Jeg var taget ned til Kolding for at fejre dagen sammen med Johan (på Sdr. Bjert Kro) - og han forkælede sørme med hjemmelavet OCD-venlig fødselsdagsmiddag fredag. Jeg var på forhånd blevet lovet en 'stille og rolig' 3-retters menu (hvoraf snacks udgjorde den ene ret) - hvilket viste sig at være en sandhed med modifikationer. Du kan se hele menuen nederst.

Den første snack-serveringen hed på menuen: (3 x æg) Ramsløgsmayo - Øko-æg - Rogn. Johan havde ikke en klar vision ang anretningen, før han gik til køkkens. Men da der var hvide asparges i en af de andre retter, som han havde klargjort på forhånd, var han ved at simre en lille aspargesfond på ender og skræller. 

Aww, fokus på Stop Spild Af Mad gør mig så glad. Pludselig kunne man se at inspirationen slog ned i manden *pling* og har råbte begejstret: "Malou, jeg har sgu fået en idé der skal prøves af". Han greb sin julienneskræller og høvlede et par hvide asparges til fine 'nudler' og lod dem varme kortvarigt igennem i aspargesfonden, som var blevet smagt til med et par dråber Healthy Boy soya og et nip sukker. De delikate 'nudler' blev anrettet med et perfekt halvt 6-minutters æg, ørredrogn, ramsløgsmayo og et blad hjemmedyrket koriander. Og således blev asparges-ramen til. Åh, det var SÅ lækkert. 

Idéen fik jeg straks lov til at løbe med - og så gælder det om at løbe stærkt. Jeg er på ingen måde i tvivl om at den gale mand nemt kan forfatte 5000+ ord om hvide asparges og halløj....men ved at han har travlt med andre emner i tiden. Og da de hvide asparges er i sæson NU...så er det med at slå til. Så her får du mit bud på hvordan asparges-ramen kan skrues sammen:

Det blev først til en tur i Kvickly efter forsyninger. Jeg ville lege med både hvide og grønne asparges. For at give fonden noget mere fylde, ville jeg tilsætte noget hønsefond - men kunne ikke finde den pose jeg (måske, måske ikke) havde i fryseren, så jeg besluttede mig for at prøve de her nye økologiske bouillonterninger af. Ramsløg blev til kørvel - som jeg har fået en nyfundet interesse for. Og så blev der også købt æg og ørredrogn. Og så var jeg klar til at gå i køkkenet og lege mig frem. Først lavede jeg en kørvel-mayo:

En god tot kørvel, blev blendet *wroom wroom* med en stor spsk Hellman's, lidt presset citron og et drys urtesalt.

Og så var det endelig blevet tid til det sjove!

Jeg har virkelig et svagt punkt for friske hvide asparges. Til gengæld kan jeg ikke udstå aspargessnitter på dåse. Det er nogle små ækle stakler med en forkert konsistens *gys*. Friske hvide asparges er saftspændte, sødmefulde med et letbittert snert og skal kun varmebehandles ultrakort. 


Og så var det med at komme i gang - for jeg vidste det ville blive tidskrævende.

Først blev de knækket (hvor de selv giver efter), skrællet med en tyndskræller og lagt i koldt vand, tilsat en smule citron.

Enderne (snittet i mindre stykker) og skrællerne + en bouillonterning kom i en gryde - og der blev hældt 6 dl vand på.

Fonden fik lov at simre, under låg, i en lille time. Den blev derefter siet og smagt til med lidt soya og et par dråber fiskesauce - men ingen sukker, da jeg fandt den naturlige sødme passende. Det gav en fyldig og alligevel let suppe, men god dybte og umami. I mellemtiden havde jeg haft de hvide asparges under kniven.

Nej, jeg kunne ikke nøjes med at bruge en julienneskræller. Min indre OCD-perfektionist kunne slet ikke med det - jeg skal ha' ensartethed og lige linjer. Specielt når de skulle forestille at være nudler. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og min japanske kokkekniv - og gik i gang med den tidskrævende opgave, at snitte et bundt hvide asparges i ensartede strimler. Åh....bare...åh....jeg havde fuldstændig glemt hvor meget jeg elsker den slags knivarbejde. Jeg opnåede en tilstand af ren zen. Det tog laaaang tid og jeg måtte ind og hvile et par gange undervejs - men jeg var SÅ tilfreds med resultatet.

For at få lidt variation i farven, snittede jeg 2 grønne asparges og kom ved. En beslutning jeg skulle komme til at fortryde...

De fine asparges-nudler blev dampet i den varme suppe - kun til de lige akkurat blev bløde nok til at bøje. Det så lovende ud....men jeg kunne allerede her se at de grønne asparges ikke duede. De blev ikke omsat til 'nudler' visuelt. Men jeg valgte alligevel ikke at pille dem fra.

Det gik herfra hastigt ned af bakke for mig. Det skal lige siges at jeg var ret bombet efter at ha' været på farten 2 weekender i træk og det derfor var fuldstændig pløk at kaste sig over sådan et projekt. Jeg skulle ha' hvilet mig under dynen og i stedet gennemtænkt alle detaljerne på forhånd. Men det var fedt at ha' et projekt at flygte ind i, så jeg lærte af mine fejl på den hårde måde i stedet.

Jeg havde valgt en alt for stor skål/tallerken (Æh, det er vist officielt en salatskål) og kom ALT for meget suppe på fra starten. 'Nudlerne' skulle ha' været toppet op med fyldet først - og så skulle der ha' været kommet en passende mængde suppe på bagefter. Det lignede jo den grågrønne grumsede Limpopoflod?!? Det gjorde desværre også at æggene svømmede frit rundt og at 'nudlerne' sank til bunds. I et forsøg på at udnytte råvarerne optimalt, havde jeg også snittet de stykker asparges der var for lange (længden blev jo defineret af de korteste asparges) og dampet hovederne. Det endte med at blive en rodet omgang. Smagen fejlede dog ikke noget og jeg nød hver en bid. Men da jeg så billederne dagen efter, blev jeg virkelig skuffet. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. 

Så der var ikke andet for, end at gå i gang med version 2. Der var ikke kræfter til en tur mere i Kvickly, så jeg forsøgte mig denne gang med de grønne asparges der var tilbage.

Grønne asparges skal ikke skrælles, så de beholder den fine grønne farve. De er dog noget mere besværlige at snitte i 'nudler' - don't do it!


Endnu en fond blev kogt. Der var heldigvis stadig noget kørvel-mayo og rogn tilbage.

Jeg valgte en mindre og mørkere skål. Jow, det var lovende....men stadig forkert. Det slog mig pludselig, at jeg jo forsøgte at gøre det til en hovedret. Måske var det formatet den var gal med?

Æggene blev fisket op med en ske (godt jeg havde kogt ekstra) - og så fandt jeg en lillebitte skål frem. 

Ja, for pokker - det var jo lige akkurat sådan det skulle være. Æh...og så sagde min hjerne: "Meget fint, men må vi se den med hvide asparges?"

Der var ikke andet at gøre end at adlyde hjernen - ellers ville jeg ikke få fred. En tur i Kvickly var derfor uundgåelig. Det var, både billedligt og bogstaveligt talt, op af bakke...

Og så snittede jeg, for tredie gang, et bundt asparges til 'nudler' - denne gang dog knapt så zen.....men lige så omhyggeligt. 

Og så var jeg klar til version 3. Der var ikke mere kørvel-mayo og jeg besluttede mig derfor at droppe det fede element helt. I stedet for kørvel, ville jeg forsøge mig med dild. Men fra billedet her blev taget, til der skulle anrettes, var dilden klappet helt sammen. Nå, men så var dild dømt ude...det måtte den bare selv om så. Så inviterede jeg bare kørvel med til ballet igen, i stedet for.

Forventningsfuld, kom jeg de snittede asparges-nudler i ENDNU en omgang fond. 

Oh yes, så passede både skålstørrelsen og væskemængden.

Og pyt med at ægget havde ligget for længe i koldt vand og blommen havde sat sig lidt for meget. Det var lige nøjagtig sådan det havde set ud i mit hovede. Stor lettelse....

Prøvede mig også med den lidt større skål igen. Det kritiske punkt er væskemængden. Jeg syntes nu også visuelt, det er pænest med kun 1 æg. Men nu hvor jeg skulle spise det, var det lige meget. Uhm, kombinationen af de stadig let-sprøde asparges, den lækre fond, den cremede æggeblomme og det salte *pop* fra den smukke ørredrogn - det spiller sgu. Til næste år vil jeg lave en version med stenbiderrogn! 

For en vegetarisk og vegansk udgave, koges fonden med grøntsagsbouillon og fiskerognen erstattes af cavi-art (lavet på tang) - og til den veganske udgave, erstattes ægget af en skefuld silken tofu og evt lidt hvid miso.   


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og så skal vi retur til Kolding. 

'Snacks' viste sig at komme i 2 serveringer - først de her asparges-ramen og derefter 3 x laks. Forretten bød på tarteletter og hvide asparges - og hovedretten på grydestegt 'kylling' med hele udtrækket. Johan gør ikke så voldsomt meget i dessert - og det ville jo også give uorden i menuen der, som lovet, kun ville bestå af 3 retter. Så menuens sidste punkt var en en særlig cocktail Vintage Black Velvet (teksten på fransk, betyder 'dette er ikke en fjerde ret').

Åh....men SE lige. Den gale mand havde kastet sig langt uden for sin comfort zone og lavet en dansk menu, med mange af de ting som jeg er vilde med. Awww, og lakselyde....

Og sørme om han ikke også havde været i vinkælderen efter nogle gode sager, af lidt ældre dato. Meget *host* passende til en dame i min alder. Den der stout havde lagret i 10 år - og rygterne ville vide at den med årene havde fået sådan lidt portvinskarakter.

Det postulat kan vi så godt afkræfte. Men den smagte virkelig godt, toppet op med champagne.


Da klokken slog midnat, skålede vi i de sorte bobler - og så var jeg sgu 44 år. Vi hørte lidt musik og snakkede en stund, men var fornuftige nok til at lukke festen ned tidligt. For lørdagen ventede forude, men den helt store fejring - først brunch og siden middag. Mere om det i et senere indlæg. 

Nåede du helt herned? Godt kæmpet. God mandag til alle der nåede her forbi...





fredag den 16. december 2016

Græskar galore: Bagt suppe, Boller i karry og Vafler...

Jeg elsker at lave mad-stafetter. En god basisret, som nemt kan blive til flere - det er specielt godt når kræfterne er små. Her er en omgang bagt græskarpuré blevet til 3 (well, teknisk set 4) herlige og velsmagende måltider.

En frugtig og spicy græskarsuppe - som så blev til en intens karrysauce - for at ende som vaffeldej. Nemmere bliver det næsten ikke.

Jeg skal fejre nytår hos Anne, sammen med en flok venner - og en af retterne skal være en græskarsuppe. Den kunne jeg lige så godt få lavet og gemt i fryseren, så der var en ting mindre at stresse over. Til formålet blev der indkøbt 2 økologiske hokkaidogræskar. De blev vasket grundigt på ydersiden og fik de grimme pletter skåret af. De blev derefter flækket (hip hurra for kombinationen kokkekniv og kødhammer) og fik indmaden skrabet ud. Begge græskar blev skåret i grove chunks og lagt i et ildfast fad, som blev dækket med folie. Det blev bagt ved 180°C i 1½ time, til det var smørmørt. Da det var kølet lidt af, kom det i en gryden og blev kørt til en glat puré *wroom wroom* med en stavblender.

Jeg brugte straks 4 spsk til en cremede perlebygotto, som var tilbehør til min Osso Buco med julekrydderier og grønkåls-gremolata (den 4. ret).

Græskarsuppe:

800 g bagt græskarpuré
2 dåser kokosmælk
3 dl bouillon (jeg brugte Herbamare)
2 appelsiner
1 citron
3-4 fed hvidløg
1 stor knold ingefær
1-3 spsk Sriracha
½-1 spsk karry
Rørsukker
Salt og peber

Græskar, kokosmælk og bouillon kommes i en gryde. Der tilsættes Siracha (start blidt ud, der kan altid tilsættes mere), lidt karry, fintrevet hvidløg, fintrevet ingefær, fintrevet skal af 1 appelsin og saften af 2. Kog suppen godt igennem og lad den simre ca 10 minutter. Smag til med citronsaft, sukker, salt og peber - og evt mere Sriracha og karry. 

Halvdelen af suppen kom på frost i en bøtte til nytår - og resten kunne jeg så forlyste mig med.

Suppen kan serveres som den er - eller pyntes lidt. Jeg har her brugt lidt cremefraiche (i en engangssprøjtepose) og lidt Sriracha. Sprøjt begge dele på toppen i spiraler - og træk linjer, fra og mod midten, med en tændstik. Drys med koriander, hvis du er til det, eller lidt ristede græskarkerner.

Jeg serverede et par af mine grove snegle med osteremonce til. En rigtig godt måltid til en sølle influenzaramt madblogger.

Dagen efter stod den på suppe igen, for jeg havde ikke andet i huset. Men så skrev min veninden Anne (hende med brillerne) om der var noget jeg skulle ha' bragt til døren - og jeg greb straks muligheden for at få boller i karry på menuen.

Et par timer efter stod der en pose fra Føtex. Den indeholdt æg, hakket svinekød, rød peber og squash. Og så kravlede jeg i køkkenet.

Farsen til kødbollerne blev lavet af:

400 g hakket svin
1 æg 
1 fintrevet løg
½ dl blandede havregryn
urtesalt
Friskkværnet sort peber
Lidt revet muskat


Farsen blev æltet sammen og fik lov til at hvile på køl, mens jeg gjorde resten klar.

Jeg kombinerede dagens nye forsyninger med en pastinak og et par gulerødder fra grøntsagsskuffen + et par løg. En del blev snittet i mundrette bidder - og resten i små tern (se nederst). Jeg tog lidt af græskarsuppen og varmede op - og tilsmagte med ekstra karry. Jeg satte ris over og en gryde vand med lidt Herbamare, til at koge bollerne i.

Jeg formede og kogte 8 store bolller af farsen, som fik lov til at simre til de var 75°C i kernen - ca 7-8 minutter. Grøntsagerne blev sauteret i en smule olie. Jeg puttede 3 boller i græskar-karrysaucen og lod dem simre i et par minutter.

Anretningen var først en bund af sauterede grøntsager og ris.

Med de dejlige kødboller ovenpå - og et drys frisk koriander. Nøj, det var godt. Resten af bollerne røg i fryseren.

Dagen efter stod jeg så med resten af græskarsuppen/karrysaucen, lidt ris og nogle grøntsager. What to do? *Pling* sagde hjernen - jeg skulle da lave vafler!

Græskarsuppevafler:

2½ dl suppe
3 æg
4 spsk hvedemel

Dejen blev pisket sammen og vaflet til 4 hjertevafler.

En god håndfuld koriander (jeg tog lidt fra til pynt), et par spsk cremefraiche, 2 tsk mayonnaise og et drys urtesalt fik en tur med stavblenderen - og blev til en mild koriandercreme. Jeg hentede 6 små kødboller fra en omgang indisk boller i karry, tøede dem op og gav dem lidt stegeskorpe på en varm pande i lidt SMØR. Rig og grøntsager blev stegt sammen med en smule soja. Og så skulle der samles.

Jeg har disse små fikse hotdog-fade - som lige passer til de langstrakte hjertevafler. Først en omgang stegte ris og grønt, så de overskårne kødboller - og til sidst koriandercreme, et skud Sriracha og et drys frisk koriander. Restemad på den kreative og farverige måde!

Og sådan kan man lave en stafet til 3 dage af en omgang græskarpuré i bedste Stop Spild Af Mad stil. Ta-dah! 


----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Der var lige de andre grøntsager også:

De blev som sagt snittet i fine tern, et sted i størrelsen mellem bruniose og mire poix. De fik en tur på panden til de begyndte at karamellisere en smule - og blev smidt oven i bøtten med den frosne suppe til nytår. Så er den lige klar til at tage op og varme med fyld og det hele. Smart ikke?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Og nu vil jeg gøre mig klar. Johan kommer på besøg i denne weekend. Jeg er heldigvis blevet lige akkurat rask nok til at få besøg. I eftermiddag skal vi i Tivoli Friheden og spise streetfood - og i morgen skal vi holde julefrokost som kun vi kan. Der skal steges, brases og spises dagen lang. 

God weekend til alle der kommer her forbi...

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...