Lun grillet salat...

Kål og rodfrugter, kål og rodfrugter, kål og rodfrugter....dejlige sager, omend en smule ensformig kost. Men sådan er det når man vælger primært at spise after sæson. I forgårs fik jeg dog nok - og skejede ud med importeret øko-grønt, forvandlet til denne labre salat, med smag af sommergrillfest: 

Grillede sprødmøre grøntsager med lidt italiensk indspireret smag. Dejligt at spise, smukt at skue.

Der var løg, gulerod og selleri på lager - og jeg havde købt squash, rød peber og basilikum til at supplere med.

Men, hov - jeg kom i tanke om at jeg havde snittet lidt gulerod og selleri i mirepoix tidligere på dagen. De skulle ha' været brugt til en Stop Spild Af Mad suppe til frokost, men mine planer blev ændret. Det var ikke lige sådan jeg ville ha' snittet nogen af delene til salat - men bare ærgerligt Sonny-boy...det var sådan det var.

Squash, peberfrugt og løg blev skåret i grove stykker. Og så skulle de grilles. Ja, altså ikke på min lille Q-100 på altanen - det er jo stadig slædehundekoldt. Næ, de skulle grilles i mit køkken i den her:

Min Tefal OptiGrill - som groft sagt er et forvokset intelligent 'panini-jern'. Det er en jeg har til test fra Tefal - men pga mit dårlige helbred har jeg ikke rigtig fået den brugt i efteråret. Det varer dog ikke så længe før der kommer et indlæg bare med den - og det bliver naturligvis markeret med sponsoreret. Men da den her bare er en rekvisit, springer jeg det over for nu. Så må forbrugerombudsmanden jo vurdere om det er skjult reklame eller ej - der er nemlig kommet de her retningslinjer som bloggere skal rettes sig efter fremover.

De grøntsager der skulle grilles, blev vendt med lidt olivenolie, urtesalt og friskkværnet sort peber. Da tilberedningen går ret hurtigt (der kommer nemlig varme fra begge sider) er det vigtigt at emnerne har samme størrelse og er færdige på samme tid.

Det tog ca 3 minutter for skiverne af squash at blive som ønsket.

Løgene fik ca 2 minutter og blev sat til side. Peberfrugterne fik 3-4 minutter og blev vippet direkte fra grillen, over i en dyb tallerken og dækket med film. Dampen får skallen til at løsne sig, så den er lige til at pille af.

Der må gerne sidde lidt skind tilbage - og lidt af det sorte. Det er med til at booste smagen af grill i den færdige salat.

De små tern af gulerod og bladselleri blev sauteret kortvarigt i en smule olivenolie og tilsat de lune grillede grøntsager. I stedet for en egentlig dressing, dryppede jeg blot med et par dråber citronolie og lidt hvidvinseddike over.

En håndfuld ristede pinjekerner og lidt frisk basilikum, fuldendte smagsbilledet. Salaten kan spises som selvstændig vegetarret - og med fordel tilsættes enten frisk mozzarella eller feta.

Jeg syntes dog jeg skulle ha' en bette bøf til. Med en rigtig fed streg under bette.

Aww, se lige hvor lille og sød den var. Det er lige før den appellerede mere til mine yngelplejeinstinkter end til min appetit. Men selv om den lå langt nede i kategorien pålæg - så var den af en sådan kvalitet, at lidt rakte langt. Den var dog så klejn at jeg droppede at smide den i grillen - og gav den i stedet et hårdt kort knald på en hed pande i en blanding af olivenolie og SMØR.

Total i orden aftensmad sådan en ganske alm tirsdag. Og jeg spiste op - af det hele! 

I dag skal jeg rigtig luftes. Anne og jeg skal på tour-de-fastelavnsbolle i midtbyen - efterfulgt at en G&T på Pustervig (Ha, siden hvornår har en enkelt været nok?) og en lille bid på Memphis Roadhouse. 

Jeg vender stærkt tilbage, inden længe, med en saftspændt karbonade paneret i knuste flæskesvær. Ja, du læste rigtigt - flæskesvær. Gris, stegt i en anden gris' hud. Det er da fuld udnyttelse af dyret. De er ikke så tossede de der LCHF folk.... 

Karamelliseret gulerodspuré...

Her får du opskriften på en fantastisk velsmagende puré som straks bliver dit nye favorittilbehør til stegt og grillet kød. Onde tunger vil nok påstå at det er synd at udsætte de nye spæde gulerødder for sådan en voldsom tilberedning - og de har muligvis ret. Men smager du den først en gang, bliver du så hooked at du umuligt kan vente på de grovere gulerødder senere på sæsonen.

Den originale opskrift hedder brændt gulerodsmos - men jeg har pillet lidt ved den. Den labre puré blev serveret som en del at tilbehøret til min langtidsstegt dyrekølle med baconflet.

Tja bum, det gik lidt stærkt da jeg bakkede op - så jeg fik ikke vejet gulerødderne. Men mon ikke der er ca 500 g i skrællet vægt? 

100 g økologisk SMØR blev smeltet i en gryde. Da det var lysebrunt kom gulerødderne i. De blev brunet godt af, under omrøring, så sukkerstofferne karamelliserede (tak til Tine for lån af armkræfter). Jeg valgte ikke at lade dem brænde så meget, men satsede på en mere lys puré, så da alle ender begyndte at brune, kom jeg vand på til det knapt dækkede.

Gryden fik lov at simre uden låg til væden var kogt næsten væk. Og så til det sjove: en stavblender blev sat i gryden og *wroom wroom* forvandlede de møre rødder til en silkeblød puré. Der blev smagt til med rigeligt salt, friskkværnet peber og æblecidereddike til sidst. Efter min mening skal der syre til, ellers bliver den for sød og fad.

Sikke en tekstur, farve og smag. Meget ulig noget jeg før har lavet. Den skal der helt sikkert leges mere med. Kunne også levende forestille mig en puré på karamelliserede pastinakker. 

Sådan en laber puré er lige sagen til et sommerligt måltid hvor man gerne vil ha' lidt varmt tilbehør uden hverken stivelse eller tilhørende sauce. Her passede den perfekt til det møre kronhjort og de fyldige blandede salater.

De 3 salater kommer i det næste indlæg...

2 x blomkål: mos og pandekager...

I fredags inviterede jeg Max på en laber Côte du Boeuf og lavede noget rigtig nemt tilbehør: en rosenkålssalat med kastanje og græskar og denne blomkålsmos. Og i bedste Stop Spild Af Mad stil blev resten af mosen brugt til pandekager dagen efter. Mosen først:

Den ligner kartoffelmos til forveksling - og det er også meningen. Men den er lettere i teksturen og skriger ikke på sauce. Den kan med fordel laves lidt før og blot varmes op lige inden servering.

Her er det et helt hoved blomkål der er snittet i mellemstore buketter. Det overhældes med vand til det lige akkurat dækker og tilsættes lidt boullion f.eks Herbamare. 

Blomkålen koges til den er lige akkurat suttemør (uden bid) og ikke længere, så kan den nemt blive fimset. Først drænes den grundigt i et dørslag.

Og så skal der vrides væde fra i et viskestykke. Jeg vred den her portion af 5 omgange. Jo mere væde der kommer fra, jo mere kompakt en færdig mos vil det blive.

Den vredne kål tilsættes en god klat SMØR og lidt mælk - og gives en tur med stavblenderen *wroom wroom*. Juster evt konsistensen med lidt ekstra mælk. Den færdige mos smages til med salt, peber og et par dråber eddike f.eks æbleeddike. 

Det er en pragtfuld mos - perfekt til LCHF gryderetter. Vi guffede løs af den, men der var en lille rest tilbage. Den blev til disse pandekager:

Gyldne fluffy pandekager, serveret med lidt øko Heinz og confiteret bacon fra Hanegal. Restemad når det er allerbedst.

Til 6 små pandekager:

80 g blomkålsmos (eller anden mos)
80 g hytteost
3 æg
4 spsk mælk
2 spsk HUSK
Urtesalt
Friskkværnet peber

Rør mosen lind med mælken og pisk æggene i. Pisk HUSK i massen og rør til sidst hytteosten i sammen med lidt urtesalt og peber.

Lad massen hvile og steg i mellemtiden baconen. Har du ikke baconfedt på lager kan du bare stege det på almindelig vis.

Jeg starter med at lægge baconen på en kold pande og langsomt varme den op. Når baconen er færdig med at 'svede' tilsætter jeg 1 dl baconfedt (har en bøtte stående på køl). Bacon simrer sprød og gylden i fedtet ved svag varme. Efterhånden som det er færdigt fiskes det op og lægges på fedtsugende papir. Fedtet hældes igennem en fintmasket si og gemmes igen.

Da jeg jo allerede baconfedtet i spil blev pandekagerne stegt i lidt af det. Pandekagerne steges på en lille pande af 6 omgange. De er svære at vende, så glid den halvfærdige pandekage over på en underkop, sæt panden ned over og flip.

Bestemt ikke nogen tosset morgenmad. Og vildt dejligt at få alle rester brugt. Så var der gjort rent bord. 

Jeg var for sløj til at lave aftensmad, så det blev til en pizza udefra. I dag er fastedag og sofadag. Nu skal jeg den hoste til livs. Min stemme er stor set ikke eksisterende og jeg er SÅ træt med træt på.

God søndag til alle der kommer her forbi...

Hvide asparges med Sauce Mousseline...

I dag har jeg fået hele 2 retter med asparges. Forretten var disse kæmpestore danske hvide asparges med en frisk Sauce Mousseline.

Det er simpelthen noget af det lækreste der findes. Sprødmøre saftige asparges og en cremet fed sauce med et snert af citron. Det er enhver SMØRSO's livret.

Det er bestemt ikke noget jeg får særlig tit - men da jeg var så heldig at få 3 grønne og 3 hvide danske asparges med hjem i lørdags. Dem havde Mette Hvarre Gassner skaffet på Sydfyn til os. Og jeg vidste med det samme hvad de skulle bruges til.

Her er det dog kun de hvide der skal i spil. Sådan 3 stk kan også sagtens udgøre en selvstændig ret når de er af den størrelse.

Hvide asparges skal skrælles og enderne skæres af. Hvor meget der skal af er svært at sige - men til det træede er væk og den fine kerne er blotlagt. (Gem endelig ender og skræller til at koge fond på - det kan blive starten på en skøn suppe eller sauce)

Jeg valgte at flække de her på langs fordi de var så tykke. En pande med vand blev sat over med en smule salt og salt - og sat til at boble. Og det fik det lov til mens jeg lavede saucen.

Og hvad er så Sauce Mousseline? Det er såmænd en de ægte saucer, Hollandaise - tilsat flødeskum. En Hollandaise er lavet på sammen måde som en Sauce Bearnaise - en emulsion af æg og SMØR. Den er dog smagsat med citron i stedet for en indkogt eddikebaseret essens - hvilket gør den særdeles velegnet til fisk. Da saucen ikke kommer ret højt op i varmegrader foretrækker mange at lave den af pasteuriserede æg. Men jeg har givet slip på salmonellaskrækken og bruger friske økologiske æg. Til den her portion bruger jeg 2 blommer. Hviderne blev gemt til andre ting.

Opskriften er ganske simpel:

2 æggeblommer
Saften fra ½ citron
100 g smeltet SMØR
1 dl fløde
Salt/peber

Først piskes æggeblommerne og citronsaften sammen til en homogen masse i en lille gryde. Det tændes på svag varme og massen piskes tyk og skummende. Det kan være nødvendigt at tage gryden af og på varmen et par gange så blandingen ikke bliver for varm. Jeg bruger piskedimsen fra min stavblender - for ellers har jeg slet ikke armkræfter til at piske en ægte sauce.

Gryden tages af varmen og der piskes SMØR i som var det en mayonnaise - et par dråber af gangen til at begynde med og siden en tynd stråle til det er helt optaget. Og voilà: Hollandaise.

Fløden piskes til skum og vendes i - og den færdige sauce smages til med salt og hvid peber.

Og så er der simpelthen en syndig og fuldfed Sauce Mousseline.

Da saucen var ved at være klar smed jeg de flækkede asparges i det boblende vand i 4 minutter. De fik lige lov til at dryppe af på lidt køkkenrulle inden de kom på en varmet tallerken.

Ja ja, det er altså ikke nødvendigt med en opvarmet tallerken - det er bare en dejlig ekstra detalje. Argh, saucen havde stået og ventet lige længe nok - så den var begyndt at gryne og tykne 'forkert'. Jeg øvede derfor vold mod den: 10 sekunder i mikroovnen efterfulgt at et hastigt møde med en stavblender *wroom wroom*. Det gør den lidt tyndere - men stadig cremet og lækker.

Saucen blev pøst generøst ud over de sprødmøre asparges - og der blev drysset med hakkede krydderurter. Jeg havde ramsløg og det spillede virkelig godt til. Og det var så forretten. Hovedretten var grønne asparges med små sprøde crab cakes og ramsløgscreme (som i virkeligheden bare var resten af den her Mousseline blendet med ramsløg). Det får du opskriften på i morgen.

Åh, jeg er simpelthen så glad i de her dage. Jeg har så mange spændende og dejlige ting at se frem til. For et par dage siden spottede jeg et opslag på Facebook postet af Tante Sød. Det omhandlede et fantastisk tilbud om en uges højskole på Samsø. Jeg fulgte linket - og pludselig sagde det *PLING* inden i mig. Det føltes helt rigtigt. Jeg snakkede med Max om det - og han ville gerne passe kattene hvis jeg tog af sted. Og så købte jeg det sgu! Så nu skal jeg på højskole sidst i juli.

Opholdet hedder Smag på Samsø og bliver beskrevet sådan her: "Nu kombinerer vi Samsøs kultur, lokalhistorie og det specielle ved det smukke lille ø-samfund med højskolens fokus på sund livsstil. Opdag og oplev kultur, natur og lokalhistorie. Du præsenteres for øens kulinariske kendetegn: Nyopgravede kartofler, friske grøntsager, frugt, krydderurter, ost, friskfanget fisk, lokal øl og vin. Hver dag besøger vi og taler med de lokale avlere og producenter og får lov til at røre, mærke, smage og lære nyt".

Wee, det er bare lige noget for mig. Jeg har betalt lidt ekstra for at få enkeltværelse, for med det program får jeg brug for ekstra hvile. Men 2300 kr for 1 uge på Samsø med fuld forplejning er virkelig givet godt ud. Nøj, hvor jeg glæder mig til at komme over på den grønne ø og få nogle gode oplevelser med hjem. Så nu håber jeg bare at helbreddet makker ret og at jeg kan lokke nogen til at køre mig frem og tilbage fra Hou. Men jeg krydser fingre for at begge dele lykkedes.

Pommes Anna med parmesan og rosmarin...

Det sidste element af mandagens middag var denne Pommes Anna. Den passede perfekt til min Beef Wellington og portvinssaucen. Det er en lidt tidskrævende kartoffelgarniture at lave - men kan sagtens gøre klar dagen før.

Pommes Anna kan laves på flere måder (høj, lav, rund, firkantet, med og uden tilsat smag) - fælles for dem er at det er tynde skiver af kartofler, bagt i lag med SMØR imellem. Her får du min version med ikke mindre end 30 lag kartoffel.

En af grundene til at valget faldt på en Pommes Anna var at der i denne uge var ikke mindre end 4 poser kartofler af 400 g med fra Aarstiderne. Dem skrællede jeg 3 af og lagde i vand. Der fik de lov til at ligge mens jeg gjorde resten klar.

Traditionelt består krydringen kun af salt og peber - det tillod jeg mig at pille ved. Så der blev fundet lidt hakket rosmarin og masser af parmesan frem.

1½ dl revet parmesan, 2 tsk hakket rosmarin, et godt skud sort peber og en smule salt. Pas lidt på med saltet, for osten er jo salt i sig selv.

Smukt gult økologisk SMØR smeltes. Brug rigeligt - kartoflerne skal confitere (svømme) i det. Og det overskydende hældes bare fra til sidst og kan genbruges.

En kartoffel af gangen tages op og snittes i papirtynde skiver. Jeg bruger min mandolin på den tyndeste indstilling. Man kan sagtens lave skiverne lidt tykkere hvis man har lyst til det. I et smurt fad lægges kartoflerne taglagt med en smule overlapning. Der pensles med SMØR mellem hvert lag og drysses med lidt af parmesanblandingen mellem hvert andet. Ind i mellem tog jeg en spatel og trykkede lagene sammen.

Jeg veksler mellem at lave rækker på tværs og langs af fadet. Det er med til at skabe en stabil Anna som er nem at skære ud bagefter. Jeg havde kartofler til 15 lag.

Inden fadet kommer i ovnen kommer der pres på. Først et lag bagepapir.

Og så et mindre fad ovenpå. Fadet kom nu i ovnen i 1 time på 170°C.

Derefter fjernes først fadet - og bagefter bagepapiret. Pas på, det kan godt hænge lidt i.

Pensl overfladen med endnu et tyndt lag smeltet SMØR og sæt fadet tilbage i ovnen i 30-45 minutter. Skal den serveres med det sammen bagefter kan den med fordel laves godt sprød.

Jeg hældte alt det overskydende SMØR fra og vendte den færdige Anna ud på et fad.

Jeg ville gerne ha' lidt højde på, så jeg skar 2 stykker ud og lagde ovenpå hinanden. Man kan naturligvis lave den højere i et mindre fad, men så skal den ha' meget længere i ovnen.

Mens min Wellington trak efter stegning kom Anna en sidste tur i ovnen. Og så var den lige til at anrette sammen med resten.

Der skulle også en smule grønt til. Ugens kasse bød på denne spæde lilla broccoli.

Jeg delte den i 'blomster' og skrællede stilkene med en urtekniv inden de fik i 30 sekunder i kogende letsaltet vand. De kom straks i koldt vand for at stoppe kogningen og duppet tørre med et stykke køkkenrulle.

Og så var der endelig mad. Uhm, det er simpelthen den ultimative kartoffel - fast i formen og alligevel cremet. Den kan laves så sprød eller blød som man ønsker, her til Wellington foretrækker jeg en mellemting.

Da jeg stod i lære lavede vi tit Pommes Anna til selskaber. Så blev de lavet dagen før i store bradepander som stod i køleboksen natten over - lige klar til at skære ud og varme. Det er en meget taknemmelig kartoffel når man skal køre 100 tallerkenanretninger på en gang.

Og så er det slut med den fancy mad for denne omgang. Det er jo primært hverdagsmad jeg laver og spiser. Det har bare været rigtig sjovt lige at lave lidt at det mere tidskrævende og luksusprægede for en gang skyld.

I dag står menuen 'bare' på pasta med tomatsauce. Ikke hvilken som helst slags sauce - men den her labre sag jeg har fundet hos Signe. Tomatsauce med SMØR? Ja tak!