Viser opslag med etiketten Kogebøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kogebøger. Vis alle opslag

fredag den 3. oktober 2025

En kogebogsforside bliver til - måltidssalat med varmrøget laks...

Reklame for kogebogen Stor smag - lille appetit af undertegnede og Annes Køkken, som udkommer fra Dreamlitt d. 25/10-25.

Ta-dah - sådan kommer den til at ud. Bag bogen ligger et helt års arbejde, med at udvikle og udvælge opskrifter, lave udregninger og tage billeder. Det har været en KÆMPE læringsproces og en samarbejdsøvelse, noget ud over det sædvanelige. Og nu bogen endelig på vej.

Anne har måttet slå den store tålmodighed til, i forbindelse med dette samarbejde. Og jeg er heldig med, at vi er gode veninder i forvejen, ellers havde jeg nok drevet hende (endnu mere) til vanvid. Jeg er notorisk dårlig til at samarbejde - og give plads til andres input/ideer. Det har jeg selvindsigt nok til, at indrømme blankt. Og Anne har jo ikke kun skulle wrangle mig, men også de alter ego's jeg har: Pynte-Sisse, Akkuratessa, OCD-Maren og Kritiske Karen. Et persongalleri med en del kaos, hyperfokus, perfektionisme, gak og løjer. Hun fortjener ærlig talt en medalje!

Og så til motivet på forsiden. Det er en måltidssalat med varmrøget laks. Den var oprindeligt ikke tiltænkt forsiden, men til at indgå bogens afsnit med frokostretter. I den første version, så den således ud:

En salat designet til 1 stor portion - eller 2 mindre. Der indgår hele 4 proteinkilder i salaten: kidneybønner, edamamebønner, hytteost og varmrøget laks. 

Vi har fået lov til at dele opskriften allerede nu. Forlaget har lavet en lille video, hvor vi laver den - men den er desværre for stor til det her format (men den kan ses lige her), så det bliver i stedet til et par billeder, fra behind the scenes, af tilblivelsen:


100 g broccoli eller bimi
60 g kidneybønner
2 tsk olivenolie
2 spsk citronsaft
2 tsk fuldkornssennep
Salt
Friskkværnet sort peber 
60 g edamamebønner
75 g agurk 
5 cherrytomater
100 g varmrøget laks
75 g hytteost
Friskklippet karse

Del broccolien i små buketter, og kog dem ca. 3 minutter i letsaltet
vand. Køl dem af i koldt vand, og sæt dem til afdrypning. Hæld
lagen fra bønnerne, skyl dem, og lad dem afdryppe i en sigte. Vej
de 60 g af, og kom dem i en lille skål. Tilsæt olie, citronsaft, sen-
nep, salt og peber. Vend godt rundt, og lad bønnerne marinere i
10 minutter. Tø i mellemtiden edamamebønnerne op i lidt koldt
vand, og lad dem dryppe af. Snit agurken i fine tern, og halver
cherrytomaterne.

Fordel de afdryppede broccolibuketter på en tallerken. Spred edama-
me bønner, agurk og tomat ud over. Del den varmrøgede laks i store
flager med en gaffel, og fordel den ovenpå. Fordel derefter de mari-
nerede kidneybønner ud over. Læg hytteosten på med en ske i små
bunker, og drys til sidst med karsen

Måltidssalaten indeholder ca 622 kcal og 57 g protein. Deles den op i 2 portioner, giver det ca 311 kcal og ca 28 g protein pr portion.

Og ja, kogebogens billeder er taget med vores mobiltelefoner - med en app der kan skyde i RAW-format. 

Salaten der laves i videoen, blev denne - som er den, der kommer i bogen, men ikke på forsiden.

Version 1 og 2, indsat på forsiden. Og der var desværre ingen af dem, som jeg brød mig om. Min fjerne fortid som grafiker, kom lige retur med konstruktiv visuel kritik. Version 1 fyldte ikke tallerkenen rigtigt ud og version 2 væltede pga ujævnt fordelt hytteost. Men det var ok. Jeg havde lært noget, af at lave dem begge. 

Og når nu jeg vidste, at det var den salat der skulle på forsiden - satte jeg mig for at lave den igen, denne gang med det formål. Og det er jeg SÅ glad for, at jeg gjorde. For nu føles det helt rigtigt. Og så var der dejlig frokost, til 2 dage. Med laks. Uhm, lakselyde.

Og så lidt ekstra billeder.

Version 2 blev også brugt, til dette dejlige billede, tager på Annes fortrappe:

De skønne forklæder, har Anne syet til os. Vi har nemlig hver valgt en farve, til bogens layout - og den går naturligvis igen i forklæderne. Lys grøn til mig og lilla til Anne.

Da vi startede med at tage billeder til kogebogen, ville vi gerne ha' en masse forskellige ting på forsiden. Men eftersom det er en bog, henvendt til småtspisende, blev det for overvældende, med så meget mad. Igen var vi igennem en læringsproces der. 
Men du må godt se den første idé - som også giver et smugkig, på nogle af de lækre ting, der venter i kogebogens indre.

Kogebogen udkommer som sagt d. 25/10 - og kan købes i forsalg lige her: Stor smag - lille appetit.
  

torsdag den 8. oktober 2015

Saftig grønkålssalat med frugt og knas...

I går lavede jeg en ret tung og kalorierig ret til aften - og den krævede et saftigt, syrligt, grønt og knasende modspil. Det blev til denne smukke grønkålssalat, med masser af frisk frugt og lækkert knas.

En herlig sag til efterårets lidt tungere retter. 

I går startede med et besøg af posten. Han kom med en pakke fra Maria som har bloggen Vanløse Blues. Hun udgav i går denne fantastiske kogebog Geniale Grøntsager (bogen kan købes her) - og den fik jeg tilsendt, sammen med lidt lækkerier: et lille piskeris til at piske dressinger med, en lille bøtte knust spidskommen, en pose sesamfrø, lidt pinjekerner og lidt stenfri dadler. Og de dadler blev straks til en del af min salat.

De dejlige dadler giver nemlig en lækker sødme til den letbitre grønkål. Den øvrige frugt bestod af et granatæble og en appelsin hvor noget af skallen var blevet brugt til endnu en omgang Kopihr. Den skulle i bedste Stop Spild Af Mad stil omsættes inden den gik til. Som knas, ristede jeg en god håndfuld græskarkerner i ovnen - den var nemlig allerede i gang til hovedretten.

De små røde juveler blev pillet ud af granatæblet - se lige her hvordan det gøres. Appelsinen blev skåret i fileter - og den overskydende saft gemt i et lille glas til dressingen. Jeg fandt et slapt forårsløg i grøntsagsskuffen som også lige skulle med. De stenfri dadler blev skåret i små bidder og fil selskab af de ristede græskarkerner. Grønkålen blev skyllet og ribbet.

Man kan vælger at snitte kålen meget fint med en kniv - men jeg nupper den nemme løsning og kyler den i min minihakker hvor den *wroom wroom* bliver findelt på et øjeblik. Og så til dressingen. Appelsinsaften tilsættes en smule æblecidereddike, lidt fuldkornssennep og en smule olivenolie. Smag til med salt og friskkværnet sort peber. Vend en passende mængde dressing i kålen. Tilsæt fyldet, vend rundt - dryp med lidt ekstra dressing og drys med de ristede græskarkerner.

Salaten gjorde stor lykke til min Græskar Mac 'n cheese m/ 2 slags ost. Den får du opskriften på i en senere indlæg. Opskriften er mit bidrag til en opskriftskonkurrence med ost - og hvem havde nogensinde troet at jeg skulle deltage i sådan en? Ikke mig. Som tidligere ostehader er det da vist lidt af en bedrift.

God torsdag til alle der kommer her forbi...

torsdag den 25. juni 2015

Chorizo corndogs med koriandersennep...

En af de ting jeg havde drømt om at smage i New York var corndogs. Jeg fik min lyst styret på Coney Island - og det var en kæmpe skuffelse. Mere om det nederst i indlægget. Der var igen ikke andet for, end at lave min egen version. Det blev i går til denne trio af krydrede chorizo corndogs med ketchup, gul sennep og koriandersennep:

Små krydrede basser med dejlig dip. Og meget smart at lave nu, når jeg nu havde gang i det varme oliebad i forgårs til mit Blooming Onion.

Først den grønne koriandersennep. Den består kun af 2 ting: masser af frisk koriander og French's sennep. Det er en gul og forholdsvis sur sennep.

Hak en kæmpe håndfuld skyllet koriander og blend med 5 spsk sennep. Det bliver en smuk grøn og liflig sennep.

Og så til de små corndogs. Opskriften stammer fra Mit cowgirlkøkken af Louisa Lorang - men har lige været en tur omkring Signes Mad, hvor jeg har lånt den. Det passede nemlig lige med de ingredienser jeg havde på lager. I min fryser fandt jeg en pakke chorizo brunchpølser (ikke øko og med E250 Natriumnitrit, undskyld) - så dem tøede jeg op og brugte. Det smager jo lidt ekstra af tex-mex.

6 af de små pølser blev monteret med et grillspyd i måsen. Spyddet blev klippet til, så der var ca 10 cm til at holde i.

Louisa bruger kærnemælk, men det havde jeg ikke. Signe bruger skyr og mælk - og jeg havde da skyr. I stedet for mælk brugte jeg noget havremælk jeg havde på lager. I stedet for bare at bruge groft majsmel, valgte jeg en blanding af fint majsmel og polenta. Man må jo sno sig...

Til 6-8 stk:

1½ dl hvedemel
½ dl fint majsmel
½ dl polenta
1 tsk salt
½ tsk bagepulver
¼ tsk natron
1 æg
½ dl skyr
1½ dl havremælk

Bland de tørre ting. Piske det våde sammen og rør i det tørre.

Kom dejen i et glas og dyp hver pølse så den er helt dækket. Lad den overskydende dej dryppe af, inden den kommes i den varme olie (190°C). Steg dem gyldne på 3-4 minutter og vend dem ofte.

Læg de færdige corndogs til afdrypning på fedtsugende papir. Der vil være en del dej tilbage, men den kan hurtigt steges til små labre klatkager og gemmes i fryseren.

Server lune med den slags dyppelse man føler for. Den grønne koriandersennep er perfekt til de krydrede chorizopølser.

En friteret tex-mex hotter? Det var altså ikke spor tosset. Og før jeg havde set mig om var alle 6 forsvundet. Ups...

Og så skal vi lige et smut til Coney Island: 

Vi tog med subwayen fra Manhattan og var efter 45 minutter midt i virakken. Flere gamle forlystelsesparker med larm og gøgl - og masser af mennesker. Fysikken satte en stopper for udfoldelserne i de vilde kørende forlystelser, men det store pariserhjul Wonder Wheel måtte jeg bare op og ha' en tur i.

Der var en rigtig fin udsigt over parken, stranden, strandpromenaden og The Steeplechase Pier. 

Der skulle vi naturligvis også ud. Nøj, det var godt at blive lidt blæst igennem af den kølige havluft. New York bød på 29°C og høj luftfugtighed, så det var en dejlig pause.

Da sulten meldte sig, opsøgte vi Nathan's Famous - som er en Coney Island institution. Det var voldsomt populært og køen var lang. 

Selv om de har andre ting på menuen, så er det hotdogs der er deres specialitet. Jeg bestilte en original hotdog, med sauterede løg og sauerkraut på toppen - og en corndog. Ved en stander forsynede man sig selv med ketchup og sennep. Den alm hotter var ganske fin. Et blødt brød med en oksepølse og de sprøde toppings. Men den lille corndog var en kæmpe skuffelse. For blød, for sød og fuldkommen intetsigende. Æv. Men det var desværre ikke det værste.

Vi havde nemlig valgt at dele en omgang Bacon Cheese Fries. HVORFOR??? Det var noget af det klammeste jeg nogensinde har smagt. Bløde fritter med kvalm, kvalm, kvalm 'ostesauce' - og som det eneste gode, sprøde stykker bacon. Vi måtte ret hurtigt give op. Men nu er det da prøvet...

Dobbelt ærgerlige blev vi så da vi så dette skilt på vejen tilbage til toget. For jeg havde fået at vide at der var masser af spændende street food derude - men glemt alt om det. 

Nå, men det må vi så smage på til næste år. For sørme om turen ikke går til New York igen til næste år. Jeg skal dog lide en del afsavn, for der skal virkelig spares sammen. Men jeg gør det gerne - for det var en pragtfuld tur....og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage.

Næste år vælger jeg dog en solcreme med en noget højere faktor. Det var jo lige før jeg var blevet til en corndog på Coney Island...



tirsdag den 28. april 2015

Vaflede gorditas med chipotlerejer...

Så står den på tex-mex de næste par dage. Jeg lægger ud med at kombinere 2 forskellige opskrifter: tacos med chipotlerejer + gorditas med kylling BBQ-style.

Det blev til disse lækre majsvafler toppet med marineret spidskål, chipotlerejer, avocado og masser af frisk koriander. 

Opskrifterne er hentet i Louisa Lorangs nye kogebog Mit cowgirl-køkken (udkommer d. 30/4) - som er blevet til efter en rundrejse med familien i Texas sidste sommer. Den er sprængfyldt med saftspændte og indbydende ting - og jeg har lyst til at lave det hele...på en gang! Der er smæk på smagen og knald på farverne.

Som sagt valgte jeg at lave et mash-up af to opskrifter. Det blev derfor til ene af opskrifternes fyld - med den anden opskrifts bund og topping. Bunden først. Det skulle være små tykke majspandekager kaldet gorditas.   

Dejen er vildt simpel og indeholder kun 5 ting.

2½ dl majsmel
1 æg
1-1½ dl vand
1 tsk bagepulver
salt (her urtesalt)

Alle ingredienserne piskes tik en tyk dej. Jeg brugte kun ca 1 dl vand. Dejen kan nu steges på panden, i varm olie, til små tykke pandekager (8-10 stk).

Jeg valgte dog i stedet at bage 6 små vafler i mit Snack Collection jern. Det er nemmere og kræver ikke så meget fedtstof.

Til tacos med chipotlerejer hører en omgang marineret kål. Det er ½ fintsnittet spidskål, vendt i en marinade af 2 spsk mayonnaise, 2 spsk skyr (originalt tyk yoghurt), ¼ dl limesaft, ½ tsk sukker og salt.

Dressingen piskes sammen og vendes i kålen. Jeg kom kun lige nok dressing i til at binde det sammen og gemte resten til at komme ovenpå til sidst. 

Rejerne kan enten være store grønlandske rejer eller de her store basser. 

De optøede rejer duppes helt tørre og steges hårdt i lidt olivenolie - og tilsættes lidt chipotle salsa (blendet chipotle i adopesauce) + limesaft og salt.

Toppingen, der var hentet fra gorditas med kylling BBQ-style, består bla af avocado i tern. Et godt trick er at skære den i tern i skallen sådan her - så kan man lige grave indmaden ud med en ske bagefter og man slipper for at stå med den fedtede avocado på et skærebræt.

Den marinerede spidskål, resten af dressingen, lime i både, avocado i tern, hakket rødløg, rød chili i tynde skiver og grofthakket frisk koriander. Og så var det tid til at anrette.

De lune gorditas-vafler i bunden.

De blev toppet op med marineret spidskål og chipotlerejer.

Avocado og rødløg kom på.

Og derefter ekstra dressing, masser af koriander og chili. Og så var der mad.

En tex-mex bastard uden lige.

Der blev serveret limebåde til - og en ret så fremragende krydret G&T. Og den får du opskriften på i det næste indlæg...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...